Giro d'Italia-analyse: Da alle de slovenske forudsigelser blev til virkelighed

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

”Mauro Vegnis dilemma”. Det kunne passende være titlen på det kapitel, hvor Giroens løbsdirektør skal omtale 2024-udgaven af sit cykelløb, hvis han engang får lyst til at skrive sine erindringer. Skulle han designe en rute, der måske kunne lokke Tadej Pogacar en tur til Italien, velvidende at han derved ville have kvalt al spænding på forhånd? Eller skulle han opgive kampen om sportens fænomener og i stedet forsøge at skabe et løb, der i fraværet af de største navne kunne blive historisk spændende?

Vi har været omkring samme tema før i disse analyser, men det er svært ikke at vende tilbage til det igen og igen. I hvert fald her i løbets første uge har der nemlig hele tiden været lagt op til, at den altdominerende fortælling ville være, hvordan Pogacar fra start ville lægge løbet i et jerngreb, som kunne et større uheld vil kunne løsne. Skulle Vegni gøre sig blot den mindste forhåbning om at få den slovenske stjerne til start, var han nemlig nok nødt til at designe en rute, der gjorde det muligt for superstjernen at vinde løbet tidligt, trække håndbremsen og køre resten af løbet på cruise control.

Læs også

Vingegaard "i super form" set på Mallorca

For den dedikerede cykelfan havde det utvivlsomt været at foretrække, at han havde fravalgt stjernestøvet. Hvis man renser det nuværende klassement for Pogacars navn, ville der nemlig tegne sig to uhyre spændende uger, hvor ingen med sikkerhed vil kunne sige meget om det endelige podium. Alligevel er det ikke mærkeligt, at Vegni valgte den slovenske model. Ingen kan være i tvivl om, at hans løb allerede har fået langt mere omtale af Pogacars blotte tilstedeværelse, end han ville gave fået med et mere spændende løb. Eksempelvis er det ret givet, at de danske medier giver løbet mere opmærksomhed alene af den grund, at det er Pogacar, der skal slås med Jonas Vingegaard til sommer, mens selvsamme medier næppe havde brugt mange kræfter på en kamp om den samlede sejr mellem navne som Geraint Thomas, Daniel Martinez, Cian Uijtdebroeks og Antonio Tiberi.

Vegni har i hvert fald betalt akkurat den pris, man kunne have ventet sig, da han fremlagde sin rute i efteråret, og da det i løbet af vinteren stod klart, at den slovenske mission var lykkedes. Rutens design lagde i den grad op til, at Pogacar allerede efter syv dage ville have så stor en føring, at det allerede ville være en ret stor sejrsmargin i en grand tour, hvis løbet allerede var slut nu. Sådan måtte det næsten være, når man designede en historisk hård åbningsweekend og derefter supplerede den med den længste enkeltstart siden 2016 - en enkeltstart, der i sit design endda sørgede for, at Pogacar kunne få maksimal glæde af både sine tempo- og klatreevner.

Det var derfor, drejebogen var skrevet på forhånd. Da starten gik i Torino, lå det i kortene, at Pogacar formentlig ville kunne nøjes med at grave relativt dybt lørdag, søndag og fredag og derefter rette tankerne mod Frankrig, mens resten af feltet kørte om 2. pladsen, og selvom 1. etape bestemt ikke gik, som præsten havde prædiket, er vi efter syv dage præcis der, hvor vi havde regnet med. Kun top 10 er stadig inden for 5 minutter af Pogacar, og kun to mand er inden for tre minutter. Ja, der er rigeligt med tid til både defekter og ikke for alvorlige styrt, og sloveneren behøver ikke bekymre sig om et hold, der ellers ikke har set skræmmende ud. Herfra kan han nøjes med at følge med og så køre en spurt på toppen af bjergene - bare for at vise at han er stærkest.

Vi har til gode at se, om legebarnet kan lægge tilstrækkeligt med bånd på sig selv til at følge den taktik. Mon ikke han i hvert fald gerne vil levere endnu en magtdemonstration på en af de store bjergetaper senere i løbet? Mon ikke han også gerne vil grave dybt for at se, om han en uges tid kan slå Filippo Ganna på en flad enkeltstart? Men herfra er de eneste relevante spørgsmål om Pogacar, hvordan han kører løbet - og sådan har det jo egentlig været hele tiden.

Ingen kan i hvert fald betvivle hans overlegenhed efter dagens enkeltstart. Indtil nu har han jo ellers ikke virket helt så skræmmende som vanligt, men da han i dag kørte mere end et 30 sekunder hurtigere end alle andre op ad den sidste stigning blev hans overlegenhed cementeret. Igen kan man måske i lyset af stigningens længde, at den suveræne Pogacar, vi kender, kunne have været endnu mere overlegen, men det er alligevel svært ikke at bruge ordet magtdemonstration.

Til gengæld var det måske en anelse overraskende at se Ganna slå ham med hele 37 sekunder på den flade del, hvor han end ikke kunne køre fra Thymen Arensman, der var i samme tid. Noget tyder på, at vinden har spillet en rolle, for det var bemærkelsesværdigt, hvordan alle favoritterne var langsomme ved første mellemtid for siden at køre sig op. Det er bare svært i vejrmålingerne at finde en pokkers god forklaring. Vinden tiltog en del mod slutningen, hvilket gav kraftigere sidevind frem mod første mellemtid, men derefter havde Pogacar altså glæde af en kraftigere medvind end Ganna på det resterende stykke.

Det er nu ikke overraskende, at Ganna slår Pogacar i fladlandet. Sådan har det altid været, når de har mødtes i fladt terræn, hvis man ser bort fra VM-enkeltstarten i 2022, hvor Ganna underpræsterede ganske markant. Det var snarere den voldsomme afstand, der var uventet, men den kan også forklares med pacingstrategi. Når man slutter en enkeltstart med en stigning, vil der altid være forskel på, hvor meget der holdes igen i indledningen, og Pogacar gav da i hvert fald udtryk for, at hans plan var at pace den frem til opkørslen og herefter giver den fuld gas.

Ikke desto mindre har Ganna ikke grund til at være så misfornøjet efter i dag. Nok glippede etapesejren, men det har hele tiden lignet en svær mission at slå Pogacar på en rute med så stejl en stigning til sidst. Nu kan han i hvert fald se med fortrøstning frem mod næste lørdag, hvor det bør være restitutionsfaktoren, der eventuelt kan tippe sejren i Pogacars retning. Efter i dag er det - pacing eller ej - svært at argumentere imod, at Ganna stadig er den bedste temporytter af de to, og det er uhyre opløftende, når man ser på, hvor svingende italieneren har været på det sidste. Men noget tyder på, at det ikke var noget tilfælde, at han i Vueltaen endelig fik skovlen under Remco Evenepoel igen.

Alligevel er der nok gravstemning hos Ineos. Ganna havde utvivlsomt drømt om at vinde etapen, men endnu værre var det naturligvis, at Geraint Thomas slet og ret smeltede sammen. I forvejen kørte han ikke sin bedste enkeltstart i fladlandet, hvor han smed hele 40 sekunder til Pogacar - og vi taler om en mand, der i Touren var bare 4 sekunder efter sloveneren på en enkeltstart af samme lændde - men på stigningen smeltede han jo regulært sammen. Bare 23. bedste tid blev det vil, og han blev endda knust af Ganna, der var hele 16 sekunder hurtigere end sin kaptajn. Det kan naturligvis ikke undgå at afføde spørgsmålet, om vi måske alligevel har været lidt for hurtigt ude med en konklusion om, at alderen ikke har indhentet ham. Indtil i dag har udfordringerne trods alt været af en beskeden karakter.

Læs også

Optakt: 16. etape af Giro d’Italia

I lyset af Thomas’ resultat er det nok ikke meget opmuntrende, at Thymen Arensman er ved at få gang i motoren - akkurat som han plejer. I dag leverede han en enkeltstart, som vi ikke har set siden DSM-tiden, og måske var det endda hans bedste nogensinde. Hans tid på stigningen var måske ikke skræmmende - han var kun 11. bedst - men den passede ham med de stejle procenter heller ikke alt for godt. Han kørte stadig stærkere end de fleste klassementsryttere, og det vidner om, at vi igen kan regne med hans dieselmotor. Nu skal Ineos bare finde ud af, hvordan pokker de får den startet allerede de første dage.

De kan også delvist glæde sig over Magnus Sheffield. Jeg havde måske drømt om, at han havde været tættere på Ganna i fladlandet, for jeg ser en stor fremtid for ham som tempogigant. Til gengæld klatrede han som en drøm med 6. bedste tid på stigningen, hvor han slog næsten alle klassementsrytterne, og det bringer os tilbage til spørgsmålet om pacing. Det er i hvert fald nærliggende at tro, at han greb starten mere konservativt an end Ganna, der dog med 14. bedste tid på stigningen nu også fik bekræftet, at han klatrer ganske pænt for tiden. Nu bliver det spændende at se, hvad Sheffield kan stille op mod Ganna på næste lørdag, hvor der ikke er samme overvejelser om pacing.

Ineos ser nok uden tvivl mere glasset som halvt tomt end halvt fuldt. Helt anderledes er det hos Bora, hos hvem det er så fuldt, at vandet vel nærmest er løbet over. Daniel Martinez lignede ellers en mand, der var godt i gang med at skuffe, men ved at sætte næstbedste tid på stigningen fik han vel endegyldigt cementeret, at han er fuldt tilbage. Man kan stadig diskutere alt muligt om hans holdbarhed, men i lyset af hvordan han i 2021 bare blev bedre og bedre undervejs, virker det ikke helt urimeligt at placere ham som favoritten til den 2. plads, alle andre end sloveneren kører om. Da så samtidig Maximilian Schachmann konfirmerede sin genfødsel med en enkeltstart, der endda var bedre end det, han viste i det meste af sin storhedstid, og som indebar 5. bedste tid på stigningen, er der al mulig grund til jubel hos det tyske hold, der ellers ikke har haft meget at fejre.

Det er der også i Australien. Ben O’Connor var uheldig med defekt, hvad der sammen med pacing kan forklare den lidt skuffende tid frem til stigningen, men herefter fik han med tredjebedste tid på stigningen indhentet en del af det, han tabte på Oropa. Det giver i hvert fald grund til mere optimisme, end jeg har haft på hans vegne indtil nu, men nu skal vi se, om den holder hele vejen. Hans problem har jo aldrig været, at han ikke kan køre stærkt. Nej, det har været, at han har for vane at eksplodere på sine bjergetaper - også når han ikke har forsøgt at følge Pogacar - og den slags eksplosioner ser man trods alt sjældnere på en enkeltstart, der varer en times tid end på en stor bjergetape.

Men ingen kan benægte, at han er tilbage i kampen om podiet, hvor Cian Uijtdebroeks også stadig må regnes som en af topkandidaterne. De optimistiske belgiere havde helt sikkert drømt om, at han ville vise noget fremgang som temporytter, men det var nok aldrig særligt realistisk. Til gengæld kunne de nok godt have drømt om mere end 10. bedste tid på stigningen, men det er nu ikke sikkert, at det var så skidt endda. Det meste af stigningen bestod jo af procenter på 2-3, og her vil Uijtdebroeks altid være handicappet i forhold til de mere tempostærke folk, der slog.

En af dem var Antonio Tiberi, der fik bevist, at det vitterligt kun var den ærgerlige defekt, der satte ham tilbage på Oropa. Hans tid i fladlandet var pæn og bekræftede den fremgang, vi så i Tirreno, men allermest opløftende var det, at han var fjerdehurtigste mand på stigningen. Det viser i hvert fald, at han stadig er en del af podiekampen, selvom han naturligvis er langt bagude.

Han var heldigvis heller ikke den eneste, der rejste. Nej, vi ser stadig ingen tegn den fremgang, han ellers oplevede umiddelbart efter skiftet til DSM, men han fik vist, at hans klatreben efter sygdommen er gode. Han var i hvert fald 7. bedst på stigningen, og det var jo altså en stigning, hvor power og tempoevner på den sidste del betød ganske meget. Det taler for, at han - akkurat som Uijtdebroeks - nok har kørt ganske stærkt på den stejle del. Om det så er nok til at komme tilbage i podiekampen er mere tvivlsomt.

Der var også grund til kasakhisk jubel. Nok kører Alexey Lutsenko ikke enkeltstarter som under Astanas jubelår i 2021, hvor han choksejrede på den meget tekniske rute i Dauphiné, men dagens resultat var alligevel opløftende. En 8. plads på stigningen var bedre end ventet, men alligevel var han nok ikke den mest opløftende Astana-rytter. Nej, det var Lorenzo Fortunato, der i den grad lever op til mine ret høje forventninger. I dag kørte han først bedre på det flade, end man kunne have drømt om, og siden satte han 15. bedste tid på en stigning, der passede ham ganske elendigt. Selvfølgelig vil Lutsenko slå ham på næsten enkeltstart, men meget taler for, at styrkeforholdet vil være omvendt i bjergene.

Han var ikke den eneste temposvage klatrer, der forsvarede sig godt. Det samme gjorde en anden af mine topkandidater fra optakterne inden løb, nemlig Jan Hirt. Også han kørte vel sit livs enkeltstart efter sin egen beskedne standard, og for en dieselklatrer med hang til stejle procenter var 19. bedste tid på stigningen opløftende. Det var i hvert ham og Fortunato, der vandt kampen blandt de temposvage klatrere i top 10, for her var det bekymrende, at Einer Rubio og Juan Pedro Lopez satte blot 36. og 38. bedste tid på stigningen, men uventet var det jo ikke. Rubio har stadig til gode for alvor at bevise sig i bjergene, og Lopez lignede allerede på Oropa en anden rytter end i Alperne.

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Var det Quintanas gave til Vingegaard?

Nej, så var overraskelsen langt større hos Filippo Zana. Én ting er, at han kørte helt chokerende godt på den flade del. Noget andet er, at han kørte en fornem stigning. Kan vi regne med tendensen fra sidste år, er der udsigt til fremgang herfra, og dermed er Jayco trods tabet af Eddie Dunbar måske alligevel tilbage i klassementet. Her har de jo også Luke Plapp, der endelig, endelig, endelig lykkedes med at vise, hvorfor han var så lovende en temporytter som ung, men hans tid på stigningen, der var 17. bedst, fortæller også, at han næppe kommer så langt som Zana, når vi rammer bjergene, for det var en stigning, der passede ham fint - og stabil har han jo aldrig været.

Det har Esteban Chaves heller ikke. Kyssesygen kvalte jo al hans restitution og alle hans tempoevner, og sidstnævnte var i dag endnu ringere end ventet. Hans tid på stigningen var heller ikke noget at råbe hurra for, og det usandsynlige klassementsbud, han var, synes nu endnu mindre sandsynligt. Til gengæld skal vi i den grad til at holde øje med Georg Steinhauser, der nu måske endelig er ved at leve op til mine store forventninger. Vi kender intet til hans holdbarhed, men en dieselmotor er han, og i dag satte han altså 12. bedste tid på en stigning, der ikke passede ham - en stigning, hvor en anden ung rytter, Davide Piganzoli, og ikke mindst lottokuponen Alessandro Verre, der minsandten var 13. bedst, også gjorde det flot.

Det var de unge drenge imidlertid ikke alene om. Man må igen tage alle hatte af og bukke sig i støvet for Domenico Pozzovivo. Nej, han kan slet ikke køre enkeltstart længere - og her hjælper det heller ikke at køre for Bardiani - men med 21. bedste tid på stigningen fik han vist det, vi også så i den uheldsramte weekend, at han igen har fundet et overraskende højt niveau. Nu synes også hans restitution at være gået fløjten, men det er godt nok imponerende, hvordan han år efter år finder et højt niveau, når Giroen melder sig, uanset hvor kaotisk hans vinter har været.

Med i kampen om topplaceringerne i dag var han selvsagt ikke. Det var i stedet som ventet de klatrestærke specialister, og i det spil havde mange danskere nok drømt om lidt mere fra Mikkel Bjerg. Nu fik han ellers chancen, og en 9. plads i dette selskab på en rute, hvor han trods alt i forhold til klatrerne var handicappet af stigningen, men desværre leder han stadig efter den drømmedag, han havde i Dauphiné sidste år. Sammen med Ganna og Sheffield var han dog stadig den eneste top 10-rytter, der aldrig rigtigt kører klassement, og det er trods alt en pæn bedrift. Mere entydigt opløftende var det dog at se, at det måske alligevel ikke var helt tilfældigt, at Lorenzo Milesi på chokerende vis blev U23-verdensmester, at Edoardo Affini og Jasha Sütterlin genfandt nogle tempoevner, de ellers havde mistet, og at Daan Hoole bekræftede den fremgang, vi så i efteråret.

Fremgang var der til gengæld ikke hos Pogacar, men hvordan skulle der også kunne være det? Det ville i hvert fald have krævet en vis dansk Tour-konge som modstander, hvis vi skulle have en reel chance for at vurdere, om det slovenske unikum har forbedret sig siden sidste år. Det bliver vi næppe hellere klogere på i resten af løbet, for hvis sloveneren ikke lader sig rive med af legebarnet, gør han nu det, Vegni lagde op til, da han designede ruten og inviterede ham til at vinde løbet på syv dage, nemlig trækker håndbremsen og sender tankerne til Frankrig. Indtil nu er alle forudsigelser i hvert fald blevet så meget til virkelighed, at han har alle muligheder for at følge den drejebog, Vegni designede for ham.

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT