En tidsrejse i sportspsykologien: De fleste var tæt på at være uduelige

”Walter Godefroot sagde altid, at hvis en af hans ryttere havde brug for en psykolog, så skulle rytteren bestemt anskaffe sig én, men så skulle han også finde sig et andet hold at køre for. Walter kunne ikke bruge svage ryttere.”

Sådan indleder Brian Holm i sin podcast, Radio Godefoot, om den karismatiske belgiske sportsdirektør, der bestemt ikke var tilhænger af sniksnak på en briks.

Denne tilgang er dog langt fra tilfældet i dag. I moderne elitesport bliver det mentale vejet lige så tungt som det materielle og fysiske.  

Læs også

Lefevere pinligt berørt efter læk til pressen

På Feltet.dk har vi undersøgt udviklingen i sportspsykologien, og hvordan man arbejder med det i dag kontra for 30 år siden, hvor der blandt andet blev brugt lidt spøjse visualiseringsstrategier i jagten på de små marginaler. 

Den tidligere professionelle cykelrytter og nuværende kommentator på Eurosport Brian Holm havde bestemt ikke gode erfaringer med de sportspsykologer, han var tilknyttet tilbage i 80’erne.

”Vi skulle også benytte os af sportspsykologer. De fleste, jeg mødte, var tæt på at være uduelige. Det var sådan noget, hvis det gik op ad, så skulle man lukke øjnene og visualisere, at det var flad vej. Det skulle man høre på en time. Så er det klart, at man mister interessen,” fortæller Holm til Feltet.dk.

Også i sin tid som sportsdirektør på T-Mobile var der tilknyttet psykologer, der satte VHS-båndet i gang, for at rytterne kunne komme i den helt rette stemning før et vigtigt cykelløb.

”Stille og roligt får vi psykologer med på cykelholdene først med T-Mobile, men der var jeg heller ikke imponeret. Det var sådan noget med, når vi skulle ud til starten, så mente han, at vi skulle se en gladiator-film for at sætte os op til kamp,” griner Holm og uddyber.

”Han skulle også snakke med rytterne, og hvis der ikke var et problem, så kan jeg garantere dig for, at han nok skulle finde det. Det var jo ligesom hans arbejde.”

Måske kan de sportspsykologer alligevel et eller andet?

Selvom Holm ikke havde gode erfaringer med sportspsykologer i sin tidlige karriere, så ændrer billedet sig fuldkommen i 1998, da han møder psykologen og sportscoachen Jens Hansen.

”Jeg var med Bjarne (Riis) til et håndboldevent i Herning eller Viborg, hvor jeg hører et foredrag med Jens Hansen. Jeg står og lytter til ham og tænker: ”Wow, ham ville jeg da godt have mødt, da jeg var 19 år.”

Han tager samtidig afstand for Walter Godefroots lidt karikerede syn på psykologer og indrømmer, at det var en anden tid, hvor den slags ytringer gjorde sig gældende.

Læs også

Optakt: 2. etape af Criterium du Dauphiné

”I forhold til det med Godefroot, så var det selvfølgelig også noget pladder, men sådan var tiden jo. Det var det, som jeg var vokset op med i starten af 80’erne. Sportspsykologer var simpelhen ikke gode nok,” pointerer Holm  

”Jeg har så ondt, at det må gøre mindre ondt at køre frontalt ind i en bil”

Touren står for døren. 1. juli klikker rytterne i pedalerne, hvor knap 3500 kilometer venter forude. Med så mange kilometer, er det umuligt at forestille sig et løb uden kriser og stor smerte.

60-årige Holm, der har kørt den franske Grand Tour syv gange i karrieren, kan skrive under på, at det kræver noget ekstraordinært fysisk og mentalt at komme igennem verdens største cykelløb.

”Jeg havde noget madforgiftning midt under Touren ’96, og vi skulle køre 160 kilometer, og jeg kunne hverken spise eller drikke. Til sidst holdte jeg op med at svede, for der var ikke mere væske i kroppen.”

”Man sidder og tænker: ”Okay, jeg har så ondt, at det må gøre mindre ondt at køre frontalt ind i en bil,” fortæller den tidligere T-Mobile-rytter.

Til Touren i 1996 var Brian Holm en vigtig hjælperytter for Bjarne Riis, der som den første dansker nogensinde vandt Tour de France. Foto: A.S.O.

Når man er så langt ude i torvene, hvordan håndterer man det mentalt? Her kræver det, at man bevarer koncentrationen og viljen til at udholde helvede, forklarer Holm.

”Man kører hele tiden og kalkulerer, men hvis man kører ind i en bil, så har man jo givet op, og det gør vi jo ikke. Vi giver ikke op, vi kæmper videre.”

”Man kan give op, hvis man brækker hoften, men man giver ikke op, bare fordi man er træt. Og det er det med fokus. Man skal planlægge og være disciplineret,” siger han.

Læs også

Styrtet har efterladt en nervøsitet i Vingegaard

Han slår samtidig fast, at det ofte er én selv, der sætter begrænsningerne, og man må forsøge at overdøve de stemmer i hovedet, der råber: ”Stop dog, det er jo vanvittigt.”

”Det er dig selv, der beslutter, hvornår det bliver for meget, eller presset fra chefen bliver for stort. Det hele forgår oppe i ens eget hoved, og man er derfor sin egen værste fjende, kan man sige.”

Hvordan ser det så ud i dag?

Cykelsporten har ændret sig markant på det materielle områder de seneste 30 år. Væk er de flagrende cykeltrøjer og mekaniske gear.

Også på det psykologiske område er der sket lidt af en udvikling. Det kan Carsten Hvid Larsen bekræfte, der til dagligt arbejder som forsker i sportspsykologi på Syddansk Universitet og har rådgivet den danske WorldTour-stjerne Søren Kragh Andersen.

”Vi har taget nogle gevaldige skridt, særligt inden for de seneste 15 år. Det er blevet en naturlig del af alle de andre performanceområder, man taler om i forhold til optimering,” indleder han til Feltet.dk.

Som der før blev nævnt i artiklen, er det ikke alle sportsfolk eller direktører, der er lige begejstret for at sidde i den varme stol. Larsen fortæller, at fortidens tabuisering af det mentale stadig trækker skygger helt op til i dag.

”I og med at det har været tabubelagt tidligere, så gælder det også i dag, at der er nogle, som stadig forestille sig, at man skal lægge sig på en sofa og fortælle om sin barndom eller lignende, men det er langt fra det, det handler om.”

”Det er ikke traditionel terapi, hvor man taler om fortiden så meget - det kan man godt - men langt hen ad vejen handler det om at forstå sig selv, og hvem man er og ens egne styrker og svagheder. Det er oftest der, at man kan hente de sidste procenter, når det bliver rigtig svært, og man møder modgang,” forklarer Larsen.

”Her er det vigtig, at man holder styr på sin hjerne og tøjler den”

Hvis du har fulgt en smule med i elitesport, så har du helt sikkert hørt den lidt slidte kliche fra diverse sportsfolk: ”Vi tager én dag ad gangen.”

Læs også

Kuss håber på Vingegaard: Min bedste chance for at vinde Touren

Men klicheen er ikke grebet helt ud af den blå luft. Det er nemlig afgørende, at ens fokus er 100 % rettet mod det, der står foran én nu og her. Man risikerer nemlig, at det mentale sikringsskab kortslutter, hvis man gaber over for meget.

”Hvis du forstiller dig: ”Shit man, der er uendelig mange bjergetaper foran os,” så bliver det uoverkommeligt allerede på forhånd. Her er det vigtig, at man holder styr på sin hjerne og tøjle den og sige: ”Det er det her, det handler om i dag. Det, der kommer i morgen, må jeg fokusere på i morgen.” Det vil typisk være en strategi, man ligger for dagen, når man skal præstere over rigtig, rigtig mange dage,” forklarer han.

Et af de værktøjer, der kan hjælpe én med holde fokus på nuet er meditation og mindfulness, hvilket også er et værktøj, som der bliver brugt i sportsverden, uddyber forskeren.

”Når man forstår, hvad der går igennem hovedet, har man lettere ved at håndtere det. Tanker, der er destruktive eller ikke er nyttige i forhold til, hvad man skal løse lige nu og her. Groft sagt handler det om at være fuldt fokuseret og holde sit fokus på, hvad man skal løse i løbet af dagen.”

Vi skal dog ikke forvente, at Jonas Vingegaard, Mattias Skjelmose og de andre danske Tour-stjerner sidder i skrædderstilling derhjemme i flere timer om dagen for at blive klar til årets helt store mål, Tour de France.

”Det er ikke nødvendigvis fordi, man skal meditere. Man kan godt være mindful uden at meditere. Meditation er bare ét af redskaberne til at arbejde med at være til stede i nuet. Det at fokusere på sine opgaver er også et redskab til at være mindful, når man for eksempel sidder på en cykel,” slutter han.