Analyse: Er Van Avermaets succes Sagans redning?

Lige siden det blev annonceret, at Peter Sagan ville skifte til Bora-hansgrohe, har næsten al diskussion om slovakkens muligheder for at dominere klassikerne og indfri sit store potentiale kredset omkring hans hold. Efter i mange år at have tabt utallige løb som følge af relativ beskeden støtte på både Tinkoff og Cannondale var det nærliggende at tro, at et skifte til et af sportens mindre mandskaber ville gøre det endnu svagere for verdensmesteren at få maksimalt udbytte af sin styrke. Bekymringen blev ikke mindre, da transfersæsonen var afsluttet, og det blev klart, at det tyske mandskab havde prioriteret at bruge deres ressourcer på klassementsryttere i stedet for at samle et klassikermandskab omkring deres største stjerne.

Sagans fuldstændig suveræne opvisninger i sæsonens første løb har intet gjort til at dulme den bekymring. Den overlegne dominans har betydet, at Sagan i årets første brostensløb og Milano-Sanremo har været den altoverskyggende faktor. Samtlige øvrige hold har ladet deres taktik basere på, hvad der skal til for at slå verdensmesteren, og i dagene op til de første klassikere har det været svært ikke at få fornemmelsen af, at det har været alle mand mod Sagan.

I Milano-Sanremo var fraværet af holdstøtte aldrig et problem. Det italienske løb er relativt simpelt, og der er så store interesser i at sikre en spurt, at det hele naturligvis ville blive afgjort på Poggio, hvor det under alle omstændigheder ville være op til Sagan selv at gøre det færdigt. Naturligvis var han i en taktisk ugunstig situation i finalen, men det var aldrig realistisk, at han kunne være på et hold, der ville kunne mønstre to mand efter den sidste stigning. Som vi skrev i sidste uge, havde hans redning været, at Greg Van Avermaet havde været vågen og var kørt med, idet det formentlig havde givet ham den hjælp, der havde været nødvendig for at vinde spurten.
 

Boras første reelle test kom i denne uges brostensløb, og desværre for det tyske mandskab blev de værste forudsigelser gjort til skamme. Ganske vist imponerede Lukas Pöstlberger stort og understregede igen, at han har potentialet til at blive en fremtidig klassikerstjerne, men alligevel kostede holdstøtten i høj grad Sagan sejren. Specielt den særegne episode i finalen af Gent-Wevelgem, hvor Sagans kolossale favoritværdighed fik Niki Terpstra til at spille en usædvanligt spil, der i sidste ende kostede dem begge muligheden for at gå efter sejren, understreger, hvor meget ekstra arbejde Sagan forventes at gøre, hvis han vil have en chance for at vinde de store klassikere.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Sagans problem er, at det er så let at lure, hvad der skal til for at slå ham, og efter at have brugt onsdagens Dwars door Vlaanderen til at øve sig brugte det fantastiske Quick-Step-mandskab taktikken helt perfekt i Flandern-generalprøven E3 i fredags. En første forcering fra Tom Boonen på Taaienberg betød, at Sagan kun havde Pöstlberger ved sin side, og da han var oppe imod hele fem fra Quick-Step, var det en smal sag for belgierne at angribe på skift. Philippe Gilbert satte det afgørende fremstød ind, og selvom Pöstlberger årvågent kørte med, var Sagan efterfølgende fanget. Selvom det i sidste ende blev et styrt, der definitivt ødelagde løbet for verdensmesteren, var løbet reelt allerede kørt på det tidspunkt.

Situationen bliver bestemt ikke nemmere i søndagens Flandern Rundt, hvor Quick-Step vil forsøge samme taktik. Med Boonen, Gilbert, Terpstra, Zdenek Stybar og Matteo Trentin har man fem potentielle vindere - seks, hvis man tror, at Yves Lampaert allerede er klar til at vinde et monument - og derfor vil de tidligt forsøge at skabe en overtalssituation. Som vi skrev i sidste uge, er den farlige fase for Sagan tiden efter den første udskilning, hvor han kan ventes at være isoleret, og hvor gruppen stadig er relativt stor. Hans største chance er at forkorte denne periode ved selv at angribe fra distancen, men hvis selektionen allerede sker med 100 km til mål, er Sagan reelt uden mange chancer.

Sjovt nok kan Greg Van Avermaets fantastiske succes vise sig at være Sagans redning. Selvom det utvivlsomt har været smertefuldt at se ærkerivalen vinde de tre første store brostensløb, er det måske netop det, der skal til for, at Sagan kan vinde i Flandern og Roubaix. Allerede i Sanremo anså vi Van Avermaet som Sagans vigtigste allierede, men efter de første slag i Flandern er alliancen blevet endnu tydeligere.

Modsat Sagan har Van Avermaet nemlig et hold, der kan gøre sig gældende også sent i løbet. BMC er ganske vist ikke Quick-Step, men med folk som Stefan Küng, Silvan Dillier, Jempy Drucker og specielt Daniel Oss, der i de første løb har lignet sit gamle jeg fra 2015, vil holdet være i stand til at stille med flere mand på et tidspunkt, hvor Sagan næppe har flere. Van Avermaets succes betyder samtidig, at de tror så meget på deres kaptajn, at de vil have en lige så enstrenget strategi som Bora. Inden Van Avermaets tre sejre ville også de sandsynligvis have spillet på flere heste, men nu er det alle mand for kaptajnen. Endnu vigtigere for Sagan er det, at de nu ovenikøbet er villige til at påtage sig rollen at kontrollere løbet.

Det blev tydeligt i søndagens Gent-Wevelgem, hvor Quick-Step prøvede at lave samme nummer som ugens første løb. På de meget omtalte plugstreets sendte mand Zdenek Stybar og Matteo Trentin i offensiven, og da de fik selskab af Guillaume Van Keirsbulck og Jasper Stuyven var der pludselig opstået en meget farlig situation for Sagan, der igen havde ganske få hjælperyttere hos sig. Der var imidlertid ikke gået lang tid, inden man pludselig kunne se Oss, Küng, Dillier, Dylan Teuns og Loic Vliegen samle sig forrest i feltet for BMC, og efter en effektiv jagt over et par kilometer var den farlige offensiv neutraliseret, og i stedet kunne løbets to stærkeste mænd, Van Avermaet og Sagan, gøre forskellen på Kemmelberg.

Hvis Van Avermaet ikke havde vundet E3 og Omloop, er det nærliggende at tro, at BMC i stedet havde sendt Oss eller en anden rytter i offensiven og dermed anvendt samme strategi som Quick-Step. Nu var alle mand i stedet til stede med det formål at hjælpe kaptajnen, og derfor tog BMC ansvar for at kontrollere løbet, og det bragte Sagan tilbage i kampen.

Det er lige præcis denne alliance, Sagan skal sætte sin lid til på søndag. Det er ikke realistisk, at Bora kan kontrollere et løb som Flandern Rundt, og Quick-Step, Trek, Sky og Lotto har alle så mange kort at spille, at de vil åbne løbet tidligt. Van Avermaet håber imidlertid som Sagan, at det hele skal afgøres i en duel mellem de to stærkeste ryttere på Kwaremont og Paterberg i finalen, og derfor vil BMC gøre deres yderste for at holde samling på tropperne. Modsat Gent-Wevelgem har Flandern Rundt så svær en finale, at der ikke er meget overladt til tilfældighederne, og hvis det hele er samlet i bunden af Kwaremont, vil stærkeste mand som regel vinde. Det vil med stor sandsynlighed være enten Sagan eller Van Avermaet, og derfor har begge en helt klar interesse i netop det scenarium. Forskellen er, at Sagan ikke har holdet til at realisere det, men det har Van Avermaet, og det kan være Sagans redning.

Man skal ofte igennem megen lidelse for at fejre de store triumfer. Det har utvivlsomt gjort ondt på Sagan at se Van Avermaet vinde de første store løb, men på forunderlig vis har ærkerivalens succes netop gjort hans chancer i Flandern fantastisk meget større.

Dette er et uddrag af denne uges 'ugenanalyser' - se flere ved at klikke på linket.