Dagens cykelnyheder

> SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Traditionelt er løbet sluttet med enkeltstarten, men det sker af og til, at man afviger fra modellen og afvikler tidskørslen allerede fredag. I de tilfælde plejer løbets få sprintere at få det sidste ord, som de senest gjorde det i 2023, hvor Fernando Gaviria sejrede, og 2018, hvor Pascal Ackermann vandt sidste etape, og meget taler for, at det også vil være tilfældet i år. Med enkeltstarten placeret to dage tidligere slutter løbet nemlig som for anden gang i træk med en af sine letteste etaper, og modsat sidste år er den endda meget let. Blot 1600 højdemeter skal der tilbagelægges på en for løbet sjældent flad dag, og selvom der skam er en lille bakke på den rundstrækning, der er rammen om det meste af løbet, vil det være meget overraskende, hvis ikke de relativt mange sprintere, der er til start i år, skal have det sidste ord.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 150,8 km med både start og mål i Vernier, og der er tale om en næsten ren rundstrækningsetape. Fra byens centrum kører man ud til den sydvestlige udkant, hvor den reelle start gives, og her kører man et ultrakort stykke på bare 1,1 km ad en flad vej mod sydvest ned til rundstrækningen.

 

Den er 34,7 km lang og skal tilbagelægges fire gange. Først kører man ad let stigende veje mod sydvest ned til det sydligste punkt, hvorefter man kører mod først nordvest og siden sydvest igennem let faldende terræn. I det vestligste punkt drejer man mod nordøst for at køre op og ned ad en bakke, inden det går mod nord ad et kort fladt stykke.

 

Nu venter dagens hovedudfordring, når man kører mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Dardagny (1,3 km, 5,0%), der er en jævn stigning, hvis top rundes efter hhv. 17,1 km, 51,8 km, 86,5 km og 121,2 km - dvs. for sidste gang med 29,6 km igen. Derfra fortsætter det med at stige mod nordvest, inden man kører mod nordvest og sydøst igennem let kuperet terræn.

 

Det går nu mod øst ad en lidt kringlet nedkørsel, inden man kører mod øst og sydvest ad let stigende veje frem til udkanten af byen Cartigny, hvor der køres en spurt på anden og fjerde omgang efter hhv. 64,1 km og 133,5 km. Slutteligt kører man mod øst, sydvest og sydøst ad en relativt flad vej tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

 

Efter sidste omgang drejer man mod nordøst for at køre ad let kuperede veje tilbage mod Vernier. I byen Lancy drejer man med 4900 m igen mod nord for at køre ad generelt let stigende veje det sidste stykke ind mod målbyen, idet de sidste 2 km er helt flade. Det går herfra ad en helt lige og bred hovedvej uden udfordringer frem til en teknisk finale, hvor man skal dreje tre gange med hhv. 1500 m, 1200 m og bare 400 m igen.

 

Etapen byder på i alt 1607 højdemeter.

 

Vernier har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

> SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Efter en flot lørdag vender Romandiets berygtede regnvejr tilbage - og denne gang sker det ”rigtigt”! Således venter en dag med en konstant nedbørsrisiko på 75-85%, mens temperaturen vil være 12-13 grader. Til gengæld vil det slet ikke være blæsende med en svag til let vind (7-8 km/t), der er svær at blive klog på. Den vil mest komme fra sydvest, men vil også være i vest og synes at slutte i syd. Det gør det svært at beskrive vindretningen, men kan vi stole på en sydlig vind i finalen, vil der på sidste omgang være med- og sidemedvind på første del af rundstrækningen, indtil man kort efter stigningen får mod- og sidemodvind. Derefter får man først sidemed- og siden medvind på stykket tilbage til Vernier, indtil man får sidemodvind over de sidste 1200 m.

 

Analyse af 4. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan kongeetapen bekræftede, at det i moderne cykelsport ofte er vidunderbørnene, der spiller hovedrollerne, men at veteranerne også stadig kan spille prominente biroller.

 

Favoritterne

Flertallet af ugelange etapeløb sørger for at designe en sidste etape, der kan gøre forskelle i klassementet. Det gør Tour de Romandie som regel også, men det er nu andet år i træk, vi bydes på en af de sjældne udgaver, hvor vi ikke skal tilbringe søndagen med en nervepirrende enkeltstart. Tværtimod er det kun uheld, der kan forhindre Carlos Rodriguez til at tage sin første store etapeløbssejr.

 

I år er det endda endnu mere ekstraordinært end sidste år. Her havde vi nemlig en for Romandiet ret klassisk sprinteretape, hvor svære stigninger undervejs kunne rydde ud i feltet, akkurat som vi så det på1. etape i onsdags, hvor mange af sprinterne blev sat af. Helt anderledes er det i år, hvor etapen efter løbets standard er helt uhørt let.

 

Måske er det også derfor, at løbet har tiltrukket hele tre relativt rene sprintere i form af Alberto Dainese, der ellers normalt klatrer ret godt, Matteo Moschetti og Emils Liepins. Den slags ryttere plejer ellers at gå en stor bue uden om løbet, men i år deltager flere af den slags ryttere end vanligt. Allerede 1. etape bød på færre klatreudfordringer end normalt, og da den alligevel viste sig for svær for dem alle, har de haft denne etape hængende som en gulerod, mens de kæmpede sig igennem de seneste tre dage.

 

Derfor regner jeg heller ikke med den helt store dramatik denne søndag. På sidste etape i et etapeløb ser man meget ofte, at der alligevel kommer kamp om at ramme udbruddet, og det vil jeg også forvente denne gang, eksempelvis fra de sprinterløse hold som Jayco, UAE og Visma, der har fået meget lidt ud af løbet. Når udbruddet er kørt, regner jeg med, at sprinterholdene hurtigt tager kontrol. Jeg anser det som stensikkert, at Tudor vil tage ansvar, og hvis Moschettis og Liepins’ deltagelse skal give mening, skal Q36.5 og DSM også gå ind i arbejdet, i hvert fald hvis det bliver nødvendigt. Det er også muligt, at Ineos vil føre, når de nu har både en sprinter og en førertrøje, og jeg vil også tro, at Lidl er klar på at give en hånd med. Måske vil vi endda også se Ag2r fremme, når de allerede har vundet én gang.

 

Alt tyder på, at det bliver miserabelt regnvejr, og den slags øger altid chancen for en udbrudssejr. Udbrud har da også en ret god historik i dette løb, men med så mange sprintere til start vil det undre mig, hvis de bliver snydt. De vil formentlig køre med ret stram elastik, og derfor forventer jeg en massespurt. Jeg forventer dog også en ret hurtig etape, for udbruddet kan godt blive ret stærkt.

 

Selve spurten er endog meget kringlet. Vi har hele tre sving inden for de sidste 1500 m, og det sidste kommer endda bare 400 m fra stregen. Det betyder, at det er en spurt, hvor positionering bliver altafgørende og vil betyde langt mere end fart. Jeg kan også godt frygte for, hvordan det går i svingene på de forventeligt våde veje, og får vi styrt, bliver det endnu vigtigere at sidde fremme. Den lette og korte etape taler til gengæld for, at folk vil være relativt friske, men det er nu ikke stensikkert. Er udbruddet stærkt, bliver det en hurtig etape i dårligt vejr, og derudover har holdet nu fem hårde dage i benene.

 

At positionering betyder mere end fart, gør også, at det er en ret åben spurt, for af gode grunde har vi et felt, hvor der ikke er store, forkromede sprintertog. Det er derfor en etape, der kan have ganske mange vindere, men jeg går med Thibau Nys. Vi så ellers sidste år, at han nok mangler lidt fart i forhold til de klassiske sprinteretaper, men det betyder ikke så meget her. Nej, her er det langt vigtigere, at han har feltets klart bedste lead-out man i form af Simone Consonni. Vi så allerede på 1. etape, at italieneren havde kurs mod at sætte Nys perfekt op, og havde belgieren holdt det italienske hjul, er jeg næsten stensikker på, at han havde vundet.

 

Det er klart, at det skaber usikkerhed, at han tabte hjulet. Han mangler stadig rutine i denne slags finaler, men holder han fast i sin landsmand, står han uhyre stærkt inden svinget, særligt når resten af toget med Jacopo Mosca, Tao Geoghegan Hart og ikke mindst Patrick Konrad også er meget overbevisende. Vi skal stadig lære lidt om hans restitution, men den var storartet i Ungarn, og regnvejr kan ikke genere en belgisk crossrytter. Med Consonni som våben tror jeg på, at vidunderbarnet tager sin anden sejr.

 

Faktisk vil jeg også rangere Simone Consonni som en af favoritterne. I lyset af rollefordelingen i onsdags bliver jeg overrasket, hvis ikke de kører for Nys, men taber han igen hjulet, kan det ende med, at Consonni kører sin egen spurt. Med sin gode positioneringsevne står han fremragende i denne finale, for han er utvivlsomt en af de hurtigste i dette felt - måske også hurtigere end Nys.

 

Jeg tror, at jeg vil pege på Emils Liepins som nr. 2. Letten har spurtet en anelse skuffende i år, men han er utvivlsomt stadig en af de hurtigste i dette felt. Der er et par stykker, der er hurtigere, men til gengæld har Liepins noget andet. Dels ved vi, at han er god i positionskampen, som han senest viste i Catalonien, men dels har han også et uhyggeligt stærkt tog. Han mangler en Consonni, men hvis ikke toget taber på sin manglende rutine, er der ingen tvivl om, at de med Patrick Eddy, Sean Flynn, Pavel Bittner og Niklas Märkl har mere samlet fart end alle andre. Den slags er nok til at vinde i en finale, der mest handler om positionering, og vi ved, at det er Liepins og ikke Bittner, der skal spurte. DSM har momentum lige nu, og de kan sagtens vinde igen i morgen - måske endda to gange på samme dag. Taber han hjulet, vil hans lead-out man kunne ende godt, og jeg vil tro, at det er Märkl, der har mest erfaring i den rolle.

 

Selvfølgelig kan det også blive Alberto Dainese. Vi så i onsdags, at han stadig ikke er på toppen efter sin skade, men denne etape er heldigvis dejligt enkel - i hvert fald lige indtil finalen. Og det er netop problemet. Vi ved, at Dainese har det uhyre svært i positionskampen, og derfor er det en regulær katastrofe, at han har mistet Maikel Zijlaard. Med hollænderen ved sin side havde han nok været min favorit, men nu ser det langt vanskeligere ud. Han har dog stadig Arthur Kluckers og ikke mindst Luc Wirtgen, der har noget fart, men det tog blegner voldsomt i forhold til Lidl og DSM. Heldigvis er sprinterfeltet svagt og positionskampen derfor nok mindre intens, og heldigvis har han faktisk positioneret sig godt på Mallorca og i Loire, men i denne finale skal det flaske sig, hvis han skal vinde med den tårnhøje fart, vi ellers ved, at han har.

 

Anderledes er det med Milan Menten. Han har ikke Daineses fart, men til gengæld er han god i positionskampen. Det er en vigtigere evne i denne finale, og da han tillige er hurtigere end de fleste, har han bestemt en god chance for at vinde. Hans tog med Andreas Kron og Jarrad Drizners ser også ganske stærkt ud, men det er lidt for smalt. De får svært ved at konkurrere med Lidl og DSM, men de er stadig stærke nok til at servicere positioneringsstærke Menten godt. Sidder de få, der er hurtigere, længere tilbage, kan han helt sikkert tage den sejr, han var så tæt på forleden.

 

Sammen med Dainese er der ingen tvivl om, at Matteo Moschetti er hurtigst i dette felt. Det så vi med hans flotte spurt i Almeria, og denne etape er så let, at han bør kunne komme med hjem, hvis ikke han er for mærket af de seneste dage. Problemet er barre, at han er til start med et hold bestående af klatrere, og han har vel endda endnu ringere støtte end Dainese. Han har dog en god mand i Fabio Christen, og man kan håbe, at det er nok i et felt med få sprintere. Han er lidt svingende i sin positionering, men oftest sidder han ganske pænt, selv når støtten er begrænset. Lykkes det, er jeg ikke i tvivl om hans fart - men han er også den eneste sprinter, der risikerer at blive sat undervejs.

 

Hvad gør Ag2r? De har både Andrea Vendrame og Dorian Godon, og det kan gå begge veje. Jeg vil dog tro, at de på denne lette etape går med Vendrame, der normalt vil være deres sprinter i dette løb, nu hvor Godon ikke har en trøje at tage, men det er klart, at Godons sejr gør, at det kan være anderledes. Ingen af dem er de allerhurtigste i dette felt, men de har den store fordel, at de har hinanden samt Jordan Labrosse og Bruno Armirail. Det betyder, at de har bedre støtte end de fleste andre, og vi ved også, at Vendrame tidligere - i hvert fald inden Vueltaen - har positioneret sig meget stærkt. Den kombination er nok til at vinde, selvom ingen af dem er de hurtigstem og så ved vii jo endda, at de begge elsker regnvejr.

 

Et andet hold med et stærkt tog er Bahrain. De har nemlig Edoardo Zambanini og Cameron Scott til at køre for de erklærede sprintere Matevz Govekar og Nikias Arndt. Særligt med Scott er det faktisk så godt et tog, at de kan ende med at dominere, men desværre tvivler jeg på deres fart. Vi så senest på 1. etape, at Govekar ikke er verdens hurtigste, og det er længe siden, Arndt for alvor har imponeret med sin fart, som vi senest så i Baskerlandet. Heldigvis er det en spurt, de kan vinde på deres positionering og dermed via det stærke tog, men når de begge samtidig har vist svaghedstegn i positionskampen anser jeg en sejr for usandsynlig, men stadig mulig.

 

Deltager Soudal i spurten? Jeg tror det ikke. En teknisk finale på våde veje er næppe ideel, særligt ikke for Julian Alaphilippe lige inden Giroen, men udelukkes kan det ikke. De har nemlig også Kasper Asgreen, der kørte spurten i onsdags, og selvom det her var ret tydeligt, at Asgreen manglede noget fart, og vi ved, at Alaphilippe er slået af de bedre sprintere på sin fart, kan de med hinanden som hjælp godt vinde i en finale, der er så teknisk som denne. Jeg vil tro, at de begge helst vil i udbrud og ikke vil tage chancer på de våde veje, men giver de den et skud, kan de ved fælles hjælp måske gøre det - særligt Alaphilippe, der vil være som en fisk i vandet i det sene sving.

 

Det er en af de bedre chancer for Clement Venturini. Han har spurtet skuffende i flere år, men netop derfor er denne finale glimrende for ham. Han har altid været god i positionskampen, og mange sving på våde veje er perfekte for den teknisk dygtige crossrytter. Desværre lider han under slet ikke at have et tog, og derfor skal det virkelig flaske sig, men han plejer nu på egen hånd at klare det ganske pænt.

Alex Aranburu missede sin store chance i onsdags, hvor den hårde etape passede ham bedre. Denne etape er langt mindre ideel, særligt fordi han viste en meget skuffende fart i Baskerlandet. I forvejen har han altid været for langsom til denne slags spurter, men paradoksalt nok kan det sene sving hjælpe ham, selvom han har meget svag støtte. Hans positionering har ellers altid været et problem, men den gik uventet godt på alle sprinteretaper i Baskerlandet. Hvis han kan gentage det, er det muligt for ham at vinde, selvom han som udgangspunkt mangler farten.

 

Så er der Ethan Hayter. Nu imponerede han så stort i dag, og så ved vi næsten, at han i morgen bliver sat som den første. Selv den svage udgave af Hayter bør dog klare denne etape, men desværre er den alt, alt andet end ideel. Holdet er her for klassementet, og han vel kun Magnus Sheffield som en form for lead-out man. I forvejen har jeg meget svært ved at se ham være aggressiv i en teknisk finale på våde veje, og når han så heller ikke har et hold, skal det flaske sig. Han er endda også langsommere end de rigtige sprintere, men han kan nu slå mange af de ovennævnte på fart. Derfor kan det lade sig gøre, hvis han alligevel sidder rigtigt.

 

Det er også en chance for lidt oprejsning til kriseramte Stefano Oldani. Jeg kan næsten ikke huske hans seneste massespurt, men i dette felt bør han være relativt konkurrencedygtig. Det kræver, at han kan klare sig i positionskampen, og her står han faktisk ikke så ringe med sin støtte fra Axel Mariault og Benjamin Thomas. Han plejer også selv at være hæderligt i den kamp, men trods den tekniske finale kan jeg ikke se ham have farten til at vinde.

 

Langt bedre støtte har Tim van Dijke. Et tog med Jan Tratnik og Koen Bouwman ser faktisk ganske kapabelt ud, men det stærkeste tog er det ikke. Vi ved også fra tidligere, at Van Dijke har det svært i positionskampen, som vi fik bekræftet i onsdags, og hans fart i flade spurter har heller ikke været overbevisende. Hans gode støtte giver ham en chancen, men jeg er ikke alt for optimistisk på hans vegne.

 

Meget af det samme kan siges om Dion Smith. De har både ham, Tom Paquot og Roel van Sintmaartensdijk, men jeg vil forvente, at de går med førstnævnte. Han har aldrig haft farten til at vinde i denne slags flade spurter, men toget ser ganske pænt ud. Det fører jo ret langt i denne finale, og derfor kan det sagtens blive til et ganske fint resultat. Det er bare svært at se ham vinde.

 

Efter dagens nedtur må man formode, at UAE giver Ivo Oliveira chancen. Det er godt nok meget sjældent, han spurter, og der er ikke noget, der tyder på, at han har farten. Selvom holdet er stærkt, er det bestemt heller ikke megen støtte, de kan give ham, selvom Felix Grossschartner og Jan Christen kan hjælpe ham en smule. Heldigvis har han i sin rolle som lead-out man vist visse evner i positionskampen, men han er et usikkert kort, der næppe vinder.

 

Hos Alpecin må man formode, at Gianni Vermeersch prøver igen. Han har ellers meget lidt erfaring med massespurter, og vi så da også i onsdags, at han slet ikke har farten. Alligevel sikrede en god position ham en 3. plads, og denne tekniske finale passer jo derfor godt til en crossrytter som ham. Han er bare uden den store erfaring i denne slags finaler, og da han er uden støtte, har jeg lidt svært ved at se en gentagelse af onsdagens resultat i et formentlig meget større felt.

 

Situationen er den samme for Cyril Barthe. Også han er helt alene, og da han har vist sig ret svag i positionskampen, senest i Vueltaen, ligner det en svær opgave. Tidligere synes jeg ellers, at han var god til netop det, og han lavede da også et godt resultat i Catalonien. Derfor er det muligt, at han kan gentage det, men et svagt hold og manglende fart gør det svært.

 

Endelig er der Henok Mulubrhan. Efter hans spurt i AlUla Tour tror jeg egentlig på hans fart, men han er helt uden erfaring i denne slags spurter på dette niveau. Den tekniske finale er derfor alt andet end en gave, og på et hold med tre mand er han helt uden støtte. Mit gæt er da også, at han slet ikke blander sig, men skulle miraklet alligevel indfinde sig i positionskampen tror jeg, at han kan gøre det ganske pænt.

 

Jeg regner ikke med, at Bora blander sig med Sergio Higuita i denne form for spurt, og Jayco, EF og Corratec blander sig næppe heller. Landsholdet har Felix Stehli, men han får det svært.

 

Som sagt tør jeg ikke helt udelukke et udbrud på denne regnvejrsdag, og her vil jeg se i retning af stærke folk med en god spurt og med hold uden de største chancer i spurten. Oplagte bud er Julian Alaphilippe, Jan Tratnik, Koen Bouwman, Kasper Asgreen, Jan Christen, Gianni Vermeersch, Dorian Godon, Benjamin Thomas, Henok Mulubrhan og Dion Smith.

 

Feltet.dks vinderbud: Thibau Nys

Øvrige vinderkandidater: Emils Liepins, Alberto Dainese

Outsidere: Milan Menten, Matteo Moschetti, Simone Consonni, Andrea Vendrame, Dorian Godon

Jokers: Nikias Arndt, Matevz Govekar, Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Clement Venturini, Alex Aranburu, Ethan Hayter, Stefano Oldani, Tim van Dijke, Dion Smith, Ivo Oliveira, Gianni Vermeersch, Cyril Barthe, Henok Mulubrhan

 

Kandidater til et udbrud: Julian Alaphilippe, Jan Tratnik, Koen Bouwman, Kasper Asgreen, Jan Christen, Gianni Vermeersch, Dorian Godon, Benjamin Thomas, Henok Mulubrhan, Dion Smith

 

> SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

> SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

I de første år efter opgraderingen rejste løbet som regel fra Istanbul til Alanya, hvor løbet sluttede med et brag af en massespurt, inden man vendte løbet rundt og kørte den anden vej med en afsluttende etape til Istanbul, hvor man opfandt en herlig og teknisk krævende finale med en lille brostensbakke. I 2021 besøgte man for første gang siden 2007 slet ikke landets største by, men siden 2022 har alt været, som det også var mellem 2012 og 2019 - dog med 2016 som en undtagelse - nemlig med en finale i storbyen. I de første mange år var Istanbul altid rammen om klassiske sprinteretaper, mens man i de sidste mange år, senest i 2023, har haft den klassiske finale med en lille brostensbakke og et hav af sving, men i 2022 havde man planer om at prøve en ny puncheurfinale, der dog grundet regnvejr og en aflysning aldrig blev prøvet. Den model prøver man igen i år - dog i en anden finale end den, der var planlagt for to år siden - og dermed er der lagt op til en interessant spurtafgørelse, hvor puncheurtyperne formentlig skal slås med de stærkeste sprintere.

 

Med en distance på 105,4 km er det som altid en kort etape, der har både start og mål i Istanbul. Starten går ganske tæt på mål, og derfor skal man en tur rundt i storbyen, inden man kører ind til målbakken. Herfra kører man mod nordøst ad den flade kystvej, som man forlader for at køre mod vest op ad en kategori 4-stigning (1,8 km, 5,6%), der har top efter 11,3 km. Den leder op til et relativt fladt plateau, der følges mod vest og syd, inden det får mod sydøst ad en nedkørsel tilbage til kysten.

 

Her krydser man efter 21,6 km Bosporus-strædet, der leder fra Europa til Asien, hvorefter det går mod sydøst op ad en bakke. En nedkørsel leder nu mod sydvest tilbage til vandet, hvor man rammer en helt flad 10,5 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges fem gange. Den går først ad en lige vej mod sydøst ned til et punkt, hvor dagens Treasures of Türkiye-spurt køres efter 39,9 km på første omgang, og dagens spurt køres efter 71,4 km på fjerde omgang. I det sydligste punkt drejer man to gange i rap, og derefter går det ad en let snoet vej tilbage mod nordvest til rundstrækningens udgangspunkt.

 

Efter femte og sidste omgang kører man tilbage ad den vej, man allerede har benyttet én gang. Således går det først mod nordvest igennem fladt terræn, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad en bakke, der efterfølges af en nedkørsel, som fører mod nordvest. Den leder tilbage til vandet, hvor man efter 91,8 km atter krydser Bosporus-strædet, hvormed man igen kommer tilbage til Europa.

 

Kort efter forlader man imidlertid den velkendt rute. Man drejer nemlig mod sydvest for at køre ned ad en flad kystvej, der ender med en bro, om passeres med 4800 m igen. For enden af den drejer man til venstre for nu at køre ad den snoede kystvej, der har to kurver, frem mod målbakken. Den rammer man, når man med 700 m igen drejer til højre, og herefter stiger de sidste 700 m med 5,7% - dog stejlest i bunden, inden den flader ud frem mod de sidste 100 m, der er helt flade. Man drejer igen med 500 m igen, hvorefter vejen bugter sig frem mod det sidste sving bare 300 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 826 højdemeter.

 

Sidste år havde man den velkendt finale med brostensbakken, og her rundede Jasper Philipsen sin sæson og sin dominans af med at spurte sig til sejr foran Cees Bol og Giovanni Lonardi. I 2022 var der som sagt planlagt en ny puncheurfinale, men kraftig regn betød, at etapen blev afbrudt kort efter starten. Den gamle brostensbakke i finalen blev også benyttet i 2019, 2018, 2017, 2016 og 2015. Ved det sidste af disse besøg vandt Caleb Ewan foran Fabio Jakobsen og Sam Bennett, og i 2018 kørte Sam Bennett fra alt og alle og sejrede med 5 sekunder ned til en favoritgruppe, hvis spurt blev vundet af Eduard Prades, der via bonussekunder derved sikrede sig den samlede sejr. I 2017 år kørte Matteo Pelucchi, Bennett og Edward Theuns væk, men bedst som det lignede en 5. sejr til ireren, styrtede han, hvorefter Theuns sejrede foran Pelucchi.  I 2016 år lykkedes det højst overraskende Przemyslaw Niemiec at holde hjem fra det tidlige udbrud og nå mål 11 sekunder inden Jose Goncalves, der havde angrebet fra feltet og distanceret hurtigste sprinter Marco Zanotti med fem sekunder. I 2015 angreb Lluis Mas fra bunden af bakken, og det lykkedes ham akkurat at holde feltet bag sig og sejre foran Mark Cavendish og Carlos Barbero.

 

I 2014 vandt Cavendish en mere traditionel massespurt på sidste etape foran Elia Viviani og Andrea Guardini, og det samme gjorde Marcel Kittel ved at slå Guardini og Andrew Fenn året inden. I 2012 var det Theo Bos, der var hurtigst og besejrede Fenn og Stefan van Dijk, mens Guardini åbnede løbet ved at vinde 1. etape i Istanbul foran Tyler Farrar og Kenny van Hummel i 2011. I 2010 vandt André Greipel en spektakulær prolog foran Tejay van Garderen og Maciej Bodnar, mens Mauro Finetto sejrede med 2 sekunder ned til et splittet felt på 1. etape i 2009. I 2008 indledte man løbet med et kriterium i Istanbul, der ikke talte med i den samlede stilling, og her viste Gregory Rast sig som den stærkeste i et udbrud.

 

 

 

 

 

> SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Etaperne i Istanbul har før været præget af tvivlsomt vejr, og selvom vi ikke får de betingelser, der førte til aflysning i 2022, er det bestemt heller ikke pænt denne gang. Således vil der være byger hele formiddagen, men under etapen vil risikoen aftage fra 45% til 25%. Det vil være overskyet med en temperatur på 16-17 grader, og det vil være blæsende med en jævn til frisk vind (19-21 km/t) fra nordnordøst. Det giver modvind frem til stigningen og derefter generelt forskellige former for medvind ned til rundstrækningen, hvor der vil være sidemedvind på første del og sidemodvind på anden del. Herefter får man først sidemodvind og derefter sidemedvind, indtil man med 2 km igen får sidevind. Med 1200 m igen får man sidemodvind, som varer ved hele vejen, idet det dog næsten vil være ren sidevind over de sidste 300 m.

 

Favoritterne

Man skulle jo ellers tro, at rækken af sprinteretaper aldrig ville få en ende, men nu er vi faktisk fremme ved den sidste i rækken. Her burde sprinterne dog også kunne se frem til endnu en chance, men helt enkelt er det nu ikke. Det er mange år siden, det har været enkelt i Istanbul, for vi skal tilbage til 2014 for at finde den sidste klassiske sprinteretape i byen.

 

Nu prøver man så alligevel noget nyt. Man dropper den vanskelige finale med brostensbakken til fordel for en mere enkel finale - i hvert fald ud fra et teknisk synspunkt. Til gengæld er der denne gang mål på toppen af bakken, hvad der ikke var i den gamle finale. I virkeligheden minder denne bakke på data uhyre meget om de to andre bakkespurter, vi har haft på 2. og 4. etape. Særligt minder den om afslutningen på 4. etape, hvor vi også havde en stejl begyndelse, inden den fladede ud til allersidst.

 

Alligevel er afslutningen anderledes. På de foregående etaper havde vi hårde stigninger forinden. Denne gang taler vi om en af de tre letteste etaper, og den er endda tillige ekstremt kort. Det vil derfor formentlig være et fuldt og friskt felt, der ankommer til bakken, hvad der vil være helt anderledes end ved de to første bakkespurter.

 

Jeg regner da også med, at det bliver en spurt. Jeg kan ikke forestille mig, at DSM er mætte endnu, og hvis det skulle blive nødvendigt, er Astana og Bora formentlig også friske, særligt Bora, der endnu ikke har vundet. I det hele taget har sprinterholdene intet at miste ved at jagte, og truer udbruddet alligevel, vil jeg forvente, at særligt Polti, Caja Rural, Alpecin og Bardiani alle er klar til at give en hånd med. Som på de foregående etaper skal det nok blive en vild kamp om at ramme udbruddet, men spurten kan næppe undgås.

 

Her bliver positionering uhyre vigtigt. Det kan godt være, at finalen ikke er så teknisk som den gamle, men den er stadig meget teknisk. Man skal i hvert fald sidde godt i svinget i bunden med 700 m igen, og da der tillige er sving igen med 500 og 300 m igen, bliver det ikke alt for let at bevæge sig frem, hvis man sidder for langt tilbage. Det gør det også til en ret åben spurt.

 

Vi har fået en ret god ide om hierarkiet i denne slags spurter, men det betyder stadig noget, at finalen er langt mere teknisk, og at resten af etapen er så let. Sidstnævnte gør også, at jeg tøver, når jeg peger på Tobias Lund. Som han spurtede på 2. og 4. etape, vil jeg regne ham som den bedste afslutter i denne slags afslutning, men når resten af etapen er så let, vil jeg næsten forvente, at de kører for Fabio Jakobsen, der har brug for at spurte lidt igen inden Giroen.

 

Det betyder dog ikke, at Lund ikke kan vinde. For det første er der en god chance for, at Jakobsen taber hans hjul, og for det andet kunne en strategi være, at de går med en dobbelttaktik, hvor Jakobsen kan gå forbi, hvis han kan. I lyset af det, han har vist på bakkerne i dette løb, og i dag, hvor han ikke så godt ud, tvivler jeg på, at han kan det. Vi har til gengæld også set, at Lund tidligere har haft det svært i positionskampen, og derfor kan det sagtens gå galt for dem begge. Med Bram Welten ved deres side har de i hvert fald en fair chance for at sidde godt. Derfor tror jeg, at Lund vinder igen. Jeg udelukker dog heller ikke Jakobsen. Han har før vundet svære spurter, og denne gang betyder den lette dag, at det bliver meget mere eksplosivt end hidtil.

 

Jeg peger på Max Kanter som nr. 2. Igen tror jeg, at de kører for Mark Cavendish, men selvom en god Cavendish kan vinde i denne finale, tvivler jeg på, at formen rækker, for han mangler stadig al holdbarhed. Derfor håber jeg, at de også går med en dobbeltstrategi. Han kunne ikke matche Lund i Bodrum, men hans spurt i Kalkan var uhyre overbevisende. Han ligner manden, der kan true Lund på ren fart, og derudover har han et bedre tog med Rüdiger Selig og Davide Ballerini. Det gør ham til et mere sikkert kort end Lund. Jeg udelukker bestemt heller ikke Ballerini. Han er fremragende i denne slags finaler, og kører de for Cavendish, er det typisk ham, der er sidste mand. Taber Cavendish hans hjul, eller kan briten ikke gå forbi, kan Ballerini få sin chance. Helt afskrive Cavendish efter så let en etape kan jeg heller ikke, når hans tog i dag viste, at det nok er det stærkeste.

 

Det andet supertog er Alpecins. De kiksede i dag, men de imponerede på 1. etape og har en imponerende samling. Spørgsmålet er, hvem de kører for. Jeg håber, at de går med Henri Uhlig. Han har på 2. og 4. etape med to podiepladser vist, at han kan vinde i denne finale. Lund og Kanter virker stærkere, men dem kan han slå på sin positionering, eller hvis de skal køre lead-out. Med så godt et tog har han en fremragende chance. Jeg tør heller ikke afskrive Simon Dehairs. Han har farten, og selvom han er tung, kan en ren sprinter som ham godt blande sig på denne lette etape. I dag kørte de for Jensen Plowright, men han har skuffet for meget.

 

Det burde også være en god finale for Iuri Leitao. Han kom lidt til kort på 2. etape, men han var ikke langt fra. Denne etape er meget længere, og har vi en frisk Leitao i bunden, burde han som en mere robust sprinter have en god chance. Vi har set hans evner i denne slags finaler i Alentejo, og han viste sin fart på 5. etape. Med et stærkt tog med Tomas Barta, Daniel Babor og David Gonzalez står han stærkt inden svinget. Det er også en god finale for Gonzalez, men han vil mangle den sidste fart efter en let etape. Den bør være for hård for Babor.

 

Det er heller ikke en dum etape for Giovanni Lonardi. Han manglede den sidste fart på 2. etape, men han viste, at han er en af de bedre bakkesprintere i dette felt. I kamp med Lund og Kanter har han glæde af, at etapen er lettere, og af den tekniske finale. Han er nemlig en af de bedste i positionskampen og hjælpes af det stærke tog med Mirco Maestri og Manuel Peñalver.

 

Vi så på 4. etape, at Sebastian Nielsen kan begå sig i denne slags finaler, og jeg vil formode, at TDT-Unibet kører for ham. Han har også et godt tog med Andreas Stokbro og Martijn Budding, men desværre har vi set, at de har det lidt svært i de helt store positionskampe, når feltet er fuldt. Jeg frygter derfor, at de vil sidde for langt tilbage, selvom Nielsen kan komme langt på sin fart. Det vil Stokbro også kunne, hvis de skifter hest og kører for ham.

 

Endelig vil jeg nævne Bardiani. De har Enrico Zanoncello og Luca Colnaghi, der begge kan begå sig. Formentlig kører de for Zanoncello, men finalen er nok for hård. Det var den på 2. og 4. etape, og selvom han står bedre på denne lettere etape og har et godt tog, bliver det svært at vinde. Jeg tror, at chancen er bedre med Colnaghi, der er god i denne slags finaler. Han er stadig formsvag, men måske tager han chancen på denne lettere etape.

 

Jeg tror ikke på de øvrige hold. Finalen er for hård for Sam Welsford, der aldrig klarer positionskampen, der også har været for svær for George Jackosen. Hos Bingoal er den for svær for Sasha Weemaes og Davide Persico, mens Marco Tizza og Kenneth Van Rooy mangler farten. Hos Corratec er den for svær for Jakub Mareczko og Attilio Viviani og for let for Valerio Conti, og hos Tarteletto tror jeg ikke længere, at Timothy Dupont kan vinde i så hårde finaler. Andre kandidater er Andrea Peron, Reinardt van Rensburg, Marcin Budzinski, Tilen Finkst, Xianjing Lyu, Ahmet Örken, Serdar Depe, Youcef Reguigui, Thomas Joseph, Merhawi Kudus, Leo Bouvier, Sergey Rostovtsev, Sebastian Mora, Raymond Kreder, Anze Skok og Norbert Banaszek.

 

Feltet.dks vinderbud: Tobias Lund

Øvrige vinderkandidater: Max Kanter, Henri Uhlig

Outsidere: Fabio Jakobsen, Davide Ballerini, Iuri Leitao, Giovanni Lonardi, Simon Dehairs

Jokers: Mark Cavendish, Sebastian Nielsen, Andreas Stokbro, Enrico Zanoncello, Luca Colnaghi, David Gonzalez, Jensen Plowright, Timothy Dupont, George Jackson, Sam Welsford, Davide Persico, Manuel Peñalver, Reinardt van Rensburg, Marcin Budzinski

 

> SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

> SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Løbets rolle og historie

Belgien er om noget verdens centrum for endagsløb, og landet er uden sammenligning det, der har flest af disse fordelt ud over sæsonen. Det naturlige fokus er naturligvis forårsklassikerne, og perioden fra Omloop Het Nieuwsblad og frem til Liege-Bastogne-Liege er rammen om nogle af verdens største løb i en yderst pakket kalender, hvor en hel serie af nogle af de vigtigste begivenheder afvikles i landet over et relativt kort tidsrum.

 

I resten af sæsonen får landet mindre opmærksomhed, men det betyder ikke, at der ikke er løbsaktivitet. Tværtimod byder landet gennem det meste af året på et hav af 1.1-løb, der måske ikke altid tiltrækker de bedste felter, men med deres mange point er meget vigtige for særligt de professionelle kontinentalhold, der tidligere har kæmpet om sejren i Europe Tour, og som nu har særligt blik på ranglisterne, der kan være vejen til direkte adgang til grand tours i de kommende år eller en billet til WorldTouren om to år. Selvom løbene ofte har svært ved at tiltrække WorldTour-hold og stort set kun har interesse fra de belgiske af slagsen, er de således for mange mandskaber nogle af sæsonens vigtigste begivenheder.

 

Mest kendt er nok serien af løb i august, september og oktober, hvor der næsten hver eneste uge er et relativt stort endagsløb i landet, og hvor det ældgamle Brussels Cycling Classic længe har været det naturlige højdepunkt, indtil det i 2022 blev flyttet til juni. I de senere år er der imidlertid også blevet bygget en ganske interessant serie op i maj og juni, hvor der ellers traditionelt har været mere stille i landet, og som Brussels Cycling Classic nu er en del af. Den eneste større begivenhed har traditionelt været Belgium Tour, der er blevet afviklet i Giroens tredje uge, men nu har landets nationale rundtur fået selskab af en række 1.1-løb, der går forud for etapeløbet.

 

Siden 2019 har Belgium Tour været rykket til juni, og det har givet en lille ændring i kalenderen, så der nu indledes denne endagsserie i midten af maj, hvorefter løbene kommer med relativt korte intervaller hele vejen frem til den belgiske rundtur. I år udvider man så series yderligere, da det relativt nye Famenne Ardenne Classic, der indtil nu har været et efterårsløb, for første gang afvikles om foråret, endda bare en uge efter Liege-Bastogne-Liege, og derefter venter alle Elfstedenronde og Circuit de Wallonie, der plejer at blive afviklet lidt senere, men nu køres hhv. d. 5. og 9. maj. Herefter følger fra den 19. maj også Antwerp Port Epic, Circuit Franco-Belge, Heistse Pijl, det flyttede Brussels Cycling Classic og Dwars door Het Hageland der alle fungerer som opvarmning til Belgium Tour - og faktisk skulle serien have været endnu længere, da Van Merksteijn Fences Classic blev aflyst.

 

Serien indledes altså med Famenne Ardenne Classic, der er et nyt løb etableret forud for 2017-sæsonen, og det skiller sig lidt ud fra mængden på den belgiske efterårsscene, som det indtil i år har været en del af, men også fra den forårsscene, den nu er en del af. De øvrige løb har nemlig en klassisk flamsk karakter og er primært skabt til sprintere eller ryttere, der begår sig i brostensklassikerne. Det relativt nye løb finder imidlertid - som navnet antyder - sted i Ardennerne, og selvom der ingenlunde er tale om et Liege-Bastogne-Liege eller Fleche Wallonne, har arrangørerne designet en ganske kuperet rute.

 

I den forstand har løbet brudt med den tradition, der ellers er etableret i årets sidste del, hvor de klatrestærke typer koncentrerer sig om de italienske klassikere, mens de tunge og hurtige folk har fokus på løbene i Frankrig og Belgien. Det nye løb er bestemt ikke for de rene klatrere og passer udmærket til mange af de ryttere, der kører i Nordeuropa, men det kan betragtes som en mellemting mellem løbene i Italien og de hidtidige løb i Belgien. Det kan delvist kunnet aflæses i startlisten, idet mange af holdene har ladet de tungeste sprintere hvile ud efter en intens periode og i stedet indhentet nogle af de lettere folk, der ikke er blevet sendt til Italien, men historien viser nu også, at et par hurtige folk er nyttige at have, og også det forhold har fremgået tydeligt af feltet.

 

Den rolle vil næppe ændre sig med den nye rolle i foråret. Faktisk er det helt oplagt at åbne serien med løbet, for dermed bygges der en naturlig bro mellem ardennerklassikerne, der jo rundede klassikersæsonen af, til de fladere løb, der følger i resten af serien, allerede fra Elfstedenronde og Circuit de Wallonie i begyndelsen af maj. Selvom det bestemt ikke er et løb for klassiske ardennertyper, kan det bestemt ikke udelukkes, at løbet vil kunne bruges af et par dem til at presse det sidste ud af formen, mens de holdbare sprintere og brostenstyperne kan bruge løbet som det første i rækken efter en lille pause.

