Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Det har ikke været let af være Giro-løbsdirektør i de seneste år. Nok er løbet et af sportens største, men mod Tour de France kan det ikke konkurrere. Derfor vil alle ryttere have en naturlig præference for Giroens franske pendant, og derfor skal Vegni hvert eneste år være kreativ for at få store stjerner til start.

Det har han faktisk haft ganske fint helt med de seneste år. Feltet har desværre ofte manglet dybde, men topnavnene er været der i langt de fleste af de seneste udgaver. Sidste år begik Vegni endda et mindre kup, da han med sin beslutning om at have et uhørt stort antal enkeltstartskilometer og en afgørende bjergenkeltstart på grænsen til Slovenien lykkedes med at tiltrække både Primoz Roglic og Remo Evenepoel til en af sidste sæsons mest imødesete dueller.

I år skulle han så finde på nyt lokkemad for at sikre sig Tadej Pogacar, der lignede den eneste ”ledige” superstjerne på markedet i en sæson, hvor Evenepoel, Roglic og Jonas Vingegaard tidligt meldte ud, at Touren var deres hovedmål. Denne gang var midlet en meget mere human og overkommelig rute med en lettere tredje uge, nemmere bjergetape, færre højdemeter og kortere etaper. Han vidste nemlig godt, at Pogacar aldrig kunne overtales til at droppe Touren, og derfor handlede det om at finde en model, der kunne overtale sloveneren til at satse på den svære Giro-Tour-double.

Læs også

Vild historie: "Jeg er overbevist om, at de forgiftede mig"

Selvom det for mange lignede en umulig mission, lykkedes projektet. Pogacar er aldrig bange for udfordringer, og når løbet på lørdag skydes i gang med en historisk hård etape, vil han være løbets helt store stjerne. Det vil utvivlsomt sikre løbet den opmærksomhed, det higer efter, men til gengæld har det også en pris. Pogacar tegner sig nemlig som en historisk stor favorit i et løb, der næsten synes kvalt for spænding om sejren på forhånd.

Det skyldes også, at Vegni bestemt ikke har haft held med at tiltrække topnavne fra niveauet under feltets giganter. Om det er tilstedeværelsen af Pogacar, skal jeg lade være usagt, men da der begyndte at tegne sig et billede af holdenes sæsonplanlægninger, stod det klart, at Giroen denne gang er en historisk stor taber i kampen om de største navne. End ikke blandt rytterne fra andet og tredje geled er der mange ryttere, der har valgt at gøre det italienske løb til deres hovedmål.

Mens det kvæler spændingen i kampen om den samlede sejr, skaber det til gengæld en pivåben kamp om resten af podiet. Vegni kan være svært tilfreds med, at han for andet år i træk med sine mange enkeltstartskilometer er lykkedes med at tiltrække Geraint Thomas, der efter sidste års ”næsten-sejr” stadig har ”unfinished business” med det italienske løb. Han komme som alt i spidsen for et stærkt Ineos-hold, der også tæller to andre ryttere med top 10-placeringer i løbet, nemlig Thymen Arensman og Tobias Foss.

Helt skidt er det da heller ikke, når Vegni gør regnskabet op. I sit felt finder han endnu en tidligere grand tour-vinder i form af Nairo Quintana og yderligere et par ryttere, der har været på et grand tour-podium i form af Romain Bardet, Damiano Caruso, Rafal Majka, Hugh Carthy og Esteban Chaves. Han finder Ben O’Connor, der er blevet nr. 4 i Touren. Han finder en stribe andre ryttere, der har været i top 10 grand tours, nemlig Daniel Martinez, Juan Pedro Lopez, Eddie Dunbar, Alexey Lutsenko, Domenico Pozzovivo, Michael Woods, Felix Grossschartner, Jan Hirt og Julian Alaphilippe. Og han finder nogle af sportens mest spændende talenter i form af Cian Uijtdebroeks, der jo endda allerede har en top 10-placering fra Vueltaen, Antonio Tiberi, Florian Lipowitz, Luke Plapp, George Steinhauser og Davide Piganzoli samt solide navne som Einer Rubio, Michael Storer, Filippo Zana, Jefferson Cepeda, Lorenzo Fortunato, Attila Valter, Simon Carr, Koen Bouwman, Torstein Træen og de to brødre Aurelien og Valentin Paret-Peintre.

Nok havde Vegni utvivlsomt ønsket sig et stærkere og ikke mindst bredere felt, men kan man leve med, at spændingen om sejren synes forduftet på forhånd, er der alligevel masser at glæde sig til frem mod de kommende tre ugers cykelløb.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

Cian Uijtdebroeks (****)

Man må håbe, at Cian Uijtdebroeks trives under pres. Han har nemlig gjort alt, hvad han overhovedet kunne for at sikre, at der vil være ekstra mange øjne, der hviler på ham, når han på lørdag tager hul på sin blot anden grand tour.

Presset har nu egentlig været der længe. De belgiske medier dækker som bekendt cykelsporten mere massivt end medier i noget andet land, og når man allerede som junior i kraft af nogle vanvittige præstationer på en træningslejr udråbes til ”en forbedret udgave af Remco Evenepoel”, siger det sig selv, at pressen i det cykelgale land går i selvsving. Heldigvis har den rigtige Evenepoel kunnet tage noget af trykket, og det har også hjulpet, at det hurtigt stod klart, at han nok ikke helt levede op til det prædikat, men fra en ganske ung alder har han måttet skulle vænne sig til, at der er blevet holdt ekstra godt øje med ham.

Det pres blev imidlertid mangedoblet sidste vinter. Her stod han nemlig for en af nyere cykelhistories mest kontroversielle holdskifter, da han brød sin kontrakt med Bora for i stedet at skifte til Visma, der havde fået ekstra penge til rådighed efter Primoz Roglics pludselige exit. Det gjorde nemlig hans arbejdsgiver så rasende, at der var lagt op til et langt juridisk tovtrækkeri, indtil Bora-manager Ralph Denk alligevel valgte at begrave stridsøksen, da han og Visma-manger Richard Plugge kom til en eller anden form for forståelse.

Læs også

Pogacar forhørte sig hos Ineos: Tophemmeligt

Når man kan tillade sig at skabe så meget palauer, og når man samtidig ”tvinger” sin nye arbejdsgiver til at gøre sig så upopulær blandt kolleger, må det også forventes, at der leveres resultater. Det ved Uijtdebroeks formentlig godt, og det er derfor, han må kunne føle, at skuldrene bærer lidt mere vægt, end de gjorde, da han stadig kaldte sig Bora-rytter.

Det er da heller ikke mærkeligt, at Visma ville skabe så meget ballade for at få fat i den belgiske guldfugl. Nej, han er ikke nogen Evenepoel - i hvert fald ikke uden for grand tours - men det er få, der har haft så lovende en karrierestart som Uijtdebroeks, særligt når vi husker på, at alle hans resultater indtil nu er leveret i en alder af 19 eller 20 år, hvad der selv i moderne cykelsport trods alt er en ung alder.

Det første pejlemærke for etapeløbstalent er jo som bekendt Tour de l’Avenir, og det vandt han da også i 2022, endda som 19-årig i kamp med langt ældre ryttere. Efter en hæderlig, men måske lidt afdæmpet 2022-sæson, viste han i løbet af 2023, at han nu også er blevet fuldt konkurrencedygtig på WorldTour-niveau. I hvert fald kørte han tre ugelange WorldTour-etapeløb og endte i top 10 i dem alle.

Den slags kan bare ikke altid omsættes til grand tours, hvor holdbarheden og stabiliteten testes på en helt anden og vedvarende måde. Allerede i løbet af den første del af 2023 fornemmede man imidlertid, at det var lovende. Dels har de dieselegenskaber, der ikke altid, men ofte kan være tegn på holdbarhed, og dels var han ganske stabil i de etapeløb, han kørte, uanset om vi talte om de tre WorldTour-etapeløb eller Tour de l’Avenir. Derudover kunne man regne med ham hver eneste gang. Når han deltog i et løb, der var et mål, leverede han, og derfor var der også al mulig grund til at tro, at han ville gøre det godt, da han sidste år kastede sig ud i sin første grand tour i Vueltaen.

Det gjorde han i den grad også. Da løbet var slut efter tre uger, stod hans navn ud for 8-tallet på resultatlisten. Selvfølgelig er det ikke en debut i stil med den, vi så fra Tadej Pogacar i Vueltaen i 2019, men det er meget få, der kan prale med en lignende start - særligt når vi taler om 20-årige knægte. Endnu mere lovende var det, at han var bedst på løbets to klart sværeste etaper, nemlig Tourmalet- og Angliru-etaperne, hvor han blot bekræftede, at han er bedst på de helt store bjergdage. Det kneb til gengæld med de eksplosive etaper, som vi blandt andet så, da han smed sin 7. plads på den ardenneragtige 20. etape, men det er trods alt de store bjergetaper, der afgør grand tours - sjældent ardenneretaper.

Nej, Uijtdebroeks ligner virkelig den ideelle grand tour-rytter. Han har allerede et ret højt niveau i bjergene, han er stabil og til at regne med, og han har bevist, at han har holdbarheden. Han har de helt rette dieselegenskaber, der skaber en god grand tour rytter, og derfor er det ikke underligt, at Visma kastede deres kærlighed over ham. Ja, faktisk er det måske det største kvalitetsstempel af dem alle, for det er ganske sjældent, at Plugge laver store fejlinvesteringer.

Selvfølgelig kan det virke voldsomt at rangere ham som den næststørste favorit til en grand tour, der blot er hans anden, og når han ”kun” blev nr. 8 i den første. Det havde jeg da heller aldrig drømt om at gøre, hvis feltet havde været stærkere, men i denne Giro, der kun har én rigtig stjerne, som der ikke kan stilles store spørgsmålstegn ved, er det altså Uijtdebroeks, der viser det største potentiale. Han er i hvert fald allerede på et højt niveau, hans alder tilsiger, at han fortsat udvikler sig hastigt, og han kan formentlig også se frem til det boost, et skifte til Visma plejer at give.

Alligevel tøver jeg mere med at give Uijdtebroeks denne høje rangering, end jeg egentlig ville. Der er nemlig to væsentlige udfordringer. Den første er hans sæsonstart. Nu har jeg ellers lige rost ham for at være stabil og pålidelig, men det har han bestemt ikke været i år. Tværtimod var han præstation i Catalonien en regulær katastrofe, som er ret svær at forklare, men måske lader det sig alligevel gøre. I hvert fald siger han, at han aldrig har frosset så meget, som han gjorde på den iskolde første bjergetape, og det er da ikke umuligt, at det har mærket ham også de kommende dage.

Nogen stensikker forklaring er det dog langt fra, og hans præstationer vækker altså bekymring. Han skuffede mig også i det svage felt i Galicien, hvor han kun blev nr. 5, men også her kan han have kulden som en undskyldning. Problemet er bare, at det kan blive lidt af udfordring, når han går ind til den grand tour, der er kendt for at være den koldeste, og hvor der ikke er råd til at have problemer med koldt og vådt vejr.

Læs også

Vildt drama giver overraskende Quick-Step-sejr

Heldigvis er der heller ikke grund til at ringe med de allerstørste alarmklokker. Nej, han levede heller ikke op til mine forventninger i Tirreno, men det skyldes også, at de var ret høje. Han kørte i hvert fald i bjergene lige op med Ben O’Connor og Thymen Arensman, der er blandt de større konkurrenter i dette løb, og han kørte ganske solidt fra eksempelvis Antonio Tiberi. Selvom det er ret åbenlyst, at han i dette forår ikke har fundet sit bedste niveau, er det nu egentlig slet ikke så ringe.

Der er nemlig én ret sandsynlig forklaring på hans manglende resultater, nemlig at han modsat sidste år kun har haft Giroen i tankerne. Hvis det er sandt, har hans opbygning været ganske passende, hvis han har brugt den seneste måneds tid på at finde de procent, han har manglet. Naturligvis havde det været rart at se ham i et optaktsløb, men sidste år lærte vi jo, at vi kan regne med Uijtdebroeks, når han har forberedt sig til et mål. Det kunne vi jo eksempelvis i Vueltaen, hvor han stillede til start uden at have kørt ét eneste løb siden Schweiz Rundt.

Nej, det er faktisk ikke hans præstationer i foråret, der er min største bekymring. Det er tværtimod ruten. Man kunne vel dårligt have designet en rute, der passede ham dårligere. Bjergetaperne er alt for lette, mange af finalebjergene er for eksplosive, den tredje uge er for let, hvis jeg har ret i, at hans holdbarhed er hans største stykke, og ikke mindst er enkeltstarterne alt for lange og generelt også for flade. Vueltaen viste nemlig, at han på 7. og 14. etape har udsigt til en solid regning til de fleste, også selvom stigningen på 7. etape hjælper ham ganske gevaldigt.

Der kan dog være håb om, at skiftet til Visma har hjulpet. Det er der måske ikke helt så god empiri for længere, nu hvor holdet generelt har skuffet på enkeltstarter, men som minimum må man da forvente, at benhårdt fokus på at forbedre sig giver en eller anden form for resultat. Spørgsmålet er så bare, om det er nok til, at han kan indhente det tabte på bjergetaper, der generelt er ret lette.

Det tror jeg på. Nej, ikke på Pogacar, men sejren kommer jo også kun i spil, hvis sloveneren elimineres af uheld. Visma må i stedet blot ignorere slovenerens tilstedeværelse og køre for den 2. plads, der synes det højest opnåelige. Det kræver, at de gør bjergetaperne benhårde, og til det formål har de et ganske fint hold. De generelt lette etaper har da også et vist potentiale. Den gigantiske 15. etape er skabt til Uijtdebroeks’ motor, hvis den gøres hård, og vi ved, hvor stor skade Monte Grappa kan gøre, særligt på 20. etape, hvor man kan håbe, at selvsamme motor er allermest varm.

Alligevel kan vi ikke komme uden om, at ruten passer ham ret elendigt, og det allerbedste argument for at placere ham her, er da også, at feltet er så svagt besat. Når jeg lader hånden løbe ned over listen, er der ingen, jeg for alvor tror på. Der er spørgsmålstegn ved dem alle, men når man fjerner Pogacar fra ligningen, er de i mine øjne mindst ved Uijtdebroeks. Han har allerede bevist sig selv i en grand tour, der er relativt plausible forklaringer på hans svage optakt, han er kommet til et hold, der plejer at booste udviklingen ganske enormt, og han har en alder, der tilsiger, at vi end ikke er kommet tæt på at se hans fulde potentiale.

Naturligvis er det ikke sikkert, at vi allerede kommer meget tættere på nu. Dertil har hans optakt været for pauver, og dertil passer ruten ham for ringe - særligt hvis han også viser sig at kunne få problemer med vejret. Til gengæld synes selv samme potentiale at være så stort, at han ikke skal være kommet meget længere i sin udvikling, inden han i dette felt vil fremstå som Pogacars førsteudfordrer.

Der er trods alt en grund til, at Plugges sjældent svigtende blik fangede hans navne med så stor interesse, at han var villig til at sætte sig gode navn og rygte på spil og skabe både palauer og ballade. Nu må vi så bare håbe, at Uijtdebroeks’ smalle skuldre kan klare det pres, den hollandske manager dermed også lagde på hans skuldre.

Geraint Thomas (****)

Det er desværre ikke lykkedes mig at finde ud af, hvor Andeby er lokaliseret. Hvis det var, havde jeg ellers taget det første tog, for jeg kunne i den grad bruge en tur rundt i den ring, Joakim von And benytter sig af, når han skal tænke sig om. I de seneste uger har jeg nemlig gået rundt om mig selv lige så mange gange, som den berømte og stenrige and har gjort det, når han har haft noget at tænke over.

Læs også

Optakt: 14. etape af Giro d’Italia

I mit tilfælde har det imidlertid ikke handlet om hverken bjørnebander, pengetanke eller lykkemønter. Nej, det har i stedet handlet om, hvem i alverden der skal have rollen som førsteudfordrere til Tadej Pogacar i et løb, der allerede synes afgjort på forhånd. Årets Giro-felt er nemlig historisk smalt besat, og selvom det jo egentlig burde føre til færre kandidater til den ære, er det alligevel ekstra svært, når der blandt de relativt få kandidater ikke rigtigt er nogen, der for alvor skaber begejstring eller overbevisning.

Der er nemlig altid et eller andet galt. Enten har de været for skidt kørende i optakten, eller også passer ruten dem for dårligt. For andre er problemet, at de er foruprøvede, og at det trods alt kan være lidt svært for alvor at tro, at de allerede kan køre med om den sejr, der kun bliver tilgængelig, hvis Pogacar er uheldig, når de aldrig tidligere har levet et topresultat i en grand tour. Der er ikke én eneste af løbets relativt få kandidater, der kommer pletfri ud af den prøve, man skal gennemgå, hvis man skal fire stjerner på denne liste.

Det er derfor måske heller ikke helt overraskende, at det er endt med det kedelige valg. Al logik vil naturligvis placere Geraint Thomas som nr. 2 i et felt, hvor han har den i særklasse bedste grand tour-historik - særligt når man forholder sig til de seneste år. Vi taler trods alt om en mand, der i 2022 var en ganske klar nr. 2 bag de to dominerende Pogacar og Jonas Vingegaard, og en mand, der for et år siden var så tæt på en Giro-sejr, man velsagtens kan komme det.

Alligevel er min tiltro til Thomas begrænset. Den walisiske veteran har nemlig ikke kørt ét eneste godt cykelløb, siden han steg ned fra podiet i Rom for små 12 måneder siden. Han havde jo ellers store ambitioner om at køre med om Vuelta-sejren, men den ambition viste sig så verdensfjern, at mange sikkert har glemt, at han tilbragte tre uger i Spanien for godt et halvt år siden. Hans optakt i 2024 har også været akkurat lige så pauver, som det var tilfældet sidste år.

Den slags præstationer skaber nemlig altid bekymring, når vi taler om en mand i Thomas’ alder. Særligt i moderne cykelsport, hvor topresultater til veteraner i Thomas’ alder synes mere sjældne end spurtsejre til Domenico Pozzovivo, har man et konstant behov for at bevise, at man stadig er lige så god, som man var det sidst. Heldigvis har Thomas en uhyre overbevisende historik på det område, for mange vil sikkert huske, at jeg allerede har begravet ham flere gange, og hver eneste gang har han gjort al min skepsis til skamme.

Jeg er bange i tvivl om, hvorvidt det sker denne gang. Ganske vist har Thomas aldrig tidligere kørt stærkt i efteråret, men i 2024 var det også første gang, han gav det et skud uden at have trættet sig selv i Touren. Vi ved, at han altid har haft behov for at trække stikket helt, når han har levet som en munk i tiden op til en grand tour, men denne gang var der jo altså god tid til at puste lidt ud, inden han startede sin Vuelta-opbygning. I det lys var det ret bemærkelsesværdigt, at han end ikke var tæt på at ramme skiven, men tværtimod kastede pilen så langt ved siden af, at han sikkert har ramt en tilskuer eller to.

På samme måde er hans forår bekymrende. Også her har vi lært, at Thomas med alderen er blevet en mand, der viser meget lidt i tiden op til sine grand tours, men i 2022 kom han trods alt til Touren med en frisk sejr i Tour de Suisse i ryggen, og frem mod Giroen i 2023 var situationen meget speciel. Dårligt helbred havde sat ham langt tilbage i løbet af vinteren, og derfor vidste han også godt, at han kom til løbet med dårlig forberedelse. Det var også helt tydeligt efter hans meget pauvre enkeltstart på 1. etape, men heldigvis var han hjulpet af, at løbet startede meget blødt, og at der af frygt for den tredje uge blev kørt meget afventende. Da det endelig gjaldt, var formen kommet, og han var hjulpet af sin fremragende restitutionsevne, da der i den tredje uge langt om længe blev åbnet for posen.

I år er det anderledes. Her har han tværtimod erklæret, at hans vinter har været problemfri, og i det lys skulle vi vel i Tour of the Alps have set en Thomas, der var nogenlunde lige så stærk som den Thomas, vi så i Tour de Suisse i 2022. Noget tyder på, at det også var, hvad han selv regnede med. I hvert fald signalerede Ineos med deres kørsel på 1. etape, at de var kommet til løbet for at vinde, men da det gjaldt, var den walisiske veteran endnu længere fra formen end for et år siden.

Jeg har ganske vist stadig ondt i armene af at have gravet Thomas op efter de gange, jeg tidligere har begravet ham, men jeg er altså alvorligt bekymret igen. Denne gang er der nemlig heller ikke tid til at finde formen undervejs. Løbsdirekter Mauro Vegni var træt af sidste års to uger med trukket håndbremse, og derfor har han denne gang designet en historisk let rute med en meget mere human tredje uge og ikke mindst hårde etaper lige fra start.

Læs også

Belgier reagerer på jubel, der nær kostede ham sejren

Ja, faktisk er den første weekend historisk brutal. Nok er det ikke etaper, der vil være afgørende i sidste ende, men det er helt sikkert etaper, der kan koste så meget tid, at man kan få svært ved at vinde løbet - og er man slet ikke klar, kan man allerede på 1. etape køres ud af ligningen. Senere i uge 1 venter på Prati di Tivo en betydeligt vanskeligere bjergfinale end den modvindsspolerede Gran Sasso-afslutning, vi havde sidste år, og derudover venter løbets længste enkeltstart. Den bør stadig være en gevinst for Thomas, der sammen med Pogacar er klassementsfeltets bedste temporytter, men den er så hård, at den slet ikke kaster den gevinst af sig, som den burde, hvis ikke waliseren er klar - ja, faktisk er sidst stigning så hård, at man end ikke kan udelukke, at etapen kan ende med at koste.

Thomas restituerer heldigvis så godt, at man med nogen sandsynlighed kan regne med, at han bliver bedre og bedre, og langt de fleste af de vigtige etaper findes jo også mellem 14. og 20. etape. Hvis blot waliseren kan komme hæderligt gennem de første 13 dage, ser det jo ganske lovende ud, ikke mindst fordi han kan åbne den del af løbet med at knuse næsten alle rivaler på den flade enkeltstart på 14. etape.

Der er bare ingen garantier for, at han finder sit niveau én gang til. Han var i hvert fald slet ikke tæt på at gøre det i Vueltaen, hvor han vel snarere bare blev ringere og ringere, og så er vi tilbage ved udgangspunktet, nemlig at veteraner, der fylder 38 i løbet af Giroen, altid skal bevise sig selv igen og igen.

Men Emil? Hvorfor giver du manden fire stjerner, når du skriver én lang klagesang. Fordi der heller ikke er ret mange andre, jeg tror på, og fordi ruten stadig giver Thomas en gigantisk fordel. Blandt løbets favoritter vil han kunne vinde så meget tid på de to enkeltstarter på alle andre end Pogacar, Daniel Martinez og sin egen holdkammerater Thymen Arensman, at han automatisk bør have en buffer at arbejde med. Vi har nemlig lært, at Thomas som regel - men ikke altid - stadig kører gode enkeltstarter, selv når klatrebenene mangler.

Derudover er bjergetaperne jo altså relativt lette. Det er i hvert fald etaper, der skal gøres hårde, og hvis UAE kører med håndbremsen lige så trukket, som de af hensyn til Touren bør gøre det, kan vi sagtens blive vidner til et ret passivt løb. Thomas er også udstyret med et af de stærkeste hold, selvom det slet ikke har samme styrke som sidste år. Nok aner vi ikke, om Tobias Foss nogensinde finder sine klatreben igen, men der er stadig få hold, der er så bjergstærke og har så god en løjtnant, som Ineos har i Arensman.

Spørgsmålet er bare, om den logik holder. Vi kan meget hurtigt haven i en situation, hvor de øvrige slet og ret negligerer Pogacar og næsten med det samme kører for 2. pladsen. I det tilfælde er der i hvert fald et ret stærkt Visma-mandskab, der med Cian Uijtdebroeks vil have en masse tid at skulle vinde efter enkeltstarterne, og hvis han er lige så stærk, som jeg venter, vil de have al mulig grund til at gøre bjergetaperne benhårde - måske med den ekstra sidegevinst at trætte Pogacar lidt ekstra inden Touren. Hvis det er tilfældet, er bjergetaperne formentlig hårde nok til at knække Thomas selv med den buffer, mere end 70 km enkeltstart har givet - særligt da hvis stigningen på 7. etape ender med at eliminere den som den fordel for waliseren, den bør være.

Sker det, kræver det i hvert fald, at Thomas klatrer bedre, end han gjorde i Vueltaen. Det skal dog også gå meget galt, hvis det ender lige så skidt som i Spanien, men spørgsmålet er, hvor tæt han kommer på det niveau, han havde for et år siden. Sporene fra et svagt Tour of the Alps skræmmer mig altså meget, når løbet starter så hårdt, som det er tilfældet i år.

Alligevel fortjener Thomas sine stjerner. Det gør han i kraft af ruten. Det gør han i kraft af et svagt felt, hvor det kan være svært at finde kandidater, man for alvor tror på. Og det gør han, fordi han nu flere gange har gjort al min skepsis til skamme og vist, at han er det ultimative bevis på, at veteraner stadig kan præstere, selv når de begynder at kunne øjne det næste skarpe hjørne efter de 30. Det var i hvert fald den konklusion, jeg nåede frem til, da jeg var færdig med at gå i cirkler om mig selv. Lad os håbe, at Thomas de kommende tre uger beviser, at det også var den rette, og at en tur til Andeby ikke havde været nødvendig for at komme frem til noget mere korrekt.