Giro d'Italia: Outsiderne (*)

Det har ikke været let af være Giro-løbsdirektør i de seneste år. Nok er løbet et af sportens største, men mod Tour de France kan det ikke konkurrere. Derfor vil alle ryttere have en naturlig præference for Giroens franske pendant, og derfor skal Vegni hvert eneste år være kreativ for at få store stjerner til start.

Det har han faktisk haft ganske fint helt med de seneste år. Feltet har desværre ofte manglet dybde, men topnavnene er været der i langt de fleste af de seneste udgaver. Sidste år begik Vegni endda et mindre kup, da han med sin beslutning om at have et uhørt stort antal enkeltstartskilometer og en afgørende bjergenkeltstart på grænsen til Slovenien lykkedes med at tiltrække både Primoz Roglic og Remo Evenepoel til en af sidste sæsons mest imødesete dueller.

I år skulle han så finde på nyt lokkemad for at sikre sig Tadej Pogacar, der lignede den eneste ”ledige” superstjerne på markedet i en sæson, hvor Evenepoel, Roglic og Jonas Vingegaard tidligt meldte ud, at Touren var deres hovedmål. Denne gang var midlet en meget mere human og overkommelig rute med en lettere tredje uge, nemmere bjergetape, færre højdemeter og kortere etaper. Han vidste nemlig godt, at Pogacar aldrig kunne overtales til at droppe Touren, og derfor handlede det om at finde en model, der kunne overtale sloveneren til at satse på den svære Giro-Tour-double.

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Pogacars luksusproblem og metaltalentets længe ventede gennembrud

Selvom det for mange lignede en umulig mission, lykkedes projektet. Pogacar er aldrig bange for udfordringer, og når løbet på lørdag skydes i gang med en historisk hård etape, vil han være løbets helt store stjerne. Det vil utvivlsomt sikre løbet den opmærksomhed, det higer efter, men til gengæld har det også en pris. Pogacar tegner sig nemlig som en historisk stor favorit i et løb, der næsten synes kvalt for spænding om sejren på forhånd.

Det skyldes også, at Vegni bestemt ikke har haft held med at tiltrække topnavne fra niveauet under feltets giganter. Om det er tilstedeværelsen af Pogacar, skal jeg lade være usagt, men da der begyndte at tegne sig et billede af holdenes sæsonplanlægninger, stod det klart, at Giroen denne gang er en historisk stor taber i kampen om de største navne. End ikke blandt rytterne fra andet og tredje geled er der mange ryttere, der har valgt at gøre det italienske løb til deres hovedmål.

Mens det kvæler spændingen i kampen om den samlede sejr, skaber det til gengæld en pivåben kamp om resten af podiet. Vegni kan være svært tilfreds med, at han for andet år i træk med sine mange enkeltstartskilometer er lykkedes med at tiltrække Geraint Thomas, der efter sidste års ”næsten-sejr” stadig har ”unfinished business” med det italienske løb. Han komme som alt i spidsen for et stærkt Ineos-hold, der også tæller to andre ryttere med top 10-placeringer i løbet, nemlig Thymen Arensman og Tobias Foss.

Helt skidt er det da heller ikke, når Vegni gør regnskabet op. I sit felt finder han endnu en tidligere grand tour-vinder i form af Nairo Quintana og yderligere et par ryttere, der har været på et grand tour-podium i form af Romain Bardet, Damiano Caruso, Rafal Majka, Hugh Carthy og Esteban Chaves. Han finder Ben O’Connor, der er blevet nr. 4 i Touren. Han finder en stribe andre ryttere, der har været i top 10 grand tours, nemlig Daniel Martinez, Juan Pedro Lopez, Eddie Dunbar, Alexey Lutsenko, Domenico Pozzovivo, Michael Woods, Felix Grossschartner, Jan Hirt og Julian Alaphilippe. Og han finder nogle af sportens mest spændende talenter i form af Cian Uijtdebroeks, der jo endda allerede har en top 10-placering fra Vueltaen, Antonio Tiberi, Florian Lipowitz, Luke Plapp, George Steinhauser og Davide Piganzoli samt solide navne som Einer Rubio, Michael Storer, Filippo Zana, Jefferson Cepeda, Lorenzo Fortunato, Attila Valter, Simon Carr, Koen Bouwman, Torstein Træen og de to brødre Aurelien og Valentin Paret-Peintre.

Nok havde Vegni utvivlsomt ønsket sig et stærkere og ikke mindst bredere felt, men kan man leve med, at spændingen om sejren synes forduftet på forhånd, er der alligevel masser at glæde sig til frem mod de kommende tre ugers cykelløb.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

Damiano Caruso (*)

Når jeg skriver denne analyse af Damiano Caruso, gør jeg det i minutterne efter at have skrevet om Florian Lipowitz. Her kom jeg med den måske lidt forhastede konklusion, at det jo nok ikke er Geraint Thomas, Caruso, Ben O’Connor eller Romain Bardet, der pludselig opnår et niveau, vi ikke tidligere har sent. De ryttere, der i disse år leverer den ene overraskelse efter den anden, er nemlig i den helt unge ende af aldersspektret, og det er pokkers sjældent, at vi ser en veteran, der pludselig leverer noget hidtil uset.

Den konklusion var bare netop en smule forhastet. I virkeligheden skriger det jo til himlen at komme med en sådan påstand, når jeg i selvsamme sætning nævner navnet Caruso. Det er nemlig netop italieneren, der står for en af nyere tids største veteranoverraskelser i grand tour-sammenhæng. Der kan i hvert fald ikke være mange, der forud for løbet havde regnet med, at han ville ende som førsteudfordrer til Egan Bernal i Giroen i 2021. Én grund var naturligvis, at han - nok engang - gik ind til løbet som ren hjælper, men selv da Mikel Landas tidlige styrt havde løsnet hans lænker, virkede det ganske meget på månen at forestille sig, at han ville ende på podiet.

Det er nu ikke, fordi Caruso ikke er en god cykelrytter. Nej, trods hans endeløse antal af hjælperroller, havde han allerede været i top 10 i alle tre grand tours, da han tog hul på den berømte Giro for tre år siden. Han var også endt som nr. 2 i både Schweiz og Romandiet, og den slags resultater vil langt de fleste ryttere give både højre arm og sikkert også halvdelen af venstre for at opnå.

Læs også

Tysk bjergged kæmper sig til stor Giro-etapesejr

Der var bare meget langt fra en 8- plads i Giroen, en 9. plads i Vueltaen og en 10. plads i Touren til den podieplads, han opnåede i 2021, særligt fordi to af resultaterne kom i starten af karrieren, hvor de personlige ambitioner og muligheder stadig var større. Ikke desto mindre viste Caruso, at det selv i disse år stadig er muligt for ryttere at blomstre op i en endog i cykelmæssig sammenhæng meget høj alder.

Hans 2. plads var nemlig ikke bare et ”one hit wonder”. Det er meget sigende, at han ved starten på den omtalte Giro blot havde to sejre i sin lange karriere, men siden dengang er han jo - efter sin egen standard - blevet en ren sejrsmaskine med nu hele syv triumfer, herunder etaper i både Giroen og Vueltaen. Sidste år fulgte han endda den flotte 2. plads op med endnu et topresultat, da han endte som nr. 4 i det hjemmebaneløb, han nu går ind til for syvende gang.

Det er sidstnævnte resultat, der gør, at jeg ikke tør undlade ham fra denne liste. Dengang kom det nemlig ret meget bag på mig, at han stadig var så god. I hans alder skal man nemlig altid bevise, at man stadig kan finde sit tidligere niveau, og der var ikke meget i hans forår, der havde indikeret, at han ville komme tæt på podiet. Ganske vist er han kendt for en langsom sæsonstart, men han floppede ganske fælt på hjemmebanen på Sicilien, hvor feltet var meget svagt, og selvom han rejste sig uhyre flot med en 3. plads i Romandiet, skete det i så svagt et felt, at man skulle være varsom med blot at oversætte det til den betydeligt stærkere besatte Giro.

Eller det skulle man jo så ikke alligevel. Selvfølgelig faldt favoritterne lidt for hurtigt som fluer, da navne som Remco Evenepoel og Tao Geoghegan Hart skred i svinget, men Caruso endte jo altså stadig som nr. 4, og selvom han var ganske langt fra podiet, havde han også solid afstand ned til de nærmeste bag ham. Selvfølgelige var det tilbageværende felt ikke det stærkeste, men det kunne sagtens måle sig med det, han er oppe mod i denne Giro.

Alligevel tror jeg ikke meget på nogen stor Giro denne gang. Som altid er han startet langsomt, men det har godt nok været meget langsomt denne gang. Den beskedne 14. plads, han for et år siden fik i Tirreno, blev i år vekslet til en helt anonym 41. plads, og selvom det var bedre i Catalonien, endte han kun som nr. 19. Da vi så i Romandiet endelig skulle se, om han blot igen havde timet sin form perfekt, blev vi berøvet chancen, da han fik defekt på kongeetapen og derfor smed sit klassement totalt.

Den test havde ellers været uhyre rar at have, men desværre nåede vi at få en test på enkeltstarten. Her var der altså ingen defekter at undskylde sig med, og her endte han som nr. 25, hvad der sammenlignet med sidste års 6. plads var ganske pauvert. Det kunne måske undskyldes med, at han i de seneste år slet ikke har været den temporytter, han var engang, men siden Bahrain har fået opgraderet materiellet, har det jo set meget bedre ud. Carusos enkeltstarter var i 2023 ganske opløftende og af en helt andet standard end det, vi så i 2023, og i år har det været tydeligt, at materiellet har fået endnu et nøk, hvad vi jo netop så i fredags, da Johan Price leverede en imponerende 6. plads på en rute, der ellers burde være for hård.

Nej, det er svært at se noget godt argument for, at Caruso skulle være lige så god som sidste år, og så kommer hans alder jo i spil igen. Det er helt nærliggende at konkludere, at han slet og ret har toppet, for før eller siden kommer tilbagegangen jo - og når alderen nu siger 36 er det jo endnu mere naturligt, end det ville have været for et år siden.

Alligevel kan man ikke udelukke en genrejsning. Sammenlignet med feltets øvrige kandidater, hvoraf mange er ret temposvage, står Caruso på papiret godt på de ufatteligt mange kilometers enkeltstart, der er på denne rute. Med det forbedrede materiel bør han i hvert fald kunne vinde tid på de fleste, også selvom han ikke rammer samme niveau som sidste år, og det fører automatisk ret langt på en rute, der er så ”let” som denne. Derudover er det trods rutens knap så bagtunge design jo stadig efter 13. etape, at de fleste svære etaper findes, og her plejer Caruso med sin solide dieselmotor jo at være bedst, akkurat som han var det for et år siden.

Det vil også undre mig, hvis han ikke er det denne gang. Det store spørgsmål er bare, hvad vi i 2024 skal lægge i ordet ”bedst”. I lyset af det, vi har set indtil nu, har alderen indhentet ham så meget, at Carusos bedste ikke rækker til den 4. plads, han opnåede sidste år - og kan kommer nok heller ikke tæt på. Det troede jeg bare heller ikke, at hans bedste gjorde for et år af skade, så belært af skade fortjener han alligevel at få en vis rangering på denne liste. Det sker nemlig af og til, at veteraner overrasker - og det er lige netop Caruso jo faktisk det nok allerbedste eksempel på.

Læs også

Asgreen snakker med flere hold - Holm anbefaler tre

Lorenzo Fortunato (*)

Der bliver længere og længere imellem dem, men det sker stadig, at ryttere har en mere gradvis udvikling og ikke bare eksploderer ind på den store scene, som denne tids vidunderbørn gør med nærmest stigende hast. Et godt eksempel på en sådan rytter er Lorenzo Fortunato, der mildt sagt har haft et for moderne cykelsport ret atypisk karriereforløb.

Der var i hvert fald ikke meget i U23-tiden, der tydede på, at vi her talte om en mand, der kunne noget særligt. Nej, faktisk virkede han end ikke til at være klatrer. De fleste har vel glemt, at han faktisk var stagiaire i dansk tjeneste hos Tinkoff i 2016, for han viste bestemt ikke meget. Der var da heller ingen, der bed på krogen, og vi skulle helt frem til 2019, inden han blev professionel. Da det skete, var det hos det beskedne Neri Sottoli/Vini Zabu-mandskab, og her var der virkelig heller ikke meget, der indikerede, at han ville blive til andet og mere end en ligegyldig parentes i cykelhistorien.

Men der skete et eller andet i foråret 2021, da han var skiftet til Eolo. Jeg havde slet ikke fået fornemmelsen af, at manden kunne køre opad, da han pludselig endte som nr. 13 i Asturien. Det var i et meget svagt felt da heller ikke et resultat, man ville opdage, hvis ikke man var optaktsskribent og skal følge den slags løb tæt, men det varslede det helt store gennembrud. Mindre end en måned senere havde han nemlig vundet sin første Giro-etape - og det endda på mytiske Monte Zoncolan.

Det var faktisk ikke den sejr, der var lovende. Den opnåede han nemlig fra et udbrud, der var nærmest renset for klatrere. Nej, det opløftende var, at han i den tredje uge faktisk klatrede med de allerbedste og endda blev nr. 9 på den sidste bjergetape. Det indikerede, at niveauet kunne række til mere end som så og ikke mindst, at han har den holdbarhed, der skaber en god grand tour-rytter.

Desværre har han siden dengang ikke leveret på de løfter. Resultaterne har skam været pæne, men i 2022 var det svært at se nogen udvikling. Den så vi til gengæld klare tegn på i 2023, hvor han lignede en mand med et helt nyt niveau, da han endte som nr. 5 i Alperne og tog den samlede sejr i Asturien, men da det gjaldt det store mål i Giroen, blev det til det rene nul og niks, og siden så vi ikke meget til Fortunato i resten af tiden hos Eolo.

Vi nåede dog at se, at der var en udvikling i gang, og noget tyder på, at den er fortsat og blevet accelereret efter skiftet til Astana. På papiret er en 14. plads i Tirreno og en 10. plads i Catalonien måske ikke vilde resultater, men det er i særklasse det bedste, han tidligere har leveret i korte etapeløb på det niveau. Særligt hans 9. plads på kongeetapen i Catalonien var uhyre opløftende, for den blev opnået i et felt, der var betydeligt stærkere og dybere end det, vi finder i denne Giro.

Derfor er jeg faktisk ret fortrøstningsfuld i forhold til, at 2024 kan blive året, hvor Fortunato tager det sidste skridt, der bringer ham op i top 10 i en grand tour. Han har vist, at hans holdbarhed er en styrke, hvad vi også så i Catalonien, hvor han bare blev bedre og bedre undervejs, og det er jo den allermest afgørende faktor i et langt etapeløb. Nu har han også nået et topniveau i bjergene, der bør føre ret langt i dette felt.

Alligevel kommer han nok ikke hele vejen, for løbsdirektør Mauro Vegni har godt nok ikke gjort ham mange tjenester. Man skal altid passe på med at bruge hårde ord om ryttere, der jo stadig præsterer uendeligt meget bedre, end enhver almindelig cykelfan kan gøre, men Fortunato vil nok ikke brokke sig synderligt, hvis man kaldte hans enkeltstart horribel. Denne rute med mange enkeltstartskilometer og lette bjergetaper kunne ikke passe meget ringere til en fyr som Fortunato. Det hjælper ham heller ikke, at løbet starter hårdt, for noget tyder på, at han er bedst hjulpet, når trætheden for alvor har sat ind.

Heldigvis er der også lyspunkter. Bjergetaperne mod slutningen er trods alt stadig svære, og de fleste af de vigtige etaper kommer trods alt efter 13. etape. Samtidig hjælpes han af den begrænsede modstand. Man skal jo lede ret langt efter topklatrere i dette løb, og hvis han vitterligt kan genfinde det niveau, han havde i marts, burde han altså kunne indhente en del af det tabte i den tredje uge - særligt hvis hans tidstab på enkeltstarterne giver ham mulighed for at jagte de udbrud, han har smag for. Selvfølgelig fik han efter sin lange løbspause ikke den bedste opvarmning i Liege, men det var et løb, der passede ham ret elendigt, og jeg er stensikker på, at han har siddet så langt tilbage, at han blev fanget bag det tidlige styrt.

Læs også

"Fuck, jeg har gode ben": Etapevinder reagerer på bjergridt

Al den optimisme ændrer dog ikke på, at Fortunato ikke er nogen Pogacar. De er nemlig helt forskellige. I disse tider er det de ryttere, der eksploderer på samme måde som det slovenske fænomen, som kommer længst, mens man sjældent når hele vejen, hvis man som Fortunato er den slidsomme type, der bare stille og roligt bliver bedre år for år. Heldigvis kan mindre også gøre det. Noget tyder i hvert fald på, at denne gradvise udvikling kan have ført ham til et niveau, hvor han kan blande sig i kampen om top 10-placeringerne i en grand tour.

Jan Hirt (*)

Jeg har ofte kaldt Patrick Lefevere en god købmand. Det er nemlig ganske imponerende, hvordan den belgiske Soudal-manager gang på gang viser evnen til at få det maksimale ud af sine investeringer. Investerer han i et ungt talent, viser vedkommende sig ofte endnu bedre, end man havde regnet med, og når han kaster pengene efter en veteran, der har været så meget i forfald, at han formentlig har kunnet fås for en ganske billig penge, genopstår vedkommende typisk fra det døde, som det eksempelvis skete med Philippe Gilbert og Mark Cavendish.

Der er i hvert fald ret langt mellem fejlskuddene, men sidste år så det ud til, at Lefevere for en gangs skyld havde skudt ved siden af skiven. Det gav ellers pokkers god mening at investere i Jan Hirt. Allerede meget tidligt viste han, at han var en lovende klatrer, og selvom han gik i stå og lignede en mand, der ikke ville blive så god som ønsket og ventet, tog han et enormt spring i 2022, hvor han ikke blot vandt Tour of Oman og Giroens kongeetape, men også endte som nr. 6 i det italienske etapeløb.

Derfor var han en helt oplagt investering for en mand på jagt efter bjerghjælpere til Remco Evenepoel i forbindelse med hans forsøg på at transformere sit mandskab fra klassiker- og sprinterhold til etapeløbshold. Det viste sig imidlertid, at han havde købt katten i sækken. I 2023 kunne Hirt ikke træde en bule i en blød hat, og man måtte lejlighedsvist lige tjekke, om det vitterligt var ham, der var blevet nr. 6 i Giroen et år tidligere.

Det var det jo, men det var godt nok svært at se. Nu er der imidlertid et lille håb om, at Lefevere alligevel kan vise, at hans købmandsnæse heller ikke denne gang svigtede. I løbet af sæsonens første måneder har vi i hvert fald set små tegn på, at Hirt kan være på vej tilbage til tidligere tiders styrke.

Han bragede i hvert fald ind på scenen i Oman med så stærk en sæsonstart, at det var svært ikke at få deja-vu til 2022. Dengang indvarslede han jo sin suveræne sæson ved at vinde Tour of Oman, og da han i år endte som nr. 2 i det arabiske etapeløb, var det jo næsten lige så godt. Denne gang var Adam Yates nemlig til start, og ingen vil trods alt forvente, at Hirt kan slå briten, der er kendt som et uhyre i februar.

Alligevel var det ikke helt så godt. Feltet var denne gang noget svagere end i 2022, og da han fortsatte videre til UAE Tour, skuffede han fælt med en 28. plads. Det er dog også et løb, der passer ham helt forfærdeligt, og da i 2022 kom dertil efter sin sejr i Oman, ende han såmænd blot som nr. 24, hvilket jo svarer meget godt til det, vi så i år.

I det hele taget svarer hans sæson utroligt meget til det, vi for to år siden. Han rejste nemlig videre til Catalonien, hvor han efter en svag start, endte som nr. 19 på kongeetapen. Det samme gjorde han i år, og her gjorde han det endda endnu bedre med en 13. plads på kongeetapen og en samlet 20. plads - og det vel at mærke, selvom han arbejdede ganske meget for Mikel Landa, der som altid brugte sit hold meget.

Nu er spørgsmålet så, om vi kan fortsætte med at kopiere 2022-sæsonen til 2024. Indtil nu har ligheden næsten været rystende stor, og det giver en forhåbning om, at vi igen vil se den Hirt, vi så for to år siden - og den Hirt er altså en pokkers god klatrer. Det har han altid været, siden han bragede ind på scenen i blandt andet Østrig og Schweiz som ganske ung, og selvom han har været kendt som uhyre ustabil, har hans topniveau altid været højt.

Læs også

Kørte fra holdkaptajnen: Derfor gjorde jeg det

Det bedste af det hele er, at han er indbegrebet af en grand tour-rytter. Jeg har ofte talt om Hirts berømte tredjeugesform, for det er altid i den tredje uge, at han bliver bedst. Det var præcis også tilfældet i den flotte Giro i 2022, hvor han ved starten på løbets sidste seks dage lå nr. 12, men altså endte som nr. 6 efter at have vundet kongeetapen undervejs - en kongeetape, han i øvrigt også var pokkers tæt på at vinde i 2019, hvor Giulio Ciccone slog ham i en tomandsspurt.

Desværre er der også ting, der taler imod, at han gør det lige så godt som for to år siden. For det første skal han jo altså lige vise, at han stadig i en alder af 33 kan nå samme flyvende højder som dengang. Så god har han trods alt ikke været endnu, og selvom det altid er i grand tours, at han er bedst, er der stadig noget at bevise.

For det andet passer ruten ham meget dårligere denne gang. I 2022 skulle de stort set ikke køre enkeltstart, men det skal de i den grad i år - og det er dårligt nyt for en mand, hvis tempoevner ligger i den helt elendige ende af spektret. For det andet er årets bjergetaper lettere end for to år siden, og vi har slet ikke den brutale tredje uge, som vi plejer - og det er jo altså der, han er bedst.

Bagtung er Giroen dog stadig. Nok vil Hirt få bank på enkeltstarterne, og nok kommer han sikkert ikke alt for godt fra start på de første bjergetaper, men derefter er der en god chance for, at han kommer i gang. Det gjorde han i hvert fald i 2022, og når 2022- og 2024-sæsonerne indtil nu har været tro kopier, er der en vis sandsynlighed for, at han gør det igen. Måske fører det ikke lige så langt, når ruten passer ham ringere, og han er blevet to år ældre, men det virker ikke længere helt umuligt, at Lefevere om tre uger i Rom kan konstatere, at det heller ikke blev denne gang, at cykelsportens bedste købmand købte katten i sækken.

Torstein Træen (*)

Cykelsporten er fyldt med paradokser. Et af dem er, hvordan et af verdens fladeste lande, Holland, har haft en ganske imponerende evne til at producere den ene gode klatrer efter den anden. Et andet er det skandinaviske paradoks, nemlig at det pandekageflade Danmark har produceret nu to Tour-vindere, men nærmest ingen sprintere, mens det ganske bjergrige Norge har mønstret flere topsprintere i dette årtusinde, mens vi skal langt tilbage i historien for at finde deres seneste topklatrere.

Nu kunne noget imidlertid tyde på, at der er ved at komme lidt normalitet i tingene. Tobias Johannessen er nok ikke den perfekte grand tour-rytter, men han har da i hvert fald givet nordmændene deres første vinder af Tour de l’Avenir, og nu ligner Johannnes Staune-Mittet, der vandt Baby-Giroen sidste år, et pokkers godt bud på den første norske grand tour-stjerne i mange år.

Det gør Torstein Træen ikke. Det vil i hvert fald være meget mærkeligt, hvis den allerede 28-årige nordmand pludselig skulle køre på podiet i en grand tour, men han ligner nu alligevel en mand, der kan bevise, at de norske fjelde skam godt kan producere gode etapeløbsryttere. Ganske vist har han vist sig at være en af de i moderne cykelsport sjældne ryttere, der har skullet bruge mange år på en gradvis udvikling fremfor den pludselige eksplosion, der synes at være normen i disse år, men han synes efterhånden at have nået et niveau, hvor et topniveau i en grand tour synes inden for rækkevidde.

Paradoksalt nok synes udviklingen at være accelereret efter en tragisk episode. Han lignede nemlig ikke noget rasende stort talent, da han i 2023 blev diagnosticeret med testikelkræft. På det tidspunkt handlede det hele naturligvis også om noget helt andet end cykelløb, men da han igen kunne koncentrere sig om andet end sin helbredelse og overlevelse, var der sket et eller andet. I hvert fald fornemmede jeg både i Kroatien og Langkawi en Træen, der havde taget næste skridt.

Det skridt så vi nu ikke meget til i det meste af 2023, men jeg skal da love for, at vi fik det at se, da der endelig var hul igennem til de gode ben. Ganske ud af det blå endte nordmanden nemlig som nr. 8 i Dauphiné, der sidste år endda bød på langt de fleste af Tour-kaptajnerne. Det er endda et løb, der er kendt for at være sportens vel nok hårdeste ugelange etapeløb, fordi alle møder op i noget, der er meget tæt på deres Tour-form.

Læs også

Pogacar efter ung tyskers sejr: Ham skal vi holde øje med

Hvis Træen kan genfinde det niveau, er der altså noget godt i vente. Årets Giro-felt tåler slet ingen sammenligning med Dauphiné-feltet, og det vidner om, at nordmanden har potentialet til at komme rigtigt langt. Alligevel er der en hel stribe usikkerheder, der gør, at det også sagtens kan gå galt.

For det første aner vi intet om hans holdbarhed. Han har kun kørt én grand tour, nemlig sidste års Tour, men den endte som én lang overlevelseskamp efter et styrt på 1. etape. Derudover har vi slet ikke set samme takter siden dengang. Han sluttede sæsonen ganske beskedent med ganske få løb, og i år har det ikke været prangende. Han kom ganske vist skidt i gang med sin Bahrain-karriere med et styrt i Tour Down Under, som måske kan forklare den halvsløje præstation i Emiraterne, men det er svært at finde en god grund til, at han skulle være så langt fra sit niveau i Catalonien.

Heldigvis så det meget bedre ud i Alperne. Desværre havde han en bekymrende offday på kongeetapen, men han fik rejst sig igen på sidste etape. Den var dog også ganske let, og på intet tidspunkt lignede han en af de allerbedste i et løb, hvor feltet ikke var prangende. Meget taler heldigvis for, at han stille og roligt har kurs mod at toppe i Giroen, men vi skal altså tilbage til Dauphiné for at se det seneste eksempel på den bedste Træen.

Hans rolle på holdet er måske også lidt bekymrende. Bahrain har udpeget Tiberi som kaptajn og Caruso som medkaptajn og nævner så Rainer Kepplinger som en mand, der måske kan overraske. Træen omtales alene som hjælper, men det behøver heldigvis ikke at låse ham. I første omgang skal UAE tage alt ansvaret, mens det for Bahrain handler om at følge med, indtil de har set, hvor godt Tiberi og Caruso er kørende. Og medmindre han smider tid frivilligt, har Træen således god plads til at vise, at der ingen grund er til at slagte ham.

Spørgsmålet er så, om ruten passer ham. De mange kilometers enkeltstart er i hvert fald en stor ulempe, men i Dauphiné forsvarede han sig nu ganske hæderligt på en rute, der også var relativt flad. Nu er han så kommet til Bahrain, hvilket plejer at være skidt for tempoevnerne, men den logik holder ikke længere nu, hvor det arabiske hold har forbedret deres materiel mærkbart. Om det så er en fordel, at bjergetaperne ikke er så voldsomme som vanligt, og at den tredje uge er lettere, må tiden vise. Det vil nemlig helt og holdent afhænge af, om Træen er holdbar eller ej.

I den sammenhæng kan hans offday i Alperne måske være bekymrende, men i ugelange etapeløb har han i hvert fald holdt stand. Det gjorde han i Dauphiné, men det gjorde han også, da han i 2022 endte som nr. 9 i Catalonien i et felt, der også var meget stærkere end dette. Det er således endda hele to gange, at Træen har vist, at han kan nå et niveau, der i dette svage Giro-felt bør kunne bringe ham meget langt. Spørgsmålene er mange og usikkerheden store efter en pauver sæsonstart, men den Træen, vi så sidste sommer, har alle muligheder for at vise, at det skandinaviske paradoks måske snart står for fald.

Valentin Paret-Peintre (*)

Da jeg indledte mine favoritbeskrivelser til denne Giro, var jeg en smule bekymret. Feltet er så begrænset, at jeg ikke følte mig helt overbevist om, at jeg kunne finde 15 navne, jeg havde en vis tiltro til. Det har da også vist sig at være ganske svært, men faktisk har det også været meget underholdende. Det har nemlig givet mulighed for at tage nogle chancer, hvad flere af navnene på denne liste måske også indikere.

Jeg vil naturligvis runde af med det største longshot. Havde man spurgt for et par uger siden, var Valentin Paret-Peintre slet ikke på listen efter en endog meget grov sortering af klassementskandidaterne til dette løb. Det er nu ikke, fordi han ikke har kunnet køre op ad. I den første del af sin karriere havde han det ganske vist meget svært, men stille og roligt er der kommet hul igennem. Sidste år fornemmede man, at han udviklede sig positivt under Giroen, og i det efterfølgende sommerløb var han bedre end tidligere.

Desværre faldt han i resten af sæsonen ned på det meget lave bundniveau, der har præget det meste af karrieren, men der er altså noget, der tyder på, at den yngste Paret-Peintre er det næste eksempel på en rytter, der har fået et boost af sin første grand tour. I hvert fald startede han sin sæson bedre end nogensinde med en samlet 8. plads Down Under, og han efterlod også et meget lovende indtryk i Emiraterne, hvor han var ren hjælper for Ben O’Connor, og hvor det var hans vilde forcering, der satte australieren op til etapesejr.

Læs også

Podiekandidat efter bjergslag: Jeg forsøgte at tage tid

I første omgang så det dog ud til, at man igen skulle passe på med at overfortolke de tidlige løb, der ofte kan være en smule misvisende. Ganske vist kørte han i Catalonien langt bedre end tidligere på det niveau, men en 29. plads var trods alt ganske moderat. Det var hans kørsel i Alperne til gengæld ikke. Her så vi nemlig en Paret-Peintre, vi aldrig tidligere har set.

En samlet 4. plads i Giroens generalprøve er i hvert fald endog meget opløftende. Selvfølgelig var han også hjulpet af, at de lette finaler gjorde det muligt for ham at komme tilbage, når han var sat, og han fik jo et gratis forspring med sit soloangreb i det taktiske spil på kongeetapen, men når han blev sat, skete det jo som regel efter, at han havde taget hårde føringer for O’Connor. Havde han kørt for sig selv, havde han formentlig efterladt et langt stærkere indtryk, end han gjorde.

Det var i hvert fald nok til, at han fortjener dette jokerprædikat. I dette felt er der i hvert fald ikke mange, der har vist samme høje topniveau i år, og det bedste af det hele er jo, at det er gennem stort set hele sæsonen, han har set godt ud. Det har jo ellers været hans mangelvare, at der har været så bekymrende stor en forskel på hans top- og bundniveau, og det vil jo ikke være første gang, hvis en grand tour for alvor har accelereret en udvikling. Han ser i hvert fald pludselig langt mere spændende ud end sin storebror, som han overskyggede i Alperne, og hvis topniveau som klatrer næppe nogensinde fører til en top 10 i en grand tour.

Til gengæld er usikkerhederne også helt enorme. Hans varemærke har jo været ustabilitet, og det er jo nogenlunde det værste kendetegn for en rytter, der vil begå sig i en grand tour. Hans tempoevner er også ikkeeksisterende, hvad der er ret alvorligt på denne rute. Til gengæld kan han så måske hjælpes af, at etaperne denne gang er en smule lettere, for han er nok den mere eksplosive type, der vil have fordel af, at vi ikke har så mange af de helt store bjergdage, som vi plejer, og at finalebjergene som regel enten er ret lette eller ret eksplosive.

Derudover er der naturligvis hans rolle. Det er O’Connor, der er kaptajnen, men som jeg har bemærket med Træen ovenfor, betyder Tadej Pogacars tilstedeværelse formentlig, at UAE vil tage alt ansvaret de første mange dage, indtil de øvrige ryttere finder ud af, om de kan drømme om de sidste podiepladser. Er O’Connor flyvende og i spil til podiet, er det klart, at Paret-Peintre kan risikere at blive slagtet, men undgår han det, kan der altså godt være lidt jokerpotentiale i ham. Hans udvikling i år har i hvert fald været ret bemærkelsesværdig - og det er da trods alt meget sjovt, at det svage felt har givet mig mulighed for at skrive om typer som ham og ikke kun om de etablerede stjerner.

Listens nr. 16:

Jeg har skudt mig selv i foden denne gang. Jeg nåede at skrive en halv artikel om Eddie Dunbar, inden jeg fortrød hans plads på listen. For at det ikke skulle ende som helt spildt arbejde, har jeg valgt at skrive den færdig - og så kan I jo se, hvem der akkurat missede cuttet til at komme med blandt de 15.

Eddie Dunbar

Det gør virkelig ondt at placere Eddie Dunbar så langt nede på denne liste. For et år siden overraskende den lille irer mig nemlig stort. Forud for løbet anså jeg det som et temmelig håbløst projekt, at Jayco ville forvandle et lidt stagneret talent, der hos Ineos var reduceret til ren hjælper, til en grand tour-kandidat, men jeg tog i den grad fejl.

Dunbar overgik nemlig alle forventningerne. Da vi nåede den tredje uge, var han på de første to bjergetaper klart nr. 4 i klatrehierarkiet, og han var ikke langt efter Primoz Roglic, Geraint Thomas og Joao Almeida, der var de tre stærkeste. Ja, faktisk var han måske årsagen til, at hans tidligere holdkammerat Thomas ikke vandt løbet. Da Roglic havde sin store krise på Monte Bondone, kunne Dunbar nemlig følge Roglic helt til dørs, og den hjælp, han kunne give sloveneren, kan da helt sikkert forklare nogle af de 14 sekunder, Thomas manglede til sidst.

Desværre holdt Dunbar ikke hele vejen. På de sidste to nøgleetaper gik han helt ned, og det, der lignede en sikker 4. plads, endte som en beskeden 7. plads, der slet ikke fortalte, hvor god han havde været undervejs. Det er naturligvis i en grand tour-sammenhæng svært bekymrende, at han ikke kunne holde sit niveau, men i det, der var blot hans anden grand tour og den første som klassementsrytter, var det nu meget pænt i et løb, hvor den tredje uge var historisk hård.

Læs også

Optakt: 17. etape af Giro d’Italia

Endnu mere imponerende var det, at Dunbar slet ikke havde fået en god optakt. Nej, tværtimod startede hans Jayco-karriere helt elendigt, da han styrtede på sin allerførste løbsdag, og med en brækket hånd blev han parkeret på sidelinjen indtil begyndelsen af april. Da han gjorde comeback i Baskerlandet, var hans niveau decideret bekymrende, for han endte helt nede som nr. 72. Og selvom han nåede at vise et langt højere niveau med sin 9. plads i Romandiet lige inden Giroen, var den tvivlsomme optakt en hovedårsag til, at jeg ikke rigtigt troede på nogen stor Giro.

Heldigvis nåede han det i tide - måske også hjulpet af, at vi skulle helt frem til 16. etape, inden der for alvor blev kørt cykelløb i en meget passiv Giro. Derfor var jeg egentlig også ret fortrøstningsfuld, da han minsandten igen væltede i UAE Tour tidligt på sæsonen og i første omgang igen blev diagnosticeret med en brækket hånd. Det viste sig endda, at den alligevel slet ikke var brækket, og da han igen gjorde comeback i Baskerlandet, gjorde han det med en 35. plads endda meget bedre end sidste år.

På det tidspunkt lignede han en mand, der ville nå det igen - men så kom Romandiet. Av, en lussing, han løb ind i her! Selv på 1. etape blev han sat af - og det var altså en dag, hvor mange sprintere overlevede - og selvom han blev bedre og bedre undervejs, var hans 31. plads på kongeetapen mange minutter bag de bedste milevidt fra sidste års 9. plads. Det har ikke fået Jayco til at ændre på hans kaptajnstatus, men i forbindelse med udtagelsen indrømmede han da det åbenlyse, nemlig at han ikke er helt så klar som sidste år.

Det er på denne rute lidt af en udfordring. Det kan godt være, at den første uge ikke er den afgørende, men det er en hårdere start end vanligt - og meget, meget hårdere end sidste år. Han skal godt nok have forbedret sig voldsomt siden Romandiet, hvis han skal undgå at komme ud af den første weekend med et ganske pænt efterslæb, og derefter venter der jo altså både en enkeltstart og en ret svær bjergetape senere på ugen.

Heller ikke på andre områder er løbet ideelt. Han har ganske vist forbedret sin enkeltstart så mærkbart, at han gjorde det pænt på sidste års mange enkeltstartskilometer, men nogen tempospecialist er han ikke. Og det bekymrer, at han i Romandiet kørte en ganske forfærdelig enkeltstart bare to uger inden en af løbets allervigtigste etaper, nemlig den mere end 40 km lange 7. etape, hvor en formsvag Dunbar måske endda heller ikke får noget udbytte af den sidste stigning.

Bedre bliver det ikke af, at den tredje uge er lettere end vanligt. Det er formentlig her, han skal indhente alt det tabte, og når man så samtidig skal tilføje den bekymring for hans holdbarhed, som sidste års kollaps skabte, er der mange bekymrende elementer.

Det værste af det hele er dog, at vi slet ikke har set nogen god Dunbar siden sidste års Giro. Han satte ikke verden i brand, da han gjorde comeback i Polen, og selvom det var et styrt, der sendte ham ud af Vueltaen, havde han allerede smidt hele sit klassement på den første bjergetape. Styrtet betød så, at han skulle jagte sin form i efteråret, hvorfor det er meget forståeligt, at det ikke blev til alverden, men det var da stadig ikke opløftende, at han floppede i Piemonte, hvor hans hold ellers lagde det pres, der skulle til for, at han kunne køre væk - og så kom jo altså alle styrtene i 2024, hvor han røg i asfalten i både Valencia og Emiraterne.

Jeg håber vitterligt, at jeg tager fejl, når det akkurat bliver Dunbar, der misser cuttet til denne liste. Der er nemlig ingen tvivl om, at den udgave af ireren, der sidste år måske reddede Giro-sejren for Roglic, i dette felt burde stå meget højt på denne liste. Denne gang ringer alarmklokkerne bare endnu voldsommere, end de gjorde sidste år, når niveauet er så langt fra det, det var for et år siden, når han ikke har fundet sit niveau siden Giroen, og når årets svage optakt kommer efter en skade, der slet ikke var så alvorlig som sidste års.

På den anden side er det kun et år siden, at jeg endte med at undervurdere. Lad os håbe, at han igen om tre uger efterlader mig med røde ører.