SAMARBEJDSPARTNERE:
For motionister og entusiaster
Spil på sport
Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
På søndag får den cykelgale hollandske befolkning sin eneste store chance for at se verdens bedste ryttere i aktion i deres hjemlige terræn, når de inviterer indenfor til en festival af bakker, styrt og positionskamp på smalle, snoede landeveje. Som en fascinerende blanding af en flamsk klassiker og de hårdere løb senere på måneden er Amstel Gold Race den første af de tre ardennerklassikere og markerer overgangen fra de stærke brostensspecialisters verden til et paradis for eksplosive klatrere med et godt punch.
Annonce
FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT
Løbets rolle og historie
Det er lidt et paradoks, at et land med en rig cykelhistorie, to WorldTour-hold - herunder et af de allerstørste - og en stor samling af verdens mest fascinerende talenter og en meget veludviklet cykelinfrastruktur kun har ganske få muligheder for at fremvise deres bedste ryttere i direkte duel med verdenseliten. Ikke desto mindre har Holland kun én reel dag i rampelyset i den internationale cykelverden. På søndag er denne dag endelig oprundet, når Amstel Gold Race løber af stablen.
Manglen på virkelige højdepunkter på den hollandske cykelkalender er en afspejling af landets sene optagelse på listen over cykelsportens vigtigste nationer. Mens traditionen for konkurrencecykling i Frankrig, Belgien og Italien går helt tilbage til sidste del af 1800-tallet og første del af det 20. århundrede, entrerede de hollandske ryttere først verdenseliten meget senere. Belgien vandt eksempelvis deres første Tour de France allerede i 1912, mens deres nordlige naboer måtte vente helt til Jan Janssens triumf i 1968, inden de endelig kunne hjemføre en sejr i verdens største cykelløb.
I det lys er det ikke overraskende, at landets største cykelbegivenhed er en relativt ny opfindelse. Amstel Gold Race blev første gang afviklet i 1966 og har derfor ikke samme rige historie som de øvrige klassikere, men alligevel har løbet bevæget sig med raketfart mod toppen af det internationale hierarki. Selvom den første udgave faktisk næsten blev aflyst, og ruten er blevet ændret adskillige gange, opnåede man hurtigt berømmelse og tiltrak opmærksomhed fra tidens største ryttere. Ikke overraskende var det de belgiske naboer, der dominerede de tidlige år, hvor Eddy Merckx vandt to gange, men i løbet af de sene 70ere og tidlige 80ere satte værtsnationen sig på løbet, i høj grad i kraft af Jan Raas’ fem sejre. Med den opnåede status var det ikke overraskende, at UCI inkluderede løbet på World Cup-kalenderen i 1989, og løbet har haft dets naturlige plads på Pro- og WorldTour-kalenderne lige fra begyndelsen.
Det er et andet paradoks, at Amstel Gold Race markerer starten på den anden, kuperede del af klassikersæsonen. Selvom det afvikles i et af Europas klart fladeste lande, spiller det en næsten unaturlig rolle som det første klassikermål for nogle af verdens mest eksplosive klatrere. Den sydlige Limburg-provins skiller sig imidlertid ud fra resten af landet i kraft af dets kuperede terræn, og området er som skabt til underholdende og aggressivt cykelløb.
Som den første af de tre ardennerklassikere er Amstel Gold Race et løb for ryttere med et godt punch på korte, stejle bakker, og den ikoniske Cauberg-stigning, der er løbets vartegn, karakteriserer perfekt de udfordringer, løbet byder på. Ikke desto mindre er løbets natur stadig meget anderledes end det, der venter i Belgien senere, og den hollandske klassiker er på sin vis en sammensmeltning af Flandern Rundt og Liege-Bastogne-Liege. Med ikke færre end 33 stigninger, ingen brosten og mere end 3000 højdemeter har løbet samme kuperede tilsnit som La Doyenne i den vallonske provins. På samme tid afvikles løbet imidlertid på smalle, snoede veje, hvilket gør positionering til nøglen til et godt resultat, og ingen af stigningerne er længere end 2000 m - to egenskaber, der gør løbet meget mere sammenligneligt med Flandern Rundt. Som det er tilfældet i det største flamske løb, gør vejenes karakter og den konstante positionskamp løbet til lidt af en styrtfest, og i dette løb er det umuligt at overvurdere betydningen af et detaljeret rutekendskab.
Selvom løbet markerer et sceneskifte, hvor de stærke folk giver plads til klatrerne, er udskiftningen en meget mere gradvis proces, end man umiddelbart skulle tro. Vigtigheden af positionering ansporer de fleste hold til at inkludere et par brostensspecialister i deres hold til Amstel, og nogle af favoritterne fra de seneste uger vælger ofte at forsøge at presse et sidste topresultat ud af den gode form i det hollandske løb. Endnu flere klatrere melder deres ankomst til Fleche Wallonne, hvor stigningerne er længere og finalen markant hårdere, mens der kun vil være ganske få brostensspecialister tilbage på startstregen på onsdag. Til sidst når vi frem til Liege-Bastogne-Liege, der er et løb kun for klatrere, og da rytterne fra Tour of the Alps nu også er ankommet, er overgangen fuldendt. Stort set alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere vil være samlet på startstregen i Liege, hvilket ikke vil være tilfældet i Holland på søndag.
Tidligere blev løbet afviklet efter Liege-Bastogne-Liege, men en omstrukturering af kalenderen har flyttet det til den nuværende position som den første af de tre ardennerklassikere. Det gør progressionen i løbenes hårdhed langt mere naturlig og klassikersæsonens overordnede struktur langt bedre. Selvom det ikke er et af cykelsportens monumenter, er det et af de meget få løb, der har monumentdistance, og det er placeret lige under de fem største klassikere i det internationale hierarki. Ikke desto mindre er det placeret klart under Liege-Bastogne-Liege i ardennerhierarkiet, og alle ikke-hollandske ryttere med en realistisk chance for at vinde i Liege ville til enhver tid bytte en sejr i Holland med en triumf i cykelsportens ældste klassiker.
I de senere år er der blevet eksperimenteret en del med ruten, der gennemgik sin første gennemgribende forandring længe i 2013. I 2017 tog man endnu et skridt ved helt at fjerne Cauberg fra finalen, hvor stigningen ellers i mange år har været den vigtigste ingrediens. Det vakte en del kritik, men arrangørernes håb om, at det ville anspore favoritterne til at angribe tidligere end vanligt blev i den grad imødekommet. Faktisk har de seneste udgaver utvivlsomt været de mest underholdende i mange år, og derfor er det nye koncept også fastholdt i år.
Underholdning var der også masser af sidste år, hvor alle ville Tadej Pogacar i forkøbet. Det forsøgte de også at komme med et stort angreb med 100 km til mål, men desværre for dem var sloveneren vågen. Det gav en historisk tidlig afgørelse, for selvom Jumbo og Trek forsøgte at komme tilbage, skulle det afgøres blandt de forreste. Her blev det et gradvist udskilningsløb, hvor Pogacar først kørte væk sammen med Ben Healy og Tom Pidcock, inden han satte først Healy og siden Pidcock. Briten eksploderede totalt og blev overhalet af den lille irer, der faktisk kortvarigt så ud til at kunne nærme sig Pogacar. Han fik dog aldrig fat i den store favorit, der endte med at tage en ganske klar sejr med 38 sekunder ned til Healy og hele 2.14 ned til en fuldstændig færdig Pidcock, der på selve stregen blev hentet af Andreas Kron og Alexey Lutsenko, men akkurat fik sin podieplads. Pogacar har som bekendt fokus på Giroen og forsvarer derfor ikke titlen, men det åbner døren for Healy og Pidcock, der begge er med igen, til at forsøge at gøre det endnu bedre end sidste år.
FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT
Ruten
Rutens hårdhed placerer naturligt Amstel Gold Race i ardennerkategorien, men når det kommer til løbets overordnede design, er løbet meget mere nært beslægtet med de flamske klassikere. Som de fleste af brostensløbene i den cykelgale belgiske region gør Amstel Gold Race næsten overdrevent brug af et meget lille kuperet område i et ellers næsten fladt område. Det er bestemt ikke et punkt-til-punkt-løb, da ruten zigzagger sig rundt i en lille del af Holland, hvor man bruger de samme veje igen og igen og besøger de samme stigninger flere gange. Rytterne er aldrig langt fra startstedet i Maastricht eller målet i Valkenburg, hvor målstregen også krydses flere gange, inden det bliver alvor i finalen.
Vejene i regionen er alle små og snoede, og Holland er et tætbefolket område. Samtidig passerer løbet gennem mange små byer, hvor presset på arealet er så stort, at mange af indbyggerne ikke har garager, og derfor parkerer deres biler på gaderne. Der er mange trafikchikaner og speedbumps, og derudover er antallet af rundkørsler stort. Styrt er derfor en brutal, men uundgåelig del af løbet, og det er af helt afgørende betydning at vide, hvor og hvornår man skal være fremme forud for stigningerne og eventuelle vindblæste strækninger.
Hvad der karakteriserer løbet, er de mange stigninger, der er spredt ud over hele ruten. I sig selv er ingen af dem specielt udfordrende, men med normalt ca. 35 bakker fordelt på ca. 260 km kommer de så hurtigt efter hinanden, at der ikke er megen tid til at restituere.
I 2003 besluttede arrangørerne at flytte målstregen fra den traditionelle afslutning i Maastricht til toppen af den berømte Cauberg-stigning. I de følgende år var løbets mest markante kendetegn den eksplosive finale på den 1200 m lange stigning, der stiger med 5,8% i gennemsnit og har et maksimum på 12%.
Mens mange bifaldt den spektakulære finale, var arrangørerne ikke tilfredse. Den hårde afslutning betød, at løbet blev mere kontrolleret, og de fleste favoritter sparede sig nu til en spurt op ad den sidste stigning. I et forsøg på at åbne løbet op, ændrede man derfor igen formatet. Efter generalprøven ved VM i 2012 - der i øvrigt blev vundet af nyere tids mest dominerende rytter i Amstel Gold Race, Philippe Gilbert - blev målstregen i 2013 flyttet 1800 m væk fra toppen af stigningen, hvormed rytterne fik mulighed for at komme tilbage, selvom de var blevet sat på bakken.
Arrangørerne håbede, at dette ville anspore favoritterne til at angribe længere udefra, men hverken VM eller 2013-, 2014-, 2015- eller 2016-udgaverne havde den ønskede effekt. Ganske vist blev det vanskeligere for favoritterne at tro på, at de kunne gøre den afgørende forskel på Cauberg, men da den afsluttende rundstrækning med de relativt lette stigninger Geulhemmerweg og Bemelerberg var nem, og de sværeste stigninger, Kruisberg, Eyserbosweg og Keutenberg, kom langt fra mål, følte de største navne sig fortsat nødsaget til at gamble alt på deres evne til at køre fra på Cauberg. Den nye finale åbnede ganske vist løbet for langt flere mulige vindere, men det ændrede ikke på, at løbet fortsat var ekstremt kontrolleret.
Forud for 2017-udgaven traf arrangørerne et nyt, meget mere kontroversielt valg. Denne gang valgte man helt at droppe Cauberg-finalen, og selvom man bibeholdt målstregens placering, skulle man denne gang ikke op over den ikoniske stigning tæt på mål. De tre første passager af bakken fastholdtes, men da man kom tilbage til Valkenburg for sidste gang efter den afsluttende lille rundstrækning med Geulhemmerweg og Bemelerberg kørte man ikke ned i det sædvanlige ”hul”, og derfor var Bemelerberg nu sidste stigning, inden man nåede frem til den flade finale. Det åbnede muligheder for, at de stærke sprintere kunne overleve, og håbet var, at det ville tvinge de virkelige ardennerspecialister til at angribe fra distancen. Da man samtidig bibeholdt det nye format, der blev indført i 2013, hvor de svære Eyserbosweg og Keutenberg kom langt fra mål, håbede man, at de mest klatrestærke ryttere følte sig nødsaget til at sætte fremstød ind allerede der.
Planerne vakte ikke megen begejstring i cykelkredse, men endte som en stor succes. Rytterne gjorde præcis, som man havde håbet, og alle de store navne spillede ude i den svære sektion langt fra mål. Resultatet var et langt mere animeret løb end tidligere og den bedste udgave i mange år, og det blev til fulde gentaget med flere underholdende versioner, da man i 2018, 2019, 2022 og senest i 2023 bibeholdt det nye format. I 2021 betød coronasituationen og behovet for at holde tilskuere væk, at man afviklede løbet som et rent rundstrækningsløb over bare 216,7 km, men det var en undtagelse. Nu er løbet tilbage i det format, det har haft i årene 2017, 2018, 2019, 2022 og 2023.
Faktisk er ændringerne i forhold til 2018-, 2019- og 2022-løbene marginale i 2024, hvor man totalt kopierer ruten fra 2023, og man fastholder den ændring, man foretog efter 2017-udgaven. Her ændrede man en anelse på den afsluttende, ikke specielt svære rundstrækning. Stigningerne var de samme, men man undgik de store, brede veje mellem Geulhemmerweg og Bemelerberg. Håbet var, at brugen af smallere veje ville gøre det endnu vanskelige at kontrollere løbet. I 2022 forkortede man løbet med ca. 15 km, og det fastholdt man i 2023 - og dermed naturligvis også i 2024 - hvor man tillige ændrede lidt i løbets indledende fase, så der kom et par nye stigninger ind og andre røg ud. Blandt andet røg den tidlige passage af Cauberg, der dermed nu kun skal passeres to gange. Siden 2017 har den ellers været på programmet tre gange, og forinden skulle den passeres fire gange. Fra stigning 7, Wolfsberg, er stigningerne de samme som i 2022, og det samlede antal er som i 2022 atter 33 mod tidligere 35.
Den væsentlige ændring i forhold til 2022 kom i finalen. I 2022 forlængede man den afsluttende rundstrækning, så næstsidste stigning, Geulhemmerweg, kom 19,3 km og ikke 14,3 km fra mål. I 2023 og dermed i 2024 man igen forkortet den, så den nu kommer 15,1 km fra mål.
Det betyder, at der modsat udgaverne i 2018 og 2019 skal tilbagelægges færre end 260 km, nemlig ”bare” 253,6 km, hvilket fastholder løbet i monumentligaen, selvom det ikke er et monument, og er 500 m mindre end i 2022. Som vanligt går starten i områdets største by, Maastricht, mens målet er i Berg en Terblijt i udkanten af Valkenburg. Derfra bevæger rytterne sig ind i det kuperede terræn øst for storbyen, og løbet vil herefter sno sig rundt i et ganske lille område tæt på den belgisk-hollandske og den tysk-hollandske grænse og gøre brug af de samme veje igen og igen.
Rytterne skal som sagt op over intet mindre end 33 stigninger på en lang dag med konstant udskillelse, og modsat mange af de øvrige klassikere starter løbet ikke med et langt, fladt stykke. Tværtimod er bakkerne spredt ud over hele ruten, og den første stigning, Maasberg (300 m km, 5,4%), er placeret bare 12,5 km efter den officielle start. Mange stigninger skal passeres flere gange, men løbets ikoniske Cauberg-stigning skal som nævnt helt usædvanligt kun passeres to gange.
Terrænet er en invitation til aggressiv kørsel, og derfor tager det ofte lidt tid, inden det tidlige udbrud er etableret. Grundet løbets generelle hårdhed og den ofte lange distance får det ofte et meget stort forspring, inden de store hold optager jagten. Ofte når afstanden mere end 10 minutter, inden favoritterne sender tropperne frem. Det plejer at være sket, når feltet efter ca. 50 km har passeret Cauberg for første gang. Det gør man som sagt ikke denne gang, hvor de tidlige stigninger er Adsteeg (1000 m, 2,1%) efter 31,1 km, Bergseweg (2600 m, 3,4%) efter 46,4 km, Korenweg (500 m, 5,3%) efter 49,9 km, Nijswillerweg efter 57,2 km og Rijsweg N278 efter 64,3 km, hvoraf de sidste tre er nye i forhold til tidligere år. Herefter er stigningerne de samme som i 2022.
I denne tidlige fase er der typisk tale om en lang jagt på det tidlige udbrud, hvor der gradvist akkumuleres træthed. Udover stigningerne er hovedudfordringen det konstante stress på de smalle, snoede veje. Positionering forud for stigningerne er en nøgleingrediens, og betydningen af et stærkt hold i positionskampen og rutekendskab er af helt afgørende betydning. Styrt er en uundgåelig del af løbet, der ikke vindes på rå styrke alene. Denne del af løbet er sjældent aggressiv, men de mange stigninger tærer gradvis på kræfterne, og de smalle veje kræver konstant fokus og opmærksomhed, der gør løbet enormt stressende. Samtidig er det sjældent, at alle favoritterne slipper helskindet igennem denne fase.
Stigningerne tæller i den følgende fase Wolfsberg (1000 m, 2,9%) efter 83,8 km, Loorberg (1600 m, 4,7%) efter 87,9 km, Schweibergerweg (2700 m, 4,4%) efter 99,9 km, Camerig (3800 m, 4,2%) efter 107,2 km, Drielandenpunt (2100 m, 5,7%) efter 119,6 km, Gemmenich (800 ml, 6,1%) efter 122,7 km, Vijlenerbos (1500 m, 5,4%) efter 127,0 km, Eperheide (2200 m, 4,6%) efter 134,7 km, Gulperberg (400 m, 8,8%) efter 143,8 km, Plettenberg (900 m, 3,9%) efter 147,5 km, Eyserweg (1200 m, 4,6%) efter 149,8 km, St. Remigiusstraat (1100 m, 6,5%) efter 154,1 km, Vrakelberg (600 m, 7,1%) efter 159,4 km, Sibbergrubbe (1600 m, 3,9%) efter 167,1 km og til slut Cauberg (1200 m, 5,8%) efter 171,8 km.
Kort efter Cauberg passerer man målstregen for første gang, hvorfra der resterer 79,2 km mod 88,8 km i 2022, og det er nu tid til den sværeste del af løbet. Den næste rundstrækning er 63,2 km lang og indeholder ni stigninger, hvoraf Cauberg igen er den sidste. Det er typisk her, at de næste angreb sættes ind. Mange hold vil have et hårdt løb eller have holdkammerater fremme, der kan komme i spil, når kaptajnerne sætter deres fremstød ind senere, og det gør løbet aggressivt.
For et par år siden så man ofte ganske mange angreb langt udefra, men i de senere år har der været en tendens til at vente til de sidste 50 km. Det er imidlertid vigtigt for de fleste hold at undgå af komme i defensiven i denne fase og blive tvunget til at jagte. Derfor har det ofte været et godt tidspunkt for løjtnanterne at forsøge sig. Samtidig betyder den konstante passage af nye stigninger og den stressende positionskamp, at der er konstant udskilning, og fra nu af bliver feltet bare mindre og mindre.
De første af stigningerne er de relativt lette Geulhemmerweg (1000 m, 6,2%), Keerderberg og Bemelerberg (900 m, 5,0%), hvoraf først- og sidstnævnte skal passeres igen i finalen, og som her kommer med hhv. 76,7 km, 69,9 km og 66,4 km igen. Derefter følger Loorberg (1600 m, 4,8%) med 51,3 km tilbage samt Gulperberg (400 m, 9,0%) med 43,8 km til stregen. Herefter indledes den virkelige finale. Tidligere spillede favoritterne altid ud på de tre sværeste stigninger, Kruisberg (800 m, 7,5%), Eyserbosweg (1100 m, 8,1%) og Keutenberg (700 m, 9,4%), og det var ofte en ganske lille gruppe, der nåede toppen. Siden man i 2013 introducerede den nye, nemmere finalerundstrækning, har disse svære bakker imidlertid været placeret så langt fra mål, at de i en periode spillede en mindre rolle.
Siden ruteændringen i 2017 er det lykkedes at vende den udvikling, og nu bliver der kørt aggressivt på disse tre stejle udfordringer, der passeres med hhv. 39,0 km, 37,0 km og 29,2 km til mål - med den lettere Fromberg (1600 m, 4,0%) placeret som en ekstra udfordring 33,2 km fra stregen. For ryttere, der skal have et selektivt løb, er disse samt den sidste passage af Cauberg (1200 m, 5,8%), der følger efter Keutenberg med i år bare 18,6 km igen, stedet at slå til. Den eneste gang, det med den gamle rute lykkedes at forhindre en afgørelse på sidste passage af Cauberg, var i 2013, da Roman Kreuziger kørte væk allerede ved næstsidste passage med knap 20 km til mål.
Efter sekvensen med Kruisberg, Eyserbosweg, Fromberg, Keutenberg og Cauberg krydser man efter 237,6 km målstregen for næstsidste gang for at tage hul på den i år bare 16,0 km lange finalerundstrækning. Den er i alt væsentligt identisk med den, der hidtil er blevet benyttet, men har som sagt den afgørende ændring fra 2017, at man kører direkte til stregen i Valkenburg i stedet for at køre ned i ”hullet” og op ad Cauberg igen, ligesom man med ændringen i 2018 benytter nye og smallere veje i særligt området mellem de to stigninger og nu altså igen har fjernet den forlængelse mellem stigningerne på ca. 5 km, som blev introduceret i 2022.
Derfor er de eneste tilbageværende bakker Geulhemmerweg (1000 m, 6,2%) og Bemelerberg (900 m, 5,0%), hvis toppe nås med henholdsvis 14,0 og 6,9 km til mål. Herved kommer de begge en anelse tættere på stregen end i den gamle Cauberg-finale, men de er som sagt samtidig de sidste muligheder for at gøre en forskel. I finalen stiger det let mellem 3 km- og 1 km-mærkerne, hvorefter den sidste kilometer er let faldende med 0,8% i snit. Rytterne vil følge en snoet vej med mange kurver og med et skarpt sving med 900 m igen, hvorfra det er en helt lige vej frem til mål.
Arrangørerne håber, at de små ændringer i finalen vil give anledning til endnu mere aggressivt cykelløb med angreb både på næstsidste rundstækning og de to sidste stigninger, men den flade afslutning giver samtidig de stærkeste sprintere langt mere håb om, at de kan vinde løbet i en spurt. Derfor er der sandsynligvis udsigt til et ganske animeret cykelløb i finalen, hvor der vil blive angrebet utrætteligt på de sidste bakker, men det er stadig et åbent spørgsmål, hvilken ryttertype der vil vinde den sjette udgave af det ”nye” Amstel Gold Race. Svaret får vi på søndag.
Løbet byder som i 2023 på i alt 3242 højdemeter, hvilket er godt 150 færre end i 2022 og 250 færre end i 2019, men ca. 250 flere end ved 2021-udgavens specielle rundstrækningsformat.
FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT
Vejret
Da Amstel Gold Race har så mange lighedspunkter med Flandern Rundt, er det ikke overraskende, at vejret er en væsentlig faktor. Vinden har potentiale til at splitte feltet, og på en regnfuld dag bliver nervøsiteten på de smalle, flade veje forøget betydeligt. Derudover spiller vindretningen efter stigningerne i finalen en afgørende rolle i vurderingen af, hvor store chancer der er for at en spurtafgørelse kan undgås.
Sidste år var løbet koldt og regnfuldt, men det bliver det ikke i år. Desværre må rytterne se langt efter lørdagens sommervarme, der ellers byder på temperaturer på hele 24 grader. Vejret slår nemlig om til søndagen, hvor det bliver overskyet, men helt tørt. Temperaturen vil under løbet være 14-15 grader, og der vil være en let til jævn vind (15-16 km/t) fra vest.
Det giver vind fra alle retninger på den næsten urimeligt kringlede rute, men i finalen vil der i altovervejende fra være sidemodvind fra bunden af Kruisberg og frem til bunden af Keutenberg, hvor der vil være sidevind. Herfra vil der være side- og sidemodvind frem til Cauberg, hvorfra der fortsat vil være sidemod- og modvind frem til stregen. På finalerundstrækningen vil der være sidemodvind frem til Geulhemmerweg, hvor der vil være sidemodvind. Derfra får man først sidemodvind, inden man får sidemedvind frem til Bemelerberg. Herfra vil der være med- og sidemedvind - dog afbrudt af et kort sidevindsstykke, indtil man får direkte modvind over de sidste 900 m.
Favoritterne
Det er altid en kontroversiel sag at ændre på ruterne til de store klassikere. Mange vil huske, hvordan det skabte oprør i Belgien, da man fjernede Muren fra finalen af Flandern Rundt, og selvom den nye finale på mange måder har forbedret løbet, er der mange cykelnostalgikere, der stadig ikke kan acceptere, at en af cykelsportens mest ikoniske stigninger ikke længere indgår i finalen af den flamske klassiker.
Ændringen af ruten i Flandern forandrede imidlertid ikke grundlæggende sammensætningen af favoritfeltet, men det kan ikke helt siges om justeringen af finalen af Amstel Gold Race. I 2017 var det en yderst kontroversiel beslutning med relativt kort varsel at foretage en så drastisk omlægning af løbets nøglepunkt, og det affødte særdeles kritiske reaktioner fra mange af klassikerspecialisterne. For mange af de knap så klatrestærke puncheurs er Amstel Gold Race den eneste af ardennerklassikerne, de har en chance for at vinde, og således har den hollandske klassiker været deres helt store mål. Derfor var det et stort slag i ansigtet at indse, at deres vilkår pludselig blev drastisk forringede ved udsigten til den manglende finale på Cauberg, hvilket fik mange til at tro, at løbet skulle være mere sprintervenligt.
Som nævnt ovenfor ”virkede” ideen imidlertid. Det er meget svært at argumentere imod påstanden om, at de seks seneste udgaver af løbet har været de mest underholdende i mange, mange år, og vi fik præcis, hvad arrangørerne ønskede. I 2017 spillede store navne som Philippe Gilbert, Nathan Haas, Michael Albasini og Ion Izagirre ud allerede langt fra mål, og da Greg Van Avermaet og Alejandro Valverde sammen med Michal Kwiatkowski senere reagerede, var det kun polakken, der var stærk nok til at køre op til de forreste. At selv Van Avermaet og Valverde regulært kom til kort på stigningerne, vidner om et løb, der havde langt mere dynamik og langt flere udfaldsrum end det gamle format, der i alt væsentligt kunne koges ned til en afsluttende spurt op ad Cauberg.
I 2018 så vi samme mønster, hvor de store navne spillede tidligt ud og derved gjorde det hele så hårdt, at Valverde med et angreb på Geulhemmerweg kunne skabe den lille ottemandsgruppe, der endte med at afgøre det hele til sidst. I 2019 så vi, hvordan Julian Alaphilippe, Jakob Fuglsang og Michal Kwiatkowski kunne køre væk fra distancen og havde kurs mod at afgøre løbet, indtil Mathieu van der Poel leverede det comeback, der vel stadig ikke er nogen, der helt har fattet.
I 2022 var det så Ineos, der splittede løbet allerede på Keutenberg, hvor de skabte den gruppe af klassikerspecialister, der afgjorde løbet. Her udnyttede de deres overtal på smart vis, for selvom Michal Kwiatkowski og Tom Pidcock var langt fra at være de stærkeste, så vi, at den nye finale ikke nødvendigvis betyder, at stærkeste mand vinder. De fik sendt Kwiatkowski i forkøbet, og selvom stærkeste mand, Benoit Cosnefroy, kom op bagfra, havde polakken nok overskud til at vinde den kontroversielle og urimeligt tætte spurt, selvom det i de senere klassikere blev helt åbenlyst, at han ikke var i nærheden af sit bedste niveau. Den slags sejre ville man aldrig se på Cauberg, hvor fysikken var bestemmende mere end taktikken.
Sidste år slog vi så rekorden for en tidlig åbning. Alle ville Tadej Pogacar i forkøbet, men det lykkedes ikke. De angreb ellers med 100 km igen, men i deres gruppe sad sloveneren desværre også. Det tog til gengæld mange favoritter på sengen, for feltet kom aldrig tilbage, og derefter endte det i det hidtil mest brutale udskilningsløb, vi har set i mange år, da rytterne kom ind i meget små grupper og med enorme afstande.
Sprinterne er altså endnu ikke kommet til fadet. De var meget tæt på i 2021, hvor Wout van Aert, Tom Pidcock og Maximilian Schachmann næsten blev hentet til sidst, men det løb kan slet ikke sammenlignes med det, der venter på søndag. Coronasituationen gjorde det meget kortere, og alle de svære stigninger var væk. Der er ingen tvivl om, at sprinterne havde en bedre chance i 2021 end på den ”rigtige” Amstel-rute, som heldigvis er tilbage i år, selvom den som i de foregående to år er marginalt kortere end i de seneste uhyggeligt lange udgaver. Med beslutningen om at droppe forlængelsen af finalerundstrækningen - en forlængelse, der blev indført i 2022, hvor vi alligevel var milevidt fra at få en spurt - bliver det endnu vanskeligere at få den spurt, vi altså endnu ikke har fået, selvom mange i forbindelse med ruteomlægningen mente, at det åbnede helt nye døre for de mest holdbare sprintere.
Favoritterne til de tre ardennerklassikere har altid skullet findes i den samme gruppe af ryttere, men løbene er ganske forskellige og tilpasset forskellige typer. Mens Liege-Bastogne-Liege er et meget hårdt løb, der er på grænsen til at være et løb for rigtige klatrere, og den unikke finale i Fleche Wallonne begrænser listen over mulige vindere til en yderst eksklusiv gruppe på en håndfuld meget eksplosive murspecialister, har Amstel Gold Race traditionelt været for lidt større drenge, klassikerspecialister med et godt punch, og det har gjort listen over potentielle vindere betydeligt længere.
Stigningerne er så korte, at det er muligt for de eksplosive klassikerryttere at spurte fra bund til top, hvilket gør det svært for klatrerne at følge med. På den anden side er det samlede antal højdemeter og distancen så voldsom, at løbet er ganske hårdt, og den gradvise udskilning sender mange af de tungere folk ud af kampen. Det er også derfor, at en del brostensspecialister forlænger sæsonen med en uge. For nogle handler det om, at de skal hjælpe deres klatrere i positionskampen, men for andre handler det om at lave et resultat.
Da løbet sluttede på toppen af Cauberg, var det for specialister, og det begrænsede listen over potentielle vindere betydeligt. Den nye finale, der blev indført i 2013, åbnede løbet op for flere, og nu ændrer den nye modifikation igen betydeligt på, hvad vi kan forvente i den hollandske klassiker. På papiret betyder den fladere finale, at langt flere ryttere nu har en reel chance for at krydse stregen først, og taktik og held kommer til at spille en langt større rolle, som vi så det med Kwiatkowskis sejr i 2022. Til gengæld kan det også blive vanskeligere for mindre spurtstærke ryttere at sikre sig sejren, og selvom de seneste år var selektive, var det ikke tilfældigt, at næsten alle topplaceringer udgjordes af ryttere, der er kendt for deres afslutterevner. Det er fortsat ikke voldsomt sandsynligt, at en type som Roman Kreuziger kan gentage sin sejr fra 2013.
Umuligt er det dog ikke. Den nye, fladere finale har givet løbet et helt andet element af taktik, som betyder, at det nu ikke nødvendigvis er stærkeste mand, der vinder. Det blev særligt tydeligt i 2018, hvor Michael Valgren bestemt ikke var gruppens stærkeste, men måske den klogeste. I hvert fald udnyttede gruppens tre af gruppens på papiret mindst farlige, nemlig Valgren, Roman Kreuziger og Enrico Gasparotto, den interne magtkamp mellem særligt Peter Sagan, Alejandro Valverde og Julian Alaphilippe til at løbe med hele podiet, selvom det kun er Gasparotto, der med en vis rimelighed kan siges at være kendt for sin spurtstyrke.
Også i 2019 så vi masser af taktik. Julian Alaphilippe og Jakob Fuglsang kørte regulært væk, men bag dem var det et angrebsmylder, og det var lidt tilfældigt, hvem der lå ude foran, da Mathieu van der Poel åbnede op og begyndte at samle folk op. Endelig lykkedes det altså i 2022 for Kwiatkowski at tage det, der vel mest af alt kan betegnes som en taktisk sejr. I alle tilfælde er de bedste endt med at køre om sejren, men om stærkeste mand vinder er mere tvivlsomt.
Det gør dermed også det ”nye” Amstel Gold Race til den mest taktiske af de store klassikere. Sikrer man sig først billet til finalen, er den sidste rundstrækning så let, at de fleste kan være med, og i det strategiske spil, der let opstår i en gruppe uden hjælpere, kan alt ske, ikke mindst hvis man som Astana i 2018 eller Ineos i 2022 sidder i overtal. I den sammenhæng kan det endda være en fordel at være lidt af en underdog, og derfor er det nok også på søndag, at vi har størst chance for en stor overraskelse i en af de store klassikere. Det er i hvert fald langt fra givet, at bedste mand vinder.
De største tabere ved den nye ruteændring er de virkelige puncheurs, der ikke længere kan satse 100% på deres punch på Cauberg. Skal en klassikerspecialist vinde, kan det nemlig ikke nytte noget at slæbe de holdbare sprintere med til stregen, og derfor skal der angribes langt fra mål. Målet er som i de foregående år at skabe en lille gruppe af favoritter, men er man isoleret, kan en sådan være ganske svær at kontrollere, hvad den flyvende Cosnefroy erfarede i 2022. Derfor kan kollektiv styrke her spille en større rolle end i de andre løb.
I 2017 var der almindelig enighed om, at vinderne ved den nye ruteføring var de stærke sprintere. Folk som Bryan Coquard, Michael Matthews og Sonny Colbrelli var alle i top 5 i 2016 og viste således, at de havde reelle muligheder for at vinde i den gamle finale med mål små 2 km efter toppen af Cauberg. Det har bare vist sig at være anderledes. Selv på den rute, vi havde mellem 2013 og 2016, ventede favoritterne stadig til Cauberg. Nu er de tvunget til at åbne tidligere, og det har altså gjort løbene betydeligt hårdere end tidligere. En spurt vil med denne lette finale aldrig kunne afskrives, men historien taler bare ganske klart imod det.
Hvilket løb får vi så i år? Sidste år var alles plan som sagt at komme Pogacar i forkøbet, men i år der ingen slovenske uhyrer. Der er desværre heller ingen Remco Evenepoel, som vi jo mistede på den tragiske dag i Baskerlandet, men til gengæld er der Mathieu van der Poel, der nok engang vil være løbets omdrejningspunkt.
Alligevel er alt anderledes, end det var i Flandern og Roubaix. Det var Van der Poels hjemmebane, men det er dette løb ikke. Jo, det er det naturligvis i geografisk forstand, når vi kører i Holland, men rutemæssigt passer løbet ham dårligere end de seneste klassikere. Alligevel viste han med sin helt vanvittige sejr i 2019, at det bestemt ikke er et løb, der passer ham dårligt. Derfor var det også lidt overraskende for mig, at han efter sin seneste deltagelse i 2022 erklærede, at det var et løb, der nok var en anelse for hårdt for ham.
Det bør det ikke være. Van der Poel havde ganske vist lige vundet Flandern Rundt forinden, men hans form var aftagende. Det så vi nogle få dage senere i Paris-Roubaix, der grundet det franske valg afvikledes efter Amstel Gold Race, for her var han ikke i nærheden af sit bedste. Den Van der Poel, vi så i 2022, er derfor næppe den Van der Poel, vi kan forvente, når han er bedst. Det er nok snarere den Van der Poel, vi så i 2019.
Alligevel er det et løb, hvor taktikken vil være anderledes. I Flandern og Roubaix var det ham, der ville have det hårdest mulige løb. Baseret på hans udtalelser og erfaring fra 2022 er det anderledes her. I dette løb vil han i stedet nok være bange for, at det kan blive for hårdt, og derfor vil vi næppe se Alpecin svinge taktstokken. Vi vil næppe heller se Van der Poel levere de vanvittige soloridt, han har leveret de seneste søndage. I stedet kan vi formentlig se en helt atypisk defensiv Van der Poel, der kun vil køre fra distancen, hvis han virkelig føler, at han igen har ”incredible legs”.
Derfor er logikken vendt helt på hovedet. I de seneste løb har alle gerne villet Van der Poel i forkøbet. Det er der helt sikkert også ryttere, der gerne vil denne gang, og derfor er det ikke usandsynligt, at vi får en tidlig åbning. Ser man bort fra sidste års udgave, er tendensen til tidlige angreb inden Kruisberg, som man ellers tidligere så, når folk forsøgte at sende løjtnanter tidligt afsted, imidlertid aftaget. Faktisk har vi - igen med 2023 som en undtagelse - set, at det på denne rute har været ret kontrolleret frem til nøglesektionen med de stejleste stigninger Kruisberg, Eyserbosweg og Keutenberg samt sidste passage af Cauberg. Her har de så til gengæld også spillet så meget med musklerne, at løbet er blevet afgjort, senest altså i 2022, hvor Ineos rev det i stykker på Keutenberg. Efter sidste passage af Cauberg er løbet til gengæld ”let”, og herfra kan alt ske.
I moderne cykling kan intet udelukkes, men det vil undre mig, hvis vi får den helt tidlige åbning, som vi gjorde det i 2023. I stedet vil jeg forvente det mere klassiske scenarium med Kruisberg-Eyserbosweg-Keutenberg som nøglesektionen, hvor den afgørende udskilning sker. Og som så ofte før vil jeg tro, at det er UAE, der bliver løbets nøglehold.
De kommer nemlig nok engang i en formation, der er slet og ret skræmmende, og faktisk er det kun Sjoerd Bax, der ikke kan tænkes at lave et resultat - og en god Bax kunne såmænd sikker godt gøre det pænt, hvis han fik chancen. Med et så stærkt hold og så mange kandidater, der alle har glæde af det hårdest mulige løb, vil jeg forvente, at det er dem, der tager teten. De vil formentlig gøre løbet så hårdt som muligt, og herefter vil de åbne ballet i nøglesektionen. Ideelt set er de så gode, at de kan køre væk i en lille gruppe uden Van der Poel, men det primære mål er som i 2022 at skabe en lille gruppe af de bedste, hvor de vil sidde i det overtal, der gav Kwiatkowski sejren - og her skulle Van der Poel gerne sidde isoleret, som han var det i 2022, hvor benene så heller ikke var særligt gode.
Det er klart, at det kan give en ubehagelig situation for hollænderen at sidde omgivet af flere UAE-ryttere, og det kan tvinge Van der Poel til alligevel selv at køre offensivt. Har han de gode ben, jeg forventer, vil jeg derfor forvente et ret ærligt løb, hvor det alligevel ikke bliver så taktisk endda. Hvis UAE skaber et blodbad, og Van der Poel herefter har så gode ben, at han alligevel angriber selv, kan vi meget vel ende med et opgør mellem de allerstærkeste, som vi fik det i 2019 (indtil der gik taktik i den), og som vi også fik i 2023 fra rytterne i den gruppe, der var kørt tidligt væk. Er det rigtigt, vil det blive en ret brutal udgave, hvor stærkeste mand kan vinde, men det er også klart, at vi sagtens som i 2018 og 2022 kan få en større gruppe, hvor taktik og overtal atter kan blive afgørende.
Jeg peger på Mathieu van der Poel, men ikke med den selvfølgelighed, jeg har gjort det til de seneste to søndage. Her kunne man vide sig temmelig sikker på, at hollænderen ville være den stærkeste, men det kan man som sagt slet ikke være sikker på i dette løb. Det var han i hvert fald ikke i 2022, men det havde som sagt sin forklaring i en aftagende formkurve. Til gengæld kan ingen være i tvivl om, at Van der Poel i 2019, hvor han tog en af nyere cykelhistories mest vanvittige sejre, var dagens stærkeste mand, og når han i første omgang havde misset bussen, handlede det alene om, at han dengang stadig var taktisk umoden og angreb lige inden de vigtigste stigninger.
Van der Poel har altså bevist, at han kan være stærkest på denne rute. Det er bare langt fra givet, at han uden videre kører fra typer som Juan Ayuso og Mattias Skjelmose eller andre af verdens bedste klatrere på bakker som disse. Der er ingen tvivl om, at han har et fremragende punch på disse korte stigninger, men hvis UAE virkelig får det gjort rasende hårdt, tipper balancen altså mere i klatrernes favør. Samtidig lider Van der Poel under et relativt svagt hold, hvor det næsten synes givet, at han vil være alene, hvis UAE får det gjort rasende hårdt. Hvis han ikke er stærk nok til at køre væk eller skabe en lille gruppe på 2-4 mand, som han kan kontrollere, bliver han derfor lige så sårbar i det taktiske spil, som han var i 2022 - og så bliver det pokkers svært, hvis han heller ikke er den stærkeste.
Alligevel er jeg nødt til at gå med ham. Siden 2023 har Van der Poel lignet en mand på et helt nyt niveau, og siden VM har han endda set ud til at have taget endnu et skridt. Desværre har vi jo ikke set ham mod Pogacar i de flamske klassikere, men den udgave af ham, vi så i særligt Roubaix og E3, lignede den mand, der var ganske meget i særklasse mod hele verdenseliten ved VM. Noget tyder også på, at formen er i fremgang, hvad der giver ganske god mening. Han har med sin sære sæsonplan kun haft fem løbsdage, og derfor er det næppe mærkeligt, at han efter Roubaix fortalte, at han havde haft sine bedste ben i hele sæsonen.
Jeg forventer derfor, at vi ser en helt anden Van der Poel end i 2022, og hvis han vitterligt er stærkere også end i 2019, bør han være en af de stærkeste på denne rute. Det udelukker ikke, at UAE kan slide ham ned eller bringe ham i en penibel undertalssituation, men kombinationen af et UAE-pres og Van der Poels egen styrke, der kan barbere gruppen yderligere ned, hvis det bliver nødvendigt, gør, at vi meget vel kan få det ærlige løb, hvor de stærkeste står tilbage. Det er på denne rute ikke givet, at det er Van der Poel, men når vi samtidig ved, at han er bedst over lange distancer, vil jeg tro, at han vil være en af de få, der vil være tilbage efter sidste passage af Cauberg.
Hvis ikke han kører alene, vil jeg tro, at vi har så lille en gruppe, at han kan kontrollere den, og i forhold til de øvrige løb, hvor han risikerede at være oppe mod hurtigere folk, er han denne gang den klart hurtigste af alle de største favoritter. Det giver ham mulighed for at køre mere defensivt, end han har gjort hidtil, og dermed har han flere veje til sejr. Selv på denne rute kan den lige nu ustoppelige Van der Poel køre alene, og da han tillige kan satse på sin spurt, hvis det taktiske spil ikke glider ham af hænde, tror jeg, at han vinder sin fjerde store klassiker på fire uger.
Bag ham er hierarkiet ret uklart, men jeg vil pege på Juan Ayuso. Jeg er ganske vist alvorligt bekymret for hans evner som endagsrytter, for vi ved jo nu fra flere etapeløb, at han typisk skal varme sin motor op, inden han for alvor bliver god. Vi så dog også med sejren på 1. etape i Tirreno, at han godt kan være god med det samme, hvis han har fået nogle løb i benene, og da han kommer næsten direkte fra Baskerlandet, må den motor da være i hvert fald en anelse varm.
Derudover er distancen en stor fordel. Også her er hans motor en stor fordel, som han viste med sit suveræne soloridt på den tragiske kongeetape i Schweiz. Vi har til gengæld i flere etapeløb set, at han ikke er rasende god i meget eksplosive løb, og derfor er dette løb ikke ideelt. Punch har han dog ganske meget af, og når man kombinerer det med 260 km og et hav af stigninger samt et sandsynligt UAE-pres får vi formentlig det blodbad, der gør Ayuso farlig.
Samtidig har han den x-faktor, som kun de sande vidunderbørn har. Ingen ved helt, hvor god han kan være på dagen, men vi ved i hvert fald, at han var den klart stærkeste i Baskerlandet. Skal man pege på en anden end Van der Poel, der kan køre fra alt og alle, må det være Ayuso - ikke mindst hvis UAE får gjort det rasende hårdt. Som han har vist i år, særligt med sejren i Ardeche, kan han også slå næsten alle i en spurt, så længe modstanderen ikke er Van der Poel, og da UAE tillige meget vel kan sidde i et overtal til sidst, har han således tre veje til sejr. Vi har lært, at han kan være enormt skuffende, når motoren ikke er blevet varmet op, men ser vi den Ayuso, vi så på sidstedagen i Baskerlandet, burde han kunne vinde på denne rute.
Jeg vil placere Tom Pidcock som nr. 3, men her er usikkerheden selvsagt betydeligt større. Den lille brite havde i forvejen ledt en smule efter formen, selvom det så ganske lovende ud på kongeetapen i Tirreno, og nu missede han så Baskerlandet grundet styrtet inden 1. etape. Heldigvis slog han sig ikke slemt, og jeg blev meget betrygget af hans flotte kørsel i Roubaix, hvor han på en rute, der passede ham ganske dårligt, gjorde det bedre, end jeg havde ventet.
Nu kommer han til et løb, der burde passe ham ganske glimrende. Det så vi allerede sidste år, hvor han var sidste mand til at slippe Pogacar, og havde han ikke satset hele butikken på at følge fænomenet på Keutenberg, var han med mere konservativ kørsel formentlig endt som nr. 2. Han begik samme ”fejl” i Liege, hvor han insisterede på at følge Evenepoel så længe som muligt, men i dette løb er der ingen, der med sikkerhed kan ventes at være lige så stærke som tidens vel nok to bedste ardennerryttere. Hvis vi kan stole på, at han trods tabet af Baskerlandet - og det kan vi desværre ikke vide med sikkerhed - taler meget for, at Pidcock igen vil være en af de stærkeste, som han jo også var det i 2021, hvor han var et tvivlsomt målfoto fra at vinde løbet.
Der er dog en udfordring med distancen. Vi har mange gange set, at han får det svært, når løbene bliver for lange. Så sent som sidste år eksploderede han jo ret voldsomt, og det gjorde han også i søndags i Roubaix. Ganske vist har han med sine podiepladser sidste år i både Amstel og Liege vist, at han sagtens kan være med, men et kortere løb, som vi havde i den særlige 2021-udgave, hvor han var så tæt på at vinde, havde nok været at foretrække. I lyset af det, han viste i Ardennerne sidste år, ligner han dog et af de klart bedste vinderbud, hvis ikke den tvivlsomme optakt har kostet for meget - også fordi selv Van Aert i 2021 jo havde sit hyr med og måske skulle hjælp af et målfoto for at slå ham i spurten.
Jeg vil rangere Mattias Skjelmose som den næste i rækken, men det er nok den af ardennerklassikerne, der passer ham dårligst. Sidste år var han uhyggeligt stærk i både Fleche og Liege, men selvom han i dette løb jo blev elimineret tidligt, da han som mange andre sov i timen ved det tidlige angreb, efterlod han bagude heller ikke samme suveræne indtryk som i de to belgiske klassikere. Til gengæld viste han med sin kørsel på kongeetapen i Baskerlandet, hvor han var langt, langt stærkere end i 2023, at han meget vel kan have taget næste skridt, og da det bestemt ikke er et løb, der passer ham dårligt, og han har bekræftet, at formen er god, og generelt er meget stabil med et højt bundniveau, vil det undre, hvis ikke han er en af de allerstærkeste.
Om styrken rækker, er dog stadig usikkert. Han manglede en del i Paris-Nice, og selvom Ayuso som type måtte antages at være bedre på den baskiske kongeetape, har vi stadig til gode helt at blive overbevist om, at han i de kommende løb vil være lige så stærk som sidste år - også selvom han kørte en bedre kongeetape sidste år. Hvis ikke Andrea Bagioli har fundet den form, han har ledt efter, kan han også meget vel være alene til sidst, og derudover så vi senest i Baskerlandet, at han ikke helt har fundet den gode spurt, vi kender ham for. Han ligner i hvert fald den langsomste af mine fire største favoritter, men til gengæld har vi senest i Paris-Nice set, at han er pokkers snu i det taktiske spil. Det virker måske ikke sandsynligt, at han bare kører fra alt og alle, men får vi den taktiske finale, står han med sin kløgt slet ikke ringe, særligt hvis UAE og Van der Poel kigger meget på hinanden. Han kan jo passende ringe til Michael Valgren for at høre, hvordan man vinder Amstel via taktik.
I kraft af UAEs kollektive styrke må jeg hellere placere Joao Almeida her, men også her er usikkerheden stor. Vi leder nemlig stadig efter den Almeida, vi kender, og den sygdom, der kostede ham Algarve, har sendt ham bemærkelsesværdigt langt tilbage. Han er dog heldigvis blevet bedre og bedre, og han nåede da i hvert fald et pænt niveau i Catalonien - et niveau, der gerne skulle være endnu højere nu. Som Ayuso er det bare et spørgsmål, hvor velegnet han er til endagsløb. Som ung var han jo en puncheurtype, der havde punch og kunne spurte, og derfor var det heller ikke mærkeligt, at han to gange blev nr. 2 i Emilia. Siden dengang er han bare blevet en ren dieselmotor, og selvom han i Polen genfandt lidt af sit gamle punch, kan man godt frygte, at disse meget eksplosive stigninger ikke passer ham ideelt. Det ændrer dog ikke på, at Almeida jo på papiret er en af de klart bedste klatrere og i Polen viste, at han stadig har noget punch. Særligt hvis UAE gør det rasende hårdt, kommer han dieselmotor mere til sin ret, og selvom han ikke længere kan stole på den spurt, der tidligere var et godt våben, står han jo alene i kraft af et UAE-overtal med gode chancer for at gøre det færdigt, særligt hvis alle andre kigger lidt mere på den formodet mere formstærke Ayuso.
Netop UAE-overtallet gør også, at jeg må pege på Brandon McNulty som den næste. Han passer endnu dårligere til løbet end Ayuso og Almeida, for han har aldrig vist samme punch, og selvom han skam godt kan spurte, er han også den langsomste af de tre. De stejleste af stigningerne vil også være lidt for stejle for ham, og når de mest eksplosive åbner for gassen, vil han efter alt at dømme få det svært. Han har til gengæld også forbedret sine klatreevner ganske markant i år, hvad vi senest har set i Paris-Nice og Baskerlandet, hvor han også bekræftede, at formen er god, og selvom han måske ikke kan være med de allerbedste, når det får alvor går stærkt, vil han efter alt at dømme ikke være langt efter. Når vi får en mulig regruppering, er han tilbage, og så kan han indgå i det taktiske UAE-spil. Her har han flere gange vist, at han er ganske fremragende, senest i Paris-Nice, i Indurain, hvor han sneg sig væk på en nedkørsel, og i Baskerlandet, hvor han fik sig sneget væk i finalen på 5. etape, og han har jo vist, at han kan være ret svær at hente, når han først er kommet væk, som vi så, da han tog sine store endagssejre i Ardeche og senest Indurain. Han har i det hele taget ganske pæne endagsresultater, også på Mallorca, og selvom han ikke er den ideelle endagsrytter, betyder UAE-overtallet, hans evner i en taktisk finale og hans kraftigt forbedrede klatreevner, at han ligner et ganske reelt vinderbud.
En af årets helt store kometer har været Maxim Van Gils. Allerede sidste år var han på et højt niveau i disse løb, da han endte i top 11 i alle ardennerløbene. Ser man bort fra Van der Poel og Pidcock, er han blandt de hidtil nævnte også den første, der måske kan betegne dette som en klassiker, der virkelig passer ham, for mens han er begrænset på længere stigninger, er hans store styrke hans punch. Han har også flere gange i 2023 bevist, at han kan stole ganske meget på sin spurt, og når han så samtidig er skabt til eksplosive stigninger, og sidste år viste, at han kan klare distancen, begynder det sat se lovende ud. Allervigtigst er det dog, at han har gjort enorme fremskridt i år. Lige siden han knuste Ayuso på den eksplosive enkeltstart i Andalusien, har han været ustoppelig, og særligt hans ridt i Strade Bianche, hvor han trods 3. pladsen utvivlsomt var næstbedste mand - og hævdede, at han med bedre position måske kunne have fulgt Pogacars første angreb - viste, at hans topniveau rækker meget langt. Hans styrt i Catalonien satte ham tilbage, men i Indurain, hvor McNulty slog ham via taktik, men hvor han var stærkest, viste han, at han er klar igen. Har han det niveau, han havde i Strade Bianche, bør han være en af de stærkeste i dette løb.
Den anden komet, man må glæde sig til at se, er Oscar Onley. Da han i 2022 pressede Jonas Vinegaard til det yderste på de eksplosive stigninger i Kroatien i en alder af bare 18 skabte han enorme forventninger, som ikke helt blev indfriet i 2023. I år synes han imidlertid at have fundet melodien igen. Han lagde ud som lyn og torden med sejren på Willunga Hill i Australien, og efter det ærgerlige brækkede kraveben er han kommet meget stærkt igen. Særligt hans kørsel på kongeetapen i Baskerlandet skaber enorme forventninger, for indtil nu har han været mere puncheur end klatrer, men her blandede han sig med de allerbedste, selvom han havde været i udbrud hele dagen. Nu kommer vi til det terræn, hvor han indtil nu har excelleret, men det er også klart, at der er mange usikkerheder. Vi ved ikke, om han kan klare distancen, og vi har endnu til gode at se ham helt i front i et endagsløb på dette niveau. Selvom han er hurtig, er han også slået af de fleste i en spurt, og han skal derfor vinde via taktik. Det tegner bare lovende, når han netop har excelleret på en rute, der burde være for svær, og nu kommer til det eksplosive terræn, hvor han fik sit gennembrud, og hvor han indtil nu har været bedst.
Det har været en fornøjelse at følge Dylan Teuns i år. Han nåede sit hidtil højeste niveau, da han vandt Fleche i 2022, men efter et 2023, hvor en kombination af flere problemer ødelagde Ardennerne, og han aldrig fandt formen senere, kunne man tvivle på, om han stadig kunne nå samme højder. Det så ikke sådan ud i Catalonien, men det viste sig, at det skyldtes maveproblemer. De er løst nu, og han kørte sit hidtil bedste Flandern, hvor han var en af de tre stærkeste. Dette løb er den af ardennerklassikerne, der passer ham dårligst, og hans bedste resultat er da også 10. pladsen i 2022, men når man kan være en af de stærkeste i Flandern, kan man også være det her, hvor ruten jo passer ham bedre end i det flamske. I 2022 lignede han da også næststærkeste mand efter Cosnefroy, inden han vandt Fleche nogle dage senere, men desværre viser det også hans problem, at han kun endte som nr. 10. Han er nemlig blandt de langsomste favoritter, og derfor skal han vinde via taktik, hvis ikke han slet og ret er stærkest. Med tanke på det, han har vist i år, senest i Brabantse Pijl, taler meget heldigvis for, at han vil køre finale, og så må han jo spille sine kort rigtigt.
Sidste år bragede Ben Healy ind på scenen i disse løb, ikke mindst her, hvor han endda ikke var alt for langt fra at køre lige op med Pogacar. Desværre har vi ikke set samme Healy i år. Han gjorde det ganske vist pænt i Strade, indtil han fik slidt sig selv ned, men i Tirreno skuffede han, og efter en pause var han alt andet end overbevisende i det svage felt i Loire. Nok kørte han en flot kongeetape, men hans totale fravær på 2. etape var i lyset af feltets karakter bekymrende. Han virkede i hvert fald ikke så stærk som på samme rute sidste år, og derudover skal vi vel i virkeligheden helt tilbage til Giroen for at finde sidste gang, vi så den bedste Healy. Det skaber naturligvis lidt bekymring, men sandt er det også, at løbet i Loire ikke passede ham, og at han trods alt rejste sig på den sværeste etape. Med tanke på det, han viste i Strade, burde han stadig have niveauet til at køre finale, selvom Liege nok passer ham bedre. Han har det gigantiske problem, at han næsten med statsgaranti skal alene hjem for at vinde, men til gengæld er han også skabt til at levere det store soloridt. Han skal have benene til at køre finale, hvad han har til gode at bevise, men genfinder han niveauet fra sidste år, har han bestemt givet sig selv betingelserne for at spille sine kort rigtigt i en taktisk afslutning - og har han vitterligt de ben, han havde sidste år, kan man vel end ikke udelukke, at han slet og ret vil være stærkeste mand.
Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Romain Gregoire. Den franske komet er ubetinget et af de største ardennertalenter, og han har i år også givet indtryk af at have taget næste skridt, ikke mindst da han i Ardeche blev nr. 2 mellem Ayuso og Skjelmose på en rute, der var lidt for svær. Han klatrede også overraskende godt i Tirreno, men jeg er bange for, at formen halter. Da han i Baskerlandet gjorde comeback efter en pause, vandt han ganske vist en etape, men det skete på en dag, hvor han egentlig meldte om dårlige ben. Dagen efter smeltede han helt, helt sammen på kongeetapen. I forvejen ved vi, at han kan være en smule ustabil, men omvendt var formålet med det baskiske løb jo også at forberede ham til disse løb. Han passer måske bedre til Liege, men det er bestemt ikke en dårlig rute for en mand, der har punch og kan spurte. Jeg kan måske være lidt bekymret for hans erfaring i den vilde positionskamp, og med tanke på hans kørsel i Baskerlandet frygter jeg en stor skuffelse. Hvis til gengæld Baskerlandet gav ham de ben, han manglede, er han også en rytter, der kan overraske stort.
En anden rytter, man skal nævne mere på potentiale end forventning, er Andrea Bagioli. Da han sidste år vandt Piemonte og blev en sensationel nr. 2 i Lombardiet - som hjælper for Evenepoel! - nåede han helt nye højder, der bekræftede det tårnhøje topniveau, vi så i Montreal i 2022. At han er en uforbederlig lottokupon, er desværre blevet bekræftet i år, hvor de små opløftende tegn, vi så i Tirreno, hurtigt forsvandt i Indurain og Baskerlandet. Han rejste sig dog lidt med et fint arbejde fra Skjelmose på kongeetapen, og hvis det baskiske løb har bragt ham tilbage på sporet, kan han komme meget langt. Sidste år endte han som nr. 6 som den bedste af de ryttere, der missede den tidlige bus, og det vidner om, at det er et løb, der passer ham - særligt fordi han har en chance mod alle i en spurt. Han udgør også en fremragende og farlig duo sammen med Skjelmose, men det kræver, at han har fundet formen. Det har han ikke givet mange antydninger af indtil nu, men da efterårsformen også kom helt ud af det blå efter en fiasko i Luxembourg, er man nødt til at rangere ham meget højt, når potentialet er så stort.
Hvis jeg om morgenen d. 30. marts var blevet spurgt, om jeg skulle nævne Maximilian Schachmann i denne optakt, havde svaret været et rungende nej. Tyskeren har siden OL i 2021 været milevidt fra sit niveau, og alle små tilløb til en genfødsel er hurtigt gået i sig selv igen. Nu ser den imidlertid ud til at være gode nok. Vi så de første livstegn i Indurain, men hans aggressive kørsel i finalen på 5. etape gav bestemt mindelser om den gamle Schachmann. Han kunne ikke være med på kongeetapen, men det var ikke mærkeligt. Det løb har nemlig altid været for hårdt, og selv i 2019, hvor han vandt tre af de seks etaper, endte han kun som nr. 10 - endda efter at have vundet tid i et taktisk spil. Nu kommer han til et løb, der passer ham perfekt, og hvor han er blevet nr. 5 i 2019 og nr. 3 i 2021 - de to seneste gange, han har kørt løbet. Det var tillige opløftende at se hans gode spurt i Baskerlandet, for det er meget længe siden, vi ellers har set hans gamle fart. Han har hele pakken, men has krise har også været så lang, at han har til gode at bevise, at han vitterligt kan være med i et 260 km langt løb, hvor UAE med nogen sandsynlighed sørger for et blodbad.
Så er der hovedpinen. Hvad skal man mene om Benoit Cosnefroy? Dette er vel den klassiker, der passer ham allerbedst, og i sin bedste sæson, 2022, hvor han var et målfoto fra at vinde løbet, men blev slået af en mand, der havde fået et forspring, var han ubetinget også løbets stærkeste rytter. Siden sejren i Quebec i 2022 har vi til gengæld heller ikke set den bedste Cosnefroy. Der har heldigvis været klar fremgang med særligt hans kørsel i Strade Bianche, men selvom han vandt i onsdags, overbeviste hans kørsel mig altså heller ikke fuldt ud - også i lyset af, at han skuffede mig i Loire. Alligevel kan jeg ikke udelukke, at vi ser en flyvende Cosnefroy. I onsdags var det vel på brostenene, han havde det svært, mens han havde to relativt effektive opkørsler på asfaltstigningerne, og i Loire var ruten jo trods alt meget let. Hans krise har varet så længe, at jeg ikke for alvor tror på ham, selvom jeg regner med at se en betydeligt bedre Cosnefroy end sidste år. Her så vi nemlig, at et godt Brabantse Pijl for ham ikke nødvendigvis skal oversættes til et godt resultat i dette hårdere løb. Hvis til gengæld han er tilbage, står han i kraft af sin spurt ret godt i forhold til faktisk at vinde løbet.
En rytter, der har manglet endnu mere, er Valentin Madouas¸ som jeg efterhånden har tabt tålmodigheden med. Der er ingen god begrundelse for hans trængsler, men han har ledt efter formen helt uafbrudt siden starten i Murcia. Senest skuffede han i Flandern, hvor eneste forklaring på hans præstation var knap så gode ben, og når vi samtidig tænker på, at han i 2023 også kun kortvarigt fandt formen, begynder der at blive lidt langt mellem snapsene. Til gengæld viste han også sit uhyre høje topniveau i Flandern i 2022, i Strade i 2023 og faktisk også i dette løb i 2023, hvor han leverede et vildt comeback efter uheld. Sidste efterår rejste han sig også lidt med sin kørsel i Bretagne og især i Montreal, og det giver håb om, at det høje niveau stadig er der et sted. Selv den bedste Madouas vil stadig være en sandsynlig taber i positionskampen på disse veje, men da han har for vane at finde sin form ud af det blå, er der en chance for, at vi måske kan se den klasserytter, han er, selvom det har været så sølle indtil nu.
En svær størrelse er Matteo Jorgenson. Den Jorgenson, vi så i Paris-Nice, havde jo været en af de helt store favoritter, men der er to grunde til bekymring. Den første er hans afbud til Roubaix, fordi han ikke følte sig ”well”, og da det ikke er uddybet, om han var syg, er det svært at vide, om det har sat ham væsentligt tilbage. Selv hvis det ikke har, følger der en vis usikkerhed af, at han altså har været i form siden Omloop. I forvejen ser vi, at det er ret svært for ryttere at strække formen over begge de to klassikertyper, og når vi så taler om en mand, der undervejs tillige har vundet Paris-Nice, bliver det ekstra svært. Til gengæld så vi, at han så sent som i Flandern stadig var på et højt niveau, selvom han endte med at betale en pris for sit forsøg på at gå med Van der Poel. Det sammenbrud skaber også lidt usikkerhed om hans evner over lange distancer, men han endte trods alt i top 10 i Flandern for et år siden. I teorien burde dette løb passe ham bedre end de flamske løb, men til gengæld skal han i tillæg til de to usikkerheder også overvinde den udfordring, at de fleste slår ham i en spurt. Han skal altså vinde via taktik, men det vil også være muligt for den Jorgenson, vi så i Paris-Nice - hvis han altså stadig findes.
Michael Matthews har været min hovedpine i år. Når jeg tror på ham, skuffer han, og når jeg ikke tror på ham, præsterer han. Derfor ender han garanteret med at gøre det pokkers godt, for min tiltro er begrænset. Efter de seneste års forfald har han jo været genrejst med sine (næsten) to podiepladser i de to første monumenter, men til gengæld har vi også set, at han har skuffet. Han virkede i hvert fald ikke overbevisende i Dwars, og han skuffede mig også meget i Brabantse Pijl, hvor jeg ellers havde gjort ham til favorit. Det er ellers et perfekt løb for australieren, der er blevet både nr. 3, 4, 5 og senest 7, da han kørte løbet i 2022, men jeg tror, at det er for hårdt for den Matthews, vi kender i dag. Når jeg alligevel åbner en dør, skyldes det, at han i dag kun synes at præstere over de lange distancer, hvor hans dieselmotor kommer bedre til sin ret. Spørgsmålet er bare, om det kan kompensere for, at jeg tvivler på hans klatreevner i en formodet UAE-massakre. Det tvivler jeg stærkt på, men når han både kan vinde en spurt mod alle og tillige har overrasket mig i sine to første lange løb, må jeg jo forberede mig på, at han kan gøre det igen.
En spændende rytter er Kevin Vauquelin. Hans test som etapeløbsrytter på højeste niveau i Tirreno og Baskerlandet er gået ganske godt, selvom de også har vist hans begrænsninger som klatrer. Han er ret uprøvet i et løb som dette, hvor han kan blive en taber i positionskampen, men med sit punch og sin fart burde han passe glimrende til løbet. Vi aner ikke meget om, hvordan han klarer distancen, men han er i hvert fald i fin form og har på papiret de rette egenskaber. Betaler han ikke for dyr en pris for sin manglende erfaring på de kringlede veje, burde han have en god chance for at sikre sig en plads i finalen, hvor kombinationen af en god spurt og snu taktik måske kan kaste endnu et stort Arkea-resultat i en klassiker af sig.
Sidste efterår forsøgte Pello Bilbao at genfinde sit punch fra karrierens første år, fordi han gerne ville satse mere på endagsløb. Det kastede i første omgang en genfunden spurt af sig, men vi har nu ikke set ham vise sig frem i andre endagsløb end Strade Bianche og San Sebastian. Det kan dog også hænge sammen med, at han sidste år blev syg mellem Baskerlandet og Ardennerne, for vi så jo i San Sebastian den bedste Bilbao nogensinde, da han fulgte Evenepoel til dørs. Det var dog også et hårdere løb end dette, og jeg tvivler altså stærkt på, at hans nuværende dieselstil passer til disse meget eksplosive stigninger. Vi leder også stadig efter den vilde Bilbao, vi så sidste sommer, men efter den helt usædvanlige katastrofe i Paris-Nice var han heldigvis tilbage på et ganske fint niveau i Baskerlandet. Han spurtede skuffende, og jeg kan godt frygte, at hans gode spurt er forduftet igen, men begynder han at nærme sig takterne fra 2023, og er han ikke for meget en dieselmotor til dette løb, har han vel hele pakken til faktisk at vinde løbet - også fordi han er snu i det taktiske spil - hvis han kan håndtere distancen.
En total ubekendt er Richard Carapaz . Det seneste halvandet år har stort set været én lang katastrofe, og hans seneste optræden i Colombia, Galicien og Tirreno giver ca. 0% grund til at tro på ham. Alligevel er man nødt til at give ham ”the benefit of the doubt”. Han har trænet i højderne i en måned siden Tirreno og valgte at skippe de spanske løb som opvarmning. Hans kørsel sidste efterår, hvor han lignede en mand med store muligheder i Lombardiet, indtil han styrtede, vidner om, at det gode niveau er der et sted. Det bekymrende er til gengæld, at der ikke er en god forklaring på hans ringe sæsonstart, og når hans generelle 2023-niveau indikerer, at han er i forfald, er der stor tvivl. Det er også den af de tre klassikere, der passer ham dårligst, men det er ikke et løb, han ikke kan vinde. Carapaz er en kriger, der har både punch, kan spurte og er pokkers snu i det taktiske spil - måske en af de allermest snu i hele feltet - og selvom det skal flaske sig, hvis han skal vinde på denne rute, kan det lade sig gøre. Det skulle i hvert fald også flaske sig, hvis han skulle vinde OL, og det gik jo ganske fint for den snu ecuadorianer.
En anden rytter, der har ledt lidt efter formen, er Tiesj Benoot . Hans styrt i Algarve, hvor han pådrog sig et brud, så ud til at have mere vidtrækkende konsekvenser end først antaget. Bedre blev det ikke af styrtet i E3, og da han kørte finale i Dwars, lignede han stadig en mand, der var et stykke fra sit bedste. Det var heldigvis bedre i Flandern, hvor han desværre var uheldig med en defekt i finalen, men heller ikke her efterlod han det allerbedste indtryk. I forvejen har han altid svært ved at vinde, fordi han ikke er hurtig, og derfor skal han være snu i det taktiske spil, som han var det, da han i 2022 sneg sig væk til 3. pladsen bag Kwiatkowski og Cosnefroy, og som han var det, da han vandt i Kuurne. Det kan altså godt flaske sig for Benoot, der har forbedret sin klatring ganske markant, hvad vi blandt andet har set i San Sebastian, og i dag synes at passe bedre til disse løb end til de flamske klassikere. Hans afbrudte optakt kan også have hjulpet ham med at forlænge formen, så den nu kan strække sig over hele kampagnen, hvad han gjorde fremragende i 2022. Formen synes i hvert fald i fremgang, men han har desværre manglet lidt for meget indtil nu efter min smag.
Jeg er ret spændt på Simone Velasco. Sidste efterår gjorde han voldsomme fremskridt, som særligt kom til udtryk med hans 5. plads i det meget stærke felt i Montreal. Samme niveau har vi ikke set i år, men hans form er blevet bedre og bedre, og hans kørsel i Tirreno, hvor han endte i top 30 - et flot resultat for en fyr som ham - viste, at han var på rette vej. Han har ikke kørt siden Sanremo, hvorfor han er en ubekendt, men han har utvivlsomt trænet frem mod disse løb, der må være forårets højdepunkter. Dette løb burde passe ham bedst af de tre, og han endte da også som en hæderlig nr. 17 sidste år. Siden dengang synes han at have lagt ganske meget på sit niveau, og hvis han møder op til løbet med de ben, han havde i Montreal, er han spændende - også fordi han er ganske hurtig.
Jeg ville gerne rangere Andreas Kron højere. Danskeren passer nemlig glimrende til løbet, hvad sidste års 4. plads bekræftede, og hans Vuelta, EM og Lombardiet antydede endda, at han har taget næste skridt. Desværre frygter jeg, at hjernerystelsen og den tvivlsomme optakt har sat ham for langt tilbage. Han manglede ganske meget i Catalonien, og i onsdags efterlod han desværre ikke det allerbedste indtryk. Han kørte dog heller ikke et løb, der på nogen måde udelukker, at han kan præstere på søndag, for der var også et element af held og timing for de ryttere, der lykkedes med at køre op til frontgruppen. Kron har den fordel, at han kan spurte og har vist sig ret snu i de taktiske finaler, ligesom han nu flere gange har bevist, at han kan klare distancen. Jeg tror bare, at han skal have fundet lidt mere form end det, han viste i onsdags, hvis han for alvor skal gøre sig gældende i et løb, UAE formentlig gør benhårdt.
Da han fulgte Tadej Pogacar til dørs på 1. etape og siden skabte miraklet ved at sætte sloveneren på Montjuic på 7. etape, havde jeg en ide om, at Stephen Williams ville blive sæsonens helt store ardennerkomet. Det kom nemlig hans flotte præstationer i efteråret, hvor han viste helt nye evner som puncheur, og ikke mindst hans fornemme sejr Down Under. Efter en skidt start i Europa så vi så endelig flere af de takter i Catalonien, hvor han var bedre end nogensinde, men siden dengang er entusiasmen i den grad forduftet. Han skuffede fælt i Indurain, og senest var det sløjt i onsdags. Ganske vist betalte han en pris for sin første opkørsel til et fejlslagent udbrud, men det gjorde Cosnefroy også, og det forhindrede ham ikke i at gøre det én gang til senere. Williams derimod satte sig ned bagerst i feltet, formentlig med dårlige ben, og da han samtidig er en ubekendt over distancen og uden erfaring i disse løb, er min entusiasme forsvundet. Heldigvis ved vi også, hvor stor en lottokupon han kan være, og lige så lavt hans bundniveau er, lige så højt synes hans topniveau efterhånden at være. Problemet er bare, at formkurven lige nu synes at pege den forkerte vej.
Jeg er også nødt til at nævne Finn Fisher-Black, men det er på potentiale mere end forventning. Den Fisher-Black, der var helt ustoppelig på eksplosive bakker i februar, burde nemlig komme meget langt i dette løb, men desværre har vi slet ikke set den Fisher-Black siden dengang. Han floppede i Paris-Nice, og hans seneste løb i Indurain var en lige så stor katastrofe. I forvejen kommer han formentlig til løbet i en hjælperrolle som en af de ryttere, der skal skabe UAE-blodbadet, og derfor er der ikke meget, der tyder på, at han får sin chance. Hvis det alligevel kan lade sig gøre at beskytte ham, kan han til gengæld blive spændende. Potentialet er i hvert fald stort, da han også er hurtig - hvis altså han kan klare distancen - og da han trods alt kun har haft én løbsdag siden Paris-Nice, hvor han måske endda led i kulden, kan hans fode form godt være vendt tilbage. Får han chancen, og har han niveauet fra februar og Vueltaen, er han endnu et spændende kort at spille som led i et UAE-overtal.
Naturligvis skal Alexander Kamp også nævnes. Sådan må det være, når han to år i træk er endt i top 10 og har bekræftet, at han er skræddersyet til dette løb. I år tyder det bare ikke på, at han har fundet Amstel-formen, vi kender ham for. Han har fulgt en anden optakt uden at køre i Loire, og forinden var han formsvag i alle sine første løb. Det er ikke usædvanligt, at han er langt fra sit niveau i de første løb, men hans comeback i onsdags var nedslående. Her kørte han et helt, helt anonymt løb, og modsat sidste år, hvor han også var anonym undervejs, blandede sig heller ikke i spurten til sidst. I lyset af at vi ikke har set meget til ham i et helt år, er det således svært at have den helt store optimisme. Omvendt taler vi om en mand, der har timet den perfekt to år i træk, og da han trods alt kun har haft ét lidt halvsløjt løb som optakt, kan det ikke udelukkes, at der lykkedes ham igen.
Er der mere i tanken for Toms Skujins? Det kan være svært at tro, når vi taler om en mand, der har været her, der og alle vegne siden Omloop. I det belgiske åbningsløb var han til gengæld nok også stærkeste mand, og hans 2. plads i Strade bekræftede blot det, vi så i efteråret, nemlig at han har noget helt nye højder, hvad han også viste med sin top 10 til VM. Dette løb burde passe perfekt til en mand, der har imponeret i de flamske løb og klatret som en drøm i Strade, og selvom han måske ikke er verdens hurtigste, står han i det taktiske spil stærkt, hvis han kører finale sammen med Skjelmose og Bagioli. Formen var da også stadig ganske god i Flandern, hvor han endte som nr. 10, men han ligner en mand, der har været i gradvis tilbagegang siden Strade. Meget kunne tale for, at den kurve er fortsat, og da han samtidig kører på hold med to andre gode bud, risikerer han hurtigt at ende som hjælper. Hvis benene fra Flandern er intakte, kan man dog ikke udelukke, at der er endnu et godt resultat at hente hos den stadig mere imponerende lette.
Stærke sprintere kan godt vinde på denne rute, men som nævnt har de aldrig været tæt på, siden vi fik denne rute i 2017. Med udsigt til en UAE-massakre er det meget svært at tro, at det skulle lykkes denne gang, men vi må hellere åbne døren for Marijn van den Berg. Hollænderen har gjort helt mageløse fremskridt i år, hvor han nu i både Loire og særligt i onsdags har klatret ganske imponerende. Ja, i onsdags lignede han slet og ret stærkeste mand, men der er trods alt også forskel på Amstel og Brabantse Pij. Dette løb er både meget længere og langt hårdere, og han vil i hvert fald ikke være stærkeste mand på søndag. Skulle vi alligevel på en eller anden måde få en reduceret massespurt, som vi næsten fik på den amputerede rute i 2021, ligner han med sit niveau dog et af de bedste bud - og så ved man aldrig, hvor langt han kan komme, hvis han angriber tidligt og kommer over den svære sektion inden de bedste.
Endelig vil jeg nævne Paul Lapeira. Da han ikke klarede stigningen på 5. etape af Baskerlandet og skuffede i Indurain kom vi så meget ned på jorden, at han næppe laver et resultat. Han har bare også været så svært imponerende i år, at han må give ham en chance. Det skyldes naturligvis hans spurtsejr i Baskerlandet og hans historiske double i Loire-Cholet, men førstnævnte var trods alt ”bare” en spurt og sidstnævnte var i meget svage felter. Når han skal nævnes skyldes det mere hans chokerende flotte klatring i Laigueglia og Drome, og at dette burde være et løb, der passer ham. Han har bare haft for vane at komme til kort, når der er skruet lidt op for niveau og sværhedsgrad i Strade, Indurain og Baskerlandet, og jeg vil trods alt tro, at det samme vil gøre sig gældende i dette løb.
BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvilket forklarer den massive overvægt af UAE-ryttere i toppen.
BEMÆRK OGSÅ: Arrangørerne har ikke udsendt en foreløbig startliste, og da få trupper er udtaget, er der stor usikkerhed om deltagerlisten. Optakten opdateres, når den endelige startliste foreligger.
BEMÆRK ENDELIG: Michael Woods og Matej Mohoric er ikke omtalt, men det kan de måske blive senere. Woods’ deltagelse er usikker, da han kører i Frankrig fredag og lørdag, og ender han med at køre i Holland, vil jeg afvente udfaldet af de løb, inden jeg vurderer hans chancer. Mohoric missede Roubaix efter sit styrt og deltager næppe. Jeg afventer en melding fra Bahrain.
OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der var ingen væsentlige tilføjelser. Woods og Mohoric kommer ikke til start.
***** Mathieu van der Poel
**** Juan Ayuso, Tom Pidcock
*** Mattias Skjelmose, Joao Almeida, Brandon McNulty, Maxim Van Gils, Oscar Onley
** Dylan Teuns, Ben Healy, Romain Gregoire, Andrea Bagioli, Valentin Madouas, Maximilian Schachmann, Benoit Consefroy, Matteo Jorgenson, Michael Matthews, Kevin Vauquelin, Pello Bilbao, Richard Carapaz, Tiesj Benoot, Simone Velasco, Andreas Kron, Stephen Williams, Finn Fisher-Black, Alexander Kamp, Toms Skujins, Marijn van den Berg, Paul Lapeira
* Vincenzo Albanese, Stefan Küng, Christian Scaroni, Matteo Sobrero, Alex Aranburu, Per Strand Hagenes, Dorian Godon, Corbin Strong, Quentin Pacher, Samuele Battistella, Johannes Staune-Mittet, Jan Christen, Axel Laurance, Søren Kragh, Warren Barguil, Ion Izagirre, Gianni Vermeersch, Georg Zimmermann, Andreas Leknessund, Davide Formolo, Lorenzo Rota, Michal Kwiatkowski, Quinten Hermans, Kevin Vermaerke, Tobias Johannessen, Ivan Garcia Cortina, William Junior Lecerf, Mauri Vansevenant, Simon Clarke, Mikkel Honoré, Odd Christian Eiking, Bob Jungels, Marc Hirschi, Jenno Berckmoes, Krists Neilands, Simon Clarke, Omar Fraile, Francesco Busatto, Pascal Eenkhoorn, Vito Braet, Louis Vervaeke, Mark Donovan, Milan Vader, Axel Mariault, Carlos Canal, Fred Wright, Giovanni Aleotti, Gianluca Brambilla, Simon Guglielmi, James Shaw
FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT
Danskerne
Mattias Skjelmose, Andreas Kron og Alexander Kamp har alle kaptajnroller hos hhv. Lidl, Lotto og Tudor og er omtalt ovenfor, og hos Lotto støttes Kron af Jonas Gregaard, mens Kamp hos Tudor støttes af Sebastian Changizi. Hos Alpecin har Søren Kragh, der så godt ud i onsdags, måske en halvbeskyttet rolle, men det store fokus må være på Van der Poel. Hos EF gjorde Mikkel Honoré i onsdags et flot comeback efter skaden, men kommer han ikke i forkøbet, må han være hjælper for Ben Healy, Richard Carapaz og Marijn van den Berg. Hos Bora skal Frederik Wandahl støtte Maximilian Schachmann og Matteo Sobrero, og hos Astana skal Anthon Charmig støtte Simone Velasco, Christian Scaroni og Samuele Battistella. Hos Jayco skal Anders Foldager støtte Michael Matthews, og endelig skal Jakob Fuglsang hos Israel-PT støtte Dylan Teuns, Stephen Williams og Corbin Strong.
Tidligere udgaver af løbet
Du kan gense Tadej Pogacars sejr fra 2023, Michal Kwiatkowskis sejre fra 2022 og 2015, Wout van Aerts sejr fra 2021, Mathieu van der Poels sejr fra 2019, Michael Valgrens sejr fra 2018, Philippe Gilberts sejre fra 2017 og 2014, Enrico Gasparottos sejr fra 2016, samt Roman Kreuzigers sejr fra 2013.
Holdoversigt
Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.
UAE Team Emirates: Løbets i særklasse stærkeste trup har gode kandidater i Ayuso, Almeida, McNulty og måske også Fisher-Black. Marc Hirschi burde være en af kaptajnerne, men hans formkrise fortsatte i både Flandern og Brabantse. Kometen Jan Christen kommer til løbet direkte fra Abruzzo og i form, men i denne trup må han være hjælper, for nogen skal jo lægge det benhårde pres. Det samme gælder for Sjoerd Bax.
EF Education-EasyPost: De erklærede kaptajner er Healy, Carapaz og Van den Berg. Mikkel Honoré kom stærkt tilbage fra sin skade i onsdags, men er med tre kaptajner hjælper, og det samme gælder for den efterhånden mere formstærke James Shaw og unge Lukas Nerurkar.
INEOS Grendiers: Pidcock ligner manden. Efter en stærk sæsonstart har Michal Kwiatkowski set skidt ud, senest i Baskerlandet, og Omar Fraile har slet ikke vist form i år. Brandon Rivera er formstærk, men en smule overmatchet, og Ben Turner har aldrig ramt formen.
Alpecin-Deceuninck: Det må handle om Van der Poel. Quinten Hermans viste til slut i onsdags, at han er for langt fra fordums styrke, og vi så også, at det er for tidligt for unge Axel Laurance, der ikke havde kræfter til at deltage i spurten. Søren Kragh så godt ud, men det er svært at se, at de tør spille ham eller formstærke Gianni Vermeersch ud, når de har så stærkt en kaptajn.
Team Visma | Lease a Bike: De erklærede kaptajner er Benoot og Jorgenson, men jeg er ret spændt på kometen Per Strand Hagenes, der har gjort det fint i Flandern og Roubaix og her måske kan få mere frihed. Lige så spændt er jeg på den anden komet Johannes Staune-Mittet, der endelig har fundet formen, men som ren klatrer er han ikke skabt til dette løb. Milan Vader synes i en lang formkrise.
Soudal-Quick Step: Det ligner endnu et svært løb. Mest spændende er den lovende William Junior Lecerf, der ikke passer helt dårligt til løbet, men som nok mangler lidt for meget, samt Mauri Vansevenant, der kan komme relativt langt, hvis den stigende formkurve fra Catalonien er fortsat. Louis Vervaeke skuffede fælt i onsdags, hvor han var kaptajn, og Antoine Huby mangler for meget.
Team dsm-firmenich PostNL: Onley ligner det bedste bud. Også Warren Barguil er kaptajn, men han var på et bekymrende niveau i Baskerlandet. Den tredje erklærede kaptajn er Kevin Vermaerke, der har gjort det godt og kan komme relativt langt, men hvis form er ukendt efter en lang pause. Unge Frank van den Broek har manglet lidt for meget.
BORA-hangrohe: Bedste bud ligner Schachmann. Jokeren er Matteo Sobrero, der er skræddersyet til løbet og var bedre end nogensinde i Sanremo, men den italienske lottokupon var helt væk i Baskerlandet, hvor også Roger Adria var formsvag. Bob Jungels var bedre, men har ikke vist det tilstrækkelige niveau. Mere spændende er Giovanni Aleotti, der har vist fremgang i år, men stadig mangler en del. Frederik Wandahl har ledt efter formen i år, og det er for tidligt for unge Alexander Hajek.
Astana Qazaqstan Team: Holdet har tre fine bud. Bedst chance har nok Velasco, men Christian Scaroni, der ikke har kørt siden Sanremo, har også gjort enorme fremskridt og er samme type som Velasco. Det er også Samuele Battistella, der endelig har fundet formen, men vi har til gode at se ham helt fremme på dette niveau. Det samme gælder for Anthon Charmig, der derfor nok er hjælper.
Team Jayco AlUla: Matthews er den erklærede kaptajn. Mauro Schmid har ikke nået at finde formen efter sin skade, og Felix Engelhardt har skuffet i år, mens det er for tidligt for Anders Foldager.
Intermarché-Wanty: Lorenzo Rota er vel bedste bud, men han er stadig langt fra sit bedste, senest i Baskerlandet. Unge Francesco Busatto er uhyre spændende i dette løb, men efter det stærke Strade har han manglet for meget i sine seneste tre løb. Vito Braet har gjort det godt, senest i onsdags, men dette løb bør være for hårdt, mens Georg Zimmermann har skuffet hele året, og Alexy Faure Prost har manglet for meget.
Lidl-Trek: Med Skjelmose, Bagioli og Skujins har holdet tre gode bud. Bauke Mollema og Sam Oomen er for langt fra fordums styrke.
Decathlon AG2R La Mondiale Team: Cosnefroy må være kaptajn med Lapeira som joker. Dorian Godon klatrer bedre end nogensinde og kan komme langt, men han kan næppe overleve en UAE-massakre, som det også gælder for den i år lidt skuffende Pierre Gautherat samt de to velkørende Oliver Naesen og Damien Touzé.
Arkea-B&B Hotels: Vauquelin ligner det bedste bud. Den anden erklærede kaptajn er Vincenzo Albanese, der passer perfekt til løbet og imponerede i Flandern, men siden har han skuffet lidt, særligt i Camembert og senest i onsdags, hvor han udgik med bekymrende maveproblemer. Simon Guglielmi har potentiale, men har ledt efter formen i år, som det også gælder for Laurens Huys, mens Matis Louvel gør sæsondebut efter sin lange skadespause.
Groupama-FDJ: Gregoire og Madouas er de bedste bud, men holdet har en farlig joker i Stefan Küng, der kørte med de allerbedste i 2022. Han har dog ikke haft en helt så overbevisende brostenskampagne i år og skal være på 100% for at være med på denne rute. Quentin Pacher kan komme langt, men er i denne trup nok primært hjælper, som det også gælder for formsvage Remy Rochas.
Bahrain-Victorious: Bilbao ligner bedste bud. Den anden erklærede kaptajn er Fred Wright, men selvom han endelig rejste sig i Roubaix, har han ikke vist de klatreben, han havde, da han var bedst. Løbet er for svært for Nicolo Buratti, der ellers gjorde det godt i onsdags.
Cofidis: Ion Izagirre er formentlig bedste bud, men selvom han som altid fandt formen i Baskerlandet, vil det undre, hvis vi ser ham helt remme i et løb, der passer ham dårligere. Det passer perfekt til Axel Mariault, men efter den lovende start i Australien har han haft det lidt svært på det sidste. Ben Hermans viste lidt livstegn i onsdags, men er for langt fra fordums styrke, som det også gælder for Gorka Izagirre.
Movistar Team: Alex Aranburu kom i Baskerlandet ret stærkt tilbage fra sin lange skadespause, men selvom han passer til løbet, har han stadig til gode for alvor at hævde sig her. Davide Formolo rejste sig i Strade, men viste ingen lovende takter i Baskerlandet. Holdet har en joker i den genrejste Ivan Garcia Cortina, der på en god dag kan komme langt, men som havde et skuffende Roubaix og løb tør for kræfter i Flandern. Carlos Canal har skuffet efter den lovende start, men passer til løbet, der er for svært for Johan Jacobs.
TDT-Unibet Cycling Team: Holdet skal mest af alt ramme udbruddet. Bedste bud på et resultat er Jelle Johannink, der gjorde det godt både i onsdags og i Limburg. Adam Toupalik har efter den flotte kørsel i Italien skuffet i de seneste løb, og Zeb Kyffin har slet ikke vist form i år.
Uno-X Mobility: Holdet har et godt kort i Tobias Johannessen, der passer til løbet, men selvom han har vist klar fremgang både i Catalonien og i onsdags, har han manglet for meget. Det har også Odd Christian Eiking og Markus Hoelgaard, selvom de begge er hæderligt kørende. Mere formstærk er Andreas Leknessund, der passer dårligt til løbet, men kan komme langt ved at angribe tidligt. Det er lidt for svært for Martin Urianstad, mens Anders Johannessen stadig synes i endnu en formkrise.
Team Flanders-Baloise: Kamil Bonneu begynder endelig at vise form, men ikke nok til dette høje niveau, som det også gælder for en ellers velkørende Lars Craps.
Israel-Premier Tech: Teuns er den erklærede kaptajn, men de har en joker i Williams. Corbin Strong passer til løbet og kunne komme langt, men har skuffet gennem hele foråret, selvom han kørte en god spurt i onsdags. Krists Neilands synes ikke længere i den gode form, han havde i marts, og Simon Clarke viste livstegn i Sanremo, men kan næppe længere være med på dette niveau. Jakob Fuglsang kan i dag desværre kun være hjælper, som det gælder for Jake Stewart, der er tilbage efter endnu et styrt.
Lotto Dstny: De bedste bud må være Van Gils og Kron, der begge var i top 10 sidste år. Jenno Berckmoes har været god i år og passer til løbet, men er overmatchet, og det er nok for hårdt for Pascal Eenkhoorn, der ellers virker ret formstærk. Jonas Gregaard viste fremgang i onsdags, men har manglet en del i år.
Tudor Pro Cycling Team: Det må handle om Kamp. Lucas Eriksson har vist fremgang i år, men ikke nok til dette høje niveau.
Q36.5 Pro Cycling Team: Bedste bud er Gianluca Brambilla, men selvom han har gjort det pænt i år, har han manglet for meget til dette niveau. Damien Howson skuffede igen i Baskerlandet, hvor også David de la Cruz fortsatte med at skuffe. Sammen med Brambilla er Mark Donovan mest formstærk, men hans potentiale er begrænset, mens Walter Calzoni fortsat intet har vist i år.
Stjernernes betydning:
| Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder. | |
| De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere. | |
| Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering. | |
| Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig. | |
| Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering. |
| Mathieu van der Poel | |
| Juan Ayuso, Tom Pidcock | |
| Mattias Skjelmose, Joao Almeida, Brandon McNulty, Maxim Van Gils, Oscar Onley | |
| Dylan Teuns, Ben Healy, Romain Gregoire, Andrea Bagioli, Valentin Madouas, Maximilian Schachmann, Benoit Consefroy, Matteo Jorgenson, Michael Matthews, Kevin Vauquelin, Pello Bilbao, Richard Carapaz, Tiesj Benoot, Simone Velasco, Andreas Kron, Stephen Williams, Finn Fisher-Black, Alexander Kamp, Toms Skujins, Marijn van den Berg, Paul Lapeira | |
| Vincenzo Albanese, Stefan Küng, Christian Scaroni, Matteo Sobrero, Alex Aranburu, Per Strand Hagenes, Dorian Godon, Corbin Strong, Quentin Pacher, Samuele Battistella, Johannes Staune-Mittet, Jan Christen, Axel Laurance, Søren Kragh, Warren Barguil, Ion Izagirre, Gianni Vermeersch, Georg Zimmermann, Andreas Leknessund, Davide Formolo, Lorenzo Rota, Michal Kwiatkowski, Quinten Hermans, Kevin Vermaerke, Tobias Johannessen, Ivan Garcia Cortina, William Junior Lecerf, Mauri Vansevenant, Simon Clarke, Mikkel Honoré, Odd Christian Eiking, Bob Jungels, Marc Hirschi, Jenno Berckmoes, Krists Neilands, Simon Clarke, Omar Fraile, Francesco Busatto, Pascal Eenkhoorn, Vito Braet, Louis Vervaeke, Mark Donovan, Milan Vader, Axel Mariault, Carlos Canal, Fred Wright, Giovanni Aleotti, Gianluca Brambilla, Simon Guglielmi, James Shaw |
Annonce
Annonce
Vuelta España Femenina(2.WWT) 28/04-05/05
Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05
Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05
Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05
Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05
Circuit de Wallonie(1.1) 09/05
Itzulia Women(2.WWT) 10/05-12/05
Tour du Finistère(1.1) 11/05
Annonce
Annonce
|
Alpecin-Deceuninck |
|
Arkéa - B&B Hotels |
|
Astana Qazaqstan |
|
Bahrain Victorious |
|
Bora-Hansgrohe |
|
Cofidis |
|
Decathlon AG2R La Mondiale |
|
EF Education - EasyPost |
|
Groupama-FDJ |
|
INEOS Grenadiers |
|
Intermarché - Wanty |
|
Lidl - Trek |
|
Movistar Team |
|
Soudal - Quick Step |
|
Team DSM-Firmenich PostNL |
|
Team Jayco AlUla |
|
Team Visma | Lease a Bike |
|
UAE Team Emirates |
Annonce
Log ind med Facebook!
Ung WorldTour-dansker til trods for vanskelig sæsonstart: Dét giver motivation
Pidcock mangler kun øverste trin på Amstel-podiet: Måske er Van der Poel faldet lidt ned
Skjelmose: Sådan skal jeg vinde Amstel
Matthews drømmer om Amstel-sejr
"Det er helt vildt," siger Søren Kragh om Alpecins historiske sæson