Kommentar: Dopede, dem alle sammen?

1998. Man behøver næsten kun sige cykling i nærheden af en sætning, hvor dette årstal indgår, så kan man se, hvordan der begynder at opstå dopingtics i øjenkrogen på cykelsportsfanatikere. 1998 var året, hvor den brede befolkning pludselig fik indsigt i en virkelighed, der ikke tidligere var kommet op til overfladen, siden brugen af doping blev gjort ulovlig i cykelsporten i 1960’erne.

Det er naturligvis Festina-skandalen, vi taler om her. Den blev en øjenåbner for alle (Michael Rasmussen har senere udtalt, at den måske snarere blev en ’EPO-øjenåbner’), og her blev grundstenen lagt til parolen: De er jo alle sammen dopede. En kommentar, jeg personligt er blevet voldsomt stødt over i mange år, hver gang det er blevet sagt i nærheden af mig, hvilket har ført til lange diskussioner om antidopingarbejdet i cykelsporten. Nuvel.

2006. Operación Puerto. Endnu et slag mod cykelsporten og den vel nok værste dopingaffære, sporten er blevet ramt af. Den tidligere Kelme-rytter Jesús "The Whistleblower" Manzano kickstartede sagen i 2004 ved at fortælle om den organiserede bloddoping på holdet, som blandt andet Eufemiano Fuentes stod bag. I 2006 ramte sagen sit hidtidige klimaks, da en stribe af Tour de France-favoritter såsom Ivan Basso og Jan Ullrich blev suspenderet af deres respektive hold dagen inden starten på løbet. Siden blev også blandt andet Alejandro Valverde ramt, mens retssagen mod Fuentes selv er on going.

Floyd Landis formåede i 2006 så også lige at ødelægge cykelsporten endnu mere, da han vandt Tour de France med en god portion ekstra testosteron i kroppen.

Riis, Rasmussen og den der Tour

2007. I Cykeldanmark kulminerer det hele nærmest med to dopingrelaterede hændelser; den sidste rest af danskernes tillid til cykelsporten forsvinder med Bjarne Riis’ indrømmelser - den eneste danske sejr i Tour de France tilbage i 1996 virkede nu pludselig ikke så magisk, som den engang havde været. I stedet tryllebandt Michael Rasmussen os med sin ihærdighed og modstandsdygtighed over for Alberto Contadors slangeagtige angreb i bjergene den følgende sommer, og det lignede, at Danmark nu endelig ville få en ægte Tour de France-sejr.

Men ak. Det varer kun lige indtil natten efter 16. etape, som Rasmussen vandt, da han bliver smidt ud af løbet af Rabobank. Op til dette havde fulgt to uger, hvor Jesper Worre - en tidligere ukendt mand for de fleste ikke-fanatiske cykelfans - pludselig blev genstand for et had, der sjældent er set så glødende og ensporet, fordi DCU havde valgt at udelukke Michael Rasmussen fra landsholdet og derved sat fokus på de advarsler, Rasmussen havde modtaget, fordi han havde lidt besvær med at møde op til out-of-competition-dopingkontrollerne. Hele Danmark gik amok: Hvordan kunne nogen dog tillade sig at rippe op i den slags småting, når nu manden var ved at vinde Tour de France?

2013. Adskillige flere dopingindrømmelser, heriblandt fra selvsamme Michael Rasmussen. Det viser sig, at det det nok var en rigtig god idé, at han røg ud til siden. På et pressemøde den 31. Januar fortæller han, hvordan han dengang blev nødt til at lyve om, hvor han var, fordi han med sikkerhed ikke ville kunne klare en dopingtest, da han var proppet med testosteron, væksthormoner, IGF-1, EPO, og hvad der ellers var af interessante ingredienser i hans dopingdrink.

Suk. Som følge af alle de mange og store dopingsager, der fyldte cykelsporten i 2006 og 2007, blev den almene opfattelse igen, at de er jo alle sammen dopede. Selv som passioneret og måske en anelse snæversynet cykelsportsfanatiker blev det svært at opretholde optimismen.

Lys forude
Da CERA i 2008 tog pusten fra resten af feltet, og Riccò, Piepoli, Schumacher og Kohl blev nuppet, var cykelsporten nærmest helt færdig. Noget end ikke evigt hårdtarbejdende og meget troværdige Carlos Sastre med sin sejr i Tour de France kunne ændre på - om end en vis optimisme faktisk blev vakt. Var der lys forude?

I 2011, da Cadel Evans (som blandt andet blev nummer 8 i Tour de France i Armstrongs sidste år) vandt Tour de France, og Leopard-Trek havde to ryttere på podiet, var der endnu færre, der rynkede brynene og tænkte: De er jo alligevel nok dopede. Havde opfattelsen ændret sig? Jo, måske en smule, og hverken Philippe Gilberts vanvittige mængde af sejre i 2011 eller Tom Boonens ditto i 2012 betød, at vi straks, som det første, begynde at svinge med anklagestokken.

Nu hyldede vi igen de store mestre, som vi havde gjort i perioder før i tiden. Men antydningerne, spekulationerne, var vi langtfra sluppet af med. Alligevel havde noget ændret sig.

Og i 2012, da Sky Procycling vandt Tour de France, ja, der blev der snakket rigtig meget om, at de var imponerende dominerende, og det at ende som nummer 1 og 2 i verdens største cykelløb nærmest var fuldstændig uhørt. Men færre, end man skulle have troet, sagde direkte, at Sky måtte være dopede. Tværtimod var der en generel tendens til at være dybt imponeret - Sky havde tydeligvis gået andre veje, de trænede på en anden måde, de havde ovale klinger på cyklen, og der var noget med en svømmetræner, som havde ændret hele idéen med formkurveopbygningen. Det var et mindretal, som anklagede Sky for doping. Halleluja.

Læs også

Bundærlig Pogačar: Det er noget lort

Tilbage til virkeligheden

Nu, i 2013, er vi der så igen - med de seneste indrømmelser, er vi på en måde tilbage til det sted, hvor vi var i 1998 og 2007-08; hvor alle, der kører stærkt, anklages for at være dopede. Særligt Armstrong-, Rasmussen- og Sørensen-indrømmelserne har betydet, at vi er tvunget tilbage i udviklingen. Der er simpelthen sket en generel holdningsændring hos mange af de, som følger sporten.

Pludselig kan man læse 15 kommentarer til et almindeligt løbsreferat på her på Feltet.dk, fordi Cykeldanmark pludselig er blevet enige om, at hele Sky nødvendigvis må være dopede. Den særdeles snæversynede vinkel på tingene er som nævnt set før, men denne gang er den næsten endnu mere interessant end i 1998 og 2007.

I 1998 rullede Festina-skandalen, og det var lige nu og her, at dopingen var et aktuelt og stort emne, og det var derfor meget forståeligt, at der var oprør. I 2007 havde vi samme problem med Puerto, Landis, Riis og Rasmussen.

Og i 2013 har vi så tre indrømmelser fra cykelryttere, hvis forbrug ligger år tilbage. Ja, lad os opholde os ved det: Armstrong indrømmede organiseret dopingbrug i 1990’erne og starten af det nye årtusinde; Sørensen indrømmede sporadisk dopingbrug eller festrygning (fremragende metafor i øvrigt, Rolf!) op gennem 1990’erne; Rasmussen indrømmede organiseret dopingbrug siden 1998 og indtil 2010.

Særligt den sidste indrømmelse var så tæt på i tidsmæssig forstand, at den for alvor forstyrrer den ellers så fint reparerede opfattelse af, at cykelsporten var blevet om ikke ren så i hvert fald renere siden Armstrong-æraen. Såret sprang op, og nu er det altså Sky, der er dopede. Men hvorfor betyder indrømmelser om dopingmisbrug, der stod på for år siden, pludselig så meget for vores opfattelse af de cykelryttere, der ruller hen over vores tv-skærme i dag? De burde jo ikke påvirke vores holdninger til, hvordan det er nu. Hvorfor ser vi ikke, at det hørte fortiden til?

Suveræne Sky Procycling …

Men lad os da endelig bruge Team Sky som case, selvom jeg vil mene, at opfattelsen af Sky som suveræne i sig selv er en anelse unuanceret. For det første er det udelukkende deres etapeløbshold, der har imponeret. Forårsklassikerne … ja, Ian Stannard har overrasket positivt, mens resten er faldet igennem.

Bevares, Froome, Porte, Uran, Henao, Lopez, Kiriyenka, og hvad de nu ellers hedder, har været fabelagtige i 2013, og Skys 1-2 til Criterium International var da også frygtindgydende, men hvis vi kigger på konkurrencen, var det måske heller ikke så vildt. Richie Porte slog nogenlunde de samme ryttere, som han tæskede i Paris-Nice, og Chris Froome er bare en bedre rytter end Porte, så den stilling var ikke så overraskende. At Sky så var i stand til at dominere to etapeløb på én gang var måske lidt mere interessant.

Men husk også på, at Wiggins, Porte, Uran, Henao og Kiryienka alle har leveret fremragende resultater eller været udråbt til store talenter, inden de skiftede til Sky. Jo, det har og var de!

Alligevel er beskyldningerne om doping taget til i netop denne sæson, selvom Sky-rytterne altså har præsteret store resultater i lang tid. (Den eneste rytter, der afviger herfra, er naturligvis Chris Froome. Det vil selv en blåøjet optimist som mig selv gerne medgive, selvom hans nu kurerede sygdom giver en del af forklaringen.)

Det netop overståede Vuelta al Pais Vasco domineredes tilsyneladende også af Sky. Sky fik to ryttere i top tre, og ja, det er vanvittig imponerende, og hjælperytterne (blandt andet førnævnte Kiryienka) sad i front dagen lang, men på 4. etape, som ikke blev vundet af Sky, var der både to Sky-ryttere og to AG2R-ryttere med første gruppe hjem. Er AG2R så også dopede? Det vil de færreste nok begynde at anklage dem for.

Efter 5. etape var der kun tre Sky-ryttere tilbage i løbet, da de andre udgik sammen med resten af grupettoen, så dominansen er måske ikke så overvældende, som det umiddelbart kan synes. De endte med slet ikke at vinde løbet, men blev snydt af en snedig colombianer, og alligevel fortsætter anklagerne om US Postal-agtige tilstande.

Hvad gør vi nu?

Jeg aner ikke, om Sky er dopede. Det er der ingen, der ved ud over dem selv. Og jeg aner heller ikke, om de alle sammen er dopede. Jeg mener bare, at vi bør være mere velovervejede omkring de anklager, som vi sender ud hurtigere, end rytterne er nået at køre over stregen. Det er unuanceret at anklage de stærkeste for at være dopede udelukkende baseret på, at de kører stærkt. Det kunne jo tænkes, at de bare var dygtige cykelryttere.

Og det siger måske noget i sig selv, at rigtig mange af beskyldningerne først for alvor er dukket op efter de mange og seneste indrømmelser. Der må dog være en sammenhæng, og det burde vi tage til efterretning.

Jeg kunne ønske, at vi ser på cykelsporten med de briller, vi havde på inden indrømmelserne. Glæden ved de store præstationer, passionen og det at sidde ude på kanten af stolen, når et cykelløb afgøres - alt dette gør cykelsporten så meget bedre. Jeg føler, vi taber hele udviklingen på gulvet, og vi glemmer at lytte til de unge ryttere som Taylor Phinney, der ihærdigt kæmper for at hive sportens troværdighed op igen med no pills­-strategien.

Jeg tror på, at cykelsporten er renere end nogensinde før, og jeg ønsker, håber og tror på, at Sky-rytterne er rene, selvom de er så dygtige. Der findes jo stadig cykelryttere, som bare er dygtige cykelryttere.

Historien har jo desværre vist, at tesen om, at alle sammen er dopede faktisk var sand op gennem 1990’erne og de første mange år i det nye årtusinde. Mere oprigtigt end nogensinde føler jeg dog nu, at jeg kan sige til skeptikerne, at ja, det var de. Det var de! Men der er sket en udvikling - vi er et andet sted. Selvom alle vore store idoler og helte er faldet, og fortidens præstationer måske har en ridse i lakken, skal vi holde optimismen i behold og se og tro på, at feltet nu er langt mere jævnbyrdigt og renere, end det nogensinde har været før.

Jeg tror på den nye generation. Og jeg tror på Sky. Så må tiden jo vise, om jeg i virkeligheden bare er en blåøjet jubeloptimist. Men sådan vil jeg nu engang foretrække det.

Lasse Wedege Penning

Læs også

Optakt: 1. etape af Giro d’Italia

Alle Feltet.dks læsere er velkomne til at sende os kommentarer og/eller indlæg til debat. Feltet.dk's debatredaktion vil herefter vurdere disse og afgøre, om de skal bringes på siden. Din tekst kan sendes til debat@feltet.dk.

De holdninger, som gives til kende i kommentaren, er forfatterens egne og ikke udtryk for Feltet.dks holdning.