Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 10. etape af Giro d’Italia

Optakt: 10. etape af Giro d’Italia

14. maj 2024 13:23Foto: Sirotti

Efter en skidt start på løbet fik Olav Kooij endelig sin første grand tour-etapesejr på en hektisk Napoli-etape, og dermed kan han gå på hviledag med to i sindet. Til gengæld kommer han og resten af feltet i den grad på arbejde, når løbet tirsdag genoptages, for her venter løbets tredje bjergfinale allerede - og selvom heller ikke den lange Bocca della Selva-stigning er Italiens sværeste bør der være chance for, at vi får et fint, lille klassementsopgør som åbning på den anden uge.

Artiklen fortsætter efter videoen.

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Har man dårlige hviledagsben, håber man altid på en rolig start efter den lille pause, men det ønske får man ikke opfyldt i årets Giro, hvor bjergetaperne er spredt ud over alle tre uger. På løbets anden tirsdag venter nemlig allerede den tredje bjergafslutning, når man indleder rejsen mod nord med endnu tur ind i Appenninerne. Her skal man på en kort, intens dag med 3000 højdemeter slutte på den spritnye og ganske ukendte stigning Bocca della Selva, som vil være rammen om ugens første klassementsslag. Heller ikke denne er Giroens sværeste udfordring, men en vanskeligere afslutning bør gøre det muligt at vinde tid på en dag, der måske også vil vise, at klatrehierarkiet kan være ved at ændre sig, efterhånden som trætheden sætter ind.

 

Som det er temaet for årets bjergetaper, er også denne en meget kort sag, der fører feltet over bare 142,0 km fra den historiske by Pompei i udkanten Napoli til toppen af Bocca della Selva i udkanten af byen Cusano di Mutri. Pompei markerer løbets sydligste punkt, og etapen er således den første på den lange rejse mod nord, hvorfor man med det samme kører mod nord ad lange, lige og flade veje i fladlandet vest for Napoli. I byen Cicciano kører man efter 29,0 km kortvarigt mod nordvest, inden man sætter kursen mod nordøst med retning mod bjergene i det indre af den italienske støvle.

 

Læs også
Lasse Norman spurter sig til sejr i barskt hjemmebaneløb

 

De melder sig hurtigt, når man rammer en ikke-kategoriseret stigning (5,6 km, 3,4%), der leder op til byen Apraia, hvor dagens første spurt køres efter 52,1 km. Her flader det kortvarigt ud, mens man kører mod nordøst frem til byen Montesarchio, hvor man efter 60,3 km drejer mod nord for at køre op ad endnu en ikke-kategoriseret stigning (3,1 km, 8,3%), der har top efter 65,1 km. En kringlet nedkørsel fører nu videre mod nord ned til byen Caurano, hvor der efter 73,6 km er et kort, let stigende dalstykke, inden man drejer mod nordvest for at køre på ad kategori 2-stigningen Camposauro (6,1 km, 7,8%, max. 13%), der stiger med 6-8% over de første 3 km, små 9% over de næste 2 km og slutteligt med 6,1% over de sidste 1200 m frem mod toppen, som rundes efter 82,5 km.

 

Herfra bliver det igen lettere. En meget teknisk nedkørsel fører videre mod nordvest ned til dalen, hvor man kører mod nordøst op ad en bakke (1,3 km, 5,7%), der har top efter 95,4 km. Derfra flader det ud, mens man kører mod nordvest, inden det går mod nordøst på ad en stigning (4,8 km, 6,5%), som leder op til byen Guardia Sanframondi, hvor Victor Lafay tog sin store sejr i 2021, og hvor dagens Intergiro-spurt køres efter 104,8 km. Her drejer man mod nordvest for at køre ad let faldende og siden let stigende veje frem mod byen Cusano Mutri, hvor man efter 121,4 km kører dagens sidste spurt på toppen af en lille bakke (700, 6,0%), hvorfra man kortvarigt kører mod sydøst frem til målbjerget.

 

Det rammer man hurtigt, når man kort efter kører mod nordøst, nord og nordvest op ad Bocca della Selva (17,9 km, 5,6%, max. 10%), der er i kategori 1. Stigningen er lang, men skal deles i flere dele. De første 6,15 km stiger således relativt jævnt med 6,1% i snit, inden der venter 5,35 km, der blot stiger med 2,6% i snit, men som også byder på et længere stykke med 5-7% og en lille nedkørsel. Den vanskeligste del kommer til sidst, hvor de sidste 6,4 km stiger med 7,2%, hvor det bliver sværest, når man med 3,9 km igen rammer 2 km, som stiger jævnt med 8%, inden den flader ud med 1 km med små 7% frem mod de sidste 900 m, der stiger med 8%. Stigningen går ad en meget snoet vej på den nedre halvdel, mens den anden halvdel går ad en betydeligt mere lige vej, hvor den snor sig lidt, fra der resterer 4400 m, hvorefter den 5 m brede vej over de sidste 2700 m er stort set helt lige og bugter sig ind på den 150 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3000 højdemeter.

 

Hverken Cusano Mutri eller stigningen Bocca della Selva har tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb, men bjerget blev passeret fra modsatte side på 8. etape af Giroen i 2021 og fra samme side på 6. etape af Giroen i 2016.

 

 

 

 

 

Læs også
LIVE: UAE fører feltet mod Rom

 

 

 

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

For et år siden tilbragte de vel tre uger i regnvejr, men i år er kontrasten total. Også efter hviledagen venter den perfekte cykeldag med kun få skyer og en temperatur på i starten 24 grader, undervejs helt op til 26 grader og slutteligt 23 grader i bunden af målbjerget. Der vil bare være en svag til let vind (6-9 km/t) fra først sydsydvest, så sydvest og slutteligt atter sydsydvest. Det giver en hel dag med næsten udelukkende med- og sidemedvind frem til målbjerget. Her vil der i starten være stort set direkte medvind, indtil der over de sidste 8 km vil være næsten direkte sidevind, idet man dog får et modvindsstykke ved 6 km-mærket, og som ender med ca. 4,5 km igen.

 

Analyse af 9. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Olav Kooij med sin sejr på løbets 9. etape måske markerede et vendepunkt for det kriseramte Visma-mandskab.

 

Favoritterne

Det var ikke længe, sprinterne skulle tilbage i rampelyset. En af løbsdirektør Mauro Vegnis ambitioner med årets Giro var at sprede klassementsetaperne mere ud, og det må man sige, at han er lykkedes med. Ikke færre end fire af de første ni etaper havde potentiale til at skabe forskelle, og i den anden uge gælder det for hele tre af de seks dage. Ja, faktisk kunne det have været fire af slagsen, hvis man havde gjort torsdagens muretape lige så svær som sidste år, men nu bliver den nok lidt for blød til, at klassementsetaperne vil forsøge at bruge den til noget.

 

Af de tre etaper er det dog ubetinget tirsdagens etape, der er den mindst afgørende. Det er naturligvis også svært at konkurrere med en mere end 30 km lang enkeltstart og løbets kongeetape, men når løbet tirsdag genoptages efter hviledagen, bliver det med en etape, der fastholder løbets ”nye” identitet med relativt lette bjergetaper. Det siger selv, at vi ikke skal alt for højt op, når vi er i Appenninerne, hvor man sjældent når alt for højt op - selvom det kan forekomme - men etapen er heller ikke designet, så den er alt for svær. Starten er i hvert fald let, og selvom de første tre stigninger faktisk er ganske stejle, er de også korte. Vi når da heller ikke op på mere end ca. 3000 højdemeter.

 

Det ville dog ikke betyde meget, hvis målbjerget var svært, men det er det ikke. På mange måder minder det uhyre meget om lørdagens Prati di Tivo. Der er tale om samme jævne stigning endda over en nogenlunde tilsvarende længe. Den store forskel er, at man denne gang samlet set har en længere stigning, fordi de to vanskeligere stykker afbrydes af et let mellemstykke. Ser man bort fra den lette start, minder også den første del af etapen lidt om det, vi havde i lørdags - også i forhold til den korte distance - og derfor ved vi nogenlunde, hvad vi kan forvente.

 

Heldigvis er der som i lørdags medvind på stigningen, hvilket øger chancen for, at vi kan få forskelle, men der er en betydelig chance/risiko for, at vi ser lige så få forskelle som forleden. Denne gang er den sidste del af stigningen stejlere, end den var i det lørdags, og jeg vil derfor tro, at stigningen har potentiale til lidt mere, men det kan blive svært. Hvis UAE er lige så stærke som i lørdags og bare har tænkt sig at pace den for Tadej Pogacar, der igen vil køre med håndbremsen trukket, kan det blive en svær opgave at køre offensivt.

 

Læs også
Kristoff vinder foran Van Aert – Franskmand vinder samlet

 

Jeg vil dog forvente, at vi får forsøg. Antonio Tiberi vil naturligvis prøve igen, når han gjorde det i går, og jeg vil også tro, at Ben O’Connor fik selvtillid af gårsdagens resultat. Jeg er mere usikker på Cian Uijtdebroeks. Han kan snart ikke vente meget længere med at prøve noget, men hvis han bruger samme logik som i går, kan UAE køre så stærkt, at han ikke føler, at det giver mening. På den måde er det hele jo lidt spøjst, fordi UAE og Pogacar vil spille så stor en rolle i forhold til løbets udvikling, men reelt kører alle andre jo mod hinanden og har næppe sloveneren alt for meget i tankerne.

 

Det store spørgsmål er naturligvis igen, om udbruddet holder eller ej, og her peger alle pile naturligvis på UAE. Ingen andre kan se noget formål med at arbejde for endnu en Pogacar-sejr, og hvis de skal begynde at føre, skal det derfor enten handle om, at de vil gøre løbet hårdt, eller at de skal holde snor i et udbrud, der truer deres klassement. Den slags initiativ kan naturligvis sagtens betyde, at udbruddet kommer tilbage af sig selv, men det bliver mindre og mindre sandsynligt, jo længere vi kommer. Jo større afstandene er, jo længere snor kan der gives, og jo vanskeligere bliver det for et udbrud at komme tilbage af sig selv.

 

Begge scenarier kan sagtens komme i spil. Det er bestemt muligt, at vi får et udbrud, der skal holdes i snor på samme måde, som Romain Bardet skulle det i går. Det er bestemt også muligt, at der er et hold, der vil gøre det hårdt undervejs - her tænker jeg særligt på Ag2r og Bahrain, da Bora ikke rigtigt har den store grund til at jagte en 1. plads, der ikke er opnåelig - men langt mest sandsynligt er det, at udbruddet kun kan hentes, hvis UAE aktivt går efter etapen.

 

Kan man stole på meldingerne efter i går, var det ikke planen at jagte sejren, men Mikkel Bjerg skulle ikke bruge mange sekunder på at overtale Pogacar, når nu de alligevel skulle holde Bardet i snor. Da Pogacar formentlig først for alvor får brug for sit hold igen på søndag, kan man derfor sagtens forestille sig, at sloveneren vil gå efter det igen. Som beskrevet inden løbet og i gårsdagens analyse kan han sagtens vinde etaper med håndbremsen trukket, fordi han vil vinde 999 af 1000 spurter på toppen. Det er derfor alene behovet for at spare på holdet og måske efterhånden også ønsket om ikke at virke grådig, der skulle få ham til at holde igen.

 

Baseret på de udtalelser, han kom med i går, er jeg mere i tvivl, end jeg var forleden. Nu anser jeg det som en reel mulighed, at han hurtigt kan overtales til igen at gå efter sejren. Jeg tror dog også, at snakken om grådighed kan blive en reel faktor. Det er trods alt ikke alt for sjovt - og måske heller ikke på lang sigt hensigtsmæssigt - at blive alt for upopulær i feltet, og med tanke på, at løbet trods alt er langt, er mit bedste bud, at holdet i hvert fald vil starte med samme intention som i går, nemlig at de ikke skal vinde etapen.

 

Meget kommer dog også an på, hvordan etapen udvikler sig. Denne gang starter den fladt, og det kan gøre den indledende kamp til et lotteri. Den slags starter har som regel to sandsynlige udfald. Af og til sker det, at der bare kører en stor gruppe næsten med det samme, hvor de største favoritter bliver fanget på det forkerte ben, fordi de havde regnet med en lang kamp. I andre tilfælde får vi den lange kamp, og så bliver det et lotteri for klatrerne at ramme rigtigt.

 

Meget vil derfor afhænge af, om kampen bliver så lang, at vi kommer frem til stigningerne, inden udbruddet kører. Det er bestemt ikke umuligt. Der er langt derhen, men man når derhen på en god times tid. Dertil skal lægges, at man og til ser, at klatrestærke udbrydere holder et udbrud i snor, så deres klatrere kan køre op til dem på stigningerne. Det er ikke alt for tit, det sker, og det er måske mindre sandsynligt her, hvor den flade start er ret lang, men det er en mulighed. Kører udbruddet først på stigningerne, kan det blive langt vanskeligere at hente, fordi det så er stærke folk, og så kan UAE komme til kort, hvis vi får en lige så stærk gruppe som i går, og hvis den denne gang er lidt mindre, så de kan samarbejde, eller der er hjælpere, der kan ofre sig for sine kaptajner.

 

Det er derfor ikke helt let at blive klog på. Går UAE efter etapen eller ej? Hvis udbruddet er svagt, fordi det er kørt i fladlandet, er chancen størst. Hvornår kører udbruddet, og får vi denne gang en gruppe, der faktisk kan samarbejde, og hvor der er nogle hjælpere? Det kan gå begge veje, men jeg hælder mest til, at vi får den udbrudssejr, vi ikke fik forleden, dels fordi UAE holder igen, og dels fordi de større afstande betyder, at elastikken kan løsnes mere, hvorfor risikoen for, at UAE alligevel er tvunget til at køre stærkt, er mindre. Jeg tror altså på det klassiske scenarium med en lang kamp, hvorefter UAE holder i snor. Så må vi se, om Ag2r eller Bahrain vil forsøge at køre lidt stærkt på de tidlige stigninger, og så skal både udbrud og felt slås om hhv. sejr og tid på sidste stigning.

 

Med min tro på en udbrudssejr skal vi se på gode udbrudskandidater, men denne gang er det vanskeligere end i går. Her kan man komme ”billigt” til en etapesejr, fordi et udbrud, der kommer væk i fladlandet, ikke behøver at være ret stærkt. Det siger sig selv, at man stadig skal kunne køre opad for at vinde på så langt et bjerg, men hvor vi i går med sikkerhed kunne sige, at kun de allerbedste klatrere var i spil, kan man denne gang måske vinde uden at falde i den helt lette kategori. De ryttere, der ligger til i klassementet, får det også vanskeligere, fordi de er meget lettere at lukke ned på flad vej, både af UAE, der ikke gider holde dem i snor, og af de hold, der kører for podiet.

 

Læs også
Norsgaard fældet på vej mod stor triumf - Bettiol vinder samlet

 

Den flade start betyder derfor også, at der bliver en del mavefornemmelse involveret i mine gæt, men jeg prøver at gå med Georg Steinhauser. Jeg har altid haft store forventninger til tyskeren, men jeg er alligevel overrasket over, hvor meget han har hævet sit niveau til dette løb. I går var han her, der og alle vegne, og det var han bare dagen efter, at han havde sat en fremragende tid på enkeltstartens stigning. Det er rigtigt, at han løb tør for kræfter til sidst, men han brugte også dobbelt så mange kræfter som alle andre. Han lignede vel egentlig udbruddets stærkeste mand.

 

Alligevel er der en enorm usikkerhed, fordi han i dag smed mere end 12 minutter. Der er ingen meldinger om, at han skulle være styrtet, og jeg bliver tryg, når EF udsender et tweet, hvor han og Stefan De Bod viser, at de er i strålende humør og klar til hviledagen. Det er klart, at det ikke udelukker, at han slet og ret er faldet sammen, hvad der let kan ske for en ung fyr i sin grand tour-debut, men det mønster, vi så i Catalonien og har set her, er, at han bliver bedre og bedre undervejs. Derfor vælger jeg at tro - og jeg opdaterer optakten, hvis jeg bliver klogere - at han smed tid med vilje, dels for at spare sig og dels for at få mere frihed. Han skal stadig have heldet til at komme afsted i den flade start, og han skal nok passe lidt bedre på kræfterne end i går, men hvis han vitterligt ikke er træt, eller hvis han bare havde en enkelt dårlig dag i dag, bliver den Steinhauser, vi så i går, svær at slå.

 

Et andet helt oplagt bud er naturligvis Valentin Paret-Peintre. Franskmanden var blandt mine 15 klassementsfavoritter inden løbet, men lottokuponen smed det hele på 1. etape. Siden er han heldigvis bare blevet bedre og bedre, og i går var han slet og ret fremragende. Nu ligner han igen den rytter, vi så i Alperne, og ham er der ikke mange i dette felt, der kan slå. Han er naturligvis en kronisk lottokupon, og skulle man pege på en mand, der sikkert flopper efter en hviledag, er det ham, men rammer han sit niveau, er han et fremragende bud. Også han skal have held for at komme afsted, men vi ved i hvert fald, at Ag2r aktivt opsøger udbruddene. Ja, faktisk kan holdkonkurrencen betyde, at de endda vil køre de forkerte udbrud ind for ikke at miste føringen-

 

Efter den lovende enkeltstart skuffede Filippo Zana mig lidt i går. Han har stadig til gode at finde sidste års bjergben, som han først fandt i den tredje uge. Han har derfor nok heller ikke fundet dem allerede tirsdag, men vi ved fra sidste år, at han formentlig bare bliver bedre og bedre undervejs. Mindre kan dog også gøre det, fordi den flade start betyder, at han kan ende i en gruppe, hvor han vil være stærkest, og hans niveau i går var jo bestemt ikke dårligt. Jeg er lidt bange for, at han har tænkt sig at køre defensivt for en top 10, men skal han for alvor have en chance for et godt klassement, skal han nok ramme et udbrud. Her er det et problem, at han truer top 10-rytterne, men han bør ikke være en mand, der for alvor frygtes, og han har et stykke op til podiet. I fladlandet er han mere kraftfuld end mange andre, og derfor ligner han et godt vinderbud. Han ved jo i hvert fald, hvordan man vinder i dette løb.

 

Forleden havde jeg Michael Storer som favorit, men denne gang glider han lidt ned ad listen. Det skyldes ikke hans niveau, for han viste jo i går, at han er en af de absolut bedste klatrere i dette felt, men jeg er lidt bekymret for den flade start. Han er egentlig ganske god på flad vej og står bedre end mange mere klassiske klatrere, men har han frihed? Han er pokkers godt kørende og derfor næppe en mand, man giver gratis tid, når han er så let at lukke ned i fladlandet. Til gengæld ved vi, at han jagter udbruddet, og hvis udbruddet først kører på stigningerne, bliver han ikke let at stoppe. Da det samtidig nok også mest er Bora og Ineos, der eventuelt vil jagte ham aktivt - samt UAE, hvis de ikke gider hold ham i snor - og han har tabt lidt tid til podiet, kan det ikke udelukkes, at han får frihed.

 

Frihed bør Davide Piganzoli have. Det er ikke en mand, der frygtes på sigt, og han har tabt endnu mere tid. Spørgsmålet er, om han vil prøve. Det tror jeg. Der er en risiko for, at han helst vil køre et defensivt klassement for at lære til fremtiden, men Polti er her først og fremmest for etaper og plejer at køre enormt aggressivt. Det er klart, at han som ren klatrer er handicappet af den flade start og tillige mangler rutine, men har han heldet, kan han sagtens ramme rigtigt. Med det niveau, han har vist hidtil, kan han også sagtens havne i en gruppe, hvor han kan gøre det færdigt. Selvfølgelig er der mange usikkerheder med en grand tour-debutant, for den slags har det med at eksplodere, men foreløbig er han fremragende kørende. Holder han det niveau, og kan han finde ud af at spare på kræfterne bedre end Steinhauser i går, ligner det ikke en umulighed, at Polti også i år kan få deres etapesejr.

 

Hvad så med Romain Bardet? I går var jeg overrasket over, at han ikke blev lukket ned med det samme, og det viser, at han har mere frihed, end jeg havde troet. Problemet er bare, at starten er flad. Vil de virkelig lade ham køre, når han på flad vej er let at lukke ned? Det burde i hvert fald være vanskeligere for ham at komme afsted, men hvis til gengæld udbruddet kører på stigningen, kan han som i går sagtens tage sig friheden. Nu ved vi i hvert fald, at de ikke frygter ham alt for meget, og med det ekstra tidstab kan han nu få endnu længere snor. Han skuffede ganske vist lidt i går, men det er ret klart, at han selvfølgelig vil være en af de helt store favoritter i alle de udbrud, han måtte ende i.

 

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Domenico Pozzovivo. Vi ved, at han i dag kæmper med sin restitution, men fastholder han det niveau, han har haft indtil nu bare én dag mere, er han åbenlyst en af feltets bedste klatrere. Der er bare flere udfordringer. Den første er den flade start. Den handicapper i den grad den lille italiener, men med det rette held i sprøjten kan også han komme afsted. Den anden er hans mentalitet. Han vil helst køre klassement, og jeg mindes faktisk ikke rigtigt, at han har været i udbrud i en grand tour, hvor han stadig har ligget nogenlunde til i klassementet. Det er en risiko at gå i offensiven, og mit bedste gæt er derfor, at han er konservativ. Hvis han reelt skal drømme om top 10, er han imidlertid tvunget til at tage en chance, og efter dagens defekt har han nu tabt endnu mere tid, der giver endnu mere frihed. Det er altså med stort forbehold, at jeg rangerer ham så højt, fordi jeg tror, at han kører for afventende, men når han nu klatrer så godt og har frihed, må han være et af de bedre vinderbud, hvis Bardiani kan overtale ham til at smide tøjlerne lidt.

 

Er det for tidligt for Damiano Caruso? Han forsøgte allerede i går, men så ikke godt ud, da han blev kørt ud af hjulet af Storer og også måtte slippe flere andre. Det var dog også dagen efter styrtet, og det siger sig selv, at han bør være kommet sig betydeligt mere nu. Vi så i hvert fald, at han trods Tiberi har masser af frihed, og i forhold til mange klatrere er han godt hjulpet af den flade start. Jeg er bare bekymret for hans niveau. Han har skuffet gennem hele sæsonen - også i dette løb inden styrtet - og når man dertil lægger usikkerheden om skaderne, kan det blive svært. Men det er omvendt også klart, at den Caruso, vi så på 2. etape, godt kan vinde fra den rette gruppe, særligt hvis han som vanligt bliver bedre og bedre undervejs.

 

Læs også
Optakt: 21. etape af Giro d’Italia

 

Jeg kan ikke helt gennemskue, hvordan Alex Baudin har tænkt sig at gribe løbet an. I går holdt han sig i skindet, og jeg vil også tro, at Paret-Peintre-brødrene er de foretrukne udbrydere for Ag2r. Hvis omvendt de vil forsvare holdkonkurrencen, kan de vel ikke være alt for kræsne, selvom min fornemmelse nok er, at han kører løbet defensivt for at se, hvor langt han kommer i klassementet. Et andet problem er ungdomskonkurrencen, for hvis udbruddet kører i fladlandet, er det muligt, at Visma ikke vil lade ham køre. Omvendt er han næppe en mand, de skal frygte i det lange løb, og derfor er det ikke givet, at det begrænser ham. Vi så sidste år, at han var klart bedst i den tredje uge, og det taler for, at han kan holde det nuværende niveau, der helt klart rækker til at vinde en etape. Desværre tror jeg bare som med Pozzovivo, at han bliver for defensiv.

 

Jeg har været nærmest chokeret over Giovanni Aleotti i dette løb. Han har været helt umulig i mere end et år, men nu ligner han pludselig igen den rytter, der i sin tid endte som nr. 2 i Tour de l’Avenir. Problemet er bare, at han kører for Bora, der efter de seneste dage må tro endnu mere på Daniel Martinez, end de har gjort indtil nu. Derfor er mit bedste bud, at han er låst, men omvendt ved vi, at Maximilian Schachmann havde al mulig frihed på grusetapen. Det er desværre klart, at denne etape er langt vigtigere end grusetapen, og derfor tror jeg, at de holder deres italiener tilbage. På den anden side: Lennard Kämna angreb igen og igen, selv da Jai Hindley lignede en sandsynlig Giro-vinder. Får han friheden, har han lige nu niveauet til at vinde, selvom han egentlig mere synes at være puncheur end klatrer, men han har også været så svingende, at jeg ikke vil spille pensionsopsparingen på, at han tirsdag ikke ender med at smide 15 minutter.

 

Bora har et andet bud i den genfødte Maximilian Schachmann. Det er klart, at en fyr som ham skal ende i den rette gruppe, hvis han skal vinde på så lang en stigning, men den Schachmann, vi har set de seneste dage, minder så meget om ham, der vandt Paris-Nice, at det i den rette gruppe bestemt ikke er umuligt at vinde. Han har den store fordel, at starten er flad, for det stiller ham langt bedre i kampen om at ramme udbruddet end alle, der kan slå ham på stigningen. Den anden udfordring er, at han skal have frihed af Bora, og her har jeg alle de forbehold, jeg havde med Aleotti - men Schachmann er så stort et navn, at han formentlig som udgangspunkt har mere frihed end sin unge holdkammerat.

 

Hvis jeg havde en hat, havde jeg straks taget den af for Simon Geschke. Hans genrejsning er mildt sagt kommet bag på mig. Han har ikke været i nærheden af dette niveau, siden han i 2022 oplevede en tilsvarende genrejsning i Romandiet og Touren, og i går lignede han jo en mand, der kan vinde en etape i dette løb. Desværre er der også en grund til, at han selv i sine bedste år kun har vundet én grand tour-etape, for han er næsten altid oppe mod bedre klatrere, men den flade start stiller ham bedre end mange andre. Det er klart, at det kan koste, at han også vil jagte bjergpoint, men der er trods alt kun én bjergspurt inden sidste stigning. Ja, han skal have den rette gruppe, men i går var han altså en af de stærkeste i en gruppe, der var ret stærk.

 

Så er der den chokerende gode Alessandro Verre, men ham skal man være meget forsigtig med. Der findes få ryttere med så stor forskel på top- og bundniveau som ham, og derfor kan han sagtens sidde i gruppettoen resten af løbet. Indtil nu har han dog holdt et ret stabilt niveau, hvis man ser bort fra 1. etape og antager, at han i dag smed tid med vilje. Som klatrer er han handicappet af den flade start, men den hjælper ham også med måske at ende i en gruppe, hvor han vil være stærkest. Med det niveau, han har haft i bjergene indtil nu, kan det bestemt lade sig gøre at være bedste mand i den rette gruppe.

 

Jeg vil slå Lorenzo Fortunato og Jan Hirt sammen. Det er helt oplagt, at de formentlig vinder, hvis de rammer udbruddet - det er i hvert fald ikke mange på denne liste, der kan slå dem - men det bekymrer mig, at de slet ikke så ud til at forsøge sig i går. Det kunne tyde på, at de har tænkt sig at køre det defensive klassement, og da de allerede ligger i top 10, er det også folk, man nok vil lukke ned for i fladlandet. Derfor tror jeg, at vi skal frem til stigningerne, inden de eventuelt giver den et skud, og her er jeg efter i går lidt bange for, at de vil være for passive og bare satse på deres klassement.

 

Vi begynder at nærme os det tidspunkt, hvor Nairo Quintana kan vinde. Han manglede stadig en del i går, men al logik i forhold til restitution og lang pause fra sporten samt dårlig forberedelse tilsiger, at han skal blive bedre og bedre. Det er svært at tro, at han har taget så stort et kvantespring, at han i morgen kan slå alle dem, der var bedre end ham i går, men her hjælper den flade start. Qintana står faktisk nok bedre til at ramme et udbrud på flad vej end mange andre af hans type, og er han blevet lidt bedre, og får han den rette gruppe, synes sejren ikke uden for rækkevidde.

 

Det gør den vel heller ikke for hans holdkammerat Pelayo Sanchez. I går fik vi bekræftet, at han nok er mere puncheur end klatrer, men han ramte jo altså udbruddet via et regulært bjerg. Vi så også i Vueltaens tredje uge, at han var fremragende i de rigtige bjerge, og dengang toppede han jo i den tredje uge. Kan vi regne med, at han gennemgår samme udvikling denne gang, har også han vist et niveau, der bringer en etapesejr inden for rækkevidde.

 

Man kan argumentere for, at Juan Pedro Lopez burde stå højere, for han har åbenlyst et af de højeste topniveauer. Problemet er bare, at jeg er bange for, at mit gæt fra optakten inden løbet er blevet til virkelighed, nemlig at han har toppet for tidligt. Hvis det er rigtigt, bliver han næppe bedre og bedre herfra, og hvis ikke han er bedre end i lørdags, skal han virkelig ramme den rette gruppe for at kunne vinde. Den flade start hjælper heller ikke en fyr som ham, men den sikrer omvendt, at han har en chance for at havne i en gruppe uden de allerbedste. Gør han det, og har hviledagen gjort ham godt, kan man ikke udelukke, at det kan lykkes.

 

Læs også
Hollandsk sprintertalent tager suveræn sejr

 

Kan det lade sig gøre for Magnus Sheffield? Logikken siger nej, men sandt er det, at han klatrede imponerende i lørdags og på enkeltstarten. Med den flade start har han en god chance for at ramme udbruddet og måske også havne i en gruppe, hvor han kan vinde, særligt hvis han får et forspring inden stigningen. Han synes kun at blive bedre og bedre, og denne jævne stigning uden stejle procenter burde passe ham godt.

 

Jeg skal til at revidere opfattelse om Henok Mulubrhan. Han er langt mere klatrestærk, end jeg troede. I går ramte han et udbrud, der kørte på et bjerg, og han kørte i top 20 på den første bjergetape. I forhold til mange andre står han nok også ganske fornuftigt med en flad start, og vi har set, at han ikke er låst af Fortunato. I går så vi dog også, at han var en af de klart svageste i udbruddet, og derfor kan det måske være lidt svært at se ham vinde, men den flade start giver ham muligheden for at få den rette gruppe.

 

Lidl har et andet spændende bud. I går var Amanuel Ghebreigzabhier i hvert fald bedre end sin kaptajn, og nu kan man måske drømme om, at han endelig får sit gennembrud. Det så ud til at skulle komme i 2022, inden det grimme styrt i Catalonien satte ham voldsomt tilbage, og siden dengang har han ikke været i nærheden af sit bedste. I går lignede han imidlertid en mand, der kunne komme ret langt, hvis ikke han skulle vente på sin kaptajn, og nu bør han vel have frihed. Jeg kan dog frygte, at Lidl vil spare ham til onsdagens sprinteretape, hvor han er deres arbejdshest, og det kan alligevel låse ham. Den flade start er til gengæld en fordel, fordi han plejer at være god til at ramme udbrud, og nu ligner han en mand, der måske kan gøre det færdigt.

 

Inden løbet troede jeg mere på Giulio Pellizzari end på Piganzoli, men det skulle have været omvendt. Det er i hvert fald Polti-rytteren, der har været klart bedst, og lige nu ligner Pellizzari ikke en mand, der kan vinde en etape. Vi ved heller ikke, hvordan hans holdbarhed er, men det kan heldigvis også betyde, at han bliver bedre og bedre undervejs. Det er også forudsætningen for, at han skal vinde, og derudover handicappes han af den flade start, men mager den sig sådan, at han får den rette gruppe, kan det måske alligevel lade sig gøre. Potentialet er i hvert fald stort.

 

Så er der Esteban Chaves og Aurelien Paret-Peintre, men her er min skepsis stor. Chaves har tabt niveau lynhurtigt, og kender vi ham fra grand tours, går det kun den forkerte vej herfra. Derfor vil jeg forvente en kraftigt aftagende kurve herfra, og det giver mig ingen stor optimisme. Når han alligevel skal nævnes, skyldes det, at han med samme niveau som i går trods alt godt kan havne i en gruppe, hvorfra han kan vinde. Det kan Paret-Peintre måske også, men dette løb har bekræftet, at han altså har ret store begrænsninger i bjergene. Hans store fordel er den flade start, og Ag2r helt sikkert vil bruge ham som et aktivt kort i kampen om holdkonkurrencen.

 

Endelig vil jeg nævne Michel Ries. Sammen med Verre har han været kendt som lottokuponen med det næsten kroniske og meget lave bundniveau og ikke specielt høje topniveau, men begge har de i dette løb forladt bundniveau og hævet topniveauet betragteligt. Han har indtil nu ikke været så stærk som Verre, og da han også er en lottokupon, kan han sagtens smide 20 minutter på denne etape, men med det niveau, han har haft de første to dage i bjergene, kommer han langt i den rette gruppe.

 

Med den kørsel, han har vist, regner jeg med, at Einer Rubio er uden frihed og vil køre løbet bagfra. Jhonatan Narvaez er flyvende, men gårsdagen bekræftede vel, at stigningerne bliver for lange, selvom han her kan havne i den rette gruppe. Luke Plapp er jo uhyre svingende, men han har virkelig set skidt ud de seneste dage, og selvom han måske pludselig rejser sig, er mit gæt, at han lige nu kan være på vej ned i et af sine huller.

 

Luca Covili har været solid, men jeg har svært ved at se ham vinde en etape, og det samme gælder for de ellers velkørende Attila Valter, Edoardo Zambanini, Andrea Piccolo, Ewen Costiou, Martin Marcellusi, Alessandro De Marchi, Chris Hamilton, Nicola Conci, Mauro Vanevanent og Lilian Calmejane. Vadim Pronskiy bliver igen bedre og bedre, men det er nok for tidligt, mens Christian Scaroni, Andrea Bagioli og Kevin Vermaerke har manglet for meget. Jan Tratnik er flyvende, men stigningen her nå være for svær, og Nick Schultz, Jefferson Ceepeda, Will Barta og Julian Alaphilippe synes stadig at mangle for meget.

 

Får vi et klassementsopgør - og det er som sagt nok ca. 50-50 - ved vi, hvem der vinder. Det gør Tadej Pogacar, og jeg vil tro, at UAE kører på samme måde som sidst, nemlig sætter en spurt i scene, så han kan spare kræfterne. Hvis han angriber, bliver det i hvert fald nok først til allersidst. Det er dog ikke sikkert, at UAE bare styrer det hele. Som nævnt ovenfor kan jeg sagtens se, at Ag2r, Bahrain og måske endda Bora eller Visma lægger et pres, så deres kaptajner kan angribe. Så længe Pogacar kan lukke alt ned, og så længe han bare vil spurte, bliver det bare svært at undgå endnu en spurt i en større gruppe. Det kan dog ændre sig, når de begynder at køre efter podiet. Kommer de af med vigtige rivaler, må de jo bare før for klassementet og ignorere, at de har en slovener på hjul - og så vinder Pogacar spurten til sidst. I den er den eneste, der har en lille chance for at slå ham Daniel Martinez, men han ender formentlig som nr. 2. Han ligner også næststærkeste mand, og med sin gode holdbarhed regner jeg med, at det fortsætter. Jeg har Cian Uijtdebroeks som tredjestærkeste, men han er svag i en spurt, og stigningen passer ham ikke ideelt. Nr. 4 på min liste efter styrkeforhold er Antonio Tiberi, der burde kunne køre en bedre spurt end i går. Jeg placerer stadig kun Ben O’Connor som nr. 5, fordi sporene fra hans sæsonstart skræmmer, men hans gode kørsel i går, gør mig i tvivl. Geraint Thomas rejste sig i går, og det giver mig en lidt større tryghed, men han synes i dag uden spurtstyrke og har ingen frihed. Derefter har jeg den stadig bedre Thymen Arensman, der dog er ren hjælper. Nu har jeg Lorenzo Fortunato og Jan Hirt, der er stærke og bliver bedre og bedre, men vi fik bekræftet i går, at denne slags stigninger ikke er ideelle for dem. Dernæst vil jeg have Michael Storer, Einer Rubio, Romain Bardet, der i går ikke bekræftede de lovende takter fra enkeltstarten. Alex Baudin og Domenico Pozzovivo, hvis restitution dog nok kan begynde at halte. Jeg vil også forvente, at Rafal Majka og Valentin Paret-Peintre kan ende meget langt fremme, men de vil være rene hjælpere. Filippo Zana bliver formentlig bedre og bedre, mens det er usikkert, hvordan Davide Piganzoli udvikler sig. Jeg regner ikke med en genrejsning af Juan Pedro Lopez og Esteban Chaves i klassementet, og Georg Steinhauser har nu smidt klassementet, hvor han nok sparer sig, hvis ikke han rammer udbruddet.

 

BEMÆRK: Lad mig igen understrege, at Steinhauser som vinderbud er baseret på antagelsen om, at han ikke har været involveret i noget uheld i dag, og at han smed tid med vilje. Bliver vi klogere i løbet af hviledagen, opdaterer jeg optakten mandag aften.

 

OPDATERING: Ved en fejl var afsnittet om Magnus Sheffield ikke kommet med

 

Feltet.dks vinderbud: Georg Steinhauser

Øvrige vinderkandidater: Valentin Paret-Peintre, Filippo Zana

Outsidere: Michael Storer, Davide Piganzoli, Romain Bardet, Domenico Pozzovivo, Damiano Caruso

Jokers: Alex Baudin, Giovanni Aleotti, Maximilian Schachmann, Simon Geschke, Alessandro Verre, Lorenzo Fortunato, Jan Hirt, Nairo Quintana, Pelayo Sanchez, Juan Pedro Lopez, Magnus Sheffield, Henok Mulubrhan, Amanuel Ghebreigzabhier, Giulio Pellizzari, Esteban Chaves, Aurelien Paret-Peintre, Michel Ries

 

Kandidater til et klassementsopgør (rangeret efter forventet styrkeforhold): Tadej Pogacar, Daniel Martinez, Cian Uijtdebroeks, Antonio Tiberi, Ben O’Connor, Geraint Thomas, Thymen Arensman, Lorenzo Fortunato, Jan Hirt, Michael Storer, Einer Rubio, Romain Bardet, Alex Baudin, Domenico Pozzovivo

 

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Georg Steinhauser
Valentin Paret-Peintre, Filippo Zana
Michael Storer, Davide Piganzoli, Romain Bardet, Tadej Pogacar, Domenico Pozzovivo
Damiano Caruso, Alex Baudin, Giovanni Aleotti, Maximilian Schachmann, Simon Geschke, Alessandro Verre, Lorenzo Fortunato, Jan Hirt, Nairo Quintana, Pelayo Sanchez, Juan Pedro Lopez, Magnus Sheffield, Henok Mulubrhan, Amanuel Ghebreigzabhier, Giulio Pellizzari, Esteban Chaves, Aurelien Paret-Peintre, Michel Ries
Daniel Martinez, Cian Uijtdebroeks, Antonio Tiberi, Ben O’Connor, Geraint Thomas, Thymen Arensman, Einer Rubio, Jhonatan Narvaez, Luke Plapp, Luca Covili, Attila Valter, Edoardo Zambanini, Andrea Piccolo, Ewen Costiou, Martin Marcellusi, Alessandro De Marchi, Julian Alaphilippe, Chris Hamilton, Nicola Conci, Mauro Vanevanent, Lilian Calmejane. Vadim Pronskiy, Kevin Vermaerke, Christian Scaroni, Jan Tratnik, Nick Schultz, Jefferson Cepeda
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Mercan Tour Classic Alpes...(1.1) 29/05

Course de la Paix GP Jese...(2.NCUP) 30/05-02/06

Heylen Vastgoed Heistse Pijl(1.1) 01/06

Critérium du Dauphiné(2.UWT) 02/06-09/06

Classica Andorra Pirineus(1.1) 02/06

Women's Tour(2.WWT) 04/06-09/06

Tour de Korea(2.1) 05/06-09/06

ZLM Tour(2.1) 05/06-09/06

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?