Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Schweiz er jo et af cykelsportens historiske nøglelande. Alene det forhold, at nationen er den eneste ved siden af Frankrig, Italien og Spanien med hele to etapeløb på WorldTouren fortæller meget om deres historiske rolle, og faktisk havde schweizerne jo endda også et af verdens største endagsløb, inden Meisterschaft von Zürich for nu efterhånden mange år siden led en ærgerlig død. Landet har også kunnet præsentere flere af sportens største navne med gamle koryfæer som Ferdi Kubler og Hugo Koblet og nyere topnavne som Tony Rominger, Alex Zülle og senest Fabian Cancellara, og det er vel heller ikke helt tilfældigt, at det er i netop Schweiz, UCI har sit hovedkvarter.

Men der har nu altid manglet noget. Ikke i min tid har der været et stort schweizisk cykelhold, hvilket er lidt af et paradoks. Det er i hvert fald sammen med Italien den eneste af de største cykelnationer, der ikke har haft et hold på højeste niveau i de senere år, i hvert fald hvis vi tillader os ikke at medregne Colombia og Norge som store cykelnationer. Om det skyldes den tragiske skæbne for Phonak-mandskabet, der jo led en smertelig død efter Floyd Landis-sagen, skal jeg lade være usagt, men siden dengang har forsøgene på at skabe det storhold, en nation som Schweiz bør have, været påfaldende få og små. Ja, faktisk er IAM-mandskabet det eneste, der for alvor så lovende ud, men de ”døde” jo desværre, netop som kursen mod storhed var sat med blandt andet deltagelse i Touren.

Læs også

Bundærlig Pogačar: Det er noget lort

Nu sker der imidlertid noget. Holdet har på bare halvandet fået etableret to meget lovende projekter. Man kan måske diskutere, om der er så meget schweizisk over Q36.5, der mest af alt er en videreførelse af det gamle Qhubeka-mandskab, og som med bare to schweizere i truppen ikke har nogen videre schweizisk identitet.

Det har til gengæld det andet projekt - endda i den grad. Alene det forhold, at Tudor-projektets bagmand er nyere tids største schweiziske cykelrytter, nemlig Cancellara, gør det jo automatisk til en schweizisk cykelstolthed på samme måde, som det i Danmark gjaldt for Bjarne Riis-mandskaber, men derudover har holdet en helt klar mission om at opfostre schweiziske talenter. Det gør man i høj grad via udviklingsholdet, men også eliteholdet, der opererer som et ProTeam, har man plads til hele otte schweizere - og så er det jo nærmest perfekt symbolik, at mandskabet tillige er sponsoreret af en schweizisk urfabrikant.

At projektet er kommet lovende fra start, er svært at benægte. Allerede 2023-sæsonen var flot, men det var primært det imponerende sprinterprojekt omkring Arvid de Kleijn, hvis karriere holdet har givet en helt uventet opblomstring, der resulterede i de bedste resultater. Nu er kursen imidlertid sat mod WorldTouren med den voldsomme oprustning, man foretog op til denne sæson, hvor man hentede ikke færre end syv etablerede WorldTour-ryttere til holdet, mest markant Matteo Trentin, Michael Storer og Alberto Dainese.

Vejen til WorldTouren er stadig svær, når de næste licenser uddeles efter 2025-sæsonen, for det kan blive endog meget svært over tre sæsoner at ende i top 18 på den særlige rangliste, men projektet har fart. Om kort tid gør holdet debut i Giroen, og for en måneds tid siden sikrede De Kleijn i Paris-Nice Cancellara hans første sejr på WorldTouren.

Det er formentlig bare den første af mange. Holdet havde utvivlsomt drømt om et lidt svagere sprinterfelt i Giroen, der på netop den front ser ud til at blive uhyre stærkt besat, men holdet kan tillade sig at drømme stort med Dainese, der jo har vundet etaper i tre af sine seneste fire grand tours. Men måske endnu vigtigere har det været for holdet at præstere på hjemmebanen, for det er jo netop hele Cancellaras formål at udvikle schweizisk cykelsport.

Derfor må den schweiziske legende knibe sig lidt i armen. Da startlisten til årets Tour de Romandie forelå i går aftes, så det ganske sandsynligt ud, at Cancellara kunne ende uge med måske endda hele to etapesejre på hjemmebanen. I hvert fald er Dainese vel sammen med Matteo Moschetti den på papiret hurtigste mand i årets løb, der med to relativt enkle sprinteretaper er betydeligt mere sprintervenligt end vanligt, men nu kan Cancellara i den bedste af alle verdener måske tillade sig at drømme om, at hans lille mandskab kan vinde halvdelen af etaperne i et stort WorldTour-løb!

Det lå ellers ikke i kortene, at holdets anden sejr på WorldTouren skulle komme allerede i dag. Ganske vist vidste vi godt, at Maikel Zijlaard med sin banebaggrund var en god prologrytter, for han blev jo eksempelvis nr. 3 på prologen i Deutschland Tour næste år. Da årets løb i år for første gang siden 2008 blev åbnet med en ”rigtig” prolog, som vi stadig kender dem fra mange mindre løb, nemlig med en ultrakort og teknisk sag, var bolden måske mere spillet over til sprinterne og crossrytterne end til banerytterne. Det er i hvert fald de to rytterkategorier, der traditionelt har været bedst til denne slags ”rigtige” prologer.

Den gamle tese blev da også bekræftet denne tirsdag eftermiddag i Schweiz. Jeg kan i hvert fald undre sig lidt over, hvordan bookmakerne kunne tro, at det var klassementstyper som Juan Ayuso og Adam Yates, der fortjente at stå som nr. 2 og 3 på deres første udkant til en oddssætning bag Ethan Hayter, som med sejren på den ikke helt anderledes prolog i 2022 havde vist, at han skulle tages seriøst som vinderkandidat. Alene det forhold, at klassementsrytterne næppe ville tage de risici, der skulle sikre dem et par sekunder, som i sidste ende næppe ville blive afgørende, talte imod topresultater til de ryttere, der skal slås om den samlede sejr, men al prologhistorik tilsiger altså også, at det er helt andre ryttertyper, der mestrer denne ædle kunst.

Det blev da også bekræftet. I tillæg til overraskelsen Antoine Aebi, der tidligere har kørt gode prologer på lavere niveau, bestod top 10 således udelukkende af folk, der enten har en crossbaggrund som Gianni Vermeersch eller som Zijlaard, Cameron Scott, Julian Alaphilippe, Dorian Godon, Ivo Oliveira, Tim van Dijke, Nikias Arndt og Alex Aranburu har så meget fart og accelerationsstyrke, at de alle har en vis erfaring med at blande sig i massespurter.

Læs også

Optakt: 1. etape af Giro d’Italia

Men det blev altså alligevel banerytterne, der havde overhånden. I hvert fald var der hele tre af slagsen i top 5, nemlig Zjlaard, Scott og Oliveira, og af dem var det Zijlaard, der var bedst. Med tanke på hans prologhistorik fremstod han også som et ret sikkert bud på et topresultat, men efter et for mig lidt skuffende resultat på prologen i Mayenne, der minder meget om denne, og hvor jeg havde haft enorme forventninger til ham, havde jeg ikke regnet med, at han ville være bedst af alle.

Det finder vi jo i princippet heller aldrig ud af, om han var. Hayter, der jo var en af de helt tunge favoritter, oversatsede jo i et sving og fik dermed ødelagt sit løb, inden vi fandt ud af, hvor stærkt han kørte. Men det er jo også en del af prologens ædle kunst, nemlig at køre til grænsen, men ikke over den. Den kunst mestrede Hayter ikke i dag, og dermed fortsætter hans lange krise, der har efterladt ham sejrsløs, siden han vandt 2. etape i dette løb for nu ganske præcist et år siden.

Derfor var Zijlaard bedst af alle og det endda i så suveræn stil, at kun Scott kom bare tæt på ham. Dermed lykkedes det ham at tage sin første professionelle sejr på den største scene af dem alle. Det er i virkeligheden meget sigende. Zijlaard er ganske vist hurtig, men det er som lead-out man, han er god - endda ganske fremragende. Sejre vil han aldrig samle på, og det er formentlig kun på prologer, han for alvor kan lugte dem. Desværre er de en uddøende race, og derfor bliver der næppe nogensinde mange gevinster for den ellers meget stærke hollænder.

Det er han næppe ene om at ærgre sig over. Jeg havde ganske vist nævnt Scott i min optakt som en mand, der kunne overraske, men jeg havde aldrig drømt om, at han skulle blive nr. 2. Ganske vist var han en lovende sprinter, inden han blev professionel, men akkurat som Zijlaard har han siden specialiseret sig i rollen som lead-out man og slet ikke med samme succes som sin hollandske kollega. Derfor er han en af WorldTourens mere anonyme ryttere, men i dag oplevede han en stjernestund, der var bare 0,9 sekund fra at kaste en af WorldTourens større sensationer af sig.

Men etapen beviste generelt, at det er en skam for feltets lead-out men, at der nærmest ikke kører prologer længere. Det er nemlig også her Oliveira og Van Dijke har deres spidskompetencer - en spidskompetence, der endda er så god, at de i 2023 vandt de to eneste prologer af denne type, der blev kørt på professionelt niveau. Det er altså en ret særlig kunst, hvis sjældenhed også Godon må ærgre sig over. Både med sine to sejre i Mayenne og dagens 4. plads har han nemlig bevist, at han er blandt verdens bedste til det.

Det er Alaphilippe også, men det gav næsten sig selv. Også han har jo en lille crossbaggrund, og med sin eminente teknik og sit punch er han jo skabt til disciplinen. Jeg havde en lille bekymring for, om han med Giroen forude og et brud i frisk erindring ville tage de nødvendige risici. Det gjorde han heldigvis, og det sikrede ham noget aldeles tiltrængt opmuntring. Desværre er det også en opmuntring, der udstiller hans problem. I dag endte han i høj grad som nr. 3 i kraft af en evne, man ikke mister med alderen, nemlig sin teknik. Problemet er, at det ser helt anderledes ud, når fysikken bliver afgørende - og en afgør jo desværre betydeligt flere cykelløb.

Derfor skal vi næppe heller regne med at se Alaphilippe blande sig i klassementet. På papiret passer denne rute med en kuperet enkeltstart og to lettere bjergetaper ham jo ellers perfekt, og ved første øjekast endte han da også som løbets bedste klassementsrytter. Det vil dog være svært overraskende, hvis vi skal regne ham i den kategori. Nej, det var snarere hans holdkammerat Ilan Van Wilder, der med sin for mig meget overraskende 12. plads endte som den store vinder i klassementsslaget.

Det er dog næppe noget, der betyder noget på den lange bane. Selv Louis Meintjes, der helt naturligt havde et uhyre svært i denne disciplin, tabte som den dårligste klassementsrytter ikke mere end 19 sekunder, og for langt, langt de fleste var tabet under 10 sekunder. Derfor giver det heller ikke megen mening at lave noget stort klassementsregnskab. Forskellene vil næppe blive afgørende, de evner, der skulle sikre topresultatet i dag, fører ingen vegne på den lange bane, og dagens resultat sagde intet om rytternes form, men alene noget om acceleration, teknik og måske vigtigst af alt risikovillighed. Men det må da alligevel være kommet som en kærkommen opmuntring for den kriseramte Enric Mas, at han højst overraskende var næstbedst, og for Lenny Martinez, der jo ellers er uden punch, at han var tredjebedst - i hvert fald hvis man fraregner den spændende Darren Rafferty, der imponerede igen. Men for sidstnævntes vedkommende spiller det vel en rolle, at han har arvet lidt af teknikken fra sin berømte far, Miguel Martinez. Derefter endte Ayuso, der med sit punch og sin teknik på forhånd lignede en af de sikre vindere i dagens klassementsslag.

Det slag var bare så ligegyldigt, at han ikke er nogen reel vinder. Det er derimod Zijlaard, der sammen med Scott og Oliveira satte en fed streg under, at eksplosive baneryttere har særlige evner i denne nu meget sjælden disciplin. Og den allerstørste vinder er måske Cancellara, der stadig nok har travlt med at knibe sig i armen over den drømmestart, hans projekt har fået på 2024-sæonen og nu også på det ene af de to store hjemlige WorldTour-løb. Det blev i hvert fald Cancellaras store dag som holdchef - og når Dainese har været i gang senere vil vi måske tale om Cancellaras store uge, der sendte et klart signal om, at det måske ikke varer så længe, inden Schweiz endelig får det WorldTour-hold, deres cykelhistorie tilsiger, at de bør have.

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT