Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

23. april 2024 14:10Foto: Sirotti

Tour de Romandie har i mange år været det eneste WorldTour-løb, der stadig indledes med en prolog, og det gør løbet naturligvis også i år. Alligevel er det hele en anelse anderledes denne gang, hvor man for første gang siden 2008 åbner løbet med en ”rigtig” prolog, som vi kendte dem fra gamle dage, nemlig med en uhyre kort og teknisk sag, hvor der over bare 2280 bydes på ikke færre end 12 sving, og dermed taler meget for, at de sande prologspecialister, der typisk tæller sprintere og crossryttere endelig kan få lov at jagte den første førertrøje igen.

Artiklen fortsætter efter videoen.

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Tour de Romandie er traditionelt altid startet med en prolog, og i de senere år er det kun i 2015, hvor man lagde ud med et holdløb, at man har brudt den trend. Trenden videreføres i år, hvor man igen lægger ud med en kort, eksplosiv enkeltstart, men hvor man sidste år havde en usædvanligt lang sag, der næsten var for lang til at være en prolog, går man i år i den modsatte grøft. Således er det første gang i mange år, at man har en ”rigtig” prolog, som man kender det fra mange 2.2-løb, nemlig hvor der er tale om en uhyre teknisk og uhyre kort sag i et bycentrum. Med en distance på bare 2,28 km er der nemlig tale om den korteste prolog siden 2008, og da der samtidig er tale om en ekstremt teknisk og helt flad sag med hele 12 sving, er der lagt op til, at de sande prologspecialister, der ofte er sprintere eller crossryttere, skal slås om den første førertrøje.

 

Med en distance på 2,28 km er der som sagt tale om den korteste prolog i 16 år, og den har både start og mål i Payerne. Der er tale om en lille by, der ligger i et fladt område syd for Neuchatel-søen, og derfor er der tale om en helt flad sag. Først kører man mod nordvest frem til det første sving, der kommer allerede efter 200 m, hvorefter det går mod sydvest frem til det næste sving, der melder sig efter 600 m. Nu kører man kortvarigt mod syd, inden man efter 800 m drejer til højre, hvorefter der med det samme følger en 90-graders kurve.

 

Læs også
Bundærlig Pogačar: Det er noget lort

 

Nu går det mod syd ned til to sving, der kommer i rap efter hhv. 1000 m og 1100 m, hvorefter det igen går mod syd ned til et sving, der er placeret efter 1300 m. Derfra går det mod nordøst frem til det næste sving, der kommer efter 1500 m. Allerede 50 m senere drejer man til venstre, hvorefter det går mod sydvest. Efter 1600 m drejer man til højre, og 100 m senere rammer man brosten på pladsen Pace du Marché.

 

Man kører nu mod nord frem til en 90-graderskurve, inden det går mod øst frem til et sving, der kommer efter 1900 m. Nu går det mod syd ned til endnu et sving, der kommer efter 2000 m, hvorefter vejen bugter sig til venstre frem til det sidste venstresving, der kommer efter 2200 m, hvorefter man kører de sidste 80 m frem til mål.

 

Prologen byder på i alt bare 3 højdemeter.

 

Payerne har fire gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i dette løb. Det var senest i 2017, hvor Elia Viviani vandt en massespurt foran Sonny Colbrelli og Michael Schwarzmann, og forinden var det i 2013, hvor Gianni Meersman vandt en massespurt foran Francesco Gavazzi og Michael Albasini. I 2006 endte det også i en massespurt, da Robbie McEwen sejrede foran Mirco Lorenzetto og Daniele Bennati, og endelig var byen i 2001 vært for løbets lange enkeltstart, der akkurat blev vundet af David Plaza foran Dario Frigo og Andrey Teteriuk.

 

 

 

 

 

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Læs også
Optakt: 1. etape af Giro d’Italia

 

Vejret

Regnvejr kan ødelægge en prolog af denne type, og desværre er der en risiko for, at det sker. Det ventes ellers at være tørt frem til ca. kl. 15, men derefter vil der være en ret konstant bygerisiko på 35-45%. Temperaturen vil være konstant på 7 grader, og der vil være en relativt konstant vind (17-19 km/t) fra nordøst. Det giver naturligvis vinde fra alle retninger på denne ekstremt kringlede rute, men i den indledende fase vil de primært være sidemedvind, inden man primært for sidemodvind i midterfasen. I den uhyre tekniske afslutning vil vinden komme fra alle retninger, men over se sidste 180 m vil der være sidemedvind.

 

Favoritterne

Det er på mange måder noget ganske særligt at skyde Tour de Romandie i gang. Det er nemlig altid det eneste WorldTour-løb, der byder på en prolog, og derfor føler man sig altid hensat til svundne tider. Det er samtidig ofte en lidt krævende udfordring for en optaktsskribent, for prologer er så sjældne, at vi ikke har ret mange holdepunkter at holde os til.

 

Prologer er nemlig en speciel størrelse. De er ganske almindelige i 2.2-løb, og en typisk prolog er ofte meget kort og meget teknisk, fordi den er henlagt til centrum af by, hvor det er en festlig måde at præsentere feltet for publikum på. De kan ofte være bare 1-3 km lange, og derfor er det nogle helt særlige ryttere, der excellerer i dem. Man skal typisk være eksplosiv og teknisk dygtig, og derfor er sprintere og crossryttere ofte dygtige prologryttere.

 

Sådan har det også af og til været i Romandiet, hvor man endda også ofte har ganske kuperede og dermed puncheuragtige ruter, men de har alligevel - i hvert fald i de senere år - været noget længere end de ”rigtige” prologer, vi kender fra de mindre løb. Variationen i distance, omfanget af tekniske udfordringer og terræn har dog været ret stort gennem årene. Det så vi eksempelvis sidste år, hvor man havde en for løbet helt usædvanlig åbningsetape. Der var nemlig tale om den længste prolog i mange år, og da den var pandekageflad og nærmest uden sving, var det sådan set bare en lidt kort, klassisk tonserenkeltstart.

 

I år går man så i den helt modsatte grøft. For første gang i mange, mange år har vi en ”rigtig” prolog, som vi kender dem fra de små 2.2-løb. Der er tale om den korteste distance siden 2008, og med hele 12 sving og to kurver er den akkurat lige så teknisk, som man kan se det på en rigtig byrute. Det længste lige stræk kommer næsten med det samme og er bare 400 m langt, og derefter skal man aldrig køre mere end 200 m, inden man igen skal dreje eller igennem en kurve. Det eneste, man kan savne, er lidt terræn, for prologen kunne blive endnu mere eksplosiv med en lille bakke, men det er der trods alt ikke på den pandekageflade rute, hvad sprinterne jo nok er glade for.

 

På den slags etaper kan man glemme alt om tempoevner. Når man kun ét sted når bare at træde cyklen nogenlunde i gang, inden man atter skal dreje, kan det være ret ligegyldigt, om man kan træde mange watt. Selvfølgelig betyder aerodynamik altid noget, men det er ikke meget på denne rute. Bahrain har da også meldt ud, at de kører på almindelige cykler, og jeg vil tro, at det er tilfældet for det store flertal af holdene.

 

Hvad bliver så afgørende? Det gør tekniske evner og accelerationsstyrke. Det ved vi fra de prologer, vi kender fra lavere niveau, og derfor er det ikke mærkeligt, at sprintere og crossryttere typisk excellerer. Den anden væsentlige faktor er naturligvis risikovillighed. Vil man vinde på denne rute, skal man i hvert fald ikke køre med håndbremsen trukket i svingene, og det vil helt klart være en ulempe for klassementsrytterne. I forvejen vil de næsten alle være på udebane på denne rute, og jeg tvivler stærkt på, at de vil satse liv og lemmer for at vinde et sekund eller to på en etape, der i kraft af distancen næppe afgør løbet.

 

Den faktor bliver desværre endnu vigtigere, når man ser på vejrudsigten. Da jeg så denne prolog, var min første tanke, at vi måtte bede til, at vi slipper for det regnvejr, Romandiet er så kendt for. Det kan man også håbe, at vi gør, men det kan sagtens gå galt med en under etapen konstant bygerisiko på 35-45%. Det siger sig selv, at man er helt chanceløs på denne rute, hvis man har våde, og andre har tørre veje, og da der er tale om byger, aner vi ikke, hvem der måtte have heldet med sig. Det er dog først ved 15-tiden, bygerne ventes at melde sig, og selvom der således vil være en ensartet bygerisiko under etapen, der starter kl. 14.50, er det klart, at chancen for tørre veje må være størst, hvis man starter tidligt. Mange af de største klassementsryttere starter da også tidligt, men der er ikke et entydigt billede - og det kan jo heller ikke udelukkes, at det ender med, at en sen start viser sig at være det rigtige. Til gengæld synes vinden nogenlunde konstant - måske med en lidt aftagende tendens, der kan give en fordel til de sent startende - og det vil derfor være regnen, der kan gøre forskellene uens.

 

Som sagt er vi lidt på bar bund, når vi taler om denne slags prologer i et professionelt felt, men vi kom lidt derhenad i 2022. Her var ruten i hvert fald også uhyre teknisk og flad, men med en distance på 5,12 km var den mere en dobbelt så lang. Derfor var det måske ikke helt overraskende, at vi stadig så en top 10, der var domineret af tempospecialister, men vi fik også nogle overraskelser, der vidner om, at dette bare er en helt særlig type enkeltstart - og det vil være endnu mere udtalt i år. En anden nylig prolog, man kan fremhæve, var 2019-udgaven, hvor man også have en ret teknisk rute, dog over ”hele” 3,87 km. Vigtigst var det, at den havde en 400 m lang bakke, og hele det design passede storartet til Jan Tratnik, der vandt etapen.

 

I lyset af rutens karakter forventer jeg mig en del overraskelser, men jeg føler mig nu alligevel på ret sikker grund ved at pege på Ethan Hayter. Han vandt nemlig prologen for to år siden, hvor jeg faktisk var lidt i tvivl om hans evner på denne slags etaper. Hans lidt forsigtige kørestil kunne godt antyde, at han ikke ville være som en fisk i vandet på en teknisk rute, men det var han i den grad. Ser man bort fra Rohan Dennis, knuste han slet og ret al modstand, og det vidner om, at denne slags etaper virkelig må være ham.

 

Læs også
Dansk etapesejr og førertrøje i Fredsløbet

 

Det er da heller ikke mærkeligt. Manden er jo accelerationsstærk, og i 2022 beviste han også, at han er teknisk dygtig. Dermed har han hele pakken, for han kan både betegnes som en teknisk dygtig sprinter, der tillige er en af verdens allerbedste temporyttere. Form bliver næppe altafgørende, men vi har også på det seneste set, at benene begynder at være der, men en joker er, at han som i Baskerlandet tager en chance med en sen starttid. Lykkes det ham at undgå, at vejret ødelægger det hele denne gang, vil jeg forvente, at Hayter på denne rute vil være i sit es, som han var det i 2022, selvom vi også ved, at han er en uforbederlig lottokupon.

 

Som sagt har crossryttere ofte excelleret i denne disciplin, og i dette felt har vi en af de fremmeste af slagsen. Han har endda ry for at være en af de teknisk mest begavede af dem alle - noget, han har arvet fra sin legendariske far - og når han samtidig på landevejen er sprinter, lugter det næsten af et godt resultat. Jeg taler naturligvis om Thibau Nys, der burde være den helt ideelle rytter til en etape som denne. Det er klart, at det skaber en del usikkerhed, at han gør sæsondebut efter sin lange crossvinter, og det bliver ikke bedre af, at han både på cross- og landevejscyklen er uhyre svingende med en enorm forskel på top- og bundniveau. Da han sidste år reelt set også startede sin sæson i dette løb, var han heldigvis yderst konkurrencedygtig med det samme, og på denne etape betyder form mindre end tekniske evner og accelerationsstyrke. Nys har aldrig kørt en prolog og er slet ikke tempostærk, hvad der gør ham til et endnu mere usikkert kort, men jeg kan næsten ikke finde en rytter, der passer bedre til denne rute, hvis man ser bort fra Mathieu van der Poel. Det virker bestemt ikke umuligt, at han kan vinde i sin sæsondebut. En lidt halvsen sttarttid kan dog give problemer.

 

Et andet oplagt bud er Dorian Godon. I de professionelle løb er det vel prologen i Mayenne, der kommer tættest på denne etape, og den har den store franskmand vundet to gange. Den er dobbelt så lang som denne og med færre sving, og jeg kan derfor godt være lidt i tvivl, om Godon er helt eksplosiv nok til denne endnu mere kringlede rute. Historikken viser dog klart, at han er som en fisk i vandet på denne slags ruter, og selvom feltet her er af en helt anden kaliber, vil jeg forvente at se Godon konfirmere disse evner på højere niveau - ikke mindst fordi han i dag også er langt stærkere, end han var, da han tog sine to sejre i det franske. Han starter også tidligt, hvilket øger hans chancer for tørre veje.

 

Vi er nødt til at tage Magnus Sheffield mere seriøst, end jeg egentlig ville. På papiret er han måske feltets bedste temporytter, men de evner får han ikke den store glæde af her. Jeg ville til enhver tid have forventet, at han manglede punch og acceleration til denne form for etape, men han blev jo altså nr. 2 på den halvtekniske prolog Down Under sidste år. Den havde dog også en distance på 5,5 km og krævede betydeligt mere af den power, der jo er hans force - og han blev da også slået ganske klart af Alberto Bettiol. Det er bare værd at huske, at Sheffield trods alt kom tættest på Bettiol af de ryttere, der ikke havde helt tørre veje, og derfor har han potentiale til at overraske mig igen.

 

En rytter, der faktisk har vundet prologen i dette løb tidligere, er Jan Tratnik, og det gør ham selvsagt ganske interessant. Det var som nævnt i 2019 på en længere og ikke helt så teknisk rute, der derfor ikke helt kan sammenlignes med denne. Særligt fordi ruten dengang havde en bakke, der helt klart var til fordel for Tratnik-typerne, vil jeg mene, at denne rute passer ham dårligere, men han har som udgangspunkt hele pakken. Han er eksplosiv og teknisk dygtig og tillige endda tempostærk, og han synes derfor at være en ganske glimrende rytter til en etape som denne. Som ung vandt han også en 3,7 km lang prolog i Romandiet, men jeg kan måske godt være en anelse bange for, om denne er så kort, at han mangler den sidste accelerationsstyrke for at være med helt fremme.

 

Jeg har allerede fremhævet Mayenne-prologen, og derfor er det naturligt at pege på Ivo Oliveira. Han vandt den nemlig sidste år, og det gør ham til en oplagt kandidat til denne etape. Han har da også det punch og den accelerationsstyrke, der burde vægte tungt på denne rute, og forhåbentlig bliver det ikke for afgørende, at han har holdt en længere løbspause. Det bør det heller ikke, da evner er vigtigere end form på denne rute, men det bekymrer, at UAE prioriterer klassementet højst, hvorfor han starter meget sent. Derfor skal han bede til vejrguderne, men bliver bønnerne hørt, har han vist, at han kan vinde prologer af denne type.

 

En anden spændende kandidat er Alex Aranburu. Han har ganske vist slet ikke de tempoevner, han havde i sine gode år hos Astana, men det er heller ikke afgørende her. I stedet er det tekniske evner og punch, han skal bruge, og begge dele har han til overflod. Han har aldrig kørt en prolog af denne type, og det gør ham til et meget usikkert kort, men hans 2. plads på den meget eksplosive og tekniske åbningsenkeltstart i Vueltaen i 2021 indikerer i hvert fald, at det burde passe ham, selvom denne prolog trods alt er noget ganske andet. Han er derfor et usikkert kort, men det gælder jo for stort set alle.

 

Mindre usikkerhed er der om Tim van Dijke. Sidste år vandt han nemlig den bare 2,3 km lange og meget tekniske prolog i Mayenne. Det var ganske vist i et løb på et helt andet niveau end dette, og vi skal derfor passe på med at drage alt for mange paralleller, men han passer da på papiret storartet til denne etape. Han har i hvert fald punch og accelerationsstyrke, og som vi senest har set i klassikerne, er han endda nu stærkere end nogensinde. Det kunne lugte af endnu et godt prologresultat til den stadig mere spændende hollænder. En tidlig starttid kan måske give den sidste fordel, han skal bruge.

 

Mit langskud er Jan Christen. Han har kun kørt én prolog af denne type, nemlig i sæsonstarten i 2023, hvor han skuffede fælt. Hele hans første del af den sæson var dog også helt horribel, og det kan derfor måske forklares med dårlig form. Når jeg giver ham en høj rangering, skyldes det, at han overrasker os igen og igen, og han burde være glimrende på denne type rute. Vi taler om en tidligere juniorverdensmester i cross, og han har da også vist, at han er både teknisk dygtig og eksplosiv. Jeg kan dog godt frygte, at han ikke er helt eksplosiv nok i forhold til mere udprøgede puncheurtyper. Derfor kan han sagtens falde helt igennem, men han kan sikkert også igen overraske os alle. UAE har i hvert fald givet ham lov til at starte relativt tidligt.

 

Læs også
Visma-boss bekræfter: Vingegaard kan stadig nå Tour de France

 

En anden rytter, der virkelig burde passe til denne disciplin, er Clement Venturini. Han er i hvert fald både sprinter og crossrytter og har den rette kombination af teknik og punch. Han er da også blevet nr. 2 på den omtalte Mayenne-prolog, men han har også skuffet flere gange på samme etape. Han er også decideret temposvag, og det gør ham til et usikkert kort, men det er svært at benægte, at han har de vigtigste egenskaber og har gjort det godt før, hvorfor det heller ikke kan undre, at Arkea lader ham starte som deres første rytter.

 

Er det nu, Julian Alaphilippe skal have en succesoplevelse? Han har nærmest ikke kørt prologer i sit liv, men i 2014 blev en purung Alaphilippe nr. 2 bag Gianni Meersman på en prolog i Ain. Med sit punch og sine tekniske evner burde han da også være skræddersyet til disciplinen, men det er klart, at det skaber noget usikkerhed, at han har kørt rundt med et brud gennem hele foråret. For det første skal han være fuldt tilbage, og for det andet kan man godt frygte, at hans mange styrt vil føre til, at han ikke tager de nødvendige risici. Denne type etape burde dog være den helt perfekt chance for ham til at få noget succes i en disciplin, der handler mere om nogle evner, han ikke mister, end om evner, der desværre er i tilbagegang. Lad os håbe, at en lidt sen starttid ikke ødelægger det for ham.

 

En rytter, der har en ganske hæderlig prologstatistik er Andrea Vendrame. Han er blevet nr. 7 på den omtalte Mayenne-prolog og nr.5 i Sibiu Tour. Han blev i 2017 også nr. 7 på den 800 m lange bjergprolog i Østrig, så han er bestemt ikke uden evner i denne slags korte, eksplosive opgaver. Han har nok ikke helt vist nok til, at man for alvor kan vente at se ham køre med om sejren, men i dette felt bør han da gøre det ganske godt, også fordi han i år blev nr. 15 på den specielle enkeltstart i Andalusien, der passede ham betydeligt dårligere end denne.

 

Jeg er lidt ambivalent i forhold til Maikel Zijlaard. Som tempostærk sprinter burde han jo være skabt til denne etape, men han skuffede mig ganske meget på Mayenne-prologen sidste år. Her var mine forventninger i hvert fald ret store, men han endte på en beskeden 6. plads. Til gengæld blev han en fornem nr. 3 over de 2,3 km i Tyskland, men det var på en rute, der handlede mere om power og fart end teknik. I det lys er det nok Mayenne-prologen, der er den bedste reference, og her var han så skuffende, at han glider længere ned ad min liste, end han burde.

 

Jeg er ret spændt på Alberto Dainese. Ved første øjekast fremstår han for mig ikke som den typiske sprinter, der kan gøre det godt på prologer, men jeg kan meget vel tage fejl. Han fremstår nemlig heller ikke som typen, der kan køre gode enkeltstarter, men han har faktisk kørt ganske habile enkeltstarter på det sidste. Som feltets bedste sprinter har han i hvert fald noget fart, og hvis han også har de tekniske evner, hvad jeg er mere usikker på, burde han have hele den pakke, der skal til for at præstere her. En start midt i feltet kan dog ødelægge det hele.

 

Kan Felix Grossschartner overraske? Det gjorde han i hvert fald stort, da han endte som nr. 3 i 2022, hvor ruten som sagt havde ligheder med denne. Også som helt ung endte han som nr. 3 på den 1,9 km lange prolog i Kroatien - en prolog, der er en glimrende reference for denne etape. Jeg kan dog godt frygte, at denne etape trods alt bliver lidt for eksplosiv, men vi taler jo altså om en mand, der er kendt for sin punch. 2022-ruten passede ham nok bedre, men lad os se, hvor langt han kommer her.

 

Jeg skal vel også nævne Juan Ayuso, men mest fordi han er netop Ayuso. Hans dieselmotor burde slet ikke være skabt til denne form for etape, men måske kan han alligevel begå sig. Han har jo i hvert fald noget eksplosivitet og punch, og han har poweren til de få powerstykker. Han viste jo også i Tirreno, at hans dieselmotor skam godt kan køre en god, kort enkeltstart på førstedagen, men Baskerlandet viste også det modsatte. Hans tidlige starttid maksimerer måske også hans chancer for en vejrmæssig fordel, men som nævnt ovenfor kan jeg ikke rigtigt se ham tage de chancer, der skal til for at gøre sig gældende på en etape som denne.

 

Hvad har vi ellers af sprintere? Ja, vi har da Simone Consonni. Han har ingen væsentlige prologresultater, men i 2019 blev han faktisk nr. 25 på prologen i dette løb. Det lyder måske ikke af meget, men på den hårdere og længere rute var det faktisk ret lovende. Dette er langt mere en sprinterprolog, og som en af feltets førende sprintere burde han som minimum kunne gøre det lidt bedre, end han gjorde dengang.

 

En sprinter, der har ret mange gode prologresultater, er Emils Liepins. De er alle kommet i mindre løb, og han har endnu aldrig vundet en, men særligt hans 5. plads i et skrapt felt i Østrig på en 2,6 km lang rute, lover godt forud for denne etape. Listen er i hvert fald lang, og lægger man dertil, at han er en af feltets bedre sprintere, burde det ikke kunne gå helt galt.

 

Læs også
Tobias Lund før Giro-debut: Her får jeg lov at køre min egen chance

 

Hvad så med Nikias Arndt? En tempostærk sprinter lugter jo af noget godt, men han er måske alligevel ikke den ideelle sprintertype. Han er jo lidt af en powersprinter, der ikke har acceleration som sin spidskompetence, og det er jo netop accelerationen, han skal bruge her. Det var i hvert min lektie, da hans 14. plads på prologen i 2022 skuffede mig ganske meget. På den anden side var det også en rute, der trods alt handlede en del om power, og det var primært bedre temporyttere, der slog ham. Lad os give ham chancen for at gøre det bedre på denne trods alt lidt anderledes rute.

 

Vi skal vel også nævne Matevz Govekar. Han vandt i hvert fald den omtalte kroatiske prolog i 2022, og det fortæller jo, at han har evner i denne disciplin. Som en af feltets relativt få sprintere er han da også et naturligt navn at nævne, men det er også klart, at dette løb har et helt andet niveau end et kroatisk 2.2-løb. Generelt har han haft det lidt svært på dette niveau, men lad os se, hvor langt han kan komme.

 

Bahrain har i det hele taget en del sprintere, så lad os tage den tredje med. Det er ikke meget, vi har set til Cameron Scott i det professionelle felt, men hans eneste nævneværdige resultat kom på prologen i Tyskland, hvor han blev nr. 11 og faktisk slog sin holdkammerat Arndt. Det var endda på en rute, der krævede endnu mere power, og jeg vil tro, at han står bedre på denne rute, hvor han får større glæde af sine sprinterevner. På den anden side kommer han jo fra banen, og derfor er det måske heller ikke usandsynligt, at en kort prolog med færre sving passer ham bedre. Det finder vi ud af denne tirsdag.

 

Så er der Milan Menten. Som en af feltets bedre sprintere burde han passe fint til ruten, og han har da også vist, at disciplinen ikke er ham helt fremmed. Som helt ung blev han nr. 4 på en 1,1 km lang prolog, men hans nyere resultater bekymrer mig. Sidste år blev han nemlig kun nr. 15 i Mayenne og nr. 14 i Sibiu Tour, og når han nu møder et langt stærkere felt her, er det klart, at han må tvivle på, om han kan være med helt fremme.

 

En anden italiensk sprinter er Stefano Oldani. Italieneren er bestemt ikke temporytter, men helt uden evner er han ikke. I 2019 blev han nr. 10 på tonserprologen i Ungarn over 4 km, og denne rute burde jo passe ham langt, langt bedre. Jeg er stadig usikker på, om han er teknisk dygtig nok og har det rette punch, men i dette felt burde han være en sprintertype, der kan gøre det ganske godt.

 

Sammen med Dainese er Matteo Moschetti løbets hurtigste sprinter, men til han er til gengæld heller ikke ved første øjekast den ideelle sprintertype til en etape som denne. Han har dog lavet pæne resultater på prologer i Ungarn og Tyskland, hvor det handlede langt mere om power, og det viser, at disciplinen ikke er helt fremmed for ham. Denne er jo i hvert fald kortere og betydeligt mere sprintervenlig, og derfor vil jeg bestemt ikke udelukke, at han kan omsætte de resultater til noget endnu bedre her.

 

Jeg skal vel også nævne Gianni Vermeersch. På papiret er han jo en af feltets bedste crossryttere, og han har da også den rette pakke af teknik og punch. Han har imidlertid ikke imponeret synderligt i de prologer, han har kørt, og måske er han også i dag blevet mere og mere en dieselmotor. Historikken tilsiger i hvert fald ikke entydigt, at han vil være flyvende, men når han nu på papiret har den rette pakke, fortjener han, at tvivlen kommer ham til gode.

 

Usikkerheden om denne etape er så stor, at jeg næsten kunne blive ved og ved, så lad mig skyde lidt med spredehagl til sidst. Josef Cerny vandt prologen sidste år på den næsten diametralt modsatte rute, men han har faktisk bedre resultater på mere eksplosive ruter, end jeg ville have troet. Lad os se, om han kan overraske igen her. Michael Hepburn gjorde det flere gang så godt på den klassiske prolog i Herald Sun Tour, at han også må gives en chance, selvom han i dag nok er mere dieselmotor. Niklas Märkl har vundet den omtalte kroatiske prolog, hvor Thibaud Gruel er blevet nr. 2, da han blev slået af Jan Sommer, som ledsages af sin crossbror Lars Sommer. Koen Bouwman kørte en ret god prolog som ung i 2017 og er også eksplosiv - og så lad os se, hvor langt Johan Jacobs kommer med sine crossevner.

 

Egentlig burde Adam Yates og Simon Yates kunne gøre det godt på en rute som denne, men jeg tror, at det bliver for eksplosivt, og at de vil tage for få risici. Jonathan Castroviejo vandt jo faktisk den 3,5 prolog i 2011, men i dag må han være for meget dieselmotor. Thymen Arensman er nok crossrytter, men hans dieselmotor passer slet ikke til denne rute. Brandon McNulty og Ilan Van Wilder har ikke gode temporesultater over denne distance, og det er næppe heller en enkeltstart for Luke Plapp, Mattia Cattaneo, Kasper Asgreen, Johan Price-Pejtersen, Rainer Kepplinger, Rune Herregodts, Tao Geoghegan Hart, Pavel Sivakov, Thibault Guernalec, Bruno Amirail, Arthuer Kluckers, Nelson Oliveira, Remi Cavagna, Darren Rafferty, Mikel Azparren, Marco Brenner, Stefan De Bod eller Raul Garcia Pierna. Eksplosive typer er Stan Van Tricht, Patrick Konrad, Sergio Higuita, Damiano Caruso, Cyril Barthe, Jesus Herrada, Axel Mariault, Benjamin Thomas, Roger Adria, Edoardo Zambanini, Jordan Labrosse, Henok Mulubrhan, Alexey Lutsenko, Sean Flynn, Pavel Bittner, Patrick Eddy, Tom Paquot, Dion Smith, Roel van Sintmaartensdijk, Jarrad Drizners, Andreas Kron og Luc Wirtgen, men de er uden historik i disciplinen. Den har Antoine Aebi, men det er svært at se ham komme langt i dette felt.

 

BEMÆRK: Lad mig igen understrege, at risikoen for byger desværre kan gøre denne uhyre tekniske prolog til ét stort lotteri

 

Feltet.dks vinderbud: Ethan Hayter

Øvrige vinderkandidater: Thibau Nys, Dorian Godon

Outsidere: Magnus Sheffield, Jan Tratnik, Ivo Oliveira, Alex Aranburu, Tim van Dijke

Jokers: Jan Christen, Clement Venturini, Julian Alaphilippe, Andrea Vendrame, Maikel Zijlaard, Alberto Dainese, Felix Grossschartner, Juan Ayuso, Simone Consonni, Emils Liepins, Nikias Arndt, Matevz Govekar, Cameron Scott, Milan Menten, Stefano Oldani, Matteo Moschetti, Gianni Vermeersch, Josef Cerny, Michael Hepburn, Niklas Märkl, Johan Jacobs

  

Starttider

 

Starttiderne findes her.

 

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Ethan Hayter
Thibau Nys, Dorian Godon
Magnus Sheffield, Jan Tratnik, Ivo Oliveira, Alex Aranburu, Tim van Dijke
Jan Christen, Clement Venturini, Julian Alaphilippe, Andrea Vendrame, Maikel Zijlaard, Alberto Dainese, Felix Grossschartner, Juan Ayuso, Simone Consonni, Emils Liepins, Nikias Arndt, Matevz Govekar, Cameron Scott, Milan Menten, Stefano Oldani, Matteo Moschetti, Gianni Vermeersch, Josef Cerny, Michael Hepburn, Niklas Märkl, Johan Jacobs
Jan Sommer, Lars Sommer, Thibaud Gruel, Jonathan Castroviejo, Adam Yates, Simon Yates, Ilan Van Wilder, Brandon McNulty, Thymen Arensman, Stan Van Tricht, Patrick Konrad, Sergio Higuita, Damiano Caruso, Cyril Barthe, Axel Mariault, Benjamin Thomas, Rune Herregodts, Tao Geoghegan Hart, Edoardo Zambanini, Henok Mulubrhan, Alexey Lutsenko, Sean Flynn, Pavel Bittner, Patrick Eddy, Dion Smith, Roel van Sintmaartensdijk, Jarrad Drizners, Andreas Kron, Luke Plapp, Mattia Cattaneo, Kasper Asgreen, Thibault Guernalec, Bruno Amirail, Nelson Oliveira, Remi Cavagna, Marco Brenner, Stefan De Bod, Raul Garcia Pierna
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Romandie
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Circuit de Wallonie(1.1) 09/05

Itzulia Women(2.WWT) 10/05-12/05

Tour du Finistère(1.1) 11/05

Boucles de l'Aulne - Châ...(1.1) 12/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?