 

Famenne Ardenne Classic er som nyt løb helt uden tradition og skal først finde sin rolle på kalenderen. Det er ikke let, da det har været afviklet på en tid, hvor de fleste ryttere har set frem til ferie, og nu har fået en helt ny placering. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at løbet fortsat er i en eksperimenterende fase. I 2017 afvikledes løbet allersidst på sæsonen som et af de afsluttende løb i Europa, men i 2018 søgte man at udnytte det store tomrum, som mange oplever i VM-ugen. Her er der nemlig ikke andre chancer for ryttere, der fortsat har ambitioner i årets sidste klassikere, men man havde formentlig håbet på en bedre startliste end en, der fra WorldTouren blot talte Lotto Soudal og LottoNL-Jumbo.

 

I 2019 fik løbet så fået en helt ny placering, da man slog pjalterne sammen med Tour de l’Eurometropole og Binche-Chimay-Binche for at udgøre en fire dage langs løbsblok med tre løb, og det gav et lille boost, da Lotto og Jumbo denne gang fik selskab af endnu et WorldTour-hold i form af CCC. Efter to år med coronaaflysninger var løbet tilbage i 2022, hvor det havde fået en ny placering søndagen efter VM, men stadig spillede samme rolle. Således udgjorde det sammen med Binche-Chimay-Binche og Memorial Rik van Steenbergen - Tour de l’Eurometropole var rykket til august og hedder nu igen Circuit Franco-Belge - atter en afsluttende belgisk løbsblok, dog nu over otte dage. Den model fastholdtes i 2023, hvor Circuit Franco-Belge vendte tilbage til løbsblokken, der til gengæld måtte klare sig uden Memorial Rik Van Steenbergen, så der nu atter kørtes tre løb over seks dage, som vi så det i 2019. Strategien var en stor succes, for efter at man i 2022 havde deltagelse af seks WorldTour-hold kunne man i år præsentere hele otte af slagsen.

 

Desværre er den nye placering slet ikke en succes. Sidste års felt var uhyggeligt stærk med flere topnavne, og løbet havde kurs mod en lovende fremtid, men den fremtid synes slet ikke så lys længere. End ikke Soudal og Alpecin deltager på hjemmebanen i et løb, hvor Cofidis og Intermarché er de eneste fra WorldTouren, og da der også bare er syv Proteams, udgøres en stor del af feltet af kontinentalhold. Det er dog ikke mærkeligt, da de belgiske løb i denne periode slet ikke har samme felter som løbene sidst på sæsonen.

 

Det var i hvert fald helt anderledes sidste år, da den foreløbig sidste efterårsudgave blev afviklet med et historisk stærkt felt. Løbet blev samtidig et af sæsonens mest mindeværdige, for efter en hektisk finale med et hav af angreb, hvor en sidste offensiv var ganske tæt på at holde hjem, endte det hele igen i den spurt, vi oftest har set, og her lykkedes det storfavoritten Arnaud De Lie at tage sin mest spektakulære sejr, da han krydsede stregen med blot én fod i pedalerne, efter at den anden var røget ud. Alligevel var han så overlegen, at han kunne tage sejren, endda foran topnavne som Kaden Groves og Florian Senechal. De Lie vender i år tilbage for at forsvare titlen efter en længere løbspause, men da hverken Alpecin eller Arkea og dermed heller ikke Groves eller Senechal deltager, bliver han den eneste genganger fra det seneste podium.

 

> SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Nok eksperimentet det relativt nye Famenne Ardenne Classic i år med sin kalenderplacering, men til gengæld er man måske ved at have fået fastlagt ruten. I hvert fald begynder der sig efter nogle indledende eksperimenter at komme noget genkendelighed over foretagendet.

 

Efter at de to første udgaver i 2017 og 2018 havde næsten helt identiske ruter, ændrede man i 2019 designet. Selvom strukturen var den samme, var både selve finalen og stort set hele den indledende del af ruten ny, men det ændrede ikke på, at terrænet mindede meget om det, vi kendte fra tidligere år.

 

Det gjorde det også i 2022, hvor man dog igen ændrede lidt på tingene i den første udgave i tre år. Man fastholdt den nye finalerundstrækning, som blev introduceret i 2019, men hele første del af løbet var ny, da man denne gang kørte mod øst og ikke mod syd. Det gav et løb, der var ca. 10 km længere og bød på ca. 100 ekstra højdemeter, men som grundlæggende må betegnes som samme koncept som det, der havde givet nogle ganske åbne og uforudsigelige udgaver i de første tre år. Modellen fungerede så godt, at man i 2023 valgte at kopiere ruten fuldstændigt. Det gør man også næsten i 2024, hvor man ændrer en smule på den første del af den indledende rundstrækning, så løbet bliver 7,1 km længere, men hvor det meste af den store rundstrækning og hele finalerundstrækningen er den samme som i de seneste to udgaver.

 

I alt skal der i år afvikles 195,2 km med start og mål i Marche-en-Famenne på en rute, der kan inddeles i to dele. Først kører rytterne en omgang på en 123,2 km lang rundstrækning i det kuperede område øst for værtsbyen, hvor der venter flere stigninger - en rundstrækning, der altså blev introduceret i 2022, og som i år er ændret en anelse på den sidste del. Fra start kører man mod syd og sydvest igennem let kuperet terræn, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad den lange Cote de Nassogne (11,6 km, 2,9%), der først stiger med 2-4% over 6 km, inden der venter en nedkørsel over en kilometer, hvorefter den slutteligt stiger med 3-5% over fire kilometer frem mod de sidste 600 m, der er stort set flade.

 

Toppen rundes efter 25,0 km, hvorefter det generelt er let faldende, mens man kører mod øst og nordøst, inden man atter drejer mod sydøst for at passere Cote d’Ortho (2,9 km, 5,6%), der er en relativt jævn stigning med top efter 47,0 km. Et småkuperet plateau følges nu videre mod sydøst, inden det falder mod nordøst, hvorefter man fortsætter mod nordøst op ad Cote de Nisramont (3,3 km, 4,1%), der ligeledes er en jævn stigning med top efter 61,5 km.

 

På toppen, der nås i det østligste punkt, drejer man mod nordvest, hvorefter det fortsætter med at stige let, inden man drejer mod sydvest for at følge en lidt småsnoet nedkørsel. Nu afviger man fra sidste års rute, når man kører mod nordvest og sydvest ad flade veje, inden det går mod sydvest op ad den nye stigning Cote de Waharday (1,2 km, 8,2%), der stiger med 9,7% over de sidste 700 m frem mod toppen, som rundes efter 96,0 km. En kort nedkørsel fører nu mod syd, inden det går mod sydvest op ad en lille bakke, hvorefter man rammer sidste års rute igen.

 

Et kort fladt stykke fører mod vest, indtil man drejer mod sydøst for at passere Cote de Roy, der er finalerundstrækningens nøglestigning. Man rammer kun rundstrækningen et stykke oppe ad stigningen, og derfor bliver der herfra tale om 2,3 km med 4,8%. De første 1,5 km stiger med 5-7%, inden der venter 500 m med bare 1,0% og slutteligt 300 m med 4,4%, inden man efter 107,4 km runder toppen. Herfra kører man sidste del af finalerundstrækningen, inden man efter 123,2 km krydser stregen for første gang.

 

Løbet afsluttes nu med tre omgange på den 24,0 km lang rundstrækning i området syd for målbyen. Straks efter mål går det mod syd og nordøst op ad en bakke (1,8 km, 4,0%), inden en kort nedkørsel leder mod sydøst. Herfra kører man med det samme videre mod sydøst op ad Cote de Roy (3,4 km, 4,3%), hvor kun den sidste del er identisk med den del, man allerede har kørt. Der er tale om en relativt let stigning, hvis første to kilometer stiger med hhv. 3,3% og 5,8%, inden de sidste 1400 m stiger med 3,9% frem mod toppen, som rundes for sidste gang med 15,7 km igen.

 

En nedkørsel leder nu mod syd og sydvest, inden man rammer en lige og let faldende vej, der fører mod nordvest. Med 6,4 km igen drejer man mod nordøst ind på en bakke (1,8 km 3,0%), der har top med 4,6 km igen, hvorefter samme lige vej begynder at falde let frem mod en næstsidste kilometer, der er stort set helt flad, og en sidste kilometer, der stiger med 2,2%. Efter svinget med 6,4 km igen skal man igennem rundkørsler med 1900 m og 1300 m igen, inden man drejer skarpt med 1100 m og 800 m igen.

 

Løbet byder på i alt 2972 højdemeter, hvilket er ca. 100 flere end i 2022 og 2023 og ca. 200 flere end i 2018 og 2019.

 

I forhold til den gamle rundstrækning, der blev brugt i 2017 og 2018, kører man denne gang den anden vej rundt, ligesom der er foretager små modifikationer. Det giver en længere afstand fra sidste stigning, men til gengæld er bakken både stejlere og næsten en kilometer længere. Rundstrækningen var som sagt den samme i 2019, 2022 og 2023.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

> SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Den voldsomme kulde, der prægede ardennerklassikerne er væk, men i stedet er det vinden, der har meldt sin ankomst. Søndagen bliver tør og solrig med kun få skyer, selvom det vil sky til sidst på eftermiddagen, og temperaturen vil være 13-14 grader. Udfordringen er den kraftige vind, der vil aftage fra en styrke på 34 km/t til 26 km/t. Den vil komme fra sydsydvest, hvilket giver vinder fra alle retninger på den store rundstrækning, mens der på finalerundstrækningen først vil være sidemodvind, indtil man efter nedkørslen får først sidemedvind og dernæst direkte medvind. Efter de to sidste sving vil der være direkte modvind over de sidste 800 m.

 

Favoritterne

Et nyt løb byder på en ny rute og dermed nogen usikkerhed om, hvad man skal forvente, men efter fem udgaver har vi efterhånden fået en god ide om det. I 2017 lykkedes det Moreno Hofland at vinde en spurt blandt knap 30 mand, og i 2018 lykkedes det et udbrud med det yderste af neglene at snyde Danny van Poppel for en spurtsejr i et felt på knap 40 mand. I 2019, hvor ruten var ændret, var alle øjne på Mathieu van der Poel, men han var ikke med i det femmandsudbrud, der afgjorde løbet med sejr til Dimitri Claeys, og da han vandt feltets spurt blandt ca. 40 mand, var det for sent. Han kom imidlertid kun 17 sekunder for sent, og således var vi altså også i den tredje udgave ganske tæt på en reduceret massespurt, selvom det var en dag med megen regn.

 

Samme regn havde vi også, da løbet var tilbage i 2022, men her var spurten aldrig i fare, da et felt på små 50 mand endte med at spurte. Sidste år var spurten betydeligt mere truet af adskillige angreb i det historisk stærke felt, selvom det nærmeste var højsommer, men til sidst var de alligevel igen små 50 mand til at afgøre det i det, der grundet Arnaud De Lies etbenssejr blev en af årets mest omtalte massespurter.

 

Billedet har altså været det samme. Det har været en kamp mellem et udbrud og et reduceret felt, hvor man har skullet klatre relativt godt for at sidde med hjem. For fem år siden var der faktisk ingen klassiske sprintere med hjem, men det skyldtes nok snarere startlisten. Van der Poel vandt spurten fora Mike Teunissen og Maurits Lammertink, men derefter var det tungere folk som Christophe Noppe og Lawrence Naesen. I 2022 sad den ret tunge Tim Merlier også med hjem, og sidste år blev Arne Marit nr. 5. Man skal altså ikke være bjergrytter for at være med. Vi taler om et løb med 3000 højdemeter, hvilket kræver gode klatreben, men bakkerne er også relativt bløde. Det er mere terræn, der kan slide folk ned og være svært at kontrollere, end terræn, hvor de bedste bare blæser fra alt og alle, som Van der Poel måtte sande det for fem år siden.

 

Ruten er nytænkt i forhold til 2019-udgaven, men med samme finalerundstrækning. I forhold til 2017 og 2018 køres rundstrækningen omvendt, så man får en længere og sværere stigning, der nu til gengæld kommer hele 15 km fra mål. Stejl er den med sine 4,8% ikke, og det efterfølgende stykke favoriserer klart et jagtende felt, hvis de kan organiseres. Vi så da også, at forløbet i 2019 var nogenlunde som i 2017 og 2018, og da man i 2022 brugte helt samme rute som i 2023 og næsten samme rute som i år, var spurten som sagt aldrig i fare.

 

For fem år siden så det ud til, at mange troede alt for lidt på en spurt. I hvert fald var der ikke mange sprintere til start. I 2022 syntes de fleste hold også at have ladet deres hurtige folk blive hjemme, men alligevel blev det holdt samlet, først og fremmest fordi Lotto arbejdede for Arnaud De Lie. Nu synes de mange spurtafgørelser at have fået holdene til at ændre taktik. Sidste år kom de fleste hold i hvert fald for at spurte.

 

I år er meget dog anderledes. Man skal lede længe efter en mere uheldig kalenderændring end denne. Sidste år havde løbet som efterårsløb et ganske stjernebesat felt, men i år kunne kontrasten ikke være større. End ikke Soudal og Alpecin deltager jo hjemmebanen i et felt med kun to WorldTour-hold og kun syv ProTeams.

 

Hvad betyder det for løbet? Svagere felter kan faktisk af og til betyde, at det er sværere at kontrollere, særligt hvis der kun er et eller to hold, der for alvor tror på en spurt. I år er feltet uhyre svagt, og alle vil kigge på Lotto, der til gengæld kommer med noget, der minder om deres A-hold. De vil formentlig gå efter en spurt med De Lie, men vi har før set, at de arbejder lidt mere offensivt, når han er til start. Dels har vi selv set ham gå med i angrebene, og dels har de ofte andre stærke kort. I dette løb kan de i hvert fald trygt lade folk som Maxim Van Gils og Pascal Eenkhoorn køre deres chance.

 

Derfor er jeg heller ikke sikker på, at vi får en spurt, men jeg er ret sikker på, at Lotto vil køre om sejren. Det kan være i en spurt, det kan være i et udbrud med De Lie, og det kan være i et udbrud uden De Lie. Den ekstremt stærke modvind på bakken taler dog for en spurt. Jeg har svært ved at se, at man under de betingelser kan gøre den store forskel på stigningen, når end ikke Van der Poel kunne i 2019, og resten af rundstrækningen indbyder ikke så meget til angreb, selvom jeg tror, at stort set alle andre hold vil forsøge at undgå at skulle spurte mod De Lie.

 

Jokeren er selvfølgelig, at vinden er så kraftig. Der vil være en del sidevind på den store rundstrækning, men sidevindskørsel i Ardennerne er bare sjælden. Der er næsten altid for meget læ. Den kan skabe et hårdere løb, men nu tror jeg bare, at den med modvind på stigningen øger chancen for en spurt.

 

Jeg regner altså med en spurt efter et knap så hårdt løb, men man skal være opmærksom på, at det er en spurt, der plejer at overraske. I 2022 hed top 3 Axel Zingle foran Amaury Capiot og Oliver Naesen, selvom Merlier og De Lie var med hjem. Efter de små 3000 højdemeter er folk mærkede, og selvom den sidste kilometer kun stiger med 2,2% har det været nok til at give klassikertyper ganske gode chancer. I år kan løbet måske blive lidt lettere, men det er altså ikke nogen helt almindelig massespurt. Til gengæld er den ikke voldsomt teknisk med bare to sving med 1100 og 800 m, og med modvind på bakken op til mål handler det om at time det rigtigt i det, der plejer at være en stærkmandsspurt på power. Denne gang vil den voldsomme modvind gøre det lettere for de tunge folk at blande sig.

 

Selvom jeg åbner en dør for flere scenarier, er det gode, at det i vidt omfang er de samme, der kan vinde en spurt og kan vinde fra et udbrud. Det sikrer den relativt hårde spurt nemlig, og for at vinde fra et udbrud skal man med nogen sandsynlighed også gøre det færdigt i en spurt.

 

Jeg peger derfor på Arnaud De Lie. Vi skal se, om han efter sin pause er tilbage på sporet, for er han i samme forfatning som i næsten hele sæsonstarten, får han svært ved at vinde selv i dette felt. Til gengæld betyder modvinden og det svage felt uden reelle spurtrivaler også, at han kan vinde uden at være på 100%. Ja, faktisk er det meget svært at se, hvem der skal slå ham i denne stigende spurt, der passer ham så godt, at han jo åbenbart kan slå selveste Kaden Groves i Vuelta-form med ét ben. Han har også det i særklasse bedste tog med den bedste lead-out man i Jasper De Buyst, og derfor vil han være storfavorit i en spurt - og som sagt kan han også sagtens vinde fra et udbrud, hvis Lotto igen vælger den model.

 

Lotto har dog også flere kort. Den uhyre formstærke Maxim Van Gils kan formentlig vinde denne spurt, hvis De Lie stadig er helt ved siden af sig selv, men derudover er han det bedste bud ved siden af De Lie på en vinder fra et udbrud. Et andet storartet bud er Pascal Eenkhoorn, der har fundet formen og er hurtig. Det burde Jasper De Buyst også være, men hans form er usikker, da han missede de sidste brostensløb med sygdom. Holdet har også den brølstærke Alec Segaert, men han er mere et usikkert kort, da han ikke har samme spurt, og det samme gælder med Brent Van Moer, der viste storform tidligere i år.

 

Den værste rival er nok Axel Zingle. Franskmanden vandt spurten i 2022, og det vidner om, at han nok er den største trussel mod De Lie. Den er dog for let til, at han bør have nogen stor chance, men er De Lie ikke på toppen står han stærkt. Derudover er han et fremragende bud på en udbrudsvinder, fordi han kan slå alle andre end De Lie på stregen og er stærk i dette terræn. Han skal dog også bevise sig selv, da han som De Lie trak stikket på sit forår, fordi han var helt uden form. Er han ikke på toppen, er det en god spurt for Piet Allegaert, der endelig har fundet sig selv igen. Til angrebene har Cofidis også de halvhurtige Gorka Izagirre og Jonathan Lastra, men løbet er for let til at passe dem ideelt.

 

Israel-PT har Hugo Hofstetter. Denne stigende spurt passer ham som fod i hose, men han er en skygge af sig selv. Dette løb kan være for hårdt, men modvinden vil hjælpe ham. Han kan næppe være med i angrebene, men særligt med modvind i spurten vil han være en af favoritterne. Han ledsages af kometen Riley Sheehan, der seneste imponerede stort i Flandern Rundt. Han kan formentlig gøre det ret godt som plan B i denne spurt, men skal han vinde, skal det nok være via udbrud. Til udbrud har holdet også Derek Gee, men han er stadig på vej tilbage efter sin skade og er ikke hurtig samt Hugo Houle og Mads Würtz, der dog begge har haft et svært år.

 

Q36.5 skal undgå en spurt. De har ganske vist Giacomo Nizzolo, men dette er hans første løb efter den alvorlige skade, og det vil være uventet, hvis han allerede kan begå sig. Som alternativ har de Gianluca Brambilla, der med den form, han havde i Amstel, vil være en af de stærkeste. Han kan også køre en god spurt, men skal han vinde, skal det være via udbrud. De har også den genrejste Kamil Malecki, der var så god i Flandern, men han får svært ved at gøre det færdigt.

 

Intermarché skal undgå en spurt. Deres bedste bud vil her være Baptiste Planckaert, Lorenzo Rota eller måske den lovende Gerben Kuypers, men Planckaert har ikke kørt en spurt i en menneskealder, og spurten er for let for de øvrige. Derfor skal de i offensiven, og her er Rota og til dels Kuypers gode bud, særligt Rota, da han er hurtig. Deres sidste bud er den lovende Simone Gualdi, der har imponeret, men som ren klatrer får han det svært.

 

Total kommer i en ret svag besætning og skal entydigt satse på en spurt. Her må deres mand være Emilien Jeanniere, der bliver bedre og bedre, men han har til gode at vise, at han kan vinde en stigende spurt, hvor han lider under manglende holdbarhed. Den kunne til gengæld ligge godt til Lorrenzo Manzin, der før har vundet stigende spurter. Jeg vil tro, at han er lead-out man, men måske har han faktisk en bedre chance.

 

Det bliver et svært løb for Bingoal. Jens Reynders er tung og formsvag, men modvinden vil hjælpe ham, og han viste i Le Samyn, at han godt kan lave en top 10 en spurt i dette felt, som Loic Vliegen også kan det som en plan B. Skal de vinde, skal det være via et udbrud med hurtige Vliegen, men selvom han har vist fremgang, er han stadig på vej tilbage fra sin skade. Til angreb har de også Louka Matthys og Johan Meens, men de får svært ved at gøre det færdigt.

 

TDT skal satse 100% på en spurt med Axel Huehns. Han er bestemt ikke verdens hurtigste eller mest holdbare, men med de ben, han havde i Abruzzo, kan han godt sidde med hjem til en top 10. Til angreb har de den altid offensive Abram Stockman, der også har en hæderlig spurt. Hurtige Jordy Bouts gør sæsondebut og må have været skadet, og Zeb Kyffin og Charles Paige har intet vist i år.

 

Flanders får som altid et svært løb, men de har Lars Craps. Han er ikke en god afslutter, men han kørte ganske pænt i Flandern og Brabantse Pijl. Han kan måske lave et resultat i denne lidt hårdere spurt. Det er nok for hårdt for Siebe Deweirdt.

 

Også på kontinentalholdene er der en af favoritterne. Denne spurt passer perfekt til Emmanuel Morin, der har gjort det godt i år mere flere topresultater på højt niveau. Andre kandidater er Samuel Leroux, Maxime Jarnet, Jeremy Leveau, Miguel Heidemann, Magnus Bak Klaris, Daniel Stampe, Finn Crockett, Stijn Daemen, Axel van der Tuuk, Tim Marsman, Michal Paluta, Szymon Tracz og Piotr Pekala.

 

***** Arnaud De Lie

**** Maxim Van Gils, Axel Zingle

*** Pascal Eenkhoorn, Jasper De Buyst, Hugo Hofstetter, Riley Sheehan, Emmanuel Morin

** Gianluca Brambilla, Lorenzo Rota, Emilien Jeanniere, Lorrenzo Manzin, Giacomo Nizzolo, Alec Segaert, Brent Van Moer, Kamil Malecki, Derek Gee, Jens Reynders, Loic Vliegen, Baptiste Planckaert, Gorka Izagirre, Axel Huehns

* Jonathan Lastra, Gerben Kuypers, Simone Gualdi, Lars Craps, Hugo Houle, Jordy Bouts, Mads Würtz Schmidt, Louka Matthys, Johan Meens, Abram Stockman, Siebe Deweirdt, Samuel Leroux, Maxime Jarnet, Jeremy Leveau, Miguel Heidemann, Magnus Bak Klaris, Daniel Stampe, Finn Crockett, Stijn Daemen, Axel van der Tuuk, Tim Marsman, Michal Paluta, Szymon Tracz, Piotr Pekala

 

Danskerne

Hos Israel-PT skal Mads Würtz formentlig støtte Hugo Hofstetter og Riley Sheehan, mens Airtox- Carl Ras skal prøve sig af på højt niveau med Magnus Bak Klaris, Mads Andersen, Gustav Dahl, Daniel Stampe, Mathias Larsen, Christian Lindquist og Jakob Egholm.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Arnaud De Lies spektakulære etbenssejr fra 2023, Axel Zingles sejr fra 2022, Dimitri Claeys’ sejr fra 2019, Guillaume Boivins sejr fra 2018 og Moreno Hoflands sejr fra 2017.

 

> SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

> SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

I denne vidunderbørnenes tidsalder har vi vænnet os til, at feltets veteraner i langt de fleste tilfælde spiller biroller. Selvfølgelig er der undtagelser, som når Primoz Roglic i 2023 pludselig genopstår, og han i en generelt fremragende sæson pludselig er hovedaktør i en Giro, hvor han endda slås med en endnu ældre rytter, Geraint Thomas, om den samlede sejr. Det er også altid forfriskende at opleve, hvordan ryttere som Christophe Laporte, Jan Tratnik og Toms Skujins pludselig kan opnå et hidtil uset niveau i en relativt høj alder, ligesom det var flot at være vidner til, hvordan Adam Yates pludselig kunne køre sit livs bedste grand tour i den ellers i moderne cykelsport så frygtede 30-årsalder, hvor de fleste går i forfald.

 

Det er bare undtagelserne, der bekræfter reglen. Havde der været et cykelsportens Oscar-show, havde feltets veteraner i langt de fleste tilfælde været indstillet til prisen for ”Årets Mandlige Birolle”, mens vidunderbørnene havde sat sig på nomineringen til prisen for ”Årets Mandlige Hovedrolle”. Vi kan jo bare tage årets WorldTour som eksempel. Den eneste vinder af et WorldTour-løb, som har rundet de 30, er 34-årige Tratnik. Den næste på listen er Mathieu van der Poel, der med sine 29 år nærmer sig den kritiske alder, men jo utvivlsomt hører til i klassen af vidunderbarn, der bragede ind på scenen med det, og derefter følger 28-årige Mads Pedersen, 27-årige Stephen Williams og 27-årige Jonas Vingegaard, hvoraf sidstnævnte også hører under kategorien vidunderbørn, mens de to førstnævnte skulle bruge lidt længere om at slå igennem, men stadig hører til i den relativt unge kategori. Alle andre er højst 26 år, uanset om vi taler om Jasper Philipsen, Tadej Pogacar, Laurence Pithie, Lennert Van Eetvelt, Matteo Jorgenson, Tom Pidcock eller Juan Ayuso.

 

Da vi tog hul på denne uges Tour de Romandie var der ikke meget, der tydede på, at den statistik skulle ændres. En relativt nem rute lagde op til, at enkeltstarten ville få en meget afgørende rolle, og det fik automatisk alle pile til at pege i retning af et af sportens fremmeste vidunderbørn, Ayuso, der jo har vundet tre WorldTour-enkeltstarter på mindre et år. Det var egentlig en skam, for på det seneste havde to af feltets hensygnende veteraner, Egan Bernal og Richard Carapaz, der jo ellers selv tidligere hørte til i klassen af vidunderbørn jo ellers vist tegn på en genrejsning - ikke mindst i et Liege, hvor de sammen med Maxim Van Gils lignede de stærkeste bag det slovenske uhyre, der stjal billedet - men det var bare svært at tro, at de kunne køre med om sejren på en rute, der var så tempotung som denne. Og så gør jeg jo den bare 27-årige Bernal en del uret ved at kalde ham en af feltets ”veteraner”, men sådan føles det nu, når vi taler om en mand, der bragede ind på scenen i en ung alder, og som herefter har været henfaldet i anonymitet som følge af de tragiske omstændigheder, vi kender alt for godt.

 

Nej, meget talte for, at Bernal og Carapaz i denne uge atter skulle spille en birolle, mens vidunderbørnene indtog den store scene, men heldigvis var der håb for, at de ikke skulle blive de statister, de ellers begge har været i alt for mange løb på det seneste. Når vi nu efter løbets kongeetape kan tillade os at gøre status inden den afsluttende etape, der med sin historisk lette profil næppe vil ændre billedet, kan vi konstatere, at der ”desværre” intet nyt var under solen. De store overskrifter blev igen stjålet af de unge talenter, men heldigvis svarede ”veteranerne” så flot igen, at de bestemt må være favoritter til birolleprisen, hvis arrangørerne skulle få lyst til at uddele en sådan.

 

Det er nu lidt hårdt at kalde Carapaz en birolleindehaver. Manden vandt jo da etapen, men i det store spil om den samlede sejr var han helt ligegyldig. Selvfølgelig ville Carlos Rodriguez også gerne have vundet etapen, men da ecuadorianeren angreb i finalen, var han for det spanske vidunderbarn jo netop intet andet end en birolleindehaver. Nej, hans hovedfokus var Aleksandr Vlasov og Ayuso, der var hans umiddelbare rivaler i kampen om den samlede sejr.

 

Det skal imidlertid intet tage fra Carapaz. Det er ganske vist smerteligt at konstatere, hvordan skiftet fra Ineos har kvalt den ellers ganske hæderlige enkeltstart, han efterhånden havde fået stykket sammen, og hvordan de forsvundne tempoevner havde gjort ham til den bifigur, han nu endte med at være, men hans genrejsning er både flot og opløftende. Jeg sagde vist allerede efter hans smertefulde nederlag i Giroen i 2022, at vi her fik bevist, at den bedste Carapaz havde set sin tid, og sådan er det stadig. Den Carapaz, der vandt Giroen i 2019 med så stor en lethed, at hans puls næppe nogensinde rundede de 100, findes ikke længere. Til gengæld er den totale deroute, man fornemmede, da han efter sin mandeloperation i begyndelsen af 2023 havde så pokkers svært ved at finde formen, kan vi til gengæld godt aflyse. Det beviste han i Liege, og det beviste han igen i dag.

 

Det er stadig lidt svært at forklare hans store kriser. Selvfølgelig var operationen en stor del af forklaringen på nedturen i 2023, men det er svært at se, at den kunne forklare hans rystende lave niveau i Dauphiné inden den Tour, han styrtede ud af. Efter den kortvarige opblomstring i efteråret, hvor han lignede en mand, der kunne have bidt skeer med en ikke helt flyvende Pogacar i Lombardiet, er det også pokkers svært at forklare, hvorfor han startede sit 2024 på så uhørt lavt et niveau.

 

Men egentlig er det måske ikke så mærkeligt. Carapaz har jo altid været kendt som en mand, der først for alvor har fundet formen frem mod sine grand tours. Han har bare haft et højere bundniveau, end han har i dag, hvor det er blevet ganske lavt, men vi skal nok bare huske på, at Carapaz altid først er blevet bedst, når han er kommet et stykke hen i sæsonen. Han ligner i hvert fald igen en mand, der skal tages seriøst i kampens om Tourens top 5, hvis ikke de aftagende tempoevner koster for dyrt på en rute, hvor enkeltstartskilometerne heldigvis for manges vedkommende er ret kuperede.

 

I den kamp skal vi også igen indregne Bernal. Desværre betød hans enkeltstart, der jo efter den lange skadespause helt er gået fløjten, men som forhåbentlig kan genfindes, når han igen begynder at prioritere den, at også han i dag var reduceret til en birolle, men den rolle spillede han til gengæld flot. Det var hans angreb og efterfølgende føring, der definitivt knækkede Ayuso, og det siger lidt om hans niveau, at han trods en rolle som selvopofrende hjælper stadig kunne ende som nr. 6 på etapen. Der er i hvert fald ikke længere grund til at betvivle hans comeback, der endda bare synes at blive mere og mere overbevisende fra løb til løb.

 

I det hele taget er listen over nomineringer til birollerne ganske lang, hvis vi alene holder os til ”veteranklassen”. Vi så i hvert fald også opløftende tegn fra Enric Mas. Nej, han viser stadig ikke samme forårsniveau, som han gjorde i 2021 og 2022, hvor han virkede allerbedst, men ser man på hele hans karriere, er det niveau, han i dag viste i et ugelangt etapeløb, bestemt i den høje ende. Ugelange løb i foråret har jo aldrig været hans spidskompetence, og selvom vi nok også har set den bedste Mas, er han bestemt ikke død og begravet. Det bliver i hvert fald spændende at se, hvilket niveau han kan finde i Vueltaen, når han med Touren i benene som regel har fået varmet dieselmotoren så meget oå, at den er allerbedst.

 

Vi kan vel også tilføje David Gaudu. Jovist, der er da lang vej til den Gaudu, vi kender, men i dag viste han da, at han kan begå sig på WorldTouren. Det har man ellers godt kunnet betvivle efter en alenlang krise, og selvom der nok ikke er udsigt til endnu en 4. plads i Touren - da slet ikke på en rute med to lange enkeltstarter - men der er da håb for, at han måske kan efterlade et mere positivt indtryk end sidste år. Det var da også opløftende at se, hvordan David De La Cruz trods en total birolle i dette løb har vist et niveau, jeg slet ikke havde troet, at han kunne genfinde, og hvordan Harm Vanhoucke, der ellers lignede et helt spildt talent, pludselig er genopstået fra de døde.

 

Men måske var den største vinder af dem alle Tao Geoghegan Hart. Selvfølgelig blegner en 8. plads totalt, når man sammenligner med den mand, der lignede en Giro-vinder for bare et år siden, men dagens præstation var alligevel uhyre opløftende. Når man ser på, hvor lang tid Bernal har brugt på sit comeback, er det bestemt for tidligt at begrave den stærke brite, selvom hans skade naturligvis ikke tåler sammenligning med den maltraktering, Bernals stakkels krop var udsat for. Måske når han ikke at finde Giro-niveauet til Touren i år, men så kan man håbe, at det kan ske til næste år.

 

Selvfølgelig var der også veteraner, der var knap så overbevisende. Vi må i hvert fald igen konstatere, at det blev et forsømt forår for begge Yates-brødrene og for Pavel Sivakov, selvom franskmanden nu nåede at få vist lidt af de stærke takter fra efteråret, da han i første omgang lykkedes med at redde Ayuso. Særligt for Simon er det bekymrende, for han har modsat de andre ingen alt for god undskyldning. Det var også nedslående at se, at de positive takter, vi har set fra Guillaume Martin på den mindre scene, ikke blev bekræftet, da han skulle spille en rolle på den store scene.

 

Her var det nemlig igen vidunderbørnene, der stjal showet, men prisen for bedste mandlige hovedrolle går ikke som ventet til Ayuso. Egentlig kommer det ikke som nogen stor overraskelse. Vi så jo allerede i Ardennerne og med den halvsløje enkeltstart, at han nok ikke længere var helt på toppen, men det var alligevel uventet, at han ikke kunne stå imod på denne ret lette bjergetape. Desværre minder det os om, at han altså endnu ikke er nogen Pogacar eller Vingegaard. Dels er hans topniveau slet ikke lige så højt, og dels er hans bundniveau betydeligt lavere. Om han er slidt efter et efterhånden langt forår, ved jeg ikke, men der er stadig nogle udsving, vi ikke ser fra de to bedste grand tour-ryttere - for Pogacars vedkommende dog kun, hvis vi ser bort fra det niveau, han viser, når han begynder sin genopbygning efter Touren.

 

Heldigvis er det ingen katastrofe for Spanien, at de ikke altid kan regne med Ayuso. De er nemlig beriget med de to mest spændende grand tour-talenter lige nu. Det er stadig svært at forklare, hvorfor pokker Rodriguez havde så svært ved at komme i gang i år, men nu står det helt klart, at han altså er et af de allermest spændende navne. Det har han jo været længe, og hvis man stadig tvivlede, satte Touren en fed streg under den status, men det tyder på, at han måske kan have hævet sit niveau yderligere. Selvfølgelig vandt han ikke etapen, men i lyset af etapens eksplosive karakter og den benhårde modvind, der sled ham ned, da han førte alene i finalen, er en god forklaring på det. Endnu bedre bliver det af, at han jo også nu kan drømme om en god enkeltstart, og pludselig ser det ud til, at han sammen med Bernal kan give Ineos en meget mere prominent rolle i Touren, end det så ud til for nogle uger siden.

 

Hvis han holder sig på cyklen i morgen - og det har han jo desværre haft lidt svært ved - vinder han i hvert fald sit første af sikkert flere WorldTour-etapeløb. Det lå ellers ikke i kortene i morges, for denne ret lette målstigning med modvind på den eneste stejle del lagde ikke just op til noget stort show, når han tillige var oppe mod et skræmmende UAE-mandskab. Selvom jeg tvivlede på det undervejs, lykkedes Ineos’ nedslidningsstrategi imidlertid til punkt og prikke, da de allerede på dagens første stigning helt tidligt på etapen kørte feltet ned til bare 14 mand, inden vi fik tv-billeder, og derefter sørgede den nu endnu mere chokerende ustabile Ethan Hayter, der vel var dagens MVP, og en pludselig genrejst Jonathan Castroviejo sammen med Thymen Arensman for, at etapen alligevel blev et festfyrværkeri, jeg slet ikke havde drømt om i morges.

 

Alligevel var det tæt på, at det ikke var Ineos, der havde fået gevinst af arbejdet. Nej, vi var meget tæt på at få en af nyere tids største choksejre i et løb af denne størrelse, da Florian Lipowitz med sit sene angreb ikke var langt fra at løbe med både etapesejr og samlet triumf. Det er nu ikke, fordi jeg har tvivlet på talentet. Jeg har allerede flere gange fremhævet, hvordan hans meget stærke efterår med totaldominans i Tjekkiet og et pænt Tyrkiet indikerede, at han kunne være ”the real deal”, men en ærgerlig forskel på top- og bundniveau har bare skjult det gennem hele året. Vi nåede imidlertid at se fremgang i Catalonien, og i dag viste han, at Bora vitterligt har fat i en guldfugl, der endda i går også viste, at han har en overraskende god enkeltstart. Der er stadig meget lang vej til Rom, men pludselig ser det ud til, at Bora kan få en langt mere spændende Giro, end der var lagt op til, mens man stadig skulle satse hele butikken på den formentlig stadig hensygnende Daniel Martinez.

 

Selvfølgelig kan man altid diskutere, om han begik en taktisk fejl. Havde Vlasov vundet løbet, hvis han var faldet tilbage? I lyset af den kraftige modvind taler meget for, at en stærk Lipowitz-føring kunne havde reddet russeren, men man må trods alt formode, at han fulgte de ordrer, der blev givet fra bilen. Og hvis han har meldt ud, at han sad med så gode ben, at han selv kunne gribe ud efter en sejr, der jo endte med at være meget tæt på, havde det jo også været et sats at lade ham vente.

 

Den sidste udlægning giver Vlasov nu nok ikke meget for, men han kan så i det mindste glæde sig over, at han i dag fik bekræftet, at han altså er meget bedre, end han var sidste år. Han er stadig svingende, som vi så i starten af Paris-Nice og slutningen af Catalonien, men når man kan være få sekunder fra at vinde et meget stærkt besat Romandiet - let rute eller ej - er man altså en god cykelrytter. I hvert fald har han og Lipowitz sørget for noget tiltrængt opmuntring til et Bora-hold, der til gengæld stadig må lede efter en forklaring på Jai Hindleys pludselige krise.

 

Heldigvis er der veje ud af kriser. Det kan Ilan Van Wilder bevidne. Nej, han forsvarede ikke sin podieplads, men i dag viste han det klart højeste klatreniveau, vi har set - og det gjorde han endda bare en måned efter hans chokerende ringe præstation i Catalonien. Han kommer næppe nogensinde til at klatre på et niveau, der bringer ham hele vejen til toppen, men dette løb har bestemt tegnet mere lovende perspektiver. Når samtidig Julian Alaphilippe egentlig gjorde det ganske hæderligt i dag, har det ikke været en dårlig uge for Soudal.

 

Han slog jo endda Lenny Martinez. Det var der næppe mange, der havde drømt om ved ugens start, men det var desværre ikke alle talenter, der imponerede i dag. Den lille franskmand mindede os om, at han desværre er pokkers ustabil, som vi også så i Jura-løbene, hvor han vandt to ud af tre, men havde en decideret offday i det sidste. Det er desværre bekymrende for et etapeløbsrytter og ødelægger billedet efter den lovende enkeltstart, men heldigvis er stabilitet noget, der ofte kommer med alderen.

 

I det mindste er han mere stabil end Luke Plapp. Australieren har jo været kendt som en af feltets allermest svingende ryttere, men hans gode Paris-Nice gav håb om, at det måske var ved at være slut. De seneste to dages sammenbrud har imidlertid bragt ham tilbage på det kedelige spor, og han ligner nu slet ikke længere det spændende Giro-wildcard, han kunne have været. En grand tour handler jo om stabilitet, og det er desværre den største mangelvare hos ham.

 

Men han nåede kortvarigt at spille en hovedrolle. Det gjorde han, da han greb ud efterførertrøjen i torsdags, og dermed bekræftede han billedet af, at det i vidunderbørnenes tidsalder er de unge kometer, der stjæler showet. Desværre blev han henvist til en regulær statistrolle, da løbets hovedakt stod på programmet, men her var der så andre vidunderbørn, der tog over. Heldigvis viste Carapaz, Bernal og til dels også Mas os, at feltets ”veteraner” stadig kan få lov til at spille en birolle i ny og næ.

 

> SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT