Dagens cykelnyheder

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

For andet år i træk byder Giroen på usædvanligt mange kilometer enkeltstart, og det særlige er, at de denne gang kommer over to tidskørsler, der med distancer på mere end 30 km må betegnes som lange. Den første af disse melder sig allerede på den første fredag, hvor der bydes på hele 40,6 km ensom kamp mod uret, og modsat den sidste af de to enkeltstarter, der er skabt til specialister, bydes der her på en tidskørsel, der er mere i Giroens ånd. Her er enkeltstaterne nemlig ofte kuperede og tekniske, og selvom de tekniske udfordringer er begrænsede på en rute, der mest består ad lange, lige veje, vil en ganske svær stigning til sidst sikre, at der bestemt ikke er tale om en klassisk enkeltstart for specialisterne. Til gengæld består etapens første del af wattmonstrenes paradis, når der skal køres ad lange, lige og flade veje, og dermed vil alsidigheden i den grad blive testet på det, der vel kan betegnes som løbets første virkelige nøgleetape.

 

Som sagt skal der altså køres hele 40,6 km, der fører feltet fra Foligno til Perugia. Starten er uhyre enkel, når man lægger ud med at køre mod nordvest ad en helt lige og flad vej. Omkring byen Spello, der nås efter 7,2 km, er der en teknisk fase med hele seks sving i rap og kort efter yderligere to sving, men derefter går det ad lige og flade veje med kun to bløde sving i forbindelse med passagen af Capita Loreto efter 11,6 km og tre sving i udkanten af Santa Maria Degli Angeli, inden man når frem til den første mellemtid, der efter 18,6 km tages i sidstnævnte by.

 

Efter mellemtiden ændres der ikke meget på etapens karakter. Man skal igennem en serie rundkørsler på den lige vej, der leder mod nordvest og vest frem til Bastia Umbra, hvor man efter 22,1 km har yderligere et par sving. Derfra går det videre mod vest og nordvest igennem fladlandet, idet der undervejs kun er et par sving omkring byen Ospedalicchio efter 26,8 km og i udkanten af byen Ponte San Govanni, hvor den sidste mellemtid tages efter 34,0 km, men undervejs er der dog en hel byge af rundkørsler.

 

Mellemtiden signalerer en ændring i terrænet. Her drejer man nemlig mod nordvest for at forcere at målstigningen (6,5 km, 4,0%, max. 16%). Der er tale om en uhyre ujævn sag, der indledes med en regulær mur, når det over 1,3 km stiger jævnt med 11,8% i snit, men derefter stiger det bare med 1-4%, dog ganske ujævnt. Med 3000 m igen rammer man 400 m med 7,0%, hvorefter det er let faldende frem mod 500 m, der stiger med 7% og når op på 11%. Herefter falder det igen let, inden de sidste tre 500 m-segmenter stiger jævnt med hhv. 3,2%, 5,8% og 2,8% i snit.

 

Den nedre del af stigningen går ad en helt lige vej, men sidste del inde i Perugia er endog meget teknisk, idet man drejer skarpt med 1900 m, 1400 m, 1350 m og 1000 m igen, hvorefter der følger en skarp kurve, et skarpt sving, et hårnålesving, en 90-graderskurve og slutteligt to skarpe sving med hhv. 300 m og 250 m igen lige i rap, inden man rammer den 6 m brede og brostensbelagte opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 408 højdemeter.

 

Perugia har tre gange tidligere været målby i Giroen. Det var senest i 1985, hvor Ron Kiefel vandt, og derudover er vinderne Mario Beccia (1979) og Michele Dancelli (1965). I 2011 var Tirreno-Adriatico forbi, da Juan Jose Haedo vandt en massespurt foran Tyler Farrar og Daniel Oss. De øvrige større cykelløb med mål i byen er Tour de la Communauté euroéenne, hvor Joël Pelier i 1987 vandt en etape, samt endagsløbet Giro dell’Umbria, hvor Giancarlo Polidori (1973), Enrico Paolini (1972) og Antoon Houbrechts (1971) tog sejre i byen. Endelig havde Baby-Giroen mål i byen i 1972, hvor Luciano Borgognoni sejrede.

 

 

 

 

 

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

I år er snart sagt alle større enkeltstarter blevet spoleret af uensartet vejr, men det sker heldigvis ikke med denne. Her kunne betingelserne nemlig ikke være smukkere. Det bliver helt skyfrit, men en temperatur på 22-23 ved starten og 21 grader i mål. Der vil også være en helt konstant let til jævn vind (15-17 km/t) fra nordøst. Det giver næsten konstant sidevind frem til første mellemtid, hvorefter det i højere grad vil være sidemedvind hele vejen ind til Perugia. Med 2 km igen får man medvind, indtil man på den uhyre kringlede sidste kilometer har sidemedvind over de første 500 m og mod- og sidemodvind over de sidste 500 m.

 

Analyse af 6. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan talentfulde Pelayo Sanchez med sin sejr på grusetapen udstillede det forfald, Julian Alaphilippe desværre er i.

 

Favoritterne

Nu bliver det alvor! Ganske vist har de første seks dage af denne Giro - i hvert fald åbningsweekenden - været historisk hårde, men indtil nu har løbet været præget af den konservative kørsel, man altid ser i den første uge af en grand tour. Kun Tadej Pogacar, der er i den luksussituation, at hans overlegenhed gør det muligt at smide hæmningerne lidt mere, har for alvor turdet angribe. Han var den eneste, der forsøgte sig på 1. etape, og han var også den eneste, der angreb på Oropa, hvor stigningen trods solid medvind gav mindre forskelle end tidligere - ja, nærmest det rene ingenting, hvis man ser bort fra Pogacar. I dag var det så grusetapen, der blev kørt hel afventende, hvis man ser bort fra Romain Bardet, der lige skulle teste, om de gode ben var kommet tilbage efter sygdommen.

 

Det er pokkers svært at komme af med den konservatisme tidligt i en grand tour, men der er én sikker strategi. Man skal bare indlægge en enkeltstart. Her er der selvsagt ingen mulighed for at sidde på hjul eller gemme sig, og hvis man samtidig sørger for at gøre den lang, kan ingen tåle at spare på krudtet. Lange enkeltstarter gør typisk større skade på flertallet af klassementsrytterne end selv den voldsomste bjergetape, og derfor kan det gøre pokkers, pokkers ondt, hvis man graver helt ned i den allerdybeste del af posen.

 

Det er der særligt grund til at gøre denne fredag. Her er der nemlig i den grad skruet op for distancen. I moderne cykelsport er enkeltstarter på mere end 40 km et særsyn, hvis man ser bort fra mesterskaberne. De findes selvsagt aldrig i ugelange etapeløb, hvor så lang en enkeltstart totalt ville skævvride i klassementet - i gamle dage havde man dog ofte så lang en enkeltstart i Dauphiné, men det blev så modsvaret af hele fire bjergetaper - og i grand tours er de i dag også en sjældenhed. Vueltaen har aldrig så lange enkeltstarter, og Giroen har ikke været over de 40 km, siden opkomlingen Primoz Roglic choksejrede på en regnvåd 40,5 km lang rute i 2016.

 

Faktisk skal vi til Touren, der jo ellers i de seneste år har skruet voldsomt ned for enkeltstartskilometerne, for at finde den seneste enkeltstart på den anden side af 40 km-grænsen, da man i 2022 ganske usædvanligt pludselig havde en 40,7 km lang etape, hvor Jonas Vingegaard som bekendt forærede sejren til holdkammeraten Wout van Aert. Den dag var Vingegaard, Pogacar og Geraint Thomas kun adskilt af sølle 13 sekunder, men etapen viser alligevel tydeligt, hvor voldsom skade denne slags enkeltstarter kan gøre. Den fjerdebedste klassementsrytter var nemlig Aleksnadr Vlasov på 18. pladsen - og han smed intet mindre end 2.27 til Vingegaard! Det fortæller alt om, hvorfor det ikke er helt urimeligt at kalde denne etape løbets måske vigtigste.

 

Faktisk kan man også sammenligne den enkeltstart med den, der venter her - i hvert fald en smule. Også dengang var de første 30 km relativt, inden man havde en kuperet finale. Dengang var der tale om to bakker, og de var lettere end det, der venter i morgen, men både i forhold til overordnet design, distance og antallet af højdemeter er de to etaper praktisk talt identiske.

 

Dengang var det en etape, der var ret svær at analysere, og det er denne etape også. De første 34 km er nemlig meget flade. Der er enkelte tekniske udfordringer, men det er virkelig specialisternes paradis. Her vil folk som Lorenzo Fortunato, Juan Pedro Lopez, Jan Hirt og Cian Uijtdebroeks bløde, og her vil Filippo Ganna være i sit es.

 

Helt anderledes er den sidste del. Det, der for alvor adskiller etapen fra den omtalte Tour-etape, er starten på stigningen. 1300 m med 11,8% er decideret voldsomt. Nok er det en kort mur, men den er godt nok stejl. Det er ikke tit, man ser den slags udfordringer på en enkeltstart, der ikke er en bjergenkeltstart. Derefter bliver stigningen imidlertid meget lettere, og selvom den er meget irregulær og har tocifrede procenter undervejs, er det generelt helt bløde procenter, som ikke er noget problem for en fyr som Ganna. Til slut bliver det hele så også ekstremt teknisk, men over så lang en distance bør det ikke være de relativt beskedne tekniske udfordringer, der afgør etapen. Det vil være en kombination af power i fladlandet og klatreevner til særligt den stejle mur.

 

Etapen kan også minde lidt om sidste års Tour-enkeltstart, hvor Vingegaard jo knuste al modstand. Dengang havde man en tidlig mur, men derefter var det også et fladt indløb frem til en stigning, der startede meget stejlt og sluttede med betydeligt blødere procenter. Dengang valgte det store flertal ikke at skifte cykel - dog med Pogacar som en ganske markant undtagelse - og jeg vil tro, at vi ser det samme i morgen. Nok er den stejle mur langt nemmere at klare på en almindelig cykel, men den sidste del klarer man fint på en enkeltstartscykel, og man bør derfor tabe mere på et skifte, end man kan vinde.

 

Ser man på den enkeltstart, var den domineret af klassementsryttere. Mads Pedersen og Remci Cavagna overraskede stort med top 9-placeringer, men derudover var Wout van Aert på 3. pladsen den eneste ikke-klatrer i top 10. Den etape var dog også langt hårdere end denne. Her var der hele 636 højdemeter over bare 22,4 km. Her taler vi om 200 færre højdemeter over næsten den dobbelte distance.

 

Derfor kan vi nok også bruge den omtalte 2022-enkeltstart som en bedre reference. Den er som sagt næsten én til én sammenlignelig med denne med den forskel, at vi ikke have en stejl mur, ligesom man dengang også have to nedkørsler undervejs. Her var billedet da også et helt andet, for her dominerede klatrestærke specialister som Van Aert, der jo altså vandt. Det gjorde han foran klassementsrytterne Vingegaard, Pogacar og Thomas, der alle er deciderede specialister, mens Filippo Ganna blot blev nr. 5. Det siger dog nok mere om, at han var uhyre træt end om hans muligheder, for når resten af top 10 udgøres af Bauke Mollema, Mattia Cattaneo, Fred Wright, Maximilian Schachmann og Jan Tratnik, og når Stefan Küng, der også var træt, endda Nils Politt og Mikkel Bjerg alle ender i top 13, kan vi konkludere, at tempoevner dengang spillede en betydeligt vigtigere rolle end klatreevner.

 

Det bør de også gøre her, hvor starten er endnu fladere. Til gengæld er de tunge specialister betydeligt mere handicappet af den stejle mur end af de blødere Tour-bakker for to år siden. Jeg vil derfor forvente, at de tunge folk - særligt dem, der vil lide særligt på voldsomme procenter - vil have et lidt større handicap end på Tour-enkeltstarten, og det er derfor en enkeltstart, man helt sikkert får det svært på, hvis ikke man kan klatre. De 34 km tonserterræn vil dog gøre betydeligt mere skade end klatringen, og derfor er den vigtigste evne trods alt fladbanepower og aerodynamik - akkurat som det var tilfældet i Touren i 2022.

 

En gave, vi skal sætte ekstra meget pris på i år, er vejret. Nu er snart sagt alle årets vigtige enkeltstarter blevet ødelagt af ændrede vejrforhold, men i morgen bør alle få helt lige betingelser. Det bliver en forrygende solskinsdag, og selvom det vil være en smule blæsende, burde vinden være ganske konstant. Der burde derfor være lagt op til et helt fair opgør - og så kan de små klatrere glæde sig over den generelle medvind, hvilket vil begrænse deres tidstab i fladlandet.

 

Egentlig skulle man have forventet, at de mange kilometers enkeltstart havde givet et fremragende tempofelt, men sådan er det ikke gået. Feltet er i hvert fald ikke så prangende som sidste år, hvor man dog også havde voldsomt mange enkeltstartskilometer, og der er ikke alt for mange topspecialister til start. Derfor bør kampen om sejren også være en relativt lukket fest for ganske få ryttere.

 

Det er svært ikke at have Tadej Pogacar som favorit. Egentlig er vi ikke specielt opdateret på hans tempoevner, for igennem hele 2023 kørte han kun to enkeltstarter (hvis man ser bort fra parodien af en bjergenkeltstart ved de nationale mesterskaber). Han blev ydmyget af Vingegaard i Touren, men var stadig klasser bedre end alle andre, herunder Van Aert, inden han faldt igennem til VM, hvor en træt slovener bare blev nr. 21. Som sagt kan Tour-enkeltstarten minde om denne, men den var betydeligt hårdere, og derfor skal vi faktisk tilbage til 2022 for at finde en relativt frisk Pogacar køre en enkeltstart, der handler så meget om power som denne. Det er præcis den omtalte Tour-enkeltstart, hvor han jo altså blev nr. 3 bag Van Aert og Vingegaard, men faktisk kun slog Thomas med 4 sekunder. Senere kørte han også VM-enkeltstarten, hvor han blev nr. 6, men her var han igen et stykke fra sit bedste.

 

Det er derfor en smule eksotisk at se Pogacar køre enkeltstart, men ingen kan betvivle, at han er blandt verdens allerbedste. I forhold til 2022 har han nu også glæde af det markant bedre materiel, som UAE fik sidste år, og denne gang er vi i uge 1, hvor han traditionelt har kørt meget bedre enkeltstarter end i uge 3. Nu får han så en alsidig rute, der passer ham. Distancen bør tiltale en mand, der i linjeløb har distancer som sin store fordel, og på denne rute belønnes han både for at være en af de bedste temporytter og den i særklasse bedste klatrer - og selvom han ikke har virket skræmmende indtil nu, vil ingen betvivle hans form.

 

Det er dog stigningen, der gør, at han er den oplagte favorit. På powerdelen kan han meget vel komme til kort mod Filippo Ganna. Det plejer han i hvert fald at gøre på flade enkeltstarter i forhold til de allerbedste, som vi har set i Tirreno i 2021 og 2022, hvor Ganna og en af gangene også Remco Evenepoel har slået ham. Det har vi også set ved VM i 2021 og 2022, men her skal vi tage det forbehold, at han ikke var på 100%. Med tanke på, at Ganna slog Evenepoel på Vuelta-enkeltstarten sidste år, er der en vis sandsynlighed for, at Pogacar vil tabe tid på den flade del.

 

Spørgsmålet er så, om han kan hente det på stigningen. Jeg er ikke stensikker, når den stejle del kun er 1300 m lang, men det bør han kunne. På denne mur bør Ganna bløde for meget i forhold til det slovenske unikum, og selvom den sidste powerdel passer Ganna ret godt, bør Pogacar stadig have en overhånd. Der er tilstrækkeligt med fladland til, at det kan blive spændende, men særligt den stejle del af stigningen bør sende sejren i hænderne på Pogacar.

 

Den store rival er naturligvis Filippo Ganna. Han har været betydeligt mere svingende på sine enkeltstarter de seneste år, hvor han har afgivet tronen til Evenepoel, der slog ham til VM, men i det lys var det en uhyre vigtig skalp, at han slog netop belgieren i Vueltaen sidste år. Når man husker på, hvor suveræn Evenepoel var i Giroen, siger det alt om, at Ganna stadig har en skræmmende power, når han er kørende. Det har han ikke været i dette forår, hvor en formsvag Ganna har kørt to skuffende enkeltstarter, men den Ganna, vi så på muren på 1. etape, ligner i den grad den bedste Ganna.

 

Han skal dog også være på 100% for at slå Pogacar. Selv den bedste Ganna vil tabe tid til sloveneren på stigningen. Den sidste powerdel passer ham heldigvis fremragende, for her kan han virkelig mose igennem., men det siger sig selv, at Pogacar vil være meget hurtigere på en 12%-mur. Gannas store fordel er, at vi taler om 34 km fladland, og her har han som nævnt ovenfor historisk haft en overhånd i forhold til Pogacar. Når vi taler om så gigantisk en distance, er det altså ikke helt umuligt, at den Ganna, vi så i Vueltaen, kan vinde så meget tid, at han kan holde stand på stigningen - men han skal være betydeligt stærkere end sidste år, hvor Evenepoel kørte ham midt over på 1. etape.

 

Da jeg rangerer efter vinderpotentiale, placerer jeg Magnus Sheffield som nr. 3. Jeg frygter desværre, at han taber for meget på stigningen, for han har kæmpet med klatrebenene i år, men nu er de måske ved at være der. Han klatrede i hvert fald fornemt på 2. etape, og også i dag så han ganske formstærk ud. Det har hele tiden været min fornemmelse, at Sheffield har kurs mod en status som tempogigant, og den opfattelse blev kun styrket af hans flotte 2. plads i Algarve, hvor han på en ret kuperet rute endte som nr. 2 bag Evenepoel.

 

Til gengæld skuffede han mig i Romandiet, og det bekymrer mig. Den enkeltstart kunne nemlig minde om denne, og selvom han mistede langt det meste på stigningen, var han heller ikke så stærk i fladlandet som ventet. Det er dog også først nu, han synes at finde sin bedste form, og hvis jeg har ret i, at han vil være god over lange distancer - det ved vi nemlig heller ikke med sikkerhed endnu - burde han have potentialet til at gøre stor skade på den flade del. Det er også derfor, jeg rangerer ham som nr. 3. Han er nemlig sammen med Ganna formentlig den eneste, der kan slå Pogacar på den flade del, og det er forudsætningen for at vinde, når Pogacar er hurtigere på stigningen end alle andre. Selv hvis det sker, skal Sheffield stadig klatre bedre end tidligere, men genfinder han klatrebenene fra Schweiz, begynder det at ligne noget.

 

Geraint Thomas er dog et langt mere sikkert kort end Sheffield. Waliseren er stadig en absolut tempogigant. Det så vi sidste år, hvor han kun var 1 sekund fra at vinde Giroens lange enkeltstart foran en ganske vist syg Evenepoel, og det så vi ikke mindst på den føromtalte Tour-enkeltstart, der som sagt minder uhyre meget om denne, og hvor han kun var 4 sekunder fra at slå Pogacar. Historikken tilsiger dog nok også, at Pogacar i den duel har en fordel af, at vi taler om uge 1 og ikke uge 3, og derudover skal Thomas altså bevise, at han er lige så god som dengang. Nok har han i dette løb vist, at han stadig er stærk, men det er trods alt endnu ikke mit indtryk, at han er helt på samme niveau som dengang.

 

Det ved vi dog endnu ikke, og den Thomas, vi så i 2022, kan altså komme tæt på Pogacar. Jeg vil dog også mene, at denne rute i den duel passer ham ringere end Tour-enkeltstarten. Thomas er jo faktisk ret god på stejle procenter, men det er svært at tro, at en 12%-mur ikke passer Pogacar bedre end ham. De mere moderate stigninger fra Touren passede nok trods alt Thomas bedre i forhold til dette, men det ændrer ikke på, at Thomas sammen med Pogacar er det klart mest alsidige og derfor sikre bud på en god præstation i morgen.

 

Jeg prøver at rangere Mikkel Bjerg som nr. 5, men også det handler mest om potentiale. For det første skal han have lov til at give den fuld gas, men han har inden løbet sagt, at det er op til ham selv. Efter dagens etape fortalte han Discovery, at han manglede det endegyldige grønne lys, men man fornemmede nu på ham, at det mest af alt er en formalitet. UAE har da også en tradition for ofte at give deres hjælpere chancen, og det vil derfor overraske mig, hvis de tænder det røde lys.

 

Desværre er Bjerg også altid en lottokupon på enkeltstarter, for han kan være ekstremt svingende - bare se på forskellen på sidste års Dauphiné og DM, der blev kørt med få ugers mellemrum. I år har han også skuffet mig i både Tirreno og UAE Tour, men jeg finder et klart håb i distancen. Begge de omtalte enkeltstarter var for korte, mens Bjerg først for alvor excellerer over lange distancer. Sammen med UAEs supermateriel nåede han sidste år et uhørt højt niveau, da han slog Vingegaard i Dauphiné, og det fortæller, at han har et stort potentiale på den flade del. Det er klart, at han er den ringeste klatrer af de hidtil nævnte, men hvis han har de bjergben, der chokerede alle i Tirreno, kommer han altså fint op ad denne stigning. Vi så sidste år i Romandiet, at han overgik alle forventninger på en meget hård enkeltstart, og selvom stigningen gør, at han næppe slår mine fire favoritter, er hans potentiale stort.

 

Det er også på potentiale, at jeg placerer Tobias Foss her. Den genfødsel, man kortvarigt fornemmede i Alperne, døde jo nærmest med det samme, og det ser ikke ud til, at han er kommet tilbage fra den kyssesyge, der ødelagde 2023. Selv i den svage sæson kørte han dog pæne enkeltstarter, blandt andet med en 11. plads til VM, en 5. plads i Algarve og en 8. plads på den meget hårde rute i Romandiet. Vores lære fra 2022 var også, at selv en tilsyneladende formsvag Foss kan køre bragende flotte enkeltstarter, hvad særligt hans VM-sejr jo fortæller. Den lange distance her bør passe ham, og baseret på det, vi så i 2023, er et skifte fra Visma til Ineos jo faktisk nu nok en fordel på tempofronten. Han kørte en hæderlig UAE-enkeltstart, og denne rute passer ham i kraft af distance bedre. Den Foss, vi kender i dag, vil tabe på stigningen, men han viste jo altså gode klatreben i Alperne, inden han faldt sammen. I det lys har han nok et større potentiale for et topresultat end mange andre, men han kan også igen skuffe ganske fælt.

 

Det er dog også kun potentialet, der gør, at Bjerg og Foss står over Daniel Martinez, der burde være et mere sikkert kort. Han har jo været langt under niveau i lang tid, men selv i hans krise har han kørt i hvert fald hæderlige enkeltstarter. Det var jo en nærmest sensationel enkeltstart, der sikrede ham sejren i Algarve sidste år, mens han til gengæld kun blev nr. 11 i Dauphiné. I lyset af hans generelle niveau var det dog ingen katastrofe, og med tanke på det, vi så på Oropa, hvor han endda var sat tilbage af defekt, føler jeg mig nu tryg ved, at han generelt er blevet genfødt. Til gengæld så vi også, at den ellers genfødte Martinez i Algarve kørte en ringere enkeltstart, end han gjorde sidste år, og det kan måske forklares med holdskiftet. Nok er Bora stærke på enkeltstarter, men Ineos er nok et niveau over. Det kan sætte ham en smule tilbage, men med de tempoevner, han har vist, også under sin krise, bør føre til et godt resultat, når han er en af de få, der bør være blandt de bedste på begge etapens to dele, hvor særligt den eksplosive mur burde passe ham som fod i hose.

 

Jeg prøver at rangere Thymen Arensman som den næste (Ineos-rytter), men det er med betydelig usikkerhed. Han er nemlig en af de få, der er blevet en ringere temporytter af skiftet til Ineos, hvor han ikke har nået samme højder som hos DSM. Sidste år kørte han stadig en pæn 7. plads hjem på Giroens lange enkeltstart, men han skuffede i Polen, og det har han gjort igen i år i både Tirreno og senest Romandiet. Særligt Tirreno bekymrer mig, fordi han generelt var bedre i det løb i 2024 og 2023, men hans enkeltstart var meget dårligere, og jeg synes, at mere og mere indikerer, at han ikke er den temporytter, han engang var. Nu kæmper han så også med dårlig form, men man fornemmede dog i dag, at den berømte Arensman-motor er ved at være varm. Sidste år kørte han en katastrofal første enkeltstart, inden han altså blev nr. 7 på den anden enkeltstart på 9. etape, og man kan formentlig se en lignende udvikling i formkurven. Den gigantiske distance burde passe ham, og da han er en af alsidige, der kan køre stærkt på hele ruten, burde det altså ikke gå helt galt.

 

Et af de største spørgsmål er Antonio Tiberi. Baseret på alle hans professionelle enkeltstarter kommer han ikke tæt på de bedste - med én undtagelse. Hans flotte 7. plads på tonserruten i Tirreno, hvor han vel var ret meget på udebane, indikerer, at han i forening med Bahrains stærkt forbedrede materiel måske endelig er ved at finde de tempoevner, der gav ham juniorverdensmesterskabet. Han har jo samtidig forbedret sin klatring enormt, og dermed har han hele pakken. En joker er naturligvis distancen, hvor han er ganske uprøvet, men logikken tilsiger vel, at den passer fint til hans dieselmotor. Jeg tror heldigvis også stadig på hans form, efter at vi fandt ud af, at det var defekt, der satte ham tilbage til Oropa. Usikkerhederne er altid mange for en mand, der er kendt som en lottokupon, og den bliver kun større af, at han kun har kørt én god professionel enkeltstart, men den var til gengæld også så lovende, at det i lyset af hans generelle fremgang kan føre til et fremragende resultat på denne rute, hvor han får glæde af sin alsidighed.

 

På potentiale placerer jeg Felix Grosschartner her. Også han har den udfordring, at han skal have grønt lys til at give den fuld gas, og jeg vil tro, at der er en større chance for rødt lys for ham, end der er for Bjerg. Eneste argument for, at han skal have lov, er, at han faktisk kan lave et resultat. Det taler meget dog også for, da han imponerede stort med sin 3. plads i Romandiet lige inden løbet. Dermed konfirmerede han den fremgang, der også gav en 6. plads i Dauphiné, og han synes virkelig at være blevet boostet af UAE-materiellet. Han er også den alsidige type, der kan køre stærkt begge steder, og selvom han ikke har imponeret på stigningerne indtil nu, så vi senest i Romandiet, at Grossschartner sagtens kan køre rasende stærkt på en kuperet enkeltstart, selv hvis han som i Romandiet klatrer som en sæk kartofler. Han klatrer han heldigvis meget bedre, men jeg frygter stadig, at han er for handicappet på powerdelen, der betyder mere, end den gjorde i Romandiet - og så skal han jo altså lige have lov.

 

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med Luke Plapp. Australieren lignede en kommende tempostjerne, da han var U23-rytter, men det er slet ikke blevet til noget som helst som professionel, hvor hans bedste resultat er en 12. plads ved VM i 2022 og en 11. plads i sidste års Renewi Tour. Særligt bekymrende er det, at han floppede totalt i Romandiet, hvor han blot blev nr. 27, og denne gang kan han ikke undskylde sig med den gigantiske krise, han har været i så længe. I år har han nemlig været langt bedre end tidligere, hvad han også bekræftede i dag. I det lys er det svært at finde noget argument for et topresultat, men en 12. plads til et VM, hvor han var stendød efter en horribel Vuelta, vidner trods alt om et vist potentiale. Han skuffede i Romandiet, og én dårlig dag skal ikke ødelægge hele billedet for en mand, der er kendt for at være ekstremt svingende, og som har alsidigheden til begge rutens dele.

 

Jeg er lidt spændt på Maximilian Schachmann. Det er klart, at jeg er ret urolig, efter at han smed så megen tid i dag, for den slags skaber altid usikkerhed, når vi taler om en mand, der har skuffet så meget i så lang tid. Man kan håbe, at han valgte at spare sig, da han havde misset udbruddet, men det er måske ikke alt for sandsynligt, når han samtidig er hjælper for Martinez. Heldigvis viste han jo god form på 1. etape, hvor han bekræftede sin genfødsel, og selv i sin krisetid kørte han faktisk en ret god enkeltstart på den føromtalte Tour-enkeltstart, hvor han blev nr. 9. Til gengæld var det også klart allerede i den sidste del af hans storhedstid, at han ikke er den temporytter, han var engang, og nu kan den lange kriseperiode have fortsat den negative proces. Det er også sandsynligt, at han vælger at spare sig til et muligt udbrud på lørdag, men hvis han giver den gas og har benene fra 1. etape, viser Touren i 2022, at selv den Schachmann, vi kender i dag, i dette felt kan gøre det ganske godt.

 

En åbenlyst spændende kandidat er Ben O’Connor. Det er ret vildt, som han har forbedret sig de seneste år, og det kulminerede med 5. pladsen på den flade rute i Dauphiné. I år har han ikke nået samme højder i Tirreno og Emiraterne, men i lyset af den korte distance er det gået ganske hæderligt. Nu kommer en distance, der passer hans dieselmotor langt bedre, og samtidig har han åbenlyst enormt glæde af stigningen. Han slog sig heldigvis angiveligt ikke i sit nylige styrt, og selvom det skaber en smule usikkerhed, at han ikke synes at klatre så godt som i Dauphiné, vil det undre mig, hvis ikke han bekræfter fremgangen. Vi har også senest med Bruno Armirail i Romandiet set, at Ag2r’s nye materiel kan stå distancen også i denne disciplin, og derfor burde det føre til et godt resultat.

 

En af de største positive overraskelser i Romandiet var, at Benjamin Thomas pludselig genfandt sin gode enkeltstart. Den forsvandt ellers som dug for solen efter skiftet til Cofidis, men noget tyder på, at det nye materiel har bragt den i hvert fald delvist tilbage. I sine bedte år nåede han et tårnhøjt niveau som temporytter, og selvom hans 10. plads i Romandiet ikke var på samme niveau, kan det også forklares med den kuperede rute. Det problem har han dog også på denne etape, hvor han selvsagt vil tabe en del på stigningen til klatrerne, men heldigvis har han masser af fladland at boltre sig på. I går viste han også, at han er tilbage i form efter en lang og svær periode. Desværre vil jeg tro, at distancen kan være et handicap, for selvom han to gange er blevet fransk mester, har han historisk leveret langt de fleste resultater på relativt korte ruter. Han forbliver derfor en joker.

 

En endnu større joker er dog Rainer Kepplinger. Den tidligere roer indikerede med sin vilde UAE-enkeltstart, at han har forbedret sig helt enormt. Vi kom dog ned på jorden igen i Romandiet, hvor han kun blev nr. 15, men i dette felt fører samme niveau altså ret langt. Han har desværre virket helt fra snøvsen i dette løb, men i Romandiet og Emiraterne skuffede han også på stigningerne. Han burde have alsidigheden til begge rutens dele, men han er også så grøn, at det er ret svært at sige, hvordan han vil have det med den lange distance. Derudover kan han blive bedt om at tage den med ro, men får han chancen, kan han overraske. Det har han i hvert fald gjort én gang i år.

 

Så er der Will Barta. Amerikaneren blev jo aldrig den temporytter, det lugtede af, da han var et sekund fra at slå Roglic i Vueltaen i 2020, men sidste år kom han i det mindste tilbage på sporet. Han blev således hhv. nr. 13 og nr. 15 i Giroen, og jeg vil tro, at han kan levere noget tilsvarende i år. Med de efterhånden solide klatreevner, han har, er det nok også en fordel, at ruten denne gang ikke er flad, og han har heldigvis også fundet en fornuftig form. Han er bedst over lange distancer, og denne rute minder endda uhyre meget om den berømte Vuelta-enkeltstart. Han styrtede i dag, men Movistar har ikke meldt, at det skulle være alvorligt. Det skaber altid usikkerhed, at han har været så svingende og i år ikke har kørt én eneste enkeltstart på sin tempocykel, men med samme niveau som sidste år kommer han langt i dette felt.

 

Ved sæsonstart havde jeg rangeret Jan Tratnik meget højt på denne liste, men han har skuffet fælt på begge sine enkeltstarter i år. Det gjorde han endda i Algarve, hvor han var i topform, mens det var mere forståeligt, at han floppede i Romandiet, hvor han ikke var flyvende. Vi så heldigvis i weekenden den bedste Tratnik, vi har set siden åbningsweekenden, og det kunne indikere, at han er tilbage i form. Denne form for enkeltstart passer ham også, for den er næsten identisk med VM-enkeltstarten i 2017, hvor han med en 10. plads leverede sit bedste VM-resultat, og han blev jo også nr. 10 på den Tour-enkeltstart fra 2022, som jeg har omtalt et hav af gange. Det er bare svært at argumentere imod, at både han og Visma har skuffet ganske meget på enkeltstarterne i år og sidste år.

 

Hvad kan vi forvente af Alexey Lutsenko? Som led i Astana-miraklet i 2021 chokerede han alt og alle ved at vinde Dauphiné-enkeltstarten i 2021, men senere så vi i Touren, hvor han blev nr. 10 og nr. 16, at han på fladere ruter ikke var helt så stærk. Nu er Astana-miraklet slut, og Lutsenko har endda generelt været en skygge af sig selv. Selv da han stadig var stærk i Touren i 2022, hvor han endte som nr. 8, blev han blot nr. 32 på den enkeltstart, der minder om denne. I det hele taget skal vi helt tilbage til netop det mirakuløse 2021 for at finde den sidste gode enkeltstart. Han blev ganske vist en hæderlig nr. 16 i Touren sidste år, men det var på en rute, der havde meget mindre fladland end denne. Selvom han er tilbage på et højt niveau, vil jeg forvente, at han mister for meget på tonserdelen til at ende helt fremme.

 

Kan vi endelig forvente et gennembrud af Daan Hoole? Han kørte nogle ret fremragende enkeltstarter sidste efterår, hvor han lignede en mand, der havde nået et nyt niveau, og særligt hans 7. plads i det stærke felt i Renewi Tour var lovende. Han skuffede til gengæld til VM og i år i Algarve, og derfor er han ret svær at blive klog på. Hans form er også svær at aflæse, fordi han er ren hjælper, og spørgsmålene er derfor mange. Det er også sikkert, at han taber tid på bakken, men vi skal trods alt ikke glemme, at en ung Hoole er blevet nr. 9 i Tour de l’Avenir. Han kan altså godt køre op ad, og han har ved de hollandske mesterskaber vist, at han godt kan køre lange distancer. Sidste år blev han nr. 18 på 1. etape, og hvis vi kan stole på de lovende takter fra efteråret kan det vel gå bedre denne gang, selvom ruten er vanskeligere.

 

Jeg var ret forbløffet over at se Stefan De Bod i Romandiet. Selv da han var bedst, kørte han nemlig aldrig gode enkeltstarter i Europa, men nu blev han efter en lang kriseperiode pludselig nr. 12 på en rute, der som denne var ret kuperet. Sidste år havde han dog også en kortvarig opblomstring, da han blev nr. 17 på den første Giro-enkeltstart, men senere mindede hans 96. plads på den lange enkeltstart og katastrofale præstationer i Polen og Danmark os om, at vi slet, slet ikke kan regne med ham. Man skal derfor ikke sætte nogen pensionsopsparing på ham - slet ikke over en lang distance - men Romandiet gør dog, at han skal have chancen for at overraske igen.

 

Er det definitivt slut for Michael Hepburn? Han havde jo for vane i en periode altid pludselig at levere en overraskelse i ny og næ, men det er efterhånden længe siden. Sidste år kørte han pænt i dette løb, hvor har blev nr. 14 og nr. 18 på de to flade enkeltstarter, men det var ikke, som da han var bedst. I år har han intet vist, og selvom man jo kan forklare det med ruten, at han skuffede i Romandiet, hjælper det ham jo ikke her, hvor han skal klatre endnu mere. Han har til gengæld også mere fladland at arbejde med, men så handicappes han af distancen, der plejer at volde problemer. Han har samtidig slet ikke vist klatreben i år, men vi ved til gengæld, at han af og til kan klatre chokerende, som han gjorde på sidste års kongeetape, og da han kørte så god en sidste enkeltstart i 2022. Det er dog også længe siden, og han er kun med på denne liste, fordi han før har overrasket. Det lugter ikke umiddelbart af endnu en på denne etape.

 

Jeg burde nævne Damiano Caruso, men han er forslået, og holdet har indikeret, at han skal tage et par rolige dage, inden han sætter sig nye mål. Connor Swift er blevet en ret god temporytter, men han er nok en af de få Ineos-ryttere, der tager den med ro. Edoardo Affini, der ikke har kørt gode enkeltstarter i lang tid, bør tabe for meget på bakken, og det samme gælder for Josef Cerny, der ikke har kørt en god lang enkeltstart i lang tid. Selv hvis skiftet til Jayco har genfødt ham som temporytter, er Max Walscheid også for tung. Jeg håber at se klar fremgang fra Cian Uijtdebroeks, men der er alt for megen fladland. Jasha Sütterlin kan gøre det pænt, da han klatrer hæderligt og har genfundet lidt af tidligere tiders tempoevner. Jeg vil forvente, at Julian Alaphilippe sparer sig, og Christophe Laporte, der altid har haft det svært på lange enkeltstarter, så skidt og forslået ud i dag, hvorfor han nok sparer sig. Det vil jeg også forvente om Jonathan Milan, der sparede sig på den lange enkeltstart sidste år, og det gælder nok også for Jasper Stuyven og Edward Theuns, der kørte overraskende gode enkeltstarter. Ethan Vernon har ambitioner på denne enkeltstart, men jeg kan ikke se ham helt fremme over denne distance og i dette terræn. Alessandro De Marchi kan med sin lille genfødsel nok gøre det pænt, men hans sidste gode enkeltstart er af ældre dato, og desværre synes den store fremgang, vi så hos Romain Bardet efter skiftet til DSM, helt forsvundet. Georg Steinhauser har kun kørt gode enkeltstarter ved de tyske mesterskaber, og Mauri Vansevevant mangler power på den flade del. Tim van Dijke har ikke kørt gode enkeltstarter som professionel, og den chokenkeltstart, Lorenzo Milesi leverede til U23-VM, har vi ikke set skyggen af som professionel - og vi vil næppe se den hos Movistar. Mikkel Honoré har før kørt gode enkeltstarter, men ikke i den seneste periode, og han må antages at spare sig. Simone Velasco har forbedret sig meget, men han kommer ikke hele vejen, selvom det var overraskende godt i Algarve, hvad Enzo Paleni og Clement Davy heller ikke gør. Andrea Bagioli er formsvag, og Ryan Mullen er slet ikke den temporytter, han var engang. Nick Schultz imponerede på den omtalte Tour-enkeltstart, men må antages at spare sig, som også Attila Valter, der ellers gjorde det hæderligt i Emiraterne, må. Endelig har Tudor gjort det pænt med Matteo Trenin, Marius Mayrhofer og Alberto Dainese, men potentialet er begrænset, hvorfor de bør spare sig.

 

BEMÆRK: Husk, at jeg rangerer efter vinderpotentiale, hvad der er afgørende for rangeringen af Sheffield foran Thomas og for den høje rangering af Bjerg, Foss og Grossschartner.

 

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Filippo Ganna, Magnus Sheffield

Outsidere: Geraint Thomas, Mikkel Bjerg, Tobias Foss, Daniel Martinez, Thymen Arensman

Jokers: Antonio Tiberi, Felix Grossschartner, Luke Plapp, Maximilian Schachmann, Ben O’Connor, Benjamin Thomas, Rainer Kepplinger, Will Barta, Jan Tratnik, Alexey Lutsenko, Daan Hoole, Stefan De Bod, Michael Hepburn

 

Starttider

Starttiderne findes under liveopdateringen.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Bemærk: Grundet travlhed under Giroen har jeg ikke nået at skrive den klassiske detaljere rutebeskrivelse. Det bliver derfor en skitseagtig gennemgang af etaperne.

 

Fredag gælder det så kongeetapen, når Kekestetö-stigningen vender tilbage. Her skal der køres 182,7 km mellem Kazincbarcika og det berømte bjerg, og undervejs skal der klatres 1749 højdemeter. Det meste af etapen er flad, men ca. midtvejs skal man op ad den første og lette del af stigningen, inden man kører en tur tilbage ud i det flade terræn for at vende tilbage til stigningen og her køre hele vejen op. Den stiger med 5,6% over 12,1 km, men skal deles i to. Således stiger de første 8,7 km helt jævnt med 4,6% i snit, men til gengæld stiger de sidste 3,4 km, der altså kun køres én gang, jævnt med 8,0% i snit, herunder med 8,4% over den sidste kilometer, hvor der er to hårnålesving, det sidste med 200 m igen.

 

 

 

 

 

 

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Det forrygende vejr fortsætter, og nu lægger vinden sig også. Fredagen vil kun have få skyer og en temperatur på 19 grader ved starten og 21 grader i bunden af sidste stigning, og der vil bare være en let vind (5-7 km/t). Den vil i alt væsentligt komme fra øst, men til slut vil den gå i nordøst. Det giver hovedsageligt med- og sidemedvind frem til rundstrækningen. Her vil der være sidevind på nedkørslen fra stigningen, så modvind, så sidevind og så medvind frem til stigningen. Her vil der, når vinden går i nordøst, være sidemodvind hele vejen op.

 

Favoritterne

I denne usædvanligt sprinterfjendtlige udgave er det allerede slut for de hurtige folk. Nu tager klatrerne og løbets puncheurs over, og de lægger ud med det absolut vigtigste slag. Det er nemlig på fredagens kongeetape, at klatrerne skal vinde deres tid, inden det bliver langt mere eksplosivt på søndagens Pecs-stigning.

 

Vi kender Kekestetö til hudløshed fra 2019, 2020, 2021 og 2022, og vi har set, at det bestemt ikke er det sværeste bjerg. Tunge folk har forsvaret sig bemærkelsesværdigt godt, men det er ganske logisk. Der nemlig kun de sidste 3 km, der er svære, og dermed bliver det en ret eksplosiv sag. De er til gengæld også ganske pæne, for 3 km med 8% kan gøre skade.

 

Sådan har det også været ved de tidligere besøg. Eksempelvis var Antonio Tiberi og Eddie Dunbar ca. 20 sekunder foran de nærmeste rivaler i 2022, men det er også værd at bemærke, at nr. 4 og 5 var typer som Samuele Battistella og Edoardo Zambanini. Den slags folk kan altså fint være med, selvom de måske ikke kan matche klatrerne 100%. I 2021 var der også kun fire man inden for 30 sekunder, da Damien Howson kørte alene hjem.

 

Denne gang kan det dog blive lidt vanskeligere at gøre forskelle. Der vil nemlig være modvind hele vejen op, og selvom den vil være ganske let, vil den nok begrænse afstandene og tvinge folk til at vente lidt længere. Heldigvis er den så svag, at det burde kunne lade sig gøre at skabe forskelle i stil med det, vi plejer at se.

 

Det bør ende i et slag mellem de bedste. Pierre Baguette-holdet har ingen chance for at forsvare trøjen, men de vil helt sikkert vise trøjen frem og tage ansvar. Efter lidt kamp vil udbruddet være kørt, og herefter vil de tage kontrol. Jeg vil derefter forvente, at Bahrain, Bora og UAE hjælper, og da det også er muligt, at Tudor, Lotto og Q36.5 giver en hånd med, bør det blive samlet. Den første stigning kan bruges til at lægge et pres, men slaget skal slås på sidste stigning.

 

Her er det særligt Bahrain, der bør tage ansvar, men det har de slet ikke holdet til. I stedet vil jeg tro, at det er Bora. Det kan også blive UAE, men logikken tilsiger, at Marc Hirschi har bedst af et let løb. Et andet bud er Q36.5, men uanset hvem det bliver, handler det kun om at gøre det hårdt, inden slaget skal slås over de sidste 3 km. Her plejer bedste klatrer at vinde, men stigningen er ikke så svær, at det ikke kan ende i en spurt, og hvis jævnbyrdigheden er stor, kan det også blive en taktisk affære, hvor overtal kan være en fordel. Sandsynligheden derfor er større med modvind.

 

Nedenstående er i vidt omfang en gentagelse af pointerne fra den store optakt, da de første to dage ikke har givet svar, men der er dog forskelle, da Pecs-etapen ikke spiller en rolle i vurderingen af denne etape.

 

Som I ved, går jeg med Wout Poels. Vi har til gode at se, om skuffelsen over den manglende Giro-udtagelse har kostet ham motivation og form, men hvis han har de ben, han har haft i år, bliver jeg overrasket, hvis ikke han vinder denne etape. Den er eksplosiv, men det passer ham slet ikke så ringe. Ja, faktisk er han så eksplosiv, at han også kan vinde en spurt på toppen. Modvinden er en klar udfordring, for han skal ikke spurte med Hirschi på toppen, men da schweizeren ikke virker flyvende, vil jeg tro, at han kan ende med folk, han kan slå på stregen. Hans hold er svagt, og derfor skal han ikke ende i et taktisk spil, men den Poels, vi har set i år, bør kunne køre alene hjem her.

 

Hans værste rival kan være Harm Vanhoucke. Jeg troede ellers, at han var stendød og begravet, men han har været genfødt på det sidste senest så vi i Romandiet måske en af de bedste udgaver af ham nogensinde, da han i et stærkt felt blev nr. 14 på kongeetapen. Han har alle dage været en lottokupon, men møder han op til dette løb med samme form, vil jeg regne ham som et godt bud til denne etape. Han styrtede desværre i går, men det så udramatisk ud. Han ledsages af en i år relativt godt kørende Eduardo Sepulveda, der dog skuffede i Romandiet og ikke passer alt for godt til denne eksplosive stigning og Johannes Adamietz, der har vist små tegn på fremgang.

 

Det er en fornøjelse, at vi skal tage Damien Howson seriøst igen. Efter en elendig sæsonstart viste han klart stigende form i Romandiet, hvor han blev nr. 23 på kongeetapen. Fortsætter han fremgangen, er han formentlig næstbedste klatrer, og han har endda tidligere vundet etapen tidligere i dette løb. Finder han de vilde ben, han havde i Burgos sidste år, kan han gentage den bedrift. Han ledsages endda af Matteo Badilatti, der viste fornem form i Romandiet, men han er lidt for meget en dieselmotor. Et tredje bud er Carl Fredrik Hagen, der med en 9. plads i Tyrkiet viste, at han selv kan ende pænt i dette felt, mens stigningen nok er for svær for den genfødte Kamil Malecki, der heller ikke synes i form efter klassikerne.

 

Bora kommer med Emmanuel Buchmann, der jo burde være i god form efter Giro-skuffelsen. I dette felt kan han stadig komme ret langt, men jeg har svært ved at se ham vinde på så en eksplosiv en stigning. Hvis omvendt Giro-forberedelsen har givet ham samme niveau, som han havde i Touren, kommer han langt i dette felt. Et andet bud er Ben Zwiehoff, der har nået et niveau, hvor han reelt kan køre med om sejren i et løb som dette, som vi så med sidste års 2. plads i Tyrkiet og Tjekkiet. I år har han bare kun skuffet, og han har ikke kørt siden Catalonien. Den sidste hjælper er den lovende Alexander Hajek, hvis 7. plads i Tyrkiet viser, at han selv kan komme et stykke i dette felt.

 

Hvad så med Marc Hirschi? Han skal forsvare sin titel, men ruten passer ham betydeligt dårligere end sidste år. Denne etape er til den svære side for ham, men hans typer har før gjort det godt. Når Battistella kan blive nr. 3, kan Hirschi også, og han hjælpes endda af modvinden. Problemet er bare, at han stadig synes et stykke under sidste års niveau. Han er bestemt blevet bedre, men senest skuffede han i Frankfurt, hvor han ikke kunne følge sin holdkammerat Jan Christen. Det ændrer dog ikke på, at den Hirschi, vi så sidste år, nok burde have en chance for at vinde her, hvor han bare skal følge med og bruge sin spurt.

 

UAE har også Igor Arrieta, der i dette felt må være en af de bedste bjergryttere, men han har ikke vist samme niveau som Vanhoucke, senest ikke i Asturien, hvor han dog også var hjælper. Et andet bud er Diego Ulissi, der er en af de bedre puncheurs, men medmindre han pludselig finde de vilde ben fra kongeetapen i Abruzzo, vil han komme til kort, ligesom vi har set, at han altid er hjælper for Hirschi. Endelig har de Filippo Baroncini, der før har gjort det flot på denne kongeetape, men efter skaden må han være hjælper, selvom han var lovende fra sæsonstart. Alessandro Covi er stadig ved siden af sig selv.

 

Derefter vil jeg pege på Yannis Voisard. Schweizeren sneg sig væk til sejr på kongeetapen sidste år og har derfor gode erfaringer med løbet. I år har han været stærkere end nogensinde, som vi særligt så med hans flotte kørsel i Abruzzo i et felt, der ikke var helt ringe. Vi så dog også i Romandiet, at både Vanhoucke og Howson var bedre, og derfor kan det være svært at se ham vinde, da han måske også passer lidt dårligere til denne ret eksplosive stigning end i hvert fald Vanhoucke. Med Abruzzo-benene har han dog en fair chance. Han ledsages af den genrejste Lucas Eriksson, der kan komme et pænt stykke.

 

Så er der naturligvis Tyrkiet-vinderen. Jeg er virkelig i tvivl om, hvordan jeg skal rangere Frank van den Broek. Han har haft det lidt svært på det højeste niveau i Europa, men sejren i Tyrkiet viser, at han bestemt kan være med helt fremme på dette niveau. Han var dog synligt svagere end Paul Double i Tyrkiet, og derfor vil det undre mig, hvis han kan slå folk som Poels, Vanhoucke og Howson. Han har til gengæld lidt punch, og vi har set, at han kan spurte på toppen. Han ledsages af Martijn Tusveld, der ikke har klatret godt i lang tid.

 

Lidl kommer vel med løbets joker i Thibau Nys. Den belgiske komet chokerede mig med sin kørsel sidste år, hvor kun det taktiske spil forhindrede ham i at vinde den sidste klassementsetape, efter at han desværre havde en offday på Pecs. Med den klatring, han har vist i år, vil jeg ikke udelukke, at han kan komme langt, men det vil trods alt undre mig, hvis han kan klare denne etape, der er noget vanskeligere end sidste års kongeetape. Nok er klassementsfeltet svagt, og nok er der modvind, men han skal overraske for at vinde. Stigningen bør være for svær for Mathias Vacek, mens Natnael Tesfatsion gør comeback efter sin skade.

 

Ineos kommer med Oscar Rodriguez, der før har gjort det godt på denne kongeetape, da han endte som samlet nr. 2 i 2022. I år har han bare fortsat de triste takter fra sidste år, og derfor skal der være sket meget, hvis han pludselig skal vinde. Alligevel udelukker jeg ikke, at han kan gøre det pænt. Han kørte nemlig ganske fint mod slutningen af Alperne, men da han skuffede igen i Romandiet, er det svært for alvor at mobilisere optimisme. Han ledsages af de unge Leo Hayter og Andrew August, der har haft det svært på dette niveau, og Hayter har smidt tid, hvorfor han er hjælper.

 

Jayco kommer med et sprinterhold ledsaget af Rudy Porter og Callum Scotson. Egentlig ville jeg gerne rangere Scotson højere, for han genfandt sine gode klatreben i Romandiet. Det er bare ham, de har brugt til at føre indtil nu, og det indikerer, at han ikke er her med de helt store ambitioner. Porter har haft det svært som professionel, men han endte som nr. 15 sidste år i et stærkere felt. Denne rute passer ham endda nok lidt bedre, og vi har vel i år set ham stærkere end tidligere. Lad os se, om det også gælder i dette løb.

 

Euskaltel kommer med et ganske fint hold anført af Mikel Bizkarra. Efter styrtet i Catalonien blev han bedre og bedre i Alperne, men han skuffede til gengæld i Asturien. I det lys skal vi nok dæmpe forventningerne, da han som dieselklatrer også passer dårligt til denne stigning. Han ledsages af Joan Bou, der dog har haft det endnu vanskeligere i Asturien og Alperne, men passer bedre til stigningen. De passer så til gengæld slet ikke Victor De La Parte, der også har skuffet siden Baskerlandet. Det sidste bud er Gotzon Martin, men han synes helt uden form.

 

Flanders har Kamil Bonneu. Han synes endelig at være på vej væk fra sit lave bundniveau og kørte nogle pæne ardennerklassikere. Han plejer at være hæderlig i dette løb, hvor han er blevet hhv. nr. 10 og nr. 14 de seneste to år. Med det, han har vist siden dengang, er det dog svært at se ham gøre det meget bedre. Løbet er nok for svært for Lars Craps¸ der ellers har gjort det pænt i år, og for Vincent Van Hemelen.

 

TDT-Unibet har et ret spændende hold med Lander Loockx. Han klatrede uventet godt i Tyrkiet, men dette felt er altså stærkere. Et andet bud er Baptiste Huyet, der har gjort det pænt i Abruzzo og Alperne, men ikke godt nok til et topresultat. Adam Toupalik klatrede chokerende godt i Coppi e Bartali, men denne stigning bør være for svær, særligt fordi han ikke har imponeret på det sidste. Charles Paige har intet vist endnu.

 

Jeg tror ikke meget på de øvrige hold. Polti kommer med fokus på spurterne, men giver chancen til Alex Martin. Han har dog været langt væk i de svage felter i Abruzzo og Asturien, og Erik Fetter er en skygge af sig selv, mens løbet er for hårdt for den ellers solide Diego Pablo Sevilla. Astana kommer med et rent sprinterhold, og hos Corratec kommer Roberto Gonzalez ikke specielt langt. På kontinentalholdene kan særligt Marton Dina, Sergio Meris, Pavel Novak og Byron Munton komme ganske langt, mens vi næppe skal have forventninger til Peter Sagan i dennes lille comeback til landeejen.

 

Feltet.dks vinderbud: Wout Poels

Øvrige vinderkandidater: Harm Vanhoucke, Damien Howson

Outsidere: Emanuel Buchmann, Marc Hirschi, Yannis Voisard, Igor Arrieta, Frank van den Broek

Jokers: Thibau Nys, Matteo Badilatti, Oscar Rodriguez, Callum Scotson, Ben Zwiehoff, Diego Ulissi, Mikel Bizkarra, Alexander Hajek, Carl Fredrik Hagen, Lander Loockx, Kamil Bonneu, Joan Bou, Adam Toupalik, Baptiste Huyet, Lucas Eriksson, Rudy Porter

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Antonio Tiberis sejr fra 2022, Damien Howsons sejr fra 2021, Attila Valters sejr fra 2020 og Krists Neilands’ sejr fra 2019.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Det gør jo altid ondt at se de store mestre gå i forfald. I gamle dage handlede det jo mest om, hvorvidt de aldrende veteraner fik trukket deres karrierestop en tand for længe, for det kunne godt være en smule uværdigt at se de største navne pludselig ende som anonymt fyld i feltet. Uværdigt er måske et forkert ord, men det kunne i hvert fald godt ærgre, når de bedste fik sat punktummet lidt for sent.

 

Sådan er det ikke længere. I denne vidunderbørnenes tidsalder synes det for langt de fleste uundgåeligt, at de går en hård skæbne i møde. Der har været spekuleret meget i årsagen, men åbenlyst er det i hvert fald, at cykelryttere i dag topper langt tidligere, end de gjorde i gamle dage. Forklaringen er formentlig, at man med nutidens viden og adgang til data lærer de unge ryttere både at træne og leve rigtigt i en meget yngre alder, og dermed har vi nu erfaret, at man fysisk faktisk topper tidligere, end man troede i gamle dage.

 

Konsekvensen er jo desværre også, at de store stjerner derfor skal indstille sig på, at de bliver overhalet bagfra af nye og yngre kometer. Der er naturligvis ingen skarp grænse, men det er svært ikke at se et mønster, der peger i retning af, at man taber niveau - ofte også ret markant - når man er omkring 30-årsalderen. Naturligvis er der ingen generel regel, for mennesker er forskellige. Sidste sommer kørte 30-årige Adam Yates jo pludselig sit livs grand tour, og vi har i det seneste års tid set 32-årige Toms Skujins få sit store gennembrud. Der bliver bare længere og længere mellem topresultater for ryttere med et 3-tal forrest i deres aldersangivelse - og der bliver længere og længere mellem Valverde-typerne, selvom Geraint Thomas i disse dage er godt i gang med at vise, at de skam stadig findes.

 

Om Julian Alaphilippe havde nået at gøre sig den observation, da han nærmede sig d. 11. juli 2022, hvor han rundede det skarpe og nu frygtede hjørne, ved jeg ikke, men sandt er det i hvert fald, at han er det seneste eksempel i rækken af fænomener, der ganske hurtigt er gået i forfald omkring 30-årsalderen. Vi skal jo faktisk bare tilbage til efteråret 2021 for at finde en helt suveræn Alaphilippe, der knuste al modstand ved et mindeværdigt VM, og det er derfor slet ikke længe siden, han stadig var et fænomen. Dengang var han imidlertid også kun 29. I dag er han 31.

 

De få år har gjort en ganske markant forskel. Da Alaphilippe kæmpede med resultaterne i 2022, var der mange gode forklaringer. Der var styrt, sygdom og skader, der regnede ned over ham i et omfang, så al snak om regnbuetrøjens forbandelse igen blev aktuel. Problemet er bare, at vi hurtigt fandt ud af, at det slet ikke kun var uheld, det handlede om. I løbet af 2023 stod det tydeligere og tydeligere klart, at også Alaphilippe havde set sin bedste tid.

 

Mest smertefuldt var det at se ham under Touren. Han var en uhyre synlig hovedaktør, og man kan kun beundre, at han ramte vel snart sagt hvert eneste udbrud igennem de tre uger. Det siger jo faktisk en del om, at han stadig er en yderst kapabel cykelrytter, men han var bare aldrig tæt på at vinde en etape. Ja, faktisk nåede vi vel knap halvvejs på én eneste af etaperne, inden han blev ramt af en af sine klassiske Alaphilippe-eksplosioner, der nu kommer endnu hyppigere end tidligere.

 

Det virker da også til, at Patrick Lefevere for længst har opgivet sin tidligere stjerne. Den offentlige kritik har været så massiv, at man kan undre sig over, om Lefevere er klar over, at man faktisk ikke kan yde mere, end ens aldrende fysik tillader. Nu er han så sat i forbindelse med flere franske hold, og selvom de sikkert er klar til at betale en del alene for hans navn, skal han nok indstille sig på, at der ikke ryger helt så mange penge ind på kontoen fremover.

 

Det er nemlig risky business for Cofidis, Total eller hvem, der ender med at skrive en kontrakt. Særligt Total vil vide, at man skal passe på med at hente stjerner i forfald. De brændte nemlig fingrene gevaldigt på deres store satsning på Peter Sagan, der vel er nyere tids mest markante eksempel på en sand superstjerne, hvis niveau nærmest forsvandt fra den ene dag til den anden. I hans sidste sæson endte han jo netop som det helt rene fyld, en tidligere mester helst skal undgå at ende som.

 

Så skidt er det heldigvis endnu ikke med Alaphilippe. Det blev vi mindet om i dag, for man skal være en meget dygtig cykelrytter, hvis man skal køre med om sejren på en etape, der som dagens med spænding imødesete grusetape i Giroen blev kørt i et rasende tempo. Alene det at ramme udbruddet efter det, der næsten var en daglang kamp for at komme afsted, krævede naturligvis noget held, men også stor styrke. Og derefter skulle man altså være brølstærk, hvis man skulle følge Luke Plapp, der gennem det meste af dagen kørte som en motorcykel.

 

Men derefter stoppede sammenligningen med den gamle Alaphilippe også. Heldigvis undgik han den totale eksplosion, som vi oplevede dem så talrigt i Touren, men sejren gik ikke til den tidligere verdensmester. Det er naturligvis ingen skam ikke at kunne vinde en Giro-etape, men når man ser på etapens design, burde den Alaphilippe, der vandt både Strade Bianche og ardennerklassikere, jo være helt usårlig. Ja, da han var allerbedst, kunne man ikke finde nogen i verden, der kunne sætte ham til vægs på en rute som denne.

 

Men det kan man i dag. Man behøver endda ikke grave helt ned i den dyreste pose og hive et navn som Tadej Pogacar op af hatten. Nej, man kan gå ned i en betydeligt billigere kategori og finde frem til Pelayo Sanchez. Han er både et meget spændende talent og yderst lovende, men han er trods alt ingen Pogacar - og nogen Alaphilippe bliver han heller aldrig.

 

Der er ingen tvivl om, at Sanchez havde fortjent sin sejr, og at han satte en streg under sit potentiale. Alligevel var der nok mange, der havde et ekstra lille hjerte for Alaphilippe denne torsdag. Én ting er, at det altid gør lidt ondt at blive mindet om, at de store mestre ikke er, hvad de engang var. Noget andet er, at Sagan minder os om, at man skal skynde sig at få sine sidste sejre, når forfaldet er startet. Ellers bliver det hurtigt for sent.

 

For sent er det heldigvis ikke endnu. I lyset af etapens hårdhed kan det bestemt ikke udelukkes, at Alaphilippe vil lykkes med at tage den sejr, der vil bringe ham ind i klubben af ryttere med sejre i alle tre grand tours. Problemet er bare, at denne rute giver meget få muligheder for Alaphilippe-typerne, for han ligner ikke en mand, der vinder en bjergetape. Måske er hans eneste og sidste chance muretapen på næste torsdag samt måske Sappada-etapen på løbets sidste fredag - medmindre da Tim Merlier giver ham lov til at forsøge sig på endnu fladere dage.

 

Mulighederne er i hvert fald få, og han risikerer igen at skulle slås med Sanchez. Spanieren er nemlig virkelig lovende. Jeg husker, hvordan han fik sit lille gennembrud i et af de iskolde Mallorca-løb i januar 2022, men derefter gik han ganske meget i stå, inden han i Vueltaens tredje uge pludselig eksploderede med et niveau, han aldrig havde været tæt på. I år har vi så lært, at han kan spurte, som vi særligt erfarede, da han ganske sensationelt en ganske vist meget arbejdsvillig Marius Mayrhofer på Mallorca i januar, men det er faktisk også det eneste positive, der er at sige om hans 2024. Det har nemlig været en ret tam affære.

 

Derfor kom dagens sejr også som en overraskelse. Ikke fordi etapen ikke passede ham, når vi nu har lært, hvor hurtig han er. Nej, han havde bare slet ikke vist form. Nok blev han nr. 8 i Asturien inden løbet, men i lyset af feltets karakter var det et skuffende resultat. Hans første dage i dette løb havde mildt sagt også været skuffende, men nu kan vi forstå på ham, at han åbenbart bare sparede sig til dagens etape - og her viste han igen det potentiale, vi så i Vueltaen. Det brokker Movistar sig næppe over, for efter en ret pæn sæsonstart har de bestemt ikke fået meget ud af den seneste periode, og de lignede heller ikke en sandsynlig etapevinder i dette løb. Om Einer Rubio så er tilfreds med, at en af hans mest bjergstærke hjælpere blev hhv. nr. 77 og 97 på weekendens to etaper, er så en anden sag…

 

Men måske var det alligevel mere overraskende at se Plapp i udbruddet. Det skyldes ikke, at etapen passede ham dårligt, eller at han har været skidt kørende i år. Nej, tværtimod er det jo i denne sæson, at han endelig er begyndt at præstere i Europa, og selvom vi er blevet mindet om, at han kører, som vinden blæser, viste han jo en vis form i Romandiet. Nej, det overraskende handler om, at han for bare et par dage siden fortalte Cyclingnews, at han ville køre løbet som klassementsrytter - ikke for at nå et resultat, men for at øve sig til fremtiden. Nogen stor fremtid som klassementsrytter er der ikke noget, der tyder på, at han har, men dagens kørsel strider i hvert fald mod den klassiske kørsel for ryttere med ambitioner i den samlede stilling - ikke så meget fordi man ikke kan gå i udbrud, hvis man er top 10-rytter, men fordi al logik tilsagde, at man skulle spare sig til fredagen, der måske endda byder på løbets allersidste etape.

 

Noget ønsket selskab var han heller ikke nødvendigvis. Jo, han var rasende stærk, selvom han nok - i øvrigt på klassisk Alaphilippe-maner - fik ødslet lidt for meget med kræfterne, og både Sanchez og Alaphilippe skal i den grad også takke ham for, at han i finalen kørte uhyre naivt og trak gruppens to klart hurtigste frem til stensikre top 2-placeringer. Problemet var bare, at det nok også var hans tilstedeværelse, der gjorde, at det hele overhovedet blev tæt, for det var ham, UAE ikke kunne lade sejle til månen.

 

I hvert fald ikke hvis ikke Tadej Pogacar ville låne trøjen ud til andre. Efterfølgende sagde både han selv og Mikkel Bjerg, at det egentlig var planen, og at det var Ineos’ skyld, at det ikke skete. Det er imidlertid meget svært at se mening i den forklaring. Den eneste grund til, at Plapp ikke har trøjen, var da, at UAE kørte i et benhårdt tempo på stykket frem mod det sidste grusstykke, hvor Ineos for længst havde sluppet tøjlerne. Hvis han mente det seriøst med at aflevere en førertrøje for første gang i sit liv, havde Pogacar her i hvert fald alle muligheder for det. Om vi så skal tolke hans kommentarer sådan, at han gerne låner trøjen ud senere, vil tiden vise, men det så i hvert fald ikke ud til at være intentionen i dag.

 

Til gengæld viste han, at han godt kan køre defensivt og spare sig til både morgendagens enkeltstart og den kommende Tour. Han bad ikke sit hold jagte etapen, og han undlod at angribe på den sidste mur, hvor den kraftige modvind dog også lagde op til, at det ville være endnu dummere, end alene enkeltstartens placering tilsagde. Ja, han undlod endda at deltage i spurten om 5. pladsen, hvad der bestemt ikke ligner ham. Det tyder på, at han har fået lært, hvordan han skal køre, når der også er et løb til sommer - og i morgen er en af de dage, hvor han formentlig kan åbne fuldt for posen, for det er måske hans allerbedste chance for at give de fleste sine rivaler et gedigent nyrestød.

 

Han har dog ret i, at Ineos kørte ganske aggressivt. Det var nu ventet, at de med et hold, der var designet til denne grusetape, ville tage en del kontrol for at holde Geraint Thomas ude af problemer, men særligt Thymen Arensmans føring på grusstigningen undervejs virkede helt unødigt voldsom. På det tidspunkt så det næsten ud til, at de alligevel ville jagte etapesejren med Jhonatan Narvaez, der med en god spurt bekræftede sin storform, men det var jo ikke planen, da de fuldstændigt slap tøjlerne efterfølgende. Ikke desto mindre kom de helt sikkert igennem etapen uden skyggen af risiko og det endda, selvom Filippo Ganna havde fået næsten helt fri for at fokusere på i morgen.

 

Det var nemlig den kedelige konsekvens af både etapens design og placering, at det for alle bare handlede om at komme sikkert igennem. Grusetaperne har jo ellers skabt nogle forrygende dramaer siden den mindeværdige første udgave i 2010, men med dette design med meget lidt grus lå det i kortene, at denne næppe ville skrive sig ind i dramarækken. Da man samtidig havde placeret den dagen inden løbets måske vigtigste etape, skulle man være meget optimistisk, hvis man havde håbet på forskelle i klassementet. Nu blev det ved et angreb fra Romain Bardet, der lige skulle mærke, om han er ved at komme sig efter sin sygdom, og det gik endda så roligt, at Luka Mezgec, der ellers slet ikke klatrer som tidligere, kunne ende som en højst uventet nr. 2 fra favoritgruppen.

 

Nej, skulle etapen skabe forskelle, skulle det være via de uheld, der jo desværre er en uundgåelig del af grusetaper, og den slags slap vi desværre ikke for. Damiano Caruso blev nemlig den første toprytter, der må se sine klassementsambitioner knust af et styrt. I skrivende stund har Bahrain ikke meldt ud, hvor galt det er fat, men med et tidstab på mere end et kvarter er han i hvert fald ude af klassementet. Dermed fortsætter det uheldige katastrofeløb for det arabiske mandskab, der også måtte se Antonio Tiberi lide et tidstab grundet en defekt.

 

Men en lille trøst kan det måske være, at det nok ikke var noget absolut topresultat, der røg i asfalten sammen med Caruso. Hans kørsel gennem hele sæsonen og starten på løbet har klart indikeret, at det nok blev i 2024, at alderen for alvor begyndte at indhente ham. Det er nu ret bemærkelsesværdigt, for med sine 36 år er han jo et af de få eksempler på, at Valverde-typerne stadig findes. Der bliver bare længere og længere imellem dem, og Alaphilippe er i hvert fald ikke en af dem. Det blev helt tydeligt, da Sanchez i dag udstillede et forfald, der desværre gør, at vi i disse år oplever endnu en mester, der pludselig ikke længere er det, vi kendte ham som.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

FØLG GIRO D'ITALIA I FELTET.DK'S LIVEOPDATERING

 

Giroen er imidlertid ikke det eneste store cykelløb, som køres i en maj, der altid hører til blandt sportens travleste. Således byder den kommende uges tid også på hele seks endagsløb og et etapeløb. Serien af endagsløb indledes i weekenden med de to næste runder af Coupe de France, nemlig lørdagens puncheurløb GP du Morbihan, der byder på den spektakulære afslutning på Cote de Cadoudal i Plumelec, og søndagens forrygende grusvejsløb Tro-Bro Leon. Begge løb har tiltrukket stærke felter anført af den tilbagevendte Arnaud De Lie, der skal forsvare sin titel i Morbihan og jagte den sejr på gruset, han missede sidste år.

 

Også i Belgien er der action, da man fortsætter den lange serie af belgiske 1.1-løb, som de kommende uger vil være fyldt med. Det indledes søndag med det pandekageflade sprinterløb Elfstedenronde, hvor der i den grad er lagt op til massespurt i et dog desværre ikke så prangende felt. Torsdag bliver det betydeligt mere kuperet i Circuit de Wallonie, hvor det dog alligevel ofte ender i en spurt, og hvor Arnaud De Lie jagter sin tredje sejr på mindre end en uge.

 

Der køres også et andet etapeløb end Giroen, nemlig det ungarske Tour de Hongrie, der har vokseværk. Med to enkle sprinteretape har løbet som altid tiltrukket næsten alle topsprintere, der ikke kører Giro, og som ofte bruger løbet som start på anden del af sæsonen, men denne gang er der også en spændende puncheuretape samt hele to klassementsetaper, nemlig fredagens kongeetape med mål på det klassiske bjerg, Kekestetö, samt den mere eksplosive finale i Pecs, der gjorde debut sidste år, og som runder festen af på søndag.

 

Endelig fortsætter Coupe de France-serien også i den anden weekend i maj. Her gælder det nemlig igen to løb i Bretagne. Der lægges ud med endnu et puncheurløb, lørdagens Tour du Finistere, der slutter med en spurt op ad en kort, eksplosiv bakke, samt det mere åbne og uforudsigelige søndagsløb Boucles de l’Aulne, der altid har et hav af forskellige udfaldsmuligheder. Også her kan man prale med pæne felter anført af navne som Benoit Cosnefroy, Axel Zingle, Bryan Coquard, Vincenzo Albanese og kometen Paul Lapeira.

 

Du kan følge vores live-opdatering fra Giro d’Italia, GP du Morbihan, Tro-Bro Leon, Elfstedenronde, Tour de Hongrie og Tour du Finistere, hvor du også kan stille spørgsmål til vores ekspert, Emil Axelgaard.

 

Frem til Giroens første hviledag dækker vi efter følgende plan:

 

Lørdag d. 4. maj: Fra kl. 13.55 dækkes 1. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.15), og fra kl. 15.30 dækkes GP du Morbihan (forventet afslutning ca. kl. 17.15)

 

Søndag d. 5. maj: Fra klokken 13.05 dækkes 2. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.15), fra kl. 15.05 dækkes Tro-Bro Leon (forventet afslutning ca. kl. 16.50), og fra kl. 15.45 dækkes Elfstedenronde (forventet afslutning ca. kl. 17.20)

 

Mandag d. 6. maj: Fra klokken 13.25 dækkes 3. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.10)

 

Tirsdag d. 7. maj: Fra kl. 12.35 dækkes 4. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.15)

 

Onsdag d. 8. maj: Fra kl. 13.00 dækkes 5. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.15), og fra kl. 15.00 dækkes 1. etape af Tour de Hongrie (forventet afslutning ca. kl. 16.30)

 

Torsdag d. 9. maj: Fra kl. 12.55 dækkes 6. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.15), fra kl. 15.00 dækkes 2. etape af Tour de Hongrie (forventet afslutning ca. kl. 16.30), og fra kl. 15.30 dækkes Circuit de Wallonie (forventet afslutning ca. kl. 17.35)

 

Fredag d. 10. maj: Fra kl. 13.10 dækkes 7. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.10), og fra kl. 15.00 dækkes 3. etape af Tour de Hongrie (forventet afslutning ca. kl. 16.30)

 

Lørdag d. 11. maj: Fra kl. 12.45 dækkes 20. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.15), fra kl. 15.00 dækkes 4. etape af Tour de Hongrie (forventet afslutning ca. kl. 16.30), og fra kl. 15.15 dækkes Tour du Finistere (forventet afslutning ca. kl. 17.30)

 

Søndag d. 12. maj: Fra klokken 12.15 dækkes 9. etape af Giro d’Italia (forventet afslutning ca. kl. 17.15), og fra kl. 15.00 dækkes 5. etape af Tour de Hongrie (forventet afslutning ca. kl. 16.25)

  

Der er en mulighed for, at vi dropper dækningen af nogle af løbene, hvis det skygger for meget for Giroen.

 

Til Giroen vil der hver dag komme optakter til den kommende og analyse af den foregående etape, mens det er usikkert, hvad der kommer af optakter og favoritvurderinger til de øvrige løb. Foreløbig kan du læse optakter til GP du Morbihan, Tro-Bro Leon, Tour de Hongrie og en favoritvurderinger til Elfstedenronde og Circuit de Wallonie, ligesom du kan læse etapeoptakter til Tour de Hongrie. Naturligvis kan du også finde rutebeskrivelse, favoritanalyser samt en holdanalyse til Giroen.