Giro d'Italia-analyse: Var det vendepunktet for det kriseramte storhold?

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Man siger jo, at der er højt at flyve, men dybt at falde. Hvis ikke de kendte det gamle mundheld i forvejen, har Visma-ledelsen lært det at kende i løbet af de første måneder af cykelsæsonen. Nu er der nok i hvert fald 13 af de 18 WorldTour-hold, der vil hævde, at der er grænser for, hvor dybt man er faldet, hvis man ligger nr. 5 på verdensranglisten, men for det hollandske storhold har sæsonstarten været intet mindre end katastrofe.

Det startede jo ellers, som det plejer. For andet år i træk gjorde de rent bord i åbningsweekenden, samtidig med at Jonas Vingegaard holdt sin egen lille legestue i Galicien. Ja, faktisk gik begyndelsen af marts endnu bedre end sidste år, hvor de ”kun” vandt Tirreno og nøjedes med en podieplads i Paris-Nice, mens de i år blev det første hold i historien til at vinde begge etapeløb i samme sæson. Allerede dengang vidste vi godt, at holdet næppe ville vinde alle tre grand tours, som de gjorde i den mindeværdige 2023-sæson, men kursen var i hvert fald sat mod, at de igen skulle dyste med UAE om ranglistens førsteplads og det største antal sejre.

Læs også

Norman sender "stor tak" til konkurrent efter hjemmebanetriumf

Hvad der skete efter afslutningen på de to forårsetapeløb, ved ingen, men Richard Plugge må have gjort sig yderst uheldigt bemærket hos lykkens gudinde. Lige siden Matteo Jorgenson og Jonas Vingegaard steg ned fra de to podier i hhv. Nice og San Benedetto del Tronto, er uheldene nemlig regnet ned over Plugges mandskab i et sådant omfang, at man næsten skulle tro, at de havde en verdensmester, der var blevet ramt af regnbuens forbandelse. Det startede med, at en syg Christophe Laporte nærmest med det samme blev sat i Milano-Sanremo, og siden dengang har de end ikke nået at rejse sig fra det ene uheld, inden de er blevet ramt af det næste.

Det mest dramatiske har naturligvis været Vingegaard og Wout van Aerts styrt, men det er jo blot en brøkdel af de styrt og sygdomstilfælde, der har ramt holde. Laporte og Dylan van Baarle kunne i hvert fald sætte en fed streg over deres forår, hvor Tiesj Benoot og Jorgenson ganske vist forsvarede holdets ære flot, men stadig efterlod ledelsen med et væld af bristede ambitioner. At så samtidig Cian Uijtdebroeks og Sepp Kuss skuffede fælt i deres løb, selvom der ikke var nogen synderlig god forklaring, gjorde det ikke just bedre.

Liege-Bastogne-Liege markerer jo et nyt kapitel i cykelsæsonen, hvor man lægger klassikerne bag sig og går over til perioden med de tre grand tours, og Plugge har utvivlsomt krydset fingre for, at han dermed også kunne starte et nyt kapitel, hvor lykkens gudinde havde fuldendt sin strafaktion og igen ville se med mildere øjne mod Holland. Nok skulle de klare sig uden Van Aert, men med Olav Kooij og Uijtdebroeks i truppen var der grund til at tro, at Giroen måske kunne markere vendepunktet for det slagne storhold.

Sådan gik det bare ikke - i hvert fald ikke i første omgang. Selvom kalenderen nu siger maj, var den ondsindede gudinde stadig ikke tilfreds med den ellers ret omfangsrige byge af uheld, hun havde kastet ned over Plugges tropper. Løbet var knap kommet i gang, før Robert Gesink var sendt ud efter styrt - i øvrigt efter at en syg Koen Bouwman havde meldt afbud i ugen op til løbet - og det varede ikke mange dage, inden også Laporte måtte rejse hjem efter styrt i noget, der vel kunne markere starten på en stjernetrøjens forbandelse. Og det var såmænd ikke det eneste, for Attila Valter har også været i asfalten to gange.

Bedre blev det ikke just af, at det kneb med det sportslige. Lyspunktet har været Uijtdebroeks, der er kommet opløftende gennem løbets første uge, men holdets anden kaptajn, Kooij, har været yderst skuffende. Ganske vist vidste vi allerede inden løbet, at nok ikke kunne konkurrere med Jonathan Milan og Tim Merlier på ren fart, men at han nærmest skulle ydmyges af dem begge i løbets første spurt, var alligevel uventet. Inden løbet talte man ellers om tre topsprintere, og selvom Kooij klart lignede det svageste kort af de tre, er det alligevel bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt folk synes nu kun at tale om to topsprintere.

Men måske blev det søndag d. 12. maj, hvor gudindens forbandelse fik en ende. I hvert fald var det i dag, at Kooij sørgede for, at Giroen nu ikke kan ende som den dundrende fiasko, holdets klassikerkampagne - trods tre store sejre - endte som. Holdet erklærede fra start, at deres primære mål var en etapesejr med den hollandske sprinter, og selvom man måske kan brokke sig over, at de havde så travlt med at tale forventningerne til Uijtebroeks ned, var det ikke et helt urimeligt mål for en trup, der kom til start uden Van Aert, Vingegaard og - af gode grunde - Primoz Roglic.

Det bedste af det hele var egentlig ikke, at Kooij vandt etapen. Nej, det var tværtimod, hvordan han gjorde det. Hvis han havde vundet, fordi hans værste rivaler havde fejlet, havde sejren ikke haft den store vægt, men sådan var det slet ikke. Nej, tværtimod skal denne karrierens største sejr tillægges al den vægt, den overhovedet kan.

Vi fik nemlig den helt rene duel mellem ham og Milan. Selvfølgelig var det italieneren, der åbnede modvindsspurten først efter endnu en opvisning af Lidl-toget med Jasper Stuyven, Edward Theuns og Simone Consonni, der nok engang beviste, at det ikke kun er på papiret, de udgør den stærkeste enhed, men det kogtes dybest set ned til en duel på ren fart. Og hvor Kooij indtil nu end ikke har været tæt på at mål sig med sin italienske konkurrent, var det altså i dag akkurat hollænderen, der havde overhånden.

Helt overraskende er det dog ikke. Nok har Milan forbedret sin holdbarhed meget, men Kooij kan på sine dage være mere holdbar. Det var i hvert fald i Milano-Sanremo, og i denne kuperede finale i Napoli, der mindede mere om det italienske monument end en flamsk klassiker, hvor Milan indtil nu har været bedst af de to, kan det ikke undre, at Kooij nåede frem til stregen med den største friskhed. Samtidig ved vi, at Milan har haft til i hvert fald på visse dage at tabe fart, når han begynder at kæmpe med restitutionen, og derfor kan det ikke undre, at han efter en hård dag på løbets niende dag ikke var det uhyre, han har været hidtil.

Læs også

Norsgaard fældet på vej mod stor triumf - Bettiol vinder samlet

Ja, faktisk kan netop det forhold vise sig endnu mere opløftende for Kooij. Det er som bekendt hans første grand tour, og derfor aner vi ikke, om han er holdbar over tre uger. Det er Kooij-typerne nemlig ikke altid, men det er holdbarhed, der gør en god grand tour-sprinter. Den slags hænger bare ikke altid sammen med evnerne til at overvinde bakker. Mark Cavendish har jo åbenlyst altid været en suveræn grand tour-sprinter, mens eksempelvis Arnaud Demare, der jo ellers er en betydeligt mere robust type, i hvert fald i starten var kendt for kun at kunne holde en uges tid. Selvfølgelig er der lang vej til Rom, men det virker da ikke længere helt umuligt, at farthierarkiet kan forskubbe sig så meget i hollandsk retning, at der venter flere etapesejr til Kooij i de kommende uger - også selvom sprinteretaperne bliver betydeligt lettere herfra.

Helt skidt var det nu heller ikke for Milan. Han og Lidl tog en chance ved så aktivt at gå efter etapesejren, for med italienerens svingende holdbarhed var der en risiko for, at han ville blive sat af undervejs og måske servere 50 sikre point for en etapesejr til Kaden Groves. Den satsning gav ganske vist ikke fuldt udbytte med etapesejr og 50 point, men en 2. plads har bestemt også ret for en sprinter, der går efter pointtrøjen - og bedre bliver det naturligvis, når den kommer efter en dag, hvor holdet imponerer stort.

De fik nu også god hjælp til at være helt friske i finalen. Alpecin påtog sig uden brok ansvaret for gennem hele dagen at sende Groves i scene, og det endte med at koste pokkers dyrt. Alle ved, at australierens største svaghed er hans positionering, og nu endte han med at brænde hele sit hold af på først at kontrollere etapen og siden - da han fornemmede, at løbet var ved at blive for let - at køre stærkt på bakkerne. Det betød næsten helt forudsigeligt, at han som så ofte før var fanget for langt tilbage, og dermed endte det som på 5. etape som skønne spildte kræfter og en i forhold til pointtrøjen decideret kontraproduktiv indsats.

Endnu mere ærgerligt var det, at det måske var Groves’ bedste chance. Han har i år manglet fart på de lette dage, men vi så i den benhårde finale på 4. etape, at han pludselig kunne true Milan. Hans store problem er, at dette var den sidste af de otte sprinteretaper, hvor finalen var relativt svær, og skal han herfra med en etapesejr, skal han derfor satse på, at rivalerne laver fejl, eller at hans ekstreme holdbarhed gør, at han i kraft af sin restitution kan få en overhånd i særligt den tredje uge - men efter i dag er risikoen for, at Alpecin for første gang skal gennemføre en grand tour uden en etapesejr blevet betydeligt større.

Groves havde nok også for store forventninger til etapen. Det kan man selvfølgelig ikke fortænke ham i, for han er jo ikke skyld i, at det nok var hans bedste chance i dette løb, når det ikke er ham, der har designet etaperne, men allerede inden løbet så det altså ud til, at etapen ikke ville blive så selektiv, som australieren havde drømt om. De fire stigninger var på papiret for lette og kom med for stor afstand, og derfor så det også på forhånd ud til, at det kunne blive svært at snyde sprinterne og skabe nogen rasende stor udskilning.

Det kom der bestemt heller ikke. Ja, faktisk blev den endnu mindre end ventet. Sebastian Molano er bestemt ikke kendt for sine klatreevner i grand tour, og når han kommer med hjem, har der bestemt ikke været tale om noget blodbad. Derfor er det også lidt paradoksalt, at det var på denne etape, han fik sit bedste resultat, og desværre var det endda ikke særligt opløftende. Nu blev det nemlig igen udstillet, at han trods alt ikke kan konkurrere med de hurtigste på fart, selv når han for en sjælden gangs skyld har god position.

Han fik ellers den bedste hjælp, man kunne ønske sig. Som en anden Geraint Thomas for Mark Cavendish i Rom eller Bradley Wiggins for selvsamme Cavendish i Paris agerede Tadej Pogacar nemlig pludselig lead-out man. Her vil mange hævde, at den slags er farligt for en rytter, der skal spare så meget på kræfterne som muligt, men det er svært ikke at have stor sympati for den gestus, holdets store stjerne giver en rytter, der ikke havde nogen stor chance for at vinde. Det vidner naturligvis også om det totale overskud, han render rundt med i det, der stadig er som at se Real Madrid spille i den danske 2. division, og det er jo trods alt næppe dagens føring, der afgør, hvornår han løber tør for kræfter.

Han hjalp da også Molano til at slå nogle ganske hurtige folk. I hvert fald fik colombianeren skovlen under Alberto Dainese, der efter den uhyre skuffende spurt på 3. etape ligner en mand, der - akkurat som han plejer - er ved at finde formen. Han fik også skovlen under Caleb Ewan, der ellers fortsætter med at vise betydelig fremgang i forhold til den uhyre uholdbare skikkelse, han var i sæsonstarten, men som må sande, at han altså slet ikke længere er i stand til at positionere sig.

At se Danny van Poppel fremme, var heller ikke uventet, for også for ham gælder, at dette var hans måske bedste chance. Det sagde næsten også sig selv, at det skulle være her, vi endelig fik Andrea Vendrame i top 10. Nej, så var det mere opløftende at se Madis Mihkels, der jo som U23 var endog uhyre holdbar, men som har kæmpet med klatreevnerne som professionel, gøre det så fint på denne form for etape. Ja, i det hele taget begynder han langsomt at vise, hvorfor han med sin sejr over Groves i Estland tilbage i 2022 lignede så stort et talent - vel at mærke i en alder af bare 18 år. Max Kanter bekræftede også den gode form, vi så i Tyrkiet, men det kniber godt nok for ham og Davide Ballerini med at få samarbejdet til at fungere. Det er i hvert fald nu anden gang, at holdets lead-out man ender foran sprinteren.

Læs også

Pogacar vinder Giroen – Merlier triumferer i det sidste slag i Rom

Spørgsmålet er, om han i dag klatrer så godt, at han havde haft glæde af et endnu hårdere løb. Som sagt blev det bestemt ikke verdens mest selektive sag, men der var dog folk, der faldt fra. Fabio Jakobsen gav sig selv, og det mest markante navn var derfor Tim Merlier. Han lignede imidlertid en mand, der efter fredagens styrt havde opgivet på forhånd, for han valgte i hvert fald som den eneste at køre begge de indlagte spurter for fuldt knald. Det er en skam, for jeg kunne faktisk gode tænke mig at have set, hvor langt han kunne være kommet på en etape af denne type på dette tidspunkt af en grand tour.

Mere overraskende var det naturligvis at se Ethan Vernon og Tobias Lund i den allerbagerste gruppe, men det kan jo desværre forklares med sygdom. Det kan det til gengæld ikke med Phil Bauhaus, hvis holdbarhed godt nok er svær at blive klog på, når vi husker på den choksejr, han tog på en benhård dag i Tirreno. Nej, så var det mere sikkert, at den i dag tonstunge Fernando Gaviria naturligvis ikke kunne klare disse bakker.

Den største taber af dem alle var dog måske Laurence Pithie. Den stakkels newzealænder har gang i en ganske katastrofal grand tour-debut, hvor uheldene regner ned over ham. Efter at have kørt rundt med knæproblemer grundet et styrt var det så i dag en defekt, der satte ham ud af spillet på en af de etaper, der lignede hans allerbedste chance. Nu begynder det efterhånden at blive ret kritisk for et hold, der er bygget 100% op om en mand, som fremover kun kan se frem til alt for lette sprinteretaper. I det hele taget havde de dårlige napolitanske veje en ærgerlig effekt, da også verdens mest uheldige rytter, Domenico Pozzovivo, smed små 2 minutter som følge af defekt, naturligvis med 4 km igen.

De dårlige veje afholdt dog ikke folk fra at angribe, selvom sprinterholdene utvivlsomt er lykkelige for, at der var uventet få forsøg undervejs. Selvom han er et stykke fra fordums styrke, må man tage hatten af for ukuelige Julian Alaphilippe, der er en hovedaktør den ene dag efter den anden. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke han nok engang forivrede sig, for måske kunne han være kommet længere, hvis han havde ventet til sidst.

Chancen for succes var i hvert fald langt større på sidste bakke, hvor løbets mest formstærke puncheur, Jhonatan Narvaez, bekræftede det fabelagtige niveauspring, han har taget. Det lignede ellers en dødsmission, da han kom alene væk til sidst, men selvom hele tre sprinterhold jagtede til sidst, var det først til allerallersidst, at han blev hentet. Det var svært ikke at sidde med en følelses af, at den mest fortjente vinder ikke var hollænder, men ecuadorianer - men det hjælper heldigvis lidt på smerten, at han jo allerede har sin etapesejr.

Det har Kooij nu også, og han har flere chancer end Narvaez for at udbygge kontoen. I hvert fald venter der yderligere fire chancer, og det helt store spørgsmål bliver nu, om trætheden har skubbet så meget til farthierarkiet, at han nu også kan slå Milan og Merlier på lettere dage, der venter fremover. Dagens resultat var i hvert fald så lovende, at det ikke ligner en total umulighed, og hvis Uijtdebroeks samtidig fortsætter sin ganske sandsynlige kurs mod i hvert fald en ungdomstrøje og måske også podiet, kan det være, at det alligevel blev Giroen, der markerede det kriseramte hollandske storholds vendepunkt.

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT