Dagens cykelnyheder

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

En af de nyere traditioner i Giroen er, at 16. etape ofte har været løbets kongeetape, men den tradition brydes i år. Ganske vist venter der en for løbet sjældent lang bjergetape på mere end 200 km, og ganske vist skal man over løbets Cima Coppi, nemlig Umbrailpass, der i sidste øjeblik har erstattet frygtede Passo dello Stelvio, men et meget langt dalstykke, og en finale med to ikke alt for svære bjerge gør, at det næppe er løbets mest afgørende etape, der venter denne tirsdag. Det ændrer dog ikke på, at der stadig skal klatres 4000 højdemeter, og at finalebjerget slutter med en sand lille mur, og derfor er der utvivlsomt lagt op til endnu et vigtigt klassementsslag - og med nogen sandsynlighed også en udbrudssejr.

 

Med en distance på 206,0 km er der for anden gang i træk tale for en denne udgave meget lang etape, der fører feltet fra Livigno til Santa Cristina Valgardena. Startbyen ligger i næsten 2000 m højde midt i Dolomitterne, og derfor starter det hele ganske brutalt, når man kører mod syd op ad Passo d’Eira (4,7 km, 6,3%), der har top efter 4,7 km. En let nedkørsel leder mod nordøst, inden det med det samme går mod sydøst op ad den Passo del Foscagno (4,2 km, 6,5%), der er en helt jævn stigning med top efter 11,5 km. En i starten lidt teknisk, men siden meget let nedkørsel fører nu mod øst ned til dalen, hvor man kører videre mod øst et ganske kort stykke frem til udkanten af byen Bormio, der nås efter 33,8 km.

 

Her skulle man have kørt op ad Stelvio, men det har lavinefare forhindret. I stedet kører man mod nordøst op ad Giogo Di Santa Maria/Umbrailpass (16,7 km, 7,1%, max. 15%), der med sin top i 2498 m højde dog stadig er løbets Cima Coppi, altså det højeste punkt. Der er tale om en ganske jævn stigning, der over de første 13 km hovedsageligt stiger med 7-9%, inden den flader ud med først 2 km 3-5% og slutteligt 1700 m med 6-8% frem mod toppen, der rundes efter 50,2 km, hvor man krydser grænsen til Schweiz.

 

Herfra resterer imidlertid stadig hele 155,8 km, og de er for det meste meget lettere. En i starten uhyre teknisk og siden meget enkel nedkørsel fører mod nord og nordøst hele vejen ned til dalen, der efter 78,4 km nås i byen Glurns, idet man undervejs kører tilbage til Italien efter 77,7 km. Her drejer man mod sydøst og senere øst for at køre ad en let faldende og ganske lige og ukompliceret dalvej mod først øst og siden nordøst frem til byen Merano. Her drejer man mod sydøst for at køre videre ad en nu næsten helt flad dalvej frem til den store by Bolzano, hvor dagens første spurt køres efter 161,4 km.

 

Man når ikke langt gennem byen, inden den lette del er slut, og finalen indledes. Det sker, når man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Passo Pinnei (23,4 km, 4,7%, max. 15%), der er en lang og meget ujævn stigning. Således stiger de første 7,2 km jævnt med 7,2% i snit, hvorefter man efter 177,7 km kører dagens Intergiro-spurt, men derefter venter et 11 km langt plateau, der er ganske let, hovedsageligt stiger med bare 1-2% og byder på dagens sidste spurt efter 184,8 km, inden den tager fat igen med 7,2% over de sidste 5,5 km, hvor der endda venter en kilometer med 9,7% frem mod de sidste 500 m, der stiger med 7,1%.

 

Toppen rundes efter 194,0 km, hvorefter de sidste 12,0 km indledes med en ikke specielt svær nedkørsel, som fører mod sydøst og nordøst ned til Ortisei, hvor man efter 195,5 km med det samme fortsætter mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Monte Pana (7,3 km, 5,5%, max. 16%), der er en meget irregulær stigning. Således stiger den første kilometer bare med 0,5%, inden den kortvarigt tager fat med 1500 m med 6,8%, hvorefter den atter flader ud med 2,75 km med bare 2,8%. Slutteligt venter til gengæld en regulær mur, hvor den over 2,05 km stiger ganske jævnt med hele 11,8%. Stigningen går i starten ad en helt lige vej, indtil man rammer muren, hvor der er fem hårnålesving, de to sidste med hhv. 800 m og 100 m igen, hvorefter man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt hele 4051 højdemeter mod 4260 højdemeter på den oprindeligt planlagte, 202 km lange rute.

 

Hverken Santa Cristina Valgardena eller bjerget Monte Pana har tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Efter to uger med næsten uafbrudt tørvejr stopper festen her. Nu slår vejret om, og det går fra den ene kontrast til den anden. De solrige betingelser erstattes nemlig af det, der kun kan betegnes som regulært møgvejr. Gennem hele etapen vil der nemlig være en nedbørsrisiko på 75-90%, men heldigvis burde der ikke være fare for etapens afvikling. Temperaturen ved starten i højderne vil nemlig være 8 grader, mens den vil være 11 grader ved mål. Vinden vil være let (8-11 km/t) og start i sydøst, men generelt være i syd og sydsydvest, inden den går i sydøst igen til finalen. Det giver mod- og sidemodvind frem til bunden af Umbrailpass, hvor der vil være sidemedvind frem til dalen. Her får man får sidemed- og siden sidemodvind frem til den første spurt, hvor man kortvarigt får sidevind. Der vil nu være sidemedvind på det meste af Passo Pinei, indtil man kort efter Intergiro-spurten får sidemodvind. Det varer ved frem til målbjerget, hvor der vil være næsten direkte modvind, indtil man får sidemodvind over de sidste 2 km.

 

Analyse af 15. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Tadej Pogacars sejr på kongeetapen måske var en gave fra Nairo Quintana til Jonas Vingegaard.

 

Favoritterne

På dagens kongeetape var det måske ikke selvindlysende, at årets Giro er lettere end tidligere, men det vil det være herfra. Den tredje uge af det italienske løb har ry for at være det hårdeste, man kan opstøve i cykelsporten, men sådan er det bestemt ikke i år. Ikke blot har man erstattet den ene af de fire bjergetaper, man typisk har haft, med en lidt blødere mellemvare på fredag, etaperne er også både kortere, med færre højdemeter og med lettere målbjerge.

 

Det kommer meget fint til udtryk, når løbet tirsdag genoptages efter hviledagen. I sig selv er det opsigtsvækkende, at kongeetapen ikke afvikles denne tirsdag, for det er den blevet gjort i mange af de seneste udgaver. Mere markant er det dog, at der bestemt slet ikke er tale om den vanskeligste bjergetape i Giroens historie.

 

I det hele taget udstiller etapens oprindelige design meget fint Giro-arrangørernes dilemma. På den ene side ville man gerne inkludere en af sportens mytiske stigninger, nemlig Stelvio, men på den anden side ville man ikke give den en rolle, den fortjener - formentlig for at nedtone vanskeligheden. Derfor var den tiltænkt en ret ligegyldig rolle tidligt på etapen, og derfor får det næppe heller den store betydning, at lavinefare har erstattet den med det lettere Umbrailpass. Det giver 200 færre højdemeter over en 4 km længere etape, men der er stadig tale om et langt og ret vanskeligt åbningsbjerg i højderne. Det er svært at tro, at vi havde fået et andet udfald end det, vi får på tirsdag, hvis de havde kørt den oprindelige etape. Til gengæld kan man nu slippe for at brokke sig over, at man havde givet en så ikonisk stigning en så marginal betydning.

 

Det betyder ikke, at starten er uden betydning. Både Umbrailpass og Stelvio hhv. sikrer og havde sikret en benhård start, der bør føre til dannelsen af et brølstærkt udbrud. Det alenlange dalstykke midtvejs betyder imidlertid, at det er helt utænkeligt, at bjerget vil blive brugt i klassementskampen. Den er derimod henvist til at skulle udspille sig på de sidste to stigninger.

 

Her er det svært at tro, at vi vil se voldsomme forskelle. Det lange mellemstykke gør i hvert fald, at den samlede etape ikke bliver alt for svær, og det lange, lette mellemstykke på Passo Pinei betyder, at ingen næppe vil benytte sig af den hårde start på stigningen. Nu efterlades man med de sidste ca. 5 km, og da de kun stiger med ca. 7%, er det svært at tro, at vi får rasende stor udskilning inden det meget korte målbjerg.

 

Også her kommer vi nok til at vente. Det meste af stigningen er let, og når man samtidig har modvind hele vejen, er det svært at tro, at vi vil se angreb inden den sidste rampe. Den er til gengæld med sine 11,8% også ganske brutal og så stejl, at vi vil se forskelle, også selvom der er modvind. Den er bare også kun 2 km lang, og derfor er det svært at se, at vi vil se dramatiske afstande.

 

Det skyldes også, at det kan være lidt svært at se, hvem der skal tage de store chancer. Geraint Thomas og Daniel Martinez ligger så tæt, at de næppe skal satse noget. Det ville være herligt, hvis Ineos turde bruge Thymen Arensman, men det bliver som i dag nok i en defensiv rolle i forsvaret af 2. pladsen. Antonio Tiberi skal rejse sig efter dagens nederlag, men nu hvor podiet ser ud til at være langt væk, kunne han meget vel koncentrere sig om at forsvare ungdomstrøjen. Ben O’Connor har brug for at vinde tid, men når onsdagens etape passer ham bedre og lægger op til større forskelle, er det nærliggende at tro, at han sparer lidt på krudtet.

 

Det betyder ikke, at vi ikke vil se angreb lidt tidligere. Romain Bardet, Einer Rubio, Filippo Zana, Jan Hirt og Lorenzo Fortunato er gode bud, hvis ikke de har ramt udbruddet, men selvom de skal holdes lidt i snor af Ineos og Bora, er det ikke folk, de nødvendigvis skal reagere på. Nej, Thomas og Martinez vil formentlig bruge deres hold og herefter satse på deres egne duel på muren til sidst.

 

Men, Emil, glemmer du ikke en rytter? Jo, jeg kan naturligvis ikke negligere Tadej Pogacar, selvom han kører sit eget cykelløb. Han får da også en stor indflydelse, for det er primært ham, der bestemmer, om feltet skal køre om etapesejren. Som det har været temaet indtil nu, er der ingen andre, der aktivt vil gå efter at skab samling, når der alligevel kun er én, der kan vinde etapen.

 

Denne gang tror jeg altså, at han lader etapen sejle. For det første er det den første af 3-4 hårde dage, og da onsdagens etape virker farligere, er det nok en god ide at spare lidt på holdet. Man kan selvfølgelig sagtens argumentere for, at det lange dalstykke gør, at det ikke er den vanskeligste etape at kontrollere, men det er stadig 206 km, der skal håndteres uden hjælp. Samtidig har Pogacar én gang vist, at han godt kan give gaver, når det handler om at bevare bare lidt god stemning i feltet.

 

Derudover gravede han jo voldsomt dybt i dag, som det var temaet for min analyse. Nu må det igen være tid til at gå tilbage til den defensive taktik med håndbremse og Tour-fokus, og som vi så i dag, kan han ikke bare vinde etapen via sit hold. Hvis ikke de er stærke nok til at skabe samling, kan han blive tvunget til at grave dybere, end han vil, og det er han næsten tvunget til, hvis først hans hold har arbejdet hele dagen. Man ved aldrig med Pogacar, men dette er en bjergetape, jeg føler mig ret overbevist om, at han sælger.

 

Betyder det så, at udbruddet med sikkerhed holder hjem? Ikke nødvendigvis. Den brutale start betyder, at der bliver krig, og det er næsten uundgåeligt, at vi efter Umbrailpass har fået et stort, stort klasseudbrud. Det vil også ligne Romain Bardet pokkers dårligt ikke at snige sig med, og hvis ikke han lykkes, er det svært at tro, at vi ikke vil se andre folk fra klassementets top i en et udbrud, der vil blive etableret efter en så voldsom start.

 

Det betyder, at udbruddet skal holdes i snor. Ikke så meget af UAE, der har næsten 11 minutter ned til Bardet. Nej, Ineos og Bora kommer på arbejde, for de har trods alt kun ca. 4 minutter ned til en mand, der i dag viste stor styrke. Ineos kunne komme ud af den hovedpine ved at sende Thymen Arensman med, og det kan ikke udelukkes. Som beskrevet i analysen tvivler jeg på, at de tør satse hans mulighed for at vinde ungdomstrøjen, men han kan jo altid sætte sig på hjul med Thomas som argument. Og går han i udbrud, er Antonio Tiberi næsten nødt til at også at gå med, men heller ikke han vil turde at deltage i arbejdet. Det kan så betyde, at ingen af dem kommer afsted, for jeg vil tro, at Ag2r og Bora - måske endda med Ben O’Connor og Daniel Martinez selv - så vil reagere, men i en hård start, kan ingen udelukke, at vi pludselig ender med et udbrud med Tiberi og Arensman. Sker det, vil det kræve, at de har hjælpere til at føre, for sætter de sig på hjul, vil de ødelægge samarbejdet så meget, agt de næsten med sikkerhed bliver hentet.

 

I det lys kan jeg godt forestille mig en ret dramatisk start, hvor vi måske kan se angreb fra klassementets top 6. Jeg vil dog forvente, at Ag2r og Bora er klar til at spille så hårdt ud med O’Connor og Martinez, at den slags ikke vil lykkes. Mit gæt vil derfor være, at vi får et udbrud med ryttere uden for klassementets top 6, men det vil også undre mig, hvis ikke det er et udbrud, Ineos og Bora skal holde i snor. Sker det, kan de måske komme tilbage af sig selv, særligt hvis der som på 8. etape mangler hjælpere til at føre i dalen.

 

Derefter kommer så finalen. Den kan blive animeret af tidlige angreb fra Bardet-typerne, hvis de har misset udbruddet, men derudover kan særligt Ag2r og Bora også tænkes at lægge et pres. Selvom jeg regner med, at de store navne først spiller ud på den sidste mur, vil særligt O’Connor have fordel af en knap så eksplosiv finale. Det vil derfor være en overvejelse værd for dem at køre stærkt op ad begge stigninger, og det øger chancen for, at udbruddet kommer tilbage af sig selv.

 

Det kan derfor gå begge veje, selvom jeg er ret overbevist om, at Pogacar sælger etapen, men jeg går nu alligevel med udbruddet. Dels har Bardet-typerne trods alt lidt snor fra i hvert fald Ineos og Ag2r, selvom Bahrain har vist sig meget forsigtige med at give forspring. For det andet er der trods alt en god chance for, at klassementsrytterne får neutraliseret hinanden på den første stigning, så udbruddet kan få endnu mere snor. Og for det tredje er der nok en god chance for, at der ikke vil blive lagt et tungt pres i finalen, fordi mange vil spare lidt på hold og krudt til den farligere 17. etape.

 

Derfor regner jeg med, at udbruddet holder, og at klassementskampen i hvert fald for podiekandidaterne vil udspille sig på den sidste mur, hvor jeg vil forvente, at Pogacar som på 8. og 10. etape kører helt defensivt, i hvert fald hvis etapesejren er væk. Heldigvis bliver det denne gang lidt lettere at spå om, hvem der kan ramme udbruddet. Det sikrer den hårde start, og da Umbrailpass er et rigtigt bjerg, skal vi formentlig have fat i meget gode bjergryttere for at finde vinderkandidaterne,

 

Til gengæld er det ikke sikkert, at bedste klatrer vinder. Det lange dalstykke er oplagt til et taktisk spil, særligt hvis der mangler hjælpere. Derefter er de sidste stigninger jo ikke rasende svære, og derfor vil et forspring lettere kunne holdes, særligt hvis modvinden på sidste del af Pinei og målbjerget betyder, at de bedste ikke kan køre fra hinanden. Endelig har finalen, ikke mindst den sidste mur, et mere eksplosivt præg, og selvom starten betyder, at bjergrytterne stadig vil have en overhånd, kan lidt mere eksplosive puncheurtyper godt vinde denne etape, særligt hvis de kan udnytte dalen til at få et forspring.

 

Den sidste faktor, der skal indregnes, er vejret. Nu går den ikke længere. Holder prognosen bliver tirsdagen slet og ret rædselsfuld, for det tyder på dagregn. Det bør ikke blive så koldt, at etapens afvikling kommer i fare, men jeg kan ikke helt udelukke, at de må skippe Umbrailpass, der trods alt ligger meget højt. Jeg baserer optakten på, at etapen køres som planlagt, men en ændring i løbet af mandagen kan ikke udelukkes. Under alle omstændigheder skal vi indregne evnen til at håndtere kulde og regn.

 

Efter dagens flotte ridt må jeg gå med Nairo Quintana. I dag fik vi ved selvsyn set, at fremgangen bare er fortsat, og at den er gjort det med en sådan hast, at han nu skal regnes som en af feltets absolut bedste klatrere. Logikken tilsiger også, at han bare bliver bedre og bedre, særligt fordi vi taler om en mand, der jo er kendt for at restituere godt. Udfordringen bliver at ramme udbruddet, men med så hård en start i højderne, er det meget svært at forestille sig, at man ikke skal slå Quintana, hvis man vil vinde etapen.

 

Det er der næppe mange, der kan - i hvert fald ikke den Quintana, vi så i dag. Han plejer også at håndtere dårligt vejr fremragende, som vi har set på regnfulde sidevindsetaper og ved hans berømte Gavia-kup i 2014. Alligevel er der usikkerhed. Denne finale passer dårligere til en ren klatrer som ham, men heldigvis har vi i Vueltaen set, at Quintana faktisk er ret god på korte, stejle mure. En større trussel er nok det taktiske spil i dalen, for jeg kan godt frygte, at Pelayo Sanchez får svært ved at komme med i den meget brutale start. Er han alene, kan han blive slået på taktik, men der bør være så få, der kan slå ham på styrke, at han er mit bedste vinderbud.

 

Det andet indlysende vinderbud er Valentin Paret-Peintre. Som han bekræftede i dag, er han en af feltets allerbedste klatrere, og da han samtidig er ganske eksplosiv, passer han slet ikke så dårligt til denne finale. Samtidig betyder den hårde start, at han bør ramme udbruddet, hvis han vil og får lov. Og det er netop min bekymring. Dagens etape startede også hårdt, men her forblev han passiv. Det kan skyldes, at Ag2r nu tror så meget på Ben O’Connor, at det er slut med frihed. Den tese kan blive bestyrket af, at Alex Baudin i dag knækkede, for det gør blot Paret-Peintre endnu vigtigere. Heldigvis er denne etape slet ikke så farlig som onsdagens, men den kan låse den stærke franskmand. Derudover kan jeg være bekymret for vejret, men han klarede nu den iskolde 3. etape i Alperne ganske fint. Kan han modstå kulden, undgår han en af sine offdays, har han frihed, og taber han ikke det taktiske spil i dalen, er der i hvert fald ikke mange i dette felt, der kan slå Paret-Peintre.

 

Et andet godt vinderbud er Georg Steinhauser. Det så vi i dag, hvor han bekræftede det tårnhøje niveau, han viste på 8. etape. Desværre lærte vi også i mellemtiden, at han ikke nødvendigvis er stabil. Heldigvis er der vel en god chance for, at han har været ramt lidt af den sygdom, der har hærget feltet, men det har jeg ikke kunnet finde bekræftet. Jeg har i hvert fald én gang brændt nallerne på ham, og det skete jo netop dagen efter en hviledag. Samtidig er han stadig meget ubeskrevet, og jeg er ikke stensikker på, hvordan han har det i regnvejr. Endelig synes jeg, han har en bekymrende tendens til at bruge for mange kræfter, ligesom der vil være folk, der passer bedre til så eksplosiv en finale, men etapen er hård nok til, at en dieselklatrer også kan vinde. Det kan i hvert fald sagtens blive den Steinhauser, vi så i dag, hvis det også er ham, vi ser på tirsdag, og hvis han forstår at bruge sine kræfter klogt.

 

Tør Jan Hirt? Det bekymrer mig lidt, at han ikke tog chancen i dag, for det kan indikere, at han har tænkt sig at køre løbet bagfra. Omvendt kan det også skyldes, at alle regnede med, at UAE ville gå efter etapen, og derfor var der større risiko ved at gå i offensiven. Han er næppe en mand, Tiberi eller andre vil overvåge på samme måde som Bardet, men til gengæld er dette ikke den helt ideelle finale for en ren dieselklatrer. Helt skidt er det dog ikke. Han er kendt for at elske stejle procenter, og vi har i Oman set, a han kan være ret god på korte stigninger, hvis de er stejle nok. I dag bekræftede han også sine eminente evner i den tredje uge, og vi husker fra kongeetapen i 2019, hvor god han var i dårligt vejr. Faktisk tror jeg, at han bliver ret svær at slå på disse procenter, og det er alene frygten for passiv kørsel, der skubber ham lidt ned på listen.

 

En oplagt kandidat er også Damiano Caruso. Italieneren viste i dag det højeste niveau, vi har set fra ham i år, og det vidner om, at han igen i år topper i den tredje uge, som han plejer. Dette er også en glimrende finale for ham, for selvom han i dag er mere dieselmotor, har han altid klaret eksplosive afslutninger fint. Det samme gælder om de stejle procenter, han ellers har for vane at brokke sig over. Den hårde start betyder også, at han kan ramme udbruddet, hvis han kan og vil, og vi ved, at han plejer at være storartet i regnvejr. Min bekymring er imidlertid den samme som for Paret-Peintre. I dag ramte han ikke udbruddet, og det indikerer, at han var låst af Tiberi. Man kan formode, at italienerens nedtur giver ham mere frihed, men det er langt fra sikkert på et ikke specielt imponerede Bahrain-hold. Det er i hvert fald min store frygt, at han ikke har den frihed, han havde tidligere i løbet, og derudover kan jeg godt frygte, at han vil være oppe mod folk, der passer lidt bedre til denne eksplosive finale. Det ændrer dog ikke på, at den Caruso, vi så i dag, utvivlsomt kan vinde denne etape.

 

I dag var han i hvert fald bedre end Michael Storer, der slet ikke havde den ventede styrke. Han tog dog også et enormt ansvar i finalen, og han var da ubetinget en af udbruddets tre stærkeste. I analysen spekulerede jeg lidt på, om det var beviset på, at han ikke er skabt til de helt store bjergdage, men hvis det er rigtigt, passer denne etape ham bedre. Til gengæld kan han også være oppe mod mere eksplosive folk på denne stejle mur, og samtidig synes han altså ikke helt at have samme styrke som i starten. Til gengæld husker vi fra Alperne i 2022, at han kan præstere i elendigt vejr, og den hårde start betyder, at det er svært at tro, at han ikke rammer udbruddet, særligt nu hvor friheden er endnu større end hidtil.

 

Jeg er også nødt til at rangere Magnus Sheffield ret højt, men det er med stor usikkerhed. Dagens store tidstab skal nemlig nok forklares med lørdagens styrt, men heldigvis har han nu en dag til at komme sig. Ineos har da heller ikke meldt ud, at han skulle være svært forslået, hvad han da heller ikke så ud til at være. Det er klart, at det altid vil være svært for ham at ramme et udbrud på så svært et bjerg, men med de klatreevner, han havde inden styrtet, er det bestemt ikke umuligt. Sidder han først med, er det en fremragende finale for en lidt større fyr som ham. Det er nemlig kun den sidste del, der passer ham dårligt, og derfor har han masser af plads til at få et forspring, enten på de bløde procenter tidligt i finalen eller i fladlandet inden stigningerne.

 

Selvfølgelig skal man også rangere Romain Bardet højt. Hvis jeg var sikker på, at han ramte udbruddet, havde han nok været min favorit. I dag rejste han sig nemlig mere, end jeg havde drømt om, og han passer storartet til den eksplosive finale og har det fint i dårligt vejr, som vi blandt andet så, da han vandt Alperne i 2022. Problemet er bare hans frihed. Jeg har ovenfor nævnt det taktiske spil, der kan låse ham, selvom Ineos og Bora godt kan give ham lidt snor. Det vil Tiberi næppe, for vi har set, at Bahrain ikke tager chancer, og begynder Tiberi også at angribe, gør Arensman det samme, og vi har den ballade, der kan bringe O’Connor og Martinez i spil. Derfor afhænger meget af, hvor meget særligt Bahrain frygter ham, og hvor mange kræfter de vil bruge på at lukke ham ned. Jeg frygter, at det låser ham, eller at hans udbrud får for lidt snor, men den hårde start gør det heldigvis også lettere at tage sig den frihed, han måtte savne.

 

Et andet bud er Einer Rubio. Han har lidt mere luft end Bardet, men til gengæld er han måske også lidt mindre risikovillig, når han jagter karrierens første top 10. Omvendt fik vi i dag bekræftet, at han ikke er bange for at angribe, hvad vi også har set flere gange i UAE Tour. Han viste i hvert fald i dag, at han er fremragende kørende, og hvis vi kan stole på, at han holder niveau, hvad han gjorde sidste år, hvor han også klarede kulden i hvert fald hæderligt, bør han kunne vinde i denne finale, selvom den ikke passer ham ideelt. Når jeg alligevel tøver en kende, handler det om Quintana. Jeg vil tro, at Movistars primære mission er at vinde etapen med ham, og så er det ikke en god ide at angribe med Rubio, der kan give udbruddet mindre snor. Omvendt vil den begrænsning ikke gælde, hvis Bardet alligevel er afsted. Der er altså flere ting, der skal overvejes med Rubio, men giver han den et skud, og får han frihed, er han oplagt en af de stærkeste.

 

Hold op, hvor var Nicola Conci god i dag. At han pludselig skulle finde sit livs niveau efter en lang kriseperiode, har taget mig ganske meget på sengen. Det bedste ved det hele er, at han tidligere var kendt for sine evner i eksplosivt terræn og ikke i de høje bjerge. Derfor burde denne finale passe ham langt bedre, og udfordringen kunne snarere være, om han kan ramme udbruddet på et decideret bjerg. Det ville jeg have tvivlet voldsomt på inden i dag, men hvis han har samme niveau på tirsdag, kan vi fjerne den betænkelighed. Spørgsmålet er så, om han kan holde niveau, og om han kan præstere lige så godt i et vejr, der er et helt andet.

 

Jeg kan gentage meget af smøren med Attila Valter. Også han er mest kendt for sine evner i eksplosivt terræn, og derfor var dagens præstation uhyre opløftende. Som vi så i 2020 og 2021, er det dog ikke uset for ham at klare sig hæderligt i de rigtige bjerge, og derfor bør der være en god chance for, at han rammer udbruddet her, selvom det for en fyr som ham altid er lidt farligt, at etapen starter med et rigtigt bjerg. Vi ved, at han er god i dårligt vejr, for han erobrede den lyserøde trøje i 2021 i det mest miserable regnvejr, og vi ved også, at denne eksplosive finale burde passe ham godt. Jeg kan måske frygte, at den er en anelse for stejl, men de stejle procenter i Strade Bianche plejer jo ikke at genere ham.

 

Det er ret imponerende med Davide Piganzoli. Den unge italiener holder fortsat stand, og i dag kørte han endnu en fornem etape. Det er klart, at man aldrig ved, hvornår en ung nyprofessionel eksploderer i sin grand tour-debut, men foreløbig er alle lys grønne. Dagens etape passede ham nok bedre end tirsdagens, hvor finalen er en anelse for eksplosiv, men med den hårde start har han alle chancer for at ramme udbruddet, hvis benene er lige så gode, som de var det i dag. Til gengæld er han også stadig så ubeskrevet, at jeg ikke har de helt store ideer om hans evner i dårligt vejr, selvom han klarede 3. etape i Alperne ganske pænt.

 

Det var ærgerligt med Alex Baudin i dag, men som jeg skrev i analysen, kommer hans kollaps ikke som det helt store chok. Det betyder nok, at vi skal dæmpe forventningerne en anelse, for når unge ryttere eksploderer i en grand tour, bliver det sjældent bedre igen. På den anden side kan man ikke udelukke, at der bare var tale om en dårlig dag, og at hviledagen endda kan have gjort ham godt. Som jeg har skrevet flere gange, havde jeg inden løbet også en fornemmelse af, at han måske var lidt bedre i mere eksplosivt terræn end i de rigtige bjerge, og derfor kan denne finale passe ham bedre. Det kræver bare stadig, at han er stærk nok til at ramme et udbrud, der vil køre på et rigtigt bjerg,

 

Jeg bliver ved med at beundre Simon Geschke. Den genrejsning, han har leveret i dette løb, har taget mig totalt på sengen, og han har et niveau, der gør det sandsynligt, at han under de rette omstændigheder også kan vinde en etape. Faktisk er denne etape måske hans bedste chance, fordi finalen her er mere eksplosiv, hvad der kan tiltale en mand, der indledte sin karriere som ardennerrytter. Det er endda en nøgleetape for ham, for hvis han stadig drømmer om at vinde bjergtrøjen, skulle han meget gerne have fingre i de 50 point på Umbrailpass. Han plejer at være ret stabil til at ramme udbrud, når han er i form, og starten er hård, og det vil derfor undre mig, hvis ikke det lykkes for ham igen. Desværre er der nok også lidt for mange, der kan slå ham, ligesom jagten på point kan koste kræfter undervejs.

 

Den sidste klassementsrytter, der vel har en rimelig chance, er Filippo Zana. Faktisk kan denne etape minde lidt om den, han vandt for et år siden, og i dag viste han endelig lidt af de takter, vi så i den tredje uge sidste år. Spørgsmålet er bare, om han får frihed. Vil Bardet og Hirt lade ham køre? Næppe uden deres egen tilstedeværelse. Dermed kan Bardets manglende frihed indirekte ende med at låse ham, og hvis han alligevel kommer væk, vil han formentlig skulle slå Bardet, hvad der i lyset af dagens etape ligner en svær opgave. Omvendt vil det være synd at sige, at Bardet har været stabil i dette løb, og den Zana, vi så i dag, an bestemt ikke afskrives

 

Den sidste mur passer perfekt til Jhonatan Narvaez, og han bliver ikke let at slå, hvis han rammer bunden i frisk tilstand. Vi ved også, at han kan være god i dårligt vejr, men desværre er der flere mellemregninger, inden han har vundet etapen. Jeg tror, at han får svært ved at ramme et udbrud, der kører på så svært et bjerg som Umbrailpass. Det lykkedes i dag, men her var stigningerne også betydeligt lettere, og vi så trods alt i finalen, at han har sine begrænsninger på lange stigninger. Derudover så vi også i torsdags, at han måske ikke er helt så flyvende, som han var i starten af løbet. Til gengæld bør dette være en finale, hvor han faktisk kan blande sig i kampen om sejren, også med klatrerne, hvis det lykkes ham at komme afsted, og særligt hvis han får et forspring i dalen.

 

En af dagens skuffelser var Lorenzo Fortunato. Jeg havde forventet en stigende formkurve, men den synes desværre at gå den modsatte vej. Det betyder til gengæld også, at han nu har lidt mere frihed, og at han måske vil køre mere offensivt, end han har gjort hidtil. Som han så ud i dag, er der dog nok en del, der vil kunne slå ham i denne finale, der heller ikke passer specielt godt til en ren dieselklatrer. På den anden side har han vundet på Zoncolan, og de stejle procenter generer ham derfor ikke. Lige nu ser det måske lidt svært ud, men betyder hans ekstra frihed, at han alligevel ender i en gruppe, hvor han ikke skal slås med bedre folk fra klassementet, kan man ikke afskrive ham. Han har trods alt gjort det før.

 

Jeg ville gerne rangere Julian Alaphilippe i hvert fald lidt højere. Modsat Narvaez rammer han næsten alle udbrud, selv når de starter på et gedigent bjerg, og denne afsluttende mur passer ham som fod i hose. Vi så også i torsdags, at han stadig kan ramme de feberdage, hvor han kan gøre det færdigt, selvom vi også må sande, at der er langt imellem dem. Denne etaper er midtvejs heller ikke svær, og det betyder, at der faktisk er en chance for, at han ikke kommer til at ødsle for meget med kræfterne. Når jeg alligevel er mere skeptisk, end jeg burde, handler det om vejret. Vi ved, at Alaphilippe ikke er glad for kulde og regn, og når etapen samtidig er på grænsen, kan det være det, der eliminerer ham.

 

Jeg har allerede nævnt Thymen Arensman flere gange, for han kan spille en ret vigtig rolle i det taktiske spil. Som sagt tror jeg ikke, at det taktiske spil mager sig, så han rammer udbruddet, men udelukkes kan det som sagt ikke. Sker det, vil han stå ret stærkt, fordi han med Thomas som argument formentlig kan sætte sig på hjul, og hvis ikke det ødelægger samarbejdet så meget, at de bliver hentet, vil han stå stærkt til finalen. Vi ved fra Alperne i 2022, at han kan være god i dårligt vejr, og i dag bekræftede han sin gyldne tredjeugesmotor. Desværre passer denne eksplosive finale med de stejle procenter, han hader, ham ikke ideelt, men det gik nu meget godt, da han og Bardet kuppede Bahrain i Alperne for to år siden. Så skal vi bare håbe, at han ikke lider af dårlige hviledagsben, som han med nogen sandsynlighed gjorde i sidste uge.

 

Kommer han afsted, skal han formentlig slå Antonio Tiberi, da deres kamp om ungdomstrøjen formentlig betyder, at deres deltagelse i udbruddet er enten-eller. Inden i dag havde jeg givet Tiberi en klar overhånd i den duel, men styrkeforholdet var i dag hvert fald klart i hollandsk favør. Akkurat som Arensman passer Tiberi heller ikke rasende godt til denne finale, og vi fornemmede også i Alperne, at han måske ikke er den allerstørste fan af dårligt vejr. Til gengæld kørte han modsat Arensman stærkt dagen efter sidste hviledag, og han er vel også som udgangspunkt trods alt mere eksplosiv end hollænderen, der er selve definitionen på en punchløs dieselmotor.

 

Så er der Domenico Pozzovivo, men jeg frygter, at tiden er ved at rinde ud. Han bliver som frygtet svagere og svagere dag for dag, og nu kommer han endda til en af de regnvejrsdage, der før har voldt problemer. Til gengæld har han altid været som en fisk i vandet på korte, stejle stigninger, og derfor er denne finale slet ikke så ringe for ham. Den hårde start hjælper ham også, og det niveau, han havde i dag, fører trods alt et godt stykke. Spørgsmålet er bare, om det er gået endnu mere tilbage på tirsdag.

 

Så kan Bardiani måske i stedet satse på Luca Covili. Italieneren har imponeret stort i dette løb, hvor han har været bedre end nogensinde. Det er måske stadig lidt svært at se ham vinde en etape, når den hårde start betyder, at han næsten uundgåeligt vil være oppe mod stærkere folk. Inden i dag havde jeg dog heller ikke regnet med, at han vil være kommet så langt, og med det niveau, han har haft hidtil, kan man i hvert fald godt se ham under de rette omstændigheder vinde.

 

Jeg vil slå Kevin Vermaerke og Nick Schultz sammen. Begge er puncheurs mere end klatrere, men begge har også en historik for pludselig at klatre fremragende i de høje bjerge i den tredje uge. I dag så vi i hvert fald fra dem begge, at de igen er ved at finde benene til den tredje uge, som de før har gjort det. Denne eksplosive finale bør passe dem som fod i hose, men udfordringen bliver at komme væk i den hårde start. Den bør normalt være for hård for dem begge, men vi har bare også lært, at deres evner i bjergene er anderledes på denne tid af en grand tour.

 

Endelig vil jeg nævne Jan Tratnik. Hvis etapen ikke var startet med Umbrailpass, havde han stået højere på denne liste. Finalen er nemlig skabt til, at han kan forsøge samme model som i tirsdags, hvor han fik et forspring inden stigningen, og derefter hjælpes han af relativt bløde procenter efterfulgt af en stejl mur, der heldigvis er ret kort. Han vil også være hjulpet af vejret, men den store udfordring bliver at ramme udbruddet. Han virker stadig relativt frisk og ramte også udbruddet i dag, men i morgen stilles der altså større krav til klatreevnerne. Derfor bliver det en svær opgave at komme afsted, men lykkes det, er det en etape, han md lidt held i den taktiske sprøjte kan vinde.

 

I dag bekræftede Michel Ries, Amanuel Ghebreigzabhier, Quinten Hermans, Edoardo Zambanini, Rainer Kepplinger, Larry Warbasse, Christian Scaroni, Chris Hamilton og Simone Velasco den fine form, men jeg har svært ved at se dem både ramme udbruddet og gøre det færdigt. Jeg har stadig ikke megen tiltro til Esteban Chaves, der missede dagens udbrud, og Juan Pedro Lopez, der igen kørte en skuffende finale, og jeg tror, at starten bliver for hård for Mauri Vansevenant, Luke Plapp og Andrea Bagioli. Det gør de også for Aurelien Paret-Peintre, der skuffede fælt i dag, mens jeg efterhånden har opgivet at tro, at Giovanni Aleotti får frihed. Den frihed giver Bora som i dag snarere til Maximilian Schachmann, men han har nu skuffet to dage i træk, mens starten nok er for svær for Alessandro De Marchi. Giulio Pellizzari var meget aktiv i dag, men virker stadig et stykke fra sit bedste, og det er svært at se, at Pelayo Sanchez ikke ender som hjælper for Rubio og Quintana, mens Alessandro Verre og Henon Mulubrhan som frygtet er faldet sammen, og etapen er for svær for Ewen Costiou. En joker kunne være, hvis den hårde start fik UAE til at sende Rafal Majka eller Felix Grossschartner med som kontrollanter, for de har niveauet til efter en dag på hjul at kunne vinde etapen. Jeg tør ikke helt udelukke det, men jeg tror ikke, at Pogacar vil undvære Majka, og Grossschartner kan trods alt måske få svært ved at gøre det færdigt.

 

Bliver det samlet - og det kan der som nævnt være flere veje til - er det klart, at kun uheld kan forhindre Tadej Pogacar i at vinde. Som beskrevet i analysen kan der være en regning at betale for hans vilde ridt de sidste to dage, men hans overlegenhed er så enorm, at der er plads at give af - ikke mindst på en stejl mur, der passer ham som fod i hose. Denne gang tror jeg dog som nævnt, at han vender tilbage til den konservative kørsel, og hvis han skal vinde, skal udbruddet være hentet så meget, at han kan nøjes med et angreb på muren - og allerhelst med en spurt til allersidst. I denne form for finale vil jeg rangere Daniel Martinez som nr. 2, men jeg er lidt bekymret for, at han før har haft problemer i dårligt vejr, nemlig på de våde første dage i Giroen i 2021. Omvendt klarede han den våde sidste etape i Paris-Nice i 2022 fremragende, indtil en defekt slog ham ud. Derefter vil jeg rangere Geraint Thomas, der rejste sig i dag, er god i dårligt vejr og altid har mestret stejle mure fint. Muren passer dårligere til Ben O’Connor, men han er blevet mere eksplosiv og notorisk god i dårligt vejr. Finalen og vejret er også perfekt for Romain Bardet, der dog er så svingende, at man ikke kan udelukke en dårlig dag. Mere usikker er jeg på Einer Rubio i denne form for finale, men han leverede et af sine første flotte rist på Lagunas de Neila i en lignende finale. Jeg har som nævnt ovenfor frygt for Thymen Arensman på en stejl mur efter en hviledag, men tredjeugesformen bør ikke svigte helt. Som nævnte ovenfor bliver det lidt for eksplosivt for Jan Hirt, men de stejle procenter og vejret vil hjælpe ham. Jeg håber også på en genrejsning af Antonio Tiberi, men jeg er bekymret efter dagens lille kollaps, selvom hans tredjeugesform var fremragende i Vueltaen. Dernæst har jeg Filippo Zana, Damiano Caruso, Lorenzo Fortunato og Domenico Pozzovivo. Endelig kommer Rafal Majka og Valentin Paret-Peintre formentlig meget langt, men deres resultat vil afhænge af, hvor meget arbejde de skal gøre undervejs.

 

BEMÆRK: Optakten baseres på antagelsen om, at etapen køres som planlagt, selvom det elendige vejr vel bringer passagen af Umbrailpass i fare.

 

Feltet.dks vinderbud: Nairo Quintana

Øvrige vinderkandidater: Valentin Paret-Peintre, Georg Steinhauser

Outsidere: Jan Hirt, Damiano Caruso, Michael Storer, Magnus Sheffield, Romain Bardet

Jokers: Einer Rubio, Nicola Conci, Attila Valter, Davide Piganzoli, Simon Geschke, Alex Baudin, Filippo Zana, Jhonatan Narvaez, Lorenzo Fortunato, Julian Alaphilippe, Thymen Arensman, Antonio Tiberi, Domenico Pozzovivo, Luca Covili, Kevin Vermaerke, Nick Schultz, Jan Tratnik

 

Kandidater til et favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Tadej Pogacar, Daniel Martinez, Geraint Thomas, Ben O’Connor, Romain Bardet, Einer Rubio, Thymen Arensman, Jan Hirt, Antonio Tiberi, Filippo Zana, Damiano Caruso, Lorenzo Fortunato, Domenico Pozzovivo

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Det kan måske synes en smule uforskammet ikke at starte denne analyse med at uddele den ene lovprisning efter den anden. Vi har nemlig netop været vidner til en af de smukkeste og mest overbevisende i Giroens nyere historie, da Tadej Pogacar med et vanvidscomeback på løbets kongeetape sørgede for, at hans forventelige Giro-sejr vil stå endnu mere mindeværdig tilbage. De flotteste grand tour-sejre er nemlig ofte dem, hvor sejrherren viser sin suverænitet ved at vinde løbets vanskeligste etape, og sejren bliver blot endnu mere storslået, hvis det også gøres med et stort ridt fra distancen.

 

Det er noget, mange af de store mestre går op i. Det er klart, at det kun er en luksus, man kan tillade sig, hvis man føler, at man er i totalt overskud. Skal man kæmpe for hvert enkelt sekund gennem alle tre uger, kan man selvsagt ikke tillade sig at tage store chancer med storslåede soloridt undervejs. De største metre er til gengæld typisk også så meget i deres egen liga, at de kan tillade sig at forsøge at krydre deres samlede triumf med store ridt fra distancen.

 

Mest tydeligt var det i 2021-sæsonen. Her blev alle tre grand tour-sejre nemlig kombineret med den slags episke præstationer. Mange vil sikkert huske, hvordan Primoz Roglic lignede en mand på en vanvidsmission, da han helt, helt unødvendigt ikke blot svarede på Egan Bernals meget tidlige angreb på turen mod Lagos de Covadonga, men også løb en gigantisk risiko ved faktisk at samarbejde med colombianeren og dermed potentielt tømme sig for kræfter længe inden målbjerget. Heldigvis var sloveneren så suveræn, at han ikke bare kunne køre fra Bernal til sidst, men også give alle rivaler et nyrestød og cementere, at han i den Vuelta var i sin helt egen liga.

 

Kort forinden havde vi set det samme i Touren. Feltet havde knap nået at stave til ordet ”bjerg”, inden Pogacar på den første alpeetape havde knust al modstand med et skræmmende soloridt, der ganske vist ikke sikrede ham etapesejren, men som med det samme sørgede for, at al snak i resten af løbet nu udelukkende handlede om, hvor stort sloveneren ville vinde.

 

Endelig havde vi set det i Giroen. Dengang så det tidligt ud til, at Remco Evenepoel måske kunne byde Egan Bernal lidt op til dans i sin grand tour-debut, men der skulle i bogstavelig forstand bare lidt grus i maskineriet, inden det stod klart, at der end ikke var nogen, der var tæt på at kunne matche den overlegne colombianer. Også han ville imidlertid krydre sin stensikre sejr på den største måde, og han havde en barnedrøm om at vinde kongeetapen iført den lyserøde trøje. Derfor iværksatte han et stort soloridt på den stejle Giau-stigning, hvor han cementerede sin overlegenhed med en mindeværdig solosejr.

 

At Pogacar havde samme drøm, kan ikke undre nogen. Det er egentlig ikke mit indtryk, at han er specielt velbevandret i cykelhistorien, men det betyder ikke, at han ikke har blik for de store præstationer. Efter gårsdagens enkeltstart lagde han da heller ikke skjul på, at han meget gerne ville vinde dagens kongeetape, der i denne mere humane Giro skilte sig ud som den eneste store bjergetape med mange højdemeter over en lang distance - en rigtig ”tappone”, som vi stort set kun kender dem fra Giroen.

 

Det var bare ikke en let mission. Pogacars suverænitet betyder nemlig, at der ingen hjælp er at hente. Når flere tror på, at de faktisk kan vinde etapen, er der selvsagt flere hold, der vil forsøge at skabe samling, men når alle ved, at den eneste trussel mod en Pogacar-sejr er et udbrud, er der selvsagt kun ét hold, der har en interesse i at hente lykkeridderne. UAE-mandskabet kunne naturligvis håbe, at kampen om 2. pladsen endelig skulle intensiveres, og at det kunne kaste lidt uventet hjælp af sig, men som udgangspunkt var der kun én ting, der kunne forhindre Pogacar i at realisere sin drøm, nemlig at hans hold ikke var stærkt nok til at skabe samling.

 

Den bekymring var ganske reel. En hård start betød nemlig, at der var garanti for angrebsfest og et brølstærkt udbrud med et hav af klatrere. Et sådant fik vi da også, da en uhørt stor gruppe undervejs kom væk, og da UAE jo altså er kommet til Giroen med B-holdet - A-holdet skal nemlig forsøge at slå Jonas Vingegaard i Touren - var det langt fra givet, at araberne ville skabe den nødvendige forudsætning for, at Pogacars drøm kunne blive til virkelighed - heller ikke selvom de efter en katastrofal start i Torino havde rejst sig med nogle fornemme etaper i Appenninerne.

 

UAEs styrke kan nok have givet Pogacar en urolig nat eller to i løbet af sæsonen, hvis han har ret i, at han har drømt om denne etapesejr siden vinteren. Al hans frygt blev da også gjort til virkelighed. Da Nairo Quintana genopstod fra de døde og indhentede den genopstandne komet Georg Steinhauser, var gode råd dyre. På det tidspunkt så det ud til, at den colombianske veteran med sikkerhed kunne bevise sin genfødsel ved at levere en af den slags soloridt, han efterhånden har flere af i grand tours - ja, faktisk så mange, at han vel næsten kan kaldes kongen af kongeetaperne.

 

Der var reelt kun to ting i denne verden, der kunne forhindre den colombianske, nemlig Pogacar eller Vingegaard. Danskeren var selvsagt ingen trussel mod colombiansk triumf på denne søndag i Dolomitterne, men til gengæld var den slovenske trussel ganske præsent. Heldigvis for Quintana var Pogacars mareridt ved at blive til virkelighed. Trods en heroisk indsats af den samlede UAE-bande var den arabiske hær ved at løbe så meget tør for kræfter, at der kun var én vej til virkeliggørelsen af Pogacars drøm, nemlig den slags soloridt, som kun de største mestrer.

 

Der var nok heller ikke mange, der betvivlede, at Pogacar kunne, hvis han ville. Hans overlegenhed har været så voldsom, at det i hvert fald virkede svært sandsynligt, at han kunne knuse drømmen for den colombianske veteran for at gøre sin egen til virkelighed. Der var bare ét problem. Hvad man kan, er ikke altid det klogeste, i hvert fald ikke, hvis man gerne vil blive den første siden 1998 til at vinde Giroen og Touren i samme sæson.

 

Det stod i hvert fald klart, at Pogacars drøm ikke ville billig at indfri. Skulle den gøres til virkelighed, ville det kræve, at han prompte forlod den drejebog, han jo ellers havde fulgt så flot de seneste dage. Det var den drejebog, der prædikede mådehold og defensiv kørsel, og som han så smukt havde fulgt på de to etaper i Appenninerne. Nu betød Quintana imidlertid, at Pogacar stod med et valg: skulle han afvige fra manuskriptet for at jagte sin drøm, eller skulle han lade den langsigtede fornuft råde og lade de lange briller være fast fokuseret på Vingegaard og juli måned.

 

Kender man Pogacar, er man ikke overrasket over, hvilken konklusion han nåede. Denne Giro-sejr skulle krydres med en etapesejr på kongeetapen - åbenbart også koste, hvad det koste vil - og derfor måtte han for en stund lade Vingegaard være Vingegaard. I de minutter, hvor han indså, at den kollektive arabiske styrke var for svag til at knuse den colombianske fest var hovedfjenden for en stund ikke længere fra Visma. Nu var han i stedet fra Movistar.

 

Derfor blev drejebogen smidt på møddingen, og da det skete, var udfaldet næsten givet på forhånd. Pogacar viste sig akkurat lige så suveræn, som al moderne cykelhistorik ville tilsige, og så skulle der altså mere en aldrende, colombiansk veteran til at stoppe ham. Én efter én blev resterne fra det tidlige udbrud opslugt, indtil kun Quintana stod mellem Pogacar og drømmen - og også den hurdle blev nedkæmpet med den selvfølgelighed, sloveneren nedkæmper næsten alle de hurdler, cykelsporten kan udfordre ham med.

 

Dermed vil denne Giro-sejr blive mindeværdig. Det vil den historisk store sejrsmargin i sig selv sikre, men nu er den altså også krydret med den kongeetapesejr, man gerne vil se. Denne gang blev den endda sikret på den mest storslåede måde, der gav mindelser om Bernal, Pogacar og Roglic i 2021, og som altid vil stå som et af de største øjeblikke i moderne Giro-historie.

 

Men så er vi tilbage ved betænkelighederne. Når jeg ikke indleder denne analyse med en uforbeholden og næsegrus beundring over Pogacars vanvidsridt handler det om, at hans drøm jo må antages at have en pris. Der var vel en grund til, at han kørte så defensivt i Appenninerne, nemlig at han havde forstået, at Touren kun vindes, hvis han kører med håndbremsen trukket. Ja, på hviledagen var han jo også meget ærlig i sin beskrivelse af den tilgang, han ville have til resten af løbet.

 

I hvert fald indtil i dag, hvor tilgangen pludselig blev den, vi kender Pogacar for, og den tilbagevenden til instinktet må antages at have en pris. Man kan altid pege den ene præstation ud og sige, at det måske ikke i sig selv er den, der koster en Tour-sejr, men de hober sig jo op. Nu er det i hvert fald anden dag i træk, Pogacar er gravet helt dybt, og den slags plejer at komme med en regning.

 

Ja, faktisk er netop denne soloridtenes 2021-sæson et storslået eksempel. De tre store soloridt havde nemlig alle en pris. Bernal gik pludselig ned i den tredje uge, hvor man endda kortvarigt nåede at frygte, at han kunne smide sin stensikre samlede sejr på gulvet. Pogacar måtte senere sande, at han ikke kunne følge Vingegaard på Ventoux, og da han senere forsøgte sig med flere soloridt i Pyrenæerne, kunne han pludselig hverken sætte danskeren eller Richard Carapaz. Og da Roglic 24 timer efter sit vilde soloridt blev udfordret af en ny bjergetape, kunne han pludselig ikke længere følge Miguel Angel Lopez på det nye bjerg, der vel mest passende skal kaldes Anglirus lillesøster.

 

Pogacar kommer næppe til at betale en pris senere i denne Giro. Jo, han vil næppe have samme gode ben senere i løbet, men hans overlegenhed er så voldsom, at det næppe er noget, der vil kunne aflæses på resultatlisten. Man må nemlig også antage, at Pogacar nu i hvert fald indtil 20. etape har fået stillet sin sult og straks vender tilbage til den drejebog, han så flot fulgte i Appenninerne. Spørgsmålet er bare, hvordan regningen ser ud, når kalenderen siger juli og ikke maj.

 

Det finder vi først ud af om et par måneder, men der er en grund til, at hverken Chris Froome eller Alberto Contador var i stand til at kopiere Marco Pantanis 1998-bedrift. Grand tour-sejre koster, og nu er Pogacar i hvert fald gået helt dybt to dage i træk. Hvis Vingegaard til sommer for tredje gang i træk står øverst på Tour-podiet - denne gang i Nice - skal han derfor måske huske at sende en kærlig tanke til Quintana, der i dag måske gav ham en lille gave, hvis værdi vi først kender om et par måneder.

 

”Desværre” er det jo også de lange briller, man skal have på, når man skal analysere Pogacars kørsel i dag, hvis ikke man bare nøjes med den næsegruse beundring. Hans overlegenhed kan nemlig som ventet slet ikke diskuteres, og derfor er det relevante diskussionsemne i forhold til ham stadig ikke, om han vinder Giroen, men hvordan han vinder den.

 

Til gengæld kører de andre et vanvittigt spændende cykelløb om 2. pladsen, og i den kamp blev vi for første gang endelig for alvor klogere på klatrehierarkiet. Ikke helt overraskende kom de svar ikke i kraft af storslåede angreb. Hvis ikke man hedder Pogacar, måtte man nemlig sande, at denne etapes stigninger ikke rigtigt lagde op til den slags. De var alt for lette, og i denne mere humane Giro var det derfor en kongeetape, der skulle gøres hård, hvis den skulle skabe forskelle - og når forskellene skabes på den måde ved en gradvis nedslidning, kommer de ofte bagfra og ikke forfra.

 

Sådan var det da også i dag. De store angreb udeblev næsten totalt, men alligevel sled de mange højdemeter så meget på benene, at der kun stod to tilbage, nemlig Daniel Martinez og Geraint Thomas. Dermed tyder meget nu også på, at det vil være de to, der om en uge vil flankere Pogacar på podiet i Rom.

 

Det kræver selvfølgelig, at de holder det niveau, de viste i dag, men det tilsiger historikken, at de vil gøre. Al snak om Martinez’ genfødsel kan i hvert fald forstumme, og mens man kan diskutere, om han bliver bedre og bedre, som han gjorde det i 2021, er der ingen tvivl om, at han har holdt det tårnhøje niveau, han åbnede sæsonen. I dag havde han endda modet til at forsøge at følge Pogacar, men det overmod glemte han heldigvis hurtigt igen. Ben O’Connor har nemlig lært på den hårde måde, at den slags kan være farligt.

 

Alligevel kommer han til at kæmpe for sin 2. plads. Efter gårsdagens enkeltstart var jeg som bekendt skeptisk i forhold til Geraint Thomas’ niveau. Noget tyder imidlertid på, at det bare er tempoevnerne, der ikke er helt som i gamle dage. I dag fik vi i hvert fald det endegyldige bevis på, at han er blandt løbets bedste klatrere, og at han har al mulig grund til at drømme om 2. pladsen. Stabiliteten plejer han jo i hvert fald at have, og der er nok større risiko for et Martinez-kollaps end for en total nedtur for Thomas

 

Han er også hjulpet af, at Thymen Arensman igen i dag satte en fed streg under, hvor fabelagtig han kan være mod slutningen af en grand tour. Det gr naturligvis ærgrelsen over, at den motor er så svær at varme op, endnu større, men det er også det eneste, der forhindrer ham i at være den perfekt grand tour-rytter, når nu også den gode enkeltstart er tilbage. Nu kan man kun drømme om, at Ineos også tør bruge ham offensivt og række ud efter to mand på podiet, men mon ikke de snarere vil være tilfredse med en konsolideret 2. plads og en mulig ungdomstrøje?

 

Den hvide trøje er i hvert fald inden for rækkevidde. I podiekampen blev Antonio Tiberi nemlig den helt store taber, og det kan jo trods alt ikke overraske stort. Blandt rytterne i toppen af klassementet var han i hvert fald det mest usikre kort, når han aldrig tidligere har præsteret et nævneværdigt klassement i en grand tour. Denne etape var hans første helt store test som klassementsrytter i en grand tour, og her må vi nok sande, at den eksplosion i forhold til sit Vuelta-niveau, som man kunne have drømt om, ikke er indtruffet.

 

Midt i det hele finder vi Ben O’Connor. Han havde helt sikkert drømt om at kunne følge Martinez og Thomas, men vi ser stadig den bedste O’Connor, vi vel nogensinde har set i en grand tour - også bedre end ved 4. pladsen i Touren 2021. Hans enkeltstart er i hvert fald forbedret mærkbart, og i dag fik han også kvalt den skepsis, jeg havde i forhold til hans niveau inden løbet.

 

Alligevel blev det en lidt trist dag for Ag2r. Australieren kom i hvert fald ikke tættere på podiet, og desværre blev det dagen, hvor Alex Baudin knækkede. Netop frygten for han evner i de høje bjerge var årsagen til, at det var Valentin Paret-Peintre og ikke Baudin, jeg tilskrev klassementschancer inden løbet, og måske var den frygt berettiget - eller også mangler han bare stadig den fornødne holdbarhed. Til gengæld må Ag2r forbande langt væk, at Paret-Peintre i starten af løbet var ramt af en af sine mange dårlige dage, for han levede i dag i den grad op til de høje forventninger, jeg havde inden løbet.

 

Han var imidlertid ikke ene om at have dårlige dage i starten. Det havde Romain Bardet som bekendt, og hans genrejsning i dag var et af de store lyspunkter. I lyset af hans ret klare nederlag til Paret-Peintre i tirsdags og en lang og svær tid havde jeg i hvert fald ikke ventet et så fornemt comeback - men det er jo i de store bjerge sent i etapeløbene, at han typisk har været bedst. Nu må det handle om at køre offensivt og jagte sin etapesejr, men i den sammenhæng var hans gode præstation måske ikke det bedste, han kunne gøre for sig selv. Frygten for ham i podiekampen er i hvert fald næppe blevet mindre.

 

Det er den næppe heller for Einer Rubio, men han er trods alt for langt efter. Til gengæld har han for mig været løbets mest positive overraskelse, for nu kan jeg vist godt definitivt gemme al min skepsis væk. Colombianeren har i hvert fald lavet et helt gigantisk niveauspring, og nu bliver den helt store prøve at bevise, at han også er holdbar i den sidste uge. Her er der i hvert fald et håb at hente fra sidste år.

 

Holdbar ved vi til gengæld, at Jan Hirt er. Hans evner i den tredje uge er netop hans helt store force, og i dag satte han en fed streg under, at Patrick Lefevere virkelig ikke købte katten i sækken, da de hentede ham ind som Evenepoel-hjælper inden sidste sæson. Det kunne man i den grad have frygtet efter hans horribel 2023, men nu er holdets overvejelse nok snarere, om ikke de begik en fejl ved at sende ham til Giroen inden det store mål. På den anden side er der vel næppe nogen, der burde være bedre skabt til en grand tour-double end netop Hirt.

 

En anden rytter, der synes at have tredjeugesmotoren er Filippo Zana. Det så vi sidste år, og det så vi igen i dag. I hvert fald har han været jævnt skuffende i hele perioden siden sidste års Giro, formentlig fordi vi sammenlignede med det niveau, han havde i den tredje uge sidste år. Mere og mere tyder nu på, at vi bare skal langt hen i etapeløbene, inden han for alvor bliver god.

 

Det var egentlig også min tese, at det samme gjaldt for Lorenzo Fortunato. Det gjorde det i hvert fald i 2021, men Astana-rytteren har ikke vist sig holdbar. I hvert fald kørte han sin bedste bjergetape allerede på andendagen, og siden dengang er det kun gået den forkerte vej. Han har i hvert fald modsat Hirt ikke levet helt op til mine forventninger. Til gengæld er det knap så overraskende, at aldrende Domenico Pozzovivo har vanskeligere ved at holde stand sent i en grand tour, for det har vi efterhånden vænnet os til.

 

Så har usikkerheden været større med Michael Storer, men han har svært ved at forlige sig med rollen som klassementsrytter. I hvert fald synes hovedprioriteten fortsat at være etapesejre, og den slags ender med at koste. Mod slutningen af dagens etape sad man ellers med fornemmelsen, at han måske kunne redde den lige så godt, som han gjorde efter det fejlslagne udbrud sidste lørdag, men denne gang blev regningen betydeligt større. Det har heldigvis den konsekvens, at han med endnu større frihed kan gribe ud efter sin etapesejr, men klassementsrytter bliver han nok aldrig for alvor.

 

Det skyldes også, at han heller ikke virkede så stærk som tidligere. Enten kæmper han med holdbarheden, som han gjorde det i den flotte Vuelta i 2021, eller også er disse bjergetaper bare en tand for voldsomme. I hvert fald blev han klart overstrålet af både Georg Steinhauser, der heldigvis kom tilbage på sporet og bekræftede sit enorme potentiale efter en ganske vist lidt bekymrende nedtur undervejs. Disse store bjergdage burde dog også være dem, der for alvor passer den tyske dieselmotor.

 

Og så blev han overstrålet af Quintana, der én gang for alle fik skeptikerne til at tie. Selv var jeg meget i tvivl om, hvorvidt et års pause var for meget i hans fremskredne alder, og den uheldige sæsonstart gjorde ikke optimismen større. Nu står det imidlertid klart, at han næppe har taget sin sidste store sejr, og det virker bestemt meget sandsynligt, at den næste allerede kommer, inden vi næste gang skriver søndag på kalenderen.

 

Men endnu en kongeetape vinder han ikke. Det havde ellers været smukt, hvis han kunne føje endnu én til den lange række af triumfer, han har taget på netop de største etaper, men desværre for ham kom der en slovener i vejen. Den skuffelse vil det nok tage lidt tid for ham at fordøje, men hvis det kan være ham nogen trøst, kan han formentlig se frem til en tak fra en dansk Tour-vinder, hvis denne om et par måneder har fuldendt sit franske hattrick. Det er i hvert fald svært at se det som andet en gave til Vingegaard, at han tvang Pogacar til at grave dybere end ønsket for at få den kongeetapesejr, der skulle kaste ekstra storhed over en af nyere tids mest forudsigelige grand tour-sejre.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

FØLG GIRO D'ITALIA I FELTET.DK'S LIVEOPDATERING

 

Giroen er imidlertid ikke det eneste store cykelløb, som køres i en maj, der altid hører til blandt sportens travleste. Således byder den kommende uges tid også på både to store etapeløb og et stort endagsløb. Set med skandinaviske briller er det mest interessante årets Tour of Norway, der igen i år køres i en nedskaleret version over fire etaper fra torsdag til søndag. Løbet har haft varierende vanskelighed, men i år er det en fest for klatrerne, da de to første etaper slutter på stigninger - den første med en puncheurfinale og den sidste på toppen af et regulært bjerg. Sprinterne bliver dog aldrig snydt i Norge, og de kan se frem til at boltre sig i weekenden. Løbet får i år ekstra opmærksomhed som rammen om Wout van Aerts comeback, og han får selskab af store navne som lokale Alexander Kristoff, Jordi Meeus, Josh Tarling, formstærke Thibau Nys, Elia Viviani og Ethan Hayter, mens det med danske øjne vil være Magnus Cort, der vil få mest interesse.

 

Der køres også etapeløb længere mod syd. I Frankrig gælder det også fra torsdag til søndag det fladere Boucles de la Mayenne, der altid indledes med en teknisk prolog og derudover består af tre relativt flade etaper, hvor det altid er et spørgsmål, om det ender med tre massespurter, eller om puncheurtyperne kan gøre forskelle. Det ender i hvert fald altid i en tæt kamp på bonussekunder mellem netop sprintere, prologspecialister og puncheurtyper, og blandt de navne, der i skrivende stund ventes til start, finder man Marc Hirschi, Benoit Cosnefroy, Axel Zingle, Diego Ulissi, Alberto Bettiol, Dorian Godon, Stefan Bissegger, Remi Cavagna samt Mathias Norsgaard, der sidste år kørt en god prolog.

 

Endelig byder søndagen også på et af de sjældne tyske løb, nemlig det ældgamle Rund um Köln, der altid er en uforudsigelig affære, når løbets klatrere skal forsøge at gøre forskelle undervejs, inden det hele slutter med en flad finale, hvor sprinterne drømme om at komme til fadet. Løbet har tiltrukket typer fra begge kategorier, da man i feltet ventes at finde navne som Luca Mozzato, Georg Zimemrmann, Mike Teunissen, Sam Welsford, Matteo Moschetti, Roger Adria, Florian Senechal, Amaury Capiot og Pascal Ackermann.

 

Du kan følge vores live-opdatering fra Giro d’Italia, Tour of Norway, Boucles de la Mayenne og Rund um Köln, hvor du også kan stille spørgsmål til vores ekspert, Emil Axelgaard.

 

I Giroens sidste uge dækker vi efter følgende plan:

 

Tirsdag d. 21. maj: Fra kl. 11.30 dækkes 16. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.15)

 

Onsdag d. 22. maj: Fra kl. 12.30 dækkes 17. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.10)

 

Torsdag d. 23. maj: Fra kl. 13.10 dækkes 18. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.15), og fra kl. 15.50 dækkes 1. etape af Tour of Norway (forventet afslutning ca. kl. 18.00) (prologen til Boucles de la Mayenne dækkes ikke, da den ikke tv-dækkes)

 

Fredag d. 24. maj: Fra kl. 13.10 dækkes 19. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.10), fra kl. 14.00 dækkes 1. etape af Boucles de la Mayenne (forventet afslutning ca. kl. 16.10), og fra kl. 16.00 dækkes 2. etape af Tour of Norway (forventet afslutning ca. kl. 18.10)

 

Lørdag d. 25. maj: Fra kl. 11.50 dækkes 20. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.15), fra kl. 14.00 dækkes 2. etape af Boucles de la Mayenne (forventet afslutning ca. kl. 16.45), og fra kl. 15.50 dækkes 3. etape af Tour of Norway (forventet afslutning ca. kl. 18.00)

 

Søndag d. 26. maj: Fra kl. 13.20 dækkes 4. etape af Tour of Norway (forventet afslutning ca. kl. 15.35), fra kl. 13.20 dækkes Rund um Köln (forventet afslutning ca. kl. 15.50), fra kl. 14.00 dækkes 3. etape af Boucles de la Mayenne (forventet afslutning ca. kl. 16.30), og fra klokken 15.35 dækkes 21. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 18.45)

 

Der er en mulighed for, at vi dropper dækningen af nogle af løbene, hvis det skygger for meget for Giroen.

 

Til Giroen vil der hver dag komme optakter til den kommende og analyse af den foregående etape, mens det er usikkert, hvad der kommer af optakter og favoritvurderinger til de øvrige løb. Foreløbig kan en optakt til Tour of Norway læses. Naturligvis kan du også finde rutebeskrivelse, favoritanalyser samt en holdanalyse til Giroen.

Giro d’Italia-arrangørerne har nok ikke haft den hviledag, som de havde ønsket i Livigno. Bjergpasset, der har erstattet Stelvio, er nemlig i fare for også at blive taget ud, hvis vejret ikke arter sig.

 

De har sat forskellige scenarier op. Et af dem er, at løbet bliver neutraliseret i tre minutter efter Umbrail-passet, som det hedder. Det er dog slet ikke noget, som Simon Geschke fra Cofidis forstår.

 

”Tre minutter (grinende smiley) Så jeg ved ikke, hvad det er for et cirkus, RCS planlægger. Jeg tror bare, det bliver et latterligt rod. Vi kan lige så godt fortsætte med at køre. Desværre for os ryttere er det endnu et tegn på, at vi ikke bliver taget alvorligt,” skriver Geschke på X.

 

Der er blevet afholdt et møde mandag eftermiddag, hvor der har været repræsentanter fra løbsorganisationer, rytternes interesseorganisation og holdenes interesseorganisation.

 

Det er altså dem, der er blevet enige om scenarierne, som du kan læse mere om her.

 

Der er dog stadig en mulighed, som RCS ikke har nævnt i deres pressemeddelelse.

 

”UCI forbeholder sig dog retten til at aflyse etapen helt, hvis det sner på toppen af Umbrail. Rytterne vil gerne starte løbet efter Umbrail-nedkørslen og køre resten af etapen som normalt,” skriver Geschke.

 

Hvis etapen bliver gennemført som planlagt, venter der 206 kilometer og mere end 4000 højdemeter. Du kan læse ekspertens optakt til 16. etape lige her.