Dagens cykelnyheder

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Criterium du Dauphiné plejer altid at byde på mindst to chancer for sprinterne, og meget ofte er den første af disse kommet på mandagens etape, inden bjergene tårner sig op i Alperne i løbets anden halvdel. Også den trend har ASO brudt i de senere år, og nu synes traditionen i stedet at være, at man over de første to dage skal besøge det kuperede Massif Central. Sådan er det også på årets ganske brutale rute, men i år har man taget vanskelighederne til helt nye højder. Sprinterne kan i hver fald glemme alt om at blande sig, for allerede her bydes der på løbets første bjergfinale på Col de la Loge med top i mere end 1200 m højde. Det lyder dog betydeligt voldsommere, end det er, for selvom de sidste 30 km næsten alle går op ad, er der tale om en ganske blød stigning, der lægger op til, at løbets puncheurtyper skal spurte om sejren - medmindre ubeslutsomheden er så stor, at et udbrud kan overraske.

 

Med en distance på 142,0 km er der tale om en meget kort etape, der fører feltet fra Gannat til toppen af Col de la Loge. Startbyen ligger i fladlandet mellem to kuperede områder i Massif Central, og derfor er det kun ganske let kuperet, når man lægger ud med at køre mod sydøst ad lange og lige veje. I byen Chateldon, der nås efter 30,5 km, bliver det en anelse mere kuperet, når man drejer mod syd for at køre ned langs kanten på det kuperede område.

 

Det besøger man, når man drejer mod øst for at køre op ad kategori 3-stigningen Cote de Fagot (5,3 km, 5,4%), der er en ganske jævn stigning med top efter 45,1 km. Den leder op til et plateau, som følges mod først sydøst, så syd og dernæst øst igennem først fladt, siden faldende og slutteligt let stigende terræn. Det forlader man, når man fortsætter mod øst op ad kategori 2-stigningen Col Saint-Thomas (4,5 km, 6,6%), der er en ujævn sag. Således stiger de først 2 km med 6-7%, inden der venter et næsten fladt plateau frem mod de sidste 1300 m, som stiger med 10,8% frem mod toppen, som rundes efter 67,4 km.

 

Nu bliver det meget lettere. En helt lige nedkørsel leder videre mod øst, inden man drejer mod sydvest for at køre ad let kuperede veje, der generelt er let stigende. Efter 89,7 km drejer man mod nordøst, hvorefter det generelt er let faldende, indtil man når frem til dagens spurt, der kommer efter 100,9 km. Nu drejer man mod sydøst for at køre ad en lige og let faldende dalvej ned til finalen.

 

Den indledes, når man forlader dalen ved at dreje mod sydvest og køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Saint-Georges-en-Couzan (7,0 km, 5,8%), der stiger jævnt med 4-6% hele vejen frem til toppen, som rundes efter 124,4 km. Herefter indledes de sidste 17,6 km med et fladt plateau, der følges mod vest, inden man drejer mod nord for at køre op ad kategori 3-stigningen Col de la Croix Ladret (3,1 km, 6,1%), der er en helt jævn stigning med top efter 134,3 km.

 

Herfra resterer blot 7,7 km, der alle er let stigende med en beskeden stigningsprocent på 2,5, idet den bliver stejlest til sidst, hvor den sidste kilometer stiger med 4,1%. Det går ad en 6 m bred vej, der er uden sving, men er ganske snoet. Den sidste skarpere kurve kommer dog med 1600 m igen, hvorefter vejen bugter sig let med først 1000 m igen og siden med 500 m igen, hvorefter man rammer den 330 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2665 højdemeter.

 

Col de la Loge har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Efter den vejrmæssigt kedelige begyndelse bliver det bedre mandag. Løbet vil ganske vist starte overskyet med en temperatur på 17 grader, men relativt hurtigt vil det klare op med meget sol og kun få skyer samt en temperatur i bunden af den sidste dobbeltstigning på 19 grader. Vinden vil komme fra nord og tiltage fra en styrke på 11 til 16 km/t. Det giver generelt forskellige former for medvind, indtil man kort inden Saint-Thomas-for sidemodvind. Kort efter toppen får man igen sidemedvind, der var varer ved frem til toppen af næstsidste stigning. Herefter vil der kortvarigt være sidevind, inden man får direkte modvind på sidste stigning, og derefter vil der være sidemodvind, indtil man får sidevind over de sidste 3 km

 

Analyse af 1. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Mads Pedersen med sin suveræne sejr på 1. etape på symbolsk vis beviste, at det er nye tider på sprinterscenen.

 

Favoritterne

Efter en let start på løbet, der helt skjuler, hvor voldsom årets udgave er, får rytterne allerede mandag at føle, at vi taler om særlige vanskeligheder i år. Det er nu ikke uset, at den anden af de to dage i Massif Central, som løbet i de senere år har introduceret - i årets udgave er der dog naturligvis skruet op til tre af slagsen - er den vanskeligste, og det er heller ikke uset, at man har haft mål på toppen af en stigning. Ja, faktisk har disse stigninger også tidligere været betydeligt vanskeligere end Col de la Loge, hvor der skal sluttes i morgen.

 

Alligevel er det nu for denne udgave noget passende over morgendagens etape. Det er i hvert fald uset, at man i denne fase af løbet skal slutte med 30 km, der praktisk talt alle går opad. Det siger dog næsten så også sig selv, at profilen ser voldsommere ud, end virkeligheden er. Når man starter i 400 m højde og slutter i kun godt 1200 m er det klart, at vi ikke taler om noget Monte Zoncolan eller mange passager med tocifrede procenter.

 

Nej, det er en ganske, ganske blød stigning. Det er i hvert fald ikke i morgen, at vi får den første ide om klatrehierarkiet i årets løb. Et angreb vil være spild af kræfter, og klassementsrytternes eneste chance for at vinde tid går gennem de bonussekunder, der er at finde på toppen. De er til gengæld også helt oplagte at gå efter, hvis man er en type, der som Primoz Roglic eller Remco Evenepoel besidder en god puncheurspurt.

 

Bedre bliver det ikke af, at der endda er en ret hård modvind på den anden af de to stigninger og på det meste af det efterfølgende stykke, og det gør det endnu mere omsonst at forsøge sig med et angreb. Skal den slags komme, skal det være fra ryttere, der griber ud efter etapesejren, og som ikke regnes som farlige i klassementet. De vil dog også få det svært i modvinden, og derfor er det svært at tro, at feltet ikke vil nå målet samlet.

 

Spørgsmålet er bare, om de får lov at køre om etapesejren. Det kræver, at der er hold, der vil kontrollere, og det er jeg ikke sikker på. For Mads Pedersen er denne etape på grænsen, men den burde ikke være uden for rækkevidde. I dag gav han dog udtryk for, at han anser den som værende for hård. I samme ombæring sagde han dog også, at Lidl vil kontrollere for at gøre trøjen ære, og spørgsmålet er så, om det blot handler om at føre for syns skyld, så feltet ikke går helt i stå, eller om de vitterligt har tænkt sig at hente udbruddet og give danskeren en reel chance for at holde fast i 1. pladsen.

 

Hvis ikke Lidl går efter etapen, har udbruddet en stor chance. Det er helt oplagt for Bora at gå efter en sejr med Roglic, men jeg vil tro, at de vælger at spare sig, for de kommer på arbejde senere i løbet. Det er en god chance for Evenepoel, men hvis Soudal går frem, vil al hans snak om at bruge løbet som træning jo med det samme blive afsløret som røgslør. Juan Ayuso vil være farlig i denne spurt, men han har aldrig vundet en spurt af denne type, og det synes udelukket, at UAE vil jagte.

 

Hvis ikke Bora eller Lidl går efter etapen, skal vi længere ned i hierarkiet. Så kan man pege på FDJ for Romain Gregoire, Uno-X for Magnus Cort, Ag2r for Dorian Godon, Lotto for Andreas Kron eller måske endda Israel-PT for Dylan Teuns som hold, der kunne tænkes at jagte. Det er bare også ”små” hold, der kun sjældent tager ansvar i så stort et løb som dette, og for mange af dem gælder også, at de vil være usikre på, om finalen er for let eller for hård.

 

Den usikkerhed bør have en sikker konsekvens. Der bliver kamp om at ramme udbruddet, og den kan godt blive langvarig. Heldigvis for feltet er starten let, hvorfor udbruddet kan blive både lille og knap så stærkt, men det er ganske sandsynligt, at vi når frem til stigningerne, inden en gruppe kommer fri. Sker det, vil den både være stærkere og sikkert også større, og så skal der altså arbejdes for at skabe samling i dette hårde terræn.

 

Derfor anser jeg en udbrudssejr som endog meget sandsynlig. Jeg læser dog også Pedersens kommentar sådan, at Lidl vil give trøjeforsvaret et skud, og jeg anser det også som relativt sandsynligt, at Uno-X, der aldrig er bange for at tage ansvar i små løb, kunne finde på at gribe ud efter lykken. Da der som nævnt også er andre hold, der kan tænkes at jagte, hælder jeg nok alligevel til, at vi får samling. Det kan gå begge veje, men hvis Bora går ind i jagten, anser jeg det til gengæld for ret sikkert, at der kommer samling - og det tror jeg ikke, at de gør. Selv hvis der jagtes fra de andre hold, er det heller ikke sikkert, at de er stærke nok til at hente udbruddet. Det skyldes også, at finalen er så hård. Det er ikke hvem som helst, der klatrer godt nok til at skabe samling. Nok heller jeg til samling, men vi er tæt på 50-50.

 

Hvis vi får samling, er spørgsmålet, hvordan finalen køres. Hvis der gås til stålet, bør det blive for hårdt for Pedersen, men hvis ikke Bora går efter etapen, kan det faktisk godt blive en ret let finale. Jeg regner ikke med, at anden stigning bliver et alt for stort problem, når der er modvind, og den er så kort. Nej, det er den første af de to stigninger, der er truslen. Den starter med 4 km med 6-7%, og da der tillige er medvind, kan den gøre skade. Det kræver bare, at der er et hold, der vil lægge presset.

 

Her kan jeg kun få øje på to hold, nemlig Bora og FDJ. Hvis Bora går efter etapen - og det tror jeg som sagt ikke - skal de gøre finalen benhård fra start. Det andet hold er FDJ, men har Romain Gregoire selvtillid nok til at tage så meget ansvar i dette selskab? Det tvivler jeg på, særligt hvis han stadig er usikker på formen. Den eneste anden option er vel UAE, der før er gået bananas på dage, hvor det ikke er helt oplagt, men det ser jeg ikke ske.

 

Derfor tror jeg faktisk, at de tunge folk har en ret god chance. Det er Bora, der sidder med nøglen til at skabe et blodbad. Til gengæld er det også klart, at roligt tempo åbner døren for nye angreb og dermed, at feltet alligevel bliver snydt, selv hvis udbruddet hentes. Det bør dog blive svært. Dels er der modvinden, og derudover vil der formentlig være hold, der tager ansvar, hvis først etapesejren er så tæt på.

 

Jeg hælder altså til en spurt efter en finale, der ikke nødvendigvis bliver alt for hård. Selve målbakken er bestemt heller ikke svær. De sidste 7,7 km stiger blot med 2,5%, herunder med 3,8% over de sidste 3 km og 4,1 km over den sidste kilometer. Det er noget, bakkestærke sprintere sagtens kan klare, hvis de er kommet så langt, men det er klart, at meget til slut også vil afhænge af friskhed efter så voldsom en finale. Her vil de lettere folk trods alt have en indlysende fordel. Teknisk er finalen også helt ukompliceret. Vejen er relativt smal, og derfor kan man altid blive lukket inde, men risikoen derfor er ikke alt for stor - og jo mindre et felt, jo mindre en risiko.

 

Jeg går med Primoz Roglic. En spurt på 4% er til den lette side, hvis det skal være ideelt, og her vil han være sårbar mod tungere folk. Dem har han dog slået på 5%, blandt andet da han slog Christophe Laporte ganske suverænt i Paris-Nice for nogle år siden, og denne finale har jo den luksus, at den er så hård, at de tunge folk vil være betydeligt mere mærkede end ham - og med nogen sandsynlighed vil være helt sat af. Blandt de lettere folk i dette felt bør han have en klar overhånd.

 

Det er ellers ikke meget, han har spurtet på det sidste, men at han stadig er hurtig viste han i forbindelse med sine mange spurtsejre i Tirreno, Burgos, Vueltaen og Catalonien i 2023, hvor han i alle tilfælde vandt spurter i enten flade eller stigende finaler. Flere gange gjorde han det også mod Evenepoel, der er en af hans rivaler her, nemlig på 1. etape i Catalonien og 8. etape i Vueltaen, og jeg er derfor ikke bekymret for hans fart og punch. Han har også et fremragende tog til at sætte sig i scene med folk som Bob Jungels, Jai Hindley, Aleksandr Vlasov og Matteo Sobrero, og dermed har han alle kort på hånden - uanset om han skal slå de tunge eller kun de lette. Jeg tvivler på, at Bora vil gribe ud efter sejren og skabe et blodbad, men bliver udbruddet hentet af andre, tror jeg, at han spurter sig til sin anden sejr, selvom han stadig efter det skuffende Paris-Nice har til gode at vise, at han er tilbage, for i det franske løb så vi, at en svag Roglic end ikke spurter. Særligt Sobrero og Vlasov, men også Hindley er også gode i denne slags spurter, men de hår næppe chancen, selvom man ikke skal blive forundret, hvis Vlasov og måske Hindley ender i top 10.

 

Jeg må hellere placere Romain Gregoire som nr. 2. Han er stadig et ubeskrevet blad, men dette burde lige være en finale for ham. Blandt sine sejre har han da også vundet én puncheurspurt, nemlig i Dunkerque, og selvom det var i et svagt felt, vidner det om evnerne. Hans sejr i en flad spurt i Baskerlandet fortæller, at han har farten, og den burde kun blive endnu mere anvendelig i en stigende finale som denne. Til gengæld har vi til gode at se ham mod de bedste, og vi ved også, at hans niveau kan være ekstremt svingende. Efter en pause aner vi ikke, hvor han står, og derfor kan han også falde helt igennem. Han plejer dog at være god efter en pause og har trænet frem mod Touren, og da han i kraft af sit talent og sin ubeskrevethed har den x-faktor, der kan slå Roglic, må han stå som nr. 2 på listen. Holdet har meldt ud, at de kører for ham, men har han en offday, er det ikke en dum spurt for Valentin Madouas, hvis form dog også er ukendt, og for Quentin Pacher, der senest viste sin puncheurevner med den flotte 3. plads i Catalonien i 2022, ligesom David Gaudu vandt den tilsvarende etape i Massif Central i 2022, hvor han slog en for tidligt jublende Wout van Aert på en dog noget hårdere stigning. Gaudu synes dog ikke at have formen til at gentage det resultat.

 

Da jeg rangerer efter vinderpotentiale, placerer jeg Mads Pedersen her. Selve spurten passer ham perfekt, og hvis ikke han er for mærket i sin kamp for at overleve, vil der ikke være mange, der kan slå ham i en powerspurt på disse procenter. Udfordringen bliver at komme så langt. Som nævnt ovenfor sagde han i dag, at han regner med, at finalen bliver for hård, og hvis Bora skaber et blodbad, har jeg da også svært ved at se ham overleve. Det regner jeg imidlertid ikke med, at de gør, og modvinden vil hjælpe ham voldsomt efter toppen af de første to stigninger.

 

Pedersens klatring er svingende. Han har var ikke langt fra at klare Jaizkibel på 2. etape af Touren sidste år, selvom UAE virkelig gik til stålet. Vi husker også hans vilde bedrift på 4. etape i Vueltaen i 2022, hvor han overlevede en kortere, men ret stejl stigning til sidst. Til gengæld så vi også, at Jayco - kortvarigt - fik skovlen under ham på 3. etape i Giroen sidste år, hvor stigningen kunne minde om denne. Der bør derfor ikke være tvivl om, at Bora kan gøre etapen for hård, men hvis ikke de griber ud efter etapen, burde der altså være en god chance for, at det går så roligt, at danskeren kan overraske sig selv ved at vinde endnu en etape.

 

Falder han fra, har Lidl heldigvis andre kort, nemlig Tao Geoghegan Hart og Giulio Ciccone. Begge viste deres puncheurevner, da de vandt hver deres etape i Valencia sidste år - dengang ikke som holdkammerater - og vi har i det hele taget set dem fra dem begge mange gang. Ja, for Ciccone var de sidste år endda ekstra gode, da han som bekendt overspurtede både Roglic og Evenepoel på 2. etape i Catalonien, mens Geoghegan Hart brugte dem senere i Tour of the Alps. Jeg tror nok mest på Geoghegan Hart på disse blødere procenter, og det er måske også ham, de kører for. I hvert fald sagde Pedersen i dag, at de havde én klassementsrytter, og det kan næsten kun være briten. Det kan dog sagtens være, at Ciccone får lov at køre denne spurt - særligt hvis Geoghegan Hart ikke vil tage chancer - og begge må anses som ret gode vinderbud. Holdet har også Toms Skujins, men jeg vil forvente, at han er ren hjælper.

 

Den anden dansker, der er i spil, er Magnus Cort. På papiret er han en bedre klatrer end Pedersen, der aldrig havde vundet 10. etape i Touren i 2022, men klatrer Cort stadig godt nok? I hvert fald var han sidste år aldrig på sit bedste, og på 2. etape i Touren var Pedersen i hvert fald langt, langt tættere på at overleve. Dertil skal lægges usikkerheden om hans form efter den lange pause. Han klatrede heldigvis fornemt i Norge, men det var også i så svagt et felt, at jeg bestemt ikke føler mig tryg ved ham, når han har klatret, som han har gjort i det seneste års tid. Derfor tror jeg, at han får svært ved at klare sig bedre end Pedersen, og jeg tror ikke, at han kan slå sin landsmand i en spurt. Hvis til gengæld han slipper for Pedersen, står han meget stærkt, for denne spurt passer ham ganske perfekt, som vi blandt andet så på Giroens 1. etape i 2022, hvor vi havde tilsvarende procenter, og hvor han trods ringe form overraskede sig selv med en 4. plads. Falder han fra, vil Uno-X kunne forsøge sig med Ådne Holter, der kørte en god puncheurspurt på højere procenter i Norge, Odd Christian Eiking, der dog ikke er som tidligere, og måske Markus Hoelgaard, der kørte en fin puncheurspurt i Finistere, men det er svært at de dem helt fremme i dette selskab. Idar Andersen var også god i Norge, men jeg har svært ved at se ham få chancen. Eiking er nok den bedste plan B.

 

Jeg er noget mere tryg ved Dorian Godon i forhold til overlevelse. Han har klatret fornemt i år, blandt andet i Fleche Wallonne, på sidste etape i Catalonien og i Amstel og burde være et mere sikkert kort end både Pedersen og Cort. Han syntes dog ikke at ose af form i Mayenne, og derfor føler jeg mig heller ikke helt sikker på ham. Den anden udfordring er at vinde spurten. På flad vej har han ikke samme fart som Cort og Pedersen, selvom god positionering hjalp ham med at tage to overraskende sejre i Romandiet. Han står bedre i stigende finaler, som han særligt viste med sin flotte sejr i Veneto sidste år, hvor han spurtede på 5%, men jeg føler mig ikke overbevist om, at han i denne finale har farten til at slå Roglic, der vil være mere frisk. Derfor glider han lidt ned på listen i forhold til vinderpotentiale. Ag2r har også Oliver Naesen, der tidligere kunne have været en kandidat, men trods hans genrejsning vil jeg forvente, at disse stigninger i dag er for hårde.

 

Løbets ubekendte er Juan Ayuso. Han viste ikke meget af sin gamle fart i Vueltaen sidste år, blandt andet på den omtalte 8. etape, hvor Roglic og Evenepoel slog ham klart. Men han er altså hurtig. Jeg husker, at han vandt feltets stigende spurt bag Ben O’Connor i Catalonien i 2022, og i år slog han Gregoire i den flade spurt i Ardeche. Han kørte også en fremragende spurt på 2. etape i Romandiet sidste år, og det handler nok snarere om, at han sjældent spurter. Her er der dog bonussekunder på spil, og det var opløftende, at han i år havde planer om at spurte på 3. etape i Tirreno, indtil han blev fanget bag et styrt. Netop fordi han er så ubeskrevet, og særligt fordi han jo altså slog Gregoire i en flad spurt, har han stort potentiale til at overraske, hvis han er kommet af med den rust, der plejer at plage ham efter en pause. Hos UAE har man også Tim Wellens, der vil elske denne spurt, men jeg har svært ved at tro, at han ikke er den rene hjælper, han var det i dag.

 

Jeg placerer Remco Evenepoel som den næste, men det er med de samme forbehold som i den store optakt. Hvor meget ad hans snak inden løbet er røgslør, og hvor meget er ikke? Det bliver vi måske lidt klogere på i morgen. Selv en formstærk Evenepoel er dog stadig en ringere puncheur end Roglic, og derfor vil han altid have svært ved at vinde, særligt fordi han også kæmper med sin positionering. Roglic slog ham i hvert fald klart i den let stigende spurt i Xorret de Cati under Vueltaen, men Evenepoel var til gengæld overraskede tæt på at slå ham i 5-6% i spurten på 1. etape i Catalonien, hvor han lignede en mand, der kun tabte på ringere position. Hvis Roglic bekræfter de kedelige tendenser fra Paris-Nice, kan jeg sagtens se Evenepoel vinde denne spurt, men det kræver formentlig, at sloveneren kikser positionskampen eller skuffer igen. Det kunne også være en fin spurt for Ilan Van Wilder, der dog ikke har farten til at vinde, samt for Antoine Huby, Casper Pedersen og Gianni Moscon, men de tre sidstnævnte får ikke chancen og får også mere end svært ved at komme med hjem.

 

Det tredje danske bud er Andreas Kron. Modsat Pedersen og Cort er der ingen tvivl om, at Lotto-rytteren klarer disse stigninger, medmindre hans forberedelse er kikset totalt. Modsat sidste år indikerer hans udtalelser, at han er helt klar til Touren, og derfor er der grund til at vente sig en stærk Kron. Han har ikke den store erfaring i denne slags spurter, men særligt hans 4. plads på bakken i Lausanne i Touren i 2022, hvor kun Wout van Aert, Michael Matthews og Tadej Pogacar slog ham, vidner om hans potentiale. Jeg husker også, at han viste fornem fart fra en ringe position på 5. etape i Andalusien sidste år, og derfor ligner han en reel kandidat. Han ryger dog lidt ned på min liste, fordi han synes at kæmpe med sin positionering, og fordi jeg har lidt svært ved for alvor at tro, at han kan slå Roglic. Finalen er for hård for Milan Menten, der også har været syg i optakten.

 

En utroligt spændende kandidat er Omar Fraile. Denne 4%-spurt minder om den, der gav ham sejren ved de spanske mesterskaber og i Andalusien, og han burde have en ganske reel chance for at vinde. Det kræver to ting. Han skal have chancen, og det tvivler jeg på, for han har vel ikke fået chancen siden netop Andalusien for nu halvandet år siden. For det andet skal han have formen. Han har skuffet fælt i år, og det er faktisk længe siden, han har klatret godt. Der er derfor mange ting, der skal falde i hak, men har han fundet formen frem mod Touren, tror jeg meget på hans fart. Som alternativ har Ineos Michal Kwiatkowski, der i Polen viste, at han stadig kan køre denne slags spurter, men jeg har lidt svært ved for alvor at trop, at han vil træde ud af rollen som bodyguard for Carlos Rodriguez.

 

Movistar har Ivan Garcia Cortina, der burde elske denne spurt. Vi har i både Paris-Nice og Canada set hans evner i denne slags spurter, og han burde have en reel chance for at vinde. Det kræver bare, at han overlever, og han har jo som bekendt været en skygge af sig selv i ganske lang tid. Han blev imidlertid genrejst i efteråret, og hvis han har de klatreben, han havde i San Sebastian og Agostoni, bør han have en god chance for at overleve. I år har han mildt sagt været svingende med lange perioder med et håbløst niveau, men også forrygende kørsel i Omloop, Flandern og Tirreno. Efter en pause kan det gå begge veje, men hvis han kan bekræfte den genfødsel, vi har set i glimt, er han en god kandidat. Hvis han falder fra, kunne jeg godt tænke mig at se Oier Lazkano blande sig, for selvom farten næppe rækker hele vejen, var han bestemt en god puncheur, da han tog sin udbrudssejr i Burgos sidste år. Formstærke Gregor Mühlberger kan også spurte, men det er tvivlsomt, om han blander sig, og den er for let for Davide Formolo, der skal bruge stejlere procenter.

 

En uhyre spændende joker er Lukas Nerurkar. Jeg troede, at han var ren klatrer, indtil han pludselig var pokkers tæt på at vinde en puncheurspurt i Coppi e Bartali, hvor han akkurat blev slået af Jenno Berckmoes. Endnu mere imponerende var hans 4. plads i den flade spurt i Frankfurt, og det vidner om, at han har langt, langt mere fart end ventet. Denne stigende spurt burde passe ham som fod i hose, og han viste i onsdags, at han er i form. Han er en totalt ubekendt, men det gør også, at han kan overraske. Som alternativ har holdet Sean Quinn, der trods sin sejr ved de amerikanske mesterskaber ikke viste storform i onsdags - og han er jo altså på vej tilbage efter sin skade - og han har heller ikke imponeret med sin fart på det sidste. Neilson Powless viste sidste år også, at han godt kan spurte til husbehov, men han kommer ikke alt for langt.

 

Jayco vil give chancen til Davide De Pretto. Den unge italiener har fået en fin start på karrieren, men han har mest af alt imponeret i svagt besatte løb. I Ardennerne og Baskerlandet blev han kørt over, og jeg tvivler på, at niveauet allerede rækker. Omvendt er det ikke en rasende hård finale, og han hjælpes endda af modvind. Hans form er helt ukendt, men har han forbedret sig yderligere siden foråret, er jeg spændt på at se, hvor langt han kommer. Det burde i hvert fald lige være en finale for ham, og han viste i både Oman, Baskerlandet og Coppi e Bartali, at han har noget fart.

 

Israel-PT har Dylan Teuns, men han skal nok bruge lidt stejlere procenter. Han har nået et tårnhøjt niveau i år og plejer at være god på denne tid af året, så trods pausen vil jeg forvente, at han er konkurrencedygtig. Desværre er han murspecialist mere end puncheur, og 4% bør være for lidt. Jeg kan dog huske, at han i 2017 overraskede mig i en 5%-procent, hvor han udfordrede Kwiatkowski flot, og så sent som i Brabantse Pijl kørte han en for mig overraskende god spurt på blødere procenter end disse. Holdet har også Krists Neilands og Derek Gee, der blandede sig i spurten i dag, men jeg ser dem ikke have farten til top.

 

Bahrain skal vel satse på Fred Wright, men som vi fik bekræftet i dag, er han altså ikke hurtig nok. Hans klatring har også været så skuffende i år, at man ikke kan vide sig sikker på, at han overlever. En god Wright, som vi så ham i 2022, er dog uhyre holdbar og burde ikke få problemer her. Spørgsmålet er så bare, hvor langt farten fører. Falder han fra, så vi i Alperne, at Antonio Tiberi godt kan spurte, men han kommer næppe i top 10 i dette selskab, og procenterne er for bløde for Santiago Buitrago, der ellers er en god puncheur.

 

Hos Arkea må det være for hårdt for Clement Venturini og Florian Senechal, selvom førstnævnte har været god i år. De har til gengæld Clement Champoussin, der fandt en helt ny fart sidste år. Det viste han særligt, da han ganske overraskende vandt en stigende spurt i Norge, hvor man kan drage en nogenlunde sammenligning med denne. Han har næppe farten til at vinde, men han får chancen for at bekræfte sin fart. Han har dog også skuffet hele året, og efter onsdagens nedtur kan han også falde helt igennem.

 

Hos Intermarché har man både Hugo Page og Vito Braet, der begge har imponeret med deres holdbarhed. Det gjorde Page i sæsonstarten og sidste år i Limousin, mens Braet gjorde det i sæsonstarten og i Ardennerne. Begge passer til denne stigende spurt, men jeg tvivler meget på, at overlever. De skal i hvert fald være uhyre formstærke, og Braet virker decideret formsvag, mens Page bestemt heller ikke så flyvende ud i Belgien og særligt Köln - og jeg ser dem ikke overleve uden Pedersen, som de ikke kan slå. I stedet skal holdet nok satse på Georg Zimmermann. Han har vist sig langsommere, end jeg troede, men han genfandt lidt af sin fart med podiepladsen i Evans-løbet, og denne stigende spurt burde passe ham. Nu skal han bare have fundet formen i denne ret skuffende sæson. Tidligere i år begyndte Kobe Goossens også at spurte, men han har slet ikke farten.

 

Jeg skal vel også nævne Warren Barguil. Franskmanden er en hæderlig puncheur, der ikke er bange for at blande sig i en spurt, og selvom han i år er skuffende, kommer han fint med hjem her. Han har dog også haft nogle dumme styrt i år, der måske kan få ham til at være mere tilbageholdende, end han plejer. Derudover er det ved at være lidt længe siden, han har vist sin fart, og disse procenter er også lidt for bøde.

 

Jeg tror ikke meget på de øvrige hold. Hos Visma er finalen perfekt for Koen Bouwman, men med den form, han viste i Norge, vil han næppe blande sig. Matteo Jorgenson har et vist punch, men ikke fart nok til disse bløde procenter. Hos Alpecin synes Lars Boven ikke at have formen til en etape, der kræver storform, og Xandro Meurisse er for langt fra fordums styrke. Hos Astana burde man jo nævne Ide Schelling, der vil elske denne stigende spurt, men vi skal vel næsten helt tilbage til 2021 for at finde hans seneste periode med bare lidt holdbarhed, og finalen er for hård for Michele Gazzoli, mens halvhurtige Anthon Charmig og Harolds Tejada mangler den sidste fart. Hos Cofidis burde det være en finale for Axel Mariault, men han har efter den lovende start i Australien skuffet på holdbarhed, mens Jonathan Lastra mangler den sidste fart. Hos Q36.5 er finalen for hård for Nicolo Parisini, der er holdets eneste hurtige mand.

 

Som sagt har et udbrud en fremragende chance. Man skal være en ret god klatrer for at gøre det færdigt, da man skal overleve den stejle stigning i medvinden, men derudover skal man også have heldet til at komme afsted, særligt hvis udbruddet kører i den flade fase. Man må ikke være en trussel i klassementet, og med modvind får man med nogen sandsynlighed brug for en god spurt. Mange af topkandidaterne er derfor mange af de ovennævnte, men det kræver, at de tør gå i udbrud med risiko for at ødelægge deres chancer i en spurt. Gode bud er - i prioriteret rækkefølge - Oier Lazkano, Andreas Kron, Lukas Nerurkar, Georg Zimmermann, Dylan Teuns, Clement Champussin, Omar Fraile (som næppe får frihed af sit hold), Fred Wright, Dorian Godon (som nok satser på en spurt), Magnus Cort (som nok også satser på en spurt), Quentin Pacher, Kevin Geniets, Odd Chirstian Eiking, Gregor Mühlberger, Krists Neilands, Sean Quinn, Ådne Holter, Markus Hoelgaard og Derek Gee.

 

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvad der er særligt vigtigt i forhold til Pedersen og Cort.

 

BEMÆRK OGSÅ: Som nævnt ovenfor anser jeg en udbrudssejr som meget sandsynlig - måske næsten 50-50.

 

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Romain Gregoire, Mads Pedersen

Outsidere: Magnus Cort, Dorian Godon, Juan Ayuso, Remco Evenepoel, Andreas Kron

Jokers: Omar Fraile, Ivan Garcia Cortina, Tao Geoghegan Hart, Giulio Ciccone, Lukas Nerurkar, Aleksandr Vlasov, Oier Lazkano, Michal Kwiatkowski, Davide De Pretto, Dylan Teuns, Fred Wright, Clement Champoussin, Georg Zimmermann, Warren Barguil, David Gaudu

 

Kandidater til et udbrud (i priorieret rækkefølge): Oier Lazkano, Andreas Kron, Lukas Nerurkar, Georg Zimmermann, Dylan Teuns, Clement Champussin, Omar Fraile, Fred Wright, Dorian Godon, Magnus Cort, Quentin Pacher, Kevin Geniets, Odd Christian Eiking, Gregor Mühlberger, Krists Neilands, Derek Gee, Sean Quinn, Ådne Holter, Markus Hoelgaard

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Cykelstjerner kommer, og cykelstjerner forgår. Det er jo desværre den barske realitet også inden for cykelsporten, at enhver karriere har en udløbsdato. Selvom det lige nu kan være svært at forestille sig, at vi engang skal forholde os til Tour de France uden at snakke om Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar, og at vi om nogle år slet ikke skænker Wout van Aert og Mathieu van der Poel en tanke, når vi ser frem mod brostensklassikerne, varer det jo end ikke alt for længe, inden også deres navne er at finde i historiebøgerne.

 

Den udskiftning af stjerner foregår løbende. I disse år foregår den i høj grad også på sprinterscenen. Det er ikke mange år siden, Dylan Groenewegen lignede verdens hurtigste mand, men det gør han bestemt ikke længere. Selvom han på utrolig vis stadig er aktiv og vinder cykelløb, er Mark Cavendish trods alt et andet sted i hierarkiet, end han var for 15 år siden. Og selv Jasper Philipsen må vel allerede efter bare et års tid på sprintertronen, alvorligt begynde at overveje, om ikke han måske er blevet overhalet af Jonathan Milan.

 

Sjældent har denne udvikling på sprinterscenen dog været mere tydelig, end den var det, da et af årets mest imødesete løb, Criterium du Dauphiné, i dag blev skudt i gang. Det skete, som det er blevet den nye norm, med et rundstrækningsløb i det kuperede Massif Central, hvor de rene sprintere typisk ikke har meget at skulle have sagt, men i år var der skruet så markant ned for vanskelighederne, at der var tale om en i nyere sammenhæng historisk let åbning på løbet. Det er nu også tiltrængt i en udgave, der generelt er historisk hård, men i dag fik sprinterne da i det mindste det, der måske bliver deres eneste chance i hele løbet.

 

Dem er der ellers ikke mange af i årets løb, hvad man naturligvis godt forstår, når man ser årets rute. Ja, faktisk kan man med nogen ret hævde, at der kun er to af slagsen. I hvert fald er Sam Bennett og Mads Pedersen sammen med Magnus Cort og Edvald Boasson Hagen de eneste i årets felt, der har vundet klassiske, flade massespurter på WorldTour-niveau, og da man ikke længere kan kalde de to sidstnævnte reelle sprintere, var der på forhånd lagt op til en helt ren irsk-dansk duel om sejren.

 

Den duel burde imidlertid slet ikke have været spændende. I 2019, 2020 og 2021 kunne Bennett nemlig med nogen ret hævde, at han var verdens bedste sprinter. Han var i hvert fald ganske sublim på alle parametre, uanset om det handlede om fart eller positionering, og derfor var det heller ikke tilfældigt, at han var nærmest umulig at slå i de løb, Bora i deres interne magtspil kan ham lov til at køre i 2019, at han i 2020 vandt Tourens grønne trøje, og at han i 2021 praktisk talt ikke tabte en spurt, inden hans knæskade og det offentlige skænderi med Patrick Lefevere blev starten på enden på hans tid øverst i sprinterhierarkiet.

 

Dengang havde en duel mellem Bennett og Pedersen været afgjort på forhånd. Det blev måske allertydeligst under Touren i 2020. Her fik danskeren verdens bedste lead-out af Jasper Stuyven, da Touren sluttede med paradeetapen til Paris, men desværre for ham havde han den forkerte mand i baghjulet. Det var nemlig Bennett, og som Pedersen også indrømmede efter etapen, var der bare intet at stille op, når de to kamphaner skulle duellere på ren fart.

 

Det styrkeforhold så ud til at have ændret sig i 2022. Dengang var Bennetts nedtur for længst startet, og al snak om at en hjemkomst til Bora ville kickstarte hans karriere igen, var allerede forstummet. Ja, faktisk kom Bennett så elendigt fra start, at han i sidste øjeblik blev vraget til Touren, og i samme periode var Pedersen begyndt at vinde massespurter med langt større regularitet end tidligere. Faktisk var det jo først i Polen Rundt lige inden Touren i 2020, at han nærmest ved et tilfælde fandt ud af, at han faktisk kunne begå sig i de store spurter, og selvom han heller ikke dengang eller i dag kan slå de største sprintere i de klassiske massespurter, var der i hvert fald større forventninger til ham end til Bennett, da de begge stillede til start i Vueltaen.

 

Det skulle imidlertid ikke vare længe, inden vi fandt ud af, at styrkeforholdet faktisk slet ikke havde ændret sig. Ja, løbet var bare tre dage gammelt, inden det stod mejslet i granit, at Bennett stadig var en bedre ”rigtig” sprinter end den danske stjerne. To gange blev der spurtet i det flade hollandske terræn, inden turen gik til Spanien, og begge gang vandt Bennett så suverænt, at man begyndte at spekulere i, om der alligevel kunne være en genfødsel under opsejling.

 

Det var der ikke. Bennett måtte forlade løbet med sygdom, netop som der tegnede sig en spændende duel om den grønne trøje mellem den irske sprinter og den alsidige dansker, og da løbet var overstået, var den konkurrencen blevet en ret ensidig affære, hvor Pedersen sejrede suverænt, godt hjulpet på vej af hele tre etapesejre. Løbet havde imidlertid tændt et håb om, at Bennett var på vej tilbage, og da han samtidig sluttede året af med et fremragende Paris-Tours, var fremtiden faktisk ganske lys.

 

Det viste sig imidlertid at være et røgslør. 2023-sæsonen blev en trist affære, der førte til skilsmisse med Bora og endnu en misset Tour-deltagelse, og derfor var der helt sikkert mange, der tog sig til hovedet, da Ag2r kastede nogle af deres mange nye Decathlon-millioner efter det, der lignede en sprinter med fremtiden bag sig. Det så da også længe ud til at være skønne, spildte euro, for Bennett var i denne vanvidssæson for det franske mandskab stort set den eneste, der ikke vandt cykelløb i årets første måneder.

 

Lige indtil 4 Jours de Dunkerque meldte sig. Her lignede Bennett pludselig sig selv igen. Ikke blot kørte han alle rivalerne midt over i massespurterne. Han genfandt også fordums holdbarhed med en forrygende sejr på kongeetapen - en sejr, der sikrede ham sin første samlede sejr i et etapeløb på et tidspunkt, hvor han jo egentlig var blevet parkeret i historiebøgerne sammen med tidligere tiders topsprintere.

 

Derfor var dagens spurt i Dauphiné faktisk pokkers spændende. Nok var feltet i Dunkerque svagt - det er det også i Dauphiné, men her skulle han trods alt op mod sin danske rival - men kunne det virkelig passe, at Bennett som i Vueltaen i 2022 alligevel ville rejse sig og vise Pedersen, at han altså stadig er den hurtigste af de to.

 

Vi fik endda de helt perfekte betingelser for at få svar på det spørgsmål. Helt som man kunne se på startlisten, var Lidl-toget med Toms Skujins, Alex Kirsch og Ryan Gibbons nemlig i særklasse, og de satte helt, som man kunne forvente, deres danske kaptajn op fra spids. Heldigvis viste Bennett, at han med god hjælp fra det i dette løb ligeledes meget stærke Ag2r-tog med Edvald Boasson Hagen, Dorian Godon og Oliver Naesen kunne overvinde de positioneringsproblemer, han ellers har lidt af på sine gamle dage, og da først en defekt havde elimineret Emils Liepins fra Pedersens baghjul, var vejen banet for den direkte duel. Nu var det nemlig Bennett, der sad parkeret på det bedste sted bag det suveræne Lidl-tog.

 

Det lignede en spændende afgørelse, men det blev det ikke - slet ikke. Bedst som Bennett havde alle muligheder for at skrue tiden tilbage til Vueltaen i 2022, blev vi mindet om, at kalenderen nu siger 2024. Da ireren forsøgte at gå forbi med den lethed, han havde gjort i Paris i 2020 og i Holland i 2022, satte han sig i stedet ned og trådte så firkantet, som kun Bennett kan det. Lige da stod det klart, at hans genfødsel i Dunkerque handlede mere om feltets beskedne kvalitet end om udsigten til nogen genfødsel.

 

Ag2r-manager Vincent Lavenu kan nemlig formentlig godt se den barske sandhed. Når hans supersprinter ikke kan slå Pedersen i en boulevardspurt efter en let etape, har han ikke skyggen af chance, når modstanderen om nogle uger hedder Philipsen. Ja, faktisk var han så bekymrende langt fra at true en mand, der jo altså endnu ikke har vundet en flad spurt i Touren, at man kan frygte, at det går ham lige så ilde som sidste år. Dengang var det formentlig også et lidt pinligt nederlag til Christophe Laporte i dette løb, der kostede ham Tour-pladsen. Man kan i hvert fald ikke udelukke, at han kunne lide samme skæbne én gang til, hvis Felix Gall viser sig flyvende i de schweiziske bjerge - særligt hvis han på torsdag, hvor han håber at rejse sig, også skulle vise sig at have problemer på stigningerne.

 

Den slags skal Pedersen heldigvis ikke bekymre sig om. På sigt kan han nok godt frygte en konflikt med Milan om sprinterrollen i Touren, men den potentielle diskussion er i hvert fald skubbet et halvt år ud i fremtiden. Kun sort uheld kan forhindre danskere i at tage til Italien om et par uger, så han kan indlede jagten på sin tredje - og gerne også fjerde - etapesejr i verdens største cykelløb.

 

Starten på hans vilde sommer, der også tæller OL og Vueltaen, kunne i hvert fald ikke have været bedre, men sandt er det jo også, at dagens sejr ikke siger noget som helst om hans chancer for at vinde spurter i Touren. Dertil var feltet alt, alt for svagt, og skulle spurten have nogen som helst værdi i Tour-sammenhæng, skulle Bennett have vist sig langt mere konkurrencedygtig. Det viste ireren sig ikke at være, og derfor endte det faktisk med at være en etape, der kun kunne skabe bekymring. Heldigvis for Pedersen er det Bennett, der lykkedes med at skabe sig den hovedpine, og han kan i hvert fald glæde sig over, at hans tog - igen på en lidt billig baggrund - fungerede smukt efter visse problemer i sæsonstarten.

 

Modstanden var nemlig til at overse, men sådan vil det jo altid være, når et løb, der i forvejen oser af bjerge, skruer ekstra på for vanskeligheden. Alligevel var det en skam, at Liepins fik defekt. Han var nemlig nok den rytter, der kom tættest på at kunne måle sig med Pedersen og Bennett på fart, og i dag fik han endelig igen styr på den positionering, der ellers har knebet i år. Nu betød en dum kæde, at han ikke fik chancen for at vise, at han faktisk kunne true sin tidligere danske kaptajn på fart.

 

I stedet gik 3. pladsen til Hugo Page, der i høj grad kan takke Vito Braet for det gode resultat. Belgieren fik nemlig afleveret franskmanden perfekt, men herfra måtte han sande det samme som i Vueltaen, nemlig at farten ikke rækker til en klassisk boulevardspurt. Det har den heller aldrig gjort for Clement Venturini, der til gengæld altid har været en konge i positionskampen, og som derfor næsten måtte sidde godt, når han i dette løb var udstyret med Florian Senechal som lead-out man.

 

Den støtte kunne Magnus Cort godt have brugt. Danskeren valgte heldigvis for første gang i lang tid at blande sig i en massespurt, hvad der i lyset af den svage modstand var helt oplagt. Denne gang var finalen også så enkel, at der var en god chance for, at han ikke ville blive lukket inde, men det hjalp desværre ikke. Heller ikke denne gang lykkedes det for danskeren at komme fri, og dermed blev det nok engang tydeligt, at hans tid som topsprinter er ovre - men det lever han nok med, når han heldigvis kan så meget andet.

 

Nej, det var langt mere bekymrende for Milan Menten. Han havde her alletiders chance for at sikre sig et topresultat i et felt, hvor podiet var inden for rækkevidde. Nok havde han begrænset støtte, men den Menten, der sidste år positionerede sig så flot, måtte i stedet sande, at den evne igen i dag var helt væk, som den har været igennem det meste af året. Nok har han aldrig været en mand, der kan vinde spurter på højeste niveau, men det er altså svært bekymrende, at han ikke fik kæmpet sig frem i et svagt selskab i en enkel finale - i øvrigt præcis som det gælder for Nicolo Parisini, der stadig har til gode at vise de samme takter som i Kroatien.

 

Når den slags navne bliver fanget for langt tilbage, bliver der pludselig plads til andre, men også det siger lidt om feltets kvalitet. Når Owain Doull og Clement Russo, der ikke har kørt en spurt i en menneskealder, begge kan gå i top 9, siger det meget. Derfor siger det desværre lige så meget, at de to australiere, Jensen Plowright og Blake Quick, der engang lignede to af de mest spændende sprintere, end ikke lykkedes med at komme i top 10. Her fandt vi i stedet Michele Gazzoli og Ivan Garcia Cortina, der begge har vist betydeligt bedre evner som puncheurs, samt Fred Wright, der fra en god position nok engang viste, at han slet, slet ikke skal bruge mange kræfter på massespurter.

 

Heldigvis kan også han så meget andet, som vi måske kommer til at se senere i løbet. Det er dog småt med mulighederne for den slags ryttere i årets historisk hårde udgave, hvis lette start står i skærende kontrast til det, der venter de kommende dage. Det er Primoz Roglic og Remco Evenepoel, der begge skulle i gang igen efter et styrt, og Juan Ayuso, der er kendt som en langsom starter, dog næppe kede af. De fik sig en ganske udramatisk start på sommeren, hvor Evenepoel dog fik vist, at han måske har lidt større klassementsambitioner, end han siger, da han fik Casper Pedersen til at opsamle det sidste bonussekund, der lå tilbage i dagens spurt bag det dødsdømte indianerudbrud.

 

De kommer til gengæld på arbejde de kommende dage. Ja, faktisk allerede i morgen, hvor særligt Roglic får en chance for at bevise, at han ikke er ”over the hill”, når 2. etape byder på en puncheurspurt lige efter hans smag. Det vil forhåbentlig lykkes for ham at vise, at vi godt kan vente lidt med at bestille hans begravelse endnu. Som bekendt er det nemlig sådan, at cykelstjerner kommer, og at cykelstjerner forgår. I dag viste Pedersen i hvert fald tydeligt, at Bennett nok efterhånden er faldet i sidstnævnte kategori, og at det i hvert fald er helt andre tider på sprinterscenen, end det var i 2019, 2020 og 2021.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Criterium du Dauphiné har i de seneste år vundet kampen om at være den bedste forberedelse til Touren, og det gælder også i år, hvor de fleste af Tourens klassementsryttere er i Frankrig, ikke mindst Remco Evenepoel, Primoz Roglic og Juan Ayuso. Både Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard glimrer ved deres fravær, men det giver til gengæld en historisk åben udgave af det store franske løb, der byder på en historisk hård rute med hele fem afslutninger på stigninger - herunder tre voldsomme bjergfinaler - og en næsten 35 km lang enkeltstart, der er den længste siden 2011.

 

Ugen byder også på indledningen på det andet store forberedelsesløb, Tour de Suisse, der også i år har tabt kampen til Dauphiné, men har betydeligt flere af Tourens klassementsryttere med end sidste år, da Joao Almeida, Enric Mas, Richard Carapaz, Egan Bernal, Felix Gall og Tom Pidcock alle ventes til start. De skal blandt andre slås med den forsvarende vinder, Mattias Skjelmose, og det skal de gøre på en helt vanvittig rute, der efter de første tre dage byder på hele fem bjergetaper med mål på store stigninger, hvoraf den sidste har form af den første bjergenkeltstart siden 2021. På denne uges eneste etape skal der til gengæld ikke klatres spor, da der åbnes med en kort og uhyre enkel tonserenkeltstart i Liechtensteins hovedstad, Vaduz. Forinden får de eksplosive puncheurs og de holdbare sprintere chancen for at varme benene op på schweizisk jord fredag, hvor det traditionelle opvarmningsløb, GP Kanton Aargau afvikles.

 

Der afvikles også løb i fladere terræn. Det pandekageflade ZLM Tour er tilbage og det i en endnu mere sprintervenlig udgave end vanligt. For anden gang i træk er alle fem etaper nemlig helt flade, og hvis ikke den hollandske vind vil det anderledes, er der derfor tale om et sandt sprinterparadis, men denne gang skal de hurtige folk alligevel slås ekstra for det, hvis de vil finde samlet. Den indledende prolog er nemlig erstattet af en næsten 15 km lang enkeltstart, og derfor bliver det en kamp, hvis de hurtigste skal indhente det tabte på bonussekunder. Startfeltet er i skrivende stund ukendt, men i hvert fald Mark Cavendish ventes at bruge løbet som sin sidste test inden Touren.

 

Endelig er der også aktivitet i Belgien. Lørdag gælder det således det spektakulære grusvejsløb Dwars door het Hageland, der fortsætter den lange serie af endagsløb i disse dage. Også her er feltet i skrivende stund ganske uklart, men i hvert fald Kaden Groves har signaleret, at han i det altid underholdende og selektive løb vil vise, at han er mere end bare sprinter.

 

Du kan følge Feltet.dks liveopdatering fra alle løbere, hvor du også kan stille spørgsmål til Emil Axelgaard. Vi dækker efter følgende plan:

 

Mandag d. 3. juni: Fra kl. 15.10 dækkes 2. etape af Criterium du Dauphiné (forventet afslutning ca. kl. 16.55)

 

Tirsdag d. 4. juni: Fra kl. 15.10 dækkes 3. etape af Criterium du Dauphiné (forventet afslutning ca. kl. 16.55)

 

Onsdag d. 5. juni: Fra kl. 13.40 dækkes 4. etape af Criterium du Dauphiné (forventet afslutning ca. kl. 16.55), og fra kl. 18.30 dækkes 1. etape af ZLM Tour (forventet afslutning ca. kl. 20.10)

 

Torsdag d. 6. juni: Fra kl. 12.45 dækkes 5. etape af Criterium du Dauphiné (forventet afslutning ca. kl. 14.30), og fra kl. 14.30 dækkes 2. etape af ZLM Tour (forventet afslutning ca. kl. 16.15)

 

Fredag d. 7. juni: Fra kl. 14.30 dækkes 3. etape af ZLM Tour (forventet afslutning ca. kl. 16.15) og GP Kanton Aargau (forventet afslutning ca. kl. 17.45), og fra kl. 15.35 dækkes 6. etape af Criterium du Dauphiné (forventet afslutning ca. kl. 17.10)

 

Lørdag d. 8. juni: Fra kl. 13.05 dækkes 7. etape af Criterium du Dauphiné (forventet afslutning ca. kl. 14.50), fra kl. 14.30 dækkes 4. etape af ZLM Tour (forventet afslutning ca. kl. 16.10), og fra kl. 15.15 dækkes Dwars door het Hageland (forventet afslutning ca. kl. 17.25),

 

Søndag d. 9. juni: Fra kl. 13.05 dækkes 8. etape af Criterium du Dauphiné (forventet afslutning ca. kl. 14.50), fra kl. 14.10 dækkes 1. etape af Tour de Suisse (forventet afslutning ca. kl. 17.00), og fra kl. 14.30 dækkes 4. etape af ZLM Tour (forventet afslutning ca. kl. 16.10)

 

Der vil komme optakter til mange af løbene, men det er fortsat uklart hvor mange, ligesom der vil komme etapeoptakter til og etapeanalyser fra Dauphiné og Tour de Suisse og muligvis lynoptakter til etaperne i ZLM Tour. Foreløbig kan optakten til Criterium du Dauphiné læses.

Tallene taler sit tydelige sprog. UAE Team Emirates har været det mest dominerende hold i denne sæson. Og med en ret stor margin endda.

 

Pogacars tropper topper årets sejrsliste frem til den 2. juni med hele 38 sejre. Og de sejre er jævnt fordelt ud over hele sæsonen. Pogacar har i sig selv bidraget ganske betragteligt med hele 14 sejre. UAE's 38 sejre svarer til 17 procent af alle de sejre, som de 18 World Tour-hold har skrabet sammen i år.

 

Visma - Lease a Bikes ekstremt imponerende 2023-sæson er skiftet ud med et noget mere beskedent 2024. De står således noteret for 19 sejre. Dykker man ned i udviklingen henover sæsonen, finder man et interessant vendepunkt.

 

For det hollandske hold var allerede oppe på 18 sejre ved udgangen af marts. På daværende tidspunkt lignede det et kapløb med UAE, der blot var to sejre foran. Men så blev de ramt af det ene uheld efter det andet, hvor blandt andre Van Aert og Vingegaard var ude for alvorlige styrt, så i april og maj høstede Visma blot en enkelt sejr. Den kom til Olav Kooij i Giroen. Og i mellemtiden er de blevet overhalet af to andre hold.

 

Mads Pedersens voldsomme indledning på 2024, hvor han tog intet mindre end seks sejre i første halvdel af februar, satte sit tydelige præg på holdets sejrskonto. Lidl-Trek var således det mest vindende World Tour-hold i midten af februar.

 

Herefter fulgte en mere rolig periode for danskerholdet, inden de igen ramte en rigtig god periode fra slut april og gennem maj - blandt andre takket være Thibau Nys. Lidl-Trek er dermed det næstmest vindende hold i år med 24 sejre.

 

 

Den placering delte de dog med AG2R Decathlon, inden Mads Pedersen triumferede på søndagens etape i Dauphiné. Ja, et hold, der normalt slet ikke bider skeer med de helt tunge drenge. Men de har i sandhed reddet på en bølge af succes den seneste tid.

 

Frem til midten af april lå de på beskedne ni sejre for året. Bevares, et fint niveau for Decathlons trup og budget i mente. Men siden den 19. april har de støvsuget sejre i uhørt grad. Det er på halvanden måned blevet til 14 sejre, flere end nogen andre hold, og dermed er de kravlet helt op lige bag Lidl-Trek på 3. pladsen. 

 

For Soudal Quick-Steps vedkommende er de store klassikertriumfer igen udeblevet, men de står alligevel noteret for 18 sejre, og er dermed i top-5. Matti Breschel og EF kan også være pænt tilfredse med deres høst. Med 15 sejre er de allerede godt på vej mod de 26, som de fik i fjor. Sejrene er også pænt fordelt på holdkortet.

 

Alpecin skal naturligvis også nævnes. De blev stemplet som de helt store vindere af særligt brostensklassikerne, og det er også til at se på sejrslisten. 8 af holdets 12 sejre kom mellem 16. marts og 15. april, hvor Mathieu van der Poel og Jasper Philipsen udgjorde en fuldkommen fænomenal duo.

 

Det storsatsende Bora hansgrohe, der inden længe får Redbull med på holdet, har helt sikkert større ambitioner end det antal sejre, de har snuppet i indeværende sæson. De har akkurat ramt 10 sejre, og lagde faktisk ud med et brag i januar. Sidenhen har Bora ikke været særligt dominerende, og de må i stedet sætte deres lid til en bedre anden halvdel af sæsonen.

 

Du kan se udviklingen over holdenes sejre i indeværende sæson på grafen herunder.