Giro d’Italia: Ruten, etaper og etapeprofiler

I de senere år har det ikke altid været let at være Mauro Vegni. Det kan godt være, at Giro d’Italia i de flestes øjne rangerer som nr. 2 i hierarkiet over grand tours, men den status har ikke været nok til at lette på den voldsomme byrde, det kan være at skulle tiltrække et stærkt felt til verdens næststørste løb. I en sport, hvor langt, langt hovedparten af eksponeringen kommer i løbet af de tre uger, Tour de France varer, skal der nemlig en god overtalelsesevne til, hvis man vil overtale de store navne til at drage til Italien til maj.

Løbet har nemlig en ganske utaknemlig kalenderplacering. Det er ikke nogen tilfældighed, at vi skal tilbage til 1998 for at finde det seneste eksempel på, at en rytter er lykkedes med at vinde både Giroen og Touren i samme sæson, for det er en pokkers svær opgave til juli at skulle konkurrere med friske ryttere, hvis man lige har kørt og vundet et løb, der ofte rutemæssigt har været sæsonens hårdeste. Lysten er bestemt ikke blevet større af, at to af sportens giganter, Chris Froome og Alberto Contador, i de senere år begge har fejlet i stort anlagte forsøg på at gentage Marco Pantanis nu 26 år gamle bedrift, og i dag er det nærmest slet ikke en mulighed under sæsonplanlægningen, at man skulle kunne satse på klassementet både i Italien og Frankrig.

Nej, man må vælge, og her vælger de fleste desværre for Vegni at satse på verdens største løb. For enhver ambitiøs sportsmand er den største udfordring naturligvis at vinde det største løb, og derfor vil langt hovedparten af rytterne have en naturlig præference for Frankrig, hvis valget er frit. Det er det dog sjældent, for sponsorerne ønsker i langt de fleste tilfælde at se deres bedste ryttere satse på det løb, hvor opmærksomheden er størst.

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Var det Quintanas gave til Vingegaard?

Vegni skal altså forsøge at skabe andre incitamenter, hvis han skal overtale rytterne til at foretage andre prioriteringen end de mest oplagte, og her har han kun ét reelt værktøj, nemlig ruten. Det har gennem årene ikke været svært at se, hvordan den italienske løbsdirektør med sit design har forsøgt at lægge lokkemad ud til de ryttere, han har vurderet, at han måske har kunnet trække til Italien, men alligevel er det en kamp, han oftest har tabt.

Det er i hvert fald Giroen, der i de seneste år har været den svagest besatte af de tre grand tours. Løbet var den store taber, da corona vendte kalenderen på hovedet i 2020, og selvom løbet i 2021 kunne prale med deltagelsen af grand tour-stjernen Egan Bernal, manglede colombianeren i den grad modstand i det, der endte som en ret ensidig affære. I 2022 var det primært Richard Carapaz, der kastede stjernestøv efter begivenheden, men i et felt, der manglede dybde, og hvor det nok siger meget om den manglende bredde, at den aldrende Vincenzo Nibali helt ud af det blå hev en 4. plads med hjem.

Det føltes i hvert fald som meget længe siden, at vi i 2018 så Chris Froome kaste glans over løbet med sit forsøg på en Giro-Tour-double i en udgave, hvor han var oppe mod Tom Dumoulin, mens hollænderen var allerbedst. Det er den lidt triste trend, Vegni skulle forsøge at bryde sidste år, og som han havde pokkers stor succes med. Ved inklusionen af et historisk stort enkeltstartspensum og en stor finale på grænsen til Slovenien lykkedes det ham at tiltrække to af sportens giganter, Remco Evenepoel og Primoz Roglic, og da også den tidligere Tour-vinder Geraint Thomas kastede glans over arrangementet, var der utvivlsomt tale om den mest imødesete udgave af det italienske løb i flere år.

Vegnis problem er bare, at der aldrig er plads til at hvile laurbærrene. Knap havde han hyldet Roglic som vinder af et løb, der desværre led den voldsomme bet, at Evenepoel tidligst rejste hjem med en coronainfektion, inden han skulle finde en vej til at gøre også 2024-udgaven til en tilsvarende succes. Og desværre for den italienske løbsdirektør er chancerne for at tiltrække et felt af tilsvarende styrke betydeligt mindre, end de var, da han sidste år med sine mange enkeltstartskilometer lykkedes så succesrigt med at få en stjernebesat udgave af sit løb.

Der er næppe tvivl om, at Vegni har ladet øjnene glide ned over listen med de største grand tour-navne, da han skulle overveje, hvordan han kunne gentage succesen, og det har været et nedslående syn. Således stod det allerede klart, at sportens fire største grand tour-stjerner, Tadej Pogacar, Jonas Vingegaard, Remco Evenepoel og Primoz Roglic, alle havde planer om at gøre Touren til sæsonens altoverskyggende mål, og det stod også ret klart, at de tre sidstnævnte næppe på nogen måde kunne overtales til sat satse på Giroen inden deres tur til Frankrig.

Men Vegni tillod sig at drømme om Pogacar, og selvom det på forhånd lignede en meget svær kamp, lagde han ved rutepræsentationen i oktober ikke skjul på, at han håbede, at det design, han havde fundet på , kunne være nok til at overtale superstjernen til at gå efter den Giro-Tour-double, der ikke er realiseret siden 1998, og som knækkede halsen på både Froome og Contador.

Skulle det lykkes at få Pogacar til at tage den risiko, var Vegni nødt til at ty til det greb, han havde så stor succes med i 2018, hvor en relativt let rute fik Froome til at kaste sig ud i det ambitiøse projekt. Det gjorde italieneren derfor, og da han åbenbarede de 21 etaper, der vil være rammen om den kommende udgave af hans løb, var det i hvert fald helt tydeligt, at der var tale om en lightudgave af det ofte meget brutale løb, vi har været vidner til i de seneste år. Og selvom mange nok anså det som et umuligt projekt, lykkedes missionen jo, for når startskuddet lyder på lørdag, vil Pogacar kaste sig ud i at gentage den svære Giro-Tour-double, som altså ikke er lykkedes siden 1998.

Vegni har da også lagt sig i selen for at gøre løbet lettere. Ja, faktisk er der droslet ned på udfordringerne på alle områder. Efter en udgave med et hav af alenlange etaper, som Giroen er kendt for, er der denne gang blot fire etaper med distancer på mere end 200 km - og tre af dem er endda ”blot” hhv. 202, 207og 214 km lange. Det samlede antal højdemeter er reduceret fra 51300 til ”blot” 42900, og der er slet ikke de samme spektakulære elementer som tidligere. Man skal lede længe efter brutale bjerge som Monte Zoncolan og Mortirolo fra den stejle side - bjerget skal i år bestiges fra den lette side - og der er heller ikke plads til besøg på legendariske og svære bjerge som Finestre, Gavia eller Giau. Der skabes slet heller ikke samme hype om én enkeltstående etape, som der blev for sidste års vanvittige bjergenkeltstart på ”bæstet” Monte Lussari.

Også den frygtede tredje uge, der ofte har været decideret brutal, er denne gang helt menneskelig. Sidste år havde man to etaper med over 5000 højdemeter samt den voldsomme bjergenkeltstart, men denne gang har de fire potentielle klassementsetaper i løbets sidste del ”kun” hhv. 4260, 4145, 3209 og 4540 højdemeter over mere beskedne distancer på hhv. 202, 159, 157 og 184 km. Noget rasende svært finalebjerg finder vi heller ikke, og når man endelig berører noget, der kan give præg af at være spektakulært, har man alligevel taget toppen af dramaet. Nok skal man på 16. etape over gigantiske Stelvio, men det ikoniske bjerg får en næsten ligegyldig rolle tidligt på en etape, der efterfølgende har 100 km helt uden udfordringer, og når man på 20. etape skal to gange over den brutale Grappa-stigning, efterfølges sidste passage af en relativt lang nedkørsel, der i hvert fald med en vis sandsynlighed kan lægge en smule dæmper på dramaet.

Læs også

Optakt: 16. etape af Giro d’Italia

Denne moderate tredje uge tæller faktisk et dobbelt formål. Én ting var, at den skulle anspore Pogacar - og gerne også andre stjerner - til at forsøge sig med en kombination af både den italienske og den franske grand tour. Noget andet er, at de seneste to udgaver har vist, at en brutal tredje uge ikke altid er en god ide. I hvert fald førte den i både 2022 og 2023 til, at der igennem de første to uger nærmest var våbenhvile, hvor alle sparede sig til de afsluttende vanskeligheder, og selvom det førte til nogle nervepirrende afslutninger, hvor det var så tæt, at førertrøjen skiftede ejermand på 20. etape i begge udgaver, var mange cykelfans frustrerede over, at en stor del af løbet blev et lidt for langt og lidt for kedsommeligt ventespil. Det har Vegni forsøgt at undgå denne gang, hvor han har spredt udfordringerne meget mere jævnt ud over løbet, og ved at neddrosle den tredje uges brutalitet håber han, at rytterne også tør bruge terrænet.

Det er nok også i det lys, vi skal se enkeltstartspensummet. For anden gang i træk har løbsdirektøren skruet gevaldigt op for antallet af ensomme kilometer i kamp mod uret. Vi når ikke helt op på de historiske 75,4 km, som vi havde i 2023, men 71,8 km er efter moderne Giro-standard stadig ganske voldsomt. Endnu mere voldsomt bliver det, når der er tale om to ret lange enkeltstarter på mere end 30 km, hvor den ene ganske vist byder på betydelige klatreudfordringer mod slutningen, men hvor der over de to etaper i alt overvejende grad er tale om den fladbanekørsel, som specialisterne elsker.

Den slags kan naturligvis have en kontraproduktiv effekt i forhold til ønsket om drama, men ved at lægge enkeltstarterne tidligt i løbet håber Vegni, at et forventeligt tidstab vil tvinge favoritterne ud af busken. Nok indebærer det altid en risiko for løbets underholdning at have mange enkeltstartskilometer, men det kan også skabe en herlig udvikling, som vi så det i 2018, hvor Simon Yates angreb i tide og utide - og endte med at brænde nallerne noget så gevaldigt - for at vinde tid på tempospecialisterne Froome og Dumoulin.

Dengang skete det på forkant af løbets lange enkeltstart, og hvis man gerne vil vinde tidlig tid i 2024, er den mulighed bestemt også til stede, selvom enkeltstarterne også er placeret tidligt. Vegni mener det alvorligt, når han gerne vil have underholdning over alle tre uger, for sjældent har man set en voldsommere start på en grand tour.

Det er nemlig en voldsom åbningsweekend, der venter. Ganske vist kan man næppe regne med at gøre de forskelle på 1. etape, som man kunne på sidste års indledende enkeltstart, men er man ikke klar fra start, kan man tabe løbet allerede på dag 1. Her venter nemlig en ganske usædvanlig åbningsetape, der 75 år efter ulykken skal mindes ofrene for Superga-tragedien, hvor et flystyrt dræbte Torinos fodboldhold, da de vendte hjem fra en træningskamp i Portugal. Det gør man med en kort og intens etape med 1854 højdemeter over bare 140 km, hvor man undervejs skal op over det velkendte Superga-massiv - men fra en anden side end den, vi har kendt fra Milano-Torino - og den ganske vanskelige Colle Maddalana, der med sine 7,1% over 6,4 km er svær nok til at koste et tidstab for en dårligt forberedt klassementsrytter, selvom toppen kommer med små 20 km til mål. Og det hele slutter endda med en kort, stejl mur i Torino, hvor vi kan være sikre på, at klassementsrytterne med det samme vil teste hinanden.

Allerede på løbets anden dag er der endda mulighed for at skabe mere alvorlige tidsforskelle, når man på den første søndag byder på den første og meget tidlige bjergafslutning. Nogen stor bjergetape er der af gode grunde ikke tale om så tidligt i løbet, da man blot skal klatre 2310 højdemeter over 161 km, men selvom afslutningen på den berømte Oropa-stigning, der over 11,8 km stiger med 6,1%, ikke er Italiens sværeste, vil de fire km med 8-11%, der kommer midtvejs på stigningen, helt sikkert sikre, at vi allerede i løbets første weekend har en lille ide om, hvem der skal kæmpe om sejren.

Efter denne voldsomme åbningsweekend bliver der plads til at puste lidt ud med tre potentielle sprinteretaper, men på løbets første torsdag går det løs igen. Det gør det, når man for første gang siden den dramatiske etape i 2021, hvor Remco Evenepoels nedtur blev indledt, skal besøge de toscanske grusveje, vi kender fra Strade Bianche. Helt i stil med løbets generelle, humane trend er der denne gang dog skruet voldsomt ned for udfordringerne også her. Hvor man i 2021 skulle over hele 35 km på det ublide underlag, er der denne gang tale om beskedne 12 km, hvoraf de første 9 km endda er overstået med små 40 km igen. Herefter venter kun et 2400 m langt stykke med ca. 15 km til mål, og terrænet er i denne fase slet ikke så kuperet, som vi kender det fra den italienske klassiker. Vi skal derfor næppe vente os, at gruset får samme dramatiske effekt, som det gjorde i særligt 2010 og 2021, men som på 1. etape har man indlagt en sen mur, der alligevel kan bruges til at vinde lidt tid.

Mere drama vil den efterfølgende etape til gengæld skabe. Her venter nemlig den første af de to lange enkeltstarter og dermed løbets første virkelige nøgleeetape. Ikke blot er der tale om en for Giroen ganske lang sag over 40,6 km, den er også ganske interessant sammensat. Således består de første 34 km ad lange, lige og flade veje, hvor specialisterne kan gøre stor skade på de små klatrere, men herefter er de sidste 6,6 km alle stigende. Nogen regulær opkørsel er der ikke tal om, men undervejs venter 1,3 km med hele 11,8% og senere 800 m med 8,8% over de sidste 4,8 km, der i alt stiger med 4,9% i gennemsnit. Det er næppe nok til, at rytterne vil foretage et cykelskifte, men det sørger i hvert fald for, at der ikke er tale om nogen helt klassisk enkeltstart.

Det næste klassementsslag venter allerede den efterfølgende dag. Her skal rytterne nemlig en tur gennem Appenninerne på en kort etape med 3653 højdemeter over bare 152 km. Her er ingen høje bjerge, men de går op og ned det meste af dagen, inden det hele slutter på Prati di Tivo, som vi kender fra Tirreno-Adriatico. Heller ikke her er der tale om det vanskeligste målbjerg, når det blot stiger helt jævnt med 7,0% over 14,7 km, men som vi har set i det næststørste italienske etapeløb, kan det stadig gøre pæn skade. I hvert fald var der kun tre rivaler inden for 30 sekunder af Pogacar, da han lagde grunden til sin samlede sejr ved det seneste besøg i 2021, og da den første uge om søndagen slutter med en lettere etape til Napoli, inden den står på hviledag, kan man sagtens tillade sig at grave lidt dybt i et forsøg på at få det maksimale ud af denne mulighed - måske særligt, hvis enkeltstarten gav et lidt større nederlag, end man havde ønsket.

Læs også

Giro-rytter styrtede ned i "25-30 meter dyb" kløft

At Vegni har forsøgt at sprede vanskelighederne mere ud, kommer måske særligt til udtryk i den anden uge. Den endte nemlig i 2023 som én lang våbenhvile, hvor ugens eneste klassementsetape til Crans Montana slet ikke skabte forskelle, men denne gang vil vi næppe se samme passivitet. I hvert fald byder hele fire af de seks etaper denne gang på en mulighed for at vinde tid. Den første af disse kommer allerede umiddelbart efter hviledagen, hvor 10. etape byder på 3000 højdemeter over bare 143 km, der slutter med den spritnye stigning Bocca della Salvo. Heller ikke den er rasende svær, men den 18,0 km lange klatretur, der stiger med 5,6%, rundes af med 6,5 km, som stiger relativt jævnt med 7,2%, og som sagtens kan fange ryttere på det forkerte ben, hvis benene ikke er skruet helt rigtigt på efter hviledagen.

Efter en sprinteretape følger om torsdagen så den næste mulighed på løbets velkendte muretape, der er blevet et næsten fast element, men denne gang skal vi ikke forvente os samme action som i 2023, hvor Roglic satte Evenepoel til vægs i det, der blev det eneste lille klatreopgør i løbets første to uger. Ganske vist går det op og ned det meste af tiden, men de 193 km byder kun på 2158 højdemeter, og vi savner de stejleste af områdets mure. Den sidste stiger således blot med 9,2% over 1,2 km, og da den kommer med mere end 10 km til mål, er det nok en tilsnigelse at kalde det en potentiel klassementsetape. Snarere lugter det af en dag for et udbrud.

Klassementsetaper er der til gengæld i løbets næstsidste weekend. Efter fredagens sprinteretape gælder det nemlig løbets anden enkeltstart, og selvom den med sine 31,2 km er lidt kortere end den første, er den stadig så lang, at den er længere end mange af de enkeltstarter, vi i dag ser i Touren. Den er også helt anderledes end den første. Nok er det ikke helt fladt på en rute med 250 højdemeter, men der er ingen væsentlige stigninger, og da etapen også synes uden væsentlige tekniske udfordringer, lugter det af en sand lækkerbisken for løbets specialister - og det er nok en af årsagerne til, at Filippo Ganna ikke tøvede med at satse på Giroen på bekostning af Touren i et år, hvor OL er hans helt store mål.

Den vil utvivlsomt gøre ondt på de små klatrere, men de kan så glæde sig over, at den potentielle revanche venter bare 24 timer senere. Løbets næstsidste søndag byder nemlig på løbets hidtil mest alvorlige bjergetape, der samtidig er løbet længste etape og den eneste med mere end 5000 højdemeter og så svær, at den slås med 20. etape om at være løbets kongeetape. Faktisk skal der klatres hele 5716 af slagsen over de hele 222 km, der slutter i skisportsbyen Livigno. Her skal man over de sidste små 100 km, hvoraf den første er berygtede Mortirolo, dog fra den lette side. Til sidst venter en relativt let dobbeltstigning, der dog tager fat til sidst, og selvom procenterne generelt er beskedne, vil etapens samlede vanskelighed utvivlsomt kunne mærkes til sidst.

Efter endnu en velfortjent hviledag venter så den normalt så frygtede tredje uge, der denne gang altså er mere menneskelig end vanligt, selvom den også i år byder på fire potentielle klassementsetaper. Denne form for menneskelighed mærker man med det samme på løbets sidste tirsdag. Det er nemlig her, vi meget ofte har haft løbets kongeetape, der typisk har budt på mere end 5000 højdemeter, mytiske bjerge og lange distancer.

Det gør den bare slet ikke i år. Over de 202 km skal man således ”kun” klatre 4260, og selvom den byder på løbets mest berømte bjerg, frygtede Stelvio, der med sin top i 2760 m højde er løbets Cima Coppi, betyder de efterfølgende 100 km, der er faldende og flade, at det slet ikke er her, etapen skal afgøres. Det skal den i stedt over de sidste 35 km, der næsten alle er stigende, men ikke voldsomt svære. Det er den lange opvarmningsstigning Passo Pinei i hvert fald ikke, og selvom målbjerget Monte Pana, har en brutal afslutning med 10,9% over 2,1 km, fortæller den samlede stigningsprocent på 5,8 over den bare 7,7 km lange opkørsel historien om, at det nok ikke bliver i år, at løbets sidste tirsdag bliver altafgørende - Stelvio eller ej.

Så er chancen for at skabe forskelle om onsdagen større. Ganske vist skrues der her voldsomt ned for distancen, men 17. etape har med sine 4145 højdemeter over kun 159 km alligevel næsten lige så mange højdemeter som den foregående. Her er der nemlig også skruet betydeligt ned for dalstykkerne på en dag med fire bjergpas og en mindre mellemstigning, og selvom heller ikke de er de vanskeligste, vil finalebjerget Passo del Brocon, der med sine 6,4% over 12,1 km ikke i første omgang ser skræmmende ud, med sine vanskelige 4 km med hele 10,0% i snit - herunder 2 km med 11-13% - nok alligevel blive rammen om et af løbets vigtigste slag.

Derefter får rytterne en chance for om torsdagen at puste lidt ud på den sprinteretape, man næsten altid finder midt i den tredje uge, inden det hele skal afgøres om fredagen og lørdagen. Der lægges imidlertid relativt blødt ud med en 19. etape, der end ikke kan kaldes en rigtig bjergetape. Her vender man tilbage til Sappada, hvor Simon Yates i 2018 gav den ellers genrejste Chris Froome et gigantisk nyrestød bare 24 timer efter Tour-kongens sejr på Monte Zoncolan, men denne gang er der tale om en blødere etape, end der var dengang. De 157 km byder ”kun” på 3209 højdemeter, der efter en næsten flad første halvdel er koncentreret på tre stigninger til sidst, og selvom finalebjerget, der stiger med 5,3% over 7,3 km og har mål ca. 6 km fra toppen, byder på 2,8 km med 8,5% til sidst, lugter det af udbrud og ganske beskedne og formentlig slet ikke eksisterende forskelle mellem de bedste - lidt af en kontrast til sidste år, hvor løbets kongeetape faldt på netop denne dag.

Etapen er da også mest at regne som opvarmning til det, man måske kan betegne som løbets kongeetape - det prædikat er nemlig svært at give i et løb, hvor ingen af bjergetaperne for alvor skiller sig ud. De 184 km byder kun på 4540 højdemeter og har faktisk en næsten helt flad første halvdel, men til slut venter hele to ture op ad frygtede Monte Grappa, der skal bestiges fra samme side, som blev brugt, da Nairo Quintana og Fabio Aru duellerede i en vild bjergenkeltstart i 2014, og hvor unge Vincenzo Nibali tog karrierens allerførste grand tour-etapesejr. Ganske vist er der ikke mål på toppen, men først efter den ca. 30 km lange og meget tekniske nedkørsel, men da man i 2010 brugte samme finale - endda med et fladt stykke efter nedkørslen - gjorde den 18,2 km lange gigant, der stiger med hele 8,1%, voldsom skade.

Læs også

Vilde Pogacar hentede tre minutter på Quintana og sejrede på stor bjergetape

Nibali kørte ganske vist først væk på nedkørslen, der næsten kan være lige så vigtig som opkørslen, men bag ham var kun samlet den senere vinder, Ivan Basso, Michele Scarponi og Cadel Evans, mens den næste større gruppe på 10 mand smed mere end 2 minutter til de fire forreste. Med andre ord er det en etape, der har potentiale til at skabe det førertrøjeskifte, vi så på løbets sidste lørdag i både 2022 og 2023, selvom etapen ikke har samme sværhedsgrad, som vi har set de seneste to år - og det vil ske, inden rytterne for andet år i træk ender løbet med en lang rejse fra Dolomitterne til Rom, der for blot sjette gang i historien er vært for den store finale.

Det er således ikke, fordi løbet mangler bjergetaper. Der venter seks bjergfinaler i tillæg til Monte Grappa-etapen, og derudover er har både 1., 19. og 20. etape mål tæt på toppen af ganske svære stigninger. Der er bare ingen af de ni etaper, der for alvor skiller sig ud i kraft af sin meget vanskelige finale eller samlede sværhedsgrad, og det er meget sigende for, at Vegni er lykkedes fint med at designe en rute, hvor det ikke bør være frygten for kommende udfordringer, der bør anspore til defensiv kørsel, eller frygten for alt for voldsomme vanskeligheder, der skulle få rytterne til at fravælge hele løbet. Ja, selv Strade Bianche- og muretaperne er skaleret så voldsomt ned i vanskelighedsgrad, at de næppe kommer til at spille nogen stor rolle, og skal man pege på helt stensikre nøglepunkter er det vel de godt 70 km enkeltstart.

Betyder en lettere rute så også mere guf til sprinterne? Både ja og nej. Sidste år var der seks etaper, der med nogen rimelighed kunne siges at være endt i en rigtig massespurt, og dertil kom en 3. etape for de mest hårdføre afsluttere og to potentielt spildte muligheder undervejs. I 2024 bliver der otte etaper, der kan ende i en spurt, men de er bestemt ikke alle lige enkle. Der er naturligvis nogle meget lette etaper. Det gælder finaleetapen i Rom, hvor Mark Cavendish sidste år tog det, der længe lignede karrierens sidste sejr, og hvor der skal klatres 660 højdemeter over 125 km.

Den tredje uge byder også på den obligatoriske etape med faldende terræn fra en start i bjergene til en finale på Po-sletten, når ugens bjergetaper på 18. dag afbrydes af en etape med 873 højdemeter over 178 km, og i den anden uge finder man to meget lette etaper. Det gælder 11. etape, der nok starter i Appenninerne og har 1830 højdemeter over 207 km, men slutter med en tur op langs adriaterhavskysten, og det gælder 13. etape, der byder på en af den slags helt flade ruter ved Adriaterhavet og på Po-sletten, som løbet er så kendt for, og som her blot byder på sølle 199 højdemeter over 179 km.

Det er i den første uge, at de fire potentielle sprinteretaper er mere tricky. Den første chance kommer på tredjedagen efter den hårde åbningsweekend, men her slutter en ellers næsten helt flad etape med bare 831 højdemeter over 166 km med en lille bakke (1,8 km, 4,2%), der har top bare 3 km fra stregen - ikke noget, der kan sætte sprinterne til vægs, men som kan give et helt andet udfald end en klassisk massespurt. Det bliver ikke meget lettere på den efterfølgende 4. etape, der er designet som en miniudgave af Milano-Sanremo med en start på Po-sletten, en tur op over bjergene nord for den liguriske kyst og slutteligt en tur hen langs vandet. Her slutter de 190 km, der har 2145 højdemeter, nemlig med den lille Capo Mele (1,8 km, 4,4%), som vi kender fra netop Milano-Sanremo, og da den har top bare 2,5 km fra stregen, hvorefter det falder resten af vejen, byder heller ikke den etape på en helt klassisk massespurt.

Den kan rytterne så til gengæld nok få på 5. etape, der altså er den tredje sprintervenlige etape i træk. Her venter ganske vist en benhård start i bakkerne omkring startbyen Genova, så man i alt skal klatre 2315 højdemeter over 175 km, men derefter går det fladt hen langs kysten, inden man til slut skal over en lille bakke (3,0 km, 4,3%), når man forlader vandet for at køre hen til målet i Lucca - en bakke, der trods sin placering inden for de sidste 20 km næppe kan gøre den helt store forskel.

Det kan bakkerne til gengæld på løbets anden søndag, når man på 9. etape for tredje år i træk skal en tur til Napoli, hvor Mads Pedersen i 2023 tog sin forløsende sejr. Her lægger man ellers ud med at køre igennem faldende terræn ud mod den flade kyst, som følges det meste af dagen, men inden for de sidste 40 km skal man over fire mindre bakker (først 3,7 km med 3,1%, så 1,1 km med 6,7%, dernæst 2,0 km med 4,9% og slutteligt 3,2 km 4,4%), og de kan ikke blot anspore til angreb, men nok også rydde ud i feltet inden det, der kan blive ugens fjerde massespurt på en dag med 1574 højdemeter over 214 km.

Sprintermenuen byder altså på fire lidt mere tricky sprinteretaper i den første uge og fire meget lette etaper i de to sidste uger, og det kan de næppe være helt utilfredse med. Det efterlader til gengæld ikke meget guf til den store gruppe af udbrydere, klassikerryttere og puncheurs, der plejer at have så fine muligheder i Giroen. Der mangler nemlig i den grad mellemkuperede udbrudsetaper. Det er naturligvis nærliggende at pege på mur- og grusetaperne, der jo lugter af klassikerterræn og bør gå til lykkeridderne. En af de mest oplagte udbudsetape er jo i virkeligheden åbningsetapen, men når en førertrøje er på spil for etapevinderen, virker det svært usandsandsynligt, at det bliver en dag med den store frihed, og derudover kan man pege på den lidt blødere 19. etape som en mulighed blandt alle bjergetaperne, hvor udbrud selvsagt vil have gode chancer, men hvor antallet af vinderkandidater begrænses stærkt af klatreevnerne.

Hverken sprinteretaperne eller det begrænsede udbrud af oplagte udbrudsmuligheder er dog hovedfortællingen om årets Giro. Det er derimod den humanisme, der har ramt Vegni og ført til en lettere tredje uge, færre højdemeter, et fravær af meget svære bjerge og en neddrosling af det spektakulære. Til gengæld bliver rytterne testet uafbrudt mellem 1. og 20. etape, og klatrerne får i den grad brug for at udnytte terrænet, hvis de små bjerggeder skal kompensere for tidstabet på de mange kilometers enkeltstart. Missionen med at tiltrække Pogacar lykkedes. Om tre uger ved vi, om missionen med at skabe underholdning over alle tre uger også gjorde det.

Læs også

To danskere kører ved Van Aerts comeback-løb

Nedenfor giver vi en beskrivelse og analyse af hver af de 21 etaper. I parentes er med mellem 1 og 5 stjerner angivet arrangørernes vurdering af sværhedsgraden.

1. etape, lørdag d. 4. maj: Venaria Reale - Torino, 140,0 (***)

Mens Tour de France varierer mellem en enkeltstart og en linjeløbsetape, og Vuelta a Espana stort set altid lægger ud med en holdtidskørsel, har man langt større opfindsomhed i RCS Sport, der står for Giro d’Italia. Ganske vist var holdtidskørsler i flere år den foretrukne indledning, men enkeltstarter og flade etaper blev også brugt. På det seneste synes præferencen at være skiftet til fordel for enkeltstarter, der har været benyttet som åbning i seks af de seneste otte udgaver, men i år prøver man noget ganske usædvanligt. Denne gang starter man nemlig ikke blot med en linjeløbsetape, men også med en højst usædvanlig en af slagsen, når man vil højtideligholde 75-året for Superga-massakren, der i 1949 dræbte Torinos fodboldhold ved et flystyrt på byen nærliggende Superga-massiv, som vi i cykelsporten kender fra den tidligere bjergfinale i Milano-Torino. Det har givet anledning til en ganske speciel åbningsetape, hvor man over bare 140 km både skal køre på den flade Po-slette og over tre stigninger, herunder den ganske vanskelige Colle Maddalena med top bare 219 km fra stregen, inden der venter en eksplosiv finale med en kort, stejl mur i den absolutte finale. Dermed er der lagt op til, at vi med det samme kan få et lille indblik i klatrehierarkiet og skabt de første små forskelle - og selvom han måske lægger bånd på sig selv og ikke angriber tidligt, virker det sandsynligt, at Tadej Pogacar vil sende et signal med det samme på den lille mur, der passer ham som fod i hose.

Med en distance på bare 140,0 km er der tale om en meget kort etape, der fører feltet fra Venaria Reale til Torino. Startbyen er en nordvestlig forstad til målbyen, der som bekendt ligger på Po-sletten på kanten til Alperne og lige vest for Superga-massivet. Fra start kører man dog væk fra bjergene, når man i en lidt teknisk indledning snor sig mod øst igennem fladlandet, indtil man kører mod nordøst ad lange, lige og flade veje frem til det nordligste punkt, der i byen Volpiano nås efter 21,0 km. Her sætter man kursen mod sydøst for at køre frem til Brandizzo, der passeres efter 27,7 km, inden det går mod nordøst og sydøst ad den flade slette.

I byen San Sebastian di Po når man efter 37,8 km frem til det østligste punkt, og her ender det flade terræn. Man sætter nemlig kursen mod syd, hvorefter det begynder at stige let, inden man fortsætter op ad kategori 4-stigningen Berzano di San Pietro (2,8 km, 5,3%), der er en helt jævn stigning md top efter 48,4 km. En let nedkørsel leder nu videre mod syd ned til byen Castelnuovo Don Bosco, hvorfra man kører ad lange, lige og flade veje mod først vest, hvor man skal over en lille bakke (1,0 km, 6,6%), der efter 57,9 km leder frem til dagens første spurt, og siden nord.

De leder direkte frem til Superga-massivet, som man nu passerer fra en anden og meget lettere side end den, der er kendt fra Milano-Torino. Man drejer nemlig mod vest for at køre op ad kategori 3-stigningen Superga (8,2 km, 4,2%), der er ganske ujævn stigning med flere stykker med 6-8%, men også et par fladere passager med 1-5%. Toppen rundes efter 78,5 km, hvorefter en teknisk nedkørsel, der undervejs afbrydes ad et fladt plateau, leder ned til byen Pecetto Torinese. Her rammer man efter 91,9 km den afsluttende rundstrækning, hvorefter man kører godt en halv omgang ved ad lige og flade veje at køre mod sydvest, vest, nordvest og nord frem til udkanten af Torino. Her kører man efter 104,7 km dagens Intergiro-spurt, inden man for første gang kører op ad San Vito (1,45 km, 9,8%, max. 16%), hvis top rundes efter 106,8 km, hvorefter man kører ned til stregen, der krydses for første gang efter 109,8 km.

Etape afsluttes nu med en omgang på den 31,2 km lange runde, der indledes ganske brutalt. Efter tre hurtige sving i udkanten af Torino går det nemlig mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Colle Maddalena (7,9 km, 6,8%, max. 11%), der efter en let start over 1150 m er en relativt jævn stigning, der herfra stiger med 7,5% i snit, men har et 2 km med 8-10% nær toppen, der rundes efter 118,1 km.

Herfra resterer 21,9 km, der indledes med en ikke alt for svær nedkørsel, som fører mod sydvest og sydøst ned til udkanten af Pecetto Torinese, hvorefter man kører den del af rundstrækningen, man allerede har kørt. Således går det ad lange, lige og flade veje mod sydvest, vest, nordvest og vest tilbage til udkanten af Torino, idet man undervejs kører dagens sidste spurt efter 130,4 km.

I stedet for at fortsætte direkte ind til mål drejer man imidlertid mod øst for at køre op ad San Vito (1,45 km, 9,8%, max. 16%) for anden gang. Der er tale om en relativt jævn stigning, der stiger mellem 7 og 12%. Fra toppen resterer bare 2950 m, der indledes med en småkringlet nedkørsel, der fører mod nord, vest og nordøst tilbage til udkanten af Torino, hvor de sidste 600 m er flade. Man drejer skarpt med 1000 m igen, inden man med 800 m igen skal igennem en rundkørsel, hvorefter sidste sving med 500 m igen leder ind på den 8 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Favoritvurdering: Ronde van Limburg

Etapen byder på i alt 1854 højdemeter.

Det er en ganske speciel åbningsetape, for Maddalena-stigningen er så svær, at klassementsrytterne kan teste hinanden. Det sker dog nok næppe på førstedagen, når der er langt til mål, og den første bjergfinale venter bare 24 timer senere. Siden rutepræsentationen er ruten dog blevet ændret med inklusionen af San Vito, og den kommer så tæt på mål, at vi helt sikkert med det samme vil få et første lille opgør mellem de bedste og skabt de første små forskelle. Naturligvis skal man ikke lægge for meget i så kort en stigning, men den vil allerede fra første færd give en ide om, hvem der er skarpe fra start - og måske særligt, hvem der ikke er det.

Torino er blevet brugt som målby fem gange tidligere i dette årtusinde. Det skete senest på den fantastiske etape i 2022, hvor Bora fik løbet til at eksplodere tidligt, hvorefter Simon Yates i et fuldtonet klassementsopgør udnyttede sin frihed til at køre alene hjem med 15 sekunder ned til Jai Hindley, Richard Carapaz og den pludselig genrejste Vincenzo Nibali. Forinden var det i 2021, hvor Filippo Ganna vandt den indledende enkeltstart foran Edoardo Affini og Tobias Foss, samt i 2016, hvor hele løbet sluttede i byen med en kontroversiel massespurt, der førte til deklassering af Giacomo Nizzolo, hvorfor sejren i stedet gik til Nikias Arndt foran Matteo Trentin og Sacha Modolo. I 2011 startede hele løbet i byen, hvor HTC-HIghroad vandt et indledende holdløb, der sendte Marco Pinotti i førertrøjen, da de slog Radioshack og Liquigas som de nærmeste rivaler. I 2005 var der en sen enkeltstart i byen, hvor Ivan Basso rejste sig efter et maveonde, der havde kostet ham en sandsynlig samlet sejr, ved at sejre foran Vladimir Karpets, David Zabriskie og den førende Paolo Savoldelli. Derudover er byen altid mål for klassikeren Milano-Torino, der med 2020-udgaven som en undtagelse i mange år sluttede på Superga-stigningen i byens udkant, men som siden 2022 har haft et fladt mål i en af byens forstæder.

2. etape, søndag d. 5. maj: San Francesco al Campo - Santuario di Oropa (Biella), 161,0 km (***)

Det er bestemt ikke uset, at man i Giroen har tidlige bjergetaper, men det er alligevel højst usædvanligt, at man allerede på andendagen har den første bjergafslutning. Endnu mere usædvanligt er det, at den første bjergfinale kommer før den første sprinteretape, men det er ikke desto mindre tilfældet i denne højst usædvanlige og brutale åbningsweekend. Kun godt 24 timer efter det allerførste pedaltråd skal klassementsrytterne nemlig ud i deres allerførste dyst, når der for syvende gang i historien skal udkæmpes et slag på Oropa-stigningen, hvor vi senest i 2017 fik det klareste signal om, at Tom Dumoulin kunne vinde løbet, da han ikke blot indhentede, men også satte sin værste rival, Nairo Quintana, med et stort comeback. Mest kendt er bjerget dog for Marco Pantanis store comeback i 1999, og derfor er det i år udråbt som årets Pantani-bjerg. Blandt Italiens sværeste er det bestemt ikke, og ofte er der jo en tendens til lidt defensiv kørsel på den første bjergetape, men historien viser, at man kan skabe overraskende store forskelle, hvis man har modet til at køre aggressiv allerede på løbets anden dag.

Med en distance på 161,0 km er der for anden dag i træk tale om en meget kort etape, der fører feltet fra San Francesco al Campo til toppen af stigningen op til Santuario di Oropa via opkørslen fra byen Biella. Startbyen ligger på Po-sletten lige nord for Torino, og derfor er det pandekagefladt, når man ad lige veje kører mod nord og siden øst. I byen Santhia, der nås efter 65,3 km drejer man mod nordøst, inden det går mod nord frem til Cossato, hvor man kortvarigt kører mod vest af let stigende veje frem til Valdengo, hvor dagens første spurt køres efter 93,9 meget lette kilometer.

Nu slutter det flade terræn til gengæld. Herfra går det nemlig mod nord op ad en stigning (7,2 km, 3,1%), der har top efter 100,0 km. En kort og nedkørsel fører mod nordøst, inden man kører mod nordvest op ad endnu en stigning (3,2 km, 5,7%), på hvis top dagens Intergiro-spurt køres efter 106,7 km. Herfra går det mod nordøst og nordvest ad lige og let faldende veje frem til etapens nordligste punkt.

Her drejer man mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Oasi Zegna (5,7 km, 5,1%), der efter en kilometer med 7,1% stiger med 4-6%, inden den flader ud med 2,5% over de sidste 700 m frem mod toppen, som rundes efter 122,7 km. En uhyre teknisk nedkørsel fører nu videre mod sydvest, hvorefter det går mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Nelva (3,2 km, 6,6%), der er en helt jævn stigning med top efter 137,4 km.

De sidste 23,6 km indledes nu med en i starten teknisk, men siden meget let nedkørsel, der fører mod sydvest og syd ned til byen Biella, hvor man i byens centrum kører dagens sidste spurt efter 150,1km og derefter drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Santuario di Oropa (11,8 km, 6,2%, max. 14%), der skal deles i flere dele. De første 3 km stiger således bare med 4,5%, inden der venter et 2 km langt plateau med bare 2,7%, men derefter tager den fat med det sværeste stykke, der over 1600 m stiger jævnt med 9,5%. Efter 500 m med 2,2% stiger de sidste 4,8 km med 7,9% i snit, men den er ganske irregulær. Således venter der først 1500 m med 9-10%, og efter 1000 m med 6% stiger den over 500 m med hele 11,2%. Derefter bliver den dog lettere over de sidste 1800 m, der stiger med 5-6%, idet man med 800 m igen dog rammer 500 m med 9,0%, inden de sidste 200 m stiger med 6,3%. Stigningen går ad en lige vej på den nedre del, hvorefter den bliver ganske snoet. Til allersidst er der to hårnålesving med hhv. 400 m og 300 m igen og derefter to 90-graderssving med hhv. 200 m og 139 m igen, inden man rammer den 6,5 m brede opløbsstrækning, der har en brostensagtig belægning.

Etapen byder på i alt 2310 højdemeter.

Læs også

Stjerne straffet efter hektisk spurt

Vi kender efterhånden Oropa ganske godt, og selvom den svære del af stigningen kun er små 7 km langt, har den faktisk skabt pæne forskelle. Om vi vil se de samme forskelle allerede på 2. etape, hvor tendensen til defensiv kørsel vil være udtalt, og når den generelle etape er ret let, er nok tvivlsomt, men den bør stadig sikre, at vi allerede på den første søndag får en endnu bedre fornemmelse af klatrehierarkiet, end vi gjorde på 1. etape, og den bør som minimum give os en ret god ide om, hvem der i hvert fald ikke kommer til at vinde årets Giro.

Oropa har syv gange været mål for et stort cykelløb, alle gange Giro d’Italia. Det var første gang i 1963, hvor Vito Taccone vandt, og siden i 1993, hvo Massimo Ghirotto sejrede. Mest berømt var etapen i 1999, hvor Marco Pantani leverede et stort comeback og sejrede med 21 sekunder ned til Laurent Jalabert og 35 sekunder ned til Gilberto Simoni. I 2007 vandt Marzio Bruseghin en bjergenkeltstart på stigningen med bare 1 sekund ned til Leonardo Piepoli og 8 sekunder ned til den førende Danilo Di Luca. I 2014 leverede Enrico Battaglin ligeledes et stort og overraskende comeback, da han tog en fornem udbrudssejr i samme tid som Dario Cataldo og med 7 sekunder ned til Jarlinon Pantano, mens Ryder Hesjedal vandt favoritternes slag på en dag, hvor Nairo Quintana vandt 25 sekunder på den førende Rgoberto Uran. Seneste besøg var i 2017, hvor vi ligeledes var vidner til et flot comeback, denne gang fra Tom Dumoulin, der med sit jævne tempo indhentede den angribende Nairo Quintana og iført førertrøjen sejrede med 3 sekunder ned til Ilnur Zakarin, 9 sekunder ned til Mikel Landa og 14 sekunder ned til Quintana. I alle tilfælde blev samme opkørsel fra Biella benyttet.

3. etape, mandag d. 6. maj: Novara - Fossano, 166,0 km (**)

I langt de fleste grand tours er den første linjeløbsetape en sag for sprinterne, men sådan er det bestemt ikke i året usædvanlige Giro. Her skal vi helt frem til den tredje af slagsen, inden de hurtige folk endelig kan se frem til at komme til fadet, men i den første uge får de absolut intet foræret. Ganske vist byder 3. etapes tur på den flade Po-slette end ikke på 1000 højdemeter, men da man i den absolutte finale skal over en 1600 m lang bakke, der har top bare 3 km fra stregen, må de tungeste af afslutterne erkende, at de mere holdbare folk kan have en lille overhånd.

Med en distance på 166,0 km er der for tredje dag i træk tale om en ganske kort etape, der denne gang fører fra Novara til Fossano. Begge byer ligger på Po-sletten, og derfor er der i alt væsentligt tale om en flad etape. Fra starten i udkanten af Milano kører man ad lige og flade veje mod sydvest ned til Vercelli, hvor man efter 15,3 km drejer mod syd. Herfra går det generelt videre af flade og lige veje, indtil man drejer mod sydvest for at køre op ad den lille kategori 4-stigning Lu (3,8 km, 3,8%), der stiger med 4-5% over 3 km, inden den flader ud med 2,2% over de sidste 800 m frem mod toppen, som rundes efter 58,1 km.

Efter dagens vanskeligste udfordring kører man mod syd ad en lille nedkørsel, inden man sætter kursen mod sydvest for at køre videre ad lige og ganske, ganske let stigende veje, idet man efter 78,8 km kører dagens første spurt efter 79,9 km. Efter 97,1 km kører man dagens Intergiro-spurt, inden skal man op ad en lille bakke, der leder op til La Madonna efter 101,0 km, inden det igen går ad de let stigende vej forbi byen Alba. I udkanten af byen Bra kører man kortvarigt mod syd for at køre op ad en bakke (1,2 km, 6,1%), der har top i Cherasco efter 143,9 km, hvor dagens sidste spurt er placeret.

Kort efter går det igen ad let stigende veje mod sydvest, indtil det kortvarigt falder, når man kører det sidste stykke ind til Fossano. Her flader det ud frem mod den sidste bakke (1,6 km, 5,3%), der er helt jævn og har top med 3000 m igen, hvorefter det er stort set helt fladt, idet den sidste kilometer stiger med 0,2%. Med 3800 m igen drejer man 180 grader, inden der med 3600 m igen er et hårnålesving. Med 3000 m og 2900 m igen drejer man to gange i rap, inden man med 2800 m igen skal igennem en rundkørsel. En lige vej leder nu frem til det sidste sving, der leder ind på den 1300 m lange 9 m brede opløbsstrækning, der dog afbrydes af en rundkørsel med 400 m igen.

Etapen byder på i alt 866 højdemeter.

Det er næsten lidt ubarmhjertigt, at sprinterne efter åbningsweekenden skal udsættes for dette. Ganske vist er den sidste lille bakke ikke nogen væsentlig udfordring, men den kan måske forandre hierarkiet. Heldigvis kommer den lidt længere fra mål end oprindeligt planlagt, men de tunge folk skal bruge de sidste 3 km til at genvinde de positioner, der har tabt Det kan ikke udelukkes, at et sent angreb vil blive forsøgt, men de lige veje lægger ikke op til, at det vil lykkes. Til gengæld bør der ikke være tvivl om, at det vil ende i en spurt, når sulten vil være stor, og etapen generelt er en overordentlig let sag.

Fossano har tre gange tidligere været mål for et stort cykelløb, men kun én gang i Giroen. Det var i 1993, hvor Adriano Baffi vandt en massespurt foran Jan Svorada og Fabio Baldato. I 2011 lagde Tour de l’Avenir vejen forbi, og her vandt Simon Yates minsandten en massespurt foran Filippo Fortin og Thomas Palmer. I 2009 havde Gran Piemonte mål i byen, og her vandt Philippe Gilbert en puncheurafslutning foran Daniel Moreno og Francesco Gavazzi.

Læs også

Kristoff sejrer i brostensløb efter tredobbelt dansk angreb

4. etape, tirsdag d. 7. maj: Acqui Terme - Andora, 190,0 km (**)

Hvis sprinterne følte sig snydt på 3. etape, håber de at få chancen på 4. etape, men igen risikerer de at blive skuffede. Her venter ganske vist en miniudgave af Milano-Sanremo, hvor man efter en tur op over det velkendte højdedrag syd for Po-sletten slutter med den velkendte tur hen langs den flade liguriske kyst, men akkurat som i den store klassiker kommer der bakker til sidst. Denne gang stopper man dog længe inden Sanremo, så man kun når op over den første af Sanremo-finalens stigninger, nemlig den ganske lette Capo Mele, men da den har top 2,7 km fra mål, kan den igen sikre, at de mere hårdføre afsluttere vil have en overhånd i det, der bør blive den anden massespurt på to dage.

Med en distance på 190,0 km er der tale om den første lidt længere etape, og den fører feltet fra Acqui Terme til Andora via en rute, der følger det mønster, vi kender fra Milano-Sanremo, nemlig med en flad start på Po-sletten, en tur op over højdedraget mellem sletten og havet og slutteligt en tur hen langs den flade liguriske kyst.

Allerede fra start sætter man kursen mod kysten, når man kortvarigt kører mod sydvest og derefter mod syd ad let stigende og meget snoede veje. Efter 44,7 km når man frem til byen Cairo Montenotte, og umiddelbart herefter drejer man mod vest for at køre mod vest og syd op ad en stigning (5,4 km, 3,3%), der har top efter 55,1 km. En kort og snoet nedkørsel fører mod sydvest, inden man runder den indledende del af med at køre videre ad stigende veje mod syd ned til byen Calizzano, hvor dagens første spurt køres efter 79,2 km.

Nu tager man fat på dagens hovedmenu, når man drejer mod øst for at passere kategori 3-stigningen Colle del Melogno (6,8 km, 5,0%), der efter 1 let kilometer med 2,6% stiger med 5-8% over 5 km, inden den flader ud med 3,0% over de sidste 800 m frem mod toppen, der rundes efter 88,1 km. Herfra resterer fortsat 101,9 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, som fører mod nordøst, inden det går mod nordøst op ad endnu en bakke Colla del Bresca (1,4 km, 8,3%), der har top efter 104,5 km, hvorfra det falder let mod nordøst frem til dagens Intergiro-spurt, der kommer efter 116,5 km, inden man slutter den indledende fase med at køre mod øst ad en ikke alt for teknisk nedkørsel, som leder direkte ned til den store kystby Savona, hvor dagens sidste spurt køres efter 130,6 km.

Nu bliver det meget enkelt over de sidste 59,4 km. Her har man nemlig ramt Milano-Sanremo-ruten, som nu følges, når man kører mod syd og sydvest ad den helt flade kystvej. Undervejs passerer man Finale Ligure og Albenga efter hhv. 155,6 km og 174,4 km, og efter 185,0 km når man frem til cykelbyen Laigueglia, der er kendt fra Trofeo Laigueglia.

Her drejer kystvejen mod syd, og nu fortsætter man mod syd op ad den første af Milano-Sanremos finalestigninger, Capo Mele (1550 m, 5,1%), der er en jævn stigning med top med 2,7 km. Herfra falder kystvejen mod syd og vest direkte ind til centrum af Andora, hvor de sidste 800 m er flade. Man følger konstant kystvejen Via Aurelia, og derfor er der ingen skarpe sving over de sidste mange kilometer, men i finalen skal man igennem en rundkørsel med 400 m igen, hvorefter man rammer den 8 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2145 højdemeter.

Læs også

Dansk talent greb ud efter samlet sejr i stort etapeløb

Etapen følger nærmest én til én det design, vi kender fra Milano-Sanremo, men det er klart, at fraværet af de fire sværeste af de fem finalestigninger og den kortere distance giver et meget lettere løb. Nu synes en massespurt helt uundgåelig, men Capo Mele, som har samme placering i finalen i Trofeo Laigueglia, hvor den bestiges fra den modsatte side i et meget hårdere løb, kan igen betyde, at de lidt mere holdbare afsluttere kan får en fordel i en afslutning, der også kan blive ganske speciel, fordi det falder næsten hele vejen ned til stregen.

Andora har kun tre gange været mål for et stort cykelløb, alle gange i det nu hedengangne Giro della Liguria. Det var senest i 2004, hvor Bo Hamburger såmænd kørte alene hjem med 2 sekunder ned til feltet, hvis spurt blev vundet af Kirk O’Bee foran Daniele Masolino. I 2003 blev sprinterne dog ikke snydt, da Giuseppe Palumbo vandt en massespurt foran Paolo Bossoni og Fabio Baldato, og det gjorde de heller ikke i 2002, hvor Nicola Loda vandt en massespurt foran Olaf Pollack og Angelo Furlan.

5. etape, onsdag d. 8. maj: Genova - Lucca, 178,0 km (***)

Nogle sprintere vil utvivlsomt have følt sig frustrerede over småbakkerne i finalerne på 3. og 4. etape, men så kan de formentlig se frem til 5. etape. Her skal man ganske vist over 2300 højdemeter, men de kommer næsten alle på etapens første tredjedel. Herefter venter en ganske flad sag, og selvom rytterne igen skal over en bakke i finalen, og selvom det ikke kan udelukkes, at den måske endda kan skabe lidt udskilning, burde langt de fleste kunne se frem til et brag af en massespurt i cykelbyen Lucca, der for første gang siden 1985 får besøg af Italiens største cykelløb.

I alt skal der tilbagelægges 178,0 km, der fører feltet fra storbyen Genova til Lucca, og det er en etape, der skal deles i to dele, hvor man først kører en tur ind i bakkerne nord for den liguriske kyst, inden det går langs den flade kyst ned mod Pisa, idet man dog til slut forlader vandet for via en bakke at køre ind til målet i Lucca.

Fra start går det mod sydøst ad den helt flade kystvej, men i byen Recco, der nås efter 12,8 km, forlader man vandet for at fortsætte mod sydøst op og ned ad stigningen Ruta (3,7 km, 6,8%), der har top efter 16,7 km. Efter nedkørslen, der slutter i byen Rapallo efter 24,3 km fortsætter man mod sydøst ad kystvejen, der her byder på en bakke og en nedkørsel og efterfølgende den vanskeligere Madonna delle Grazie (3,9 km, 4,0%) med top 33,2 km, men efter den efterfølgende nedkørsel er kystvejen helt lige og flad, indtil man efter 43,8 km er fremme i Sestri Levante.

Her tager etapen for alvor fast, når man forlader vandet for at køre mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Passo del Bracco (15,2 km, 3,9%), der skal deles i flere dele. Således stiger de første 3,6 km jævnt med 6,6% i snit, men derefter venter tre lette kilometer, som undervejs endda er let faldende. Derefter følger 5 km, som hovedsageligt stiger med 4-8%, inden de sidste 3,2 km er meget lette. Toppen rundes efter 62,1 km, hvorefter en meget teknisk nedkørsel fører mod øst og sydøst ned til byen Borghetta di Vara, der nås efter 80,0 km, idet den undervejs afbrydes af en lille bakke (1,4 km, 6,9%) med top efter 73,6 km.

Herfra bliver etapen meget enkel over de sidste 98,0 km. Således bliver det nu næsten helt fladt, når man følger snoede og ganske let faldende veje videre mod sydøst, når man kører hen langs floden Fiume Vara forbi dagens første spurt, der kommer efter 99,2 km. Efter 105,0 km km når man byen Santo Stefano di Nagra, hvorefter man kører videre ad nu helt lige og ganske let faldende veje, idet man nu kommer meget tæt på kysten og kører dagens Intergiro-spurt efter 119,8. Havet når man næsten i byen Carrara, der passeres efter 122,8 km, hvorfra man fortsætter mod sydøst parallelt med vandet. Det stiger kortvarigt op til byen Massa, der passeres efter 129,9 km, men derudover er det helt fladt.

I udkanten af Lido di Camaiore, som kendes som det faste startsted for Tirreno-Adriatico forlader man vandet, når man drejer mod nordøst for at køre hen til byen Camaiore, hvor man efter 150,2 km kører dagens sidste spurt og sætter kursen mod sydøst for at køre op ad kategori 4-stigningen Montemagno (3,0 km, 4,3%), der er en helt jævn stigning med top efter 156,9 km.

Herfra resterer fortsat 21,9 km, der alle er ganske let faldende og går ad lige og ukomplicerede veje mod sydøst ind til Lucca, hvor det falder hele vejen, de sidste to kilometer dog kun med hhv. 0,2% og 0,1%. Efter af have passeret floden Serchio med lidt over 3 km igen km igen følger to skarpe sving i rap med hhv. 2600 m og 2500 m igen, hvorefter man med det samme skal igennem to rundkørsler. Herefter bugter vejen sig kun let frem til en rundkørsel med 600 m igen og slutteligt et blødt sving, der leder ind på den 350 m lange og 8 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Dansk talent sikrer podieplacering i Flandern Rundt

Etapen byder på i alt 2315 højdemeter.

Etapen bør byde på den første helt ukomplicerede massespurt. Højdemeterne er mange, og starten er svær, men den sidste del favoriserer i den grad et jagtende felt. Da det kan være sprinternes sidste chance i en uges tid, bør motivationen til at skabe samling være stor. Den sidste stigning er ikke helt ligegyldig og kan måske godt bringe en sprinter i problemer, men det bør blive et næsten fuldt felt, der runder dagen af med en massespurt i Lucca.

Lucca har 10 gange tidligere været mål for et stort cykelløb, herunder syv gange i Giroen, men det e længe siden. Seneste gang var i 1985, hvor hele løbet endda sluttede i byen med en enkeltstart, som Francesco Moser vandt foran Bernhard Hinault, der til gengæld tog den samlede sejr, mens samme Moser også vandt i 1984, da løbet åbnede med en prolog i byen. De tidligere vindere er Pasquale Fornara (enkeltstart i 1956), René Debenne (1935), Alfredo Binda (1927), Gaetano Belloni (1920) og Alfonso Calzolari (1914). Derudover har løbet tre gange været mål for sidste etape i det nu hedengangne Giro della Provincia di Lucca. Det var i 2002, hvo Ruggero Marzoli vandt en spurt i en lille gruppe foran Francesco Pellizotti og Alessandro Guerra, i 2000, hvor Fabrizio Guidi vandt en massespurt foran Alessandro Petacchi og Michele Bartoli, og i 1999, hvor Pietro Caucchioli sejrede foran Arturas Kasputis og Diego Ferrari.

6. etape, torsdag d. 9. maj: Viareggio - Rapolano Terme 180,0 km (**)

Det er efterhånden mange år siden, at Strade Bianche blev introduceret og med det samme erobrede mange cykelfans’ hjerter, men af en eller anden grund har Giro-arrangørerne ikke følt sig særligt ansporet til at gøre brug af grusvejene i deres grand tour. Særligt mærkelig er det, fordi man i 2010 gjorde forsøget med en uhyre mindeværdig etape til Montalcino, hvor en mudderklædt Cadel Evans vandt på en højdramatisk dag, der sendte et uheldigt Liquigas-mandskab med Ivan Basso og Vincenzo Nibali til tælling. Kun tre senere gange har der været grusveje på menuen igen, men måske skal de nu til at besøges med større regularitet. I hvert fald vender de i 2024 tilbage for anden gang på tre år, men hvor vi i 2021 var vidner til et drama, der startede Remco Evenepoels fald, skal vi næppe forvente os samme dramatik denne gang. Årets Strade Bianche-etape byder nemlig på en nedskaleret grusmenu på bare 11,6 km mod de 35 km, der skabte underholdningen for to år siden, og de 9,2 km kommer end med mere end 40 km til mål. Det ændrer dog ikke på, at der utvivlsomt venter en nervøs og stressende torsdag i Toscana, hvor en udbrudssejr synes at ligge i kortene, og hvor en sidste lille mur - på asfalt - lægger op til, at klassementsrytterne alligevel måske vil forsøge at vinde et par sekunder til allersidst.

 I alt skal der tilbagelægges 180,0 km, der fører feltet fra Viareggio til Rapolano Terme. Starten går helt ude ved den italienske vestkyst lige nord for Pisa, hvor det er helt fladt, og derfor er første del af etapen meget let. Således kører man mod sydøst ad flade veje, og selvom man kommer ganske langt væk fra kysten, ændrer det ikke på terrænet. Efter byen Ponsacco, der passeres efter 41,9 km, begynder de lige veje at stige ganske let, mens man fortsætter mod sydøst med retning mod mere kuperet terræn

Det når man efter 70,5 km, hvor man drejer mod syd for at køre op ad kategori 4-stigningen Volterra (9,8 km, 4,2%). Der er tale om en ujævn sag, hvor de første 5,0 km stiger med under 6%, inden der venter tre km med 5-7% frem mod de sidste 1800 m, som stiger med 2-6%. Toppen rundes efter 80,4 km, hvorefter man kører mod øst og sydøst igennem ganske kuperet terræn, der slutter med en bakke, der har top i Casole d’Elsa, hvor dagens første spurt køres efter 103,8 km, inden en nedkørsel leder mod øst ned til fladlandet.

Nu bliver den næste fase meget enkel. Således går det mod sydøst ad helt lige veje, der først er let stigende og siden let faldende, indtil man når frem til byen Stigliano, hvor dagens tema slås an. Her ramme man nemlig den første af dagens tre grussektorer, når man efter 130,5 km kører mod nordøst og sydøst over den helt flade Vidritta (4400 m). Efter afslutningen er der et ultrakort asfaltstykke, inden man efter 135,5 km rammer sektoren Bagnaia (4800 m), der efter et let stigende stykke inkluderer kategori 4-stigningen Grotti (2,5 km, 6,0%), der stiger med 6-8% over de første 1500 m, men derefter blot med 4-5% frem mod toppen, som rundes efter 140,4 km.

Her er man også tilbage på asfalt, når man fortsætter mod øst ad en snoet nedkørsel, der afbrydes af to bakker med toppe efter hhv. 144,6 km (800 m, 5,4%) og 146,2 km (700 m, 5,8%). Efter 152,4 km kører man dagens Intergiro-spurt, og derefter begynder det i stedet at stige let, når man fortsætter mod nordøst, idet man også her skal over to mindre bakker med toppe efter hhv. 156,1 km (1,1 km, 4,1%) og 157,8 km (1,0 km, 5,6%). Efter 162,1 km drejer man mod nord for at passere dagens sidste grusvej, Pievina (2400 m), der altså ender efter 164,5 km med dagens sidste spurt, og som er først let faldende og siden let stigende

Herfra er de sidste 15,5 km på asfalt. En let nedkørsel leder først mod sydøst ned til Asciano, hvo man drejer mod nordøst for at køre op ad en bakke (700 m, 4,4%), der har top med 8,8 km. Derfra fortsætter det med at stige let, når man kører ad lige veje mod nordøst, inden man fortsætter mod nordøst op ad en stejl mur (1200 m, 8,4%, max. 20%), der har top med 4200 m igen.

Læs også

Legende hylder Pogacar: Han er som mig og Merckx

Her drejer man 180 grader, hvorefter en let nedkørsel leder mod nordvest. Man fortsætter mod nordvest igennem let kuperet terræn frem til et sving med 2000 m igen. Derfra går det ad en ganske snoet ved, der først er let faldende, inden man med 1350 m igen rammer en bakke (350 m, 6,3%), der har top ved den røde flamme. Derfra falder det let ad den 6 m brede vej, indtil de sidste 450 m stiger med ca. 6%, idet der er en ganske blød kurve i bunden af bakken.

Etapen byder på i alt 2118 højdemeter.

Det er spektakulært, at grusvejene vender tilbage, men man skal næppe forvente sig noget stort drama. Der er for lidt grus og for få bakker, og vanskelighederne kommer for langt fra mål. Der vil næppe være hold, der ser det som den store chance for at vinde tid, og for mange vil det nok mest handle om at undgå uheld. Den sidste lille mur lægger dog op til, at klassementsrytterne kan teste hinanden og måske alligevel vinde nogle sekunder. Samtidig betyder grus og bakker, at det er en af løbets mest oplagte udbrudsetaper, og da den sidste mur og det stigende opløb vil afskrække de holdbare sprintere, er det svært at se, hvem der har den store interesse i at holde det samlet til en finale, hvor Tadej Pogacar vil være svær at slå.

Rapolano Terme har kun én gang tidligere været mål for et stort cykelløb. Det var i 2023 i juniorernes Nations Cup-løb Eroica Juniores, hvor Italien åbnede løbet med at vinde et holdløb fora Holland og Ag2r’s U19-hold.

7. etape, fredag d. 10. maj: Foligno - Perugia 40,6 km enkeltstart (****)

For andet år i træk byder Giroen på usædvanligt mange kilometer enkeltstart, og det særlige er, at de denne gang kommer over to tidskørsler, der med distancer på mere end 30 km må betegnes som lange. Den første af disse melder sig allerede på den første fredag, hvor der bydes på hele 40,6 km ensom kamp mod uret, og modsat den sidste af de to enkeltstarter, der er skabt til specialister, bydes der her på en tidskørsel, der er mere i Giroens ånd. Her er enkeltstaterne nemlig ofte kuperede og tekniske, og selvom de tekniske udfordringer er begrænsede på en rute, der mest består ad lange, lige veje, vil en ganske svær stigning til sidst sikre, at der bestemt ikke er tale om en klassisk enkeltstart for specialisterne. Til gengæld består etapens første del af wattmonstrenes paradis, når der skal køres ad lange, lige og flade veje, og dermed vil alsidigheden i den grad blive testet på det, der vel kan betegnes som løbets første virkelige nøgleetape.

Som sagt skal der altså køres hele 40,6 km, der fører feltet fra Foligno til Perugia. Starten er uhyre enkel, når man lægger ud med at køre mod nordvest ad en helt lige og flad vej. Omkring byen Spello, der nås efter 7,2 km, er der en teknisk fase med hele seks sving i rap og kort efter yderligere to sving, men derefter går det ad lige og flade veje med kun to bløde sving i forbindelse med passagen af Capita Loreto efter 11,6 km og tre sving i udkanten af Santa Maria Degli Angeli, inden man når frem til den første mellemtid, der efter 18,6 km tages i sidstnævnte by.

Efter mellemtiden ændres der ikke meget på etapens karakter. Man skal igennem en serie rundkørsler på den lige vej, der leder mod nordvest og vest frem til Bastia Umbra, hvor man efter 22,1 km har yderligere et par sving. Derfra går det videre mod vest og nordvest igennem fladlandet, idet der undervejs kun er et par sving omkring byen Ospedalicchio efter 26,8 km og i udkanten af byen Ponte San Govanni, hvor den sidste mellemtid tages efter 34,0 km, men undervejs er der dog en hel byge af rundkørsler.

Mellemtiden signalerer en ændring i terrænet. Her drejer man nemlig mod nordvest for at målstigningen (6,5 km, 4,0%, max. 16%). Der er tale om en uhyre ujævn sag, der indledes med en regulær mur, når det over 1,3 km stiger jævnt med 11,8% i snit men derefter stiger det bare med 1-4%, dog ganske ujævnt. Med 3000 m igen rammer man 400 m med 7,0%, hvorefter det er let faldende frem mod 500 m, der stiger med 7% og når op på 11%. Herefter falder det igen let, inden de sidste tre 500 m-segmenter stiger jævnt med hhv. 3,2%, 5,8% og 2,8% i snit.

Den nedre del af stigningen går ad en helt lige vej, men sidste del inde i Perugia er endog meget teknisk, idet man drejer skarpt med 1900 m, 1400 m, 1350 m og 1000 m igen, hvorefter der følger en skarp kurve, et skarpt sving, et hårnålesving, en 90-graderskurve og slutteligt to skarpe sving med hhv. 300 m og 250 m igen lige i rap, inden man rammer den 6 m brede og brostensbelagte opløbsstrækning.

Læs også

Klassementsprofil røber “værste dag på cyklen”

Etapen byder på i alt 408 højdemeter.

Det er en ganske interessant og varieret enkeltstart. Langt det meste af etapen er sandt guf for specialisterne, og derfor er der primært en rute, der belønner specialisterne. Den sidste stigning skal dog ikke undervurdere og vil hjælpe klatrerne med at begrænse tabet. Man skal grundigt overveje et cykelskifte, da det kun er de først 1,3 km, der er stejle, men de stiller også ganske betydelige krav til klatreevnerne. Det lugter altså af en etape for en tempostærke klassementsrytter, men Filippo Ganna klatrer så godt og har så meget fladland at arbejde med, at han bestemt også vil gøre det godt på en dag, hvor alene distancen vil sikre meget store tidsforskelle og gøre det til en absolut nøgleetape i kampen om den samlede sejr.

Perugia har tre gange tidligere været målby i Giroen. Det var senest i 1985, hvor Ron Kiefel vandt, og derudover er vinderne Mario Beccia (1979) og Michele Dancelli (1965). I 2011 var Tirreno-Adriatico forbi, da Juan Jose Haedo vandt en massespurt foran Tyler Farrar og Daniel Oss. De øvrige større cykelløb med mål i byen er Tour de la Communauté euroéenne, hvor Joël Pelier i 1987 vandt en etape, samt endagsløbet Giro dell’Umbria, hvor Giancarlo Polidori (1973), Enrico Paolini (1972) og Antoon Houbrechts (1971) tog sejre i byen. Endelig havde Baby-Giroen mål i byen i 1972, hvor Luciano Borgognoni sejrede.

8. etape, lørdag d. 11. maj: Spoleto - Prati di Tivo, 152,0 km (*****)

Enkeltstarten vil have sat mange klatrere tilbage, men de kan glæde sig over, at de med det samme få en chance for at svare igen. Dagen efter venter nemlig løbets indtil nu vanskeligste bjergetape, når rytterne for blot anden gang i historien skal slutte på Prati di Tivo i Appenninerne. Det sker som afslutningen på en uvejsom dag, der måske er uden de høje bjerge, men som stadig byder på 3600 højdemeter over kun godt 150 km. Målbjerget hører ikke til blandt Italiens sværeste, men som vi ved fra Tirreno-Adriatico, hvor det tre gange inden for de senere år er blevet brugt til kongeetapen, at der bestemt er tid at vinde på et bjerg, hvor Tadej Pogacar, Chris Froome og Vincenzo Nibali - tre af sportens største navne - alle har taget solosejre.

Som det er temaet for årets bjergetaper, er der tale om en kort sag, der fører feltet over 152,0 km fra Spoleto til Prati di Tivo. Startbyen ligger lige på kanten af Appenninerne, og det mærker man med det samme, når man kører mod sydøst og øst op ad Forca di Cerro (7,3 km, 4,3%), der har top efter 7,3 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod nordøst, hvorefter man kører mod sydvest ad et kort dalstykke, inden man fortsætter mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Forca Capistrello (16,3 km, 5,6%, max. 12%). Der er tale om en ujævn sag, hvis første 4,7 km stiger med 7,9% - herunder 1000 m med 10,6% - hvorefter der venter 2 km med 2-3%, inden den atter tager fat med først 3,7 km med 7,6% og siden 1,4 km med 9,0% for slutteligt faktisk at falde let over 2 km frem mod en 1400 m lang sidste rampe med 5,6%.

Toppen rundes efter 37,1 km, og nu bliver etapen meget lettere. En kort og meget teknisk nedkørsel fører mod nordøst og syd, hvorefter det går videre mod sydøst ad lige og let stigende veje. Sådan fortsætter det, når man i Leonessa efter 58,0 km kører dagens første spurt og derefter drejer mod sydøst, inden man rammer en meget teknisk nedkørsel, som fører videre mod sydøst ned til et fladere område, hvor man kører mod først sydøst og siden nordøst ad let stigende veje, inden man kører mod syd op ad en bakke (3,4 km, 4,6% med top efter 93,5 km og derefter videre mod syd ad en meget teknisk nedkørsel, der går igennem byen Monreale. Kort efter drejer man mod nordøst for at køre ad en lige og let stigende vej frem til Captignano, hvor dagens Intergiro-spurt efter 104,4 km.

Nu er de slut med det lette mellemstykke. Herfra kører man nemlig mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Croce Abbio (8,1 km, 4,8%), der efter 3 km med 6-8% stiger med 3-5% frem mod toppen, som rundes efter 112,6 km. Herefter indledes de sidste 39,4 km med en relativt let nedkørsel, som fører mod nordøst, øst og igen nordøst direkte ned til bunden af målbjerget.

Det rammer man med det samme efter nedkørslen, når man kører mod syd op ad kategori 1-bjerget Prati di Tivo (14,6 km, 7,0%, max. 12%). Der er tale om en uhyre jævn stigning, der er nærmest uden udsving. De første 10,5 km stiger således helt jævnt med 7,2% i snit, inden den bliver marginalt lettere med 6,8% over de sidste 4,1%, hvor stigningsprocenten også er nærmest uden udsving. Stigningen har 22 hårnålesving på den første del, hvor man også efter 146,0 km kører dagens sidste spurt på det stejleste stykke, men over de sidste 200 km er det en stort set helt lige og 6 m bred vej, der bugter sig ind på den 300 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3653 højdemeter.

Læs også

Remco vil have tidligere verdensmester med til Tour de France

Man kan godt undre sig over, at stigningen har skabt relativt pæne afstande ved de tre besøg fra Tirreno, for der er tale om en helt jævn stigning helt uden meget vanskelige passager. Det vidner om, at det er en reel chance for at vinde tid, men historien viser også, at vi bag de solosejre, der er blevet taget, ofte ser relativt store grupper, hvor forskellene skal tælles i sekunder. Det er derfor heller ikke en dag, hvor der vindes minutter, men er vinden gunstig, burde der efter en enkeltstart, der vil have skabt betydelige forskelle, være en lyst til at køre aggressivt - også selvom det med nogen sandsynlighed kan være en etape, der vil blive vundet af et udbrud.

Prati di Tivo har fem gange været mål for et stort cykelløb. Det var en enkelt gang i Giroen i 1975, hvor Giovanni Battaglin sejrede med 21 sekunder ned til Francisco Galdos og 1.53 ned til Miguel Maria Lasa, men stigningen er mest kendt fra Tirreno-Adriatico, der har brugt den til kongeetapen tre gange inden for de seneste år. Det var senest i 2021, hvor Tadej Pogacar angreb tidligt, men næsten blev indhentet af Simon Yates, der kun blev slået med 6 sekunder, inden Sergio Higuita som hurtigste mand i en lidt større gruppe, der splittes op til sidst, tabte 29 sekunder. I 2013 sejrede Chris Froome med 6 sekunder ned til Mauro Santambrogio og 11 sekunder ned til Vincenzo Nibali på en dag, hvor syv mand sluttede inden for 20 sekunder. Første gang var i 2012, hvor Vincenzo Nibali kørte alene hjem foran en gruppe på seks mand, hvis spurt 16 sekunder senere blev vundet af Roman Kreuziger foran Chris Horner. Endelig var stigningen mål for kongeetapen i det nylige Giro d’Abruzzo, hvor Alexey Lutsenko på toppen vandt en spurt foran Diego Ulissi og Adam Yates.

9. etape, søndag d. 12. maj: Avezzano - Napoli 214,0 km (***)

Napoli er den største by i Syditalien, men den store by er i nyere tid stort set aldrig blevet besøgt af Giroen. Noget tyder imidlertid på, at den har fået smag på løbet, for i 2024 er den med for tredje gang i træk. Modsat de senere år agerer den denne gang dog kun målby for en af løbets få lange etaper, der fuldender den lange rejse mod syd ned gennem støvlen. Det sker på en hovedsageligt flad rute, men mod slutningen skal man over fire små bakker i det område vest for storbyen, hvor vi i 2022 var vidner til det herlige udbrudsslag, der gav sejr til Thomas De Gendt. Ingen af bakkerne er dog så svære, at de står i vejen for de holdbare sprintere, og dermed er der lagt op til en åben etape, hvor vi kan få endnu en udbrudssejr, succes til et sent angreb eller den reducerede massespurt, der i 2023 gjorde Mads Pedersen til den seneste vinder i Napoli.

Med en distance på 214,0 km er der tale om løbets første lange etape, som fører feltet fra Avezzano til Napoli. Der er tale om en næsten ren transportetape, hvor man kører mod sydøst stort set hele dagen, men hvor den første del generelt er faldende, mens man bevæger sig væk fra Appenninerne, bliver det herefter helt fladt, når man kører ned langs kysten frem mod de bakker vest for Napoli, der vil sætte liv i finalen.

Starten går i 725 m højde, hvorfra man kortvarigt kører mod sydvest op ad en lille bakke, men derefter kører man over et langt stykke mod sydøst ad en faldende vej, der går langs floden Liri, og som ganske vist er snoet, men stort set uden sving. Omkring byen Sora, som passeres efter 42,0 km, flader det ud, samtidig med, at man forlader floden, og kort efter begynder det endda at stige let, inden man endda skal over en lille bakke for siden at fortsætte mod sydøst og syd ad en helt enkel nedkørsel, som efter 79,1 km leder frem til byen Cassino.

Nu er man nede i fladlandet, og derfor bliver det herfra fladt, når man kører mod sydvest med retning mod vandet, inden man drejer mod sydøst for at køre op og ned ad et lille højdedrag, inden man endelig når den italienske vestkyst nær byen Minturno. Her rammer man kystvejen, og herfra bliver etapen meget enkel, når man kører mod sydøst og syd ad den helt lige og pandekageflade kystvej, der leder gennem byerne Mondagone, hvor dagens første spurt køres efter 133,0 km og Giuglioano in Campania, hvor dagens Intergiro-spurt køres efter 158,5 km, indtil man når ned til den lille og ganske kuperede tange, der ligger umiddelbart vest for Napoli.

Nu ændrer etapen karakter. Her forlader man nemlig kystvejen for at køre mod sydøst op ad kategori 4-stigningen Monte di Procida (3,7 km, 3,1%), der er en ganske ujævn sag med først 1 km med 5,6%, siden to næsten flade kilometer og slutteligt 700 m med 6,4% frem mod toppen, som rundes efter 178,3 km. En lidt kringlet nedkørsel fører nu mod sydøst og nordøst ned til byen Bacioli, hvor dagens sidste spurt køres efter 181,4 km, og hvor man kører mod nordøst og nordvest op ad den flade kystvej, som man forlader for at køre mod nord og nordøst op ad bakken Lucrino (900 m, 7,3%), der indledes med 500 m med 9,6% og siden flader ud med 4,4% over de sidste 400 m frem mod toppen, som rundes efter 187,7 km.

Læs også

Storhold kan ikke vente for længe – Stjerne har to uger til at beslutte sig

Herfra resterer fortsat 27,3 km, men man er kun halvvejs med bakkerne. En nedkørsel fører mod øst tilbage til kysten, hvorefter man kører mod nordøst og sydøst ad en let stigende kystvej, som man forlader for at køre mod sydøst op ad bakken Solfatara di Pozzuoli (2,0 km, 4,9%), der har top efter 195,5 km. De sidste 28,4 km indledes nu med en nedkørsel, der fører mod øst, hvorefter det igennem en ret teknisk fase går ad faldende veje mod sydvest og nordøst ned til dagens sidste udfordring.

Den melder sig, når man kører mod nordøst op ad bakken Posillipo (3,2 km, 4,4%), der er stejlest over de første 1500 m, som stiger med 5,1% i snit og har 500 m med 9,0%, inden den flader ud frem mod toppen, som rundes efter 207,2 km. De sidste 7,0 km indledes nu med en nedkørsel, der leder mod nordøst ned til havet, hvorefter man kører mod nordøst ind til målet ved havnefronten i centrum af Napoli, hvor de sidste 3 km er flade.

Der er en teknisk passage med tre meget skarpe kurver og et skarpt sving med ca. 3100 m igen, hvorefter man med 3000 m drejer i en rundkørsel. Med 2300 m igen skal man igennem en rundkørsel, hvorefter man kører tæt forbi mål hen langs havet frem til et vendepunkt, hvor man i rap drejer 90 grader, vender 180 grader i en rundkørsel og atter drejer 90 grader, hvorefter man rammer den 900 m lange og 9 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1574 højdemeter.

Det er en ganske interessant Napoli-etaper, der kan give mindelser om den, vi havde i 2022, hvor man kørte på bakkerne i samme område. Dengang holdt udbruddet hjem, men dengang var den samlede etape også betydeligt hårdere. En udbrudssejr kan bestemt ikke udelukkes, men meget taler for, at interessen i at skabe samling vil være stor. Tiden vil så vise, om man kan undgå, at nye grupper kører væk på bakkerne i finalen, eller om vi får en reduceret massespurt for de mere hårdføre sprintere.

Napoli har kun tre gange tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var senest i dette løb i 2023, hvor Mads Pedersen vandt en massespurt foran Jonathan Milan og Pascal Ackermann, og i 2022, hvor Thomas De Gendt slog Davide Gabburo, Jorge Arcas og Harm Vanhoucke i en spurt, efter at kvartetten var kørt væk fra et stærkt udbrud. Derudover var byen vært for åbningsetapen i 2013, hvor Mark Cavendish sikrede sig den lyserøde trøje ved at spurtsejre foran Elia Viviani og Nacer Bouhanni. Tidligere vindere er Mario Cipollini (1996), Francesco Moser (enkeltstart i 1979), Marino Basso (1969), Guido Reybrouck (sidste etape i 1968) og Willy Planckaert (1967). Endelig var byen enkelte gange mål for det nu hedengangne endagsløb Giro di Campania, hvilket gav sejre til Rik Van Linden (1976), Claudio Michelotto (1971), Franco Bitossi (1970), Marino Basso (1969) og Italo Zilioli (1968).

Hviledag, mandag d. 13. maj: ??

Læs også

Pogacar reagerer på kæmpetriumf

10. etape, tirsdag d. 14. maj: Pompeii - Cusano Mutri (Bocca della Selva), 142,0 km (***)

Har man dårlige hviledagsben, håber man altid på en rolig start efter den lille pause, men det ønske får man ikke opfyldt i årets Giro, hvor bjergetaperne er spredt ud over alle tre uger. På løbets anden tirsdag venter nemlig allerede den tredje bjergafslutning, når man indleder rejsen mod nord med endnu tur ind i Appenninerne. Her skal man på en kort, intens dag med 3000 højdemeter slutte på den spritnye og ganske ukendte stigning Bocca della Selva, som vil være rammen om ugens første klassementsslag. Heller ikke denne er Giroens sværeste udfordring, men en vanskeligere afslutning bør gøre det muligt at vinde tid på en dag, der måske også vil vise, at klatrehierarkiet kan være ved at ændre sig, efterhånden som trætheden sætter ind.

Som det er temaet for årets bjergetaper, er også denne en meget kort sag, der fører feltet over bare 142,0 km fra den historiske by Pompei i udkanten Napoli til toppen af Bocca della Selva i udkanten af byen Cusano di Mutri. Pompei markerer løbets sydligste punkt, og etapen er således den første på den lange rejse mod nord, hvorfor man med det samme kører mod nord ad lange, lige og flade veje i fladlandet vest for Napoli. I byen Cicciano kører man efter 29,0 km, kortvarigt mod nordvest, inden man sætter kursen mod nordøst med retning mod bjergene i det indre af den italienske støvle.

De melder sig hurtigt, når man rammer en ikke-kategoriseret stigning (5,6 km, 3,4%), der leder op til byen Apraia, hvor dagens første spurt køres efter 52,1 km. Her flader det kortvarigt ud, mens man kører mod nordøst frem til byen Montesarchio, hvor man efter 60,3 km drejer mod nord for at køre op ad endnu en ikke-kategoriseret stigning (3,1 km, 8,3%), der har top efter 65,1 km. En kringlet nedkørsel fører nu videre mod nord ned til byen Caurano, hvor der efter 73,6 km er et kort, let stigende dalstykke, inden man drejer mod nordvest for at køre på ad kategori 2-stigningen Camposauro (6,1 km, 7,8%, max. 13%), der stiger med 6-8% over de første 3 km, små 9% over de næste 2 km og slutteligt med 6,1% over de sidste 1200 m frem mod toppen, som rundes efter 82,5 km.

Herfra bliver det igen lettere. En meget teknisk nedkørsel fører videre mod nordvest ned til dalen, hvor man kører mod nordøst op ad en bakke (1,3 km, 5,7%), der har top efter 95,4 km. Derfra flader det ud, mens man kører mod nordvest, inden det går mod nordøst på ad en stigning (4,8 km, 6,5%), som leder op til byen Guardia Sanframondi, hvor Victor Lafay tog sin store sejr i 2021, og hvor dagens Intergiro-spurt køres efter 104,8 km. Her drejer man mod nordvest for at køre ad let faldende og siden let stigende veje frem mod byen Cusano Mutri, hvor man efter 121,4 km kører dagens sidste spurt på toppen af en lille bakke (700, 6,0%), hvorfra man kortvarigt kører mod sydøst frem til målbjerget.

Det rammer man hurtigt, når man kort efter kører mod nordøst, nord og nordvest op ad Bocca della Selva (17,9 km, 5,6%, max. 10%), der er i kategori 1. Stigningen er lang, men skal deles i flere dele. De første 6,15 km stiger således relativt jævnt med 6,1% i snit, inden der venter 5,35 km, der blot stiger med 2,6% i snit, men som også byder på et længere stykke med 5-7% og en lille nedkørsel. Den vanskeligste del kommer til sidst, hvor de sidste 6,4 km stiger med 7,2%, hvor det bliver sværest, når man med 3,9 km igen rammer 2 km, som stiger jævnt med 8%, inden den flader ud med 1 km med små 7% frem mod de sidste 900 m, der stiger med 8%. Stigningen går ad en meget snoet vej på den nedre halvdel, mens den anden halvdel går ad en betydeligt mere lige vej, hvor den snor sig lidt fra der resterer 4400 m, hvorefter den 5 m brede vej over de sidste 2700 m er stort set helt lige og bugter sig ind på den 150 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3000 højdemeter.

Stigningen er ikke tidligere blevet brugt som målbjerg og er derfor ganske ukendt, men hverken den eller etapen som helhed er Giroens sværeste. Derfor skal vi nok ikke forvente gigantiske forskelle, men heldigvis er sidste del af stigningen den klart vanskeligste og også svær nok til at skabe forskelle. Meget taler for, at et udbrud skal køre om sejren, og bag dem vil vi formentlig blive vidner til et fint lille klassementsslag, hvor udsigten til endnu en lang enkeltstart senere på ugen forhåbentlig kan anspore til aggressiv kørsel.

Hverken Cusano Mutri eller stigningen Bocca della Selva har tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb, men bjerget blev passeret fra modsatte side på 8. etape af Giroen i 2021 og fra samme side på 6. etape af Giroen i 2016.

Læs også

Optakt: 15. etape af Giro d’Italia

11. etape, onsdag d. 15. maj: Foiano di Val Fortore - Francavilla al Mare, 207,0 km (**)

Den første uge bød på fire potentielle chancer for sprinterne, men alle havde bakker i finalerne. Ved løbets midtpunkt venter endelig den første helt ukomplicerede finale, hvor de hurtige folk kan se frem til en ganske lang transportetape, der fortsætter rejsen mod nord. Ganske vist skal man på den første del af etapen ud af Appenninerne, så man i alt når op på små 2000 højdemeter, men da etapens sidste halvdel består ad en tur op ad den flade kystvej langs Adriaterhavet, skal det gå meget galt, hvis ikke vi på løbets anden onsdag skal have et brag af en massespurt.

Med en distance på 207,0 km er der tale om en af de fire etaper, hvis distance overstiger 200 km, og den fører feltet fra Foiano di Val Fortore til Francavilla al Mare. Der er tale om en etape i to halvdele, hvor første halvdel består af en rejse mod nord ud gennem Appenninerne med retning mod adriaterhavskysten, mens den anden halvdel består ad en flad tur mod nordvest op langs vandet. Fra start er det således først let faldende, når man kører mod nord ud mod kysten, og herefter skal man op ad en stigning (6,5 km, 3,5%), der leder op til Bartolomeo in Galdo, som passeres efter 10,4 km. Nu venter en meget teknisk nedkørsel, hvorefter det går mod nordvest ad let faldende veje, indtil man når frem til dagens væsentligste udfordring.

Den melder sig, når man kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Pietracatella (7,6 km, 5,9%), der efter 3 km med 3-5% stiger med 6-7% over 4 km, inden den flader ud med 4,5% over de sidste 600 m frem mod toppen, som rundes efter 48,4 km. Herfra fortsætter man mod nord ad et kort fladt stykke og en lille nedkørsel, inden endnu en stigning (4,2 km, 4,8%) med top efter 63,3 km leder op til et fladt plateau, der følges videre mod nord frem til dagens første spurt, der kommer efter 74,5 km. Herfra venter nu en meget teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst, inden en helt lige og faldende vej leder mod nord det sidste stykke ud til kysten, som efter 107,3 km nås umiddelbart øst for byen Termoli.

Nu bliver etapen meget, meget enkel. Her rammer man nemlig kystvejen, og den følges nu mod nordvest, nord og igen nordvest resten af vejen, og den er stort set helt flad og nærmest uden sving. Undervejs kører man dagens Intergiro-spurt efter 137,9 km, inden det gælder dagens sidste spurt efter 172,5 km, hvorefter man efter 188,5 km passerer Ortona, hvor 1. etape a løbet sluttede for et år siden. Slutteligt når man frem til målbyen, hvor også de sidste 5 km er helt flade. End ikke finalen er kompliceret, da man med 3800 m og 3500 m igen forlader hovedvejen via to hurtige sving, hvorefter man kører den modsatte vej mod nordøst ned ad den flade og 8 m brede kystvej.

Etapen byder på i alt 1839 højdemeter.

Vi har nået et punkt i løbet, hvor man aldrig helt kan udelukke, at sprinterholdene bliver snydt, og det gælder særligt på en etape, der har en ganske hård start. Den sidste del er dog ideel for et jagtende felt, og den lange, lige opløbsstrækning er en invitation til de sultne sprintere. Da det stort set aldrig blæser ved Adriaterhavet, vil det derfor være en overraskelse, hvis ikke vi får et brag af en massespurt langs østkysten.

Francavilla al Mare har kun tre gange tidligere været mål for et stort cykelløb, alle gange i Giroen. Det var senest i 20021, hvor Ellis Rastelli efter den indledende prolog vandt 1. etape i en spurt blandt bare 16 mand foran Vladimir Duma og Gabriele Colombo. De øvrige besøg er af ældre dato og gav sejre til Ugo Colombo (1972) og Michele Dancelli (1970).

12. etape, torsdag d. 16. maj: Martinsicuro - Fano, 193,0 km (***)

Noget af det smukkeste og mest spektakulære cykelterræn, Italien byder på, er de stejle mure i Appenninerne, hvor man år efter år kører en fantastisk muretape i Tirreno-Adriatico, der mere end noget andet er kendt for netop disse korte, stejle stigninger. I de senere år har Giroen også haft for vane at byde på en tilsvarende muretape, og det gør sig også gældende i år. Hvor vi i 2023 var vidner til et brag af en etape, der sendte Remco Evenepoel til tælling over for Primoz Roglics angreb, skal vi dog næppe forvente os det helt store drama denne gang. Selvom løbets sidste to tredjedele byder på et hav af mindre stigninger, mangler de nemlig samme vanskelighedsgrad som sidste år, ligesom den sidste del af etapen er relativt nem. En sidste lille mur kan måske bruges til favoritangreb, men det lugter mest af våbenhvile blandt favoritterne og en af udbrydernes mest oplagte chancer i årets Giro.

Læs også

Se højdepunkterne fra 15. etape etape

I alt skal der tilbagelægges 193,0 km mellem Martinsicuro og Fano, og som det typisk gælder for disse muretaper, skal den deles i to med en første del langs den flade kyst ved Adriaterhavet og siden en tur ind i bakkerne. Fra start går det således mod nord ad den helt flade kystvej, og der er stort set hverken højdemeter eller sving, mens man efter 8,1 km passerer gennem den fra Tirreno så kendte målby San Benedetto del Tronto. Efter 50,9 meget lette kilometer når man frem til byen Civitanova Marche, der markerer en forandring i terrænet.

Her forlader man nemlig vandet, når man drejer mod vest for at køre op ad den første bakke (2,8 km, 4,7%), der har top efter 56,8 km. Herfra fortsætter det med at stige mod vest, inden det begynder at falde over et kort stykke. Nu drejer man nemlig mod nordvest for at passere endnu en stigning (1,9 km, 5,8%) med top efter 67,9 km, hvorfra en let nedkørsel og et kort, fladt stykke fører mod nord og vest.

Nu melder dagens vanskeligste udfordring sig, når man kører mod nord op ad stigningen Recanati (2,3 km, 8,0%), der hovedsageligt stiger med 7-9%, men midtvejs har først 500 m med 12,6% og derefter 500 m med kun 3,1%. Toppen, hvor dagens første spurt køres, rundes efter 77,5 km, hvorefter en teknisk nedkørsel fører mod nord, inden flade veje leder mod nordvest.

Nær byen Osimo melder dagens næste udfordring sig, når man kører mod nordvest op ad kategori 4-stigningen Osimo (6,7 km, 2,5%), der først stiger jævnt med 3,6% over 2,3 km, inden den er næsten helt flad frem mod de sidste 1700 m, der stiger jævnt med 4,5% frem mod toppen, som rundes efter 93,2 km. En let nedkørsel leder nu mod sydvest, hvorefter man rammer en lige og flad vej, der går mod vest gennem dalen.

Kort efter drejer man mod nord væk fra dalen for at køre op ad en stigning (1,2 km, 7,5%), der har top efter 101,7 km, hvorefter man snor sig mod nordvest igennem let kuperet terræn. En let nedkørsel fører videre mod nordvest, hvorefter man kører mod nordvest, sydvest og nordvest ad helt flade veje, der ender, når man kører mod nordvest op ad kategori 4-stigningen Monsano (4,3 km, 4,0%), hvis tredje kilometer stiger med 6,5%, men som derudover er ganske let og har top efter 126,8 km.

Her rammer man et fladt plateau, som følges mod nordvest, inden man tager hul på en kort og let nedkørsel. I bunden går det med det samme mod nordvest op ad kategori 4-stigningen Ostra (900 m, 9,9%), der efter 500 m med 6,3% stiger med hele 13,0% over de sidste 400 m frem mod toppen, som rundes efter 138,4 km. Derfra går det mod nordvest ad en lige vej, der er først faldende og siden flad, inden man fortsætter mod nordvest op ad kategori 4-stigningen La Croce (4,8 km, 3,4%), der skal deles i to. Det er nemlig en dobbeltstigning med først Ripe (2,2 km, 4,2%), på hvis top dagens Intergiro-spurt køres efter 147,8 km, og efter en meget kort nedkørsel stiger det jævnt med 6,6% over 1,5 km frem mod toppen, der rundes efter 150,6 km.

Herfra resterer fortsat 42,4 km, der er lettere. En teknisk nedkørsel fører mod nordvest og vest, inden man kører ad flade veje mod nordvest og nordøst ud mod kysten. Man slår en lille sløjfe, når man drejer mod nordvest op til byen Mondolfo (1200 m, 5,1%), hvor dagens sidste spurt køres efter 161,4 km. Fra toppen fortsætter man mod nordvest ad let faldende veje, inden man kører ad flade veje mod nordvest ind mod målbyen.

I stedet for at køre ind til centrum skal man imidlertid en tur tilbage i terrænet. Således kører man videre ad flade veje mod sydvest, nordvest og igen sydvest, inden det går mod nord op ad den ikke-kategoriserede Monte Giove (2,6 km, 5,0%, max. 20%), der er uhyre ujævn. Således stiger de første 1,2 km med 9,2%. hvorefter det er let faldende og slutteligt let stigende med 2,9% over de sidste 600 m frem mod toppen, der rundes efter 183,7 km.

Herfra resterer forsat 9,3 km, der indledes med en let nedkørsel, som fører mod nordøst ud mod kysten, og med 6,5 km igen bliver det næsten helt fladt, når man i en teknisk fase med mange sving kører mod nordøst ind gennem målbyen, hvor man skal en rundt om centrum. Det giver en teknisk afslutning med et skarpt sving med 4900 m igen, en rundkørsel med 4800 m igen og skarpe sving med hhv. 4700 m igen, 3900 m igen, 3800 m igen, 3200 m igen, 3100 m igen og 3050 m igen. Derefter går det ad en lige vej med en skarp kurve frem mod de sidste sving, der kommer med hhv. 1500 m igen, 1200 m igen og 1000 m igen, hvorefter en blød kurve leder ind på den 450 m lange og 8 m brede opløbsstrækning. Det er stort set helt fladt, indtil det med 1500 m igen stiger let frem mod den røde flamme, hvorefter det falder let, indtil de sidste 750 m er let stigende, så den sidste kilometer i alt stiger med 0,6% i snit.

Læs også

Følg mandagens belgiske sprinteropgør

Etapen byder på i alt 2158 højdemeter.

Muretaperne har generelt meget forskellig sværhedsgrad, og denne falder nok i den lettere kategori. Der mangler ellers ikke stigninger, men de ligger næsten alle langt fra mål, og der er meget få af bakkerne, der kan betegnes som mure. Den sidste stigning er dog en regulær mur med sine 1200 m med 9,2% og op til 20%, men den er så kort og ligger så langt fra mål, at jeg vil blive overrasket, hvis vi ser angreb i klassementet. Der er dog også for mange bakker til, at det er realistisk, at vi vil se et hold gå efter at holde det samlet, og derfor ligner det løbets måske allermest oplagte udbrudsetape, der uden høje bjerge og med den flade start burde give ideer til en ret stor del af feltet.

Fano var senest målby for Giroen i 2012, hvor Mark Cavendish vandt en massespurt foran Matthew Goos og Daniele Bennati, mens de to første besøg er af ældre dato og gav sejre til Paolo Rosola (1983) og Giuseppe Tonucci (1962). I 2018 var Tirreno-Adriatico forbi, da Marcel Kittel vandt en massespurt foran Peter Sagan og Maximiliano Richeze, mens eneste andet større løb med mål i byen var de italienske mesterskaber i enkeltstart i 2003, hvor Giuseppe Mondini sejrede foran Manuel Quinziato og Andrea Rossi.

13. etape, fredag d. 17. maj: Riccione - Cento, 179,0 km (*)

Giroen er kendt som et meget bjergrigt løb, men den kan også næsten hvert år præsentere en etape med så fladt terræn, at man ikke finder det i andre grand tours, enten som en tur op langs den flade adriaterhavskyst eller en tur hen over den meget flade Po-slette. En sådan venter der også midtvejs i årets løb, hvor man kombinerer de to elementer på en dag, der starter ved Adriaterhavet og slutter på den berømte slette. End ikke 200 højdemeter kan der findes på den helt flade ture trods en distance på små 180 km, og dermed skal der ske en gedigen overraskelse, hvis ikke sprinterne skal have en chance, der til gengæld også bliver den sidste i en lille uge.

I alt skal der tilbagelægges 179,0 km, der fører feltet fra Riccione til Cento, der er to byer beliggende henholdsvis ved Adriaterhavet og på Po-sletten nord for Bologna. Fra start kører man mod nordvest op ad den flade kystvej frem til byen Rimini, der passeres efter 5,8 km, men allerede her forlader man vandet, når man drejer mod vest for at køre gennem fladlandet frem til Santarcangelo di Romagna. Nu går det igen mod nordvest, når man kører ad lange, lige og flade veje hen over sletten. Undervejs passerer man efter 37,2 km Cesena og efter 58,4 km Forli, inden man efter 65,8 km kører dagens første spurt, før man efter 74,4 km er fremme i Faenza.

Her ændrer man kortvarigt retning for at køre ad en helt lige og flad vej mod nordøst, men når man efter 89,9 km er fremme i Bagnacavallo sættes kursen atter mod nordvest for køre dagens Intergiro-spurt efter 95,1 km. Herefter bliver de lige veje nu erstattet af mere snoede veje, når man passerer gennem et naturområde, hvor dagens sidste spurt kommer efter 113,3 km, inden man efter 135,4 km er fremme i byen Molinella. Kort efter drejer man mod sydøst, inden man efter 150,9 km i byen Baricella atter sætter kursen mod nordvest.

Den retning holder man næsten uafbrudt over de sidste kilometer frem mod udkanten af Cento, hvor man til slut kører mod nordøst ind til centrum ad veje, der også over de sidste 5 km er helt flade. Finalen er en smule kringlet, da man drejer tre gange kort efter hinanden i byen Pieve di Cento, den sidste gang med 2900 m igen. Med to km igen skal man over en bro, der leder over floden Reno, inden man drejer i en rundkørsel med 1600 m igen. Derefter følger med det samme to ret skarpe kurver, hvorefter vejen bugter sig til venstre, mens man 800 m igen passerer igennem en rundkørsel. Slutteligt drejer man til højre i en rundkørsel, der leder ind på den 450 m lange og 8 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 199 højdemeter.

Der er ikke meget at analysere på denne etape. Vi kender disse helt flade sletteetaper til hudløshed, og selv sent i løbet lykkes det stort set aldrig at snyde sprinterne. Det er skam sket i både 2020 og 2021, men dengang var etaperne mere kuperede og placeret i den tredje uge. Her er både klassementsryttere og sprintere nok fint tilfredse med en lettere dag inden de kommende fire klassementsetaper, og det vil derfor være en stor overraskelse, hvis ikke det ender i et brag af en boulevardspurt i Cento.

Læs også

Stjerne tager tredje etapeløbssejr i træk efter flot soloridt

Cento er i cykelmæssig sammenhæng kendt for i en periode at have været startby for Giro dell’Emilia og vært for kvindeløbet GP Cento Carnevale D’europa, men byen har aldrig tidligere været mål for et stort herreløb.

14. etape, lørdag d. 18. maj: Castiglione delle Stiviere - Desenzano del Garda, 31,2 km enkeltstart (***)

I de fleste af de seneste udgaver har løbet budt på en lang enkeltstart i enten den anden eller den tredje uge, og det gør løbet også i år, når rytterne i den næstsidste weekend kastes ud i 31,2 km ensom kamp mod uret. Alligevel er meget anderledes, for denne gang er enkeltstarten den anden lange af slagsen og faktisk er den kortere end den, der allerede er kørt. Den er også ganske meget anderledes, for hvor 7. etape fulgte lidt af Giroens ånd ved at være relativt kuperet, vil specialisterne slikke sig om munden ved udsigten til det, der venter denne lørdag på Po-sletten. Her finder de nemlig og generelt flade veje, der endda til slut generelt er let faldende, og dermed er der lagt op til wattmonstrenes paradis og ifølge arrangørerne formentlig gennemsnitshastigheder på omkring 55 km/t i det, der vil være et absolut nøgleslag i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der altså tilbagelægges 31,2 km, der fører feltet fra Castiglione delle Stiviere til Desenzano del Garda, der er to byer på den flade Po-slette lige syd for Gardasøen. Startbyen ligger faktiske ganske nær målbyen, og etapen består af en sløjfe mod sydøst. Starten er teknisk med otte sving, når i den tidlige fase, hvor man snor sig mod nordøst gennem startbyen, men derefter går det over et langt stykke mod sydøst ad en lige og let stigende vej, der kun byder på et enkelt sving. Undervejs begynder vejen at falde let, inden der i udkanten af byen Solferino er to hurtige sving i rap, hvorefter første mellemtid tages efter 7,8 km.

Efter tidstjekket går det mod sydøst ad let faldende og senere næsten helt flade veje, der byder op et enkelt sving og to rundkørsler, inden man rammer dagens sværeste bakke (700 m, 5,7%), der efter 12,4 km leder op til byen Cavriana i etapens sydligste punkt. Her er der et enkelt sving, hvorefter man sætter kursen mod nord og senere nordøst for at køre ad lige veje, der byder på en enkelt rundkørsel og er skiftevis let stigende og let faldende. De leder frem til byen Pozzolegno, hvor man efter 19,9 km kører mod nord ind gennem byen via et sving og tre rundkørsler ad flade veje, hvorefter det går mod nordvest ad lige veje igennem fladlandet frem til en rundkørsel i Torre di San Martino, hvor den sidste mellemtid tages efter 23,2 km.

Herfra er resten af etapen ganske let faldende, når man fortsætter mod nordvest ad lige veje, der umiddelbart efter mellemtiden byder på tre sving og tre rundkørsler hurtigt efter hinanden, indtil man med godt 3 km igen når frem til Gardasøen i udkanten i udkanten af Rivoltella del Garda. Her drejer man til venstre for nu at køre mod vest ad en let lige og let faldende vej hen langs søen, idet man undervejs skal gennem fem rundkørsler med hhv. 3000 m, 2600 m, 2200 m, 1700 m og 300 m igen. Den leder direkte ind til målbyen, hvor man drejer med 250 m igen og dernæst drejer i en rundkørsel med 200 m igen, hvorefter en 6 m bred vej leder direkte frem til målet, der ligger ud til søen.

Etapen byder på i alt 250 højdemeter.

Det er ikke mærkeligt, at Filippo Ganna har peget på denne etape som sit store mål for løbet. Ganske vist er der nogle små bakker og små 250 højdemeter undervejs, men mest af alt er der tale om lange, lige vejen uden væsentlige tekniske udfordringer. Det let faldende terræn gør det helt naturligt for arrangørerne at forvente gennemsnitshastigheder på omkring på 55 km/t på denne sande specialistenkeltstart, der er wattmonstrenes paradis og med sin pæne distance vil skabe solide afstande, der kan tvinge mange klatrere i offensiven på de sidste bjergetaper i løbet.

Desenzano del Garda har aldrig tidligere været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Geraint Thomas jagter “best of the rest” klassement

15. etape, søndag d. 19. maj: Manerba del Garda - Livigno (Mottolino), 222,0 km (*****)

Meget ofte har løbets næstsidste søndag budt på en stor bjergetape, men ofte har den mest ageret opvarmning til voldsommere udfordringer i den tredje uge. Det gælder bestemt ikke i år, hvor den anden uge atter rundes af med en bjergetape. Denne gang kan man nemlig med nogen ret argumentere for, at det er løbets kongeetape, som afvikles en uge inden afslutningen. I hvert fald er det både den eneste meget lange bjergetape - med sine 222 km er det løbets klart længste - og etapen med flest højdemeter, når der skal klatres 5700 i Dolomitterne, hvor man også skal op i små 2300 m højde. Det hele slutter med en lang dobbeltstigning stigning op mod skisportsbyen Livigno, og selvom den bestemt ikke er den vanskeligste, må man formode, at etapens samlede vanskelighed og en stejle afslutning vil sikre et brag af et bjergslag, der giver klatrerne en af deres allerbedste chancer for at vinde afgørende tid.

Med en distance på 222,0 km er der som sagt tale om løbets klart længste etape, der fører feltet fra Manerba del Garda til toppen af Mottolino-stigningen i udkanten af Livigno. Som navnet antyder ligger startbyen ud til Gardasøen, der ligger på grænsen mellem Po-sletten og Dolomitterne, og derfor melder bjergene sig næsten med det samme. Man lægger således ud med at køre mod nordvest ad let stigende veje, inden det hurtigt går videre mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Lodrino (7,3 km, 4,5%), der stiger med 5-7% over de første 4 km, men derefter bare med 2-4% over de sidste 3,3 km frem mod toppen, som rundes efter 37,7 km.

En meget teknisk nedkørsel leder nu mod vest ned til dalen, hvor man kører mod nord ad let stigende dalveje frem til Richiedei. Her tager man hul på dagens næste udfordring, når man kører mod nordvest og vest op ad kategori 2-stigningen Colle di San Zeno (13,9 km, 6,6%, max. 14%), der er en uhyre ujævn stigning med 3 km med tocifrede procenter, men også 5 km med procenter på under 6 og herudover hovedsageligt procenter på 6-7. Toppen rundes efter 64,7 km, hvorefter endnu en meget teknisk nedkørsel mod nordvest og sydvest ned til dalen, der efter 83,3 km nås i Pisogno, der ligger ud til den store sø Lago d’Iseo.

Nu er det slut med den hårde start. I stedet tager man hul på den lette midterfase, når man over mere end 50 km kører ad lange, lige og let stigende dalveje mod først nordøst og siden nord på langs floden Fiume Oglio, idet man undervejs efter 130,3 km kører dagens første spurt, inden man efter 138,0 km når frem til byen Edolo.

Her tager etapen fat igen, når man kører mod nordvest op ad den frygtede kategori 1-stigning Passo del Mortirolo (12,6 km, 7,6%, max. 16%) - dog ikke fra det sværeste side. Herfra stiger den jævnt med 7,9% over de første 9,0 km, inden der venter en let kilometer med 2,5% frem mod de sidste 2,6, der stiger jævnt md 9,6%.

Toppen rundes efter 155,4 km, hvorefter en uhyre teknisk nedkørsel leder mod nord tilbage til dalen, der nås efter 169,2 km, hvor det går mod nordøst og nord ad en let stigende dalvej, der går langs floden Adda. Den forlader man til slut for at køre mod nord op ad en bakke (3,1 km, 7,5%), på hvis top dagens anden spurt køres efter 193,2 km, hvorefter det går mod vest af en let faldende vej ned til dagens Intergiro-spurt, der kommer efter 197,6 km.

Nu indledes finalen, når man kører mod sydvest og nordvest op ad kategori 1-stigningen Passo di Foscagno (14,6 km, 6,5%, max. 12%), der indledes med 1600 m med 7,7%, men derefter stiger helt jævnt med 6,3% frem mod toppen, som rundes efter 213,3 km. Derefter indledes de sidste 8,7 km med en kort og meget let nedkørsel, der fører mod nordvest, inden man slutteligt kører mod nordvest og syd op ad den afsluttende kategori 1-stigning Livigno (Mottolino) (4,7 km, 7,7%, max. 19%). Den stiger helt jævnt med 6,4% over de første 2900 m, inden de sidste 1850 m er de sværeste med 9,8%, herunder med 500 m med 12,7% lige omkring den røde flamme. Man drejer skarpt med 2000 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let med et hårnålesving med 800 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 50 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 5716 højdemeter.

Man kan sagtens argumentere for, at dette er løbets kongeetape. Den har i hvert fald både lang distance, mange højdemeter og tårnhøje højder. Dem to finalestigninger er ikke de vanskeligste, men mod slutningen tager finalestigningen fat, og den samlede etape bør være så hård, at vi vil se pæne forskelle. Med udsigt til en efterfølgende hviledag er der ingen grund til at holde igen på det, der ligner af de allerbedste chancer for klatrerne i en Giro, hvor klatreudfordringerne generelt er lettere, end man oftest ser det.

Læs også

Pogacar har fokuseret på sin enkeltstart efter sidste års Tour de France

Mottolino-stigningen har aldrig tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb, men der har to gange tidligere været mål i Livigno, begge gange i dette løb. Det var senest i 2005, hvor Ivan Ramiro Parra tog en solosejr med 1.50 ned til en duo bestående af Tadej Valjavec og Jose Rujano, og derudover var det i 1972, hvor Eddy Merckx forsvarede trøjen ved at tage sin tredje etapesejr.

Hviledag, mandag d. 20. maj: ??

16. etape, tirsdag d. 21. maj: Livigno - Santa Cristina Valgardena/Santa Cristina in Gröden, 202,0 km (****)

En af de nyere traditioner i Giroen er, at 16. etape ofte har været løbets kongeetape, men den tradition brydes i år. Ganske vist venter der en for løbet sjældent lang bjergetape på mere end 200 km, og ganske vist skal man over løbets Cima Coppi, frygtede Passo dello Stelvio med sin top i 2758 m højde, men et meget langt dalstykke, og en finale med to ikke alt for svære bjerge gør, at det næppe er løbets mest afgørende etape, der venter denne tirsdag. Det ændrer dog ikke på, at der stadig skal klatres mere end 4000 højdemeter, og at finalebjerget slutter med en sand lille mur, og derfor er der utvivlsomt lagt op til endnu et vigtigt klassementsslag - og med nogen sandsynlighed også en udbrudssejr.

Med en distance på 202,0 km er der for anden gang i træk tale for en denne udgave meget lang etape, der fører feltet fra Livigno til Santa Cristina Valgardena. Startbyen ligger i næsten 2000 m højde midt i Dolomitterne, og derfor starter det hele ganske brutalt, når man kører mod syd op ad Passo d’Eira (4,7 km, 6,3%), der har top efter 4,7 km. En let nedkørsel leder mod nordøst, inden det med det samme går mod sydøst op ad den Passo del Foscagno (4,2 km, 6,5%), der er en helt jævn stigning med top efter 11,5 km. En i starten lidt teknisk, men siden meget let nedkørsel fører nu mod øst ned til dalen, hvor man kører videre mod øst et ganske kort stykke frem til udkanten af byen Bormio, der nås efter 33,8 km.

Her venter hele løbets voldsomste udfordring, når man drejer mod nordøst for at køre op ad årets Cima Coppi, Passo delle Stelvio (20,2 km, 7,2%, max. 15%), der er en relativt jævn stigning. Med undtagelse af et 1000 m langt plateau, hvor det efter 3 km stiger med 4,1% i snit, stiger de første 9 km således jævnt med ca. 8% i snit, hvorefter de næste 5 km siger jævnt med 6,7%. Herefter venter endnu et plateau, hvor det over 1500 m stiger med beskedne 4,1%, inden stigningen tager fat igen med 7,8% over de sidste 4,7 km, herunder med 8-10% over de sidste 2,7 km frem mod toppen, der efter 53,4 km rundes i 2758 m højde.

Herfra resterer imidlertid stadig hele 148,6 km, og de er for det meste meget lettere. En i starten uhyre teknisk og siden meget enkel nedkørsel fører mod først øst og siden nordøst hele vejen ned til dalen, der efter 78,4 km nås i byen Prato allo Stelvio. Her drejer man mod øst for at køre ad en let faldende og ganske lige og ukompliceret dalvej mod først øst og siden nordøst frem til byen Merano. Her drejer man mod sydøst for at køre videre ad en nu næsten helt flad dalvej frem til den store by Bolzano, hvor dagens første spurt køres efter 157,4 km.

Man når ikke langt gennem byen, inden den lette del er slut, og finalen indledes. Det sker, når man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Passo Pinnei (23,4 km, 4,7%, max. 15%), der er en lang og meget ujævn stigning. Således stiger de første 7,2 km jævnt med 7,2% i snit, hvorefter man efter 173,7 km kører dagens Intergiro-spurt, men derefter venter et 11 km langt plateau, der er ganske let, hovedsageligt stiger med bare 1-2% og byder på dagens sidste spurt efter 180,8 km, inden den tager fat igen med 7,2% over de sidste 5,5 km, hvor der endda venter en kilometer med 9,7% frem mod de sidste 500 m, der stiger med 7,1%.

Toppen rundes efter 190,0 km, hvorefter de sidste 12,0 km indledes med en ikke specielt svær nedkørsel, som fører mod sydøst og nordøst ned til Ortisei, hvor man efter 195,5 km med det samme fortsætter mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Monte Pana (7,3 km, 5,5%, max. 16%), der er en meget irregulær stigning. Således stiger den første kilometer bare med 0,5%, inden den kortvarigt tager fat med 1500 m med 6,8%, hvorefter den atter flader ud med 2,75 km med bare 2,8%. Slutteligt venter til gengæld en regulær mur, hvor den over 2,05 km stiger ganske jævnt med hele 11,8%. Stigningen går i starten ad en helt lige vej, indtil man rammer muren, hvor der er fem hårnålesving, de to sidste med hhv. 800 m og 100 m igen, hvorefter man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt hele 4260 højdemeter.

Læs også

Lidl-Trek-stjerne langer ud efter ”kriminelle” sprintere: De er nogle røvhuller

Det er lidt svært ikke at se det som et lille misbrug af Stelvio at give bjerget en så ubetydelig placering. Det lange dalstykke betyder, at det er meget svært at tro, at giganten vil spille en rolle i klassementsslaget, og de vil snarere blive brugt til at trætte folk (eller måske knække en klassementsrytter, der har en dårlig dag) samt at etablere det stærke udbrud, der burde have en god chance for at køre efter sejren. Den sidste stigning er reelt kun en godt 2 km lang mur, der bestemt nok i sig selv skal skabe forskelle, men de vil i sagens natur ikke være alt for store. Der er derfor lagt op til, at kampen skal indledes allerede på næstsidste stigning, men her betyder det lange, lette stykke midtvejs, at det også her kan blive en anelse passivt, og derfor er det nok en dag, hvor man snarere kan tabe løbet end vinde det.

Hverken Santa Cristina Valgardena eller bjerget Monte Pana har tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb.

17. etape, onsdag d. 22. maj: Selva di Val Gardena/Wolkenstein in Gröden - Passo del Brocon, 159,0 km (*****)

Nok er Giroens tredje uge i år lettere end vanligt, men den er som altid spækket med bjergetaper, og dagen efter turen over Stelvio venter en etape, der kan blive langt mere afgørende. Her skal rytterne nemlig på en kort, intens tur gennem Dolomitterne med hele fire store bjergpas og nærmest ingen flad vej, og det hele slutter med en helt ny afslutning på det sjældent benyttede Passo del Brocon. Som det generelt gælder for årets finalebjerge, er heller ikke det blandt Italiens sværeste, men med en meget stejl passage til sidst og adskillige højdemeter i benene på de stakkels ryttere vil stigningen utvivlsomt være rammen om et absolut nøgleslag i kampen om den samlede sejr - og så har etapen et design, hvor det er muligt at angribe tidligt og dermed måske lave det helt store kup.

Med en distance på 159,0 km er der igen tale om en af løbets mange korte bjergetaper, og den ører feltet fra Selva di Val Gardena til toppen af Passo del Brocon. Starten er brutal, da man med det samme kører mod syd op ad kategori 2-stigningen Passo Sella (8,9 km, 7,4%, max. 11%), der stiger jævnt med ca. 8% stort set hele vejen, men har et lille plateau midtvejs. Toppen rundes efter 8,9 km, hvorefter en meget teknisk nedkørsel fører mod sydøst og syd ned til dalen, hvor dagens letteste stykke venter. Her kører man nemlig mod sydvest ad lange, lige og let faldende dalveje, indtil man når frem til byen Predazzo, hvor dagens første spurt køres efter 46,7 km.

Her tager etapen fat igen, når man drejer mod øst for at køre op ad kategori 1-stigningen Passo Rolle (19,8 km, 4,8%, max. 10%), der skal deles i flere dele. Efter en let første kilometer stiger de næste 4,0 km jævnt med 6,6% i snit, hvorefter der venter 9 lette kilometer med procenter på under 5 og for det meste kun på 2-3. Til sidst tager den dog fat igen, når de sidste 6,2 km stiger helt jævnt med 6,7% i snit, inden man efter 67,6 km runder toppen.

Nu drejer man mod syd for at køre ad en uhyre teknisk nedkørsel, der undervejs leder gennem skisportsbyen San Martino di Castrozza og hele vejen ned til dalen, der efter 90,2 km nås i byen Fiera di Primiro. Her kører man kortvarigt mod sydvest ad let faldende veje, inden det går mod øst op ad kategori 3-stigningen Passo Gobbera (5,8 km, 5,8%), der er en helt jævn stigning med top efter 100,4 km. Her kører man mod nordøst ad et let stigende plateau, inden endnu en ekstremt teknisk nedkørsel fører mod sydvest ned til dalbyen Canal San Bovo, hvor dagens Intergiro-spurt køres efter 111,8 km

Her bliver man ikke længe. Tværtimod kører man med det samme mod sydvest op kategori 2-stigningen Passo del Brocon (15,4 km, 5,6%, max. 12%), der jo er målbjerget, men her besteget fra en anden side. Også her er der tale om en relativt jævn stigning, der efter 1800 m med bare 0,3% over de næste 9,2 km stiger ganske jævnt med 6,6% i snit, inden den bliver en anelse lettere til sidst med 5,8% over de sidste 4,4 km frem mod toppen, som rundes efter 127,2 km. Herfra resterer 31,8 km, der indledes med et fladt plateau, som fører mod sydvest frem til målstregen, som passeres efter 129,8 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 29,2 km lang rundstrækning, der i alt væsentligt består af en ned- og en opkørsel. Således kører man først mod sydvest, sydøst og igen sydvest ad en nedkørsel, der undervejs har tre meget tekniske passager, men ellers består ad lige og enkle veje. I dalen når man byen Castello Tesino efter 144,2 km, hvor man kortvarigt kører mod nordvest og sydvest frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 147,2 km, inden det går løs igen.

Det sker, når man kører mod nord og nordøst op ad kategori 1-stigningen Passo del Brocon (11,9 km, 6,5%, max. 13%), denne gang dog fra en anden side. Her skal den deles i en let nedre og en stejl øvre del. De første 1,5 km stiger således bare med 2,2%, inden de næste 4,0 km stiger lidt ujævnt med 5,4% i snit. Herefter tager stigningen fat med først 2,0 km, der stiger jævnt med 8,5%, inden der venter 3,0 km, som stiger jævnt med hele 10,5%, men herfra er de sidste 1,9 km lettere med først 500 m med 0,7%, så 500 m med 9,1% og derefter 500 med 6,3% inden de sidste 400 m, der med 1,3% er næsten flade. Den nedre del af stigningen går ad en helt lige vej, inden der kommer et stykke med flere hårnålesving, hvorefter vejen atter retter sig ud, dog med tre hårnålesving med hhv. 1100 m, 1000 m og 400 m, hvorefter vejen bygter sig ind på den 100 m lange og 6 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Ganna får skovlen under Pogacar

Etapen byder på i alt 4145 højdemeter.

Etapen er utvivlsomt en af løbets allervanskeligste, men det er meget sigende for den lettere tredje uge, at den ikke er rasende svær. Næstsidste stigning er uden svære passager, og den har kun et relativt kort stykke, der for alvor gør ondt. Til gengæld er den samlede etape stadig ganske voldsom, og den kan bestemt gøres hård. Samtidig er den designet ganske glimrende med relativt få dalstykker, og dermed er der basis for, at man kan tage chancer med angreb fra distancen. Da det er den næstsidste store bjergetape i løbet med en lettere 18. etape forude, burde risikovilligheden derfor være så stor, at der forhåbentlig venter en stor dag, hvor hele terrænet og ikke kun den stejle del af finalestigningen udnyttes.

Passo Brocon har aldrig været mål for et stort cykelløb, men i 2022 indgik den midtvejs på 1. etape af Tour of the Alps, hvor man dog brugte en lidt anden opkørsel.

Læs også

Træner deler opløftende Vingegaard-nyt

18. etape, torsdag d. 23. maj: Fiera di Primiero - Padova 178,0 km (**)

Giroens sidste uge er altid brutal, men der er alligevel tradition for, at arrangørerne viser lidt nåde over for sprinterne ved at inkludere en flad etape på Po-sletten. En sådan er der også i år, og denne gang har arrangørerne været særdeles nådige. Ganske vist starter man i bjergene, men det giver kun anledning til en lille stigning tidligt på etapen, og i stedet betyder det, at terrænet generelt er faldende, inden det slutteligt går ad den flade Po-slette. Nok snyder udbryderne ofte sprinterne i den tredje uge, som det skete på den tilsvarende etape i både 2020, 2021 og 2022, men denne gang vil det være en stor overraskelse, hvis ikke sprinterne skal dyste om sejren i Padova.

Med en distance på bare 178,0 km er der tale om en mellemlang etape, der her fører fra Fiera di Primiero til Padova. Startbyen ligger midt i bjergene, mens målbyen ligger midt på Po-sletten et stykke syd for de høje tinder, og derfor består etapen af en faldende første del og en flad anden del. Straks fra start sætter man kursen mod sletten, når man kører mod sydøst og syd ad lige og let faldende dalveje langs floden Torrente Cismon, indtil man efter 14,2 km når frem til byen Gorna. Her forlader man kortvarigt dalen for at køre mod sydvest op ad kategori 4-stigningen Lamon (3,5 km, 5,6%), der undervejs byder på en kilometer med 7,1%, en derudover stiger med 4-5% frem mod toppen, som rundes efter 17,6 km.

Nu er det næsten slut med dagens klatring. En kringlet nedkørsel leder mod syd tilbage til dalen, hvor man kører videre langs floden mod sydøst ad faldende veje. Man forlader floden for at køre ad faldende veje mod sydøst ind gennem Fonzaso, der passeres efter 26,0 km, hvorefter man rammer floden Torrent Stizzon, der nu følges mod nordøst frem til byen Feltre, der passeres efter 37,5 km. Her drejer man mod syd for at køre videre ned langs floden Piove ad veje, der nu kun falder ganske let, indtil man efter 62,6 km når frem til byen Fener.

Her forlader man for anden gang dalen, når man drejer mod nordøst for at køre ad stigende veje ind gennem byen Valdobbiadene, hvor dagens første spurt køres efter 679 km, inden det igen begynder at falde. I byen Guia drejer man efter 73,2 km mod sydøst, og efter 76,9 km rammer i byen Col San Martino endelig Po-sletten.

Her går det mod sydøst ad lange, lige og kun ganske let faldende veje, og sådan fortsætter det, når man i byen Puente della Friula efter 94,1 km drejer mod syd for at køre forbi dagens Intergiro-spurt, der kommer efter 106,8 km. I udkanten af den store by Treviso, der passeres efter 112,4 km drejer man mod sydvest for at køre uden om centrum, og nu bliver det helt fladt, når man ad lige veje kører mod syd ned til byen Dolo, idet man undervejs kører dagens sidste spurt efter 131,5 km. Her drejer man mod vest for nu at zigzagge sig mod vest og sydvest, inden man drejer mod nordvest for at køre ad en lige vej ind til Padova, hele tiden igennem fladt terræn. Den lige veje er helt uden udfordringer, inden man har en teknisk afslutning, hvor man drejer i en rundkørsel med 900 m igen og skal igennem en rundkørsel med 700 m igen, inden et sving leder ind på den 450 m lange og 9 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 873 højdemeter.

Historien taler for, at denne nemme etape midt i den brutale tredje uge vindes fra et udbrud, men sådan går det formentlig ikke i år. For andet år i træ er arrangørerne lykkedes med at designe en sprinteretape, der er nærmest uden højdemeter, og det er svært at tro, at sprinterholdene ikke vil lykkes med at kontrollere denne meget lette rute, særligt når det aldrig rigtigt blæser i området. Udbrudssejre er altid en option på dette tidspunkt i løbet, men denne gang bør vi få en massespurt i storbyen Padova, inden vi skal tilbage til bjergene.

Padova var senest målby for Giroen på en hele 257 km lang etape i 2000, hvor Ivan Quaranta vandt en massespurt foran Jan Svorada og Mario Cipollini. Forinden var løbet forbi i 1978, hvor Francesco Moser sejrede, og i 1954, hvor Rik Van Steenbergen var først over stregen. Derudover har byen ofte været mål for det nu genopstandne Giro del Veneto, senest i 2021, hvor Xandro Meurisse sejrede, men også i 2009, hvor Filippo Pozzato vandt, i 1998 og 1999, hvor Davide Rebellin begge gange sejrede, i 1961, hvor Nino Defilippis var stærkeste mand, i 1956, hvor Giorgo Albani var bedst, og i 1954, hvor Luciano Maggini løb med sejren. Endelig blev Franco Bitossi i 1970 italiensk mester i byen.

19. etape, fredag d. 24. maj: Mortegliano - Sappada 157,0 km (***)

Normalt består den tredje uge af i hvert fald fire store klassementsetaper, der enten er enkeltstarter eller store bjergetaper, men det er meget sigende for arrangørernes ønske om at gøre sidste del af løbet lettere, at der i år ”mangler” en sådan etape. Den er nemlig erstattet af en noget, der vel bedre kan betegnes som en mellemetape på løbets tredjesidste dag, men det betyder nu ikke, at 19. etape skal undervurderes. Løbets sidste tredjedel byder stadig på tre stigninger og nærmest intet fladland, og selvom den sidste stigning, der end ikke har mål på toppen, ikke er noget Monte Zoncolan, har den stadig så svære passager, at det måske kan være muligt at vinde lidt tid, når vi er så dybt inde i den tredje uge - også selvom dagen ligner en af løbets mest oplagte chance for udbrydere.

Læs også

Blot 19 sekunder efter: Ineos-profil jagter ikke ungdomstrøjen

Med en distance på 157,0 km er der tale om en meget kort etape, der fører feltet fra Mortegliano til Sappada. Startbyen ligger på Po-sletten og målbyen i bjergene, og derfor er første del af etapen let og anden del svær. Let er det i hver fald fra start, når man kører mod nordvest ad lange, lige og let stigende veje frem til byen San Daniele del Friuli, der nås efter 32,7 km.

Den ligger på kanten af bjergene, men man mærker ikke for alvor, at man nu kører ind i det kuperede område. Man holder sig nemlig i dalen ved at sno sig mod nord ad let kuperede veje langs floden Tagliamento, idet man efter 48,0 km når toppen af en bakke (1,0 km, 5,7%), og når man når byen Peonis, hvor dagens første spurt køres efter 56,1 km, bliver det næsten helt fladt, indtil man efter 70,9 km når toppen af endnu en bakke (1,8 km, 5,9%), hvorefter man kører man nordvest ad flade veje frem til byen Tolmezzo, der passeres efter 79,3 km. Herfra fortsætter man et kort stykke mod nordøst videre gennem dalen ad let stigende veje frem til byen Formeaso, der nås efter 86,7 km.

Nu er det slut med turen gennem dalen. Her drejer man nemlig mod nordøst for at køre op ad den ikke-kategoriserede Rosa dei Venti (6,2 km, 4,2%), der har top efter 95,2 km. På toppen er der kun en ultrakort nedkørsel, der leder mod nord ned til byen Paularo, hvor dagens Intergiro-spurt køres efter 100,4 km. Her venter dagens vanskeligste udfordring, når man kører mod vest op ad kategori 2-stigningen Passo Duron (4,3 km, 9,7%), der er stejl og over de første 3 km stiger med 10-11%, inden den flader lidt ud med 8,3% over de sidste 1,3 km frem mod toppen, som rundes efter 104,9 km.

Nu leder en i starten uhyre teknisk og siden meget let nedkørsel ned til dalen, der efter 114,4 km nås i byen Paluzza, hvorfra man kører et kort, let stigende stykke frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 116,3 km. Hurtigt forlader man igen dalen for at køre mod vest op ad kategori 3-stigningen Sella Valcalda (6,5 km, 5,9%), hvis data snyder. Således stiger de første 3 km med bare 2-5%, men derefter venter en kilometer med 10,1%, inden de sidste 2,5 km stige jævnt med ca. 7% frem til toppen, som rundes efter 121,7 km.

Herfra resterer fortsat 33,4 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, som fører mod vest ned til dalen og byen Comeglians, hvor man efter 129,0 km drejer mod nord for at køre mod nord og nordvest op langs floden Torrente Degano. Det sker først via en ikke-kategoriseret stigning (3,7 km, 5,0%), der har top efter 134,8 km og derefter ad let stigende veje, som efter 142,5 km leder feltet frem til Forni Avoltri.

Her indledes dagens sidste udfordring, når man kører mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Cima Sappada (8,5 km, 4,7%, max 15%), der er en meget irregulær stigning. Således stiger de første 3,0 km jævnt med 4,6% i snit, inden der venter 2,2 km, der med 0,3% stort set helt flade. Dernæst venter til gengæld 2,8 km, der stiger med 8,6% i snit og endda indledes med 1000 m med 10-12%, inden den stiger med 7-9% frem mod de sidste 500 m, der stiger med bare 3,7% frem mod toppen, som rundes efter 150,8 km i udkanten af Sappada.

Herfra resterer 6,2 km, der indledes med, at man kører man sydvest ad let faldende og kun ganske let snoede veje ind til selve byen, hvor man kører mod nordøst ind gennem byen. Med 2,0 km rammer man en 1000 m lang bakke, der stiger med 5,4%, herunder med 5,8% over de første 500 m, hvor den når op på 10%, og 5,0% over de sidste 500 m, inden den sidste kilometer falder med 1,0%. Finalen byder på to sving med hhv. 2000 m og 1700m igen, hvorefter vejen har fire skarpe 90-graderskurver lige i rap startende med 1000 m igen, inden man rammer den 700 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3209 højdemeter.

Etapen er bestemt ikke løbets sværeste, og meget kan tale for, at mange vil spare kræfterne til den vanskeligere etape lørdag. Den sidste stigning er således kun svær over 2,8 km, og det er i hvert fald for lidt til at gøre store forskelle. På dette tidspunkt i løbet er trætheden dog også sat ind, og det er bestemt ikke umuligt, at der mod slutningen alligevel kan være lidt sekunder at vinde, hvis en rytter har mod til at lægge et pres. Mest af alt er det dog en af løbets mest oplagte chance for udbrydere, der her endelig kan se frem til en etape, der måske nok har bjerge, men ikke stiller helt så store krav til klatreevnerne, som flertallet af løbets udbrudsmuligheder.

Sappada har to gange tidligere været mål for et stort cykelløb, begge gange i Giroen. Det var senest i 2018, hvor man havde en betydeligt hårdere finale, og hvor Simon Yates svarede igen på Chris Froomes sejr på Zoncolan 24 timer tidligere ved at køre alene hjem med 41 sekunder ned til Miguel Angel Lopez, Tom Dumoulin, Domenico Pozzovivo, Richard Carapaz og Thibaut Pinot og hele 1.32 ned til en lidende Froome, der bare blev nr. 17. Forinden var det i 1987, hvor Johan van der Velde tog en solosejr i byen.

20. etape, lørdag d. 25. maj: Alpago - Bassano del Grappa, 184,0 km (*****)

Den italienske geografi giver Giro d’Italia-arrangørerne den store fordel, at man kan have store bjergetaper helt frem til allersidst. Hvor man først i de senere år er begyndt at trods den logistiske udfordring og transportere hele cirkusset til Paris efter en afsluttende bjergetape bare 24 timer før afslutningen af Tour de France, har det forhold, at mål ofte har ligget i Milano betydet, at Giro-arrangørerne uden de store problemer har kunnet afvikle den sidste store bjergetape på næstsidste dag, og det har ofte ført til store omvæltninger til allersidst, som vi så det senest så det i både 2020, 2022 og 2023, hvor førertrøjen skiftede ejermand på 20. etape. Noget lignende kan meget vel ske igen i år, for selvom løbet for anden gang i træk slutter i Rom, er 20. etape igen en af de allervigtigste. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at det er løbets kongeetape, når feltet hele to gange skal op ad gigantiske Monte Grappa, der er et sandt bæst med stort potentiale til at skabe drama. Det samme er den tekniske nedkørsel, som Vincenzo Nibali benyttede til at tage karrierens første grand tour-etapesejr i 2010, og dermed er scenen sat til et drama, der kan blive lige så stort vi har set det i tre af de seneste fire udgaver.

I alt skal der tilbagelægges 184,0 km, der fører feltet fra Alpago til Bassano del Grappa, og der er tale om en etape i to halvdele med en relativt let første del og en brutal finale med to omgange på en rundstrækning med Monte Grappa. Startbyen ligger midt i bjergene, mens målbyen ligger på Po-sletten på kanten til selvsamme bjerge, men selvom starten kunne gøres benhård, er arrangørerne nådige. Således lægger man ud med at køre mod sydvest ad et kort, let stigende stykke, inden en i starten lidt kringlet, men siden let nedkørsel leder videre mod sydvest ned til udkanten af byen Vittorio Veneto, der nås efter 16,1 km.

Nu har man ramt det småkuperede område nord for Po-sletten, og her kører man mod sydvest og syd ad først let sigende og siden let faldende veje. Man får lov at varme klatrebenene lidt op, når man drejer mod sydvest for at køre op ad den meget stejle kategori 4-stigningen Muro Di Ca’ Del Poggio (1,0 km, 11,9%), der er en helt jævn mur med top efter 30,3 km. Den leder op til et plateau, der følges mod nordvest, inden det går mod sydvest ad let faldende veje ned til Pieve di Soglio, der nås efter 39,9 km.

Her har man ramt selve Po-sletten, og derfor er det næsten helt fladt, når man fortsætter mod sydvest ad lige veje ned til Fontigo, hvor man km drejer mod vest for at køre videre gennem fladlandet. I byen Covolo, der nås efter 53,9 km drejer man mod syd, inden man efter 57,3 km drejer mod vest og efter 59,7 km mod nord. Kort efter går det mod mod vest for at passere gennem et højdedrag. Det betyder, at terrænet herfra er let kuperet, indtil man når frem til Posagno, hvor dagens første spurt køres efter 75,3 km, og hvor man drejer mod sydvest for at køre ad faldende veje frem til rundstækningen, der efter 87,8 km rammes i byen Semonzo del Grappa.

Nu skal man tilbagelægge næsten to hele omgange på den 47,2 km lange runde, der er en ganske ubehagelig sag. Den indledes med, at man kører mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Monte Grappa (18,1 km, 8,1%, max. 17%), der er en uhyre jævn stigning. De første 9,6 km stiger således helt jævnt med 8,4% i snit frem til en lille nedkørsel over 300 m, hvorefter de næste 4,1 km stiger med 8,9% i snit, men er en smule med ujævne med blandt andet 2 km med 9,5-12%. Herefter følger et næsten fladt plateau over en lille kilometer, inden stigningen slutter med sin vanskeligste del, når de sidste 3,5 km stiger relativt jævnt med 9,5% i snit.

Toppen rundes efter hhv. 106,1 km, og 153,3 km, så der efter sidste passage stadig resterer 30,7 km. De indledes med den uhyre tekniske nedkørsel, der fører mod sydvest og syd og særligt på den sidste del er svær, og som undervejs afbrydes af en bakke (1,5 km, 9,2%), der har top efter hhv. 116,4 km og 163,6 km, hvor dagens sidste spurt køres på sidste omgang. Til slut når man ned til byen Romano d’Ezzelino, hvor man på første omgang afslutter rundstrækningen ved at køre et kort, fladt stykke mod nordøst tilbage til Semonzo del Grappa, hvor man kører dagens Intergiro-spurt efter 135,0 km

Det gør man til gengæld ikke på anden omgang. Her fortsætter man til gengæld mod syd og sydvest ad lige og let faldende veje til målet i Bassano del Grappa, hvor det falder let næsten hele vejen, den sidste kilometer med 0,2% i snit. Efter at man har forladt rundstrækningen er der tre skarpe sving med 1900 m, 1000 m igen og 400 m, hvorefter man skal igennem en rundkørsel, der leder ind på den 350 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4540 højdemeter.

Vi kender finalen fra etapen i 2010, hvor de dog kun skulle over stigningen én gang, og hvor man havde 15 flade kilometer til sidst. Dengang viste stigningen sin brutalitet, da Vincenzo Nibali, Ivan Basso, Michele Scarponi og Cadel Evans kørte væk og lavede store forskelle, inden Nibali kørte alene hjem til solosejr på nedkørslen. Bag dem tabte Alexandre Vinokourov 1.34 til Nibali, mens den første større gruppe med den førende David Arroyo smed hele 2.25. Det vidner om, hvor store forskelle, der kan gøres, selvom der ikke er mål på toppen, og de forskelle vil kun blive endnu større på en etape med to passager. Med nærmest intet fladland mellem de to opkørsler kan man endda tage chancer med et tidligt angreb, og da nedkørslen jo altså også gjorde forskelle i 2010, er der lagt op til et brag af en afslutning på Giroen, hvor man kan se masser af drama, selvom man denne gang ikke runder bjergfesten af en med bjergafslutning.

Bassano del Grappa har kun to gange tidligere været målby i Giroen, nemlig i 1992, hvor Endrio Leoni vandt en massespurt, og i 1986, hvor Guido Bontempi gjorde det samme. Derudover har byen været målby for de første tre udgaver af de nye Veneto Classic, der er blevet vundet af Davide Formolo (2023), Marc Hirschi (2022) og Samuele Battistella (2021), og byen var i 2022 også målby for det mindre Trofeo Alcide Degasperi, hvor Pierre-Pascal Keup sejrede, i 2019, hvor Benjamin Hill vandt, og i 2013, hvor sejren gik til en ung Damien Howson. Endelig vandt Sergei Uslamin i 1985 en etape i Baby-Giroen i byen.

21. etape, søndag d. 26. maj: Rom - Rom, 125,0 km (*)

Mens man i Touren og Vueltaen stort set altid slutter med en sprinteretape, er der langt mere frihed hos Giro-arrangørerne, der flere gange inden for de seneste år har sluttet det hele af med en vigtig enkeltstart. Faktisk skete det hvert eneste år mellem 2019 og 2022, men nu er Giroen gået de to øvrige grand tours i bedene. For anden gang i træk ventes sprinterne nemlig at få det sidste ord, og det sker endda ligeledes for anden gang i træk som i Touren og Vueltaen også i landets hovedstad, da Rom for blot sjette gang i historien er rammen om den store finale. En lang rejse har nemlig sendt rytterne fra bjergene i den nordlige del hele vejen ned til den italienske hovedby midt i landets støvle, hvor der er lagt op til en spektakulær etape i hjertet af byen, der byder på besøg hos flere af attraktioner og en afslutning ved Fori Imperiali. Ved besøget i Rom i 2018 betød vejenes dårlige og farlige tilstand, at tiden blev taget allerede efter tre af de ti omgange på rundstrækningen, men nu har man fundet en ny rundstrækning, der bruger dele af den gamle, men som sidste år gav anledning til et brag af en massespurt helt uden den slags kontroversielle omstændigheder, og sådan går det formentlig også i 2023, hvor man endda har gjort rundstrækningen mere enkel end sidste år.

Arrangørerne har fået en del kritik for at gøre disse afsluttende etaper alt for lange, og denne gang har man - modsat løbets generelle tendens - også designet en relativt lang etape, der med sine 125,0 km har både start og mål i Rom. I 2018 havde man en ren rundstrækningsetape, men som i 2023 gør man nu som Touren og Vueltaen, hvor man altid har en indledende paradedel, der fører fra en forstad ind til byen, hvor rundstrækningen er placeret. Man har dog en relativt kort paradedel og tilbringer langt det meste af etapen på rundstrækningen.

Man starter således i Roma - Eur i den sydlige del af storbyen, hvorfra man kører mod sydvest ad en ganske let kuperet og næsten helt lige vej uden sving hele vejen ud til kysten, hvor man efter 17,0 drejer mod vest for at køre et kort stykke hen langs vandet. Efter 19,9 km foretager man en U-vending, og derefter går det mod øst og nordøst ad den samme vej i modsat retning, men denne gang kører man forbi startområdet og videre ad lige og nu helt flade veje mod nordøst ind mod centrum. Slutteligt går det mod nord det sidste stykke frem til rundstrækningen, hvor man kører dem sidste del af denne frem til en første passage af stregen efter 49,0 km.

Etapen afsluttes nu med otte omgange på den 9,5 km lange runde, der ikke er helt flad, men ikke byder på væsentlige terrænmæssige udfordringer (sidste år kørte man seks omgange på en 13,6 km lang rundstrækning). Efter et hurtigt sving går det mod nordvest ad lange og lige veje frem til det vestligste punkt, idet man undervejs passerer Fori Imperiali, hvor dagens Intergiro-spurt køres på femte omgang efter 88,4 km. Her tager man to hurtige sving, inden man kører ad en lige og bred vej mod sydøst langs floden Tiberen.

Den forlader man med 4000 m igen, hvorefter der er to sving med 3100 m og 3000 m igen. Nu går det ned til en rundkørsel, hvor man drejer med 2400 m igen, inden der venter et skarpt sving med 1700 m igen. Med 1000 m igen er der et blødt sving, inden et sidste blødt sving leder ind på den 350 m lange og 9 m brede opløbsstrækning, der har en brostensagtig belægning. Den tredjesidste kilometer er let stigende, inden det falder let over de sidste par hundrede meter ned mod den røde flamme, hvorefter den sidste kilometer er flad. Dagens to spurter køres på målstregen efter hhv. anden og sjette omgang, dvs. efter hhv. 68,0 km og 106,0 km.

Etapen byder på i alt 660 højdemeter.

Der er lagt op til parade og massespurt på en sidste etape, der vil følge det velkendte mønster fra disse afsluttende grand tour-etaper. Den indledende del frem til rundstrækningen vil blive brugt til at skåle i champagne og posere for fotografen, inden der et lagt op til en hæsblæsende finale med et udbrud, der på disse etaper sjældent får et stort forspring. Denne gang skal der dog køres hele 86,0 km på rundstrækningen, og det kan betyde, at der gives lidt mere plads til lykkeridderne, men det vil være overraskende, hvis ikke det hele samles til en massespurt. Man skal dog tage sig i agt for de tekniske rundstrækninger i Italien, og denne er da også mere kompliceret end dem, vi ser under Touren og Vueltaen i hhv. Paris og Madrid. Så sent som i 2015 snød Iljo Keisse alle sprinterne, da han og Luke Durbridge holdt til mål på en lignende rundstrækning i Milano, og derfor skal sprinterne holde sig til og køre kontrolleret, hvis de vil være sikre på at spurte om sejren inden den store fest i Rom, men med en lidt mere enkel rundstrækning end sidste år kommer de hurtige folk formentlig til fadet.

Rom har tidligere været besøgt 49 gange, men kun sjældent siden 1968, og kun fem gange tidligere er løbet sluttet i byen. Frem til 1955 var byen på programmet næsten hvert eneste år, men derefter vendte man først tilbage i 1958, 1959, 1961, 1966 og 1968. Siden sidstnævnte år besøgte man i resten af årtusindet kun hovedstaden i 1982 og 1989, hvor Urs Freuler begge gang sejrede. I 2000, hvor Jan Hruska vandt en enkeltstart, vendte man tilbage, og det gjorde man igen i forbindelse med 100-årsjubilæet i 2009, hvor løbet sluttede med en enkeltstart, der overraskende blev vundet af Ignatas Konovalovas foran Bradley Wiggins og Edvald Boasson Hagen, og hvor Denis Menchov overlevede et chok og trods et styrt på de spejlglatte veje sikrede sig den samlede sejr. Man var tilbage i 2018, hvor byen også var vært for sidste etape, og hvor en farlig rute førte til, at urene blev stoppet allerede efter tredje omgang på rundstrækningen, inden Sam Bennett vandt den afsluttende massespurt foran Elia Viviani og Jempy Drucker. Senest sluttede løbet i byen sidste år, hvor man brugte præcis denne etape, og hvor Mark Cavendish sejrede i en massespurt foran Alex Kirsch og Filippo Fiorelli. Tidligere var byen også vært for Giro del Lazio, der under navnet Roma Maxima blev afviklet for sidste gang i 2014, hvor Alejandro Valverde efter en vild jagt vandt foran Davide Appollonio og Sonny Colbrelli, og også i 2013, hvor Blel Kadri tog en solosejr foran Filippo Pozzato og Grega Bole. Forinden var dette årtusindes øvrige vindere af løbet under det gamle navne Francesco Masciarelli (2008), Gabriele Bosisio (2007), Giuliano Figueras (2006), Filippo Pozzato (2005), Juan Antonio Flecha (2004), Michele Bartoli (2003), Paolo Bettini (2002), Massimo Donati (2001) og Maximilian Sciandri (2000).