Cykelåret 2014: Den spanske affære

Af Mads de Wolff

Året var 2003. Han var ung og viril. Han repræsenterede noget nyt og spændende, denne den unge spanier på Kelme-holdet. Han var god til det hele. Det var første gang, jeg dyrkede en udenlandsk rytter, på nogenlunde samme måde, som jeg havde fejret Bjarne Riis. Jeg faldt pladask for Alejandro Valverde.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Første gang jeg så hende stod jeg bag universitetsbaren. Elena var spanier. Jeg havde travlt og lagde ikke synderlig mærke til hende, men hun havde bemærket mit lange, fedtede hår.

Jeg så ham vinde sølv ved VM i Hamilton. Jeg var sikker på, at det ikke ville vare længe inden han stod øverst på podiet. Det var et bare et spørgsmål om tid. Det stod skrevet i stjernerne.

Vi prøvede at nyde det så længe, vi kunne. Elena skulle tilbage til Sydspanien, og jeg skulle snart på praktik i New York. Når jeg gjorde noget fjollet, så lo hun bare, og slog det hen som mit danske temperament. Jeg prøvede at forklare, at hun skulle holde sig fra cyklen, når det sneede, og jeg tog mig af hende, når hun styrtede og slog sig. En af de sidste aftener, vi tilbragte sammen, så vi El Clásico. Hun holdte med Real Madrid, for catalonierne var nogle ’separatistiske svin’, hvilket jeg fandt så bedårende, at jeg trykkede hendes hånd lidt hårdere.

Den alt for udtrukne Operacíon Puerto indhentede endelig Valverde. Jeg havde aldrig været naiv eller blind i min begejstring, men jeg vidste alligevel, at jeg næppe ville kunne nyde hans sejre på helt samme måde. Hvis han nogensinde vendte tilbage.

Som de fleste moderne par, så blev det aldrig helt farvel. Vi fulgte hinandens liv gennem de sociale medier. Jeg indrettede mig på et liv som udenlandsdansker. De skønne piger kom fra hele verden, og alle sammen lærte de mig noget vigtig, selvom det typisk var Elena, jeg dvælede ved, når jeg blev lidt ensom.   

2014 blev der, hvor Alejandro Valverde atter fik mit hjerte til banke. Man har det med at tilgive dem, man elsker højest. Måske var dette var endelig året, hvor Valverde blev verdensmester? Han havde ramt udbruddet. Jeg var tændt. Det var skæbne. 

Maj til august blev i år tilbragt med arbejde og stærk øl i Bruxelles. Det var en herlig stund. Nogle uger efter, jeg var vendt hjem til England, meddelte Elena, at hun havde fået job i en forstad til Bruxelles.

Valverde blev heller ikke verdensmester i år. Dette var nok hans sidste chance. Elena og jeg ser næppe hinanden igen. Jeg vil altid være dem begge taknemmelige, for de viste mig, at udlandet kunne kramme igen. Tak Alejandro. Tak Elena.