Optakt: Tour de Romandie

null

,> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Løbets rolle og historie

Det er en del af cykelkalenderens meget naturlige og smukke anatomi, at klatreudfordringerne bliver hårdere og hårdere i en gradvis progression i løbet af foråret. Efter sprinternes paradis i Milano-Sanremo over brostensklassikerne og de tunge klassikerspecialister kommer klatrerne i sving i ardennerklassikerne, som løbende bliver hårdere og hårdere, indtil det hele kulminerer med klatreløbet Liege-Bastogne-Liege.

 

Nu giver endagsløbene plads til de store grand tours, hvor vi begiver os ind i de rigtige bjerge, og derfor er det nu tid til, at de rigtige klatrere og etapeløbsspecialister kan komme i spil. Giro d’Italia er det første store rendezvous for grand tour-rytterne, og i disse dage er de ved at lægge sidste hånd på forberedelserne.

 

 

Med en bjergrig rute og en termin meget tæt på Giro-starten var Tour de Romandie engang det foretrukne sidste opvarmningsløb for ryttere med ambitioner om at imponere på de italienske landeveje. Mange anså det hårde ugelange løb efterfulgt af en uges hvile som den perfekte opbygning til den første af de tre uger lange etapeløb, idet det svære terræn i Alperne i den fransktalende del af Schweiz gav ideelle forhold til at finpudse formen.

 

I de senere år har den holdning imidlertid ændret sig, og det schweiziske etapeløb er ikke længere, hvad det var engang. Nu om dage foretrækker grand tour-ryttere mere hvile forud for et tre uger langt løb, og derfor passer det bjergrige løb nu sjældent ind i Giro-rytternes kalender. Samtidig har rivaliserende arrangører taget skridt til at udfordre det schweiziske løb, og i dag synes de fleste klassementsryttere at foretrække bjergene i det internationaliserede Tour of the Alps, mens sprinterne hidtil har foretrukket den solrige tyrkiske kyst i Tour of Turkey og i de senere år også Tour of Croatia, der dog nu er rykket til oktober. Disse løb tilbyder således traditionelt både bedre vejr samt en bedre placering for en sidste løbsblok.

 

Denne udvikling har imidlertid ikke taget noget af Tour de Romandies prestige. I de senere år har flere og flere Tour de France-favoritter udset sig det schweiziske løb som det sidste mål i deres forårssæson, og man har også været i stand til at tiltrække et par formstærke klassikerryttere, der har ønsket at presse et sidste topresultat ud af formen inden deres første store pause. Intet afspejler bedre den nye status af det forhold, at 2011-, 2012- og 2013-udgaverne alle blev vundet af de senere Tour de France-vindere. Cadel Evans startede trenden i 2011, og efterfølgende brugte både Bradley Wiggins og Chris Froome en sejr i Schweiz som en trædesten mod det øverste trin på podiet i Paris.

 

Indtil sensationsvinderen Ilnur Zakarin brød tendensen i 2015, var ingen vinder fra Romandiet fortsat direkte fra Schweiz til Giroen siden Andreas Klöden i 2008, og dengang vidste tyskeren end ikke, at han skulle køre i Italien, da han steg ned fra podiet i Romandiet, idet hans Astana-hold først i allersidste øjeblik fik adgang til Giro-feltet. Tendensen er fortsat de senere år, hvor vinderne fra 2023, 2022, 2021, 2018, 2017 og 2016, Adam Yates, Aleksandr Vlasov, Geraint Thomas, Primoz Roglic, Richie Porte og Nairo Quintana, alle har haft løbet som sidste forårsmål inden forberedelsen frem mod Touren. Først i 2019 oplevede vi en tilbagevenden til tidligere tider, da Roglic vandt løbet på vej mod sit fejlslagne forsøg på at vinde Giroen, men meget tyder på, at det vil være en undtagelse, der bekræfter den nye regel.

 

Det er ikke mærkeligt, at løbet er attraktivt for nogle af verdens allerbedste etapeløbsryttere. Med sin base i den fransktalende del af Schweiz benytter løbet sig af vejene i Alpernes hjerte, og der er ikke mange kilometer flad vej i løbet af de seks dage, løbet varer. Derudover har arrangørerne ofte inkluderet både en prolog og en længere, ofte ganske kuperet enkeltstart, og dermed har løbet de karakteristika, der gør det til en slags mini grand tour - ganske vist uden mange sprinteretaper. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at mange af de hurtige folk vender ryggen til Schweiz, og de mange flade etaper og solrige veje i Tyrkiet har i de senere år været langt mere attraktive for de hurtigste, ikke mindst fordi Romandiet er berygtet for sit forfærdelige regnvejr.

 

Derudover er løbet meget prestigiøst, og enhver ambitiøs etapeløbsrytter drømmer om at have det på sin vinderliste. Det blev første gang afviklet i 1947 i forbindelse med 50-årsjubilæet for Swiss Cycling, og allerede i dets tredje år fik det sin første store udenlandske vinder, da Gino Bartali stod øverst på podiet. Siden da er det blevet vundet af de fleste af sportens største navne, men med den generelle tendens til at toppe til færre løb betød dets status som forberedelsesløb, at vinderlisten i 90erne og de tidlige 00ere var knap så stjernespækket, indtil det i de senere år begyndte at genvinde sin status. Stephen Roche er den eneste rytter, der har vundet tre gange, men adskillige har to sejre på generaliebladet, hvoraf Chris Froome og Primoz Roglic er de eneste af de stadigt aktive.

 

Dette års udgave synes at bekræfte den nylige trend som Tour-forberedelse, men desværre er det i de senere år i den grad gået ned ad bakke med evnen til at tiltrække de største Tour-favoritter. Heldigvis får det efter et par sløje år i 2021, 2022 og 2023 fremad igen i 2024. Her kan man nemlig præsentere navne som Juan Ayuso, Adam Yates, Jai Hindley, Aleksandr Vlasov, Simon Yates, Carlos Rodriguez, Guillaume Martin, Richard Carapaz, Enric Mas, Tao Geoghegan Hart og David Gaudu, der alle er tiltænkt en beskyttet rolle under sommerens Tour de France, og de vil alle bruge løbet som et sidste forårsmål inden en pause.

 

I år synes tendensen med fraværet af Giro-favoritter også at være ganske udtalt, men der er lidt flere Giro-kaptajner, end man typisk har set det. Således vil Damiano Caruso, Eddie Dunbar, Julian Alaphilippe, Thymen Arensman, Magnus Sheffield og Ethan Hayter alle lægge den sidste hånd på forberedelserne til den italienske rundtur på de schweiziske veje. I 2021 og 2023 lykkedes det usædvanligt at tiltrække en del af Giroens sprintere, men det gør sig til gengæld ikke gældende i år, hvor Alberto Dainese (og Hayter) er de eneste af Giroens topsprintere, der vil bruge Giroen som den sidste formtest.

 

Sidste år var feltet for tredje år i træk sjældent svagt, men det gjorde blot det hele endnu mere uforudsigeligt. Undervejs havde vi endda kurs mod en sensation, da en efter eget udsagn formsvag Juan Ayuso, der efter en skadespause gjorde sæsondebut, choksejrede på løbets enkeltstart. Da en historisk hård kongeetape meldte sig, åbenbarede den dårlige form sig dog for alle, men heldigvis kunne en holdkammerat tage over, da Adam Yates reddede et skuffende forår ved at sikre sig etapesejren og førertrøjen. Den forsvarede han på den afsluttende sprinteretape, så han kunne tage den samlede sejr med 19 sekunder ned til Matteo Jorgenson og 27 sekunder ned til Damiano Caruso. Yates vender i år tilbage for igen at redde et skuffende forår, og han vil igen være oppe mod Caruso, men da Jorgenson i år har kørt fuld klassikerkampagne og hviler ud frem mod Touren, vil der kun være deltagelse af to af rytterne fra det seneste podium.

 

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Tour de Romandie er for en grand tour-rytter den helt perfekte test, idet den på næsten alle parametre er som en lille udgave af et tre uger langt etapeløb. Ganske vist er der ingen helt flade etaper, men derudover bydes der altid på en alsidig udfordring, hvor man testes i de fleste aspekter af cykelsporten. Oftest har der været en meget kort prolog for de virkelige specialister og en mellemlang enkeltstart på knap 20 km, hvor der som regel har været mindst én stigning. Derudover har de fire linjeløbsetaper oftest inkluderet et eller to slag i de høje bjerge samt to eller tre hårde dage, der enten har kunnet afgøres i en reduceret massespurt eller ved, at et udbrud er kørt hjem. Der har været en naturlig variation fra år til år, men helt grundlæggende har man fastholdt konceptet.

 

Tour de Romandie er ganske vist kendt som en bjergløb, men det betyder ikke, at det er et løb for klatrere. Med to enkeltstarter er det klart, at tidskørslerne altid vil spille en vis rolle, men oftest har den lange enkeltstart haft en næsten altafgørende indflydelse. I de senere år har der således været en tendens til, at ruterne har været relativt lette, ikke mindst i et forsøg på at tiltrække flere Giro-ryttere. Det var tilfældet i 2011 og 2012, hvor tidskørslerne stort set afgjorde det hele. Med den ændrede status og øgede appel til Tour de France-favoritter har man imidlertid kunnet skærpe sværhedsgraden, hvilket man gjorde i 2013, hvor man indlagde en betydeligt hårdere bjergetape, der desværre måtte modificeres på grund af dårligt vejr. Man gentog modellen i 2014 og 2015, hvor man ganske vist kun havde én bjergetape, men man sørgede for, at den var betydeligt hårdere, end det som regel havde været tilfældet.

 

I 2016 tog man det imidlertid til et helt nyt niveau. Ikke blot var den indledende prolog mere kuperet end vanligt og enkeltstarten som så ofte ganske kuperet, man havde også to ganske svære bjergafslutninger. Det betød for en gangs skyld, at enkeltstarten ikke var helt så vigtig, som det før har været tilfældet, og derfor kunne Nairo Quintana tage en relativt sikker sejr, selvom han ikke kunne matche de bedste i kampen mod uret. I 2017 gik man dog den modsatte vej med kun én stor bjergetape, der endda var ganske let, og derfor blev løbets nøgleetape atter den ganske kuperede afsluttende enkeltstart, mens man i 2018 forsøgte sig med noget så sjældent som en bjergenkeltstart, der skulle vise sig som den vigtigste etape i et løb, hvor kongeetapen var relativt let.

 

I 2019 var der igen skruet op for sværhedsgraden med en svær kongeetape, der dog endte med at blive helt udvandet af sne og dårligt vejr, som man desværre ofte har set det i det regnfulde løb, og i 2021 toppede man det hele med en kongeetape med afslutning på det sværeste bjerg, vi har set i nyere tid, nemlig Thyon 2000. I 2022gik man til gengæld den modsatte vej med en meget let kongeetape, og da man tillige lod bjergenkeltstarten vende tilbage, var sidstnævnte stort set alene om at bestemme udfaldet. Sidste år havde vi så igen en ganske brutal model, da Thyon 2000 var tilbage, og da enkeltstarten samtidig var en af de hårdeste, vi har set i nyere tid, var det i den grad klatrernes løb.

 

Tendensen har altså været, at der generelt er blevet skruet op for sværhedsgraden, men i 2024 går man nok i den modsatte grøft - i hvert fald delvist. Sådan ser det imidlertid ikke ud på papiret. I gamle dage var det ganske almindeligt med to bjergetaper, men i mange år - ja, vel i virkeligheden siden 2010 - har man denne gang hele to bjergetaper. Modsat dengang er der endda denne gang tale om to bjergfinaler, og ser man bort fra, at en bjergenkeltstart teoretisk set også tæller om en sådan, mindes jeg ikke i min tid, at vi har set noget sådant i løbet.

 

Til gengæld er vi i Romandiet og Schweiz, og her er stigningerne oftest ret moderate. Det er af den grund, at enkeltstarten ofte er så afgørende, og det kan den derfor blive igen i år. Den første af de to bjergfinaler på den relativt ukendte Salvan/Les Marécottes har de stejleste procenter, men da der er tale om en ret kort stigning efter en let dag, vil den ikke skabe dramatiske forskelle. Så er der større vanskelighed på kongeetapen, der som altid kommer om lørdagen, hvor man for sjette gang i dette årtusinde skal slutte i Leysin, men selvom man bruger en anden og vanskeligere opkørsel end ved de seneste besøg, er heller ikke denne bjergfinale den vanskeligste.

 

Derfor kan enkeltstarten igen blive løbets vigtigste etape. Den plejer at komme på sidstedagen, men for anden gang i træk kommer den om fredagen. Som altid er det alt andet end en flad sag, men denne gang har den kun én rigtig bakke og derudover en del fladt tonserterræn samt nogle lidt tekniske nedkørsler. Det bør være guf for klassementsfeltets enkeltstartsspecialister, men de må til gengæld leve med, at de denne gang næppe får det store ud af prologen. For første gang siden 2008 er der nemlig tale om en ”rigtig” prolog over en ultrakort distance, og på de 2280 m med hele 12 sving er det sprinterne og prologspecialisterne, der vil excellere. I det hele taget er det en sjældent sprintervenlig udgave af løbet, for de to øvrige etaper appellerer begge til de hurtigste, først med en etape med en stigning, der kan rydde ud i feltet, og slutteligt en afsluttende etape, der er for løbet sjældent let og lægger op til en rigtig massespurt.

 

Sprinterne får som sagt allerede en god chance på førstedagen, hvor der som altid åbnes med en prolog, der denne gang er uhyre teknisk og kort. Kan de også klatre lidt, kan de se frem til endnu en chance om onsdagen, hvor der er en ikke helt let bakke i finalen, men hvor det bør ende i en reduceret massespurt. Derefter indledes klassementsslaget om torsdagen med den første af de to bjergfinaler på den relativt korte og derfor også eksplosive Salvan/Les Marécottes.

 

 

Det helt store slag skal dog formentlig slås på fredagens enkeltstart, hvor distancen på 15,5 km er lidt kortere end vanligt, men hvor en af løbets fladere ruter vil handicappe klatrerne. De skal forsøge at svare igen om lørdagen, hvor det som altid gælder kongeetapen, men denne gang må de leve med, at målbjerget ikke er det sværeste. Her vil klassementet dog efter alt at dømme blive sat, inden sprinterne kan se frem til at få det sidste ord søndag, hvor der bydes for en for løbet sjældent let etape som afrunding på en udgave, der synes at have mest appel til sprintere og tempostærke folk.

 

 

Prolog

Tour de Romandie er traditionelt altid startet med en prolog, og i de senere år er det kun i 2015, hvor man lagde ud med et holdløb, at man har brudt den trend. Trenden videreføres i år, hvor man igen lægger ud med en kort, eksplosiv enkeltstart, men hvor man sidste år havde en usædvanligt lang sag, der næsten var for lang til at være en prolog, går man i år i den modsatte grøft. Således er det første gang i mange år, at man har en ”rigtig” prolog, som man kender det fra mange 2.2-løb, nemlig hvor der er tale om en uhyre teknisk og uhyre kort sag i et bycentrum. Med en distance på bare 2,28 km er der nemlig tale om den korteste prolog siden 2008, og da der samtidig er tale om en uhyre teknisk og helt flad sag, er der lagt op til, at de sande prologspecialister, der ofte er sprintere eller crossryttere, skal slås om den første førertrøje.

 

Med en distance på 2,28 km er der som sagt tale om den korteste prolog i 16 år, og den har både start og mål i Payerne). Der er tale om en lille by, der ligger i et fladt område syd for Neuchatel-søen, og derfor er der tale om en helt flad sag. Først kører man mod nordvest frem til det første sving, der kommer allerede efter 200 m, hvorefter det går mod sydvest frem til det næste sving, der melder sig efter 600 m. Nu kører man kortvarigt mod syd frem til, inden man efter 800 m drejer til højre, hvorefter der med det samme følger en 90-graders kurve.

 

Nu går det mod syd ned til to sving, der kommer i rap efter hhv. 1000 m og 1100 m, hvorefter det igen går mod syd ned til et sving, der er placeret efter 1300 m. Derfra går det mod nordøst frem til det næste sving, der kommer efter 1500 m. Allerede 50 m senere drejer man til venstre, hvorefter det går mod sydvest. Efter 1600 m drejer man til højre, og 100 m senere rammer man brosten på pladsen Pace du Marché.

 

Man følger kører nu mod nord frem til en 90-graderskurve, inden det går mod øst frem til et sving, der kommer efter 1900 m. Nu går det mod syd ned til endnu et sving, der kommer efter 2000 m, hvorefter vejen bugter sig til venstre frem til det sidste venstresving, der kommer efter 2200 m, hvorefter man kører de sidste 80 m frem til mål.

 

Prologen byder på i alt bare 3 højdemeter.

 

Det er virkelig en prolog som i gamle dage. Ikke færre end 12 sving over bare 2280 m ledsaget af to kurver og lidt brosten gør det til en uhyre eksplosiv og teknisk sag, hvor de sande prologspecialister vil excellere. Her handler det stort set ikke om power, men derimod om tekniske evner og acceleration, og derfor er det ikke mærkeligt, at man typisk ser sprintere og crossryttere gøre det godt på den slags ruter. De ventes derfor at skulle slås om sejren, mens klassementsrytterne skal begrænse tabet - og så krydser vi bare fingre for, at Romandiets berømte regn ikke forvandler det hele til et stort cirkus af styrt.

 

Payerne har fire gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i dette løb. Det var senest i 2017, hvor Elia Viviani vandt en massespurt foran Sonny Colbrelli og Michael Schwarzmann, og forinden var det i 2013, hvor Gianni Meersman vandt en massespurt foran Francesco Gavazzi og Michael Albasini. I 2006 endte det også i en massespurt, da Robbie McEwen sejrede foran Mirco Lorenzetto og Daniele Bennati, og endelig var byen i 2001 vært for løbets lange enkeltstart, der akkurat blev vundet af David Plaza foran Dario Frigo og Andrey Teteriuk.

 

 

 

 

 

1. etape

Tour de Romandie, Itzulia Basque Country og Volta a Catalunya afvikles alle i meget kuperede regioner, som ikke levner meget plads til rene sprintere. I stedet tilbyder de som regel adskillige muligheder for hurtige folk, der kan overleve nogle stigninger, og derfor er det perfekte løb for stærke sprintere og ardennerspecialister. Sådan er det også i år, for selvom man ofte har haft en ganske svær 1. etape, hvor der er blevet skabt betydelig udskilning, tyder meget på, at løbets få sprintere kan komme til fadet fra start. Det kræver dog, at de kan klatre, for som altid er der mange højdemeter på programmet, denne gang 2650, men der sluttes med to omgange på en rundstrækning, der kun har to kortere stigning. Den sidste er dog relativt stejl og har top med kun ca. 10 km igen, og den bør kunne rydde ud i feltet, inden der formentlig skal spurtes om sejren i Fribourg.

 

I alt skal der tilbagelægges 165,7 km, de fører feltet fra Chateau-d’Oex til Fribourg. Man lægger ud med at køre en omgang på en let kuperet og 4,5 km lang rundstrækning i området sydvest for startbyen. Herefter tager man hul på endnu en omgang, men hurtigt drejer man mod vest for at køre ad en let faldende vej mod først vest, så nordvest og dernæst nordøst. Efter 26,8 km flader det ud, hvorefter det går igennem fladt terræn mod nordøst og nord frem til den første spurt, der kommer efter 39,3 km.

 

Nu ændrer etapen karakter, når man har kørt et kort, fladt stykke mod sydvest og nord. Nu forlader man nemlig dalen ved at køre mod vest op ad kategori 2-stigningen Sorens (4,2 km, 7,5%), der stiger med ca. 9% over store dele, men også har passager med 5-7%. Toppen rundes efter 45,1 km, hvorefter en let nedkørsel leder mod vest tilbage til dalen. Derfra går det mod nord, øst og nordøst igennem kuperet terræn, der har en bakke (2,1 km, 5,2%) med top efter 63 km, frem til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 72,5 km. Herefter køres ca. en halv omgang, hvilket betyder, at man efter 76,0 km for første gang når toppen af kategori 3-stigningen Arconciel (1,8 km, 7,3%), inden man efter 85,1 km krydser stregen for første gang.

 

Etapen afsluttes nu med to hele omgange på den 40,3 km lange runde. Man lægger ud med at tage en teknisk nedkørsel, der leder mod nordøst inden det går mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Lorette (700 m, 12,7%), der er en jævn mur, hvis top rundes efter hhv. 89,1 km og 129,4 km. Fra sidste passage resterer fortsat 36,3 km, der indledes med, at man kører ad en let stigende vej mod sydøst, syd og sydvest frem til byen Le Mouret, hvor dagens sidste spurt køres på anden omgang efter i alt 140,4 km.

 

Derfra fortsætter det med at stige, mens man kører mod sydvest, inden det begynder at falde mod vest, nordvest og nordøst, undervejs ad en lidt kringlet passage. I bunden drejer man mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Arconciel (1,8 km, 7,3%), der stiger relativt jævnt, og hvis top rundes efter hhv. 116,3 km og 156,6 km.

 

Fra sidste passage resterer blot 9,1 km, der indledes med et kort fladt stykke, der fører mod nordøst, inden det går mod nordøst ad en faldende vej frem mod de sidste 4 km, der er relativt flade. Det stiger således først let, inden der venter en kort nedkørsel, hvorefter de sidste 1500 m er let stigende. Med 3500 m igen drejer man i en rundkørsel, hvorefter man skal igennem yderligere tre rundkørsler med hhv. 2300 m, 1900 m og 800 m igen.

 

 

Etapen byder på i alt 2650 højdemeter

 

Løbet har i år tiltrukket flere sprintere end vanligt, og det virker usandsynligt, at de ikke vil gå efter denne chance. Man skal dog ikke undervurdere den sidste stigning, der burde kunne rydde lidt ud i feltet, men det vil være overraskende, hvis den kan bruges til et succesrigt angreb. Alt tyder på, at sprinterne også i år skal afgøre den første linjeløbsetape - og så må tiden vise, hvor stor udskilning, der kan skabes på småbakkerne.

 

Fribourg er en hyppigt besøgt målby, der senest lagde asfalt til den afsluttende enkeltstart i 2021, hvor Remi Cavagna på en regnvåd dag sejrede foran Stefan Bissegger og den samlede vinder, Geraint Thomas. Forinden var man vært for prologen i 2018, hvor Michael Matthews sejrede med 1 sekund ned til Tom Bohli, Primoz Roglic og Rohan Dennis. I 2015 snød Stefan Küng sprinternee ved at køre alene hjem til en udbrudssejr på en regnvåd dag, og sprinterne blev også snydt i 2014, hvor Romandiet-kongen Michael Albasini spurtede sig til sejr foran Thomas Voeckler og Jan Bakelants i en trio, der holdt feltet bag sig med 9 sekunder. I 2010 blev sprinterne dog ikke snydt, da Mark Cavendish sejrede i en spurt foran Danilo Hondo og Robert Hunter, men det blev det i 2009, hvor Riccardo Serrano, Lars Bak og Gregory Rast holdt feltet bag sig, inden spanieren spurtede sig til sejr. I 2008 kom sprinterne også til fadet, denne gang med Robbie McEwen som hurtigste mand foran Daniele Bennati og Matti Breschel. Tour de Suisse har også været forbi i dette årtusinde, nemlig i år 2000, hvor Wladimir Belli kørte alene væk fra et udbrud og sejrede foran Marcel Strauss og Stefano Garzelli.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2. etape

Vi skal vel tilbage til 2010 for at finde den seneste udgave af løbet, hvor der var to regulære bjergetaper, men i årets særlige udgave bryder man trenden. Således venter der hele to slag i bjergene, der endda begge har mål på en stigning, og derfor venter det første store bjergslag allerede om torsdagen. Her bydes det på en generelt flad rute med kun to bjerge undervejs, og derfor vil den næppe skabe gigantiske forskelle, men den relativt ukendte målstigning Salvan/Les Marecottes burde være svær nok til at skabe visse afstande og i hvert give en klar ide om klatrehierarkiet.

 

I alt skal der tilbagelægges 171,0 km, der fører feltet fra Fribourg til toppen af stigningen Salvan/Les Marecottes. Startbyen ligger i et relativt fladt område, og man lægger ud med at sno sig igennem kun let kuperet terræn mod syd, vest, sydvest og øst. Efter 59,4 relativt enkle kilometer når man frem til byen Le Bry, der ligger ved søen Lac de la Gruyère, hvorfra man kan kører mod syd ned langs den flade søbred. Man kører kortvarigt mod nordøst for at passere søen via en bro, inden man fortsætter mod syd ned langs søen. Det flade terræn fortsætter, når man nu kører mod sydvest ned til dagens første spurt, der kommer efter 83,2 km.

 

Nu ændrer etapen langsomt karakter. Det begynder nemlig at stige let, mens man fortsætter mod sydvest og senere sydøst frem til byen Les Moulins. Her tager etapen for alvor fat, når man kører mod sydøst, vest og syd op ad kategori 2-stigningen Les Mosses (12,8 km, 4,2%), der undervejs har i alt 6 km med 6-7%, men derudover stiger med bare 1-4% stort set hele vejen frem mod toppen, som rundes efter 115,2 km.

 

Herfra resterer 55,8 km, der indledes med en kun periodevist teknisk nedkørsel, som fører mod sydvest ned til dalen, der efter 133,6 km nås i byen Aigle, som er kendt som hjemby for UCI. Herfra kører man mod sydøst ad en lige og helt flad dalvej frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 160,4 km, inden man fortsætter mod sydøst frem til den store by Martigny.

 

Her indledes finalen, når man forlader dalen for at køre mod nordvest og sydvest op ad kategori 2-stigningen Salvan/Les Marecottes (7,8 km, 7,5%). Der er tale om en klassisk schweizisk stigning, da den stiger uhyre jævnt med 6-8% stort set hele vejen. Den 5. kilometer er med sine 10,3% dog stejl, mens den 6. kilometer med sine 5,6% er let. Slutteligt tager den fat igen med 9,2% over de sidste 800 m. Stigningen går ad en stort set helt lige vej frem til en serie hårnålesving midtvejs, hvorefter der er yderligere fem hårnålesving på den sidste del. Bjergspurten køres i det sidste hårnålesving med 500 m igen, hvorefter en relativt lige vej leder frem til stregen med en stigningsprocent på 6,6%

 

Etapen byder på i alt 2769 højdemeter.

 

Stigningen er relativt kort, og da etapen generelt er let, har den appel til mere eksplosive typer end klassiske klatrere. Den vil selvsagt ikke skabe dramatiske forskelle, men den burde være stejl nok til at give en vis separation. Det synes i hvert fald givet, at vi her får en første klar ide om, hvem der kan vinde denne specielle udgave af det schweiziske bjergløb.

 

Salvan/Les Marecottes har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i 2014-udgaven af U23-løbet Giro della Valle d’Aosta, hvor Manuel Senni tog en solosejr foran Odd Christian Eiking og Patrick Bosman.

 

 

 

 

 

 

 

3. etape

Historisk har den vigtigste etape i Tour de Romandie næsten altid været enkeltstarten, der oftest har rundet løbet af. Selvom der i år er hele to bjergfinaler, betyder de relativt lette målbjerge, at tidskørslen også i år en absolut nøgleetape, men som sidste år er det heller ikke i år den store finale. For blot anden gang siden 2018 kommer den allerede midtvejs i løbet inden kongeetapen, og det sker i et velkendt Romandiet-format. Ganske vist har løbet før budt på flade enkeltstarter, men oftest er de ganske kuperede, og selvom den slet ikke er så vanskelig som sidste år, har også årets enkeltstart en del højdemeter. Således lægger man ud med at køre op ad en ganske lang bakke, men da den resterende del af etapen appellerer til kraftfulde specialister, er det en ganske alsidig sag, hvor man ikke kommer langt uden klassiske tempoevner, i det, der også i år vil være et absolut nøgleslag.

 

Med en distance på 15,51 km er etapen ca. 3 km kortere end sidste år, og den har både start og mål i Oron. Starten går faktisk syd for selve byen, og herfra kører man ad en lige vej mod sydøst. Den er stigende med et gennemsnit på 3,3%, inden man efter 1,74 km drejer mod nordøst. Kort efter begynder det at stige kraftigere, så det over de sidste 1800 m frem mod toppen, der nås efter 3,76 km, stiger relativt jævnt med 6,5% i snit.

 

Nu er det imidlertid slut med den væsentlige klatring. Det går herfra videre mod nordøst ad en helt lige vej, der kun stiger ganske let. Efter 5,96 er der et blødt sving, inden man efter 6,90 km drejer mod nordvest for at køre frem til mellemtiden, der tages efter 7,92 km.

 

Nu begynder det i stedet at falde mod nordvest ad en lidt kringlet vej med et hårnålesving og to sving, det sidste efter 10,01 km. Herefter retter den nu næsten flade vej sig ud, mens man fortsætter mod sydvest og nordvest, inden man med 2,62 km igen drejer skarpt. Herfra går det ad en relativt snoet og faldende vej frem til et sidste 180-graderssving i en rundkørsel, der tages med 500 m igen, hvorefter det stiger med 1,3% frem til stregen

 

 

Etapen byder på i alt 282 højdemeter.

 

Dette er en ganske klassisk Romandiet-enkeltstart, hvor der stilles betydelige krav til klatreevnerne. Klatrekravene er dog mindre end sidste år, og den sidste del appellerer virkelig til specialisterne. De to nedkørsler er også relativt kringlede, og selvom resten af etapen er uden tekniske vanskeligheder, vil man blive belønnet lidt for gode nedkørselsesevner. Dermed skal man også i år kunne lidt af det hele, men det vil være de alsidige specialister, der står med de bedste kort på hånden til at vinde dette meget, meget vigtige slag i kampen om den samlede sejr.

 

Oron har kun én gang tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb. Det var for prologen i 2021, hvor Ineos på en kuperet rute ryddede podiet med sejr til Rohan Dennis foran Geraint Thomas og Richie Porte.

 

 

 

 

4. etape

I de senere år er kongeetapen stort set altid kommet om lørdagen, og det vil også være tilfældet i 2024. Som regel har den budt på en bjergafslutning - dog oftest på en ikke alt for svær stigning - men vi har også før haft flade finaler, som det senest var tilfældet i 2018. Det har den imidlertid ikke i år, hvor man for sjette gang i dette årtusinde skal slutte på Leysin-stigningen, dog fra en anden side, end man har benyttet i hvert fald de seneste to gange. Det er ingenlunde verdens sværeste stigning, og særligt i modvind vil den ikke skabe de allerstørste forskelle, men da det er klatrernes bedste og sidste chance for at vinde løbet, er der utvivlsomt lagt op til et stort slag, der efter alt at dømme vil krone den samlede vinder inden den afsluttende sprinteretape.

 

I alt skal der tilbagelægges beskedne 151,7 km, der fører feltet fra Saillon til Leysin. Fra start kører mand mod nordøst og øst op og ned ad en lille bakke, inden man kører mod sydvest ad flade dalveje frem til en lille rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. Her kører man først mod nordvest ad flade dalveje frem til det østligste punkt, hvor man kører dagens første spurt efter 17,5 km, hvorefter man kører mod nordvest tilbage ad lige og flade veje frem til rundstrækningens udgangspunkt.

 

Nu kører man et kort, fladt stykke mod nordøst, inden man forlader dalen for at køre mod nordvest op ad kategori 1-stigningen Ovronnaz (9,1 km, 9,5%), der efter 4 km med 6-9% stiger med 11-14% over 3 km og slutteligt med 9-10% over de sidste 2,1 km frem mod toppen, som rundes efter 44,7 km. En uhyre teknisk nedkørsel leder nu mod sydøst tilbage til dalen, hvor man kører mod sydvest ad en helt lige og flad dalvej, der undervejs passerer startområdet.

 

 

I udkanten byen Martigny drejer man mod nordvest for at køre videre ad lige og flade dalveje, inden man kortvarigt forlader dalen for at køre mod nordvest op ad kategori 3-stigningen La Rasse (2,1 km, 8,5%), der efter 1 km med 5-8% stiger med 12,4% over 500 m og slutteligt 8,5% over de sidste 600 m frem mod toppen, som rundes efter 79,1 km. En let nedkørsel leder nu mod nord tilbage til dalen, hvor man kører ad flade og lige veje mod nord frem til byen Massonex, hvor man rammer en rundstrækning, der skal tilbagelægges én gang.

 

Den indledes med et kort, fladt stykke, der fører mod vest, inden man forlader dalen for at køre mod sydøst og sydvest op ad kategori 2-stigningen Les Rives (9,6 km, 5,4%), der er en meget ujævn stigning. Således stiger de første 3,2 km jævnt med 6,3%, inden der venter et kort plateau, hvorefter de sidste 4,9 km stiger med 6,6%, dog ujævnt med først 4-7% og slutteligt med 9-10% over de sidste 1600 m frem mod toppen, som rundes efter 100,1 km.

 

En kort og let nedkørsel fører nu mod nordøst, inden man kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Les Giettes (4,1 km, 8,3%), der er en relativt jævn stigning med top efter 106,8 km. Herfra indledes de sidste 44,9 km med en teknisk nedkørsel, der fører mod syd og nord tilbage til dalen, hvor man kører et kort, fladt stykke mod øst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt, hvor dagens sidste spurt køres efter 118,3 km.

 

Efter rundstrækningen kører man kortvarigt mod øst gennem dalen, som man dog forladerfor at køre mod nord op ad en stigning (1,1 km, 9,5%) med top efter 126,5 km. Man kører kortvarigt videre mod nord ad et plateau, inden en nedkørsel leder mod nord tilbage til dalen. Nu går det mod nordvest ad den flade dalvej ind til Aigle, der er kendt som hjemsted for UCI.

 

Her forlader man dalen for at køre mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Leysin (13,4 km, 6,1%). Der er tale om en ujævn stigning med først 2 km med 7-8%, men derefter 7 km, der hovedsageligt stiger med 3-6%. Derefter tager den imidlertid fat med 3 km med hhv. 6,6%, 7,2% og 8,7%, inden de sidste 1400 m stiger med 6,0%.

 

Bjergspurten køres med 1100 m igen, hvorefter den kortvarigt flader ud, inden de sidste 800 m stiger med ca. 7,3%. Stigningen går generelt ad lige veje med kun få hårnålesving. Det sidste kommer med mere end 1 km til toppen, hvorefter der venter en teknisk finale med hele fire sving i rap, inden man rammer den 400 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder i alt på 3512 højdemeter.

 

Ved de seneste besøg i Leysin er man kørt op fra den anden og lettere side, men heller ikke fra denne side er den voldsomt svær. Den samlede etape er relativt hård, men skal man for alvor gøre forskelle til sidst, skal der nok lægges et tidligere pres. Slaget skal dog slås på sidste stigning, hvor klatrerne skal håbe på medvind. Uanset hvad bør vi være vidner til et stort slag mellem klatrerne, når det er sidste chance for at gøre forskelle inden den afsluttende sprinteretape.

 

Leysin har fem gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i dette løb. Det var senest på kongeetapen i 2017, hvor man kørte op fra den anden, lettere side, og hvor Simon Yates med et tidligt angreb kunne vinde en tomandsspurt foran Richie Porte, der var kørt alene op bagfra på sidste stigning, mens Emanuel Buchmann smed 30 sekunder som nr. 3. I 2011 kørte man også op fra den anden side, og her overraskede Pavel Brutt ved at tage en solosejr fra et udbryd foran Oleksandr Kvachuk og Branislau Samoliau, mens de 21 bedste fra feltet var inden for seks sekunder. I 2006 tog Alberto Contador en af sine første sejre, da han kørte alene hjem med 24 sekunder ned til Alejandro Valverde og Cadel Evans, og i 2002 sejrede Alex Zülle med 2 sekunder ned til David Moncoutie og Santiago Perez. Endelig tog Andrea Noé i 2000 en solosejr med 8 sekunder ned til Francesco Casagrande og 12 sekunder end til fem mand anført af Gilberto Simoni.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

5. etape

Traditionelt er løbet sluttet med enkeltstarten, men det sker af og til, at man afviger fra modellen og afvikler tidskørslen allerede fredag. I de tilfælde plejer løbets få sprintere at få det sidste ord, som de senest gjorde det i 2023, hvor Fernando Gaviria sejrede, og 2018, hvor Pascal Ackermann vandt sidste etape, og meget taler for, at det også vil være tilfældet i år. Med enkeltstarten placeret to dage tidligere slutter løbet nemlig som for anden gang i træk med en af sine letteste etaper, og modsat sidste år er den endda meget let. Blot 1600 højdemeter skal der tilbagelægges på en for løbet sjældent flad dag, og selvom der skam er en lille bakke på den rundstrækning, der er rammen om det meste af løbet, vil det være meget overraskende, hvis ikke de relativt mange sprintere, der er til start i år, skal have det sidste ord.

 

 

I alt skal der tilbagelægges bare 150,8 km med både start og mål i Vernier, og der er tale om en næsten ren rundstrækningsetape. Fra byens centrum kører man ud til den sydvestlige udkant, hvor den reelle start gives, og her kører man et ultrakort stykke på bare 1,1 km ad en flad vej mod sydvest ned til rundstrækningen.

 

Den er 34,7 km lang og skal tilbagelægges fire gange. Først kører man ad let stigende veje mod sydvest ned til det sydligste punkt, hvorefter man kører mod først nordvest og siden sydvest igennem let faldende terræn. I det vestligste punkt drejer man mod nordøst for at køre op og ned ad en bakke, inden det går mod nord ad et kort fladt stykke.

 

Nu venter dagens hovedudfordring, når man kører mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Dardagny (1,3 km, 5,0%), der er en jævn stigning, hvis top rundes efter hhv. 17,1 km, 51,8 km, 86,5 km og 121,2 km - dvs. for sidste gang med 29,6 km igen. Derfra fortsætter det med at stige mod nordvest, inden man kører mod nordvest og sydøst igennem let kuperet terræn.

 

Det går nu mod øst ad en lidt kringlet nedkørsel, inden man kører mod øst og sydvest ad let stigende veje frem til udkanten af byen Cartigny, hvor der køres en spurt på anden og fjerde omgang efter hhv. 64,1 km og 133,5 km. Slutteligt kører man mod øst, sydvest og sydøst ad en relativt flad vej tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

 

Efter sidste omgang drejer man mod nordøst for at køre ad let kuperede veje tilbage mod Vernier. I byen Lancy drejer man med 4900 m igen mod nord for at køre ad generelt let stigende veje det sidste stykke ind mod målbyen, idet de sidste 2 km er helt flade. Det går herfra ad en helt lige og bred hovedvej uden udfordringer frem til en teknisk finale, hvor man skal dreje tre gange med hhv. 1500 m, 1200 m og bare 400 m igen.

 

Etapen byder på i alt 1607 højdemeter.

 

Historien viser, at det som regel er sprinterne, der får det sidste ord, når løbet slutter med en linjeløbsetape, og sådan går det næsten med sikkerhed også denne gang. Sidste år designede man ellers en ret åben etape med svære stigninger undervejs, men denne gang er etapen for løbet helt usædvanligt let. Med tanke på løbets ganske mange sprintere lugter det derfor af massespurt i et næsten fuldt felt - en massespurt, der dog i høj grad vil handle om positionering i det sene sving.

 

Vernier har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Favoritterne

Det kan synes at være et paradoks, at Tour de Romandie er kendt som et bjergløb. Blandt de store ugelange etapeløb i foråret er det vel kun Baskerlandet Rundt, der ellers også er kendt som et meget hårdt løb, hvor enkeltstarten traditionelt har spillet samme helt afgørende rolle som i Romandiet, og det er som nævnt ovenfor ikke sjældent, at den lange tidskørsel næsten alene har formet det endelige klassement.

 

Det skyldes tendensen til at begrænse antallet af bjergfinaler til højst to - og i de seneste år altid kun én - samt den hyppige anvendelse af relativt lette stigninger, der ofte ikke stiger med mere end 5% i gennemsnit. Den slags afslutninger skaber aldrig den store spredning mellem verdens bedste klatrere, og selvom de naturligvis rydder ud i de tunge folk, har de bevirket, at klassementsrytterne ofte har skullet slås om sejren på enkeltstarten. Det var således tilfældet i 2011 og 2012, hvor Cadel Evans og Bradley Wiggins begge lagde grunden til den samlede triumf i kampen mod uret. I 2013 og 2014 kunne Simon Spilak og Chris Froome begge gøre en forskel på kongeetaperne, og derfor spillede bjergene her en større rolle, nøjagtigt som det var tilfældet i 2015, hvor en taktisk kamp mellem de største gjorde det muligt for Ilnur Zakarin at vinde tid inden enkeltstarten (hvor han i øvrigt også var bedre end favoritterne).

 

I 2016 begrænsede den usædvanligt hårde rute også enkeltstartens betydning, mens det i 2017 kun var Richie Portes overlegne kørsel på den meget lette kongeetape, der forhindrede enkeltstarten i at blive altafgørende. I 2018 var det også enkeltstarten, der var klart den vigtigste etape, selvom forholdene her var anderledes, da der var tale om en bjergenkeltstart. I 2019, hvor kongeetapen blev udvandet af snevejr, var tidskørslen igen den klart vigtigste etape, selvom Primoz Roglics dominans med tre etapesejre gjorde rutedesignet nærmest helt overflødigt, når udfaldet alligevel havde været det samme nærmest uanset hvad. I 2021 og 2023 betød den hårdeste kongeetape i nyere tid, at spillebanen var mere jævn, men i 2021 Geraint Thomas og Richie Porte sikrede sig alligevel begge i høj grad dobbeltsejren via tempoevnerne, der også spillede en ret afgørende rolle sidste år. Endelig var 2022-udgavens kongeetape nærmest helt ligegyldig, og bjergenkeltstarten blev nærmest altafgørende.

 

Formentlig vil det igen i år være enkeltstarten, der bliver klart mest afgørende. Arrangørerne har ellers forsøgt at skabe en større ligevægt ved for første gang i den tid, jeg umiddelbart kan huske, at have to rigtige bjergafslutninger. De er bare ikke alt for svære. Torsdagens stigning har egentlig flere steder nogle fine procenter, men den samlede etape er let, og stigningen er kort. Står vinden rigtigt, bør det være muligt for de bedste at gøre forskelle, og vi får helt sikkert en ide om hierarkiet, men jeg vil blive lidt overrasket, hvis vi får en knusende solosejr, og afstandene vil på en så kort stigning uundgåeligt være ret små.

 

Så er kongeetapen ved første øjekast værre. Den har langt flere højdemeter, men dens design indbyder ikke for alvor til en stor kamp fra distancen. Det skal formentlig ske på målbjerget, og det er altså i rigtigt schweizisk stil ganske blødt. Problemet er, at den har et langt stykke midtvejs, hvor den er ganske let, og slagget skal derfor slås over de fire kilometer med 6-9%, inden den flader ud over de sidste 800 m. Her vil der kunne skabes forskelle, men også her vil de nok være af en relativt beskeden størrelse, og da de schweiziske bjerge typisk er uhyre vindfølsomme, vil modvind gøre det endnu vanskeligere at skabe store afstande.

 

 

Det ligner altså to bjergfinaler, der nok mere vil rydde ud i, hvem der kan vinde løbet via enkeltstarten, end de vil afsløre, hvem der faktisk vinder. På den anden side skal man ikke undervurdere betydningen af, at der er to bjergfinaler. Er styrkeforholdet det samme på de to etaper, vil de samlede forskelle jo akkumuleres, og dertil kommer naturligvis betydningen af bonussekunder. Med to bjergfinaler kan en god klatrer pludselig potentielt score 20 sekunders bonus, og hvis de bedste temporyttere ikke får del i bonussen, er der pludselig ikke så langt til sejren.

 

Det skyldes også, at enkeltstarten er til den korte side. Det er nu ikke meget, for den ligger næsten altid mellem 15 og 20 km - oftest i den lave ende - men den er i hvert fald noget kortere end sidste år. Den har dog stadig en længde, hvor den med nogen sandsynlighed vil gøre større forskelle end bjergfinalerne. Klatrerne må også begræde dens design.

 

Vi har skam set helt flade ruter i Romandiet, men typisk har de været meget kuperede. Denne har også sin bakke, der er så svær, at tunge folk vil være alvorligt handicappet, ligesom den har to ret tekniske nedkørsler. Den er dog ikke i nærheden af samme sværhedsgrad som sidste år, hvor specialister som Remi Cavagna og Ethan Hayter endte blot som nr. 20 og 21. De vil i hvert fald have en langt bedre chance på denne ruter, der har ganske mange powerstykker undervejs.

 

Hvad så med de øvrige tre etaper? Prologen har før givet de tempostærke folk en ekstra chancen for at vinde lidt tid. Det gjaldt særligt sidste år, hvor den var historisk lang og enkel, men sådan er det slet ikke i år. Kontrasten kunne ikke være større, når vi denne gang har den korteste distance i mange år og tillige er uhyre teknisk. Med andre ord er det en ”rigtig” prolog, som vi kender dem fra et hav af mindre etapeløb, og her vil klassementsryttere næsten altid komme til kort. Tempoevner tæller ikke meget, for det handler om teknik og acceleration, og derfor ser man ofte, at sprintere og crossryttere excellerer. Klassementsrytterne vil formentlig alle tabe tid, men den korte distance betyder også, at forskellene vil være små. Man skal være uheldig, hvis det er sekunderne her, der koster den samlede sejr, og det er klart den mindst vigtige af de fire klassementsetaper.

 

Onsdagens og søndagens etaper bør til gengæld være ret enkle. Romandiet er ellers kendt for mellemetaper, der kan være ret svære at fortolke, men denne gang har de været usædvanligt gode ved sprinterne. Søndagens etape er noget af det letteste, vi har set i lang tid, og da sprinterfeltet er stærkere, end man ofte ser det, kan en spurt her næppe undgås. Det bør den heller ikke kunne på 1. etape. Den sidste stigning ligger tæt på mål og er svær, hvorfor der kan skabes udskilning, men nogen klassementsetape bliver det næppe.

 

En væsentlig faktor er altid Romandiets kedelige vejr, der er præget af regn og sne, og bare i de seneste år har vi set kraftige udvandinger af kongeetaperne grundet hvid nedbør, senest i 2019, men også i 2021 var vejret rædselsfuldt på den historisk hårde kongeetape. Derudover er vindretningen på stigningerne som sagt uhyre afgørende.

 

Det bliver dog slet ikke så forfærdeligt, som man kunne frygte - slet ikke i en april måned, der har været uhyre kold i det meste af Europa. Det starter med en overskyet tirsdag med en temperatur på 6 grader. Desværre er der en beskeden risiko for byger, der kan gøre den tekniske prolog til ét stort lotteri, men chancen for tørvejr er heldigvis størst. Vejret vil stort set være det samme onsdag, hvor risikoen for byger dog er en smule større. Også torsdagens vejr er næsten en kopi, selvom det måske bliver en anelse lunere, og her er der elendigt nyt til klatrerne, der må leve med modvind på hele målstigningen.

 

Herefter slår vejret markant om. Enkeltstarten ventes at finde sted i tørvejr, temperaturer på hele 15 grader og ensartede vindforhold. Det gode vejr fortsætter til lørdagens kongeetape, hvor der er blandt nyt til klatrerne. Der vil være medvind på det meste af stigningen, men desværre modvind på det meste af den stejle del til sidst. Da det er her forskellene skal gøres, øger også det betydningen af enkeltstarten. Det ustabile vejr vender tilbage til søndagens sprinteretape, hvor der kan komme byger, men her vil det stadig være helt anderledes lunt end først på ugen, og vindforholdene vil være ganske svage

 

Det efterlader os med et billede af, at vi formentlig skal have fat i den komplette klassementsrytter, men han skal først og fremmest være tempostærk. Med to bjergafslutninger, der har stejle passager, siger det sig selv, at det ikke vil være et løb, Filippo Ganna kunne vinde, men jeg vil forvente de største forskelle på enkeltstarten. Her vil tempoevner være den vigtigste komponent, selvom bakken trods alt hjælper klatrerne med at begrænse tabet. Der er ingen bonussekunder i de indlagte spurter, men bjergrytterne vil trods alt være hjulpet af de 20 sekunder, der kan vindes i de to bjergfinaler. Med ganske fornuftigt vejr bliver evner til at håndtere kulde ikke afgørende denne gang, og jeg vil derfor forvente, at løbet vindes af en rytter, der vil være med helt fremme på enkeltstarten, og som kan holde sig til på de to bjergfinaler, hvor vindforholdene taler for, at forskellene nok vil være i den ret begrænsede ende.

 

 

Desværre har Tour de Romandie tabt den appel, der for nogle år siden gav anledning til nogle forrygende startfelter og noget, der lignede en tidlig generalprøve til Touren - så meget, at vinderen af Romandiet tre år i træk også vandt Touren. Sådan er det slet i år, men feltet er heldigvis markant stærkere end sidste år, hvor det var uhyre pauvert. Flere af Tourens forventede hovedaktører som Juan Ayuso, Adam Yates, Enric Mas, Jai Hindley, Aleksandr Vlasov, David Gaudu, Tao Geoghegan-Hart, Giulio Ciccone og Egan Bernal, hvis Tour-deltagelse dog ikke er sikker, har alle løbet som det sidste forårsmål, og i år er der faktisk også hele tre Giro-topryttere, der pudser formen af, nemlig Damiano Caruso, Eddie Dunbar og Thymen Arensman, og dertil skal lægges andre spændende Giro-rytter som Ethan Hayter, Magnus Sheffield, Julien Alaphilippe og Luke Plapp - samt Sergio Higuita, hvis jeg har ret i, at han er udset som afløser for den skadede Lennard Kämna i Giroen. Det giver i hvert fald et helt anderledes lovende løb end sidste års vel historisk svagt besatte version.

 

Det er naturligvis ikke at gå med Juan Ayuso. Desværre bekræftede hans mildt sagt sløje ardennerkørsel og særligt hans bekymrende kørsel i Amstel, hvor vejret ikke kunne bruges som forklaring, at han fortsat kan være ret ustabil og har et relativt lavt bundniveau. Det har vi set flere gange, senest i optakten til Vueltaen og under Tour de Suisse, hvor han mildt sagt kom haltende fra start. Meget af ardennernedturen kan dog nok også forklares med, at han bare ikke er endagsrytter, for vi har nu flere gange set, at han først for alvor bliver god, når hans motor er blevet varmet op.

 

Hans historik i ugelange løb er da også svær at diskutere med. Siden sidste års Romandiet, hvor han stillede til start i formsvag udgave efter en lang skadespause, har han kørt tre ugelange etapeløb - endda alle på WorldTouren - og her er han endt i top 2 hver eneste gang, nemlig med 2. pladser i Tirreno og Schweiz og senest med sejren i Baskerlandet. Møder han til start med de ben, han havde så sent som i Baskerlandet, er det da også svært at se, at han ikke vil vinde i dette felt.

 

Det skyldes naturligvis hans tempoevner. Sidste år overraskede han stort ved i formsvag tilstand at vinde enkeltstarten, og den bedrift gentog han i Schweiz senere på året, dog uden at overraske. Han har altså vist, at han er uhyre stærk på denne slags lidt længere kuperede enkeltstarter, og denne enkeltstart burde derfor passe ham storartet. Han kørte til gengæld også en skuffende enkeltstart i Baskerlandet, men det kan formentlig forklares med, at den var kort og kom på førstedagen. Jeg føler mig rimelig tryg ved, at han vil køre en fremragende enkeltstart på fredag, hvor distancen er længere, og motoren er blevet varm.

 

Sidste år kostede kongeetapen ham den samlede sejr, men det bør den ikke gøre. Han er den i dette felt, der har klatret bedst i år, og han har også været relativt stabil. Jeg kan være lidt bekymret for den eksplosive 2. etape, der minder utroligt meget om 3. etape i Schweiz, hvor han havde en nedtur, men har han en dårlig dag, vil modvinden hjælpe med at sikre, at det ikke går galt. Han har tillige den fordel, at han kan vinde en spurt mod næsten alle, hvad der kan være vigtigt i disse blødere bjergfinaler, hvoraf den mere opslidende kongeetape på lørdag burde passe ham godt. Modvinden gør enkeltstarten meget afgørende, og den peger ret entydigt til fordel for Ayuso, der som altid også har et skræmmende stærkt hold. Hvis ikke ardennernedturen er udtryk for en mere varig formnedgang, hvad jeg ikke tror, vil jeg forvente, at han vinder sit andet etapeløb i træk og ender i top 2 for fjerde gang i træk.

 

Jeg vil endda pege på en holdkammerat som nr. 2, men usikkerheden er endnu større, når vi taler om Brandon McNulty. Amerikaneren havde nemlig også en skuffende ardennerkampagne, og modsat Ayuso har han faktisk en ret fin endagshistorik, som han senest viste med sejren i Indurain. Han har også været i form siden januar, og man kan derfor frygte, at han derfor er i nedgang. Et topresultat forudsætter derfor selvsagt, at han holder niveau, men vi skal bare tilbage til Baskerlandet for at finde seneste fine præstation. Ganske vist kørte han en skuffende enkeltstart, men på kongeetapen, hvor stigningerne var svære for ham, klatrede han ganske fornemt og bekræftede sin fremgang i bjergene.

 

Nu kommer han til et løb, der passer ham langt bedre. De to bjergetaper er blødere med mere beskedne procenter, og modvinden gør dem endda endnu mere selektive. Det taler for, at McNulty ikke vil tabe meget, og så står og falder meget med enkeltstarten. Her bekræftede Baskerlandet desværre, at McNulty stadig er helt umulig at regne med, men til gengæld kan han også vinde på fredag, hvis han finder sit topniveau. Det er nemlig tårnhøjt, som han viste med sin 4. plads til VM, og som han delvist bekræftede med sejren i Emiraterne, dog i et svagt felt. Ruten passer ham storartet, og hvis han rammer det niveau, han havde til VM - en præstation, der har fået ham til at gøre OL-enkeltstarten til et stort sæsonmål - kan han måske iføre sig trøjen efter fredagens etape. Det kan låse Ayuso på kongeetapen, hvor modvinden vil hjælpe McNulty, der dermed har en ret klar vej til samlet sejr - hvis altså han holder sit niveau i yderligere en uge.

 

Hvis jeg har ret i, at enkeltstarten kommer til at spille en enorm rolle, er jeg nødt til at rangere Thymen Arensman som nr. 3, men det er med en vis usikkerhed. Talte vi om den Arensman, der kørte på podiet på den afsluttende Giro-enkeltstart i 2022, var jeg ganske tryg ved hans tempoevner, men i 2023 kørte han slet ikke enkeltstarter på samme niveau. I år har det endda været endnu værre med nogle decideret sløje enkeltstarter i Algarve og Tirreno, og hvis det er udtryk for, at hans tempoevner er aftagende, er han helt irrelevant som podiekandidat. Hvis til gengæld han i sin forberedelse til Giroen har fundet sig selv igen - og det er altså de færreste, der bliver ringere temporyttere af at skifte til Ineos - vil han stå fremragende på fredag, hvor ruten er lidt kort for ham, men er en næsten tro kopi af den, der gav ham podiepladsen i Giroen i 2022.

 

Den anden udfordring er stigningerne. Arensman klatrede uhyre skuffende i 2023, men i år har det været helt anderledes. Han skuffede lidt på kongeetapen i Tirreno, men i både Algarve, der slet ikke passede hans dieselevner, og Tirreno har vi set en helt anden Arensman end sidste år. Nu kan man have en forventning om, at han er endnu skarpere, når Giroen starter om en god uges tid, og selvom et ugelangt etapeløb aldrig vil passe ideelt til en mand, der er bedst i den tredje uge af en grand tour, har han før vist, at han kan være med helt fremme, senest altså med 6. pladsen i Tirreno. Det var i et felt, der vel havde nogenlunde samme styrke som dette, men her passer ruten, hvor modvinden gør bjergetaperne endnu mindre vigtige, Arensman meget bedre. Han er som altid en lottokupon, men med formfremgang frem mod Giroen og en lovende sæsonstart kommer den bedste udgave af Arensman formentlig ret langt.

 

 

Helt anderledes er det med Carlos Rodriguez, der er blevet udtaget i sidste øjeblik. Også han har haft en katastrofal og helt uforklarlig sæsonstart, men i Baskerlandet var der pludselig hul igennem til de gode ben. Med tanke på, at formen går den rette vej, er der al mulig grund til at forvente en bedre Rodriguez nu, og når man husker på det tårnhøje niveau, han havde i bjergene i Touren, er der ingen tvivl om, at vi taler om en af verdens allerbedste klatrere. Begynder han at nærme sig sit topniveau, er der ikke mange, der kan matche ham på stigningerne, men desværre passer løbet ham dårligt. Bjergetaperne er for lette, modvinden for dræbende og stigningerne tillige for eksplosive.

 

Derfor vil meget stå og falde med hans enkeltstart, og den er desværre ikke blevet så god som håbet. Han kørte jo ellers en fremragende en af slagsen i Vueltaen i 2022, hvor den gode præstation kom ret meget ud af det blå, men det har han slet ikke kunnet kopiere siden dengang. Selv under Touren, hvor han var i storform, endte han som en af taberne på den ellers meget kuperede enkeltstart, og i år skuffede han også på den baskiske enkeltstart, der ellers også var kuperet. Heldigvis var den også meget kort, og man må formode, at han kommer meget længere på denne længere rute, der lykkeligvis også er ret kupereret. Hvis han virkelig skal køre en god tidskørsel, skal den dog nok være endnu længere, og i lyset af hans seneste præstationer tror jeg, at han taber for meget tid på fredag. Hans gode enkeltstart i Vueltaen viser dog, at han har potentiale til at overraske. Genfinder han de ben, og har han fundet endnu bedre bjergben siden Baskerlandet, så han måske endda kan drømme om tage de 20 bonussekunder for to etapesejre i bjergene, kan han vel også vinde på denne rute.

 

Jeg må heller rangere Richard Carapaz som nr. 5. Det havde jeg ikke drømt om, at jeg ville gøre, hvis jeg var blevet spurgt inden Liege, men der faldt en sten fra mit hjerte i søndags. Allerede i Fleche var der klar fremgang at spore, men her var hans spurt så uhyre skuffende, at han stadig så ud til at være et stykke fra sit bedste. Det fik han rettet op på i Liege, hvor han sammen med Egan Bernal og Maxim Van Gils efterlod det klart bedste indtryk bag Pogacar, og det taler for, at det tårnhøje niveau, han allerede nåede at genfinde i efteråret, måske stadig findes, selvom det nu bare optræder med langt mindre regularitet.

 

Det er klart, at hans generelle kørsel på det seneste skaber enorm usikkerhed, men noget tyder på, at det var en god beslutning at droppe Baskerlandet for at træne og nu i stedet bruge Romandiet som det sidste forårsmål. Udfordringen er, at ruten ikke nødvendigvis passer ham. Den Carapaz, der forbedrede sin enkeltstart voldsomt hos Ineos, burde kunne vinde på denne rute, selvom stigningerne er lette og ødelægges af en del modvind. Den fremgang har vi bare slet ikke set hos EF, der heller ikke har samme tempohistorik som briterne. Noget svagt tempohold har de dog slet ikke været - det kan deres mange gode holdløb bekræfte - og da Carapaz alene har kørt enkeltstarter i sine uendeligt lange perioder med dårlig form, er der grund til at tro på, at han på en ret kuperet rute kan genfinde lidt af sine tempoevner. Det kan sagtens ende med, at han skuffer igen, men i lyset af det potentiale, han har som tempo- og bjergrytter og det uhyre lovende indtryk, han efterlod i Liege, må mane krydse fingre for, at han også kan genrejses som etapeløbsrytter.

 

Den anden grand tour-stjerne, der var genrejst i Liege, var Egan Bernal. Hans endelige genrejsning kom allerede i Catalonien, men i Belgien lignede han en mand, der har taget endnu et skridt. Det er ganske naturligt, for Bernal er i denne sæson bare blevet bedre og bedre fra løb til løb som kulmination på en lang proces, der vel startede i dette løb for et år siden, hvor han for første gang gav håb om, at han stadig havde en fremtid. Det ved vi nu, at han har, selvom han stadig er et stykke fra sit bedste, men heldigvis kan mindre gøre det, hvis han vil vinde dette løb.

 

Desværre er løbet Romandiet og ikke Catalonien. Ruten passer ham temmelig elendigt, og jeg frygter, at de to bjergfinaler er for lette, særligt når de ”ødelægges” af modvind. Han har nemlig til gode at vise skyggen af fremgang på enkeltstarter. De havde selvsagt ingen prioritet for ham, da det bare handlede om at komme tilbage og var derfor på et ganske svagt niveau i 2023. I år har han også kun kørt svage enkeltstarter i Galicien og ved mesterskaberne, og selvom han helt sikkert er langt mere formstærke nu, og ruten passer ham bedre, er jeg bekymret for, om han kan vinde på denne rute. Selv i sine bedste år var han jo - trods gode enkeltstarter i ny og næ - ikke på samme niveau som den ovennævnte, heller ikke Carapaz, og han skal derfor vinde en del tid i bjergene for at tage den samlede sejr. Jeg kan godt frygte, at etaperne er for lette, men omvendt kan jeg også sagtens se Bernal vinde dem begge, hvis Ayuso skuffer på samme vis som i Ardennerne. Det vil kaste 20 bonussekunder af sig, og så kan Bernal måske alligevel tage næste skridt på sin comebackrejse ved også at vinde sit første ugelange etapeløb efter styrtet.

 

Hvad så med Aleksandr Vlasov? Efter hans sløje afslutning i Catalonien og svage indtryk i Liege er det svært at tro på en mand, der trods god kørsel i Paris-Nice vel definitivt har bekræftet, at han ikke kommer tilbage på sit 2022-niveau. Hans topniveau i Paris-Nice og indledningen til Catalonien har heldigvis været meget bedre end i 2023, men hans svage kørsel i Liege skaber stadig bekymring efter en lang løbspause. Modsat Ayuso plejer han at starte som lyn og torden, og det er bestemt ikke lovende, at han starter relativt svagt, når vi i Catalonien så, hvordan han bare blev ringere og ringere etape for etape. Omvendt var tendensen vel lidt modsat i Paris-Nice, og skal han vinde et etapeløb, er denne rute vel ret ideel. Mens hans generelle evner er aftaget, er hans enkeltstart bare blevet bedre og bedre, og hvis han kører, som han senest gjorde i Vueltaen, kommer han på fredag meget langt på en rute, der passer ham. Herefter vil han være hjulpet af lettere bjergetaper med en del modvind, hvor han måske også kan være hjulpet af sin gode spurt. Det ligner altså et løb, hvor den Vlasov, vi så i Paris-Nice, faktisk vil kunne vinde, hvis Ayuso ikke finder sit niveau, men det vil kræve, at andre skuffer, og at han gør det bedre end i Liege - og det bliver i hvert fald ikke med samme bravur, som da han i sin storhedstid vandt løbet i 2022.

 

Som bekendt rangerer jeg efter vinderpotentiale, og derfor er jeg vel nødt til at placere Adam Yates her, men min optimisme er til at overse. Britens styrt i Emiraterne fik ret voldsomme konsekvenser, og sammen med sygdom kostede det ham en pause på næsten halvanden måned. Da han gjorde comeback i Abruzzo, imponerede han mildt sagt ikke, og selvom han helt sikkert er bedre nu, skal der godt nok være sket meget, hvis han skal forsvare den titel, han erobrede sidste år, hvor det lykkedes ham at redde, hvad der ellers også var et ret forsømt forår. Det er i hvert fald helt indlysende, at en mand, der ikke kan overspurte sin hjælperytter, Diego Ulissi, på toppen af et bjerg ikke kommer i nærheden af sejren i dette felt, men omvendt ved vi også, at en god Yates vil være en af de helt store favoritter. Det ville han ikke tidligere have været på så tempotung en rute, men sidste år var han jo en solid del af UAE-miraklet på enkeltstarterne, da han endte som nr. 3 på enkeltstarten i dette løb og nr. 8 på den ret flade rute i Dauphiné. Denne rute er ikke så god for ham som sidste år, men kører han som i Dauphiné, kommer han langt. Bjergetaperne er desværre lidt lette for en mand, der trods alt ikke vinder enkeltstarten, men deres eksplosive natur passer ham. Det er således utvivlsomt en rute, hvor den bedste Yates sagtens kan forsvare titlen, men hans kørsel i Abruzzo gør det svært usandsynligt, at vi kommer tæt nok på den bedste Yates i denne uge.

 

Det er også alene på potentiale, at jeg rangerer Jai Hindley som den næste. Australieren har mildt sagt været en svær størrelse i denne sæson. Han har jo aldrig været en mand til ugelange løb, hvor hans dieselmotor slet ikke kommer til sin ret, men hans kørsel i Dauphiné sidste år og særligt i årets Tirreno vidnede om, at han sagtens kan præstere over en uge, når formen er der. Hvis han havde de ben, han havde i Tirreno, ville han også være i top 3 på min favoritliste, for her viste han sit tårnhøje niveau i bjergene, da han og Ayuso var helt lige, og han kørte en helt chokerende god enkeltstart på en for ham ganske forfærdelig rute. Kører han samme enkeltstart her, hvor ruten passer ham helt anderledes godt, vil han utvivlsomt også kunne vinde løbet, selvom bjergetaperne kan være for lette. Det kræver bare, at han har samme niveau, som han havde i marts, og det er svært at tro på. Han floppede fælt i Baskerlandet - både i bjergene og på enkeltstarten - og hans Liege var en regulær katastrofe. Nu er Hindley med sin motor helt entydigt ikke en endagsrytter, men niveauet var trods alt bekymrende lavt, og når det kommer efter så skuffende et Baskerlandet, og han har så beskeden en historik i korte etapeløb, er jeg ikke alt for tryg ved ham, selvom hans potentiale er så stort.

 

 

Helt modsat er det med Damiano Caruso. Her er chancen for fiasko betydeligt mindre, for han har en ret stabil historik i dette løb, som han har kørt de seneste tre år med først en 9. plads, siden en 6. plads og senest en 3. plads som resultat. Det er naturligvis klart, at den stime skal stoppe på et tidspunkt, for i en høj alder skal man altid bevise sig selv, og hans sæsonstart har ikke bekræftet, at Caruso kan genfinde 2023-niveauet. Han følger dog præcis det mønster, vi kender, og hvis det går, som det plejer, er det først nu, han finder formen. Ruten passer ham også ganske fint, for med bedre klatrere end ham er det glimrende, at bjergetaperne ikke er alt for svære. Meget skal afgøres på enkeltstarten, og mens han tidligere var fremragende på kuperede ruter, har han efter en svær periode rejst sig igen i disciplinen. Sidste år kørte han fine enkeltstarter i Giroen og ikke mindst her, hvor han endte på enkeltstartens 6. plads, og den kuperede rute passer ham. Alt tyder endda på, at Bahrain som varslet vitterligt har forbedret materiellet siden sidste år. Der er således mange gode ting at sige om Carusos chancer, men det vil trods alt overraske, hvis hans tempo- og klatreevner rækker til faktisk at vinde - og så skal klassementsfeltets bedstefar jo altså lige vise, at han stadig er så god, som han var for et år siden.

 

Det er herligt at kunne nævne Alexey Lutsenko igen. Selv da han i overlegen stil vandt i Abruzzo, troede jeg ikke for alvor på hans genrejsning, for vi så samme billede sidste år, hvor han efter en lovende sejr på Sicilien faldt sammen igen allerede i Ardennerne. Det gjorde han til gengæld slet ikke i år, hvor han lignede en af de stærkeste i Liege, og det lover uhyre godt forud for dette løb. Det er klart, at der selv i hans bedste år ville være bedre end klatrere end ham, men den Lutsenko, vi har set på det sidste, bliver svær at sætte på disse lidt bløde etaper. Det store spørgsmål er enkeltstarten, der for ham har været en temmelig svingende størrelse. Mange vil huske, hvordan han stod for en af de seneste års største enkeltstartsoverraskelser, da han som led i Astanas tempomirakel vandt Dauphiné-enkeltstarten i 2021, men siden dengang har vi slet ikke set det samme - hverken fra ham eller Astana. Den rute var også helt anderledes teknisk, og selvom han her hjælpes af rutens kuperede karakter, kan det være svært at se ham helt fremme på fredag. Omvendt sagde vi det samme om ham i Dauphiné i 2021, og den Lutsenko, vi har set de seneste uger, ligner en mand, der igen kan hævde sig helt fremme i et løb som dette, hvor bjergene ikke er alt for svære.

 

Jeg ville gerne rangere Pavel Sivakov højere. Han lignede nemlig en genfødt rytter i efteråret, hvor han var her, der og alle vegne, men det niveau har han slet ikke vist i år. Skaden fra Valencia var langvarig, og da han kom tilbage i Catalonien, var han langt fra sit bedste. Kørslen i Abruzzo var bedre, men stadig på et bekymrende niveau, der trods etapesejren ikke kunne matche Yates’ sløje niveau - og var langt fra Lutsenkos. Også han må formodes at have forbedret sig, men der skal godt nok være sket meget de seneste uger. Selvom han altid har været en hæderlig temporytter, har hans enkeltstarter heller ikke været prangende på det sidste, og selvom den kuperede rute passer ham fint, vil det overraske at se ham helt fremme. I disse år er UAE-miraklet så voldsomt, at selv et skifte fra Ineos til det arabiske storhold formentlig forbedrer hans tempoevner, men det er næppe nok, når bjergetaperne ikke er svære, og han synes langt fra sit bedste. Hvis til gengæld vi begynder at nærme os efterårets Sivakov, kommer han meget langt, også på denne rute.

 

Kan man drømme om en sejr til Tao Geoghegan Hart? For præcis et år siden havde han måske været den største favorit til dette løb, for dengang klatrede han som en drøm - så godt, at han lignede en Giro-vinder - og han kørte enkeltstarter på et rystende højt niveau. Desværre er han stadig på vej tilbage efter sit styrt, og det går desværre ikke så hurtigt, som håbet. Han manglede i hvert fald bekymrende meget i Tirreno, men måske er han længere, end vi tror. Han startede jo Baskerlandet med en ganske hæderlig enkeltstart, og efterfølgende blev han jo sat tilbage af et styrt, inden han faldt ind i en hjælperrolle for Mattias Skjelmose. I den lignede han nu ikke nogen genskabt brite, men omvendt ved vi jo ikke, hvor meget styrtet hæmmede ham. Hans enkeltstart gav da i hvert fald en vis grund til optimisme, men det er også klart, at den var så langt fra 2023-niveauet, at han helt sikkert ikke er klar til at vinde dette løb. Yderligere fremgang burde vi dog se, og denne tempotunge rute burde jo faktisk være ganske fremragende for en mand, der for et år siden var et sekund fra at vinde en Giro-enkeltstart.

 

Det gør jo en smule ondt at skulle rangere Enric Mas, men 2024-sæsonen har desværre bekræftet frygten fra 2023, nemlig at den ellers så stærke spanier kan have toppet. Han har i hvert fald ledt efter formen i sine første løb, og selvom det var meget bedre i Tirreno end i Catalonien, har han været langt fra den Mas, der jo ellers også var begyndt at være stærk i ugelange løb, der ellers tidligere ikke har passet til hans dieselmotor. Logikken tilsiger vel, at han skal fortsætte fremgangen, men desværre kommer han til et løb, der passer ham dårligt. Der er nemlig ikke mange tegn på, at han er ved at genfinde fordums evner i kampen mod uret, og derfor er han en af de mange klatrere, der formentlig vil miste for megen tid på fredag. Når man alligevel skal give ham en chance, handler det naturligvis om, at vi taler om Enric Mas. Så skidt kørende var han trods alt ikke i hverken Vueltaen, Emilia eller senest Catalonien, og med forventet fremgang er han formentlig bedre i dette løb. Det er bare lidt svært at tro, at han klatrer godt nok til at vinde begge de to bjergetaper, hvad der nok vil være påkrævet, hvis han skal vinde samlet.

 

Det her været trist at være vidner til Ilan Van Wilder i år. Hans efterår gav ellers indtryk af en fremgang, men den har vi slet ikke set. Tværtimod har han været på et for ham helt uhørt lavt niveau i særligt Paris-Nice og Catalonien, og det giver ikke megen grund til optimisme. Nu har han heldigvis haft en pause, og i Fleche var han i hvert fald meget bedre end i Catalonien. Han satte dog ikke verden i brand, og tværtimod bekræftede det belgiske løb vel blot, at han fortsat har for store begrænsninger i bjergene. Til gengæld er denne kuperede enkeltstart af den slags, som han i 2021 imponerede stort på med en 4. plads i dette løb og en 5. plads i Dauphiné. Desværre har han ikke fundet de samme tempotakter siden dengang, og hvis han fortsat mangler lidt på både enkeltstarter og i bjergene, er det trods alt svært at vinde, selv hvis han er tilbage på sit niveau.

 

En spændende kandidat er Luke Plapp. Han bør ikke klatre godt nok til at vinde et løb som dette, men hans kørsel i Paris-Nice viste tydeligt, at han havde forbedret sig. Vigtigst af alt fandt han også en helt ny stabilitet, og hvis han kan bekræfte begge de to tendenser i denne uge, ser det jo faktisk ganske fornuftigt ud på en rute med relativt lette bjergfinaler i modvind og en vigtig enkeltstart. Problemet er bare, at han har til gode at vise de tempoevner, han gjorde som U23. Omvendt har han faktisk heller ikke kørt mange enkeltstarter som professionel, og når han endelig har, har det været i hans mange og lange formsvage perioder. Skiftet til Jayco har åbenlyst gjort ham godt, og selvom han nok til evig tid vil være en lottokupon med et lavt bundniveau, er hans fremgang også så åbenlys, at vi efter en god træningsperiode frem mod Giroen har grund til en vis optimisme på en rute, der virkelig burde passe ham.

 

Jeg ville gerne rangere Lenny Martinez højere. Vi taler trods alt om et af de allermest lovende klatretalenter, men dette er virkelig ikke hans rute. Hans enkeltstart er for problematisk. Han forsvarede sig nu ellers hæderligt sidste år, men dengang var ruten også betydeligt mere kuperet, mens vi i Vueltaen og Dauphiné så, at han fik gedigne klø. Det er svært at tro, at han har forbedret sig tilstrækkeligt siden sidste år, og derudover har han måske også skuffet en anelse på det sidste. Jeg havde i hvert fald ventet mere af ham i Catalonien, mens han trods to sejre i Jura-bjergene bestemt ikke var altdominerende i et svagt felt - og han havde endda en decideret offday. Når det er sagt, indikerede hans kørsel i Galicien, hvor han var meget tæt på Jonas Vingegaard, at han stadig har kurs mod klatrestjernerne. Jeg kan bare ikke se ham for alvor hævde sig på en rute, hvor fredagsregningen ser ud til at være dyr.

 

Det bliver pokkers spændende at følge Magnus Sheffield. Som han senest bekræftede i Algarve, har han kurs mod at blive en sand tempogigant, og derfor kan han sikre sig en solid gevinst på fredag. Det er klart, at ruten er for kuperet til at passe ham ideelt, men når man betænker, hvor godt han klatrede i Schweiz, burde han sagtens kunne køre denne enkeltstart. Derudover skal han så forsvare sig i bjergene, og her er det klart, at han skal klatre bedre end i Algarve og Tirreno. Hvis til gengæld han klatrer som i Schweiz, hvor han blev nr. 9 og 13 på de to bjergetaper, han nåede at køre, vil han på disse lettere bjergetaper ikke tabe en bondegård. Hans flotte Flandern indikerer, at formen begynder at nærme sig, og man må antage, at han har arbejdet en del på sin klatring frem mod Giroen. Det er svært at tro, at han klatrer godt nok til at vinde løbet, når enkeltstarten er kuperet og kun 15 km lang, men med de klatreben, han havde i Schweiz, burde han køre at ganske hæderligt klassement.

 

 

Jayco har i sidste øjeblik udtaget Simon Yates, men det er svært at tro meget på ham. Han har skuffet stort hele året - også da han med nød og næppe vandt i det svage felt i AlUla Tour - men den sygdom, der ramte ham inden Catalonien, efterlod ham alligevel i chokerende ringe form i Catalonien og Indurain. I det hele taget er der efterhånden ret langt mellem snapsene hos Yates, der heller aldrig fandt formen sidste forår, men han viste heldigvis i Touren, at han stadig kan, når han finder sig selv, men hans comeback i Liege, som heldigvis viste markant fremgang siden de spanske løb, var slet ikke stærkt nok til at tro på et resultat her. Det er ærgerligt for med de evner, han fandt på kuperede enkeltstarter som led i Jayco-miraklet i 2022, kunne man virkelig have ventet en god enkeltstart, ligesom de eksplosive bjergetaper passer ham. Den Yates, vi så i søndags, kommer bare ikke specielt langt, heller ikke på denne rute.

 

Den bedste Yates er jo skabt til et løb som dette, men det er bare svært for alvor at tro, at han kan have forbedret sig tilstrækkeligt, når udgangspunktet var så dårligt - og så er jeg svært bekymret for vejret, der før har drillet ham, selvom hans vilde etapesejr på sidstedagen i Paris-Nice i 2022 viser, at det ikke nødvendigvis udelukker ham.

 

Det er bestemt heller ikke et løb for Eddie Dunbar. Også han er for temposvag, men vi så trods alt i Giroen, at han havde forbedret sig betydeligt. Her nåede han også helt nye højder som klatrer, og en god Dunbar kommer langt i dette klatrefelt. Desværre er det nu andet år i træk, at en skade har betydet, at han er desperat jagt på Giro-formen, men sidste år nåede han så langt, at han alligevel endte som nr. 9 i dette løb. Det gjorde han endda efter en 72. plads i Baskerlandet, mens han i år blev nr. 35 i samme løb. Noget tyder altså på, at han er længere fremme end sidste år, og dermed kan vi forhåbentlig også se en bedre Dunbar i denne uge. Selv den bedste Dunbar vil dog få svært ved at vinde på denne rute.

 

Det er desværre stadig trist med David Gaudu. Han nåede ellers lige at tanke selvtillid med sin enkeltstart i Baskerlandet, inden et styrt igen satte ham tilbage. Han fik så fornyet selvtillid af sin sejr i Jura-bjergene, men det var desværre i et svagt felt, og desværre bekræftede Ardennerne til fulde frygten for, at han stadig mangler for meget. Her var han i hvert fald på et niveau, man vel kun kan betegne som bekymrende, og med tanke på hans kørsel i det meste af 2023 og nu hele 2024 er det svært at tro, at han for alvor kan hævde sig her. Han lider nemlig som Martinez under sin svage enkeltstart, og selvom Baskerlandet bekræftede, at han på en god dag kan forsvare sig, synes bjergbenene slet ikke at række til, at han kan indhente det tabte på disse ret lette bjergetaper.

 

Jeg glæder mig pokkers meget til at se Johannes Staune-Mittet. Forud for sæsonen havde jeg ham som et af de fire mest spændende talenter, men det kneb med at komme i gang. I Coppi e Bartali var der fremgang, og hans kongeetape i Baskerlandet viste, at han er ved at være der nu. Jeg havde ventet mig mere af ham i Amstel, men det var ikke et løb, der passede ham. I Fleche leverede han en jætteindsats for Tiesj Benoot i finalen, og her efterlod han et indtryk af, at han nok har forbedret sig siden Baskerlandet. Udfordringen er enkeltstarten, der ikke er hans spidskompetence, men temposvag er han ikke. Da han vandt Baby-Giroen blev han eksempelvis nr. 8 på en flad tonserrute, og tidligere i år blev han i meget formsvag tilstand nr. 23 i Galicien. Jeg vil tro, at han forsvarer sig ganske hæderligt på fredag, men det er også klart, at Baskerlandet nok viste, at han trods alt stadig mangler lidt for meget på stigningerne.

 

En anden joker kunne være Rainer Kepplinger. Østrigeren gjorde fine fremskridt sidste år, men hans kørsel i Valencia indikerede, at han nu har taget næste skridt. Det har han i hvert fald gjort på enkeltstarten, hvor han kørte chokerende godt i Emiraterne, og kan han bekræfte den fremgang på en rute, der passer ham bedre, kommer han langt på denne rute. Desværre er der også usikkerheder. I Emiraterne skuffede han på den bjergetape, han nåede at køre inden sit styrt, og han har til gode at vise, at han har udviklet sig nok i bjergene. Jeg ved heller ikke, om hans lange pause siden Emiraterne skyldes styrtet eller Giro-forberedelser. Hvis det er styrtet, er det klart, at han næppe er på toppen, men har han bare trænet i højderne, ser vi formentlig nu den bedste Kepplinger nogensinde. Kører han en enkeltstart som i Emiraterne, står han i hvert fald stærkt i dette løb, for allerede sidste år klatrede han jo faktisk godt nok til en 14. plads på kongeetapen - endda på en betydeligt hårdere rute, men til gengæld i et betydeligt svagere felt.

 

Jeg skal vel også nævne Felix Grossschartner. Da han er femte UAE-rytter, jeg nævner, siger det sig selv, at han nok igen ender som hjælper, men skulle det ske, at holdet ikke får trøjen og ikke tager ansvar, kan han formentlig ende ganske pænt. Han viste i Dauphiné sidste år, at han som alle andre UAE-ryttere har forbedret sin enkeltstart enormt, og siden Touren er han også begyndt at klatre godt igen. Det har han særligt gjort i år, hvor han både i Valencia, Paris-Nice og Catalonien efterlod et positivt indtryk, og han er formentlig endnu bedre nu frem mod Giroen. Disse ret lette bjergetaper passer storartet til en mand, der ikke er verdens bedste klatrer. Den Grossschartner, vi har set i år, er bestemt top 10-kandidat i dette felt - men han skal løses fra UAE-lænkerne, og det tillader Ayuso, McNulty, Yates og Sivakov næppe.

 

En spændende kandidat er Darren Rafferty. Ireren er et af de mere lovende talenter, og han passer faktisk fint til denne rute. Han manglede lidt for meget i bjergene i Catalonien, men en 31. plads vidner da om, at han nærmer sig de bedste. Hans enkeltstart i Galicien var til gengæld chokerende god, da han endte som nr. 2 bag Josh Tarling, og selvom den var speciel grundet omstændighederne og de almindelige cykler, vidner det om, at dette slet ikke er en ringe rute for ham. Så må vi se, hvor langt han efterhånden er kommet bjergene. Bjergetaperne er i hvert fald ikke skræmmende.

 

Jeg vil slutte med et bunkebryllup af tempostærke folk, nemlig Jonathan Castroviejo, Mattia Cattaneo, Bruno Armirail og Jan Tratnik. Alle kan ventes at køre en enten fremragende - Hayter, Cattaneo, Armirail og måske Tratnik - eller hæderlig - Castroviejo - enkeltstart, men det er også klart, at de ikke klatrer godt nok til at ende helt fremme. Castroviejo nåede dog et tårnhøjt bjergniveau i 2023, og selvom hans skuffende sæson i år taler for, at vi ikke ser det endnu, kan den bedste Castroviejo komme langt i disse bjerge. De tre mest tempostærke er Hayter, Cattaneo og Armirail, der har kørt fremragende enkeltstarter i perioder i 2023 og 2024. Armirail er endda i fremragende form, og hans 16. plads i Giroen viser jo, at han med de ben godt kan klatre. Cattaneo er på papiret en bedre klatrer, men har ikke klatret på samme niveau som tidligere. Hans form er også en ubekendt efter mere end en måneds pause, men han er i kraft af sin sublime enkeltstarter og tidligere tiders klatreevner nok det bedste bud af de fem. Hayter er den bedste temoporytter, og vi så i Baskerlandet og i Liege, hvor han leverede et fornemt arbejde, da Tom Pidcock var i problemer, at formen er ved at være ganske glimrende. Sidste år endte han som nr. 20 i dette løb på en rute, der passede ham meget dårligere, og senest endte han som nr. 18 i Baskerlandet. På denne rute kan han komme længere, hvis ikke Ineos slagter ham. Endelig er Tratnik efter alt at dømme for tung, men har Visma forbedret den enkeltstart, han ikke har kørt mange af siden sit skifte til holdet, og kan han genfinde de klatreben, han havde i foråret, kommer han relativt langt på denne rute.

 

 

BEMÆRK: Husk, at der som altid rangeres efter vinderpotentiale, hvorfor tempostærke ryttere generelt står højt. Det er også forklaringen på den relativt høje placering af Hindley, der ellers har skuffet i hele april, og Yates samt den lidt lavere placering af den ellers ret stabile Caruso.

 

***** Juan Ayuso

**** Brandon McNulty, Thymen Arensman

*** Richard Carapaz, Carlos Rodriguez, Egan Bernal, Aleksandr Vlasov, Adam Yates

** Jai Hindley, Damiano Caruso, Alexey Lutsenko, Pavel Sivakov, Tao Geoghehan Hart, Enric Mas, Luke Plapp, Ilan Van Wilder, Lenny Martinez, Magnus Sheffield, Simon Yates, Eddie Dunbar, David Gaudu, Johannes Staune-Mittet, Rainer Kepplinger, Felix Grossschartner, Darren Rafferty, Mattia Cattaneo, Ethan Hayter, Jonathan Castroviejo

* Bruno Armirail, Jan Tratnik, Harold Tejada, Koen Bouwman, Yannis Voisard, Marco Brenner, Ivan Ramiro Sosa, Guillaume Martin, Harm Vanhoucke, Florian Lipowitz, Damien Howson, Jan Christen, Jesus David Peña, Cristian Rodriguez, Raul Garcia Pierna, Louis Meintjes, Sylvain Moniquet, Rigoberto Uran, Nelson Oliveira, Clement Berthet, Nicolas Prodhomme, Sergio Higuita, Giulio Ciccone, Alex Aranburu, Patrick Konrad, Andreas Kron, Roger Adria, David De La Cruz, Eduardo Sepulveda, Robert Gesink, Edoardo Zambanini, Oscar Rodriguez, Henok Mulubrhan, Jesus Herrada, Callum Scotson, Anton Palzer, Sam Oomen, Bart Lemmen, Julian Alaphilippe, Luca Vergallito, Gijs Leemreize, Rune Herregodts, Matteo Badilatti, Alexy Faure Prost, Kobe Goossens, Fausto Masnada, Rudy Molard

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Danskerne

Hos Bahrain skal Johan Price-Pejtersen støtte primært Damiano Caruso, da de to enkeltstarter desværre nok ikke passer ham. Hos Soudal skal Kasper Asgreen støtte Ilan Van Wilder, Fausto Masnada, Mattia Cattaneo og Fausto Masnada samt jagte et resultat på den lange enkeltstart. Hos EF skal Michael Valgren støtte Richard Carapaz, mens Christopher Juul hos Jayco skal støtte Eddie Dunbar, Simon Yates og Luke Plapp. Endelig skal Andreas Kron hos Lotto vel forsøge at jagte en etapesejr, men på en rute, hvor det er svært for ham at finde muligheder, men han vil måske også forsøge sig i de to bjergfinaler, hvor han dog primært skal støtte Harm Vanhoucke og Sylvain Moniquet.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

 

UAE Team Emirates: Med Ayuso, McNulty, Yates og Sivakov har holdet et hav af kort at spille, og Grosschartner kan endda også ende godt. Som ham må Jan Christen være hjælper, for Abruzzo bekræftede, at han mangler for meget på lange stigninger.

 

Team Visma | Lease a Bike: Jeg tror mest på Staune-Mittet, men de har meldt ud, at de også vil køre klassement med Tratnik. Det vil de åbenbart ikke med Koen Bouwman, men han kan stadig komme et stykke. Han genfandt sine tempoevner i Luxembourg, og selvom han ikke har klatret alt for godt den seneste tid, plejer han at finde benene til Giroen. Løbet passer den lovende Bart Lemmen, men han kører sit første løb siden det brækkede kraveben i Catalonien, mens Robert Gesink formentlig kan ende hæderligt, men ikke mere end det.

 

Soudal-Quick Step: Van Wilder ligner det bedste bud med Cattaneo som joker. Julian Alaphilippe har kørt rundt med et brud siden Strade, men det er stadig svært at se ham helt fremme. Fausto Masnada er stadig en skygge af sig selv.

 

Alpecin-Deceuninck: Luca Vergallito klatrer pænt, men er for temposvag, mens Xandro Meurisse stadig er en skygge af sig selv.

 

 

Lidl-Trek: Geoghegan Hart må være kaptajn. Giulio Ciccone kører sit første løb siden operationen og vil tillige få klø på enkeltstarten. Patrick Konrad klatrer ikke længere godt nok, som Sam Oomen heller ikke kan det, og Thibau Nys er trods alt for tung og temposvag.

 

BORA-hansgrohe: Vlasov og Hindley må være kaptajnerne, men jeg er spændt på den uhyre lovende Florian Lipowitz, der er for temposvag, men endelig begyndte at finde benene i Catalonien. Sergio Higuita skuffede igen i Alperne, og trods fremgang manglede Roger Adria stadig for meget i Ardennerne. Anton Palzer var god i Alperne, men er overmatchet.

 

Team Jayco AlUla: Holdet vil formentlig beskytte Plapp, Dunbar og Yates. Den lovende Jesus David Peña har skuffet i år, men selv hvis han har fundet formen, vil enkeltstarten blive for dyr. Callum Scotson kan komme et stykke, men ikke hele vejen.

 

Bahrain-Victorious: Caruso er den erklærede kaptajn, men Kepplinger er en spændende joker. Edoardo Zambanini kan komme et stykke, men ikke hele vejen.

 

INEOS Grenadiers: Arensman, Rodriguez og Bernal er formentlig kaptajnerne, men Sheffield, Hayter og Castroviejo kan også komme langt. Trods fremgang manglede Oscar Rodriguez for meget i Alperne.

 

Groupama-FDJ: De erklærede kaptajner er Martineez, og Gaudu. Rudy Molard kører sit første løb siden det grimme styrt i Australien, Reuben Thompson har manglet for meget, og det er for tidligt for unge Thibaud Gruel.

 

Decathlon AG2R La Mondiale Team: Armirail har potentialet til at komme længst. Clement Berthet og Nicolas Prodhomme er i hæderlig form, men vil miste for meget på enkeltstarten, og Jaakko Hänninen viser fortsat intet.

 

Arkea-B&B Hotels: Cristian Rodriguez klatrer efterhånden fremragende, men han får klø på enkeltstarten og skuffede i Jura-løbene. Ruten passer Raul Garcia Pierna, der har nået et nyt niveau som klatrer og er tempostærk, men han er stadig for tung. Laurens Huys synes stadig enormt formsvag.

 

Cofidis: Guillaume Martin begynder endelig at finde noget form, men i lyset af hans meget svage tempoevner er han stadig ikke god nok i bjergene. Jesus Herrada er i fremgang, men slet ikke nok, og Benjamin Thomas har ikke klatret godt i lang tid. Ruten er for hård for Axel Mariault.

 

Movistar Team: Det handler om Mas, men Ivan Ramiro Sosa bekræftede i Alperne, at han er tilbage på et højt niveau i bjergene. Desværre ødelægger enkeltstarten det hele. Nelson Oliveira kan på denne rute ende hæderligt, men han er en anelse for tung i bjergene. Formstærke Alex Aranburu kan efter et flot Liege ende pænt, men hans gode enkeltstart synes væk. Remi Cavagna har skuffet hele året.

 

EF Education EasyPost: Carapaz må være den klare kaptajn med Rafferty som joker. Rigoberto Uran har manglet meget og udgik senest af Liege, det er længe siden, Stefan De Bod har klatret godt, og James Shaw leder stadig efter sin bedste form.

 

Team dsm-firmenich PostNL: Eneste bud er Gijs Leemreize, der imidlertid slet ikke viste fremgang i et skuffende Alperne.

 

Astana Qazaqstan Team: Det handler om Lutsenko, men kan Harold Tejada, der faktisk har en fin enkeltstart, genfinde takterne fra Paris-Nice, kommer han ganske langt. Santiago Umba fortsætter med at skuffe.

 

Intermarché-Wanty: På kongeetapen i Baskerlandet viste Louis Meintjes endelig form, men han passer slet ikke til denne tempotunge rute. Kobe Goossens gør sæsondebut efter sin lange skadespause, og den lovende Alexy Faure Prost har intet vist i år. Tempostærke Rune Herregodts har slet ikke klatret godt i år.

 

Lotto Dstny: Harm Vanhoucke genfandt et højt niveau i bjergene i Jura-løbene, men han får alt for store klø på enkeltstarten. Det samme gør Sylvain Moniquet, der ikke imponerede i Jura-løbene, og Eduardo Sepulveda klatrer ikke længere godt nok. Enkeltstarten ødelægger det også for Andreas Kron, der stadig synes at lede lidt efter sin allerbedste form.

 

Tudor Pro Cycling Team: Jeg er ret spændt på Yannis Voisard, der har en ganske hæderlig enkeltstart og har forbedret sig meget i år. Vi så dog i Abruzzo, at han nok stadig er overmatchet i dette felt. En anden spændende kandidat er den tempostærke, men uhyre svingende Marco Brenner, der klatrede på et nyt niveau i Abruzzo, men ikke tilstrækkeligt til et WorldTour-løb. Abruzzo viste også, at der er for langt til fordums styrke for Sebastien Reichenbach.

 

Q36.5 Pro Cycling Team: Den Damien Howson, vi så i 2023, ville komme langt i dette løb, men selvom det var bedre i Fleche, synes formkrisen fortsat at vare ved. David De La Cruz og Matteo Badilatti var begge formsvage i Baskerlandet, og løbet er for svært for Mikel Azparren og Fabio Christen.

 

Team Corratec-Vini Fantini: Holdet er helt uden klatrestærke folk.

 

Swiss Cycling: Holdet jhar den tidligere Jayco-rytter Alexandre Balmer, men han vil finde denne rute for hård.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT