Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Cykelcross og landevejscykling har jo aldrig været to skarpt adskilte størrelser. Listen over tidligere verdensmestre i crossdisciplinen tæller i hvert fald flere navne, der også har været glimrende landevejsryttere. Selvom der er hans bror, Erik, der har rekorden for flest verdensmesterskaber og også havde en fin landevejskarriere med blandt andet en etapesejr i Tour de France, var den første af sportens giganter til at iføre sig regnbuetrøjen på crosscyklen vel Roger De Vlaeminck, der jo som en af alletiders bedste klassikerryttere kunne kalde sig crossverdensmester i 1975.

Mest af alt har de to sportsgrene dog haft en relativt klar adskillelse. Der har altid været ryttere, der har begået sig i begge discipliner, men man har helst skullet specialisere sig. Da jeg tidligere i dette årtusinde begyndte at følge crossdisciplinen var den også domineret af ryttere, der slet ikke havde nogen stor landevejskarriere, naturligvis mest markant Sven Nys, der var altdominerende på crosscyklen, men hvis landevejsresultater var temmelig beskedne.

Læs også

Optakt: 2. etape af Giro d’Italia

Jeg har ikke nogen god forklaring på, hvorfor det har ændret sig, men i dag er det jo blevet hverdagskost, at crossdisciplinens helte stormer ud på landevejen og her ikke blot bliver dygtige ryttere, men som brager direkte ind som nogle af deres nye sports allerbedste. Det startede vel med Lars Boom og Zdenek Stybar, der begge forlod en lovende crosskarriere til fordel for en mere end hæderlige landevejskarriere, men det er naturligvis kun accelereret med de evige rivaler, Wout van Aert og Mathieu van der Poel, og senere også Tom Pidcock.

Det er stadig ikke alle gode crossryttere, der automatisk har en stor landevejskarriere foran sig. Eksempelvis er Eli Iserbyt og Michael Vanthourenhout i dag blandt de allerbedste i terrænet, men intet tyder på, at de vil kunne få nogen væsentlig landevejskarriere, hvis de gik den vej. Men der er et eller andet, der tyder på, at de ryttere, der brager ind på crosshimlen som de nye kometer, er så vilde talenter, at de nærmest pr. automatik kan tage de evner med sig videre til landevejsdisciplinen.

Sådan var det i hvert fald med Van Aert, Van der Poel og Pidcock, hvis helt særegne crosstalent blev tydeligt i en meget ung alder. Nu melder det næste vidunderbarn sig så i rækken. I starten kunne man ellers godt have mistænkt, at den helt ekstreme hype, der i Belgien meget tidligt var om Thibau Nys, og som første til, at belgisk national-tv allerede havde en hel tv-udsendelse om ham, inden han blev professionel, mest af alt skyldtes hans far. Selvom han aldrig blev samme altædende uhyre som Van der Poel og Van Aert stod det dog hurtigt klart, at han bestemt havde arvet nogle af faderens gener. Alligevel står han stadig på crosscyklen i skyggen af Van Aert, Van der Poel og Pidcock, der med det samme gik fra ungdomsrækkerne og direkte op på øverste trin hos eliten.

Det har Nys slet ikke gjort, og efter at en vild sæsonstart indikerede, at han nu havde taget det skridt, endte hans crosssæson jo faktisk som en ret stor skuffelse. På mange måder tyder noget også på, at han er anderledes end de andre crossfænomener. Det kan i hvert fald være svært at sige, om Van Aert, Van der Poel og Pidcock er mere talentfulde på landevejen end på crosscyklen, men mere og mere tyder på, at Nys - helt modsat sin far - faktisk nok kan blive en større landevejs- end crossstjerne.

Det er i hvert fald en ret imponerende landevejskarriere, han har fået igangsat, efter at han bragede ind på scenen med sin EM-titel i U23-klassen i 2021 - lidt i stil med Van der Poel, der bragede ind på landevejsscenen med sit juniorverdensmesterskab i 2023. Sidste år satsede kørte han i lyset af sine crossambitioner en ret amputeret landevejssæson, men han viste med det samme, at han var ”the real deal”. Allerede i karrierens allerførste WorldTour-løb i Romandiet var han pokkers tæt på at vinde, og siden fulgte succeserne i en lind strøm med sejre i Norge og Aargau.

Det herlige ved disse crossfænomener er, at den alsidighed, der gør, at de kan satse på flere discipliner på én gang, også kommer til udtryk på landevejen, hvor de mestrer flere forskellige aspekter end de fleste. Mest markant er det selvfølgelig med Van Aert, der er så alsidig, at han i én samme Tour kan vinde en enkeltstart, en massespurt i Paris og en bjergetape med Mont Ventoux, men også Pidcock og måske i lidt mindre grad Van der Poel breder sig over mere end de fleste. Der er nogle ret klare fællestræk mellem dem, nemlig at de alle er eksplosive, spurtstærke, teknisk dygtige og har et punch, der gør dem til helt naturlige klassikerryttere, men de kan som regel mere end det.

Derfor er de også pokkers svære at kategorisere. Det er Nys i den grad også. Da han vandt sin EM-titel, skete det i en reduceret massespurt på den ganske hårde rute i Italien, hvor Sonny Colbrelli vandt elitens titel i en tomandsspurt foran Remco Evenepoel, og han er akkurat som særligt Van Aert så hurtig, at han kan begå sig i de store spurtopgør. Faktisk har han selv udtalt, at han ikke anede, hvad han skulle på landevejen, og at det sagtens kunne ende med, at han ”bare” er sprinter.

Det fandt vi nu hurtigt ud af, at han ikke var. Sidste år chokerede hans klatreevner mig nemlig allerede. Det gjorde de, da han efter en ærgerlig offday på den første af de to ”bjergetaper” kun var et taktisk angreb fra Yannis Voisard fra at vinde kongeetapen i Ungarn, og siden imponerede han stort med en top 10-placering på bjergprologen i Norge, hvor de skulle slutte på den meget stejle Fløyen-stigning i Bergen.

Ingen af disse to resultater blev opnået i de rigtige bjerge, og Nys er skam heller ikke bjergrytter. Det er stadig Pidcock, der blandt crossfænomenerne er det bedste bud på en klatrer, men sidste år lærte vi allerede, at Nys skam kører mere end hæderligt opad. Alligevel kom det nok som en overraskelse for de fleste, at hans første WorldTour-sejr skulle komme på en bjergetape i Tour de Romandie, som det gjorde, da han i dag sejrede i det første af de to bjergslag, løbet i år højst usædvanligt byder på.

Læs også

Ærgerlig Visma-kaptajn: Det er noget lort

Belært af erfaringerne med disse crossfænomener tog jeg alligevel et lille forbehold i gårsdagens optakt, hvor jeg skrev: ”Thibau Nys imponerede stort på stigninger i Norge og Ungarn sidste år, men selvom man aldrig skal sige aldrig med den slags talenter, bør denne stigning være for svær - i hvert fald til, at han kan vinde - selvom han så godt ud i dag.” Det var nu egentlig også møntet på en sejr fra favoritgruppen, for jeg havde ikke ventet, at et udbrud kunne holde hjem. En sådan sejr havde han da efter alt at dømme heller ikke taget, men akkurat som Van Aert kunne det i Touren, kan Nys nu kalde sig udbrudsvinder på en bjergetape i et WorldTour-løb.

Naturligvis var modstanden heller ikke den skrappeste. Den eneste klatrer i udbruddet var Roger Adria, men han viste allerede i går, at den kortvarige opblomstring i Ardennerne blot var en pause i den krise, der nu har varet i mere end et år. Xandro Meurisse er en skygge af den rytter, der engang kørte klassement i Touren, og selvom Andrea Vendrame kører godt opad og har vundet et benhård Giro-etape i Appenninerne, er han trods alt ikke bjergrytter. Nej, han deler faktisk mange af de samme karakteristika som Nys, og derfor var det på mange måder helt naturligt, at etapen blev afgjort i et knivskarpt opgør mellem de to. Og i stedet for det, der vel ville være en historisk anden etapesejr i træk for Ag2r i et WorldTour-etapeløb, tog Nys med en dags forsinkelse den første af helt sikkert mange WorldTour-sejre under ganske uvante omstændigheder, efter at hans manglende evne til at følge Simone Consonni formentlig havde kostet ham den bare 24 timer tidligere. Men det er jo det, den slags alsidige talenter kan. Van Aert ved i hvert fald, hvordan det er at jagte sejre i massespurter og på bjergetaper i ét og samme løb.

Sandt er det dog også, at det var en meget let bjergetape. Kun to stigninger var på programmet på en ellers let og flad dag, og den sidste stigning var både kort og eksplosiv. Det var bestemt ikke dieselklatrernes paradis, men derimod en sag for ryttere med mere punch og formentlig også spurtstyrke. Når samtidig stigningen blev skæmmet af en ret hård modvind, var der ikke lagt op til noget stort festfyrværkeri i klassementet.

Det blev det bestemt heller ikke. Modvinden havde i forvejen dæmpet mine forventninger så meget, at jeg regnede med to mulige udfald nemlig enten en gang taktisk rod, fordi ingen ville tage ansvar i modvinden, eller en spurt i en større gruppe. Vi endte med at få begge dele, men selv i mit mest pessimistiske scenarium havde jeg alligevel ikke regnet med, at favoritgruppen skulle tælle hele 17 mand.

Sådan går det imidlertid let, når en så let bjergetape rammes af modvind på et eksplosivt finalebjerg. Nu var billeddækningen af feltet mildt sagt af en tvivlsom kvalitet, hvorfor det er svært at sige, hvad der skete i feltet, men det er da også nærliggende at tro, at mange har kørt med håndbremsen trukket 24 timer inden den enkeltstart, der er løbets absolutte nøgleetape. I hvert fald blev vi ikke spor klogere på, hvem der kan vinde løbet. De eneste var handlede om, hvem der ikke kan vinde det.

Her var det mest markante Jai Hindley. Det er virkelig besynderligt, hvordan så lovende en sæsonstart med én kan forvandles til en så ringe en af slagsen, for han er stadig en tam skygge af sig selv. Lige så bekymrende var det med Thymen Arensman, men inden vi tænder alarmklokkerne frem mod Giroen, skal vi huske, at han for et år siden også fik sig en gigantisk lussing på den første bjergetape i Alperne, inden han efter en lang pause stille og roligt fik varmet dieselmotoren op.

Vi må også sande, at Ivan Ramiro Sosa trods alt stadig er et stykke fra sit tidligere niveau, og selvom der bestemt er fremgang at spore for Julian Alaphilippe, er han stadig milevidt fra fordums styrke. Jeg må også sande, at det fortsat er for tidligt at skrue forventningerne til Johannes Staune-Mittet alt for langt op, og Harold Tejadas lovende Paris-Nice har stadig kun vist sig at være en engangsforestilling.

Begravelsen af Rigoberto Uran kan vist gøres definitiv, og vi må sande, at Magnus Sheffield fortsat har til gode at finde de gode klatreben, han havde i Schweiz sidste år. Pavel Sivakov har stadig bemærkelsesværdigt ved at finde formen som UAE-rytter, hvor de fleste jo ellers blomstrer op, Eddie Dunbar får virkelig svært ved at nå at finde Giro-formen efter den seneste skadespause, Sergio Higuitas krose synes kun at intensiveres, og der er gået et eller andet helt galt med Brandon McNulty siden Baskerlandet. Og så er det stadig lidt uforståeligt, at Visma kunne tro på, at Jan Tratnik kunne køre klassement i et løb med to bjergetaper - særligt da når den vilde Tratnik, vi så i sæsonstarten, har været helt usynlig siden sæsonstarten.

Vi fik dog enkelte mere opløftende svar. Nok var tv-billederne få, men Juan Ayuso lignede en mand i fuld kontrol ved de få glimt, vi fik af feltet. Adam Yates synes også at have forbedret sig ganske markant siden Abruzzo, Ilan Van Wilder er ude af sin krise, og Lenny Martinez så betydeligt bedre ud end ved den lidt skuffende præstation i Catalonien. I lyset af udgangspunktet var det også godt at se Simon Yates, Tao Geoghegan Hart, Guillayme Martin, Harm Vanhoucke, Marco Brenner og David Gaudu sidde med hjem i den dog relativt store gruppe, og der er langt om længe lys for enden af tunnelen for Damien Howson, selvom han smed et par sekunder til sidst.

Læs også

Bundærlig Pogačar: Det er noget lort

Ingen af dem kan dog kaldes vindere. Det kunne UAE være blevet, hvis de havde holdt det samlet til en spurt, men på mange måder giver det mening, at de lod etapen sejle. Sidste år lærte Ayuso i Tour de Suisse på den bitre måde, at han kan have det svært på denne slags eksplosive etaper tidligt i et etapeløb, for det var hans nedtur på 3. og 4. etape, der endte med at koste ham, hvad der ellers havde været en ret sikker samlet sejr. Samtidig har han jo den luksus, at han kan vinde løbet via sin enkeltstart, og derfor var det en risiko at bringe bonussekunderne i spil, for det er i høj grad dem, der skal gøre det muligt for typer som Egan Bernal, Lenny Martinez og Richard Carapaz at vinde samlet på en rute, der passer dem ganske elendigt.

Derfor var det også kun naturligt, at det var dem, der tog ansvaret for at jagte udbruddet, men det var nu aldrig med den store intensitet. Det virkede i hvert fald temmelig halvhjertet, hvad der dog også kan have sin gode forklaring. Hvis de undervejs indså, at vinden var for kraftig til at gøre forskelle, var der jo ingen grund til at forære Ayuso de 10 bonussekunder. I stedet må de så krydse fingre for, at betingelserne er bedre på lørdagens kongeetape, selvom også den nu er til den lette side.

Alligevel var der jo en vinder i klassementsslaget. Luke Plapp fortsætter den genfødsel, skiftet til Jayco har igangsat, og han har vist sig som lidt af en mester i disse taktiske angreb. Akkurat som i Paris-Nice udnyttede han favoritterne tøven til at sikre sig et forspring, og selvom det heller ikke denne gang kastede en etapesejr af sig, og denne gang heller ikke gav den førertrøje, han fik i Frankrig, har han nu sikret sig et forspring på 16 sekunder. Det er faktisk ikke helt uden risiko for favoritterne, for han er i lyset af sin enorme krise i 2023 faktisk lidt en ubekendt på morgendagens etape, hvor han jo skal regnes som specialist - og med en lettere kongeetape skal han nok tages lidt mere seriøst, end han blev i dag. Det var også opløftende endelig at se Florian Lipowitz, der imponerede så stort i de mindre løb sidste efterår, folde sig ud på den store scene. Det er næppe sidste gang.

Det er det i hvert fald heller ikke med Nys. Det store spørgsmål er blot, hvor den næste WorldTour-sejr kommer. Det bliver trods alt nok ikke i morgen, og det vil også være overraskende, hvis det sker lørdag, men allerede på søndag kan vi tale om ham som vinder igen. Kommer der et afbud til Lidls Giro-trup, er han også i spil som reserve, og med den form, han har lige nu, kunne han blive et uhyre interessant bekendtskab i det italienske, selvom hans restitutionsproblemer på crosscyklen dog nok kunne antyde, at vi mest vil se ham i starten af den slags etapeløb. Det må til gengæld også være mere end rigeligt for begejstrede belgiske fans. Efter i dag står det i hvert fald endnu klarere, end det allerede gjorde, at crossdisciplinen har beriget landevejssporten med endnu et vidunderbarn.

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT