Paris-Nice-analyse: Da normaliteten indfandt sig i et slovensk mysterium

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Det har mildt sagt været en atypisk åbning på 2024-sæsonen. Vi er vant til, at de store løb domineres af de store hold, og at de mindre ProTeams som regel enten må nøjes med at vise sig frem via udbrud eller jagte sekundære placeringer og måske endda en etapesejr. Sådan har det bare ikke været i år. Her endte årets to første WorldTour-etapeløb nemlig højst usædvanligt ikke bare med sejre til to lidt mindre hold. Faktisk blev de begge vundet af et ProTeam.

Det startede alt sammen i Australien. Her havde alle rettet øjnene stift mod Simon Yates, hvis Jayco-hold bestemt ikke hører til blandt sportens største, men som kom med deres helt store stjerne til deres hjemmebaneløb. En overraskende svag udgave af den lille brite viste sig dog end ikke i stand til at køre på podiet, og i stedet var det det lille Israel-PT, der løb med sejren med den genopstandne Stephen Williams.

Læs også

En mesters morgenmad: Pogacar spiste i 40 minutter

Billedet var præcis det samme, da WorldTouren en måneds tid senere fortsatte i Emiraterne. Forinden havde vi faktisk fået endnu en sejr til et lidt mindre hold, da Laurence Pithie løb med triumfen i seriens første endagsløb, Cadel Evans Great Ocean Road Race, men hans FDJ-mandskab er trods alt ikke på næsthøjeste niveau. Det er Lotto til gengæld, og mens man virkelig skulle granske sin hjerne for at finde ud af, hvordan det ifølge verdensranglisten bedste hold, UAE, med deres supertrup kunne undgå at vinde på hjemmebanen i UAE Tour, løb det lille ProTeam Lotto med det hele via kometen Lennert Van Eetvelt.

Man kunne derfor måske tro, at der tegnede sig et billede af en mere lige cykelsport, hvor vi ikke som i de seneste år skulle se få store og ofte pengestærke hold dominere. Det har jo været mønsteret længe, senest i 2023, hvor Jumbo- og UAE-mandskaberne nærmest fordelte de store etapeløb imellem sig og også gjorde et voldsomt indhug i klassikerne, hvor kun Mathieu van der Poel stod i vejen for deres dominans. Så god er verden dog næppe for de små hold. Der har hele tiden været en forventning om, at normaliteten ville indfinde sig, når forberedelsen var slut, og løbene ikke længere blev betragtet som en form for opvarmning, men nu var reelle mål.

Hvis de små hold stadig turde drømme, fik de sig en brat opvågnen. Verden er nemlig ikke gået af lave. Da de første europæiske WorldTour-løb meldte sig, var verden akkurat, som den var, da Tadej Pogacar lukkede 2023-sæsonen ned med sin sejr i Lombardiet. Da klassikersæsonen blev skudt i gang i Omloop Het Nieuwsblad, var der kun to hold på podiet - og ja, du gættede rigtigt, hvis du tror, at det var Visma, der jo er det nye navne for Jumbo, og UAE. Og da endagsshowet rejste til Italien og grusvejene i Strade Bianche, var der ganske vist plads til andre hold - og også et ProTeam - på podiet, men der var ingen over, ved siden af eller blot i nærheden af Tadej Pogacar og UAE, der dermed fik udlignet til 1-1 i giganternes klassikerkamp.

Kunne det så gå anderledes, når den store etapeløbssæson i denne og næste uge skydes i gang med Paris-Nice og Tirreno-Adriatico? Man kunne måske håbe. Det så flyvende Lotto-mandskab er i hvert fald kommet til den franske rejse mod solen med Arnaud De Lie, der på åbningsdagen fik serveret en etape, der med en benhård stigning i finalen og et stigende opløb vel næppe kunne passe ham meget bedre. Nok er der ikke skyggen af chance for, at et af de to løb bliver vundet af et ProTeam, men de små holds overraskende dominans kunne i hvert fald fortsætte på førstedagen.

Det stod dog hurtigt klart, at det ikke ville gå sådan. Knap havde rytterne ramt den sidste stigning, inden De Lies meget triste sæsonstart, der heldigvis står i skarp kontrast til hans holds vanvidsstart, fortsatte. Styrtet i Le Samyn havde åbenbart alligevel mærket ham for meget, og mens hans forventede rivaler fortsatte op ad bakken, tog han plads i gruppettoen sammen med de andre tunge sprinter som Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen, der for længst havde indset, at arrangørernes ønske om at gøre disse rundstrækningsetaper omkring Paris benhård knuste alle deres drømme om en tur i gult.

Og så gik det akkurat, som det plejede. Nok startede Visma ikke sæsonen med helt samme totaldominans som i den mindeværdige 2022-udgave, hvor Christophe Laporte, Primoz Roglic og Wout van Aert på en tilsvarende sen bakke kørte fra alt og alle og ryddede podiet, men hollænderne fortsatte, hvor de slap i de seneste års udgaver. I 2022 endte det hele med tre etapesejr og samlet triumf med Roglic, og selvom Jonas Vingegaard sidste år fik ørerne i Pogacar-maskinen og ”kun” endte som nr. 3, kom hollænderne stadig fra løbet med to etapesejre. I den forstand har de overtaget rollen som Paris-Nice-herskere fra Ineos, der jo nærmest ejede løbet i ørene mellem 2012 og 2019, hvor de vandt seks ud af otte udgaver.

Noget tyder på, at den tendens ikke har tænkt sig at stoppe foreløbig. Det ser måske svært ud for hollænderne at vinde løbet i en sæson, hvor Vingegaard i stedet drager til Italien for at vinde Tirreno, men der stod i hvert fald Visma på det hele på åbningsdagen. Ikke blot fik de en uventet god start på klassementskampen, da Matteo Jorgenson udnyttede en chokerende passiv Primoz Roglic til at snyde Remco Evenepoel for de seks bonussekunder på toppen af den første af de to finalestigninger. Da det hele skulle afgøres i den ventede reducerede massespurt, fortsatte Olav Kooij også sin rejse mod tinderne ved allerede at tage sæsonens anden sejr på WorldTouren i en tæt spurt mod etapens vel nok største favorit, Mads Pedersen.

Det kan måske ved første øjekast virke meget naturligt, at Kooij slår Pedersen i en spurt. Hollænderen er den rene sprintertyper, der også kan vinde de helt lette sprinteretaper, hvor den mere alsidige dansker typisk kommer til kort. Denne gang var der bare ikke tale om en let etape. Nej, de to sene bakker og ikke mindst det stigende opløb pegede langt mere på Pedersen end på Kooij, der endda ikke kunne være sikker på at overleve stigningerne.

Det er imidlertid helt, helt forkert at anse Kooij som den næste Groenewegen eller Jakobsen på den lange liste over hollandske supersprintere. Tværtimod er han i gang med at udvikle en helt uventet holdbarhed. Det så vi tydeligt med hans chokerende gode EM, hvor han fulgte Laporte og Van Aert helt til dørs - og slog en ganske vist ikke helt formstærk Pedersen - på Vamberg, og det fik vi i den grad bekræftet i dag, hvor han ikke blot overlevede stigningerne, men også slog sin danske rival i en finale, der steg så meget, at den burde hedde ”Advantage Pedersen”.

Læs også

Ineos-stjernes lillebror får kontrakt med storhold

Det gjorde den bare ikke, og Pedersen må efterhånden anse Kooij som sin onde Paris-Nice-ånd. I hvert fald har de to udviklet lidt af en intern duel i det franske løb. Sidste år var det faktisk danskeren, der kom bedst fra det, for her endte de som nr. 1 og 2 på de to ellers helt lette etaper i løbet, og i den duel ville man normalt vente, at det blev 2-0 til Kooij. Det gjorde det imidlertid ikke, da danskeren lidt overraskende vandt den allerfladeste etape og dermed kom fra duellen med et 1-1-resultat på Kooijs hjemmebane. I dag spillede de til gengæld på Pedersens hjemmebane, og nu hedder den altså 1-0 i hollandsk favør - og det endda inden Kooijs hjemmekampe venter på mandag og torsdag.

Den slags gør naturligvis ondt på en sejrssulten dansker, men nogen katastrofe er det ikke. Med tanke på den holdbarhed, Kooij viste sidste år, er det ingen skam at blive slået af en af verdens hurtigste, og danskeren har fortsat kurs mod en fornem klassikersæson. Der var i hvert fald ingen af rivalerne, der var blot tæt på de to, der sammen med De Lie forud for etapen var peget på som de to største favoritter.

Det kunne Michael Matthews ellers have håbet på. Den stigende spurt passede australieren som fod i hose, og han kunne med rette drømme om nok engang at sikre sig en tur i Paris-Nices gule trøje. Det kom han imidlertid ikke tæt på. Han oplevede ellers en lille renæssance, da han sidste år slog Pedersen i en endnu hårdere spurt i Giroen, men selvom han i dag også tabte positionskampen, da han var ganske alene og uden en stadig formsvag Luka Mezgec, var dagens skuffende spurt endnu et af mange tegn på, at vi nok har set det bedste til den engang så sejrsvante australier.

I det hele taget var det en trist dag for mange stjerne fra hans generation. Mange vil sikkert huske, hvordan Arnaud Demare for nogle år siden fik hele verden til at sidde med åben mund og polypper, der han vandt 1. etape i en puncheurspurt, som burde have været alt for hård. Den Demare, vi kendte dengang, havde været en af de helt tunge favoritter til at gentage åbningssejren i denne finale, men denne gang kom han end ikke med feltet hjem. Nej, den bedste Demare hører desværre nok fortiden til. I det hele taget var det en halvsløj dag for værtsnationen, der også kunne se Bryan Coquard, som er startet sæsonen langt svagere end vanligt, nok engang komme helt til kort i den positionskamp, han aldrig har mestret.

Der var dog også et lyspunkt fra en af veteranerne. Dem har man ellers skullet lede længe efter, når snakken falder på Sam Bennett, der har været helt uden tidligere tiders fart og især holdbarhed. I dag chokerede han imidlertid nok de fleste, og selvom det desværre gik galt i positionskampen, hvor benene nok også var temmelig mærkede, var det et uventet livstegn fra en mand, hvis skifte til et hold helt uden sprintertog ellers har lignet den sikre vej til deroute.

Men det går stærkt i moderne cykelsport. Det føles allerede som en menneskealder siden, at Bennett var toppen af sprinterhierarkiet og i sit helt ustyrlige 2021-forår naturligvis også vandt 1. etape i dette løb. I dag bliver man lynhurtigt overhalet af den ene komet efter den anden, og sådan var det da også for stakkels Bennett i dag. Ikke blot vandt Kooij etapen. Vi så også tre spændende talenter i top 5.

Mest påfaldende er naturligvis Pithie, der har været en af sæsonens åbenbaringer. Det startede allerede i Tour Down Under, hvor han klatrede chokerende godt, og er fortsat siden dag, første med WorldTour-sejren i Evans-løbet og siden med hans vilde klassikerdebut i Kuurne. I dag viste han sig så nok engang sublim i positionskampen, der er en af hans helt store styrker, inden han sikrede sig en fornem 3. plads bag to af sportens største stjerner.

En plads længere tilbage var Nils Eekhoff, og det må få en sten til at falde fra hjertet i DSM-lejren. Manden, der startede sin karriere så imponerende i 2020-sæsonen og lignede en stor klassikerstjerne i svøb, havde to og et halvt år, hvor han knap kunne gennemføre et cykelløb. Siden sidste års Tour har der imidlertid været hul igennem, og han er startet denne sæson meget lovende. Nu mangler han bare at komme det sidste stykke tilbage på klassikersporet også.

Bag ham fandt vi endnu et talent, nemlig det estiske stortalent Madis Mihkels. Det var manden, der som 18-årig nærmest sensationelt slog Kaden Groves i Estland, og siden dengang har lignet et af sportens mest spændende navne. Den entusiasme dæmpedes i en lidt halvsløj debutsæson, men hans suveræne sejr i Tyskland nåede dog at minde os om, hvad han kan. I dag fik han så sit første store resultat på WorldTouren og vist, at han skam stadig er en mand, der skal holdes øje med - akkurat som den ligeledes meget spændende Sandy Dujardin, der efter en svag, svag start synes at nærme sig de vilde takter, vi så i efteråret, ikke mindst til EM.

Læs også

Optakt: 16. etape af Giro d’Italia

Mihkels slog således i dag endnu engang Groves. Australieren er sammen med De Lie nemlig den triste undtagelse i talentshowet. Sidste år lignede han en mand, der ville kunne slå de hurtigste sprintere, hvis han fik lov at køre mod dem, men i år har det virkelig været sløjt. I Emiraterne var han helt uden fart, og selvom han i dag også led under sin svage positionering og et svagt hold, var han igen uden den spurtstyrke, vi kendte ham for. Lad os håbe, at han blot skal bruge lidt tid på at finde formen, hvad han også skulle sidste år.

Det problem har Remco Evenepoel ikke. Han startede som regel sin sæson som lyn og torden, og noget tyder på, at han allerede har kurs mod sin tredje sejr i sit tredje løb. Forud for løbet havde jeg ellers peget på Roglic som min favorit, men det var alene baseret på min tro på, at sloveneren kunne støvsuge løbet for bonussekunder efter det, der nok vil ende som et tidstab til Evenepoel på holdløbet.

Den balance er imidlertid tippet efter bare én dag. Uanset hvor meget man leder efter en forklaring, må man give fortabt, når man forsøger at forstå, hvorfor i alverden Roglic ikke deltog i en bonusspurt, hvor han lignede den stensikre vinder. Hans passivitet så endda også ud til at overraske Evenepoel, der vel var så overrasket, at han blev snydt af Jorgenson, men det ændrer ikke på, at den kamp, der skulle ende som en sikker sejr til sloveneren, nu er i gang med en tidlig 4-0-føring i belgisk favør. Balancen er så knivskarp på årets lidt lettere rute, at det allerede nu kan se pokkers svært ud for sloveneren at vinde løbet, hvis han får det ventede tidstab på tirsdag.

Helt anderledes aktiv var Egan Bernal. Det kniber stadig med at finde fordums styrke, men han nærmer sig, og man må i hvert fald beundre den enorme kørelyst, han viste i dag. Colombianeren var her, der og alle vegne i finalen, hvor han fortjent blev belønnet med 2 bonussekunder. Desværre viste Galicien os, at han nok får ørerne i Remco- og Roglic-maskinen senere, men der er håb om, at fremgangen fortsætter.

Han viser i hvert fald en vilje til at jagte sejren - en vilje, der i dag så ud til at værre større end Roglics ditto. Vi så heller ikke Mattias Skjelmose blande sig i en spurt, der lignede en stor chance for en superpuncheur som ham. Spørgsmålet er, om det var et bevidst valg, eller om de ben, der ikke var helt oppe at ringe i sidste weekend, stadig mangler en anelse. Han var heller ikke med helt fremme, da Evenepoel mod slutningen alligevel kunne styre sin angrebslyst, men heldigvis langt nok fremme til, at det også bare kunne være et spørgsmål om at gemme lidt på krudtet. Her viste Roglic med en let opkørsel også, at det ikke umiddelbart var benene, der forklarede hans chokerende passivitet. Han havde i hvert fald bedre ben end navne som Christian Scaroni, Clement Champoussin, Luca Vergallito, Alexey Lutsenko, Gijs Leemreize, Pierre Latour, Jordan Jegat, den ellers formstærke Michael Storer og desværre også Anthon Charmig, der allerede har meldt sig ud af klassementskampen.

Den klassementskamp fik en klar vinder i Evenepoel, der slog til i det, man vel ikke kan kalde andet end et gedigent slovensk mysterium. Det lugter i hvert fald allerede af, at den samlede sejr nok skal ende hos et af sportens store hold, og at de små ProTeams må sande, at deres tid i rampelyset sluttede, da WorldTouren ankom til Europa. I hvert fald gik det akkurat, som det plejer, da løbet i dag blev åbnet med det, der vel blot kan kaldes endnu en drømmestart for det ustoppelige Visma-hold, der fortsatte akkurat, hvor de slap på brostenene i sidste weekend.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT