Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Sirotti

Optakt: 7. etape af Paris-Nice

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

10.03.2017 kl. 21:44 af Emil Axelgaard.

Med en forrygende forcering på Muren i Fayence viste Sergio Henao endnu en gang, at han er en af verdens allerbedste på meget stejle stigninger, og han dokumenterede dermed, at han er klar til at gå efter sejren i årets udgave af Paris-Nice. Det har givet ham moral forud for den allerstørste test af Julian Alaphilippe, der kan ventes at komme under hårdt pres på løbets kongeetape, der er den hårdest i mange år, og giver de rene klatrere en reel mulighed for at knække den hidtil så stærke franskmand.

Ruten

På grund af den tidlige kalenderplacering bevæger Paris-Nice sig aldrig op i de største højder. Således er man eksempelvis altid sluttet længere nede af bjerget, når Mont Ventoux har været på programmet, og de relativt korte stigninger har ofte gjort det vanskeligt for de rene klatrere at køre med om sejren. Den tradition ændres der imidlertid markant på i 2017, hvor feltet vil klatre højere op end nogensinde før. Det sker på løbets kongeetape, der igen i år kommer på næstsidste dag, og som synes at være den hårdeste i adskillige år. Således venter der to regulære bjerge i den absolutte finale på en dag, der med inklusionen af Col de Saint-Martin-stigningen er designet til at give mindelser om den berømte Tour-etape fra 1975, hvor Bernard Thevenet afsluttede Eddy Merckxs regeringstid i verdens største cykelløb. Ikke siden 2008 har en klatrer haft en bedre chance for at gøre en forskel i Paris-Nice, og det skal naturligvis udnyttes i det, der udsigt til at blive en af de bedste etaper i mange år.

 

I alt skal rytterne tilbagelægge 177 km, når de kører fra Nice, som rytterne endelig har nået efter seks dages rejse, og op på toppen af Col de la Couillole-stigningen, der aldrig tidligere har været rammen om mål for et stort cykelløb. Efter et indledende fladt stykke langs kysten bevæger feltet sig ad wvagt stigende veje ind i landet og mod nord, indtil de når toppen af kategori 2-stigningen Cote de Gattieres (4,5 km, 8,4%), der har top efter 10 km. Herefter sætter man kursen mod vest og byen Vence, hvor den første indlagte spurt er placeret efter 19 km. Det leder direkte til den berømte kategori 1-stigning Col de Vence (9,7 km, 6,6%), der bestiges næsten hvert år, og hvis top kommer allerede efter 29,5 km.

 

Efter den hårde indledning bliver etapen betydeligt nemmere, idet de næste 70km er enten faldende eller flade, mens rytterne snor sig igennem det smukke landskab mod nord. Her passerer man tæt forbi Col de la Madone, der sidste år var mål for kongeetapen, men denne gang bliver man i dalen og fortsætter frem til byen Utelle, der nås efter 100,5 km. Herfra fortsætter man mod nord, men nu begynder det at stige svagt frem mod bjergene. Således har man allerede klatret mere end 400 højdemeter, når man kommer til dagens sidste indlagte spurt efter 120,5 km.

 

Efter spurten sætter man kursen mod nordvest, og terrænet fortsætter med at stige, indtil man rammer bunden af kategori 1-stigningen Col Saint-Martin, der stiger med 7,2% over 7,5 km. Der er tale om en yderst regulær stigning, hvor det stiger med 6-8% stort set hele vejen til toppen i 1515 m højde, der nås når der resterer bare 37 km. Herefter forsættes ad en meget lang og teknisk svær nedkørsel mod vest, indtil man når dalen, der skærer tværs gennem Alperne. Her venter et ganske kort fladt stykke, indtil man når bunden af målbjerget, kategori 1-stigningen Col de la Couillole. Den bestiges fra den østlige side, hvor den stiger med 7,1% over hele 15,7 km. Igen er der tale om en meget regulær stigning, hvor stigningsprocenten hele vejen ligger på 6-8%. De sidste 3 km hører imidlertid til blandt de vanskeligste, idet de stiger med henholdsvis 7,5%, 8% og 7,8% i gennemsnit, inden det flader ud mod toppen. Der er adskillige hårnålesving på de sidste 5 km, men på de sidste 1000 m er der kun to skarpe sving, et umiddelbart efter den røde flamme og et med ca. 100 m til mål. Det sidste bløde sving kommer med 50 m til mål på den 6 m brede vej.

 

Stigningen har som sagt aldrig tidligere været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

Vejret

Som dagens etape dokumenterede, lever løbet i år i høj grad op til dets navn, Løbet mod Solen, og derfor kan ryttere også lørdag vente sig flot solskinsvejr hele dagen. I bunden af dagens sidste stigning vil temperaturen være 9 grader, men det vil være betydeligt varmere først på etapen. De rvil være en svag til let vind fra syd, hvilket giver medvind og sidevind det meste af dagen. På Col Saint-Martin vil der først være med- og siden modvind. Der vil være sidevind på nedkørslen, sidemedvind i dalen samt sidevind på den sidste stigning, indtil man drejer ind i sidemedvind og medvind på de sidste 3 km.

 

Analyse af 6. etape

Efter den dominerende opvisning på enkeltstarten var der frygt for, at Julian Alaphilippe ville fjerne det meste af spændingen med endnu en superpræstation på Mur de Fayence, hvis eksplosive karakter gjorde det til en helt perfekt afslutning for den klejne franskmand. Det blev imidlertid ikke tilfældet, og selvom Alaphilippe forsvarede sig fint, er der ingen tvivl om, at hans konkurrenter har set væsentlige sprækker i hans rustning. Denne finale var skabt til Alaphilippe og Sergio Henao, og selvom det ikke var overraskende, at han måtte slippe en specialist som Henao, må det vække nogen bekymring, at han ikke kunne holde hjul på en langt mindre eksplosiv rytter som Richie Porte.

 

Alaphilippes problem er, at han på lørdagens etape bevæger sig ind i terræn, som i forvejen er på grænsen af, hvad han som Ardennerspecialist kan klare. Også Henao er ganske vist mere komfortabel i mere eksplosivt terræn, men colombianeren er stadig en mere naturlig klatrer. Derfor må rivalerne lugte blod, og Alaphilippe kan vente sig en af de hårdeste dage i sin karriere, hvis han vil forsvare sin position i toppen af klassementet.

 

Henaos præstation var ikke overraskende. Colombianeren viste med sin dominerende opvisning ved de colombianske mesterskaber, at han igen i år er i storform til dette løb, hvor han sidste år lignede stærkeste mand. På en stejl mur som denne har han længe været en af verdens tre bedste, og det er bestemt ikke noget tilfælde, at han hele tre gange er startet den sidste enkeltstart i Baskerlandet Rundt iført løbets førertrøje. Det spanske løb er netop karakteriseret ved disse mure, og det er blot et spørgsmål om tid, inden han vinder det baskiske etapeløb og Fleche Wallonne. Efter dagens præstation kan han lugte en samlet sejr i Paris-Nice, selvom der stadig er 46 sekunder, der skal hentes, og selvom Alaphilippe har gode muligheder for at sikre sig bonussekunder ved at vinde en spurt i en lille gruppe i Nice på søndag.

 

Dagens største vinder var naturligvis Simon Yates, der igen understreger, at han har næse for at se uventede muligheder. Mange vil huske, hvordan han netop greb en sådan chance på en småkuperet etape i sidste års Vuelta og sikrede sig karrierens hidtil største sejr ved at snyde de hurtige afsluttere. Igen i dag lurede han, at Sky var ved at løbe tør for kræfter, og at han ville være stærkere end Mikel Nieve, der var alene om at føre for Sky, på den powernedkørsel, der ventede. Selvom hans tidstab på enkeltstarten og i sidevinden betyder, at han ikke kan vinde samlet, er det tydeligt, at han efter dens seneste højdetræningslejr har ramt storformen. Efter sin karantæne i 2016 har han stået lidt i sin brors skygge, men sandheden er, at han faktisk har bedre resultater i ugelange etapeløb og er nøjagtig lige så talentfuld.

 

Dagens store overraskelse var at se Alberto Contador og Ilnur Zakarin være relativt svage på den sidste stigning. Muren passede dem imidlertid ikke, og selvom man kunne have forventet mere, er det for tidligt at afskrive dem. Begge har helt sikkert udset sig lørdagens kongeetape som stedet at slå til, og vi kan først reelt vurdere deres form, når vi har set, hvad de kan levere i deres naturlige terræn.

 

Endelig må man begræde tabet af Davide Formolo. Den italienske klatrer kørte i onsdags sit livs enkeltstart og så endelig ud til at være klar til at bekræfte det kolossale talent, han viste i sit første år som professionel. Et dumt styrt på gårsdagens etape betød imidlertid, at han blev sat tidligt og derefter hurtigt stod af. Forhåbentlig er skaderne ikke for alvorlige for supertalentet, der er udset til at være Cannondales kaptajn i Giro d’Italia.

 

Favoritterne

Etapen til Fayence var hård, men den var ikke mere end en lille opvarmningsøvelse, hvor man kunne tabe løbet, ikke vinde det. Det ændrer sig imidlertid dramatisk på lørdagens etape. Ikke siden Mont Ventoux i 2008 har klatrerne set en hårdere målstigning i Paris-Nice, og det er helt usædvanligt at møde et næsten 16 km langt bjerg i det franske etapeløb. Dette er dagen, Alberto Contador og Richie Porte på forhånd havde udset sig til at vinde løbet, og selvom de dramatiske begivenheder i de første dage afgørende har ændret det ventede manuskript, vil kongeetapen stadig være helt afgørende i kampen om den samlede sejr. Det bliver ikke mindre interessant af, at de førende ryttere alle er relativt eksplosive Ardennertyper, hvis holdbarhed på længere stigninger er mere tvivlsom.

 

Nøjagtig som i dag har etapen en meget hård start, og de første 30 km stiger mere eller mindre uafbrudt. Dermed kan vi vente en gentagelse af dagens indledning, hvor feltet eksploderede straks fra start. Det tog meget lang tid for udbruddet at blive etableret, og da det endelig kom afsted, var det en meget stærk gruppe, der jagtede etapesejren. Med denne form for start vil vi se et lignende scenarium på lørdagens etape, og der vil igen være garanti for, at udbruddet kommer til at bestå af meget formstærke klatrere, mens sprinterne allerede nu utvivlsomt er bekymrede for tidsgrænsen og en lang dag bag feltet.

 

Forud for dagens etape gjorde vi det klart, at det var Sky, der havde nøglen til, om udbruddet ville holde. Vi vurderede, at det britiske mandskab ville spare på kræfterne til denne etape, men de valgte at gå efter etapesejren allerede fredag. På kongeetapen har udbruddet langt mindre chancer. Ganske vist vil gruppen være stærk, men der er meget stor interesse i, at favoritterne skal køre om sejren. Richie Porte, Sergio Henao, Alberto Contador og måske endda Ilnur Zakarin har tænkt sig at vinde denne etape, og derfor kan vi vente os, at deres hold hurtigt vil tage over efter Quick-Step. Dermed bliver det meget svært for udbruddet at få et stort forspring.

 

Løbet vil for alvor startet på Col Saint-Martin, hvor vi kan forvente, at Sky og Trek vil tage kontrol og forsøge at gøre det så hårdt for Alahilippe som muligt. Specielt Sky har et fremragende hold, og derfor venter vi, at feltet bliver reduceret kraftigt allerede her. Det vil heller ikke undre os, hvis Contador forsøger sig allerede her, og vi vil ikke udelukke, at Alaphilippe kan blive distanceret. Som sagt er franskmanden ikke en naturlig klatrer, og dette er en meget svær stigning, hvor de bedste sagtens kan gøre en forskel. Mister han terræn allerede her, vil vi få en forrygende jagt på den teknisk svære nedkørsel, hvor den teknisk fantastisk stærke franskmand kan hente masser af tid tilbage.

 

Derefter gælder det slaget på målstigningen, der bestemt er svær nok til at kunne gøre megen skade. Den har ganske vist ikke de stejleste passager, men den er meget regulær og ganske lang. Det er dårligt nyt for folk som Alaphilippe og Henao, der er mere eksplosive typer, mens det er perfekt for Porte, Zakarin og Contador.

 

Vi har meget svært ved at forestille os, at der er nogen, der kan besejre Richie Porte i denne finale. Australieren er ganske vist ude af klassementet, men på enkeltstarten var han hurtigste mand på Mont-Brouilly, og det viser, at han er i storform. Det har han heller ikke lagt skjul på, og trods modgangen har han faktisk oset af selvtillid i de interviews, han har givet. I dag understregede han igen formen ved at knække Alaphilippe på en etape, der passede ham ganske dårligt.

 

Porte har samtidig den fordel, at han er ude af klassementet, og dermed slet ikke vil blive mandsopdækket i samme omfang som rivalerne. Ganske vist vil Contador meget gerne vinde etapen, men hans hovedmål er at køre sig på podiet. Derfor kan han blive tvunget til at lade Porte køre, specielt hvis Alaphilippe viser svaghedstegn. Også Henao vil være mindre optaget af Porte, der ovenikøbet kan tillade sig at føre mindre i en eventuel frontgruppe, fordi han ikke har behov for at vinde tid. Samtidig kan man sagtens forestille sig, at han vil kunne lave en alliance med eventuelle klassementsryttere, hvis Alaphilippe bliver sat, og dermed få lovning på etapesejren. Dermed peger alt på, at Porte både er stærkeste mand og har en taktisk fordel, og derfor er han vores klare favorit til at vinde.

 

Hans største rival må formodes at blive Alberto Contador. Spanieren var ganske vist syg inden løbet og har ikke virket meget overbevisende, hverken i sidevinden eller på dagens etape. Hans præstation på enkeltstarten viste imidlertid, at han er velkørende, og hans interviews indikerer også, at han føler sig ganske stærkt. Han er muligvis ikke den dominerende skikkelse, han engang var, men han har trods alt flere gange dokumenteret, at han stadig er en af verdens allerbedste klatrere, senest på kongeetapen af Ruta del Sol, som han havde vundet, hvis han havde kørt en anelse mere afventede. Den hårde etape er perfekt terræn for Contador, der altid bliver bedre og bedre, som et løb skrider frem, og derfor kan det ikke udelukkes, at han kan matche Porte.

 

Ilnur Zakarin viste lidt svingende takter på dagens etape, hvor han længe gemte sig bagerst i feltet. Det lykkedes ham imidlertid at sidde med i favoritgruppen på Muren, hvis eksplosive karakter bestemt ikke passede ham. Da han samtidig har virket nærmest skræmmende stærk på de flade etaper og kørte en ganske fin enkeltstart, formoder vi, at han er klart til at spille med musklerne på en etape, der passer ham langt bedre. Det er samtidig værd at erindre, at russeren faktisk er ganske hurtig i en spurt, som han eksempelvis viste, da han vandt sidste års kongeetape.

 

Sidste år var Sergio Henao som sagt stærkeste mand på stigningerne, og i dag dokumenterede han, at han også i år er mødt op i absolut storform. Det er imidlertid klart, at dagens etape passede ham meget bedre end de længere stigninger på lørdagens etape, hvor han traditionelt har haft det lidt vanskeligere i forhold til mindre eksplosive typer. Det ændrer imidlertid ikke på, at han i første halvdel af sidste års Tour var Chris Froomes vigtigste hjælper i bjergene og således har dokumenteret klassen i dette terræn. Han har samtidig den fordel, at han er meget hurtigere end Contador og Porte i en spurt. På den anden side er hans hovedmål klassementet, så hvis Alaphilippe bliver sat, kan han blive tvunget til at arbejde så meget, at han må slippe sine rivaler i finalen.

 

Dagens sejr har utvivlsomt styrket selvtilliden for Simon Yates, der med imponerende koldblodighed udnyttede sin frihed til at sikre sig en stor triumf. Også han er en mere eksplosiv type og derfor ikke helt så komfortabel på de længere stigninger. Ikke desto mindre han blevet nummer seks i Vueltaen, og han har en bedre historik i de høje bjerge end Henao. Der synes ikke at være grænser for, hvor langt Yates kan nå, og han bliver stadig bedre og bedre. Dagens etape viser, at han har taget endnu et skridt, og det er således ikke umuligt, at han i morgen kan følge selv de allerbedste klatrere, og derefter drage fordel af sin gode spurt.

 

Som sagt er Julian Alaphilippe ikke en ren klatrer, og han vil derfor med stor sandsynlighed møde op med en defensiv tilgang. Hans hovedmål vil være at forsvare trøjen, og han vil nøjagtigt som i dag køre klogt og undgå at bruge unødvendige kræfter. Han har imidlertid ved eksempelvis OL vist, at han kan køre chokerende stærkt også på lange stigninger, og med den form, han har vist, kan det ikke udelukkes, at han kan følge de allerbedste. Han har den fordel, at ingen kan slå ham i en spurt på toppen, hvor det flader ud, og derfor er det ikke helt umuligt, at franskmanden sikrer sig i anden etapesejr.

 

Som sagt tvivler vi på, at et udbrud kan holde hjem, men skulle det uventede ske, vil vi pege på Jakob Fuglsang som en oplagt kandidat. Danskeren er ude af klassementet, men viste ved at sidde med favoritterne i dag, at hans form er fremragende. Den hårde start betyder, at han har gode chancer for at komme afsted, og sker det, er det usandsynligt, at han ikke vil vise sig som stærkeste mand. Han ved, at han ikke kan slå favoritterne i et direkte opgør, så han må være motiveret til at forsøge sig.

 

Det samme må Diego Ulissi, der har været ekstremt stærk hele året og i dag sad med de allerbedste. Også han er ude af klassementet og bør derfor få den nødvendige frihed. Han er mindre komfortabel på længere stigninger, og etapen er ikke umiddelbart skabt til ham. Det ændrer imidlertid ikke på, at han har gjort det fint også i høje bjerge, og derfor sagtens kan vinde.

 

Endelig vil vi pege på et par formstærke talenter, der alle har vist god form og er stærke i terræn som dette. Sam Oomen, Patrick Konrad, Marc Soler, Jan Polanc og Pierre Latour er alle ude af klassementet, men er samtidig rene klatrere, der bør være helt komfortable på denne svære etape. Latour så ud til at spare kræfter på dagens etape, mens de øvrige tre sad med helt fremme, og alle har enten tidlige i dette løb eller i perioden op til vist, at de er aldeles godt kørende

 

Feltet.dks vinderbud: Richie Porte

Øvrige vinderkandidater: Alberto Contador, Ilnur Zakarin

Outsidere: Sergio Henao, Simon Yates, Julian Alaphilippe

Jokers: Jakob Fuglsang, Diego Ulissi, Sam Oomen, Patrick Konrad, Marc Soler, Jan Polanc, Pierre Latour (alle fra et udbrud)

 

LØRDAG

Vis valgte

FREDAG

Vis valgte

TORSDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk