Optakt: 7. etape af Giro d’Italia

null

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

For andet år i træk byder Giroen på usædvanligt mange kilometer enkeltstart, og det særlige er, at de denne gang kommer over to tidskørsler, der med distancer på mere end 30 km må betegnes som lange. Den første af disse melder sig allerede på den første fredag, hvor der bydes på hele 40,6 km ensom kamp mod uret, og modsat den sidste af de to enkeltstarter, der er skabt til specialister, bydes der her på en tidskørsel, der er mere i Giroens ånd. Her er enkeltstaterne nemlig ofte kuperede og tekniske, og selvom de tekniske udfordringer er begrænsede på en rute, der mest består ad lange, lige veje, vil en ganske svær stigning til sidst sikre, at der bestemt ikke er tale om en klassisk enkeltstart for specialisterne. Til gengæld består etapens første del af wattmonstrenes paradis, når der skal køres ad lange, lige og flade veje, og dermed vil alsidigheden i den grad blive testet på det, der vel kan betegnes som løbets første virkelige nøgleetape.

 

Som sagt skal der altså køres hele 40,6 km, der fører feltet fra Foligno til Perugia. Starten er uhyre enkel, når man lægger ud med at køre mod nordvest ad en helt lige og flad vej. Omkring byen Spello, der nås efter 7,2 km, er der en teknisk fase med hele seks sving i rap og kort efter yderligere to sving, men derefter går det ad lige og flade veje med kun to bløde sving i forbindelse med passagen af Capita Loreto efter 11,6 km og tre sving i udkanten af Santa Maria Degli Angeli, inden man når frem til den første mellemtid, der efter 18,6 km tages i sidstnævnte by.

 

 

Efter mellemtiden ændres der ikke meget på etapens karakter. Man skal igennem en serie rundkørsler på den lige vej, der leder mod nordvest og vest frem til Bastia Umbra, hvor man efter 22,1 km har yderligere et par sving. Derfra går det videre mod vest og nordvest igennem fladlandet, idet der undervejs kun er et par sving omkring byen Ospedalicchio efter 26,8 km og i udkanten af byen Ponte San Govanni, hvor den sidste mellemtid tages efter 34,0 km, men undervejs er der dog en hel byge af rundkørsler.

 

Mellemtiden signalerer en ændring i terrænet. Her drejer man nemlig mod nordvest for at forcere at målstigningen (6,5 km, 4,0%, max. 16%). Der er tale om en uhyre ujævn sag, der indledes med en regulær mur, når det over 1,3 km stiger jævnt med 11,8% i snit, men derefter stiger det bare med 1-4%, dog ganske ujævnt. Med 3000 m igen rammer man 400 m med 7,0%, hvorefter det er let faldende frem mod 500 m, der stiger med 7% og når op på 11%. Herefter falder det igen let, inden de sidste tre 500 m-segmenter stiger jævnt med hhv. 3,2%, 5,8% og 2,8% i snit.

 

Den nedre del af stigningen går ad en helt lige vej, men sidste del inde i Perugia er endog meget teknisk, idet man drejer skarpt med 1900 m, 1400 m, 1350 m og 1000 m igen, hvorefter der følger en skarp kurve, et skarpt sving, et hårnålesving, en 90-graderskurve og slutteligt to skarpe sving med hhv. 300 m og 250 m igen lige i rap, inden man rammer den 6 m brede og brostensbelagte opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 408 højdemeter.

 

Perugia har tre gange tidligere været målby i Giroen. Det var senest i 1985, hvor Ron Kiefel vandt, og derudover er vinderne Mario Beccia (1979) og Michele Dancelli (1965). I 2011 var Tirreno-Adriatico forbi, da Juan Jose Haedo vandt en massespurt foran Tyler Farrar og Daniel Oss. De øvrige større cykelløb med mål i byen er Tour de la Communauté euroéenne, hvor Joël Pelier i 1987 vandt en etape, samt endagsløbet Giro dell’Umbria, hvor Giancarlo Polidori (1973), Enrico Paolini (1972) og Antoon Houbrechts (1971) tog sejre i byen. Endelig havde Baby-Giroen mål i byen i 1972, hvor Luciano Borgognoni sejrede.

 

 

 

 

 

 

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

I år er snart sagt alle større enkeltstarter blevet spoleret af uensartet vejr, men det sker heldigvis ikke med denne. Her kunne betingelserne nemlig ikke være smukkere. Det bliver helt skyfrit, men en temperatur på 22-23 ved starten og 21 grader i mål. Der vil også være en helt konstant let til jævn vind (15-17 km/t) fra nordøst. Det giver næsten konstant sidevind frem til første mellemtid, hvorefter det i højere grad vil være sidemedvind hele vejen ind til Perugia. Med 2 km igen får man medvind, indtil man på den uhyre kringlede sidste kilometer har sidemedvind over de første 500 m og mod- og sidemodvind over de sidste 500 m.

 

Analyse af 6. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan talentfulde Pelayo Sanchez med sin sejr på grusetapen udstillede det forfald, Julian Alaphilippe desværre er i.

 

Favoritterne

Nu bliver det alvor! Ganske vist har de første seks dage af denne Giro - i hvert fald åbningsweekenden - været historisk hårde, men indtil nu har løbet været præget af den konservative kørsel, man altid ser i den første uge af en grand tour. Kun Tadej Pogacar, der er i den luksussituation, at hans overlegenhed gør det muligt at smide hæmningerne lidt mere, har for alvor turdet angribe. Han var den eneste, der forsøgte sig på 1. etape, og han var også den eneste, der angreb på Oropa, hvor stigningen trods solid medvind gav mindre forskelle end tidligere - ja, nærmest det rene ingenting, hvis man ser bort fra Pogacar. I dag var det så grusetapen, der blev kørt hel afventende, hvis man ser bort fra Romain Bardet, der lige skulle teste, om de gode ben var kommet tilbage efter sygdommen.

 

Det er pokkers svært at komme af med den konservatisme tidligt i en grand tour, men der er én sikker strategi. Man skal bare indlægge en enkeltstart. Her er der selvsagt ingen mulighed for at sidde på hjul eller gemme sig, og hvis man samtidig sørger for at gøre den lang, kan ingen tåle at spare på krudtet. Lange enkeltstarter gør typisk større skade på flertallet af klassementsrytterne end selv den voldsomste bjergetape, og derfor kan det gøre pokkers, pokkers ondt, hvis man graver helt ned i den allerdybeste del af posen.

 

Det er der særligt grund til at gøre denne fredag. Her er der nemlig i den grad skruet op for distancen. I moderne cykelsport er enkeltstarter på mere end 40 km et særsyn, hvis man ser bort fra mesterskaberne. De findes selvsagt aldrig i ugelange etapeløb, hvor så lang en enkeltstart totalt ville skævvride i klassementet - i gamle dage havde man dog ofte så lang en enkeltstart i Dauphiné, men det blev så modsvaret af hele fire bjergetaper - og i grand tours er de i dag også en sjældenhed. Vueltaen har aldrig så lange enkeltstarter, og Giroen har ikke været over de 40 km, siden opkomlingen Primoz Roglic choksejrede på en regnvåd 40,5 km lang rute i 2016.

 

Faktisk skal vi til Touren, der jo ellers i de seneste år har skruet voldsomt ned for enkeltstartskilometerne, for at finde den seneste enkeltstart på den anden side af 40 km-grænsen, da man i 2022 ganske usædvanligt pludselig havde en 40,7 km lang etape, hvor Jonas Vingegaard som bekendt forærede sejren til holdkammeraten Wout van Aert. Den dag var Vingegaard, Pogacar og Geraint Thomas kun adskilt af sølle 13 sekunder, men etapen viser alligevel tydeligt, hvor voldsom skade denne slags enkeltstarter kan gøre. Den fjerdebedste klassementsrytter var nemlig Aleksnadr Vlasov på 18. pladsen - og han smed intet mindre end 2.27 til Vingegaard! Det fortæller alt om, hvorfor det ikke er helt urimeligt at kalde denne etape løbets måske vigtigste.

 

Faktisk kan man også sammenligne den enkeltstart med den, der venter her - i hvert fald en smule. Også dengang var de første 30 km relativt, inden man havde en kuperet finale. Dengang var der tale om to bakker, og de var lettere end det, der venter i morgen, men både i forhold til overordnet design, distance og antallet af højdemeter er de to etaper praktisk talt identiske.

 

 

Dengang var det en etape, der var ret svær at analysere, og det er denne etape også. De første 34 km er nemlig meget flade. Der er enkelte tekniske udfordringer, men det er virkelig specialisternes paradis. Her vil folk som Lorenzo Fortunato, Juan Pedro Lopez, Jan Hirt og Cian Uijtdebroeks bløde, og her vil Filippo Ganna være i sit es.

 

Helt anderledes er den sidste del. Det, der for alvor adskiller etapen fra den omtalte Tour-etape, er starten på stigningen. 1300 m med 11,8% er decideret voldsomt. Nok er det en kort mur, men den er godt nok stejl. Det er ikke tit, man ser den slags udfordringer på en enkeltstart, der ikke er en bjergenkeltstart. Derefter bliver stigningen imidlertid meget lettere, og selvom den er meget irregulær og har tocifrede procenter undervejs, er det generelt helt bløde procenter, som ikke er noget problem for en fyr som Ganna. Til slut bliver det hele så også ekstremt teknisk, men over så lang en distance bør det ikke være de relativt beskedne tekniske udfordringer, der afgør etapen. Det vil være en kombination af power i fladlandet og klatreevner til særligt den stejle mur.

 

Etapen kan også minde lidt om sidste års Tour-enkeltstart, hvor Vingegaard jo knuste al modstand. Dengang havde man en tidlig mur, men derefter var det også et fladt indløb frem til en stigning, der startede meget stejlt og sluttede med betydeligt blødere procenter. Dengang valgte det store flertal ikke at skifte cykel - dog med Pogacar som en ganske markant undtagelse - og jeg vil tro, at vi ser det samme i morgen. Nok er den stejle mur langt nemmere at klare på en almindelig cykel, men den sidste del klarer man fint på en enkeltstartscykel, og man bør derfor tabe mere på et skifte, end man kan vinde.

 

Ser man på den enkeltstart, var den domineret af klassementsryttere. Mads Pedersen og Remci Cavagna overraskede stort med top 9-placeringer, men derudover var Wout van Aert på 3. pladsen den eneste ikke-klatrer i top 10. Den etape var dog også langt hårdere end denne. Her var der hele 636 højdemeter over bare 22,4 km. Her taler vi om 200 færre højdemeter over næsten den dobbelte distance.

 

Derfor kan vi nok også bruge den omtalte 2022-enkeltstart som en bedre reference. Den er som sagt næsten én til én sammenlignelig med denne med den forskel, at vi ikke have en stejl mur, ligesom man dengang også have to nedkørsler undervejs. Her var billedet da også et helt andet, for her dominerede klatrestærke specialister som Van Aert, der jo altså vandt. Det gjorde han foran klassementsrytterne Vingegaard, Pogacar og Thomas, der alle er deciderede specialister, mens Filippo Ganna blot blev nr. 5. Det siger dog nok mere om, at han var uhyre træt end om hans muligheder, for når resten af top 10 udgøres af Bauke Mollema, Mattia Cattaneo, Fred Wright, Maximilian Schachmann og Jan Tratnik, og når Stefan Küng, der også var træt, endda Nils Politt og Mikkel Bjerg alle ender i top 13, kan vi konkludere, at tempoevner dengang spillede en betydeligt vigtigere rolle end klatreevner.

 

Det bør de også gøre her, hvor starten er endnu fladere. Til gengæld er de tunge specialister betydeligt mere handicappet af den stejle mur end af de blødere Tour-bakker for to år siden. Jeg vil derfor forvente, at de tunge folk - særligt dem, der vil lide særligt på voldsomme procenter - vil have et lidt større handicap end på Tour-enkeltstarten, og det er derfor en enkeltstart, man helt sikkert får det svært på, hvis ikke man kan klatre. De 34 km tonserterræn vil dog gøre betydeligt mere skade end klatringen, og derfor er den vigtigste evne trods alt fladbanepower og aerodynamik - akkurat som det var tilfældet i Touren i 2022.

 

En gave, vi skal sætte ekstra meget pris på i år, er vejret. Nu er snart sagt alle årets vigtige enkeltstarter blevet ødelagt af ændrede vejrforhold, men i morgen bør alle få helt lige betingelser. Det bliver en forrygende solskinsdag, og selvom det vil være en smule blæsende, burde vinden være ganske konstant. Der burde derfor være lagt op til et helt fair opgør - og så kan de små klatrere glæde sig over den generelle medvind, hvilket vil begrænse deres tidstab i fladlandet.

 

Egentlig skulle man have forventet, at de mange kilometers enkeltstart havde givet et fremragende tempofelt, men sådan er det ikke gået. Feltet er i hvert fald ikke så prangende som sidste år, hvor man dog også havde voldsomt mange enkeltstartskilometer, og der er ikke alt for mange topspecialister til start. Derfor bør kampen om sejren også være en relativt lukket fest for ganske få ryttere.

 

Det er svært ikke at have Tadej Pogacar som favorit. Egentlig er vi ikke specielt opdateret på hans tempoevner, for igennem hele 2023 kørte han kun to enkeltstarter (hvis man ser bort fra parodien af en bjergenkeltstart ved de nationale mesterskaber). Han blev ydmyget af Vingegaard i Touren, men var stadig klasser bedre end alle andre, herunder Van Aert, inden han faldt igennem til VM, hvor en træt slovener bare blev nr. 21. Som sagt kan Tour-enkeltstarten minde om denne, men den var betydeligt hårdere, og derfor skal vi faktisk tilbage til 2022 for at finde en relativt frisk Pogacar køre en enkeltstart, der handler så meget om power som denne. Det er præcis den omtalte Tour-enkeltstart, hvor han jo altså blev nr. 3 bag Van Aert og Vingegaard, men faktisk kun slog Thomas med 4 sekunder. Senere kørte han også VM-enkeltstarten, hvor han blev nr. 6, men her var han igen et stykke fra sit bedste.

 

 

Det er derfor en smule eksotisk at se Pogacar køre enkeltstart, men ingen kan betvivle, at han er blandt verdens allerbedste. I forhold til 2022 har han nu også glæde af det markant bedre materiel, som UAE fik sidste år, og denne gang er vi i uge 1, hvor han traditionelt har kørt meget bedre enkeltstarter end i uge 3. Nu får han så en alsidig rute, der passer ham. Distancen bør tiltale en mand, der i linjeløb har distancer som sin store fordel, og på denne rute belønnes han både for at være en af de bedste temporytter og den i særklasse bedste klatrer - og selvom han ikke har virket skræmmende indtil nu, vil ingen betvivle hans form.

 

Det er dog stigningen, der gør, at han er den oplagte favorit. På powerdelen kan han meget vel komme til kort mod Filippo Ganna. Det plejer han i hvert fald at gøre på flade enkeltstarter i forhold til de allerbedste, som vi har set i Tirreno i 2021 og 2022, hvor Ganna og en af gangene også Remco Evenepoel har slået ham. Det har vi også set ved VM i 2021 og 2022, men her skal vi tage det forbehold, at han ikke var på 100%. Med tanke på, at Ganna slog Evenepoel på Vuelta-enkeltstarten sidste år, er der en vis sandsynlighed for, at Pogacar vil tabe tid på den flade del.

 

Spørgsmålet er så, om han kan hente det på stigningen. Jeg er ikke stensikker, når den stejle del kun er 1300 m lang, men det bør han kunne. På denne mur bør Ganna bløde for meget i forhold til det slovenske unikum, og selvom den sidste powerdel passer Ganna ret godt, bør Pogacar stadig have en overhånd. Der er tilstrækkeligt med fladland til, at det kan blive spændende, men særligt den stejle del af stigningen bør sende sejren i hænderne på Pogacar.

 

Den store rival er naturligvis Filippo Ganna. Han har været betydeligt mere svingende på sine enkeltstarter de seneste år, hvor han har afgivet tronen til Evenepoel, der slog ham til VM, men i det lys var det en uhyre vigtig skalp, at han slog netop belgieren i Vueltaen sidste år. Når man husker på, hvor suveræn Evenepoel var i Giroen, siger det alt om, at Ganna stadig har en skræmmende power, når han er kørende. Det har han ikke været i dette forår, hvor en formsvag Ganna har kørt to skuffende enkeltstarter, men den Ganna, vi så på muren på 1. etape, ligner i den grad den bedste Ganna.

 

Han skal dog også være på 100% for at slå Pogacar. Selv den bedste Ganna vil tabe tid til sloveneren på stigningen. Den sidste powerdel passer ham heldigvis fremragende, for her kan han virkelig mose igennem., men det siger sig selv, at Pogacar vil være meget hurtigere på en 12%-mur. Gannas store fordel er, at vi taler om 34 km fladland, og her har han som nævnt ovenfor historisk haft en overhånd i forhold til Pogacar. Når vi taler om så gigantisk en distance, er det altså ikke helt umuligt, at den Ganna, vi så i Vueltaen, kan vinde så meget tid, at han kan holde stand på stigningen - men han skal være betydeligt stærkere end sidste år, hvor Evenepoel kørte ham midt over på 1. etape.

 

Da jeg rangerer efter vinderpotentiale, placerer jeg Magnus Sheffield som nr. 3. Jeg frygter desværre, at han taber for meget på stigningen, for han har kæmpet med klatrebenene i år, men nu er de måske ved at være der. Han klatrede i hvert fald fornemt på 2. etape, og også i dag så han ganske formstærk ud. Det har hele tiden været min fornemmelse, at Sheffield har kurs mod en status som tempogigant, og den opfattelse blev kun styrket af hans flotte 2. plads i Algarve, hvor han på en ret kuperet rute endte som nr. 2 bag Evenepoel.

 

Til gengæld skuffede han mig i Romandiet, og det bekymrer mig. Den enkeltstart kunne nemlig minde om denne, og selvom han mistede langt det meste på stigningen, var han heller ikke så stærk i fladlandet som ventet. Det er dog også først nu, han synes at finde sin bedste form, og hvis jeg har ret i, at han vil være god over lange distancer - det ved vi nemlig heller ikke med sikkerhed endnu - burde han have potentialet til at gøre stor skade på den flade del. Det er også derfor, jeg rangerer ham som nr. 3. Han er nemlig sammen med Ganna formentlig den eneste, der kan slå Pogacar på den flade del, og det er forudsætningen for at vinde, når Pogacar er hurtigere på stigningen end alle andre. Selv hvis det sker, skal Sheffield stadig klatre bedre end tidligere, men genfinder han klatrebenene fra Schweiz, begynder det at ligne noget.

 

Geraint Thomas er dog et langt mere sikkert kort end Sheffield. Waliseren er stadig en absolut tempogigant. Det så vi sidste år, hvor han kun var 1 sekund fra at vinde Giroens lange enkeltstart foran en ganske vist syg Evenepoel, og det så vi ikke mindst på den føromtalte Tour-enkeltstart, der som sagt minder uhyre meget om denne, og hvor han kun var 4 sekunder fra at slå Pogacar. Historikken tilsiger dog nok også, at Pogacar i den duel har en fordel af, at vi taler om uge 1 og ikke uge 3, og derudover skal Thomas altså bevise, at han er lige så god som dengang. Nok har han i dette løb vist, at han stadig er stærk, men det er trods alt endnu ikke mit indtryk, at han er helt på samme niveau som dengang.

 

Det ved vi dog endnu ikke, og den Thomas, vi så i 2022, kan altså komme tæt på Pogacar. Jeg vil dog også mene, at denne rute i den duel passer ham ringere end Tour-enkeltstarten. Thomas er jo faktisk ret god på stejle procenter, men det er svært at tro, at en 12%-mur ikke passer Pogacar bedre end ham. De mere moderate stigninger fra Touren passede nok trods alt Thomas bedre i forhold til dette, men det ændrer ikke på, at Thomas sammen med Pogacar er det klart mest alsidige og derfor sikre bud på en god præstation i morgen.

 

 

Jeg prøver at rangere Mikkel Bjerg som nr. 5, men også det handler mest om potentiale. For det første skal han have lov til at give den fuld gas, men han har inden løbet sagt, at det er op til ham selv. Efter dagens etape fortalte han Discovery, at han manglede det endegyldige grønne lys, men man fornemmede nu på ham, at det mest af alt er en formalitet. UAE har da også en tradition for ofte at give deres hjælpere chancen, og det vil derfor overraske mig, hvis de tænder det røde lys.

 

Desværre er Bjerg også altid en lottokupon på enkeltstarter, for han kan være ekstremt svingende - bare se på forskellen på sidste års Dauphiné og DM, der blev kørt med få ugers mellemrum. I år har han også skuffet mig i både Tirreno og UAE Tour, men jeg finder et klart håb i distancen. Begge de omtalte enkeltstarter var for korte, mens Bjerg først for alvor excellerer over lange distancer. Sammen med UAEs supermateriel nåede han sidste år et uhørt højt niveau, da han slog Vingegaard i Dauphiné, og det fortæller, at han har et stort potentiale på den flade del. Det er klart, at han er den ringeste klatrer af de hidtil nævnte, men hvis han har de bjergben, der chokerede alle i Tirreno, kommer han altså fint op ad denne stigning. Vi så sidste år i Romandiet, at han overgik alle forventninger på en meget hård enkeltstart, og selvom stigningen gør, at han næppe slår mine fire favoritter, er hans potentiale stort.

 

Det er også på potentiale, at jeg placerer Tobias Foss her. Den genfødsel, man kortvarigt fornemmede i Alperne, døde jo nærmest med det samme, og det ser ikke ud til, at han er kommet tilbage fra den kyssesyge, der ødelagde 2023. Selv i den svage sæson kørte han dog pæne enkeltstarter, blandt andet med en 11. plads til VM, en 5. plads i Algarve og en 8. plads på den meget hårde rute i Romandiet. Vores lære fra 2022 var også, at selv en tilsyneladende formsvag Foss kan køre bragende flotte enkeltstarter, hvad særligt hans VM-sejr jo fortæller. Den lange distance her bør passe ham, og baseret på det, vi så i 2023, er et skifte fra Visma til Ineos jo faktisk nu nok en fordel på tempofronten. Han kørte en hæderlig UAE-enkeltstart, og denne rute passer ham i kraft af distance bedre. Den Foss, vi kender i dag, vil tabe på stigningen, men han viste jo altså gode klatreben i Alperne, inden han faldt sammen. I det lys har han nok et større potentiale for et topresultat end mange andre, men han kan også igen skuffe ganske fælt.

 

Det er dog også kun potentialet, der gør, at Bjerg og Foss står over Daniel Martinez, der burde være et mere sikkert kort. Han har jo været langt under niveau i lang tid, men selv i hans krise har han kørt i hvert fald hæderlige enkeltstarter. Det var jo en nærmest sensationel enkeltstart, der sikrede ham sejren i Algarve sidste år, mens han til gengæld kun blev nr. 11 i Dauphiné. I lyset af hans generelle niveau var det dog ingen katastrofe, og med tanke på det, vi så på Oropa, hvor han endda var sat tilbage af defekt, føler jeg mig nu tryg ved, at han generelt er blevet genfødt. Til gengæld så vi også, at den ellers genfødte Martinez i Algarve kørte en ringere enkeltstart, end han gjorde sidste år, og det kan måske forklares med holdskiftet. Nok er Bora stærke på enkeltstarter, men Ineos er nok et niveau over. Det kan sætte ham en smule tilbage, men med de tempoevner, han har vist, også under sin krise, bør føre til et godt resultat, når han er en af de få, der bør være blandt de bedste på begge etapens to dele, hvor særligt den eksplosive mur burde passe ham som fod i hose.

 

Jeg prøver at rangere Thymen Arensman som den næste (Ineos-rytter), men det er med betydelig usikkerhed. Han er nemlig en af de få, der er blevet en ringere temporytter af skiftet til Ineos, hvor han ikke har nået samme højder som hos DSM. Sidste år kørte han stadig en pæn 7. plads hjem på Giroens lange enkeltstart, men han skuffede i Polen, og det har han gjort igen i år i både Tirreno og senest Romandiet. Særligt Tirreno bekymrer mig, fordi han generelt var bedre i det løb i 2024 og 2023, men hans enkeltstart var meget dårligere, og jeg synes, at mere og mere indikerer, at han ikke er den temporytter, han engang var. Nu kæmper han så også med dårlig form, men man fornemmede dog i dag, at den berømte Arensman-motor er ved at være varm. Sidste år kørte han en katastrofal første enkeltstart, inden han altså blev nr. 7 på den anden enkeltstart på 9. etape, og man kan formentlig se en lignende udvikling i formkurven. Den gigantiske distance burde passe ham, og da han er en af alsidige, der kan køre stærkt på hele ruten, burde det altså ikke gå helt galt.

 

Et af de største spørgsmål er Antonio Tiberi. Baseret på alle hans professionelle enkeltstarter kommer han ikke tæt på de bedste - med én undtagelse. Hans flotte 7. plads på tonserruten i Tirreno, hvor han vel var ret meget på udebane, indikerer, at han i forening med Bahrains stærkt forbedrede materiel måske endelig er ved at finde de tempoevner, der gav ham juniorverdensmesterskabet. Han har jo samtidig forbedret sin klatring enormt, og dermed har han hele pakken. En joker er naturligvis distancen, hvor han er ganske uprøvet, men logikken tilsiger vel, at den passer fint til hans dieselmotor. Jeg tror heldigvis også stadig på hans form, efter at vi fandt ud af, at det var defekt, der satte ham tilbage til Oropa. Usikkerhederne er altid mange for en mand, der er kendt som en lottokupon, og den bliver kun større af, at han kun har kørt én god professionel enkeltstart, men den var til gengæld også så lovende, at det i lyset af hans generelle fremgang kan føre til et fremragende resultat på denne rute, hvor han får glæde af sin alsidighed.

 

På potentiale placerer jeg Felix Grosschartner her. Også han har den udfordring, at han skal have grønt lys til at give den fuld gas, og jeg vil tro, at der er en større chance for rødt lys for ham, end der er for Bjerg. Eneste argument for, at han skal have lov, er, at han faktisk kan lave et resultat. Det taler meget dog også for, da han imponerede stort med sin 3. plads i Romandiet lige inden løbet. Dermed konfirmerede han den fremgang, der også gav en 6. plads i Dauphiné, og han synes virkelig at være blevet boostet af UAE-materiellet. Han er også den alsidige type, der kan køre stærkt begge steder, og selvom han ikke har imponeret på stigningerne indtil nu, så vi senest i Romandiet, at Grossschartner sagtens kan køre rasende stærkt på en kuperet enkeltstart, selv hvis han som i Romandiet klatrer som en sæk kartofler. Han klatrer han heldigvis meget bedre, men jeg frygter stadig, at han er for handicappet på powerdelen, der betyder mere, end den gjorde i Romandiet - og så skal han jo altså lige have lov.

 

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med Luke Plapp. Australieren lignede en kommende tempostjerne, da han var U23-rytter, men det er slet ikke blevet til noget som helst som professionel, hvor hans bedste resultat er en 12. plads ved VM i 2022 og en 11. plads i sidste års Renewi Tour. Særligt bekymrende er det, at han floppede totalt i Romandiet, hvor han blot blev nr. 27, og denne gang kan han ikke undskylde sig med den gigantiske krise, han har været i så længe. I år har han nemlig været langt bedre end tidligere, hvad han også bekræftede i dag. I det lys er det svært at finde noget argument for et topresultat, men en 12. plads til et VM, hvor han var stendød efter en horribel Vuelta, vidner trods alt om et vist potentiale. Han skuffede i Romandiet, og én dårlig dag skal ikke ødelægge hele billedet for en mand, der er kendt for at være ekstremt svingende, og som har alsidigheden til begge rutens dele.

 

Jeg er lidt spændt på Maximilian Schachmann. Det er klart, at jeg er ret urolig, efter at han smed så megen tid i dag, for den slags skaber altid usikkerhed, når vi taler om en mand, der har skuffet så meget i så lang tid. Man kan håbe, at han valgte at spare sig, da han havde misset udbruddet, men det er måske ikke alt for sandsynligt, når han samtidig er hjælper for Martinez. Heldigvis viste han jo god form på 1. etape, hvor han bekræftede sin genfødsel, og selv i sin krisetid kørte han faktisk en ret god enkeltstart på den føromtalte Tour-enkeltstart, hvor han blev nr. 9. Til gengæld var det også klart allerede i den sidste del af hans storhedstid, at han ikke er den temporytter, han var engang, og nu kan den lange kriseperiode have fortsat den negative proces. Det er også sandsynligt, at han vælger at spare sig til et muligt udbrud på lørdag, men hvis han giver den gas og har benene fra 1. etape, viser Touren i 2022, at selv den Schachmann, vi kender i dag, i dette felt kan gøre det ganske godt.

 

 

En åbenlyst spændende kandidat er Ben O’Connor. Det er ret vildt, som han har forbedret sig de seneste år, og det kulminerede med 5. pladsen på den flade rute i Dauphiné. I år har han ikke nået samme højder i Tirreno og Emiraterne, men i lyset af den korte distance er det gået ganske hæderligt. Nu kommer en distance, der passer hans dieselmotor langt bedre, og samtidig har han åbenlyst enormt glæde af stigningen. Han slog sig heldigvis angiveligt ikke i sit nylige styrt, og selvom det skaber en smule usikkerhed, at han ikke synes at klatre så godt som i Dauphiné, vil det undre mig, hvis ikke han bekræfter fremgangen. Vi har også senest med Bruno Armirail i Romandiet set, at Ag2r’s nye materiel kan stå distancen også i denne disciplin, og derfor burde det føre til et godt resultat.

 

En af de største positive overraskelser i Romandiet var, at Benjamin Thomas pludselig genfandt sin gode enkeltstart. Den forsvandt ellers som dug for solen efter skiftet til Cofidis, men noget tyder på, at det nye materiel har bragt den i hvert fald delvist tilbage. I sine bedte år nåede han et tårnhøjt niveau som temporytter, og selvom hans 10. plads i Romandiet ikke var på samme niveau, kan det også forklares med den kuperede rute. Det problem har han dog også på denne etape, hvor han selvsagt vil tabe en del på stigningen til klatrerne, men heldigvis har han masser af fladland at boltre sig på. I går viste han også, at han er tilbage i form efter en lang og svær periode. Desværre vil jeg tro, at distancen kan være et handicap, for selvom han to gange er blevet fransk mester, har han historisk leveret langt de fleste resultater på relativt korte ruter. Han forbliver derfor en joker.

 

En endnu større joker er dog Rainer Kepplinger. Den tidligere roer indikerede med sin vilde UAE-enkeltstart, at han har forbedret sig helt enormt. Vi kom dog ned på jorden igen i Romandiet, hvor han kun blev nr. 15, men i dette felt fører samme niveau altså ret langt. Han har desværre virket helt fra snøvsen i dette løb, men i Romandiet og Emiraterne skuffede han også på stigningerne. Han burde have alsidigheden til begge rutens dele, men han er også så grøn, at det er ret svært at sige, hvordan han vil have det med den lange distance. Derudover kan han blive bedt om at tage den med ro, men får han chancen, kan han overraske. Det har han i hvert fald gjort én gang i år.

 

Så er der Will Barta. Amerikaneren blev jo aldrig den temporytter, det lugtede af, da han var et sekund fra at slå Roglic i Vueltaen i 2020, men sidste år kom han i det mindste tilbage på sporet. Han blev således hhv. nr. 13 og nr. 15 i Giroen, og jeg vil tro, at han kan levere noget tilsvarende i år. Med de efterhånden solide klatreevner, han har, er det nok også en fordel, at ruten denne gang ikke er flad, og han har heldigvis også fundet en fornuftig form. Han er bedst over lange distancer, og denne rute minder endda uhyre meget om den berømte Vuelta-enkeltstart. Han styrtede i dag, men Movistar har ikke meldt, at det skulle være alvorligt. Det skaber altid usikkerhed, at han har været så svingende og i år ikke har kørt én eneste enkeltstart på sin tempocykel, men med samme niveau som sidste år kommer han langt i dette felt.

 

Ved sæsonstart havde jeg rangeret Jan Tratnik meget højt på denne liste, men han har skuffet fælt på begge sine enkeltstarter i år. Det gjorde han endda i Algarve, hvor han var i topform, mens det var mere forståeligt, at han floppede i Romandiet, hvor han ikke var flyvende. Vi så heldigvis i weekenden den bedste Tratnik, vi har set siden åbningsweekenden, og det kunne indikere, at han er tilbage i form. Denne form for enkeltstart passer ham også, for den er næsten identisk med VM-enkeltstarten i 2017, hvor han med en 10. plads leverede sit bedste VM-resultat, og han blev jo også nr. 10 på den Tour-enkeltstart fra 2022, som jeg har omtalt et hav af gange. Det er bare svært at argumentere imod, at både han og Visma har skuffet ganske meget på enkeltstarterne i år og sidste år.

 

Hvad kan vi forvente af Alexey Lutsenko? Som led i Astana-miraklet i 2021 chokerede han alt og alle ved at vinde Dauphiné-enkeltstarten i 2021, men senere så vi i Touren, hvor han blev nr. 10 og nr. 16, at han på fladere ruter ikke var helt så stærk. Nu er Astana-miraklet slut, og Lutsenko har endda generelt været en skygge af sig selv. Selv da han stadig var stærk i Touren i 2022, hvor han endte som nr. 8, blev han blot nr. 32 på den enkeltstart, der minder om denne. I det hele taget skal vi helt tilbage til netop det mirakuløse 2021 for at finde den sidste gode enkeltstart. Han blev ganske vist en hæderlig nr. 16 i Touren sidste år, men det var på en rute, der havde meget mindre fladland end denne. Selvom han er tilbage på et højt niveau, vil jeg forvente, at han mister for meget på tonserdelen til at ende helt fremme.

 

Kan vi endelig forvente et gennembrud af Daan Hoole? Han kørte nogle ret fremragende enkeltstarter sidste efterår, hvor han lignede en mand, der havde nået et nyt niveau, og særligt hans 7. plads i det stærke felt i Renewi Tour var lovende. Han skuffede til gengæld til VM og i år i Algarve, og derfor er han ret svær at blive klog på. Hans form er også svær at aflæse, fordi han er ren hjælper, og spørgsmålene er derfor mange. Det er også sikkert, at han taber tid på bakken, men vi skal trods alt ikke glemme, at en ung Hoole er blevet nr. 9 i Tour de l’Avenir. Han kan altså godt køre op ad, og han har ved de hollandske mesterskaber vist, at han godt kan køre lange distancer. Sidste år blev han nr. 18 på 1. etape, og hvis vi kan stole på de lovende takter fra efteråret kan det vel gå bedre denne gang, selvom ruten er vanskeligere.

 

Jeg var ret forbløffet over at se Stefan De Bod i Romandiet. Selv da han var bedst, kørte han nemlig aldrig gode enkeltstarter i Europa, men nu blev han efter en lang kriseperiode pludselig nr. 12 på en rute, der som denne var ret kuperet. Sidste år havde han dog også en kortvarig opblomstring, da han blev nr. 17 på den første Giro-enkeltstart, men senere mindede hans 96. plads på den lange enkeltstart og katastrofale præstationer i Polen og Danmark os om, at vi slet, slet ikke kan regne med ham. Man skal derfor ikke sætte nogen pensionsopsparing på ham - slet ikke over en lang distance - men Romandiet gør dog, at han skal have chancen for at overraske igen.

 

Er det definitivt slut for Michael Hepburn? Han havde jo for vane i en periode altid pludselig at levere en overraskelse i ny og næ, men det er efterhånden længe siden. Sidste år kørte han pænt i dette løb, hvor har blev nr. 14 og nr. 18 på de to flade enkeltstarter, men det var ikke, som da han var bedst. I år har han intet vist, og selvom man jo kan forklare det med ruten, at han skuffede i Romandiet, hjælper det ham jo ikke her, hvor han skal klatre endnu mere. Han har til gengæld også mere fladland at arbejde med, men så handicappes han af distancen, der plejer at volde problemer. Han har samtidig slet ikke vist klatreben i år, men vi ved til gengæld, at han af og til kan klatre chokerende, som han gjorde på sidste års kongeetape, og da han kørte så god en sidste enkeltstart i 2022. Det er dog også længe siden, og han er kun med på denne liste, fordi han før har overrasket. Det lugter ikke umiddelbart af endnu en på denne etape.

 

Jeg burde nævne Damiano Caruso, men han er forslået, og holdet har indikeret, at han skal tage et par rolige dage, inden han sætter sig nye mål. Connor Swift er blevet en ret god temporytter, men han er nok en af de få Ineos-ryttere, der tager den med ro. Edoardo Affini, der ikke har kørt gode enkeltstarter i lang tid, bør tabe for meget på bakken, og det samme gælder for Josef Cerny, der ikke har kørt en god lang enkeltstart i lang tid. Selv hvis skiftet til Jayco har genfødt ham som temporytter, er Max Walscheid også for tung. Jeg håber at se klar fremgang fra Cian Uijtdebroeks, men der er alt for megen fladland. Jasha Sütterlin kan gøre det pænt, da han klatrer hæderligt og har genfundet lidt af tidligere tiders tempoevner. Jeg vil forvente, at Julian Alaphilippe sparer sig, og Christophe Laporte, der altid har haft det svært på lange enkeltstarter, så skidt og forslået ud i dag, hvorfor han nok sparer sig. Det vil jeg også forvente om Jonathan Milan, der sparede sig på den lange enkeltstart sidste år, og det gælder nok også for Jasper Stuyven og Edward Theuns, der kørte overraskende gode enkeltstarter. Ethan Vernon har ambitioner på denne enkeltstart, men jeg kan ikke se ham helt fremme over denne distance og i dette terræn. Alessandro De Marchi kan med sin lille genfødsel nok gøre det pænt, men hans sidste gode enkeltstart er af ældre dato, og desværre synes den store fremgang, vi så hos Romain Bardet efter skiftet til DSM, helt forsvundet. Georg Steinhauser har kun kørt gode enkeltstarter ved de tyske mesterskaber, og Mauri Vansevevant mangler power på den flade del. Tim van Dijke har ikke kørt gode enkeltstarter som professionel, og den chokenkeltstart, Lorenzo Milesi leverede til U23-VM, har vi ikke set skyggen af som professionel - og vi vil næppe se den hos Movistar - mens Ewen Costiou kan gøre det pænt. Mikkel Honoré har før kørt gode enkeltstarter, men ikke i den seneste periode, og han må antages at spare sig. Simone Velasco har forbedret sig meget, men han kommer ikke hele vejen, selvom det var overraskende godt i Algarve, hvad Enzo Paleni og Clement Davy heller ikke gør. Andrea Bagioli er formsvag, og Ryan Mullen er slet ikke den temporytter, han var engang. Nick Schultz imponerede på den omtalte Tour-enkeltstart, men må antages at spare sig, som også Attila Valter, der ellers gjorde det hæderligt i Emiraterne, må. Endelig har Tudor gjort det pænt med Matteo Trenin, Marius Mayrhofer og Alberto Dainese, men potentialet er begrænset, hvorfor de bør spare sig.

 

BEMÆRK: Husk, at jeg rangerer efter vinderpotentiale, hvad der er afgørende for rangeringen af Sheffield foran Thomas og for den høje rangering af Bjerg, Foss og Grossschartner.

 

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Filippo Ganna, Magnus Sheffield

Outsidere: Geraint Thomas, Mikkel Bjerg, Tobias Foss, Daniel Martinez, Thymen Arensman

Jokers: Antonio Tiberi, Felix Grossschartner, Luke Plapp, Maximilian Schachmann, Ben O’Connor, Benjamin Thomas, Rainer Kepplinger, Will Barta, Jan Tratnik, Alexey Lutsenko, Daan Hoole, Stefan De Bod, Michael Hepburn

 

Starttider

Starttiderne findes under liveopdateringen.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT