Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Quick-Step Floors Cycling Team/ Tim De Waele

Optakt: 1. etape af Giro d’Italia

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

05.05.2017 kl. 12:59 af Emil Axelgaard.

Efter måneders forventningsopbygning er ventetiden endelig ovre, når den 100. udgave Giro d’Italia skydes i gang med en spektakulær åbningsetape langs Sardiniens smukke nordkyst. I næsten et år har sprinterne drømt om at sikre sig den første maglia rosa i denne helt specielle udgav af den italienske grand tour, og de vil alle være topmotiverede efter at sikre sig en plads i historien ved at vinde det, der ventes at blive et brag af en massespurt efter en lang dag i det vanskelige terræn på en af Italiens store øer.

 

Ruten

Mens Tour de France varierer mellem en enkeltstart og en linjeløbsetape, og Vuelta a Espana stort set altid lægger ud med en holdtidskørsel, har man langt større opfindsomhed i RCS Sport, der står for Giro d’Italia. Ganske vist synes holdtidskørsler at være den foretrukne indledning, men enkeltstarter og flade etaper har også været brugt i de senere år. Sprinterne fik senest muligheden i 2013, hvor Mark Cavendish spurtede sig til den første maglia rosa på en kort etape i Napoli, og efter fire års venten er det de hurtige folk, der får deres drømmescenarium gjort til virkelighed, når de får mulighed for at blive de første indehavere af den eftertragtede trikot i den 100. udgave. Det sker, når jubilæet skydes i gang med en spektakulær start på Sardinien, hvor løbet indledes for første gang siden 2007, hvor Liquigas vandt et holdløb på øen og bragte en ung Enrico Gasparotto i førertrøjen. Det er en populær tilbagevenden, der afspejler RCS’ ønske om at besøge så meget af Italien som muligt i løbet af de tre uger, og den spektakulære kyst vil således være rammen om en smuk åbning på løbet.

 

I alt skal der tilbagelægges hele 206 km på det, der må betragtes som en usædvanlig lang åbningsetape. Starten går i kystbyen Alghero i det nordvestlige hjørne af Sicilien, hvorfra man bevæger sig mod nordøst ind i landet forbi storbyen Sassari igennem let stigende terræn. Herefter når man den nordlige kyst, og det meste af etapen foregår nu tæt på den spektakulære kystvej, der er ganske flad. Man kører imidlertid hurtigt ind i landet for at køre op over dagens to første stigninger, kategori 4-stigningerne Multeddu (4,6 km, 3,3%, max. 8%) og Trinita d’Agultu (6,1 km, 4,4%, max. 10%), der har top efter henholdsvis 68 og 90,2 km. Herefter flader terrænet ud, indtil man når tilbage til kystvejen, som følges helt ud til øens nordligste spids, hvor den første indlagte spurt kommer i Santa Tersa di Gallura efter 135,7km.

 

Herfra følger man den flade kystvej tilbage mod sydøst forbi byen Cannigione, hvor den sidste spurt kommer efter 173,2. Her bevæger man sig igen ind i landet for at tage hul på dagens sidste udfordring, kategori 4-stigningen San Pantaleo (3,3 km, 5,6%, max. 12%), der har top når der resterer 20,9 km. Den første kilometer stiger med mere end 7%, inden man efter 1500 m rammer 500 m, der stiger med hele 9,5%. Herefter flader den ud med 2-5% i den sidste del. Nu følger en hurtig nedkørsel tilbage til vandet, hvorefter en næsten helt flad vej leder de sidste 16 km mod syd til målet i kystbyen Olbia. De sidste 7 km følger lange, lige veje, der falder let, indtil 3 km mangler. Med 2 km igen rammer man en brostensagtig belægning, og her følger tre skarpe sving, inden man når den røde flamme. Det sidste bløde sving leder ind på den 600 m lange, 8 m brede opløbsstrækning, der er helt flad.


HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!
 

Olbia har aldrig tidligere været målby i Giroen, men var vært for Grande Partenza, starten på løbet, i 1991. I 2009 vandt Mirco Lorenzetto en massespurt foran Enrico Gasparotto og Alessandro Petacchi i byen, da Giro di Sardegna lagde vejen forbi.

 

 

 

 

 

 

Vejret

Giro-feltet kunne ikke have ønsket sig en flottere start på løbet, idet Sardinien viser sig fra sin smukkeste side. Således byder fredag på en skyfri himmel samt en temperatur på hele 23 grader. Der vil være en let til jævn vind fra øst, hvilke giver sidemodvind og modvind frem til kort før den sidste spurt. Herefter vil der hovedsageligt være sidevind. De gælder helt frem til den absolutte finale, hvor der venter mange sving, og vinden derfor vil komme fra flere retninger. Der vil være modvind på opløbsstrækningen.


HUSK AT SÆTTE DIT GIRO D'ITALIA MANAGERHOLD INDEN FREDAG DEN 5. MAJ KL. 14.00!
 

Favoritterne

Lige siden det blev offentliggjort, at Giroen ville starte med en flad etape på Sardinien, har sprinterne glædet sig. De første førertrøje i en grand tour er noget helt specielt, og de har derfor alle lige siden den dag drømt om at få æren af at bære den eftertragtede trikot i Olbia fredag eftermiddag. Begejstringen er ikke blevet mindre af, at Giroen ofte indledes med en prolog eller et holdløb, og derfor er dette for mange en af karrierens eneste muligheder for at fingre i trøjen - og så endda i jubilæumsudgaven.

 

Derfor vil det være nogle tændte og fokuserede sprintere, der stiller til start i Alghero, og de vil under ingen omstændigheder lade denne mulighed glide dem af hænde. Der er således ingen mulighed for, at løbet ikke vil blive lagt i en jerngreb straks fra start, og kun en katastrofe kan forhindre det i at blive afgjort i en massespurt.

 

Det ved alle naturligvis, og derfor viser historien også, at det tidlige udbrud på etaper som denne som regel etableres straks fra start. Det vil sandsynligvis også være tilfældet denne gang, og da der er en bjergtrøje på spil, vil incitamentet til at angribe være stort. De fire wildcard-hold vil alle forsøge at være repræsenteret, og det samme vil Astana næsten med sikkerhed på en dag, der på mange måder er dedikeret til Michele Scarponi. Dimension Data, Ag2r og måske Cannondale er andre hold, der kunne tænkes at ville angribe og således måske sikre sig den grønne trøje. I den sammenhæng fremstår specielt Omar Fraile som en oplagt kandidat, hvis ikke han vælger at gemme kræfterne til lørdagens sværere etape.

 

Når udbruddet er etableret, vil Lotto Soudal, Quick-Step og Orica-Scott sandsynligvis hurtigt finde sammen i en alliance om at holde dem i snor. Selvom der er tale om en meget lang etape, får udbruddet sjældent et stort forspring på en første etape i en grand tour. Det bliver ikke nemmere af, at feltet vil være enormt nervøs, specielt når vi når nordkysten. Vejene er smalle og snoede, og mange er bange for vinden. Derfor vil alle de store hold sidde helt fremme, og desværre ser vi meget ofte styrt på åbningsetaper som denne. Det meste af dagen vil der ganske vist være sidemodvind, men når vi når sidevinden til sidst, vil det blive enormt hektisk. Det alene vil være nok til at indhente udbruddet. Til gengæld er der ikke noget, der indikerer, at vinden vil være stærk nok til at splitte feltet, og opstår der huller, vil det snarere være på grund af styrt.

 

For sprinterne er første nøglepunkt den sidste stigning. Den har stejle passager mod slutningen, men de fleste af topsprinterne bør ikke få problemer med at overleve. Kun de helt tunge drenge som Jakub Mareczko, Matteo Pelucchi og måske Nicola Ruffoni kan få problemer, specielt hvis Dimension Data eller Quick-Step lægger pres på. Begge de to hold har nemlig en interesse i et hårdt løb, da Kristian Sbaragli og Fernando Gaviria klatrer bedre end de fleste, og det kunne anspore dem til at forsøge at ryste sprinterne.

 

I sidste ende regner vi med, at et stort felt skal spurte om sejren, men distancen, nervøsiteten og stigningen betyder, at der vil være en vis træthed at spore. Det favoriserer de stærkere typer. Samtidig skal de finde ud af, hvordan de bedst håndterer den meget tekniske finale. De mange sving betyder, at lead-outs bliver helt afgørende, og det er ikke nødvendigvis den hurtigste mand, der vinder.

 

Disse overvejelse får os til at udpege Fernando Gaviria som favorit. Sammen med Caleb Ewan og André Greipel er han klart feltets hurtigste mand, og hvad topfart angår er de tre stjerner meget lige. Gaviria har imidlertid et helt fantastisk kick på en relativt kort opløbsstrækning, og han har før - elsempelvis i Tour of Britain i 2015 - fået Greipel til at ligne en juniorrytter. Mange vil også huske hans helt fantastiske spurt i sidste års Paris-Tours. Når det kommer til acceleration, er Gaviria uden rivaler, og det er en vigtig egenskab i denne type finale.

 

Lige så vigtigt er det, at Gaviria har det bedste tog af de tre stjerner. Maximilano Richeze er an af verdens allerbedste lead-out men, og der udover har han Davide Martinelli og Iljo Keisse til at køre sig frem. Det vil ikke undre, hvis Richeze og Gaviria er de to første igennem sidste sving, og er det tilfældet, er Gaviria sandsynligvis umulig at slå. Da han samtidig vil være friskere end rivalerne, peger vi på colombianeren som etapevinder.

 

Hans største rival vil sandsynligvis være Caleb Ewan. Den unge australier har i år endelig indfriet sit store potentiale. Efter suveræne sejre i Tour Down Under viste han i Abu Dhabi Tour, at han nu har topfarten til at slå giganterne Kittel, Greipel og Cavendish. Samtidig har han opnået en forbedret holdbarhed, og med den gode form han viste i Yorkshire bør den sidste stigning næsten være til hans fordel. I Yorkshire var han klart hurtigste mand, og det var kun kiksede lead-outs, der kostede en etapesejr.

 

Netop lead-out kan blive et problem for Ewan i denne tekniske finale. Overraskende er han uden Roger Kluge, og han må i stedet hænge sin hat på, at Luka Mezgec og Alexander Edmondson sammen med Michael Hepburn kan køre ham frem. Mezgec gjorde det imidlertid fremragende sidste år og bliver bedre og bedre i rollen som sidste mand. Edmondson er mere uprøvet, men de har på papiret poweren til at bringe Ewan i en position, hvor han kan bruge sin fantastiske topfart til at vinde.

 

André Greipel er løbets store sprinternavn, men han stiller til start med usikkerhed om formen. Denne gang har han ikke kørt Tour of Turkey, og således har han kun Rund um den Finanzplatz i benene siden sin lille pause efter klassikerne. Han indrømmer selv, at det kan tage ham et par dage at finde topformen, og han imponerede bestemt ikke i Frankfurt i mandags. Derfor er det ikke umuligt, at han faktisk bliver sat på stigningen.

 

Hans største problem er imidlertid finalen. Greipel har aldrig været fan af tekniske afslutninger. Samtidig har han ikke sit bedste tog til rådighed, og kombinationen med Adam Hansen, Jasper De Buyst, Sean De Bie og Moreno Hofland har ikke kørt meget sammen. De har bestemt poweren til at aflevere Greipel, men det er ikke sikkert, at det lykkes. Gør det, er Greipel imidlertid hurtig nok til at slå, hvem som helst.

 

For to år siden vandt Sacha Modolo to etaper. Det skyldtes i høj grad hans fantastiske lead-out med Roberto Ferrari og Maximilano Richeze, men siden han mistede sidstnævnte, har han haft det svært. I år har han vist helt nye sider af sit talent og udviklet sig til klassikerspecialist, mens han har haft mindre fokus på spurterne. Alligevel brugte han sin gode form til at vinde to etaper i Kroatien, og han er måske den mest formstærke af sprinterne. I en powerspurt er han ikke hurtig nok til at vinde, men i en teknisk finale som denne har han muligheder. Det skyldes det gode tog med Marco Marcato, Matej Mohoric og specielt Ferrari. Kan de tage kontrol i finalen, er det netop i en afslutning som denne, at formstærke Modolo kan tage en sejr.

 

Sam Bennett har i mange år været et af de allerstørste sprintertalenter, men på grund af hans dårlige positioneringsevne er det blevet til alt, alt for lidt. Når han endelig har været i position, har han imidlertid vist sin fantastiske hurtighed, senest da han slog verdenseliten i Paris-Nice. Derfor er han en de få, der faktisk har farten til at vinde en etape som denne, og da han i år har klatret fremragende, er distancen og stigningen til hans fordel - ikke mindst fordi han viste god form i Frankfurt, indtil krampe ødelagde spurten. Det er den tekniske finale til gengæld ikke, og det kræver held, hvis han skal være i position til at drage fordel af sin gode spurt. Pelucchi vil falde af på stigningen, så han har kun Rudiger Selig til at køre lead-out, og det gør det endnu sværere.

 

I de seneste to år har Giacomo Nizzolo været den dominerende sprinter i Giroen, men det bliver han ikke i år. En dum knæskade betyder, at han stiller til start med kun Tour og Croatia i benene, og han har selv indrømmet, at han ingen chancer har for at vinde pointtrøjen for tredje gang. Han overraskede imidlertid sig selv meget positivt i Kroatien, og han var faktisk meget tæt på at tage en sejr. Nu må han formodes at være endnu bedre, og derfor kan han ikke afskrives. Ganske vist er stigningen et problem for en mand, der er langt fra formen, men han elsker tekniske finaler. Da de handler mere om positionering end fart, kan Nizzolo måske alligevel vinde - også selvom hans tog er meget svagt.

 

For et par år siden viste Nicola Ruffoni, at han er et af verdens absolut største sprintertalenter, da han næsten slog Kittel og Cavendish i Tour of Britain. Siden gik han i stå, men nu er han på vej tilbage. Det startede allerede sidste år, og i 2017 er han fortsat. Efter at sygdom ødelagde klassikerne for ham, vendte han tilbage med et brag i Tour of Croatia, hvor han vandt to etaper. Desværre er han ikke blandt de mest holdbare, og selvom han har forbedret sig, er der ingen garanti for, at han overlever stigningerne. Han er til gengæld god til at positionere sig, også selvom han mangler Paolo Simion, der var instrumental i at sikre ham sejrene i Kroatien.

 

Dimension Data stiller til start med Kristian Sbaragli, der normalt ikke er hurtig nok til at vinde en flad spurt som denne. I år har han imidlertid spurtet bedre end tidligere, og han viste senest god form i Tour de Yorkshire. Blandt sprinterne er han den bedste klatrer, så hvis nogen drager fordel af distance og stigning, er det ham. Samtidig er han god til at positionere sig, og det gør ham til en næsten sikker mand i top 10. Til gengæld har han næppe farten til at vinde.

 

Afslutningsvis vil vi pege på Phil Bauhaus. Den unge tysker gør grand tour-debut og har flere gange vist, at han er et stort talent, ikke mindst da han vandt sidste etape i PostNord Danmark Rundt. Desværre har han netop været sig og måtte droppe Tour de Yorkshire, og da han i forvejen ikke er specielt holdbar, tror vi ikke, at han overlever stigningen. Han får heller ikke meget hjælp af et hold, der fokuserer på Tom Dumoulin, og har han ikke de bedste kort på hånden. Vi vil imidlertid ikke udelukke, at han kan sikre sig et fint resultat, hvis tingene flasker sig.

 

Derudover kan det ventes, at Jakub Mareczko (som næppe overlever stigningen), Ivan Savitskiy, Viacheslav Kuznetsov, Simone Ponzi og Enrico Battaglin vil blande sig i spurten, men de vinder næppe.

 

Feltet.dks vinderbud: Fernando Gaviria

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, André Greipel

Outsidere: Sacha Modolo, Sam Bennett, Giacomo Nizzolo

Jokers: Nicola Ruffoni*, Kristian Sbaragli, Phil Bauhaus

* = Nicola Ruffoni er blevet testet positiv for doping efter denne artikel blev offentliggjort, derfor stiller han naturligvis ikke til start.

NYHED - SÆT ET MANAGERHOLD TIL HVER AF GIRO-ETAPERNE. SÆT DIT HOLD TIL 1. ETAPE!

 

FREDAG

Vis valgte

TORSDAG

Vis valgte

ONSDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk