Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: RCS Sport

Giro d’Italia 2017: Favoritten (*****)

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

03.05.2017 kl. 16:26 af Emil Axelgaard.

Det har altid været en drøm for arrangørerne, at den 100. udgave af Giro d’Italia skulle være noget helt specielt, og de har i nærmest uhørt grad fået deres ønske opfyldt. Sidst i 2016 var der nærmest ingen ende på den lange stjerneparade af topnavne, der gav udtryk for deres ønske om at gå efter sejren i Italiens største og smukkeste cykelløb, og kulminationen blev nået i begyndelsen af 2017, hvor Nairo Quintana føjede sit navn til listen over deltagere i det spektakulære jubilæum. På fredag går starten til den mest stjernebesatte udgave af Verdens Hårdeste Cykelløb i Verdens Smukkeste Land, og en udfordrende rute sætter scenen til et fantastisk slag mellem en række af sportens allerstørste navne. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en analyse af de 15 største favoritter og finder ud af, hvilke svagheder og styrker de hver især har på vejen mod at realisere drømmen om at skrive sig ind i historie som vinder nummer 100 af sportens næststørste løb.

Giro d’Italia-arrangørerne i RCS Sport må knibe sig selv i armen i disse dage. Ganske vist havde man håbet på, at den 100. udgave af Giroen ville have en vis tiltrækningskraft på de største stjerner, men man havde næppe ventet, at det i den grad skulle lykkes at få samlet et så velbesat felt til jubilæet. Sidste efterår var der imidlertid nærmest ingen ende på rækken af grand tour-ryttere, der meldte deres ankomst, og med kun få dage til starten er det lettere at nævne, hvem der ikke er med, end hvem der giver sig i kast med den historiske udfordring.

 

Man havde utvivlsomt håbet på at se Chris Froome, Alberto Contador, Richie Porte, Alejandro Valverde, Rafal Majka, Esteban Chaves og Romain Bardet på startstregen, men når man ser bort fra denne kvintet, vil alle de bedste etapeløbsryttere være at finde på Sardinien, når starten gives. Kun tabet af Fabio Aru, hvis duel med den anden italienske stjerne, Vincenzo Nibali, var imødeset med stor spænding, men som blev aflyst på grund af et dumt træningsstyrt, samt Michele Scarponis tragiske dødsfald kaster malurt i bægeret for arrangørerne, der har al mulig grund til at være stolte af feltet i den klart stærkest besatte udgave af løbet i dette årtusinde.

 

Feltet føres an af Nairo Quintana, der overraskende har valgt at kaste sig ud i et historisk forsøg på at sikre sig en Giro-Tour-double, men han får kam til sit hår. Vincenzo Nibali drømmer om at forsvare titlen og sikre sig en tredje sejr, Steven Kruijswijk er opsat på revanche efter det fatale styrt, der sidste år kostede ham en sikker sejr, Thibaut Pinot og Tejay van Garderen satser på genoprejsning efter et par fiaskoer i de seneste udgaver af Tour de France, og Bauke Mollema, Adam Yates og Ilnur Zakarin håber at bygge videre på de yderst lovende takter, de viste i 2016. Læg dertil, at Mikel Landa er opsat på at genfinde sit fantastiske niveau fra 2015, at Geraint Thomas og Tom Dumoulin for første gang satser 100% på klassementet i en grand tour, og at de unge løver Bob Jungels og Davide Formolo satser på at lægge yderligere et lag på deres allerede høje niveau, og det bliver straks klart, at scenen er sat til den mest åbne og spændende Giro i nyere tid.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets største favorit, der som den eneste har fået fem stjerner

 

HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!


 

Nairo Quintana (*****)

Da Alberto Contadors store forsøg på at begå den svære Giro-Tour-double i 2015 på spektakulær vis fejlede, efter at den spanske stjerne havde været en skygge af sig selv og lignet en hængt kat i Tourens tredje uge, blev det betragtet som en nærmest endegyldig sandhed i cykelsportskredse, at de tider, hvor man med succes kunne gå efter sejren i begge de to første grand tours, var ovre. Den udbredte konseksus var, at man uden brug af mere lyssky midler, der måske havde været tilgængelige i tidligere tider, i Tour de France ikke kunne konkurrere med de friske folk, hvis man bare få uger forinden havde gennemført den af de tre grand tours, der af mange betragtes som den sværeste.

 

Derfor var overraskelsen stor, da Nairo Quintana sidst på vinteren pludselig meddelte, at han i 2017 vil kaste sig ud i det ambitiøse projekt. Ganske vist havde colombianeren længe leget med tanken, men de fleste var enige om, at hverken Movistar eller Quintana selv ville løbe risikoen ikke at være 100% af sin ydeevne i den franske grand tour, der hele tiden har været defineret som karrierens altoverskyggende mål. Alligevel har Quintana kastet al forsigtighed over bord og givet sig i kast med det, som de fleste af hans rivaler betragter som en umulighed.

 

Årsagerne er ifølge Quintana selv todelte. For det første har Quintana, der nærer stor respekt for sportens historie, et udtalt personligt ønske om at køre den 100. udgave af det løb, der gav ham hans første grand tour-sejr. Han havde imidlertid næppe kunnet overtale Eusebio Unzue og den øvrige Movistar-ledelse, hvis ikke hans ifølge både ham selv og holdet har de videnskabelige data på sin side. Ifølge begge parter har man således information, der indikerer, at Quintana præsterer bedst i den anden af to tre uger lange etapeløb, data, der er indsamlet i 2015 og 2016, hvor han begge gange kørte med blandt de bedst i Vueltaen, som han endda vandt for et halvt års tiden siden. Også Alejandro Valverdes succesrige Giro-Tour-Vuelta-eksperiment har overbevist holdet om, at det kan lade sig gøre.

 

Nu står den colombianske stjerne så på tærsklen til den første af de tre store udfordringer, og det sker efter en forårssæson, der er forløbet bedre, end han havde kunnet turde drømme. En suveræn sejr i Volta a la Comunitat Valenciana, hvor han på den stejle Alto Mas de la Costa fik alle rivalerne til at ligne statister, blev fulgt op med en opvisning i Tirreno-Adriatico, hvor han med et klassisk Quintana-angreb satte et stjernebesat felt til vægs på Monte Terminillo. Kun det meget taktiske Abu Dhabi Tour, hvor en let målstigning gjorde det umuligt at gøre en forskel, endte ikke, som colombianeren havde håbet, og da han derfor efter bare 16 løbsdage vendte hjem for på klassisk vis at forbedrede sig til sit første grand tour-mål, var det med en bevidsthed om, at han vil gå ind til Giroen som løbets i særklasse bedste klatrer.

 

Quintana har i de forløbne år vist sig at være så suveræn i forhold til sine konkurrenter, at han på en bjergrig rute som denne, ville være absolut storfavorit, hvis ikke 2017-sæsonen havde budt på de specielle omstændigheder. I lyset af de ambitiøse planer er det imidlertid nu meget mere åbent. Planen om at fortsætte fra Italien til Frankrig betyder, at Quintana både i forberedelsen og under de tre uger i Italien har haft og vil have en anderledes tilgang end vanligt. Således har han skruet kraftigt ned på antallet af løbsdage, og han har ikke lagt skjul på, at det har været en svær balancegang at finde den rette balance mellem træning og hvile forud for en ekstremt hektisk periode af året.

 

I princippet kan Quintana gribe Giroen an på to måder. Med en bjergafslutning på Etna allerede på 4. etape og en endnu vanskelige opkørsel til Blockhaus på 9. etape, kan Quintana i princippet lægge løbet i et jerngreb tidligt, håbe på, at rivalerne hurtigt begynder at jagte de resterende podiepladser, og håbe på at kunne køre defensivt i løbets ekstremt svære tredje uge. Den anden mulighed er at komme ind i løbet en smule ”underdone” og stille og roligt bygge formen op mod klimakset mod slut, hvor de sværeste etaper venter.

 

Problemet for Quintana er, at årets rute ikke ideel til det ambitiøse forehavende. Tilstedeværelsen af to meget svære bjergafslutninger i løbet af de første 9 dage, betyder, at der er almindelig konsensus om, at man er nødt til at være 100% allerede fra start. Ganske vist vinder man ikke Giroen på Etna - det gør man i Alperne og Dolomitterne samt på enkeltstarterne - men man kan sagtens tabe det hele allerede efter bare fire dage. Havde det været en mere traditionel Giro, ville udfordringerne i løbets første halvdel have været af blødere karakter, og det ville have gjort det muligt at gribe løbet anderledes an.

 

Alligevel synes Quintana at have valgt den anden af de to modeller. Således blev det tydeligt, da han i weekenden vendte tilbage til konkurrence i det lille, ikke stærkt besatte Vuelta a Asturias - Quintana har gjort det til en vane kun at køre et lille, kort etapeløb som optakt til grand tours - at han ikke er på 100%. Modsat i Route du Sud, som har været hans foretrukne vej til Touren, og hvor han altid har været meget stærk, kunne han således ikke sætte sig igennem på vanlig autoritativ maner, og han måtte se sig slået samlet af den relativt Raul Alarcon, selvom han ganske vist slog spanieren i spurten på kongeetapen.

 

Netop den specielle optakt skaber tvivl om, hvorvidt Quintana vil være ved vanlig styrke, når vi allerede på tirsdag får det første store svar på, hvem der kan vinde Giroen. Dertil skal lægges, at ruten med sit store antal kilometer i kampen mod uret heller ikke på den vis er ideel for spanieren. Ganske vist har han forbedret sig markant på tidskørsler - han slog således en specialist som Sylvain Chavanel i sidste års Route du Sud og kørte vel sit livs flade enkeltstart i Vueltaen 2015 - men sidste års Vuelta viste samtidig, at han stadig har meget at lære. I forhold til folk som Thibaut Pinot, Geraint Thomas, Tom Dumoulin og Tejay van Garderen er han intet at regne, og også Vincenzo Nibali, Steven Kruijswijk, Ilnur Zakarin og Bauke Mollema kan regne med at sætte sekunder i banken på de to tidskørsler. Den længste af de to er ganske vist ikke flad, men der er fortsat så mange powerstykker, at den ikke er ideel for Quintana.

 

Set i det lys kan Quintana meget vel befinde sig i en position, hvor han har sat betydeligt med tid til, når vi går ind i løbets tredje og afgørende uge. Alligevel er det vanskeligt at sætte pengene på andet end en colombiansk sejr. Trods de indledende udfordringers sværhedsgrad er den tredje uge brutal, og den er skræddersyet til den colombianske klatrer. Specielt kongeetapen over Mortirolo og Stelvio indeholder lange, svære stigninger i højderne og er skabt til, at en ren klatrer som Quintana kan sætte rivalerne til vægs. Historien viser trods alt, at ingen af konkurrenterne kan matche den colombianske stjerne i bjergene, når han er på 100% af sin ydeevne, og planen er tilsyneladende at bygge formen op til et crescendo i den tredje uge.

 

En sådan tilgang vil også lægge et mindre pres på et hold, der ikke virker skræmmende. Ganske vist er Andrey Amador to gange kørt i top 10, men på en så bjergrig rute kommer den store costaricaner til kort. Winner Anacona er en fremragende klatrer, men yderst ustabil, og selvom Jose Herrada, Gorka Izagirre og Victor De La Parte er stærke i de høje bjerge, er det ikke et mandskab, der vil kunne lægge løbet i et jerngreb, som man gjorde det i Vueltaen sidste år. Set i det lys er det en fordel, at Quintana kan vente med at tage førertrøjen til løbets allersidste fase.

 

En anden udfordring for Quintana er hans skrøbelige helbred. Således blev han syg i Giroen 2014, Vueltaen 2015 og Touren 2016, og han synes ikke at være den mest modstandsdygtige. Richie Porte lider af samme svaghed, og det har udsat hans store grand tour-gennembrud flere gange. Hvis han skal vinde dette løb uden at blive tvunget til at grave alt for dybt, har Quintana ikke råd til selv det mindste tilbageslag, og derfor kræver en samlet sejr, at han sender en lille bøn til de højere magter om, at han denne gang kan forskånes for helbedsmæssige problemer.

 

Lykkes det, bliver Quintana meget svær at slå. En så bjergrig tredje uge betyder, at selv ikke de to enkeltstarter vil kunne sætte colombianerne så meget tilbage, at han ikke i løbets afgørende fase vil kunne sætte rivalerne eftertrykkeligt til vægs. Undgår han uheld og sygdom, og lykkes planen om at ramme topformen forud for de høje bjerge, bør Quintana kunne skrive historie og bestige podiet som vinder af jubilæumsudgaven. Det vil fuldende den første del af hans yderst ambitiøse plan og for altid skrive ham ind i Giroens historiebøger. Desværre for Quintana vil han kun være halvvejs, og kampen i Italien er den nemme del. Den svære udfordring venter først, når han stor over for en vis brite på de franske landeveje om et par måneder...

 

HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!

 

SENESTE

Vis valgte

SØNDAG

Vis valgte

LØRDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk