Optakt: 1. etape af Volta a Catalunya

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Ruten

Ni år i træk vænnede vi os til, at løbet altid startede med en etape omkring middelhavsbyen Calella, hvor det trods en sen bakke oftest endte i en massespurt. Nu skal vi imidlertid til at vænne os til noget nyt, da det for tredje år i træk er en anden middelhavsby, Sant Feliu de Guixols, som vil være vært for løbets indledning. Det vil løbets puncheurs kunne glæde sig over, da åbningsetapen ganske vist slutter med en anden rundstrækning end den, der blev brugt i 2019, 2022 og 2023, men med samme stigende spurt, som har været rammen om først to spurtsejre til Michael Matthews foran hhv. Alejandro Valverde og Sonny Colbrelli, der jo desværre efterfølgende kollapsede på dramatisk vis, og senest til Primoz Roglic foran Remco Evenepoel. Etapen er designet efter samme mønster som Calella-etapen, da en finalebakke, der kommer med 20 km igen, kan skabe nogen udskilning, inden alt peger på en reduceret massespurt, hvor vi ved de tre foregående besøg har set, at puncheurs have en overhånd i forhold til tungere afsluttere.

I alt skal der tilbagelægges 173,9 km, der har både start og mål i den nye værtsby, Sant Feliu de Guixols, som ligger helt ud til Middelhavet. Starten er ganske hård, idet man lægger ud med at køre mod nordvest, vest og nordvest ad et kort, fladt stykke, inden det går mod nord og nordøst op ad den ikke-kategoriserede Alt de Romanya (4,6 km, 5,6%), der var den sidste stigning i 2022 og 2023, er relativt jævn og har top efter 12,9 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod øst tilbage mod havet, inden det går mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Alt de la Ganga (3,6 km, 4,3%), der har en første kilometer med 5,7%, men derefter stiger med under 5% frem mod toppen, som rundes efter 29,8 km.

Læs også

Optakt: 6. etape af Giro d’Italia

Nu er det slut med den hårde start. En faldende vej leder mod nordvest og nord ned til dagens første spurt, der køres efter 40,3 km. Et let kuperet stykke fører nu mod vest, nord og nordvest, inden man fortsætter mod vest op ad kategori 2-stigningen Alt dels Angels (4,8 km, 6,5%), der stiger med 6-8% over de første 3 km, inden den flader ud med 4,7% over de sidste 1800 m frem mod toppen, som rundes efter 55,3 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod vest og sydvest ned til udkanten af Girona, hvor det går ad lige og næsten let stigende veje mod syd ned til dagens anden spurt, der kommer efter 75,8 km.

Derfra går det videre mod syd igennem fladlandet frem til byen Llagostera, hvor man drejer mod sydvest for at køre op ad en bakke, inden det går mod sydvest ad en nedkørsel, hvorefter det bliver ganske kuperet med mange bakker, hvoraf den første er den sværeste (1,6 km, 5,9%) og har top efter 104 km, mens man fortsætter mod sydvest ud til kystbyen Tossa de Mar. Her drejer man mod nordøst for at følge en meget kuperet og snoet kystvej. Undervejs rammer man den afsluttende rundstrækning, der bl.a. inkluderer endnu en længere bakke (1,6 km, 5,2%), og herefter når man ind til målbyen, hvor man kører mod nordvest op ad målbakken frem til stregen, som krydses efter 124,0 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 49,9 km lange runde, der indledes med at man kører fladt mod nordvest ad en nedkørsel og en let stigende vej, inden man forsætter mod nord op ad Alt de Romanya. Denne gang kører man dog kun de første 3,0 km, der stiger med 5,0%, inden man drejer mod sydvest for at køre ad let faldende veje tilbage til Llagostera, hvor dagens sidste spurt køres efter 143,3 km. Modsat sidste gang kører man nu mod sydøst op ad den nye finalestigning, kategori 2-stigningen Alt de Sant Grau (8,0 km, 4,0%), der er en ujævn sag. De første 3,7 km er ganske lette, men derefter venter 4,3 km med 5,5%, herunder en kilometer med 6,9%, inden den sidste kilometer stiger med 4,1% frem mod toppen, som rundes efter 154,0 km

Herfra resterer fortsat 19,9 km, der indledes med en meget teknisk nedkørsel, som fører videre mod sydøst ned til kystvejen, hvor man rammer den del, man allerede har kørt én gang. Således gør det mod nordøst ad den uhyre snoede og ganske kuperede vej, der har fire mindre bakker, hvoraf den værste (1,6 km, 5,2%), har top med 7,8 km igen. Med 3,5 km igen begynder det at falde, indtil det med 1500 m igen flader ud. Med 1800 m igen drejer man skarpt, inden man med det samme skal igennem en rundkørsel, og derefter er der endnu to skarpe sving med hhv. 1400 m og 1200 m. Slutteligt er der to bløde sving lige efter den røde flamme, hvorefter man rammer opløbsstrækningen. Den inkluderer målbakken, der stiger med 4,6% over 600 m, men bliver stejlere og stejlere frem til stregen med 5-6% på den sidste del.

I forhold til de seneste to år er både første del og rundstrækningen helt forandret, så det kun er de sidste 1200 m, der er de samme.

Etapen byder på i alt 2661 højdemeter mod 2058 højdemeter i 2023 og 1653 højdemeter i 2022.

Sant Felius Guixols hark kun tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2023, hvor Primoz Roglic fik en drømmestart ved at sejre foran Remco Evenepoel og Ide Schelling, i 2022, hvor Michael Matthews sejrede foran Sonny Colbrelli (i karrierens sidste løb) og Quentin Pacher, samt i 2019, hvor Matthews også sejrede foran Alejandro Valverde og Daryl Impey - i alle tilfælde i samme finale som denne.

Læs også

Jury truede Pogacar med diskvalifikation

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Vejret

Løbet har før været plaget af elendigt vejr, og der venter nogle regnfulde dage i Pyrenæerne, men starten kunne ikke være smukkere. Mandagen vil kun byde på få skyer og en temperatur på 19-20 grader i målbyen. Det vil være lidt blæsende med en let til jævn vind, der vil aftage fra en styrke på 18 km/t til 15 km/t, samtidig med at den vil dreje fra nordøst til sydøst. Det giver generelt sidemodvind frem til første purt, hvorefter man får medvind op over Angels. Derefter følger en fase med generel side- og sidemodvind, indtil man får sidevind på langs kysten. På den sidste rundstrækning vil der være medvind op Romanya, derefter sidevind, så modvind på Sant Grau og endelig sidevind hen langs kysten, indtil man får sidemedvind over de sidste 1200 m.

Læs også

Velon afslører Pogacars watt fra vildt angreb

Favoritterne

Nu troede man lige, at Volta a Catalunya ikke kunne starte på anden måde end med den klassiske Calella-etape, men nytænkningen er åbenbart også nået til Catalonien, hvor arrangørerne ellers står bag et af de WorldTour-løb, der har mest hang til genbrug. Megen nytænkning er der da heller ikke over den nye åbningsetape, der blev introduceret i 2022 og nu åbner løbet for tredje gang, for vi vender blot tilbage til den afslutning, vi første gang så på 2. etape fem fire år siden.

Det er nu meget rart. Finalen kan nemlig være lidt svær at læse, da finalebakkens sværhedsgrad kan være vanskelig helt at fastlægge. Nu har vi imidlertid fået tre chancer for at se, ”hvad den kan”. Vi fik først en god fornemmelse for fem år siden. Her var Michael Matthews ganske suveræn, og vi så, at det var en finale mere for puncheurs. Det hænger dog selvfølgelig også sammen med, at de få sprintertyper, der var til start, var blevet sat på stigningen forinden, og derfor fik vi en top 10, der foruden Matthews talte eksplosive puncheurtyper som Alejandro Valverde, der ikke kunne gøre andet end at sidde i Matthews’ baghjul, Maximilian Schachmann, Odd Christian Eiking, Enrico Gasparotto, Davide Formolo og Dan Martin samt holdbare sprintere som Daryl Impey og Patrick Bevin. De var dog begge lidt overmatchet, og Impey, der ellers åbnede en lang spurt, måtte se sig klart slået af både Matthews og Valverde.

I 2022 var billedet det samme. Igen vandt Matthews, denne gang efter en vild duel med en anden superpuncheur, Sonny Colbrelli, der i karrierens allersidste spurt pressede australieren til det yderste, inden han kollapsede. Quentin Pacher var også med helt fremme ved de to bedste, men derefter var der langt ned til de øvrige i en top 10, der var domineret af puncheurs. Således var Andrea Bagioli, Sergio Higuita, Mattias Skjelmose, Simon Clarke, Eduard Prades og Attila Valter alle med fremme, og den eneste sprintertype var Hugo Hofstetter, der endte helt nede som nr. 9. På 12. pladsen fandt vi Kiko Galvan og på 13. pladsen Sebastian Molano, så sprinterne havde det igen svært. Igen hang det dog også sammen med, at mange sprintere var sat på bakkerne undervejs, og Molano, Galvan og Hofstetter var vel de eneste i feltet, der kunne betegnes som sprintere.

Sidste år gik der ren klassementskamp i den, da Primoz Roglic sejrede foran Remco Evenepoel i deres første af mange dueller i den uge. Faktisk så det ud til, at Evenepoel kunne have vundet, for han kom i rasende høj fart fra en dårlig position. Igen havde puncheurtyperne overhånden, da Ide Schelling blev nr. 3 foran Maxim Van Gils, Giulio Ciccone og Ethan Hayter, mens Ilan Van Wilder blev nr. 8. De eneste lidt tungere typer, der var med fremme, var Dorian Godon som nr. 7, Milan Menten som nr. 9 og Bryan Coquard som nr. 10, men igen endte de altså i den nedre del af top 10. Lige uden for top 10 fandt vi navne som Romain Bardet, Jai Hindley og Michael Woods, og Mikel Landa blev sågar nr. 16 - alle naturligvis bare med det formål ikke at tabe tid.

Det nye er, at etapen nu slutter med en ny rundstrækning. Også den gamle rundstrækning havde dog en sen stigning, der minder meget om den, der findes i år. Den skabte en del udskilning i 2019, hvor færre end 100 mand sluttede inden for et minut af vindertiden, og igen i 2022, hvor vi havde ca. 90 mand i feltet, mens vi sidste år havde 107 mand inden for et minut af Roglic. Selvom de sidste stigninger kan sammenlignes, både i forhold til placering og sværhedsgrad, er denne finale dog betydeligt hårdere. I de foregående år havde de et længere fladt stykke efter stigningen, men nu kører de ad den kuperede kystvej, der byder på en næsten 2 km lang bakke. Samtidig er der i alt 600 højdemeter mere end i 2023 og 1000 højdemeter mere end i 2022, så vi skal i endnu højere grad end tidligere nok se mod de lettere folk. Som sagt folk som Molano og Hofstetter overlevet, men det burde blive svært for tilsvarende typer denne gang.

Åbningsetaper i Catalonien har før været tricky. I de seneste år er et udbrud hold hjem hele to gange, fordi sprinterne var usikre på, om de kunne overleve, og der derfor manglede hold til at tage kontrol. Det var på den gamle Calella-etape, men man kan ikke helt udelukke, at vi kan se en gentagelse her. Jeg er nemlig usikker på, om Tadej Pogacar vil gå aktivt efter etapen. Han vil helt sikkert spurte, men UAE kunne meget vel spare holdet til tirsdag og onsdag.

Der burde dog være nok hold med lyst til at jagte. Det gælder Ineos, Alpecin og Cofidis, og jeg kunne også godt se Astana, Movistar og Lotto jagte. Den gode udbrudshistorik og en hård start burde give kamp om at ramme udbruddet, men det sker næsten aldrig på åbningsetapen. I stedet kører udbruddet sikkert relativt hurtigt, primært med deltagelse fra wildcard-mandskaberne, hvorefter det bliver interessant at se, hvem der tager kontrol. Som sagt ser jeg ret mange gode kandidater, og selvom disse åbningsetaper altså kan overraske, giver jeg ikke et udbrud mange chancer.

Det interessante bliver, om der bliver lagt pres på, når de rammer stigningen. Det mest oplagte er UAE, men som sagt kan det sagtens være, at de sparer sig til vigtigere etaper. Hvis Ethan Hayter er frisk, kunne vi se Ineos gøre det, men det kunne også være Lotto for formstærke Maxim Van Gils. Den direkte modvind vil dog sikre, at udskilningen ikke bliver alt for voldsom, men det skal nok gå stærkt til sidst. Alle vil sidde fremme på den tekniske nedkørsel, og det vil give rasende positionskamp frem mod toppen, og den vil fortsætte på den kuperede og kringlede kystvej. Det burde også udelukke, at man kan lykkes med et sent angreb, enten på stigningen eller på en af de sene småbakker. Samlet set skal finalen nok blive hård, selvom modvinden på stigningen vil lægge en dæmper på selektionen.

Jeg regner altså med en reduceret massespurt i stil med det, vi har haft i 2019, 2022 og 2023, og jeg regner med et mindre felt end i de foregående år. Denne gang bliver positionskampen også endnu vigtigere end tidligere, fordi de kommer direkte fra en kringlet nedkørsel ned til tre sving, inden de rammer de sidste 1200 m, der til gengæld er enkle. Her kan man redde meget, som Evenepoel viste sidste år, fordi bakken er ganske hård, og i medvind kan man vinde mere. Evenepoel kunne dog ikke redde det hele, selvom vi også her havde medvind, og det vidner om, at positionskampen er ret vigtig. Medvinden er også dårligt nyt for sprinterne og godt nyt for puncheurtyperne.

Læs også

De Gendt rager sig uklar med Visma-stjerne

Det er ret svært ikke at have Tadej Pogacar som favorit. Roglic vandt sidste år, og det vidner om, at det er en perfekt afslutning for en fyr som ham. Han kommer endda til løbet med formentlig skræmmende god form, for han havde angiveligt ”incredible legs” i Sanremo - uhyggelige nyheder for alle med ambitioner i denne uge. Der er meget, meget få i denne verden, der burde kunne true ham i denne afslutning, og jeg har svært ved at se, at de findes i dette felt, når historikken klart tilsiger, at de lette folk har en overhånd, hvad der særligt gælder på årets hårdere rute.

Udfordringen er naturligvis positionskampen. Den er Pogacar god til, men han har før tabt den. Det kan han gøre igen, for selvom hans hold er stærkt, er der ikke mange hurtige typer. Heldigvis for ham betyder det hårde indløb, at hans hold ikke behøver den fart, og han har stadig typer som Joao Almeida og Felix Grosschartner til at skyde ham af til sidst. Medvinden gør også, at han kan redde ganske meget, og derfor vil jeg tro, at han vinder den første af måske op til fem etapesejre, selvom positionskampen lurer som en alvorlig trussel.

Den største rival kunne meget vel være Maxim Van Gils. Belgieren blev allerede nr. 4 sidste år, men i år befinder han sig i en helt anden lige end sidst. Han har været ganske uhyggelig, først i Andalusien, siden i Strade og senest i Sanremo, og dette burde være en eksplosiv finale lige efter hans hoved. Som en lettere fyr hjælpes han også af den hårdere finale, men også for ham er positionskampen tricky. Den kan han sagtens tabe, men også han hjælpes af det hårdere indløb. Derudover har han i Andreas Kron den perfekt lead-out man, men desværre er danskerens form efter den nylige skade jo ret usikker. Uden ham kan han meget vel være for alene, men med dansk assistance står han så stærkt, at han forhåbentlig kan vise, at han skal regnes som en af verdens bedste puncheurs. Det er selvsagt også en god finale for Kron, men sidste år kørte de for Van Gils og Menten, og i lyset af Krons skade og Van Gils’ form vil det være mærkeligt, hvis det er anderledes denne gang.

Sidste år blev Ethan Hayter bare nr. 6, men det var faktisk ret positivt. Briten kørte nemlig sit første løb efter et brækket kraveben, og vi så senere i løbet, at hans form faktisk var ganske elendig. I år er han kommet ganske håbløst fra start i Murcia og Galicien, men hans meget aktive kørsel i Nokere indikerer, at han efter en pause er ved at være der. Som vi så sidste år, kommer han langt, hvis bare han er en anelse bedre end sidst, og det er han utvivlsomt denne gang. Hans positionering kan til gengæld være ret skrøbelig, men han har i Geraint Thomas en ganske sublim lead-out man, og i det hele taget er Ineos ganske stærke, selvom de mangler noget fart. Er han stadig formsvag, er den hårdere rute en klar ulempe, men nærmer vi os den bedste Hayter, vil han til gengæld elske, at det bliver hårdt for de tungere folk. Han har haft en svær periode, men i denne finale står han virkelig stærkt, hvis han er ved at finde sig selv.

Alpecin må satse på Axel Laurance, nu hvor den skadede Kaden Groves er ude, men det kan vise sig som et godt bytte. Vi har ikke set franskmanden køre mange af denne slags finaler, men når man kan slå Mads Pedersen i en finale, der er hårdere end denne, har man ganske store evner. Desværre er hans form også ret ukendt efter en længere pause og et Sanremo som hjælper, men han burde have trænet hårdt frem mod en formtop til denne periode. Han er dog ikke altid så holdbar som ønsket, og denne hårdere rute må regnes som en ulempe for ham, når man ser på rivalerne. Historien tilsiger, at hans type har det svært mod de lettere folk, og derudover kan han tabe positionskampen. Hans tog er ganske vist det måske stærkeste, men det består af tungere folk, hvoraf mange vil falde fra undervejs. Derfor er der mange usikkerheder, men hans sejr i Besseges gør også, at han har potentiale til at komme meget langt. Det burde også være en finale for kometen Lars Boven, men han har virket formsvag på det sidste, og det er vist slut for Edward Planckaert med at blande sig.

Min personlige joker er Francesco Busatto. Vi er selvsagt først ved at køre ham at kende, men potentialet er måske endnu større end ventet. I hvert fald var det overraskende allerede at se ham køre så fabelagtigt i sit første WorldTour-løb i Strade, og det vidner om fremragende evner. Formen er efter en skuffende start ved at være der, og dette burde være den ideelle finale for sidste års vinder af U23-Liege. Den store udfordring er desværre positionskampen, for han har et meget svagt hold. Da han også mangler erfaring, frygter jeg, at den bliver hans Waterloo, men sidder han rigtigt, ser jeg nærmest ingen grænser for, hvor langt Strade-udgaven af Busatto kan komme. Finalen bør til gengæld være alt for hård for Arne Marit.

Vi er jo nødt til at rangere Ide Schelling højt. Sådan må det være, når hollænderen endte som nr. 3 for et år siden, men man aner aldrig, hvad man får fra den hollandske lottokupon. Han startede sin sæson uhyre svagt, men midt under Oman fandt han de gode ben fra den ene dag til den anden. Siden havde han en hæderlig åbningsweekend og et skidt Strade frem mod nu et par ugers pause. Han har ikke haft holdbarhed i flere år, og den nye rute er derfor en ulempe, der kan gøre det vanskeligt at blande sig. Hans hold er heller ikke godt, men han har vist sig god i positionskampen. Er han i form, ved vi, at denne bakke passer ham perfekt, og derfor er han virkelig en af etapens helt store spørgsmålstegn. Det er også en perfekt afslutning for den lovende Henok Mulubrhan , der startede så stærkt i AlUla Tour, men da det er hans første løb siden skaden, skal vi nok dæmpe forventningerne. Falder de begge fra, har vi senest i Paris-Nice set, at Harold Tejada godt kan nærme sig top 10.

Kan vi drømme om livstegn fra Sergio Higuita? Vi så i Strade, at han stadig er en skygge af sig, men hans 4. plads på Foia i Algarve vidner om, at han stadig bør kunne køre en afslutning som denne. Den passer ham da også ganske perfekt, og han fik en fin 5. plads, da han i 2022 vandt løbet samlet. Holdet mangler noget fart til positionskampen, men de er klatrestærke og hjælpes af den hårdere finale, hvad der generelt gælder for Higuitas chancer. Det er dog også meget sigende, at han ”kun” blev nr. 5 for to år siden, hvor han var i sit livs form. Det fortæller, at han kan få svært ved at vinde med sit nuværende niveau, men han bør kunne hævde sig. Det er dog slet ikke sikkert, at han ender bedst. Aleksandr Vlasov er en storartet puncheur, hvad han viste, da han og Higuita spurtede mod hinanden om sejren på kongeetapen i Romandiet i 2022. Jeg tror, at den er lidt for let til, at han kan vinde, men med den genrejsning, han oplevede mod slutningen af Paris-Nice, tror jeg, at han kommer meget langt. Det kunne også være noget for Frederik Wandahl, der var langt fremme sidste år, men må være hjælper i denne trup.

Jeg håber, at Israel-PT kører for Stephen Williams. Det har været ret overraskende at se, hvor eksplosiv en afslutter han er, men nu har vi set det både i Norge og Australien. Denne finale burde passe ham, da det som sagt er de lettere folk, der har overhånden, men desværre har han endnu intet vist i Europa. Hans bundniveau er rystende lavt, og derfor kan det ende i den totale fiasko, men med et par ugers løbspause kan han også pludselig være flyvende. Han har et fremragende hold til at støtte sig med både Dylan Teuns og Nick Schultz, og derfor står han stærkt, hvis formen er der. Det er dog sandsynligt, at holdet ender med at køre for Teuns, der helt sikkert kan gå i top 10, men næppe blande sig i kampen om sejren i en finale, der er lidt for let. Det er også en afslutning for Schultz, der viste form i Torino, men jeg kan ikke se dem køre for ham. Endelig har holdet kaptajnen, Michael Woods, der skal holde sig til og måske kan gå i top 10, men den er for let til, at han kan være med helt fremme, som vi også så med sidste års 12. plads.

Læs også

Holdkammerat: Thomas er på niveau med Pogacar

Jeg er uhyggeligt spændt på Dorian Godon. Allerede sidste år endte han som nr. 7, men da han vandt en lignende spurt i Veneto, lignede han en mand, der havde taget endnu et skridt i denne slags afslutninger. Desværre er den hårdere rute en ekstra ulempe for tungere folk som ham, og i lyset af det, vi så sidste år, tror jeg derfor heller ikke, at han kan vinde. Han burde dog ikke få problemer med at sidde med hjem, for han viste glimrende form i Paris-Nice. Desværre skal det flaske sig i positionskampen for den store franskmand, der har meget svag støtte fra et hold bestående af små klatrere.

Kan vi tillade os at have forventninger til Ivan Garcia Cortina? Han er godt nok ikke let at blive klog på. Han blev genfødt sidste efterår og så uhyggeligt stærk ud i Tirreno og på Bosberg i Omloop, men skuffede fælt i Torino. Det vidner om, at han stadig er den helt store lottokupon, men med den power, han havde på Bosberg, kommer han altså langt i denne finale. Desværre er hans type jo lidt handicappet mod de lettere folk, og det gælder endnu mere på denne rute. Samtidig er hans hold svagt, og derfor skal han formentlig have lidt held i positionskampen, hvis han skal være med helt fremme. Det kan gå begge veje, men med Tirreno- og Bosberg-benene er han farlig. Alternativt kan Javier Romo måske forsøge sig, men han kommer ikke hele vejen. Enric Mas er bedre og bedre i denne slags finaler, men han kommer næppe i top 10.

Jeg er ret spændt på Felix Engelhardt. Da han vandt i Castilla y Leon viste han sit fremragende punch på bakker, og det taler for, at dette burde være en storartet finale for ham. Han viste samtidig overraskende god holdbarhed i Vueltaen og Japan, men desværre har han skuffet i de seneste løb. Han startede lovende i Valencia, men udgik i både Laigueglia og Strade, og da han ikke har gennemført et cykelløb siden d. 4. februar, er det helt umuligt at vide, hvor han står. Han lider også under et meget svagt hold i positionskampen, og derudover er han den lidt tungere type, der ofte er kommet til kort i denne afslutning. Jeg rangerer ham relativt højt på potentiale, men der er virkelig mange usikkerheder. Simon Yates kan holde sig til, men vil næppe blande sig helt fremme.

Tidligere havde det været en nobrainer at rangere Bryan Coquard meget højt. Denne finale har hans navn skrevet med flammeskrift, men desværre synes niveauet at aftage hurtigere end ønsket. Senest skuffede han mig ganske meget i Torino, og i det hele taget har hans stigende spurter i år ikke været så gode som tidligere, selvom han blev nr. 2 i stigende afslutninger i Oman og AlUla Tour. Sidste år endte han endda helt nede som nr. 10, og hans niveau synes lavere nu. Han hjælpes bestemt heller ikke af den hårdere rute, og han har et svagt hold i den positionskamp, han har det så svært ved. Der er altså mange ting, der skal flaske sig, men vi ved også, at en god Coquard er fabelagtig i en spurt som denne - hvis en god Coquard stadig findes. Har han en decideret offday, kan Jonathan Lastra eller Jesus Herrada prøve, men sidstnævnte har i år været i en endeløs formkrise.

Lidl har et ganske godt kort i Patrick Konrad. Det er ikke alt for ofte, at vi ser ham køre denne slags finaler, men den burde passe ham endnu bedre end Mur de Huy, hvor han flere gange er kørt i top 10. Efter nogle sløje år har han også set bedre ud i år, selvom hans kørsel i Emiraterne bragte os lidt ned på jorden igen. Desværre mangler hans hold en del fart i positionskampen, hvor han kan ende som taber, men her hjælpes han af den hårdere rute, der generelt vil gøre det lettere for en type som ham at være i denne slags afslutninger. I lyset af hans krise skal vi nok ikke regne med alt for meget, men i denne slags finale bør han stadig være konkurrencedygtig. Det er til gengæld nok slut for Bauke Mollema , der ellers tidligere havde været en god top 10-kandidat.

Man skulle have ret store forventninger til Marijn van den Berg. Han viste nemlig i Polen, at han kan være ganske sublim i denne slags 5%-spurter, men desværre viste Torino og senest Sanremo, at styrtet i Algarve har sat ham langt tilbage. Havde ruten været den samme som sidste år, havde jeg stadig givet ham en relativt god chance, men nu frygter jeg, at indløbet bliver for hårdt. Medvinden på målbakken hjælper bestemt heller ikke, når formen er lidt halvsvag, og når historikken samtidig tilsiger, at lette typer har en overhånd her, er jeg lidt for pessimistisk. Han har dog en ret god lead-out man i Sean Quinn , og derfor kan man håbe, at han finder sig selv med nu to løb i benene. Quinn er selv et ret godt alternativ, hvis Van dern Berg bliver sat, men han vil ikke komme hele vejen og have ret svag støtte.

Soudal har to kandidater i Ilan Van Wilder og Antoine Huby, da vi ikke rigtigt ser Mauri Vansevenant køre denne slags finaler. Huby er det unge talent, der er uprøvet i denne slags afslutninger, men som burde passe til dem. Han har vist ganske fin form, men på baggrund af det, vi har set, vil det undre mig, hvis han kan være med helt fremme på dette niveau. Jeg tror mere på Van Wilder, der allerede endte som nr. 8 sidste år og siden dengang er blevet en bedre og bedre puncheur, hvad vi blandt andet så i Polen og senest på Jebel Jais. Hans form i Paris-Nice var mildt sagt svingende, men denne finale skal han nok kunne køre. Han hjælpes af den hårde rute, der vil gøre det lettere for hans type, og han har et relativt stærkt hold, selvom de mangler noget fart i positionskampen. Jeg tror dog, at han også selv mangler den sidste fart for at vinde. Et tredje bud kunne være unge William Junior Lecerf, der overraskede sig selv ved at vinde en spurt i Rwanda, men han har ikke tidligere vist nogen væsentlig fart.

Caja Rural har Orluis Aular, der burde være god i denne slags finaler. Han har ikke kørt dem ofte, men han endte som nr. 3 på kongeetapen i Kroatien sidste år. Samme løb viste dog nok også, at han ikke kommer hele vejen i dette felt, og vi har jo set, at de tungere folk kommer lidt til kort. Derfor lider han også under den hårdere rute, og hans form er også lidt usikker efter en blandet start og mere end en måneds pause. Men han har trænet hårdt frem mod disse løb, der er forårets højdepunkter, og derfor bør han være velkørende. Som alternativ har holdet Fernando Barcelo, der er en god puncheur, men som var helt væk i 2023. Han har på det sidste dog vist livstegn, der giver en smule håb. Endelig har de David Gonzalez, der var chokerende god på muren i Castellon og har fundet helt ny holdbarhed, men jeg kan ikke se ham hævde sig på denne rute og i dette felt.

For Visma handler det om at holde Sepp Kuss og Cian Uijtdebroeks ude af problemer, og det er ikke sikkert, at de blander sig. De har dog to kandidater i Loe van Belle og Attila Valter. Det vil undre mig, hvis ikke Van Belle er hjælper, og derfor er Valter nok det gode bud. Ungareren er slet ikke langsom, som vi har set flere gange i blandt andet Catalonien. Han har kørt færre af denne slags finaler, men de burde passe perfekt til en ardennertype som ham, hvad vi vel også så i spurten på Jebel Jais i Emiraterne. Hans form er dog lidt usikker efter en stærk start og et lidt skuffende Strade, men den rækker helt sikkert til at køre denne finale, hvis han får lov. Han lider dog under svag støtte på et hold, der først og fremmest vil holde fokus på kaptajnerne.

Læs også

Favoritvurdering: Circuit de Wallonie

Endelig er der Louis Barré. Vi er stadig ved at lære ham at kende, men dette burde være en afslutning for en puncheur som ham. Desværre er han helt umulig at regne med, for efter fremragende kørsel i Laigueglia skuffede han stort i Torino. Det kan altså gå begge veje, men vi skal nok dæmpe forventningerne. Hans seneste løb var skidt, han har et meget svagt hold til positionskampen, og han har endnu til gode at vise, hvad han kan i denne slags finaler. Potentialet bør dog være der.

De øvrige hold får det svært. Hos Bahrain er etapen nok for hård for den ellers spændende Nicolo Buratti, og selvom Damiano Caruso og Wout Poels har punch og godt kan nærme sig top 10, burde de ikke kunne blande sig helt fremme, mens Edoardo Zambanini formentlig er hjælper. Hos FDJ mp den være for hårdt for Cyril Barthe, og selvom han sikkert går i top 20, er den for eksplosiv for Lenny Martinez. Hos DSM har Patrick Bevin tidligere været i top 10 i denne finale, men han er en skygge af sig selv, og den er for hård for Pavel Bittner og Emils Liepins. Hos Uno-X er det en storartet finale for Tobias Johannessen, men efter det brækkede kraveben kan vi ikke forvente at se ham fremme allerede nu, og Anders Johannessen er efter den lovende start faldet helt sammen igen. Hos Kern Pharma vil man sikkert prøve med Pau Miquel eller alternativt Urko Berrade, men de er nok overmatchet i dette selskab, som også Jambaljamts Sainbayar , der skuffede i Taiwan, formstærke Eric Fagundez og formsvage Victor Langellotti er det hos Burgsos. Endelig vil Euskaltel prøve med Xabier Isasa, men også han er overmatchet, og formentlig vil Joan Bou, der har et vist punch, være deres bedste mand.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Maxim Van Gils, Ethan Hayter

Outsidere: Axel Laurance, Francesco Busatto, Ide Schelling, Sergio Higuita, Aleksandr Vlasov

Jokers: Stephen Williams, Dorian Godon, Ivan Garcia Cortina, Felix Engelhardt, Bryan Coquard, Patrick Konrad, Marijn van den Berg, Ilan Van Wilder, Dylan Teuns, Orluis Aular, Attila Valter, Antoine Huby, Sean Quinn, Harold Tejada, Louis Barré, Fernando Barcelo

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Primoz Roglics sejr fra 2023 samt Michael Matthews’ sejre fra 2022 og 2019.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT