En hyldest til verdens bedste verdensmester

Første gang, jeg bed mærke i Peter Sagans navn, var på prologen af Paris-Nice i 2010. Da tv-transmissionen gik i gang, førte hollandske Lars Boom tidskørslen, mens en for mig fuldstændig ukendt slovak fra Liquigas lå på andenpladsen, ti sekunder efter. Rytteren hed Peter Sagan. Senere blev hans tid også overgået af Jens Voigt, Levi Leipheimer og Alberto Contador, og han måtte dermed tage til takke med femtepladsen.

Den dag tænkte jeg dog ikke nærmere over præstationen, og dagen efter tog jeg på studietur med min gymnasieklasse frem til fredag og kunne derfor ikke følge løbet. Som en sand cykelfan sørgede jeg dog for at fange alle etapers afgørende kilometer på YouTube i den efterfølgende weekend, og så skal jeg ellers love for, at den ligegyldighed, med hvilken jeg først havde betragtet Sagans navn, gennemgik en forvandling.

To etapesejre, yderligere to placeringer i top tre samt pointtrøjen var, hvad Sagan fik ud af sin blot anden optræden på WorldTouren, hvor han havde drevet gæk med etablerede verdensstjerner som Joaquim Rodríguez, Nicholas Roche og Alberto Contador. Og måden, det var sket på, var helt enestående. Han havde demonstreret en exceptionel alsidighed, da han både blandede sig i massespurter og ligeledes sad ualmindeligt godt med, når det gik opad. Og løbet foregik blot halvanden måned efter, at han var fyldt 20 år!

Læs også

Giro d'Italia: Outsiderne (*)

Jeg var solgt. Jeg havde læst mange historier om, hvordan ryttere som Eddy Merckx og Bernhard Hinault i en fjern fortid havde domineret cykelsporten ved at excellere i stort set alle dens mange forskelligartede facetter. Jeg havde dog aldrig selv oplevet en rytter med en så bred palet af egenskaber. Men allerede i marts 2010 fornemmede jeg, at fødslen til en ny gigant netop havde fundet sted.

Og så gik det ellers slag i slag

De næste par år gjorde Sagan ikke meget for at dæmpe min begejstring. 2010-sæsonen bød også på en etapesejr i Tour de Romandie og to etapesejre i Tour of California, som han påbegyndte en årelang kærlighedshistorie med. Året efter fortsatte han sin for en så ung rytter helt uhørte himmelstorm ved blandt andet at slutte i top tre på over halvdelen af etaperne i Tour de Suisse.

På den ene af dem blev vi for første gang vidner til hans groteske evner på en nedkørsel, da han lykkedes med at hente over et halvt minut på Damiano Cunego på en sådan og tage en fantastisk etapesejr på en hård bjergetape. Derudover tog han også sin første samlede WorldTour-etapeløbssejr i Tour de Pologne takket være bonussekunder på den sidste flade etape, og han debuterede i Vueltaen og tog med den største selvfølgelighed tre etapesejre med sig hjem.

Året efter begyndte han at køre med om sejrene i klassikerne og debuterede i Tour de France med tre fantastiske etapesejre i løbets første uge. Med den tredje af disse afsluttede han sin mest absurde periode i karrieren, da han på daværende tidspunkt havde hentet 13 sejre på sine seneste 26 løbsdage! Jo, det var bare et spørgsmål om få år, før resten af verden ville få øjnene op for, at vi måske havde at gøre med en af de allerstørste i historien, tænkte jeg.

Mange bække små gør ingen stor å

Men der manglede noget. Der manglede en stor sejr. Og den kom heller ikke i 2013. Fabian Cancellara var for stærk i brostensklassikerne, og Sagan undervurderede Gerald Ciolek i Milano-Sanremo. Pyt, det bliver nok næste år, tænkte jeg, men der begyndte at tegne sig et mønster. Sagan havde evnerne til at vinde næsten alt, men han havde ingen støtte i de afgørende situationer.

Liquigas - som siden havde ændret navn til Cannondale - var et af WorldTourens svageste mandskaber, og Sagan var altid isoleret i de store finaler, hvor ingen af hans rivaler så den store idé i at ankomme til stregen sammen med den superhurtige slovak. Det endte derfor ofte med manglende samarbejde, eller at en af rivalerne kørte fra ham og efterlod ham til at snuppe andenpladsen. Men styrken og talentet havde han stadig, og han skulle nok finde sig et godt hold engang og opnå alle de store sejre. Det syntes uundgåeligt.

Men så bladrede kalenderen til 2014, og noget var sket. Sagan fortsatte ikke sin udvikling. Faktisk virkede han til at have taget et trin ned i niveau. I klassikerne var han langt væk fra sejre, og jeg begyndte at blive nervøs. Ryttere som Alexander Kristoff og John Degenkolb etablerede sig som store klassikerryttere, og de virkede endda hurtigere end Sagan på stregen. Måske havde jeg alligevel ikke kastet min kærlighed på en af historiens helt store.

Tour de France opmuntrede mig dog en smule. Taktisk var det ikke prangende, hvad slovakken leverede, men bæstet var tilbage med ni top fem-placeringer og en dominerende sejr i pointkonkurrencen, selvom det dog for første gang ikke blev til etapesejre.

Nyt hold, samme tider

Med skiftet til Tinkoff-Saxo syntes det utænkeligt, at succeserne ikke ville komme. Nu kom han til et stærkt hold, og kunne forvente masser af hjælp i tilspidsede situationer. Troede jeg. Men ak, hele holdet, inklusiv Sagan selv, underpræsterede i forårsklassikerne, og han lignede igen en rytter, der var for nedadgående. Oleg Tinkov skræppede op om for høje lønninger til sin superstjerne, og det meste så ret trist ud.

Læs også

Giro d'Italia: Podiekandidaterne (**)

Men så blev det maj, og Tour of California stod for døren. Og endelig var den gamle Sagan tilbage. En uforglemmelig præstation på Mt. Baldy sørgede for, at Sagan kunne sikre sig sejren med bonussekunder på sidste etape, hvilket lykkedes med den absolut mindst tænkelige margin. Men han var tilbage, og i Tour de France var han en altdominerende faktor. Man havde ændret pointkonkurrencens regler, da de høje herrer i ASO tilsyneladende ikke mente, at Sagan var sprinter i tilstrækkelig grad til at skulle kunne vinde den. Alligevel var den spil til et mål for fjerde år i træk.

Sagan blev snydt for anerkendelsen som feltets mest angrebsivrige rytter, men det var ikke længere muligt at skjule for den brede offentlighed, hvilken superstjerne vi havde med at gøre. Hans humoristiske væsen og mange spøjse indfald gjorde også sit til, at den generelle cykelbefolkning begyndte at holde meget af ham.

Men der manglede stadig en stor sejr. I Vueltaen tog han en etapesejr, men blev siden kørt ned og fik dermed en skidt optakt til VM, så det var svært at vurdere, hvor han stod. Jeg var dog overbevist om, at han ville være blandt de bedste, men var nervøs for en spurtafgørelse mod Kristoff. Degenkolb kunne han sagtens slå, så vi i Vueltaen, men Kristoff er svær at bide skeer med efter et langt løb.

Endelig. Endelig. ENDELIG.

Men hvad gør man så? Man tager selvfølgelig sagen i egen hånd. Og det gjorde Sagan. Han kørte det perfekte løb. Det gjorde alle de andre sådan set også. VM var muligvis det bedste og mest underholdende endagsløb, jeg har bevidnet. Mange nationer skulle køre hårdt, og det blev der gjort. På slutningen af hver runde blev der kørt, som var der finale. Situationen skiftede konstant de sidste 100 kilometer. Men jeg så aldrig Sagan. Jeg kiggede ellers efter ham mange gange, men i sin slovakiske dragt var han svær at få øje på.

Da feltet nærmede sig Libby Hill på sidste omgang, så jeg ham endelig. Der sad han, lige bag tyskerne, belgierne og Zdenek Stybar, der gav fuld gas. Sagan så okay ud, men var ikke blandt de allerforreste på toppen. Men så ramte de den brostensbelagte 23rd Street. Her gav Greg van Avermaet fuld gas fra bunden, men han kunne intet stille op. Sagan fløj forbi ham og lagde allerede afstand til ham før toppen. Belgieren havde selvfølgelig intet modsvar på nedkørslen, og fik heller ikke megen hjælp af Edvald Boasson Hagen.

Aldrig har jeg ønsket, at et løb skulle slutte så hurtigt som muligt, som jeg gjorde på de sidste to kilometer af VM. Der var jo også Governor Street, hvor man kunne tabe meget tid, hvis man gik kold. Men Sagan havde styr på det, og min nervøsitet viste sig grundløs. Endelig var han fri af irriterende konkurrenter, der ville have ham til at lave al arbejdet for så at angribe ham i højre og venstre side af vejen. Endelig havde han sparet kræfter hele løbet for at kunne slå til til sidst. Endelig kørte han det perfekte løb. Og endelig tog han sin første helt store sejr. Sagan blev verdensmester.

Verdens bedste cykelrytter blev verdensmester. Endda i et løb, hvor han absolut ikke fik noget hjælp af sit hold i finalen. Og hvad sagde han som det første efter løbet? De finere detaljer gik tabt i hans haltende engelsk, men meningen var ikke til at tage fejl af. Det var entydigt en henvisning til den nuværende flygtningekrise og en forhåbning om, at den snart må få en ende og at verden bliver et bedre sted. Enormt format at vise for en mand, der netop har sikret sig sin karrieres største triumf og med den, en sikker plads blandt historiens største. Nu er tvivlen endelig fjernet. Sagan er den bedste.

Liste over Peter Sagans 75 sejre

2010 (fem sejre):

Paris - Nice (to etaper)

Tour de Romandie (en etape)

Tour of California (to etaper)

2011 (15 sejre):

Giro di Sardegna (tre taper og samlet)

Tour of California (en etape)

Tour de Suisse (to etaper)

Slovakisk mesterskab (linjeløb)

Tour de Pologne (to etaper og samlet)

Vuelta a España (tre etaper)

GP Industria e Commercio di Prato

Læs også

Giro d'Italia: Holdanalyse

2012 (16 sejre):

Tour of Oman (en etapesejr)

Tirreno-Adriatico (en etapesejr)

Driedaagse de Panne (en etapesejr)

Tour of California (fem etapesejre)

Tour de Suisse (fire etapesejre)

Slovakisk mesterskab (linjeløb)

Tour de France (tre etapesejre)

2013 (22 sejre):

Tour of Oman (to etapesejre)

GP Camaiore

Tirreno-Adriatico (to etapesejre)

Gent-Wevelgem

Driedaagse de Panne (en etapesejr)

Brabantse Pijl

Tour of California (to etapesejre)

Tour de Suisse (to etapesejre)

Slovakisk mesterskab (linjeløb)

Tour de France (en etapesejr)

USA Pro Challenge (fire etapesejre)

Tour of Alberta (tre etapesejre)

GP Cycliste de Montréal

2014 (syv sejre):

Tour of Oman (en etapesejr)

Tirreno-Adriatico (en etapesejr)

E3 Harelbeke

Driedaagse de Panne (en etapesejr)

Tour of California (en etapesejr)

Tour de Suisse (en etapesejr)

Slovakisk mesterskab (linjeløb)

2015 (ti sejre):

Tirreno-Adriatico (en etapesejr)

Tour of California (to etapesejre og samlet)

Tour de Suisse (to etapesejre)

Slovakisk mesterskab (linjeløb og enkeltstart)

Vuelta a España (en etapesejr)

VM (linjeløb)

Derudover har han vundet et hav af pointkonkurrencer og ungdomskonkurrencer. I Tour de France-sammenhæng illustreres hans imponerende konsistens bedst ved det faktum, at han har kørt en top fem-placering hjem på intet mindre end 36 ud af 82 mulige etaper. I top 10 er han sluttet på over halvdelen af alle etaper.

Indholdet i dette hyldestkvad er et udtryk for skribentens personlige holdning og ikke nødvendigvis et udtryk for Feltet.dks holdning.