Giro d'Italia-analyse: Det slovenske legebarn kan jo godt

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

”Derfor er det interessante i virkeligheden heller ikke, om Pogacar vinder Giroen. Nej, det er, hvordan han gør det.”

Som bekendt kan det af og til knibe mig at fatte mig i korthed, men skal man fremdrage den væsentligste point i min indledende analyse af Tadej Pogacar frem mod denne Giro, var det vel netop den sætning. At Tadej Pogacar ville være i særklasse i dette løb, vidste alle, der har set cykelløb de seneste år, og derfor var det mest interessante at se, hvordan han ville angribe den svære kunst at gøre, hvad ingen har gjort siden 1998, nemlig at vinde Touren og Giroen i den samme sæson.

Læs også

Optakt: 20. etape af Giro d’Italia

Det var jo ikke svært at regne ud, hvad opskriften skulle være. ”Man må i hvert fald sige, at Vegni har givet ham de bedste forudsætninger. Pogacar kan allerede vinde de to første etaper, sikre sig en tidlig trøje, som holdet klart har indikeret, at de ikke har tænkt at låne ud til andre, og derefter køre løbet i totalt ”defense mode”, hvor han koncentrerer sig om at følge med, køre en spurt på toppen af stigningerne og øge sit forspring på de to enkeltstarter,” fortsatte jeg i analysen.

Og videre: ”Den strategi er helt oplagt og ganske let at praktisere, hvis Pogacar er så overlegen som ventet. Den behøver end ikke at koste mange etapesejre. Det ligger i kortene, at vi kan få ret mange udbrudssejre, hvis Pogacar vil have, at alle etaper skal køres meget let, for det er svært at se, at mange andre hold har den store interesse i skabe samling, hvis de alligevel får slovenske bøllebank. Hvis holdet er stærkt nok, kan Pogacar imidlertid sagtens vinde endog mange etaper uden at bruge væsentligt flere kræfter. Han skal nemlig bare følge med og bruge sin gode spurt til at vinde de bjergetaper, hvor udbruddet ikke kører om sejren.”

Ét er imidlertid teori. Noget andet er praksis. Der var mange ryttere, der let kunne praktisere den strategi, men spørgsmålet var, om det også gjaldt for legebarnet Pogacar. Som det allerede var temaet for analysen efter løbets første sprinteretape, hvor en enkelt føring fra Geraint Thomas efter et angreb fra Mikkel Honoré var nok til at overtale ham til at gå efter etapesejren, ved vi jo godt, at han allerhelst bare vil køre cykelløb uden at tænke alt for meget på i morgen. Dengang kunne man være alvorligt bekymret for, om han alligevel ville ødelægge sin Tour, fordi han var ude af stand til at lægge bånd på sig.

Nu kender vi svaret: legebarnet kan godt. Allerede dagen efter var han klog nok til ikke at følge Filippo Ganna på Capo Mele, og selvom det må have kløet voldsomt i benene på den dobbelte vinder af Strade Bianche, lod han også grusvejene ”gå til spilde”. Derefter åbnede han naturligvis helt op på enkeltstarten, hvor han var nødt til, men da legebarnet i dag fik muligheden for at levere en af de magtdemonstrationer, vi kender ham for, da løbet nåede Prati di Tivo-stigningen, hvor han tidligere har vundet, så vi igen den Pogacar, der kortvarigt forsvandt på 3. etape, men som har kørt pokkers klogt siden da.

Det må ellers have kløet pokkers meget i hans ben. Pogacar har skam før vundet bjergetaper i kraft af sin spurt, men det har stort altid været af nød. Selvfølgelig var han ret defensiv, da han som underdog vandt Touren i 2020, men siden dengang mindes jeg faktisk ikke umiddelbart én eneste bjergfinale, hvor han ikke har forsøgt et angreb, hvis benene har været til det, hverken i grand tours eller ugelange løb. Det er ikke altid, han har kunnet køre væk fra folk som Primoz Roglic og Jonas Vingegaard, men forsøget har han altid gjort.

Det gjorde han imidlertid ikke i dag. Havde der ikke luret en Tour i horisonten, kan man vel regne det som så sikkert som amen i kirken, at Pogacar havde vundet på samme facon, som da han senest vandt på samme stigning i Tirreno i 2021, nemlig med et suverænt soloridt. Det kom bare aldrig. Legebarnet holdt sig i ro, og selv når Antonio Tiberi nærmest prikkede til hans kløe i benene med et par angreb, der var helt oplagte at køre kontra på, var sloveneren så passiv, at man næsten kunne høre, hvordan sportsdirektørerne i radioen skreg ”Tour de France, Jonas Vingegaard, Tour de France, Jonas Vingegaard” for nu at minde ham om, hvorfor han skulle lade fornuft gå forud for instinkt.

Dermed blev den drejebog, jeg skitserede inden løbet, fulgt til punkt og prikke. Som jeg skrev dengang, behøvede den konservative tilgang end ikke at koste ham mange etapesejre. Antallet af sejre ville alene handle om grådighed og holdets styrke, men her var der til gengæld også store spørgsmål ved begge forhold. Ville Pogacar lege Eddy Merckx og indsvøbe løbet i kannabilisme? Og var det hold, der smeltede nærmest helt sammen på den første Torino-etape, overhovedet gøre det muligt for ham at praktisere den grådighed?

I dag fik vi delvise svar på begge spørgsmål. Svaret på første spørgsmål var både-og. Egentlig var planen ifølge Felix Grossschartner at lade etapen sejle, hvad der også havde været det logiske at gøre for et hold, der ikke har virket overbevisende. Problemet var bare, at den hårde start tvang dem på arbejde, da de ikke fik stoppet Romain Bardet i tide, og da han pludselig skulle holdes i snor, var det ifølge Pogacar selv Mikel Bjerg, der syntes, at det var værd at gå efter etapesejren også.

Den slags skal man nok ikke sige to gange til Pogacar, men det er nu ikke sikkert, at han altid vil kunne få sin vilje på fremtidige etaper, hvis Bjerg igen overtaler ham til at afvige fra strategien. Selvom Bjerg var mærket af sine to bistik og sit hævede ben, rejste holdet sig nemlig på forrygende vis. Vegard Stake Laengen klatrede bedre end vanligt, Bjerg kom i gang efter en tidlig krise, Domen Novak viste det niveau, vi ellers slet ikke så i hele 2023, Felix Grossschartner fandt sig selv efter Torino-sammenbruddet, og Rafal Majka viste nok engang, at han stadig er 100% pålidelig som klassehjælper i grand tours.

Læs også

Hvad har Mads P, Roglic og Evenepoel til fælles?

Alligevel havde holdet næppe været stærkt nok, hvis ikke de også var en smule heldige. Den hårde start havde nemlig ført til det ventede klasseudbrud, og det var så stærkt, at UAE med den besætning ikke burde kunne have hentet dem alle. Problemet var bare, at den hårde start også havde blandet kortene, så gruppen var for stor og helt uden hjælpere, og da de to eneste hold med mere end én mand kun havde outsidere og ingen oplagt favorit, manglede der et hold, som med et par hjælpere kunne tage ansvar. Nu endte det hele derfor i et skoleeksempel på, hvordan et udbrud kan ødelægge det for sig selv, for når man ser på, hvor langt Valentin Paret-Peintre kom på sidste stigning, taler meget for, at et bedre samarbejdende udbrud havde knækket UAE - måske endda så tidligt, at Bjerg aldrig havde fået den ide at gå efter etapen.

Det må særligt Bardet ærgre sig over. Han satsede stort på et comeback, der så uhyre lovende ud, men i sidste ende kostede det ham yderligere to minutter. Desværre viste han vel også, at han stadig ikke har de bedste ben, og at han fortsat har til gode at bevise, at alderen ikke har indhentet ham. I hvert fald klarede han etapen væsentligt dårligere end Michael Storer, der jo også var med i udbruddet.

Det kan dog også handle om tilgangen. Storer kørte uhyre passivt og lignede længe en mand med dårlige ben. Meget taler dog for, at han nok ikke rigtigt troede på projektet, for han kørte jo en fremragende finale, der blot bekræfter, hvor meget han har forbedret sin klatring. Han fik i hvert fald ikke samme regning som sin tidligere, franske kaptajn eller som Georg Steinhauser, der i hvert fald slet ikke sparede på kræfterne. Nej, han var her, der og alle vegne - ja, han jagtede endda bjergpoint - og at regningen ikke blev større, er derfor vanvittigt opløftende. Alt taler for, at jeg endelig kan pakke min utålmodighed væk. Det bliver i denne Giro, at det lovende tyske talent endelig får sit gennembrud. Og det gør det nok også for den imponerende Paret-Peintre, der som vi så på 1. etape vedbliver at være en lottokupon, men som i dag til fulde viste, hvorfor jeg havde vovet at give ham en af de fem pladser som enstjernede favoritter inden løbet.

I det hele taget var det en fremragende dag for Ag2r - selvom Paret-Peintres sejr selvfølgelig havde været kronen på værket. Det var ellers ikke mange svar på favoritternes styrkeforhold, vi fik, men vi fik i hvert fald lovende takter fra Ben O’Connor, der ser bedre ud, end jeg havde ventet, og ligner en mand, der faktisk har ret, når han siger, at 2. etapes tidstab alene handlede om det dumme vovemod, det er, når man forsøger at følge Pogacar. Hos sig næsten hele vejen havde han endda kometen Alex Baudin, der overgår mine selv ret høje forventninger og nu viser, at han også kan være stærk på lange stigninger.

Hvor gode ben, O’Connor havde, ved vi dog ikke. Han fik igen bevist, at han er blevet en ganske hæderlig afslutter, men noget angreb kom aldrig. Den eneste, der vovede at forsøge noget, var Tiberi, der jo grundet sine defekter er tvunget i offensiven, men som intet kunne stille op, selvom han også han fik bekræftet, at benene er lige så gode som ventet, og at det kun 2. etapes defekter, der har sat ham tilbage.

Og det er jo i virkeligheden lidt paradoksalt, at det hele blev så passivt. Nu køres der normalt mere defensivt på dette tidspunkt i løbet, men passiviteten skyldes formentlig i høj grad Pogacar og UAE. På den ene side er han jo ikke rigtigt med i løbet for de andre, der kører om 2. pladsen, men alligevel får han indflydelse på, hvordan løbet køres. Cian Uijtdebroeks sagde i hvert fald efterfølgende, at det ikke gav mening at angribe, når Pogacar var der og havde Majka ved sin side, og da Bora brugte den genrejste Maximilian Schachmann til at lægge et pres, var formålet vel også, at han skulle angribe - ikke Pogacar, men rivalerne til 2. pladsen.

Hans angreb udeblev imidlertid også. Han fik heldigvis med sin gode spurt nok engang cementeret, at han endelig, endelig, endelig er så meget tilbage, at han med sin gode holdbarhedshistorik ligner det varmeste bud på 2. pladsen, men hans tidsgevinst blev alene skabt af hans punch. Pogacars skygge hang formentlig så meget over også ham, at det angreb, Schachmann lagde op til, aldrig kom.

Nu endte det i stedet uden det store udbytte. Ja, faktisk var det måske en lidt ærgerlig dag. Han må i hvert fald sande, at Geraint Thomas ikke bekræftede de svaghedstegn, vi fornemmede i går, og derfor stadig er helt med i kampen om 2. pladsen. I det hele taget var det en glimrende dag for Ineos, hos hvem Thymen Arensman også nok engang bekræftede, at hans motor er fantastisk, hvis altså bare man kunne finde en vej til at få den tændt allerede på 1. etape. Magnus Sheffield har også genfundet de klatreben, vi ikke har set siden Schweiz, og Jhonatan Narvaez imponerer i uvant terræn. Briterne ligner i hvert fald igen den magtfaktor, de også bør være.

Passiv var Uijtdebroeks også, og det har han jo altså selv givet en forklaring på. Han ser da også ganske flyvende ud og var prompte med i alle angrebene, men der er også grænser for, hvor længe han kan vente. Nok arbejder tiden for hans dieselmotor, men der venter altså en ret stor regning på lørdag. Før eller siden skal han i offensiven, og ruten giver ham jo ikke de bedste muligheder. Denne relativt jævne og bløde stigning var dog heller ikke det oplagte sted at forsøge sig.

Læs også

Thomas forklarer bizart styrt

At Uijtdebroeks vil være den måske næstbedste klatrer i løbet, kan dog ikke komme bag på nogen. Mere uventet var det at se Einer Rubio så langt fremme. Det var i hvert fald den bedste Rubio, vi har set endnu, og hvis han holder det niveau, har jeg i hvert fald undervurderet ham ganske markant. Til gengæld kneb det lidt mere for Lorenzo Fortunato og Jan Hirt, der måske skuffede en anelse, men denne form for stigning passede i hvert fald heller ikke Hirt, om hvem vi ved, at tiden arbejder for ham. Det gør den til gengæld næppe for Domenico Pozzovivo, der jo desværre i sin høje alder har kæmpet med restitutionen, men hold op, hvor er det imponerende at se den 41-årige italienerne gøre, hvad han gør hvert eneste år, nemlig finder et tårnhøjt niveau til den første del af Giroen.

Nu må vi se, om niveauet holder. Det gjorde det ikke for Esteban Chaves, men det lå i kortene, for han har siden sin kyssesyge aldrig kunnet holde mere end en uges tid. Han blev derfor den store taber sammen med Juan Pedro Lopez, der desværre bekræftede den frygt, jeg gav udtryk for inden løbet, nemlig at hans vilde niveauspring i Alperne nok handlede om, at han havde toppet for tidligt. Nu kan man frygte, at det for ham og Chaves kun går den forkerte vej herfra.

Det behøver det til gengæld ikke at gøre for Alexey Lutsenko. At han ikke kan blande sig med de bedste klatrere, kommer ikke som nogen stor overraskelse, for de klatreevner, han havde, da han var bedst, var noget han havde tillært sig. Rigtig bjergrytter er han ikke, og han er ikke så god, som han var engang. Han er dog stadig kommet så stærkt tilbage, at det virker sandsynligt, at han inden løbet er slut kan kalde sig etapevinder i alle tre grand tours.

Det kan Luke Plapp ikke, og det kommer han måske heller aldrig til. Han er heldigvis kommet ud af sin krise, men med sin manglende stabilitet og sine begrænsede evner i bjergene skal han lynhurtigt få kastet de grand tour-ambitioner på hylden. Han kan så meget andet, og det er sjovere at udnytte det end at jagte noget, der næppe er realistisk. Nu har han heldigvis total frihed til at angribe, hvad der bliver dagsordenen for Jayco, nu hvor Filippo Zana heller ikke kunne følge op på den gode enkeltstart - men hvis han finder de tredjeugesben, han havde sidste år, er der jo sikkert noget godt i vente.

Noget godt i vente er der i hvert fald for Pogacar. Uden uheld kan han se frem til en stensikker Giro-sejr, og hvis holdet fortsætter dagens lovende takter, og hvis Bjerg kan fortsætte med at overtale ham til at udvise en Merckx-agtig kannibalisme, kan han supplere den med et hav af etapesejre. Det helt store spørgsmål er mere, om han også har noget god i vente til juli, når modstanderen ikke hedder Martinez, men Vingegaard. Den første forudsætning for det er, at han kan lægge instinktet overskygge af hovedet. I mandags kunne man frygte, at det ikke var muligt, men nu ved vi, at det slovenske jo godt kan lægge bånd på sig selv.

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT