Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Hvis man kommer ned i nærheden af Alperne og må gå forgæves efter plaster i områdets supermarkeder eller på deres apoteker, er der formentlig en god forklaring. Hele regionens lager er nemlig nok sendt til hovedkontoret for Ag2r, der som bekendt er hjemmehørende i regionen. Her må der nemlig være hårdt brug for at lappe på de formentlig efterhånden ret blå arme, holdets manager Vincent Lavenu må rende rundt med.

Det er nemlig slet ikke første gang, jeg føler mig kaldet til at bruge Ag2r’s genrejsning som et udgangspunkt for en analyse. Det gjorde jeg allerede, da Paul Lapeira efter den indledende enkeltstart højst overraskende vandt den første massespurt i Baskerlandet, og minsandten om ikke det hele gentog sig et par uger senere, da Dorian Godon efter en indledende enkeltstart højst uventet vandt den første massespurt i Romandiet.

Læs også

Overblik: Disse favoritter smed tid på Giroens åbningsetape

Den sejr var bare den seneste i rækken i en helt utrolig sæsonåbning for det franske mandskab, og det leder os tilbage til Lavenus blå arme. Han må nemlig have haft pokkers travlt med at knibe sig selv i dem, lige siden, den europæiske sæson blev skudt i gang på de spanske landeveje i anden halvdel af januar. Allerede i de allerførste løb i Valencia og Castellon i den første weekend var jeg efterladt med indtrykket af, at Alex Baudin og Pierre Gautherat havde nået helt nye højder, og siden er det bare gået slag i slag.

I den baskiske analyse opregnede jeg allerede det hele. Gautherats og Baudins niveaufremgang er jo i næsten det mindste af det hele, for de helt store kometer på den franske himmel har været Bastien Tronchon og særligt Lapeira. Dertil skal lægges, at også Nicolas Prodhomme har gjort store fremskridt, men også holdets veteraner har iplæevet en sand genrejsning. Benoit Cosnefroy ligner igen den rytter, han engang var, Ben O’Connor er minsandten begyndt at vinde cykelløb, og minsandten om ikke også Oliver Naesen i Flandern Rundt helt ud af det blå fandt nogle ben, vi ikke har set i lang tid.

Siden jeg gjorde regnskabet op i Baskerlandet er det jo bare fortsat. Cosnefroy fik endelig den sejr i Brabantse Pijl han længe har kredset om, inden han kørte sit næstbedste Fleche, hvor han akkurat kun missede podiet, og endelig lykkedes med at køre finale i Liege, der ellers plejer at være for hårdt. Endnu mere imponerende var Lapeira, der fortsatte sit vilde gennembrud med sublime præstationer i Amstel og Liege, hvor Aurelien Paret-Peintre, der ellers var gået under de fleste radarer endda kun akkurat missede podiet. Det gjorde han 48 timer efter en flot spurtsejr i Alperne, hvor hans lillebror, Valentin, blev det næste Ag2r-talent til at vise en imponerende udvikling - og selvom han bestemt ikke imponerede, lykkedes det jo med snu kørsel også O’Connor at ende som nr. 2 i det store forberedelsesløb.

Selvfølgelig er der også ærgerlige elementer, men sådan vil det altid være i en trup med 30 ryttere. Foreløbig har investeringen i Sam Bennett været det fejlskud, der var lagt op til, og holdets anden store investering, Victor Lafay, er stadig parkeret på sidelinjen med en skade. Sidste års eneste lyspunkt, Felix Gall, er også en bekymrende skygge af sig selv, holdet havde helt sikkert også gerne set de skadede Dewulf og Geoffrey Bouchard bidrage til festen, og hele dopingsagen med Franck Bonnamour havde man utvivlsomt gerne være foruden.

Heldigvis står alle disse ting klart i skyggen af det opløftende. For bare få måneder siden måtte man alvorligt frygte, at det historiske hold kunne have kurs mod nedrykning ved udgangen af 2025-sæsonen, efter at holdet i det første år i den treårige cyklus kun var endt som nr. 18 på verdensranglisten. Den nedrykningsskygge er nu forduftet, for selvom holdet i det treårige regnskab hele tiden vil slæbe rundt på resultaterne fra den elendige 2023-sæson, fortæller den aktuelle 4. plads på verdensranglisten alt om, at det er helt nye tider i Frankrig. Her ligger man sågar foran to af sportens giganter i form af Visma og Soudal og selvom der er langt op til det suveræne UAE-hold, der har næsten dobbelt så mange point som nr. 2, er man kun ganske få point fra at passere både Alpecin og Lidl på de to nederste podiepladser.

Den slags placeringer opnår man kun, når man har en vis bredde - i hvert fald hvis man ikke er fra Alpecin, der jo har fået langt, langt de fleste point fra Mathieu van der Poel og Jasper Philipsen. Den slags stjerner har Lavenu jo slet ikke i sin trup, hvad der er helt tydeligt på den individuelle verdensrangliste, hvor O’Connor som nr. 27, Gall som nr. 33, Cosnefroy som nr. 60 og Aurelien Paret-Peintre som nr. 88 er de eneste i top 100, men til gengæld er det jo næsten hele truppen, der bidrager med resultater.

Det blev helt tydeligt i dag, da en hektisk 1. etape af Tour de Romandie for lidt siden blev afgjort. Det vil være synd at sige, at Dorian Godon ikke har været en del af Ag2r-festen, for han viste særligt i Catalonien og Fleche, at han er bedre end nogensinde - og det siger ikke så lidt, når man husker på det 2023-niveau, der kastede en Brabantse Pijl-sejr af sig - men den store triumf er udeblevet. Den havde hans sublime kørsel ellers fortjent, og han var da også så pokkers tæt på, da han akkurat blev slået af Pogacar i spurten i Barcelona på sidste etape i Baskerlandet.

Men i dag var den der endelig. Da der helt som forventet skulle spurtes om sejren i et reduceret felt på en af den slags kolde dage, Godon elsker, var der ingen Pogacar til at stoppe festen. I skrivende stund er jeg stadig usikker på, om han faktisk kørte lead-out for Andrea Vendrame, som det jo åbenlyst så ud til, men i hvert fald var hans normalt hurtigere holdkammerat høflig nok til ikke at gå forbi, og dermed kunne den gigantiske franskmand notere sig for den WorldTour-sejr, hans talent berettiger til.

Det lå bestemt ikke i kortene. Ganske vist havde stigningerne som ventet ryddet pænt ud i feltet, men når man ser på, hvem der befandt sig i feltet, var Godon i hvert fald ikke i nærheden af at være den hurtigste. Ja, faktisk har franskmanden jo aldrig tidligere vundet en spurt på flad i en gruppe af denne størrelse, og vi så da også så sent som i de to større spurter i Catalonien, at han altså er stærkere, end han er hurtig.

Læs også

Bundærlig Pogačar: Det er noget lort

Men en spurt handler om andet end fart. Naturligvis er det også en fordel, at en af de hurtigere folk er en holdkammerat, der er flink nok til at holde sig i baggrunden, men det handler naturligvis også om positionering. Og den gik helt galt for de trods alt relativt få sprintere, der havde overlevet dagens stigninger, som ellers slet ikke var blevet kørt med den intensitet, de havde frygtet.

Mest grund til at ærgre sig har Thibau Nys. Det belgiske stortalent er fra både landevejen og crosscyklen kendt for et tårnhøjt topniveau, men et lige så chokerende lavt bundniveau, og derfor aner man aldrig, hvilken udgave man får - slet ikke i en sæsondebut efter en lang crossvinter. På stigningerne, hvor han så overbevisende ud, stod det heldigvis hurtigt klart, at det er den gode udgave, der er kommet til Schweiz, og da Simone Consonni samtidig viste god Giro-form ved at akkurat at komme med over stigningen, var vejen banet til den første af sikkert mange Nys-sejre på WorldTouren.

Den kom bare ikke. Consonni viste ellers, at han er helt klar til at levere Jonathan Milan til et par Giro-etapesejre i de kommende uger, da den sublime lead-out man tog fronten, men Nys har åbenbart stadig lidt at lære i positionskampen. Han blev i hvert fald presset væk fra det italienske baghjul, og det, der formentlig havde været en sikker levering til en sejr, blev nu i stedet erstattet af et fransk lead-out, der kastede en triumf af sig, endda til den i hvert fald formodede lead-out man. Spørgsmålet er da også, om holdet ikke havde stået bedre ved at køre spurten for den på papiret nok lidt hurtigere og mere positioneringssikre Consonni, men valget var jo logisk. Consonni er hentet til holdet som lead-out man, og Nys er en af holdets stjerner.

I det hele taget var det en trist dag for belgierne. Den anden sprinter, der havde klaret strabadserne, var nemlig Milan Menten, der i en ellers trist sæson imponerede stort ved at overleve disse stigninger. Pludselig var vejen banet for en første WorldTour- og sæsonsejr, og det lykkedes ham da også med sin gode positionering at sidde fornuftigt. Desværre blev han klemt inde, netop som Godon åbnede sin spurt, og dermed var der to belgiere, der havde stensikker kurs mod en sejr, men som blev efterladt tomhændede. Heldigvis har både Lotto og Lidl haft relativt pæn succes i år, men særligt for Menten var det en forspildt mulighed. Modsat Nys kan han nemlig nok ikke se frem til alt for mange så store chancer for at vinde på WorldTouren. I stedet blev bedste belgier nu Gianni Vermeersch, der fortsatte den genrejsning, han har oplevet i år, men som også ret tydeligt måtte sande, at han nok er hurtig, men ikke sprinter.

Det Kasper Asgreen heller ikke. Det var højst uventet, at Soudal ikke gik efter førertrøjen i spurten med Julian Alaphilippe, men han var måske træt efter de helt forudsigelige angreb, han havde lanceret forinden, og som faktisk viste, at der stadig er noget punch i de ben, der ellers mest af alt skuffer. I stedet blev det Asgreen, der jagtede noget tiltrængt succes, men det blev desværre i stedet til endnu en nedtur. På papiret ville jeg i hvert fald have givet ham glimrende chance for at slå Godon fra den gode position, han havde sikret sig, men der manglede desværre den fart, vi ellers har kendt ham for.

Men i det mindste sad han med hjem. Det er mere, end man kan sige om Alberto Dainese, der ikke kunne fortsætte Tudor-succesen, og hvis skadespause åbenbart haft efterladt ham i ret formsvag tilstand inden Giroen, for normalt klatrer han altså bedre end folk som Menten og Matevz Govekar, der højst overraskende sad med hjem, men fik bekræftet, at han ikke er nogen stor sprinter. Det er også mere, end man kan sige om Ethan Hayter, hvis niveau er så helt uhyggeligt svingende, at man må helt opgive at spå om hans præstationer. Går det som det plejer, kører han sikkert i top 20 på morgendagens bjergetape.

Det er også mere, end man kan sige om Nikias Arndt, der ellers normalt er uhyre holdbar, men virkede helt ved siden af sig selv. Det er mere, end man kan sige om Stefano Oldani, der efter skiftet til Cofidis er en skygge af sig selv. Det er naturligvis mere, end man kan sige om de helt tunge sprintere Matteo Moschetti og Emils Liepins, der ikke havde mange chancer på denne rute. Og så er det minsandten også mere, end man kan sige om Sergio Higuita, hvis krise synes helt, helt uden ende, og som gjorde lottokuponen Roger Adria, der jo ellers lige havde rejst sig selv, selskab som de eneste Bora-ryttere, der ikke kom med hjem.

Det var de faktisk ikke de eneste klatrere, der ikke gjorde. Jeg ved stadig ikke hvorfor, men Brandon McNulty, der også havde en elendig ardennerkampagne, smed mere end 17 minutter i det, der skulle være det sidste af de personlige mål, han har fået lov at jagte i dette forår. Heldigvis har UAE jo klassementsryttere til overflod, så der er ingen ko på den arabiske is. Det er der til gengæld på den australske, for Jayco må vist sande, at Eddie Dunbar denne gang har mistet for meget i sin skadespause til, at han kan nå at finde den fine Giro-form, han ellers havde sidste år. Køer er der desværre også på den kasakhiske is, da Alexey Lutsenkos flotte genfødsel nu er blevet afbrudt af sygdom, der har sendt ham ud af løbet, og på den belgiske, da Soudal har mistet deres bedste kort til enkeltstarten i form af Mattia Cattaneo, der ellers lignede en af favoritterne.

Køer er der til gengæld ingen af på den franske is. Her er der fri bane til at fortsætte den nærmest endeløse Ag2r-succes, og den eneste grund til sure miner på det franske hotel i aften må vel være hos Vendrame, der nu to gange på et års tid er endt ”sidst” i en af holdets dobbeltsejre, efter at han for et år siden blev nr. 2 i Laigueglia bag Nans Peters. Heldigvis er det jo det store flertal af Ag2r-ryttere, der blomstrer op i år, og selvom det fortsat ikke er blevet til sejre, gælder det også for Vendrame, der imponerede stort i netop Laigueglia tidligere i år. Nej, det er ikke køer på isen, der bekymrer Lavenu i disse dage. Det er snarere, om de franske plasterproducenter kan holde forsyningen kørende, når han hele tiden får nye årsager til at knibe sig så meget i armen, at de bliver både gule og blå.

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT