Optakt: Dwars door Vlaanderen

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Løbets rolle og historie

I årtier havde sidste del af Den Flamske Cykeluge, der er rammen om de største brostensklassikere på belgisk jord, den samme afslutning. Efter en indledning, der bød på Dwars door Vlaanderen som onsdagsopvarmning og siden 2010 derefter E3 Harelbeke og Gent-Wevelgem om fredagen og søndagen - før 2010 udgjorde E3 og Brabantse Pijl den første weekend i den berømte uge - var det fast tradition, at det lille etapeløb 3 Dage ved Panne fungerede som sidste opvarmning til Flandern Rundt i løbet af ugen, der leder op til det flamske monument

Sådan er det ikke længere. Den uhyre magtfulde arrangør Flanders Classics, der står for alle de største flamske endagsløb undtagen E3 og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, var længe på udkig efter en model, som kunne give større status til Dwars door Vlaanderen, der som regel ikke kunne tiltrække de største stjerner. Med en placering bare fire dage efter Milano-Sanremo og to dage inden E3 skippede de store navne som regel den lille midtugeklassiker til stor frustration for mændene bag Flanders Classics. I 2017 tog man første skridt ved at sikre løbet WorldTour-status, men det havde kun delvist den ønskede effekt, da navne som Peter Sagan og Greg Van Avermaet fortsat ikke lod sig friste til at stille til start.

Læs også

Optakt: 6. etape af Giro d’Italia

Løsningen lå lige for. Organisationen blev lun på ideen om at overtage den eftertragtede placering, som 3 Dage ved Panne i mange år havde haft monopol på, og man var ikke for ublu til at benytte de mange muskler til at presse den lokale cykelklub i De Panne, der på imponerende vis havde stået bag et af Belgiens største etapeløb i årtier, væk. Meldingen kom i efteråret 2017, hvor løbsdirektør Wim Vandenhaute sejrssikkert meldte ud, at hans løb fremover ville blive afviklet onsdagen inden Flandern Rundt, og trods højlydte protester fra De Panne lod han sig ikke rokke. Det blev hurtigt klart, at Vandenhaute havde opbakning fra UCI, og derfor måtte den lille cykelklub kaste håndklædet i ringen.

Resultatet blev, at Dwars door Vlaanderen i 2018 for første gang afvikledes midt i Den Flamske Cykeluge som den fjerde af de fem WorldTour-klassikere, der nu udgør hjertet af den flamske klassikersæson, mens 3 Dage ved Panne måtte lade sig reducere til en endagsløb, der nu afvikles på Dwars door Vlaanderens gamle plads onsdagen inden E3.

Dermed har Flanders Classic fået det præcis, som de vil have det, og håbet er, at det fremover vil kunne tiltrække sportens store stjerner. I 10erne skippede de ganske vist i stort tal 3 Dage ved Panne, der har været anset for lidt for stor en mundfuld for klassikerrytterne efter to hårde endagsløb på tre dage og med udsigt til et stort monument bare fire dage senere. Flanders Classics håber, at et endagsløb vil være en mere overkommelig affære og derfor mere attraktiv, på samme måde som Scheldeprijs ofte har held til at tiltrække mange topnavne onsdagen mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix. For at gøre løbet endnu mere attraktivt har man samtidig gjort distancen kortere og ruten langt lettere, så det nu sammen med det nye endagsløb i De Panne fremstår som det letteste af de fem WorldTour-klassikere og med en større appel til sprinterne end tidligere.

Effekten er ikke udeblevet. Selvom løbet som nyt på WorldTouren ikke har haft krav på deltagelse fra alle WorldTour-hold, var FDJ i 2018 det eneste hold fra det fineste selskab, der ikke stillede til start. Samtidig var stort set alle de allerstørste klassikerstjerner med, og blandt de store favoritter til Flandern Rundt var det kun Peter Sagan, Michal Kwiatkowski, den sygdomsramte Sonny Colbrelli, Matteo Trentin samt Arnaud Demare, der ikke var at finde i feltet. Hovedaktørerne skuffede heller ikke, da de intet holdt tilbage inden søndagens monument og udnyttede de vanskelige vejrbetingelser til at give publikum et forrygende cykelløb.

Den tendens fortsatte i 2019, hvor alle WorldTour-hold for første gang var med, og sådan var det også i 2021, hvor alle de bedste hold var med. Selvom man måtte leve uden Wout van Aert, var det ikke et ringe udkomme, at Mathieu van der Poel, Julian Alaphilippe og Kasper Asgreen alle prioriterede løbet højere end Gent-Wevelgem. I 2022 var tendensen til gengæld knap så udtalt. Igen var alle WorldTour-holdene til start, men mange af de største navne sparede sig. Man fik dog et boost af, at Mathieu van der Poel skulle bruge et brostensløb efter sin skade, og af at Tadej Pogacar skulle føle sine første brosten inden debuten i Flandern Rundt.

Sidste år var det endnu værre. Den tiltrækningskraft, løbet i starten havde, syntes forsvundet. Alle WorldTour-hold var ganske vist med, men de største favoritter til Flandern Rundt udeblev. Van Aert droppede løbet for tredje år i træk, og nu manglede Van der Poel heller ikke løbskilometer. Pogacar skulle have kørt løbet, men valgte i sidste ende i stedet E3, og dermed manglede man de tre største Flandern-favoritter. Man kan dog stadig glæde sig over deltagelse af stærke Flandern-kandidater som Dylan van Baarle, Stefan Küng, Valentin Madouas, Mads Pedersen, Tiesj Benoot, Tom Pidcock, Filippo Ganna, og Julian Alaphilippe samt en hel række outsidere.

Heldigvis er der bedring at spore i år. Alle WorldTour-holdene er igen med, og denne gang har man fået et gigantisk boost af Van Aerts deltagelse. Når man samtidig kan præsentere den nylige vinder af Gent-Wevelgem, Mads Pedersen, Jasper Philipsen, Jasper Stuyven, Laurence Pithie, Valentin Madouas, Tiesj Benoot, Stefan Küng, Alberto Bettiol, Tim Wellens, Biniam Girmay, Jonathan Milan, Julian Alaphilippe og Jan Tratnik, er mange af topkandidaterne til det flamske monument. Man kommer dog aldrig uden om, at der altid vil være store navne, der skipper løbet, som det i år gælder for blandt andre Van der Poel, Matej Mohoric og Kasper Asgreen.

Kalenderplaceringer har givet en risiko for, at hovednavnene som i Scheldeprijs blot vil bruge løbet som træning - som det i mange år også har været tilfældet i De Panne - men sådan har det slet ikke være i de første udgaver. Derudover betyder den nemmere rute, at løbet er blevet et stort mål for sprinterne, der ser det som et af fire flamske løb, de kan vinde. Sammen med Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Gent-Wevelgem og Scheldeprijs udgør det en sprintervenlig klassikerserie, og det er derfor ikke overraskende, at navne som Jasper Philipsen, Jonathan Milan, Alexander Kristoff, Jordi Meeus, Kaden Groves, Arnaud Demare og Sebastian Molano alle stiller til start denne onsdag.

Dwars door Vlaanderen er som sagt den mindste og mindst prestigiøse af de belgiske klassikere i Den Flamske Cykeluge. Den status skyldes imidlertid ikke en mangel på historie, idet den første udgave blev afviklet helt tilbage i 1945, og siden da har løbet endda været afholdt hvert år bortset fra i 1971 og coronråret 2020. Løbet var oprindeligt et to dage langt etapeløb, men siden 1965 har det været afholdt som endagsløb.

Læs også

Dansker udgået efter styrt

Fra starten var det hovedsageligt en belgisk affære, men gradvist gjorde også hollænderne deres indtog. Det tog imidlertid noget tid for løbet at vinde international anerkendelse, og det var først i 1993, at Olaf Ludwig blev den første vinder fra et tredje land. Den virkelige internationalisering er et relativt nyt fænomen, men i de seneste 15 år er løbet gradvist vokset til en begivenhed på højeste niveau og et vigtigt mål for ethvert hold med ambitioner i brostensklassikerne. Kulminationen på denne udvikling blev nået i efteråret 2016, hvor det blev meddelt, at den belgiske semiklassiker var en del af den gruppe af løb, der har opnået optagelse på WorldTouren, og det er altså målet, at den nye kalenderplacering vil fortsætte med at løfte dets prestige.

Løbet har traditionelt været en perfekt chance for de vigtigste hjælperyttere og de unge talenter til at gå efter lidt personlig succes, inden de i de største løb stiller sig til rådighed for de store stjerner. Det er således ingen tilfældighed, at syv af de seneste elleve udgaver alle er vundet af ryttere lige under toppen af klassikerhierarkiet, og det har ofte givet en god indikation på, hvem der har kunnet overraske i de følgende uger. Niki Terpstra vandt eksempelvis to gange, inden han etablerede sig som et af sportens hovednavne, og løbet blev scenen, der afslørede den fulde rækkevidde af hans talent. I de senere år er det Yves Lampaert, der med to sejre i træk afslørede, at han snart var klar til at være med i front også i de største løb. Med den stærkere startliste ser det dog ud til, at den tendens vil være dalende i fremtiden, og Mathieu van der Poel har da også vundet to af de seneste udgaver.

De flamske løb kan inddeles i to kategorier. Scheldeprijs, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Gent-Wevelgem er løb, som sprinterne kan have som realistiske mål, og som har et ganske fast format, der bestemmes af deres historie og deres navne. I den anden kategori findes Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der er løb for de hårde drenge og klassikerspecialisterne. Dette er de sande flamske klassikere, der alle er designet på samme vis. Rutekortet er en kompliceret affære, hvor rytterne kører zigzag igennem et ganske lille område i De Flamske Ardenner, og hvor feltet ofte kører frem og tilbage ad de samme veje, der benyttes igen og igen. Alle de berømte hellingen, små brostensbelagte stigninger, der er kendt fra Flandern Rundt, findes på dette lille areal, og det er ganske let for arrangørerne at variere ruten fra år til år og ændre på de stigninger, der indgår.

Dwars door Vlaanderen falder imellem disse to stole. Rutedesignet placerer det i den anden kategori, da løbet har bevæget sig fra dets centrum i Waregem ud til De Flamske Ardenner langs en kompliceret rute, inden man kører tilbage til mål. På den anden side har ruten været nemmere end i de større løb, og det har betydet, at sprinterne af og til har haft en chance. Selvom løbet i de senere år er blevet gjort hårdere - i hvert fald indtil kalenderændringen - har gode vejrbetingelser før givet muligheder for de hurtige afsluttere. Tidligere sluttede løbet med omgange på en flad rundstrækning, og det gav endnu bedre mulighed for, at der kunne ske en regruppering, men den ide opgav arrangørerne for nu ca. 15 år siden i et forsøg på at skabe mere udskilning. Robbie McEwen var blandt de ryttere, der protesterede højlydt, men trods hans klager er løbet alligevel flere gange siden dengang blevet afgjort i en spurt.

Fra og med 2018 er ruten som sagt gjort endnu nemmere i et forsøg på at tiltrække flere store navne. Den grundlæggende struktur er uforandret, men denne gang undlader man hovedparten af de vanskeligste stigninger i De Flamske Ardenner. Juryen er stadig ude i forhold til, hvilken effekt det vil have, hvis vejret ikke som i 2018 er dårligt, men i teorien har ændringen i hvert fald gjort løbet mere sprintervenligt. Alligevel har vi ikke set én eneste spurt i tiden på WorldTouren, selvom det har været tæt på, ikke mindst i 2021.

Det var man igen i 2023, hvor man for anden gang i træk havde en endnu lettere rute end tidligere. Det så ellers længe ud til, at en gruppe med Christophe Laporte, Tiesj Benoot, Stefan Küng, Valentin Madouas, Jhonatan Narvaez, Quinten Hermans, Mikkel Honoré og Neilson Powless, der var kørt væk på bakkerne og havde hentet de tidlige udbrydere Oier Lazkano og Alexander Kristoff skulle afgøre løbet, men i det taktiske spil gik farten ud af gruppen. Det lykkedes dog Laporte at køre alene væk og tage sin anden store brostenssejr på fire dage, og minsandten om det ikke også lykkedes for Lazkano efter en hel dag i front samt Powless akkurat holde feltet bag sig. De øvrige blev imidlertid hentet, og Jasper Philipsen vandt feltets spurt i samme tid som Lazkano og Powless. Laporte er desværre stadig ude med sygdom og siddesår og må derfor droppe sit titelforsvar, og da Powless ligeledes er ude med en skade, bliver Lazkano eneste genganger fra det seneste podium.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Ruten

Som sagt betyder ruten, at Dwars door Vlaanderen falder i samme kategori som Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad og E3 Harelbeke, der alle deler den samme grundlæggende struktur. Løbene indledes med et langt, fladt stykke, der fungerer som opvarmning, inden man rammer en række af hellingen og brostensstykker i anden halvdel. Det er her, udskilningen skabes, inden løbene afsluttes med endnu et fladt stykke tilbage til mål. Hvad der gør løbene forskellige, er deres distancer og start- og målbyer, og det er i høj grad disse forhold, der bestemmer deres sværhedsgrad

Tidligere sluttede løbet med et par omgange på en flad rundstrækning i Waregem, og det gjorde det til et godt løb for sprintere og gav det ligheder med Kuurne-Bruxelles-Kuurne. For at gøre løbet hårdere droppede arrangørerne imidlertid den ide, hvormed det blev mere beslægtet med Flandern Rundt og E3 Harelbeke. Siden da har det været meget sværere for sprinterne, og kun i 2016 er det endt i en spurt, mens det i 2011, 2014, 2021 og 2023 akkurat lykkedes henholdsvis duoen Nick Nuyens-Geraint Thomas, Niki Terpstra, Dylan van Baarle og senest Christophe Laporte, Oier Lazkano og Neilson Powless at holde feltet bag sig.

Læs også

Jury truede Pogacar med diskvalifikation

Siden 2018 har ønsket om at tiltrække flere stjerner som nævnt ovenfor betydet, at man har omlagt ruten fuldstændig, reduceret distancen med ca. 25 km og gjort løbet langt lettere. Strukturen med et indledende fladt stykke som opvarmning og en kringlet tur rundt i De Flamske Ardenner efterfulgt af et fladt stykke tilbage til Waregem er bibeholdt, men turen rundt i den kuperede zone er afgørende forandret. Væk er de berømte og meget svære stigninger Paterberg og Oude Kwaremont, der forsvandt med ruteomlægningen i forbindelse med kalenderændringen i 2018. Blandt områdets svære stigninger var det herefter kun Taaienberg, der fortsat var på menuen, men den var placeret med mere end 50 km til mål. De afsluttende stigninger var alle betydeligt lettere, selvom Knokteberg før har vist sig i stand til at gøre forskelle.

I 2022 ændredes ruten igen markant. Arrangørerne ville nemlig undgå for mange farlige passager, der kunne få stjernerne til at skippe løbet, der afvikles kort inden Flandern Rundt, og derfor blev det et farvel til løbets sværeste stigning, Taaienberg, der ligesom Kluisberg og Stationsberg forsvandt fra ruten. I stedet introduceredes tre meget ukendte bakker, der ikke bruges i de øvrige flamske løb, nemlig Zeelstraat, Stooktestraat og Ladeuze, ligesom der introduceres to ekstra pavéer, hvoraf særligt Den Doorn er ganske svær. Udover tabet af Taaienberg var en anden ”pris” for omlægningen, at Knokteberg nu kom med mere end 50 km til mål og ikke som tidligere 35 km fra stregen, men det var arrangørernes forventning, at den nye Ladeuze, der var placeret med samme afstand til mål, som vi tidligere så med Knokteberg, kunne overtage rollen som den sidste plads til at gøre væsentlige forskelle.

Modellen genbrugtes i alt væsentligt sidste år, men alligevel var der ændringer. Knokteberg og Ladeuze lå nogenlunde, hvor de gjorde i 2022, men man indlagde to ekstra flade pavéer i finalen, nemlig Huisepontweg og en ekstra passage af Herlegemstraat. Derudover erstattes den sidste stigning, Holstraat, med en lidt vanskeligere bakke i Nokere, men begge bakker er ganske lette. Endelig ændres der lidt på den tidlige del af løbet, hvor den de to første stigninger var nogle andre end dem, der blev benyttet i 2022, mens den nye stigning Stooktestraat og en passage af Hotond udgik og ikke erstattedes. Samlet set betød det, at antallet af stigninger faldt fra 13 til 11, men til gengæld betød ændringen i finalen, at antallet af flade pavéer øgedes fra 6 til 8.

Det var til gengæld også nok ændring for denne gang, for i 2024 genbruger man praktisk talt 2023-ruten, idet man blot foretager nogle helt ligegyldige modifikationer af den flade, indledende del, selvom det betyder, at man tidligt i løbet som noget nyt skal over Hellestraat-stigningen

Byen, der definerer Dwars door Vlaanderen, er Waregem, som ligger midt i hjertet af De Flamske Ardenner og er løbets målby. Som i alle andre flamske storløb indleder rytterne Dwars door Vlaanderen med at køre adskillige kilometer i fladt terræn. Det nu bare 188,6 km lange løb indledes i Roeselare vest for Waregem, og herfra bevæger man sig ad flade veje ud på en lille sløjfe mod nordøst for herefter at køre mod sydøst og nordøst til hovedbyen, som passeres efter 28,1 km, dog uden en passage af målstregen. På dette tidspunkt er det tidlige udbrud vanligvis blevet etableret efter en meget hektisk indledning, og løbet har fundet en stabil rytme.

Efter passagen gennem Waregem er det tid til at bevæge sig ind i De Flamske Ardenner, der er placeret sydøst for byen. Således kører rytterne igennem fladt terræn mod sydøst ned mod bakkerne, hvor man snor sig nu i De Flamske Ardenner og undervejs kører rundt på en lille rundstrækning i terrænet for at ramme flere af bakkerne. Forinden skal man dog i år som noget nyt over Hellestraat (1500 m, 3,8%, max. 10%) efter 52,0 km og igen over pavéen Varentstraat (2000 m) efter 55,1 km, hvorefter det går mod nordøst frem til Oudenaarde, der nås efter 67,3 km og markerer starten på stigningerne. Herfra er ruten den samme som sidste år.

Den nye rute er primært karakteriseret af asfaltstigningerne Knokteberg/Cote de Trieu (1100 m, 7,0%, max. 11,8%), som altid er et nøglepunkt i løbet, samt Hotond (1200 m, 3,1%, max. 6,5%), der begge skal passeres to gange. Fra Oudenaarde kører man dog som sidste år først mod øst op ad Volkegemberg (1100 m, 4,8%, max. 10%), der har top efter 71,2 km, hvorefter man med det samme skal over pavéen Holleweg (600 m), der indledes på toppen. Nu følger et længere stykke, hvor man primært kører mod sydvest, indtil man for første gang skal op over Hotond (1200 m, 3,1%, max. 6,5%), der har top efter 88,1 km. Umiddelbart herefter skal man for første gang op ad Knokteberg (1100 m, 7,0%, max. 11,8%), der nu har top efter 95,5 km.

Her kørte man i 2022 den nye Stooktestraat (900 m, 5,6%, max. 10%) og endnu en passage af Hotond (1200 m, 3,1%, max. 6,5%), men de droppes. I stedet kører man direkte frem til Kortekeer (900 m, 6,5%, 9,8%), der passeres med 85,4 km igen, og hvor man rammer sidste års rute. Bare 2,2 km senere skal man over den 2,4 km lange Mariaborrestraat-pavé, men som i 2022 kører man udenom løbets traditionelle nøglepunkt med Steenbeekdries og den svære Taaienberg. I stedet kører man mod øst og syd ad næsten 10 flade kilometer, inden man kører mod sydøst op ad den brostensbelagte Berg ten Houte (1100 m, 6%, max. 21%) med 71,6 km igen.

Kort efter går det mod nordvest op ad Kanarieberg (1000 m, 7,7%, max. 14%) ned 65,9 km igen, men derefter melder sig igen et længere fladt stykke, når man snor sig mod vest igennem udkanten af Ronse, inden det for anden gang i løbet går mod nord op ad Knokteberg/Cote de Trieu (1100 m, 7,0%, max. 11,8%), der plejer at være det sidste og afgørende nøglepunkt, men nu kommer allerede med 52,9 km igen. Derfra går det uden en nedkørsel direkte mod øst frem til anden og sidste passage af Hotond (1200 m, 3,1%, max. 6,5%), der passeres med 49,3 km igen. Igen går det derefter mod nord til anden og sidste passage af Mariaborrestraat-pavéen (2400 m), der kommer med 42,8 km igen.

Læs også

Flere ryttere udgår af Giroen

Nu sættes kursen mod nordvest og nord, idet man forlader De Flamske Ardenner for at køre tilbage mod Waregem. Som i 2022 sker det ved, at man umiddelbart efter Mariaborrestraat skal over Ladeuze (1200 m, 5,6%, max. 11%) med 38,1 km igen. Herefter går det tværs igen gennem Oudenaarde, målbyen for Flandern Rundt, i hvis udkant man igen i år skal over den vanskelige pavé Doorn (900 m) med 29,4 km igen. Herefter sker der imidlertid noget nyt, når man som sidste år næsten med det samme skal over pavéen Huisepontweg (1600 m), der rammes med 26,9 km, inden man rammer det velkendte indløb fra tiden før 2022-ændringen, når man kører mod vest frem til den brostensbelagte Nokereberg (500 m 5,7%, max. 6,7%), der kommer 21,8 km fra stregen, hvilket er ca. 11 km længere fra mål end før 2022-udgaven. Modsat i 2022 skal man nu for første gang over Herlegemstraat (800 m) med 19,1 km igen. Ligesom i 2022 kører man nemlig nu mod vest ind til udkanten af Waregem.

Nu kører man en omgang på en rundstrækning, men i modsat retning af, hvad man gjorde i 2022. Det betyder, at man ligesom i 2022 skal op ad en bakke til byen Nokere, men hvor det i 2022 var via Holstraat-stigningen, er det nu en ny stigning, Nokere (750 m, 5,7%, max. 6,7%), hvis top passeres med 9,2 km. Den nye rækkefølge betyder også, at sidste udfordring ikke er en bakke, men derimod en anden og sidste passage af Herlegemstraat (800 m), der kommer med 6,3 km igen.

Derfra går det igen ad samme vej som tidligere mod vest ind til Waregem, hvor man denne gang fortsætter helt ind til centrum ad helt flade veje, inden en teknisk finale, der ligesom i 2022 er mere kringlet end tidligere, venter. Således kommer der en hel serie af sving på de sidste 3 km, nemlig med hhv. 3000 m, 2000 m, 1700 m og 1100 m igen, inden det går ad en lige vej frem til to sene sving med hhv. 400 og 300 m igen.

Ruten blev som sagt nytænkt i 2018 og 2019, hvor den var helt identisk begge år, med den væsentlige ændring, at Paterberg og Oude Kwaremont tidligere blev passeret med ca. 35 km til mål. De sidste ca. 30 km var imidlertid de samme som i 2017. I 2021 blev der foretaget et par mindre, men ikke væsentlige justeringer, mens ruten altså som sagt i 2022 gennemgik en større ansigtsløftning, der med visse modifikationer, særligt i finalen, genbrugtes i 2023 og nu igen i år.

Løbet byder på i alt 1474 højdemeter, hvilket er ca. 50 flere end i 2023, godt 150 færre end i 2022, ca. 50 flere end i 2021 og ca. 250 flere end i 2019.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Læs også

Pogacar efter udbrudssejr: Måske var det ikke den bedste taktik

Vejret

Som anført har vejret altid været en helt afgørende faktor i Dwars door Vlaanderen, hvor forholdene i høj grad bestemmer løbets hårdhedsgrad. Dårligt vejr har øget chancen for udskilning, men sprinterne har haft en langt bedre mulighed, hvis vejret er godt.

I år kan vejret igen komme til at spille en rolle, da det vil være meget blæsende. Det bør hold tørt med en beskeden bygerisiko på 10-20%, og det vil være overskyet med kun lidt sol og en temperatur på 10-12 grader. Vinden vil være den mest markante faktor, da der vil blæse en frisk til hård vind fra syd (26-31 km/t). Det giver hovedsageligt mod- og sidemodvind i den indledende fase og derefter vind fra alle retninger på den kringlede tur rundt i De Flamske Ardenner. Fra bunden af sidste passage af Knokteberg får man i finalen næsten uafbrudt med- og sidemedvind - herunder direkte medvind på både Knokteberg og Ladeuze frem til Huisepontweg, hvorfra der vil være forskellige former for sidevind næsten resten. Det gælder således både på den sidste stigning og den sidste pavé. Slutteligt får man mod- og sidemodvind med 3 km, hvilket varer ved indtil man med 400 m igen får sidevind og med 300 m igen medvind.

Favoritterne

Med den nye rute og den nye kalenderplacering, som vi fik i 2018, er Dwars door Vlaanderen reelt at betragte som et helt nyt løb. Ikke blot har den nye, lettere rute i sig selv betydet usikkerhed om, hvad vi kan forvente. Det langt stærkere felt har også betydet, at løbet er blevet tilført en helt ny dynamik. Tidligere var det primært et løb for unge talenter og luksushjælperyttere, men nu stiller de fleste hold med deres store stjerner.

Forud for 2018-udgaven skabte det en del usikkerhed om, hvorvidt det ville blive et sprinterløb eller ej. Det viste sig hurtigt, at det dårlige vejr umuliggjorde det for folk som Elia Viviani og Dylan Groenewegen, der ellers havde gjort det til et mål, og i stedet blev det et løb for de hårde drenge. Alligevel viste det sig også tydeligt, at finalen var en anelse for let, og derfor blev det en temmelig taktisk affære, hvor blandt andre Tiesj Benoot og Greg Van Avermaet spillede deres kort en anelse for tidligt, og derfor ikke kom med, da det afgørende fremstød kørte. Med andre ord var det en kombination af gode ben og tilfældigheder, der afgjorde, at det lige præcis blev Yves Lampaert, Mike Teunissen, Sep Vanmarcke, Edvald Boasson Hagen og Mads Pedersen, der kørte finale, for blandt dem var det kun Vanmarcke, der var blandt de bedste på de sværeste hellingen.

I 2019 var vejret bedre, og også her lykkedes det at undgå en spurt. Det skyldtes en Mathieu van der Poel, der med kløe i benene angreb allerede anden gang op ad Knokteberg med hele 62 km igen. Han lå længe ude foran sammen med Anthony Turgis og Ivan Garcia Cortina - efter at Kasper Asgreen var røget af grundet en punktering - men de blev næsten hentet inden sidste passage af Knokteberg, hvor det dog lykkedes Tiesj Benoot og Bob Jungels at køre op til Turgis, Van der Poel og Lukas Pöstlberger, der var overlevet fra det tidlige udbrud. I et vildt forfølgelsesløb lykkedes det dem herefter at snyde feltet med 16 sekunder, og bag dem havde løbet trods alt været så hårdt, at kun ca. 60 mand var tilbage i det felt, hvis spurt blev vundet af Danny van Poppel.

I 2021 var vi endnu tættere på en spurt. På en sjælden offday var Van der Poel ufatteligt passiv, og selvom det splittede mange gange undervejs, var det kun Dylan van Baarles vilde vanvidsridt over mere end 50 km, der forhindrede en spurt i et felt på godt 50 mand - i hvert fald hvis man ser bort fra at Christophe Laporte med et snigerangreb til sidst kunne sikre sig 2. pladsen foran Tim Merlier, der vandt spurten. Med andre ord fik vi i de tre første udgaver ikke en spurt, men vi var meget tæt på i to ud af de tre udgaver, og det var kun i 2018-udgaven møgvejr, at sprinterne var helt ude af billedet.

Den udvikling viser, at Dwars door Vlaanderen med den rute, man brugte til de tre udgaver, var lidt af et sært misfoster. På den ene side kunne vi i hvert fald under de rette vejrbetingelser få et hårdt, selektivt løb, men selv i det tilfælde var finalen så let, at det også blev et spørgsmål om taktik og ikke kun gode ben. Omvendt var løbets eneste meget svære stigning, Taaienberg, placeret meget langt fra mål, og derfra var de resterende bakker så lette, at sprinterne havde ganske gode chancer for at sidde med - også selvom vi i 2019 så, at løbets anden nøglestigning, Knokteberg, kunne gøre forskellen. I godt vejr krævede det i hvert fald en ret determineret indsats fra de hårde drenge at holde en frontgruppe fri efter passagen af Taaienberg, men det lykkedes altså akkurat i både 2019 og 2021.

Endnu mere kompliceret har det været af, at ingen i første omgang anede, hvordan de store navne ville gribe løbet an. Scheldeprijs har en lignende kalenderplacering og bliver af stort set alle klassikerstjernerne bare brugt til forberedelse frem mod Paris-Roubaix. Forskellen er imidlertid, at det løb har en helt anden og langt mere sprintervenlig rute, der gør det helt uegnet for de hårdføre typer. Dwars door Vlaanderen indbyder meget mere til at køre rigtigt cykelløb. På den anden side gjorde dele af 3 Dage ved Panne det samme, ligesom Gent-Wevelgem også havde en ganske hård rute, da det lå imellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Alligevel blev begge disse løb med deres gamle kalenderplacering meget ofte betragtet som forberedelse.

Nu ved vi heldigvis mere. Mange stjerner skipper i dag onsdagens løb, men de ryttere, der stiller op, gør det ikke bare for at træne. Heldigvis har de foregående udgaver vist, at der ikke er blevet holdt noget tilbage, og putter man et nummer på ryggen onsdag er det for at vinde.

Læs også

De Gendt rager sig uklar med Visma-stjerne

Nu blev det hele så endnu mere kompliceret af den markante ruteomlægning i 2022. Det er svært ikke at se det som et betydeligt lettere løb. Taaienberg er helt væk, og Knokteberg kommer nu ikke med 35 km igen, men med mere end 50 km igen. Man har forsøgt at lægge Landeuze ind som en erstatning for Knokteberg, men selvom den beskrives som svær, er dataene ikke imponerende, og den er i hvert betydeligt lettere end forgængeren.

I 2022 havde løbet 200 højdemeter mere end i 2021 og hele 400 højdemeter mere end i 2019, men nu har man som sidste år, hvor ruten var stort set den samme som i år, fjernet to tidlige stigninger, så vi igen ryger ned på niveauet fra 2021. Til gengæld betyder de to ekstra pavéer i finalen samt den hårdere sidste bakke op til Nokere, at der bliver ekstra mulighed for at gøre forskelle til sidst, men de udfordringer er så små, at de kun kan bruges til at afgøre tingene, hvis vi har en lille gruppe til sidst. Hvis vi har et stort felt, når vi rammer disse sidste udfordringer, får vi også en spurt.

I 2022 gik jeg imidlertid helt galt i byen. Jeg vurderede, at den lettere rute ville føre til en spurt, fordi vi havde været så tæt på i både 2019 og 2021. Det viste sig imidlertid helt skævt, og vi var aldrig tæt på det. Det skyldtes, at Van der Poel igen skulle køre cykelløb, og det samme skulle Ineos med Tom Pidcock og Ben Turner, og med et angreb fra distancen skabte de den grupper, der endte med at køre om sejren, og som også talte Tiesj Benoot, Victor Campenaerts og Stefan Küng samt de tidligere udbrydere Nils Politt og Kelland O’Brien. Til gengæld var der ingen Tadej Pogacar eller Valentin Madouas, for de blev fanget i positionskampen, og selvom de kørte væk sammen med Jan Tratnik, så de aldrig fronten igen.

I 2023 troede jeg derfor mindre på en spurt, men her kom vi igen pokkers tæt på. Det så ellers længe ud til, at en gruppe med Christophe Laporte, Tiesj Benoot, Stefan Küng, Valentin Madouas, Jhonatan Narvaez, Quinten Hermans, Mikkel Honoré og Neilson Powless, der var kørt væk på bakkerne og havde hentet de tidlige udbrydere Oier Lazkano og Alexander Kristoff skulle afgøre løbet, men i det taktiske spil gik farten ud af gruppen. Det lykkedes dog Laporte at køre alene væk og tage sin anden store brostenssejr på fire dage, og minsandten om det ikke også lykkedes for Lazkano efter en hel dag i front samt Powless akkurat holde feltet bag sig. De øvrige blev imidlertid hentet, og Jasper Philipsen vandt feltets spurt i samme tid som Lazkano og Powless - bare 15 sekunder efter Laporte.

Faktum er altså, at vi i fem udgaver - tre med den gamle og to med den nye rute - endnu ikke har haft en spurt. Tre gange var vi meget tæt på, men to gange var vi ikke i nærheden. Den ene gang skyldtes det vejret, og den anden gang skyldtes det Van der Poel, men vi så også i 2019, at selv Van der Poel næsten ikke kunne forhindre den spurt, vi var tæt på at få. Logikken tilsiger, at vi med den nye rute har en større chance for en spurt.

I år spiller vejret dog nok med i forhold til at få et hårdt løb. Vindretningen er den samme som sidste år, og det er godt nyt for folk, der vil undgå en spurt. Vi får fuld medvind fra bunden af sidste passage af Knokteberg op over Ladeuze og frem til den anden af de fire finalepavéer, hvorfra vi får sidevind i finalen. Det taler for, at det kan lade sig gøre at holde hele vejen, men sidste år var det altså kun på et hængende hår for Laporte, selvom vindretningen var det samme. Det nye er, at det i år bliver voldsomt blæsende, og endda så blæsende, at der kan komme sidevindssplittelse. Jeg tvivler på, at vi vil se det, men der kunne godt være et farligt stykke tidligt i løbet lige efter Varent-pavéen. Jeg kan ikke helt udelukke, at vi kan få en gentagelse af Omloop-scenariet med en tidlig og måske afgørende sidevindssplittelse, men i disse løb plejer sidevindssplittelse at gå i sig selv, inden de rammer bakkerne. Tidlig sidevindskørsel vil dog gøre løbet hårdere, uanset om det holder eller ej.

Uden Taaienberg starter nøglepunktet ved Berg Ten Houte, hvorefter det særligt er på Kanarienberg og Knokteberg, at forskellen skal gøres. Her skal de stærke drenge spille med musklerne, og vi vil formentlig se en gruppe køre væk. Herefter vil vi sandsynligvis se det forfølgelsesløb, vi fik i 2019, 2021 og 2023, for efter sidste passage af Knokteberg er terrænet næppe svært nok til at gøre forskelle. Spørgsmålet er så, om de ryttere, der kommer væk i den vanskelige fase, kan holde sig fri, som de har gjort de foregående gange, eller om vi får regrupperingen

Det er pokkers svært at svare på. Det afhænger helt af frontgruppens sammensætning. De hold, der misser den og har en sprinter - og det har de fleste hold i et løb, hvor en spurt er en mulighed- vil jagte. Endnu mere kompliceret bliver det af, at løbet er så let og nøglepunkterne så få, at det ikke kun er de gode ben, der bestemmer, hvem der vil være med i front. Det handler i næsten endnu højere grad om positionering, som vi så med Pogacar og Madouas i 2022. Gruppen vil komme være på en af de to nøglestigninger, og da der ikke rigtigt er nøglepunkter senere i løbet, er bussen kørt, hvis man sidder for langt tilbage, når det går løs. Man har altså kun ét skud i bøssen, og det gør det svært at spå om, hvem der vil sidde med i front.

En anden ting, man skal notere sig, er, at der efter ændringen i 2022 ikke længere er brostensstigninger i løbet. Der er flade pavéer, men alle bakkerne er asfaltstigninger. Det gjorde formentlig en ret betydelig forskel sidste år. De stærkeste var i hvert fald typer som Hermans, Honoré, Powless, Benoot, Madouas og Narvaez, der alle kan betegnes som ardennertyper, mens blandt andre Mads Pedersen, der havde set godt ud i Gent-Wevelgem, aldrig så stærk ud på stigningerne, hvad Arnaud De Lie heller ikke gjorde. Vi så dog også de tungere Laporte og Küng med i front, så man behøver ikke at hedder Pogacar for at køre med på disse stigninger.

Læs også

Holdkammerat: Thomas er på niveau med Pogacar

Feltets sammensætning er i altid afgørende. Der er hold, der helt sikkert skal undgå en spurt. Det er særligt Ineos, EF, Movistar, Ag2r, Bahrain og Lotto. Så er der hold, der helt sikkert vil spurte. Medmindre Jasper Philipsen kører med på bakkerne - og det får han svært ved - er det Alpecin, Bora, DSM og Arkea. Men de vigtigste hold er Lidl og Visma. Begge vil være blandt de helt store favoritter i en spurt, men i hvert fald Visma vil helt sikkert gøre alt for at få et hårdt løb. De er ganske vist svækket af de seneste dages styrt, men de kommer altså stadig med næsten hele A-holdet. Jeg er mere usikker på Lidl. De kommer også med A-holdet, men sidste år kunne Pedersen ikke være med på bakkerne, og de endte med at jagte. Denne gang har de endda også Jonathan Milan til start, og det må gøre en spurt ekstra attraktiv.

Derudover er der FDJ, der har Laurence Pithie til en spurt, men med ham, Küng og Madouas vil de helt sikkert have et hårdt løb, og vi kan være sikre på, at UAE vil det samme, selvom de også stiller med Sebastian Molano. Endelig er der Soudal, der nok har et hårdt løb som plan A, men som Lidl meget vel kan ende i defensiven.

Det kan altså gå begge veje, og jeg er virkelig i tvivl. Sidste år var vi tæt på en spurt, men der manglede vi også en type som Van der Poel til virkelig at lave rav i den. Det har vi i år med det meget stærke Visma-hold, men det havde vi også i Omloop. Her var de her, der og alle vegne gennem hele løbet, men til sidst var vi pokkers tæt på at få en spurt - på en rute, der er hårdere end denne.

Jeg tror, at meget kan afhænge af, om Lidl denne gang får Pedersen med i front. Deres bedste klatrer, Toms Skujins, bør sidde der, men hvis han sidder der alene, får han næppe lov at køre sin chance mod et Visma-overtal. Spørgsmålet er, om Stuyven kan være med, hvis Pedersen ikke kan, for han vil nok med nogen sandsynlighed kunne få lov at tage sin chance. Hvis til gengæld hverken Stuyven eller Pedersen er med i front, tror jeg, at selv et stærkt Visma-hold kan få det svært mod et jagtende felt, hvis Lidl og Alpecin virkelig går til stålet i jagten.

Er det en lille gruppe, der skal afgøre det, er det et svært løb at gøre det færdigt i. Finalen er hårdere end i 2022, men den er stadig let, og det er derfor mere taktik end gode ben, der afgør det. Det så vi jo tydeligt sidste år, hvor det var ren taktik, der afgjorde, at Laporte, Lazkano og Powless endte på podiet. I 2022 var Tiesj Benoot tæt på at snyde dem alle i det taktiske spil, men Van der Poel var vågen, gik med og slog belgieren i spurten. I 2018 endte det til gengæld i en spurt i den lille gruppe, der afgjorde det.

Hvis vi får en spurt, bliver det ikke i et fuldt felt. I 2019 var de ca. 60 mand tilbage og i 2021 ca. 50 mand. Denne rute er lettere, og derfor kan feltet ende med at blive større, men der vil altid stilles visse krav til sprinternes holdbarhed. I 2022 var der således ca. 45 mand i det første større felt, mens der sidste år var bare ca. 35 mand - og navne som Olav Kooij og Tim Merlier var udgået tidligt. Derudover er det en uhyre teknisk finale med to sving med 400 og 300 m igen, og forinden er løbet endda blevet endnu mere kringlet, end det plejer at være. Selvom positionskampen er mindre intens i et mindre felt, vil det være en spurt, hvor position er vigtigere end fart.

Jeg tror som sagt, at Pedersen kan være nøglerytteren. Kan han gå med de bedste klatrere på disse asfaltbakker? Historien taler imod det. Han har nu to gange i træk fulgt et ret ensartet mønster. Han har set lidt halvskidt ud i E3 og set meget stærkt ud i Gent-Wevelgem, hvorefter han igen har set skidt ud i dette løb. Sidste år endte han ganske vist nr. 5, fordi vi var så tæt på at få en spurt, men på bakkerne var han ikke i nærheden af de bedste, selvom han om søndagen havde set så god ud, at jeg havde ham som min klare favorit.

I år er mønsteret præcis det samme. Han så overraskende skidt ud i E3, hvor han ikke var tæt på at være en af de stærkeste, men til gengæld var han skræmmende god i Wevelgem. Det er bare også et løb, der passer ham perfekt, men en brostensstigning som den helt afgørende, en enorm distance, sidevind og kun få bakker. I dette løb er det i højere grad punch på asfaltbakker, der er afgørende, og her har han altså set skidt ud de seneste år. Hvis Lidl først kommer i defensiven og begynder at jagte, tror jeg ikke, at de forreste kan holde sig fri, selvom den kraftigere vind burde tale for det.

I lyset af Pedersens historik på denne rute hælder jeg til, at Lidl kan komme i defensiven, og derfor går jeg med en spurt - men som sidste år i et ganske lille felt, efter at Visma har skabt et hårdt løb, og hvor den kraftigere vind også har bidraget til vanskeligheden. Derfor går jeg med Jonathan Milan. Italieneren har virket skræmmende hurtig i år, og han har allerede én gang vist, at han kan slå Philipsen. Selv i Wevelgem, hvor han havde kørt sig selv til døde med sit soloridt, kørte han en imponerende sidste spurt, hvor han slog navne som Kooij og Merlier, men hans vigtigste våben er ikke hans fart, men derimod hans tog. Finalen er ekstremt kringlet, og hvis han man sætter Edward Theuns, Alex Kirsch, Jasper Stuyven og Mads Pedersen sammen til et lead-out, er det meget svært at gøre det bedre. Det taler for, at de vil dominere finalen, og hvis Milan sættes op fra spids, tror jeg ikke, at andre kan gå forbi.

Læs også

Hård kamp om danske OL-pladser i MTB: Bliver en direkte duel

Der er dog et par mellemregninger, vi skal have ud af verden. Vil de køre spurten for Milan, når Pedersen er med? Formentlig vil de snakke om det undervejs, men da Pedersen nu har sin store sejr, vil jeg tro, at han har det fint med at hjælpe sin hurtigere holdkammerat i et knap så vigtigt løb. Kommer Milan med hjem? Hans holdbarhed kan være svingende, men hans kørsel i Wevelgem taler for, at han i dag ikke burde få problemer på denne rute. Og endelig: er han så god, at han også kan vinde et hårdt løb uden en spurt? Med hans vilde udvikling kan det ikke udelukkes, men jeg tror ikke, at han kan være med i angrebene på disse asfaltbakker. Derfor er mit bud, at han skal vinde via en spurt, men med så skræmmende et tog burde det også være muligt i denne tekniske finale.

Min tro på en spurt gør også, at jeg peger på Jasper Philipsen som nr. 2, men jeg begynder at blive en smule bekymret for hans fart. Han virker stærkere end nogensinde, men han har oplevet nogle overraskende nederlag på det seneste, senest til Jordi Meeus i søndags. Ja, selv da han vandt i Sanremo, var han chokerende tæt på at blive slået af Michael Matthews. Det ændrer dog ikke på, at han stadig sammen med Milan må være den hurtigste i dette felt, og selvom hans hold ikke er stærkt, ved vi, at han er som en fisk i vandet i en teknisk finale - og i det lys trods toget også et mere sikkert kort end Milan, der sagtens kan tabe hjulet på sit hold. Til gengæld så vi også i går, at han næppe kan være med i et hårdt løb, men skal satse på en spurt. Det er en smule ude af hans hænder, men hvis Lidl ender i defensiven, burde han have en god chance for at få den spurt, han var så tæt på at få sidste år. Så skal han bare vise, at han for andet år i træk kan være feltets hurtigste mand, og her tager han ikke skade af, at løbet har været relativt hårdt.

Så er der Wout van Aert. Han er løbets helt store stjerne, og hans kørsel i E3 betryggede mig i, at hans niveau fortsat er højt, selvom det er svært at tro, at han er lige så stærk som Mathieu van der Poel. I det lys vil det undre mig, hvis ikke han er løbets stærkeste mand, og skulle en lille gruppe holde hjem, vil han være favoritten. Visma vil efter alt at dømme sidde med i hvert fald to mand, og blandt de ryttere, der kan tænkes at være med i denne lille gruppe, er det kun Pedersen, der burde have en chance for at slå ham, hvis der skal spurtes om sejren. Som sagt kan jeg have min bekymring for, om danskeren kan være med, og hvis Visma kan holde sammen på en lille gruppe af de bedste klatrere, kunne han meget vel spurte sig til en sejr. Derudover vil han være en ganske reel vinderkandidat i en massespurt, for efter et hårdt løb kan han - særligt i en teknisk finale - godt true folk som Milan og Philipsen, hvis ikke han har brugt for mange kræfter undervejs. Han elsker i hvert fald den positionskamp, der bliver så vigtig her.

Så er der naturligvis Mads Pedersen, der som Van Aert kan vinde i begge scenarier. Som sagt tror jeg, at de vil køre en eventuel spurt for Milan, men som sagt tror jeg også, at det er noget, de vil tale om undervejs. Vælger de at satse på danskeren, vil det være ham, der har glæde af det skræmmende gode tog, og det er vigtigt i denne finale. Som udgangspunkt er Philipsen hurtigere, men som sagt har belgieren virket sårbar i år - og måske særligt efter et hårdt løb. Sidste år var Pedersen i hvert fald ikke alt for langt efter, da de spurtede om 4. pladsen, men jeg vil stadig regne ham som en outsider i en spurt.

Hans helt store chance er det hårde løb, men spørgsmålet er, om han kan være med på disse asfaltbakker? Jeg har ovenfor grundigt beskrevet, hvordan der har været et mønster i hans kørsel i disse løb, og han har altid haft det svært her efter en god søndag. Omvendt så vi i søndags vel også den bedste Pedersen, vi nogensinde har set, og derfor virker det bestemt heller ikke usandsynligt, at han vil kunne sidde med de bedste også på disse bakker. Sidder han først med i front, vil han sammen med Van Aert være den helt store favorit til en spurt, og formentlig vil Lidl endda sidde i overtal til det taktiske spil

Efter søndagens løb må vi også tage Jordi Meeus endog meget seriøst. Nu har han to gange vist, at han på sine gode dage kan slå de allerhurtigste, og det mest overraskende var vel, at han nu også kunne gøre det efter et hårdt løb. Normalt skulle man ellers mene, at han vil være mindre holdbar end typer som Philipsen og Milan, men nu kan han måske have glæde af, at det bliver et vanskeligere løb. Han skal dog først klare den tekniske finale, men her har han et gyldent tog, da både Marco Haller og Danny van Poppel burde have en god chance for at komme med hjem. Dermed er det Bora, der kommer tættest på at kunne matche Lidl, og kan de anbringe deres belgier ordentligt, må Meeus så vise, at han også kan overspurte Philipsen - og de andre - for tredje gang.

Jayco har i sidste øjeblik udtaget Michael Matthews, og han må regnes som en seriøs kandidat. Ganske vist var han helt anonym i både E3 og Gent-Wevelgem, men brostensløb har heller aldrig været hans spidskompetence, men disse asfaltstigninger burde passe ham bedre. Han er langt fra sit tidligere niveau, men hans genrejsning i Sanremo giver et håb om, at han kan være med de bedste på bakkerne her. Det er klart, at de seneste dages svage præstationer skaber usikkerhed, men når dette løb er så meget anderledes, og han var så god i Sanremo, står han med en god chance. Sidder han med i en lille gruppe til sidst, vil han som udgangspunkt få svært ved at slå folk som Van Aert og Pedersen, men det sagde vi også, da han spurtede mod Philipsen i Sanremo - og det var pokkers tæt på at lykkes for ham. Til gengæld vil han i en massespurt nok komme til kort. Det kan sagtens gå galt igen, men rangeret efter vinderpotentiale må han stå højt.

Det har været en fornøjelse at se Jasper Stuyven blive genfødt i år. Lige nu ser vi måske endda den bedste Stuyven nogensinde, men i søndags virkede han til gengæld heller ikke helt så stærk som i fredags. Det er dog ikke nødvendigvis dårligt, for som i fredags er det her mere klatreevnerne, der afgør, om man sidder med i front. Også han er som Pedersen en mand, der skal bevise sig lidt mere på disse asfalt- end på brostensstigninger, men med de ben, han har lige nu, burde der være en god chance for, at han sidder med i front. Herefter skal han forsøge at vinde, og det skal gøres via taktik, da han næppe slår Van Aert i en spurt Her burde han til gengæld have en god chance, hvis Lidl sidder i overtal. Taktiske sejre i store klassikere har han jo før taget - endda i et monument.

Jeg vil blive meget overrasket, hvis ikke Matteo Jorgenson er med i den gruppe, der kører væk på bakkerne. Amerikaneren bekræftede i fredags, at han virkelig har potentiale i brostensløbene, og han burde vel være endnu stærkere i et løb, hvor vi taler om asfaltstigninger. Han er i hvert fald feltets vel nok mest formstærke klatrer, og han har punchet til disse bakker. Udfordringen bliver at gøre det færdigt, når de fleste slår ham i en spurt, men her har han fordel af at være del af et Visma-overtal, der med ret stor sikkerhed vil tælle Van Aert, som de fleste vil kigge på. Det kan være nøglen til at køre væk, som han gjorde i Omloop, hvor han ikke var alt for langt fra at gøre det færdigt.

Læs også

Rørt Valgren leverede bedste resultat efter comeback fra slem skade

En anden rytter, jeg vil forvente at se i front, er Toms Skujins, der fortsætter sit vilde gennembrud, senest med en 8. plads i fredags. Han virkede ikke så stærk som i Strade og Omloop, men han kørte stadig finale, og det vil jeg forvente, at han gør igen. Han bør være Lidls bedste på disse asfaltstigninger, og med det skræmmende stærke hold bør han ikke tabe i positionskampen. Herefter skal han gøre det færdigt, og akkurat som for Jorgenson skal det ske via taktik. Det er heldigvis det, der har afgjort dette løb i både 2022 og 2023, og når han med stor sandsynlighed vil være del af et Lidl-overtal - hvis han er alene, regner jeg nemlig med, at de bliver hentet (og gør de ikke, får han sikkert lov at sidde på hjul, mens hans hold jagter) - har han en bedre chance for at snige sig væk på samme måde, som Laporte gjorde det sidste år.

Nu følger så tre Visma-ryttere, der burde være del af et Visma-overtal, men som der er stor usikkerhed om. Alle skal de vinde via taktik, men det burde også være muligt, hvis de altså har benene til at være med i et sådant overtal. Størst usikkerhed er der om Dylan van Baarle, fordi vi ikke aner, hvor han står. Han skuffede fælt i åbningsweekenden, men til gengæld så han stærk ud som hjælper for Jonas Vingegaard i Tirreno. I fredags betød hans defekt inden Taaienberg, at vi aldrig så, hvad han kunne, og han skippede som planlagt søndagens løb. En god Van Baarle bør have en god chance for at sidde med, selvom han aldrig har vist det allerbedste punch på stigningerne, og gør han det, er han den ideelle mand at spille tidligt ud i det taktiske spil. Det var nemlig sådan han vandt Omloop i 2023 og dette løb i 2021. Det store problem for Van Baarle er hans svage positionering, for den kostede som sagt for Pogacar og Madouas i 2022, men hans hold er i det mindste stærkt.

Det andet usikre kort er Tiesj Benoot. Også hans form er usikker, for efter styrtet i Algarve kørte han åbningsweekenden med et brud. Nu styrtede han så igen i E3, og selvom han var positivt overrasket over sig selv i Wevelgem, havde han ondt, og han var da også helt usynlig gennem hele løbet. Allerede i E3 så han ikke specielt godt ud på Taaienberg, og han synes ikke at have samme gode form som i 2022 og 2023, hvor han har været blandt de allerstærkeste i dette løb. Med sine klatreevner bør han ellers være en af de bedste på disse asfaltstigninger, og sidder han med i front, skal han vinde via taktik i et Visma-overtal. Det er svært, men han har gjort det i Kuurne, og i 2022 var han endda kun Van der Poel fra at gøre det i dette løb.

Det sidste kort er Jan Tratnik. Vi så vel i fredags, at han efter sin lange pause ikke har samme superform som i februar, men han er svær at vurdere. Meget handler nemlig også om, at han synes svag i positionskampen, og derfor kan han være stærkere end antaget. Det er bare en skam, at positionering altid er afgørende i disse løb, og hidtil har det ikke hjulpet, at han er på et stærkt hold. Til gengæld burde disse asfaltstigninger være bedre for ham, for han har klatret som en drøm i år og har et godt punch. Modsat Van Baarle og Benoot har han også en god spurt, der også er et våben i en taktisk finale, som vi så, da han vandt Omloop. Nu er der så bare kommet den ekstra udfordring, at han slog sig ret meget i søndagens styrt, og selvom meldingen er, at han kommer til start på søndag, har holdet ikke endegyldigt bekræftet, at han kører dette løb. Derfor er der ret mange usikkerhedsmomenter, men som del af Visma og med evner på en rute som denne er han bare alligevel et af de mere sandsynlige vinderbud.

Så er der Biniam Girmay. I E3 så vi en genrejst Girmay, men han var noget mere anonym i søndags. Han var bestemt ikke flyvende på Kemmelberg, og med de klatreevner, han har haft i år, tror jeg, at han får svært ved at gå med de bedste klatrere på denne type stigninger. Til gengæld har han spurtet fremragende i år, men selvom han har et af de allerbedste tog - et tog, der kan konkurrere med både Lidl og Bora - burde hans fart ikke række mod hverken Philipsen eller Milan, som vi også så i søndags. Derfor skal han nok med de bedste i et hårdt løb for at vinde, og det kan blive svært. Den Girmay, vi så i 2022, burde dog nok kunne klare det, og E3 giver jo et vist håb. I en spurt mod Van Aert til sidst vil han bestemt have en ganske god chance. Derfor står han højt på vinderpotentiale, selvom jeg tror, at han mest skal satse på en spurt.

Løbets største spørgsmålstegn er vel Alberto Bettiol. Den genfødte italiener var skræmmende i Sanremo, hvor kun Pogacar og Van der Poel virkede stærkere, og hvis han stadig har det niveau, vil han være uhyggelig på disse asfaltstigninger. Vi ved også, at han er ganske hurtig, og selvom han ikke slår Van Aert på stregen, vil det give ham ret gode kort, hvis kortene bliver blandet rigtigt for ham i det taktiske spil, selvom han efter alt at dømme vil være alene. Det store problem er selvfølgelig E3-styrtet, der kostede ham søndagens løb. Han har dog meldt ud, at han kommer til start og vil være kommet sig helt, men det er klart, at det er noget, der skal bekræftes, særligt når vi taler om en mand, der i forvejen er kendt som en lottokupon.

Hvad så med kometen? Lige nu synes der ikke at være skyggen af begrænsninger for Laurence Pithie, der i både Kuurne og Wevelgem har vist sit potentiale i disse løb. Også for ham gælder dog, at han her skal vise sit værd på en anden type stigninger, men når man ser på hans kørsel på sidste etape af Tour Down Under, kan det måske endda være en fordel, at der er tale om asfaltstigninger. Udfordringen bliver at gøre det færdigt, for selvom han er hurtig, virker det usandsynligt, at han kan slå særligt Van Aert og Pedersen på stregen - og Van Aert slipper han næppe for. Han skal altså vinde via taktik, men her kan FDJ med nogen sandsynlighed sidde med flere mand. Madouas og Küng var i hvert fald begge med i front sidste år, og af dem har Pithie med sin fart den største chance for at gøre det færdigt. Også i en spurt vil han være podiekandidat, fordi han med sin positionering vil stå meget stærkt i den kringlede finale, men farten rækker ikke til at slå de rigtige sprintere.

Så er der Tim Wellens. Belgieren var måske ikke helt så stærk som ønsket i fredags, men han var bestemt en af de stærkeste. På disse asfaltstigninger bør han vel sammen med Van Aert, Jorgenson samt måske Bettiol være den bedste, og hvis ikke han kikser i positionskampen, bør han sidde med i front. Herefter står han dog med den udfordring, at det skal gøres færdigt, og her vil han lide under, at han formentlig vil være alene. Det gør det bestemt ikke let, men særligt hvis overtal fra Lidl og Visma kigger lidt for meget på hinanden, kan han måske være manden, der kan snige sig væk.

Det var i dette løb for et år siden, at et lidt bredere cykelpublikum lærte Oier Lazkano at kende. Dengang sikrede han sig sin 2. plads via udbrud, men det bliver næppe strategien denne gang. Nu skal han vise, at han kan være med blandt favoritterne, men det ved vi heldigvis, at han kan. Det har vi set i både Kuurne og E3, og i sidstnævnte fik han bevist, at formen efter den sygdom, der kostede Paris-Nice, også er god, selvom han løb tør for kræfter til sidst. Jeg er bekymret for hans positionering frem mod stigningerne, men han bør være en af de mere klatrestærke ardennertyper, der har fordel af, at klatreevner og punch her bliver meget afgørende. Skal han vinde, skal som Wellens være snu i det taktiske spil mod sandsynlige overtal, for han vil helt sikkert være alene, men det gik jo meget pænt sidste år, hvor han sneg sig væk til en 2. plads.

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Da Alpecin-blodbadet nær iscenesatte det danske drømmecomeback

Hvor godt kørende er Valentin Madouas? Det er ret umuligt at blive klog på den franske lottokupon, for efter en svag start og stigende form gennem marts tabte han i fredags igen et løb på sin svage positionering. Det gjorde han som sagt også i dette løb i 2022, og det kan meget vel ske igen. Når man dertil lægger, at hans svage sæsonstart skaber usikkerhed om formen, er han et meget stort wildcard. Sidste år klarede han dog positioneringen til UG med kryds og slange, og sidder han rigtigt, er han jo en af feltets absolut bedste på eksplosive asfaltstigninger. I det taktiske spil har han også en i hvert fald hæderlig spurt, og her kan det være en stor fordel, at FDJ kan sidde med helt op til tre mand efter stigningerne.

De kan nemlig også sidde med Stefan Küng. Han er ellers en af de ryttere, der bør have ulempe af de manglende brosten, men han sad alligevel med i front sidste år. Desværre ser det ud til, at hans tabte Tirreno har kostet på formen. Selvom han bestemt ikke var ringe hverken fredag eller søndag, synes han ikke så skarp som vanligt, og skal han være med på disse bakker, skal han nok være tæt på 100%. Heldigvis burde de manglende løbsdage også betyde, at han bliver bedre og bedre, og han må stadig regnes som et af de bedste bud på en mand, der kører finale efter et hårdt løb. Herefter skal den spurtsvage schweizer som altid vinde via taktik, men her kan det være en fordel, at FDJ som sagt kan sidde med en trio i finalen.

Jeg er virkelig spændt på Corbin Strong . Han kom hæderligt fra sin debut i disse løb i søndags, og nu burde han komme til et løb, der passer ham bedre. Falder Ethan Vernon fra - og det tror jeg, at han gør - er det klart, at han kan lave et resultat i en spurt, men den vinder han ikke. Nej, hans vej til sejr går gennem det hårde løb, og her skal han vise, at han kan være med de bedste på bakkerne. Her taler det klart til hans fordel, at vi taler om et mere ardenneragtigt løb, for han har imponeret stort på stigninger i blandt andet GP Indurain og Catalonien. Hans form var god i Tirreno, og i Sanremo mente han, at kun positionering kostede ham en plads i frontgruppen. Netop positioneringen er hans hurdle, men han burde have en chance for at være med de bedste i et hårdt løb. Herefter vinder han ikke en spurt mod Van Aert eller Pedersen, men hans gode spurt stiller ham stadig stærkt i det taktiske spil.

Måske er dette også det bedste løb for Magnus Sheffield. Han har endnu ikke gjort det godt i brostensløbene, men han har vundet Brabantse Pijl, der handler om eksplosive asfaltstigninger. Dette løb er utvivlsomt det, der minder mest om ardenneropvarmningsløbet, og med de klatreevner, han har, burde han have en god chance for at være med de bedste. Jeg er bekymret for, om hans punch rækker, men han viste i Danmark i 2022, at han skam kan være ganske eksplosiv. Til gengæld er han ikke specielt hurtig, og derfor skal han vinde via taktik. Kommer han væk, er han dog også en mand, der vil være pokkers svær at hente.

En anden rytter, der burde have en god chance for at køre finale, er Krists Neilands. Letten fandt et tårnhøjt niveau i Touren, og siden Strade har han bekræftet det i år, hvor han også har gjort det fornemt i Tirreno og E3. Særligt sidstnævnte er vigtigt for dette løb, der med sine asfaltstigninger burde passe ham bedre. Klarer han positionskampen, vil jeg næsten blive overrasket, hvis han ikke kører finale, men derefter er det en udfordring for den spurtsvage lette at gøre det færdigt. Her kan det dog hjælpe, hvis han i det taktiske spil har Strong ved sin side.

Tør man tro på Julian Alaphilippe? Af de flamske løb er det nok dette, der giver ham den bedste chance. Vi taler om korte, eksplosive asfaltstigninger, der passer ham som fod i hose, og med et fravær af motor, han har nu, synes det at være en fordel, at vi taler om et lettere og kortere løb. Hans halvfine Sanremo taler for, at der bør være en chance for, at han kan være med i en lille gruppe til sidst. Lykkes det, skal han vinde via taktik, for trods sin fart slår han ikke Van Aert på stregen. Her vil han desværre nok være alene, men det kan være en fordel, at han nu vel nærmest regnes som en lidt ufarlig underdog - og så har han jo en god spurt som et våben også.

Kan Rasmus Tiller være med på denne form for stigninger? Efter et lidt skuffende E3 viste han søndag, at han vitterligt har taget det skridt, man fornemmede i efteråret. Han er dog en lidt tungere fyr, der nok vil stå stærkere i et brostensløb, og jeg vil tro, at han får det svært mod de lettere folk på disse bakker. Når man ser på, hvem der var med i front sidste år, er det dog ikke umuligt, og sidder han der først, har han sin spurt som et våben i det taktiske spil, der skal sikre ham sejren. Ender det i en spurt, vil han også kunne lave en top 10, hvis Alexander Kristoff grundet sin sygdom ikke er i spil.

Med formsvage Arnaud De Lie definitivt ude af klassikerbilledet skal Lotto spille nye kort. Det kunne være Victor Campenaerts, der tidligere havde dette løb som et stort mål og kørte finale i 2022. Op til denne sæson har han dog lagt de personlige klassikerambitioner på hylden for at arbejde for De Lie, og han har angiveligt slet ikke arbejdet på det fine punch, han ellers havde fået. Han var da også helt usynlig i E3, men det er et løb, der altid har været for hårdt. Dette løb er nok det af de flamske løb, der passer ham bedst, og med den fornemme form, han viste i Paris-Nice, burde det ikke være helt umuligt igen at se ham fremme i en frontgruppe. Her skal han så vinde via taktik, hvilket er svært, men han kan håbe at have formstærke Brent Van Moer ved sin side, og i det spil er hans tempoevner jo i hvert fald ingen ulempe.

Jeg er også nødt til at nævne Sebastian Molano. Han er nemlig den sidste, jeg vil give en lille chance i en spurt. Denne slags løb er typisk for hårde for ham, men i Denain så han ud til at have genfundet det tårnhøje niveau, han havde sidste år, indtil han styrtede. I år er han desværre igen sat tilbage af et styrt, denne gang i Denain, og vi så intet til ham i hverken Koksijde eller Wevelgem. I det lys vil det undre mig, hvis han overlever, og selv hvis han gør, er der folk, der er hurtigere end ham, ligesom han med et svagt tog står skidt i den tekniske finale. Vi har bare også set, at han af og til hiver en vild spurt op af hatten, og efter det gode indtryk, han efterlod i Denain, giver jeg ham en lille chance.

Læs også

Velon afslører Pogacars watt fra vildt angreb

Endelig er der Ben Turner. Jeg giver ikke op endnu, selvom det gennembrud, jeg har varslet, mere og mere fortoner sig i horisonten. Han så i Wevelgem bedre ud end i E3 og hans forsøg i finalen var længe lovende. Desværre er han nok en af de ryttere, der havde fordel af brostensstigninger, men han var altså meget stærk i både Amstel, hvor han splittede feltet til atomer, og Brabantse Pijl i 2022. Hvis fremgangen fortsætter, kan man vel håbe, at han og Sheffield sammen kan sidde med i en lille gruppe og derefter spille deres kort i en taktisk finale.

¨

BEMÆRK: Der er typisk ret mange ændringer til startlisten til dette løb, og det er mandag aften ikke specielt mange hold, der har udtaget deres trupper. Jeg opdaterer som altid optakten tirsdag aften, når den endelige liste er kendt.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der var også i år en nærmest endeløs serie af ændringer. Der er afbud fra Molano og Van Baarle, der ikke føler sig på toppen, men til gengæld deltager Michael Matthews, der har fået et afsnit ovenfor. De mange ændringer har derudover givet anledning til flere justeringer i dansker- og holdoversigterne nedenfor.

***** Jonathan Milan

**** Jasper Philipsen, Wout van Aert

*** Mads Pedersen, Jordi Meeus, Michael Matthews, Jasper Stuyven, Matteo Jorgenson

** Toms Skujins, Tiesj Benoot, Jan Tratnik, Biniam Girmay, Alberto Bettiol, Laurence Pithie, Tim Wellens, Oier Lazkano, Valentin Madouas, Stefan Küng, Corbin Strong, Magnus Sheffield, Krists Neilands, Julian Alaphilippe, Rasmus Tiller, Victor Campenaerts, Ben Turner

* Alexander Kristoff, Søren Kragh, Marc Hirschi, Mikkel Bjerg, Fred Wright, Nils Politt, Brent Van Moer, Alex Kirsch, Danny van Poppel, Ethan Vernon, Arnaud Demare, Luca Mozzato, Paul Magnier, Casper van Uden, Sandy Dujardin, Pierre Gautherat, Jenno Berckmoes, Floris De Tier, Axel Zingle, Dries Van Gestel, Max Walscheid, Cees Bol, Lewis Askey, Gianni Vermeersch, Alessandro Covi, Casper Pedersen, Cedric Beullens, Tim van Dijke, Oliver Naesen, Josh Tarling, Riley Sheehan, Yves Lampaert, Laurenz Rex, Mike Teunissen, Samuel Watson, Anthony Turgis, Thomas Gachignard, Remi Cavagna, Alec Segaert, Jonas Abrahamsen, Pascal Eenkhoorn, Dries De Bondt, Damien Touzé, Stefan Bissegger, Nils Eekhoff, Alexis Renard, Andrea Pasqualon, Piet Allegaert, Marco Haller, Luka Mezgec, Michele Gazzoli, Emil Herzog, Michael Valgren, Carlos Canal, Madis Mihkels, Amaury Capiot

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Danskerne

Hos Lidl er Mads Pedersen en af de helt store favoritter, hvorfor han er omtalt ovenfor. Hos Alpecin kan Søren Kragh måske få sin chance, og det samme gælder hos UAE for Mikkel Bjerg, hvorfor de begge er omtalt i holdoversigten. Hos Soudal kan Casper Pedersen måske få sin chance, men det bliver nok i en spurt, hvis Paul Magnier er faldet fra, hvorefter han kan gå efter en top 10. Hos EF skal Michael Valgren formentlig støtte Alberto Bettiol, og hos Movistar skal Mathias Norsgaard støtte Oier Lazkano. Hos Israel-PT skal Jakob Fuglsang støtte Krists Neilands, Corbin Strong og Ethan Vernon, og endelig skal Rasmus Bøgh Wallin og Louis Bendixen hos Uno-X støtte Rasmus Tiller og Alexander Kristoff.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Christophe Laportes sejr fra 2023, Mathieu van der Poels sejre fra 2022 og 2019, Dylan van Baarles sejr fra 2021, , Yves Lampaerts sejre fra 2018 og 2017, Jens Debusscheres sejr fra 2016, Jelle Wallays’ sejr fra 2015, Niki Terpstras sejre fra 2014 og 2012 samt Oscar Gattos sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Team Visma| Lease a Bike: Van Aert og Jorgenson ligner de mest sikre kort, men også Benoot og Tratnik kan vinde. Tim van Dijke imponerede i Gent-Wevelgem, men må være hjælper.

Lidl-Trek: Milan, Pedersen, Stuyven og Skujins har alle en god chance, mens ellers formstærke Alex Kirsch må være hjælper, da han næppe er med helt i front på denne type bakker.

Læs også

Næsten 2.000 watt: Milans vanvittige sejrspower

Alpecin-Deceuninck: Formentlig satser de 100% på en spurt med Philipsen. Holdet har udtaget Søren Kragh, der har vist et niveau, hvor han måske kan være med de bedste på bakkerne, men hvis det lykkes, vil jeg tro, at han skal sidde på hjul, så vi kan få en spurt med Philipsen. Gianni Vermeersch kan næppe være med de bedste på bakkerne, og Stan Van Tricht ikke har vist form.

UAE Team Emirates: Wellens ligner det bedste bud. En joker er Mikkel Bjerg, der var så flyvende i Tirreno, men siden blev syg. Hans superform har vi ikke set de seneste dage, men tiden burde arbejde for ham. Nils Politt er i form, men han har næppe punchet til at være med de bedste på asfaltbakker som disse, og Marc Hirschi synes stadig ved siden af sig selv, senest i E3, selvom det er et løb, der passer ham. En anden joker er Alessandro Covi, der passer til løbet og har været hjælper længe, men han har ikke haft sit niveau i lang tid.

Groupama-FDJ: Pithie, Madouas og Küng er alle gode bud. Lewis Askey har gjort det godt i de seneste løb, men han kan næppe være med i en lille gruppe. Holdets alternativ til en spurt er Sam Watson, men som tingene står nu, vil de køre for Pithie, medmindre han har slidt sig selv ihjel i eta ngreb.

Soudal-Quick Step: Alaphilippe ligner bedste bud. Deres mand til en spurt er kometen Paul Magnier, men vi så i Koksijde, at han ikke vinder en spurt i dette felt. Falder han fra, har de Casper Pedersen, der i teorien også kunne køre et hårdt løb, men ikke viste storform i E3. Yves Lampaert skuffer stadig, Gianni Moscon er stadig en skygge af sig selv, og det er for tidligt for Pepijn Reinderink, der ellers imponerede i Koksijde.

Intermarché-Wanty: Girmay er bedste bud, da Laurenz Rex er lidt for tung til disse bakker, og Mike Teunissen intet har vist i år, mens formstærke Madis Mihkels ender som lead-out man.

EF Education-EasyPost: Bettiol ligner manden, mens de i en spurt nok vil køre for ham eller Stefan Bissegger, der synes formstærk. Selvom han gjorde det fint i Wevelgem, kører Michael Valgren næppe med de bedste, og hverken Harry Sweeny eller Jonas Rutsch har imponeret i år.

INEOS Grenadiers: Uden den forslåede Narvaez handler det om et hårdt løb med Sheffield og Turner. Til en spurt har det Elia Viviani, men han er i dag alt for tung. Josh Tarling er en spændende kandidat, men han skal nok i udbrud for at klare stigningerne, mens Connor Swift aldrig for alvor er slået til i disse løb.

Movistar Team: Lazkano ligner manden, mens de i en spurt kan satse på Carlos Canal, der ikke synes i samme superform som tidligere. I et løb som dette kan Remi Cavagna komme meget langt via udbrud, men han har skuffet i år, og det samme kan måske formstærke Johan Jacobs og Mathias Norsgaard.

Arkea-B&B Hotels: Plan A er en spurt med Arnaud Demare, der havde uheld efter Kemmelberg i går, men det er svært at se ham vinde en spurt i dette felt. Et mere sikkert kort er formstærke Luca Mozzato, men han vinder ikke en spurt i dette felt. Amaury Capiot er startet meget stærkt, men efter styrtet i Koksijde er han formentlig kun plan C, og løbet må være for hårdt for Dan McLay og David Dekker. Manden til det hårde løb er Florian Senechal, men Coppi e Bartali viste, at det brækkede kraveben har sat ham meget tilbage.

Læs også

Valgren reagerer på andenplads: Ville køre en Magnus Cort-spurt

Cofidis: Plan A er vel stadig Axel Zingle, men med hans nuværende form skal han vel satse på en top 10 i en spurt. Her er alternativet formstærke Alexis Renard eller Piet Allegaert, mens løbet er for hårdt for formsvage Milan Fretin.

Decathlon AG2R La Mondiale Team: Pierre Gautherat viste sit store potentiale i Omloop, men efter søndagens løb ser jeg ham ikke med de bedste på denne slags stigninger. I en spurt kan holdet gå efter en top 10 med ham eller Oliver Naesen. Damien Touzé har været uhyre formstærk, men har misset nogle løb med sygdom. Dries De Bondt kan komme langt via et af sine udbrud.

BORA-hansgrohe: Planen må være en spurt med Meeus, men de har en plan B med Danny van Poppel, der dog ikke synes i sin allerbedste form. Det er for tidligt for unge Emil Herzog at køre med de bedste trods den gode form. Endelig er Marco Haller er i form, men han ligner en hjælper.

Bahrain-Victorious: Holdet har i sidste øjeblik udtaget Fred Wright, der så meget bedre ud i E3, men jeg tvivler på, at han kan køre med de bedste, og i en massespurt er han for langsom. Her er chancen for en top 10 vel bedre med Andrea Pasqualon, men han har slet ikke fordums holdbarhed. De øvrige kandidater til en spurt er Alberto Bruttomesso, Dusan Rajovic og Matevz Govekar, men de kan ikke vinde og får det formentlig for hårdt, selvom førstnævnte faktisk har gjort det ganske pænt indtil nu.

Team dsm-firmenich PostNL: Efter i går synes det udelukket, at Nils Eekoff eller John Degenkolb kører med de bedste, så målet må være en spurt med Casper van Uden, der imponerede i Wevelgem. Jeg ser ham dog ikke vinde efter et hårdt løb i en teknisk finale. Plan B til en spurt er formentlig Eekhoff, der heller ikke vinder, mens Pavel Bittner er plan C, men udgik af Catalonien med træthed.

Team Jayco AlUla: Matthews er den klare kaptajn og må være manden både til en spurt og et hårdt løb. Hvis han er træt efter angreb, har de alternativer. Det er Luka Mezgec, men han bekræftede i Wevelgem, at han er uden fordums holdbarhed, og han har været syg.. Derfor kan det sagtens være, at Max Walscheid er mere holdbar efter et lovende Wevelgem, men ingen af dem vinder en spurt. Manden til det hårde løb er Kelland O’Brien, men han skuffer i år.

Astana Qazaqstan Team: Målet må være en spurt. Plan A er Gleb Syritsa, men han er for tung. Mere sandsynligt er det med Cees Bol, men han bekræftede i Wevelgem, at han ikke synes i form. Det mest holdbare alternativ er Michele Gazzoli, men han mangler farten.

Lotto Dstny: Uden De Lie ligner Campenaerts det bedste bud, men de har også den uhyre formstærke Brent Van Moer. Efter E3 havde han dog en offday i Wevelgem, og han får svært ved at gøre det færdigt. Jenno Berckmoes er et godt bud til et hårdt løb, men selvom han vandt en etape, imponerede han ikke på stigningerne i Coppi e Bartali, hvor Alec Segaert ikke vist meget. Pascal Eenkhoorn synes at lede efter den bedste form. Til en spurt vil de nok satse på Cedric Beullens, der ikke synes i samme superform som tidligere og styrtede i Wevelgem.

Israel-Premier Tech: De bedste bud ligner Strong o Neilands. Til en spurt håber de på Ethan Vernon, men med den holdbarhed, han har haft i år, får han svært ved at komme med hjem, ligesom han ikke vinder i dette felt, og det samme kan siges om Riley Pickrell. Kometen Riley Sheehan passer til et hårdt løb, men har manglet lidt for meget i år.

Uno-X Mobility: Tiller ligner bedste bud. Til en spurt har de Alexander Kristoff, der som beskrevet i Wevelgem-optakten har vist lovende takter, men da han næppe slår de hurtigste efter et lettere løb som dette og var syg i søndags, er det svært at se ham vinde. Brølstærke Jonas Abrahamsen kan som i E3 komme langt via et udbrud. Rasmus Bøgh Wallin virker formstærk, men må som den knap så formstærke Erik Resell være hjælper.

Q36.5 Pro Cycling Team: Bedste bud er Fabio Christen, men han har slet ikke ramt formen. Bakkerne er for svære for Jannik Steimle . Mest formstærk er Kamil Malecki, men han er overmatchet, og hverken Szymon Sajnok eller Tom Devriendt ventes at overleve til en spurt.

TotalEnergies: Sandy Dujardin kunne være en spændende joker, men efter et anonymt Wevelgem synes han stadig at lede efter sidste års form. Dries Van Gestel er flyvende, men har aldrig kunne være med de bedste på disse bakker, og trods fremgang er Anthony Turgis stadig for langt fra sit bedste. Det er nok for tidligt for den spændende Thomas Gachignard, der ellers burde være god på disse bakker. I en spurt vil de nok satse på Dujardin eller Van Gestel, da løbet er for hårdt for Emilien Jeanniere.

Bingoal-WB: De skal vel ramme udbruddet og håbe på en top 10 i en spurt med Kenneth Van Rooy. De har ganske vist formstærke Floris De Tier, men det vil trods alt undre, hvis han kører med de bedste på bakkerne. Luca Van Boven og Aaron Van Der Beken har ikke imponeret i år.

Team Flanders-Baloise: Igen er holdet helt chanceløst. Mest holdbar er vel Lars Craps og den formsvage klatrer Kamil Bonneu, mens Jules Hesters og Siebe Deweirdt ikke overlever til en spurt.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT