Giro d’Italia 2016: Bjergtrøjen

Der er du. Du er ikke bjergrytter, men du har ramt udbruddet. Det er 14 etaper tilbage inden Torino. Der er stigninger hele dagen. Op og ned. Du er 20 minutter efter klassementet og du vinder dagens første bjergspurt, for de andre er lige så uduelige. Og den næste. Du tager dem du kan, for hvorfor ikke? Du vandt ikke etapen, for de kom flyvende bagfra, men du skal alligevel på podiet. Du vinker. Du kysser. Du tænker: Det er sgu meget lækkert at stå heroppe. 

Classifica GPM, ‘maglia azurra’, Giro d’italias bjergtrøje. Trøjen er æstetisk noget et mest tjekkede man kan iføre sig i cykelsporten. Nydelig farve og gode, klare linjer. Det hele er lidt som det italienske fodboldlandsholds trøjer: simpel, sofistikeret, sej.

Hvis trøjedesignet synes gennemtænkt, så er selve konkurrencen noget mere tilfældig. Skønt disse konkurrencer egentlig er ret prestigiøse, og at der typisk er kamp om trøjen helt til sidst, er det på forhånd svært at vurdere, hvem der muligvis vil gå efter trøjen.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Sådan er det bare med den slags konkurrencer. Få, hvis nogen, erklærer trøjen som et udpræget mål. I stedet er bjergtrøjen, noget der som oftest bare sker lidt tilfældigt. En rytter rammer det rigtige udbrud på en pointtung dag og går så dedikeret efter trøjen. Det er sjældent udprægede bjergryttere, der vinder bjergtrøjen, men rettere lykkeriddere, der alligevel sidder fremme dag efter dag.

Her statistikken, som man kan tygge lidt på:

Som det er tydeligt her, så er det ikke nødvendigvis - faktisk aldrig - ’rigtige’ bjergryttere, der vinder Giro d’Italias bjergtrøje. Hvem er det så? De er stædige udbrudskonger, eksemplificeret ved yderst begrænsede ryttere som Matthew Lloyd, den slidte Stefano Garzelli, eller sidste års vinder, den italienske allrounder Giovanni Visconti.

En sejr i bjergkonkurrencen kræver altså mest af alt, at man er villig og dygtig nok til at drage på lange togter - og at man har frihed til at gøre det. At vinde bjergtrøjen fordrer, at man ikke har en for bunden opgave i forhold til kaptajner og sprintere. Det er fx en grund til, at det er meget usandsynligt, at Visconti gentager kunststykket i år: modsat i 2015, så tropper Movistar op med en af forhåndsfavoritterne i form af Alejandro Valverde, hvorfor hans rolle formentlig bliver meget mere bundet i år.

Til sidst kan man notere sig, at vinderne af bjergtrøjen siden 2014 har vundet noget flere point end tidligere udgaver. Forklaringen herpå er simpelthen, at arrangørerne i 2014 indførte et nyt pointsystem, som det er værd at detaljere. Den store forskel er, at der nu gives flere point på de hårde bjerge.

Den mest grundlæggende regel i den indlagte bjergkonkurrence er, at der gives point på toppen af løbets kategoriserede stigninger. Der er på forhånd defineret fire kategorier, hvor kategori 1 er sværest og giver flest point.

Vinderen på toppen af kategori 1-stigninger får 32 point, hvorefter de næste syv til at passere får point på en faldende skala (20, 14, 10, 7, 4, 2 og 1). På kategori 2-stigninger uddeles der 14 point til den første (så 9, 6, 4, 2 og 1), på kategori 3-stigninger er det 7 (så 4, 2 og 1), mens rytteren først over en kategori-4 stigning kun får 3 point (så 2 og 1).

Derudover uddeles ekstra mange point på Giroens højeste punkt, også kendt som Cima Coppi. I årets Giro findes dette punkt på 19. etape, særligt Colle Dell’Agnello. Her er der således hele 40 point at hente. Det noteres, at denne stigning blot er den næstsidste på dagen, hvorfor udbrydere sagtens kan komme i spil til pointene her.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Alt i alt betyder de nye regler, at små stigninger har mindre betydning. Reglerne synes tiltænkt, at gøre konkurrencen mere egnet for de rigtige bjergryttere, men hidtil er indflydelsen ikke til at spore. I både 2014 og 2015 vandt ’udbrydere’ rettere end særligt dygtige bjergryttere. Dog kan det noteres, at Mikel Landa var meget, meget tæt på at vinde konkurrencen i fjor.

Favoritterne

Selvom det er svært at udpege nogle klare vinderemner, så gør vi naturligvis et forsøg. Som beskrevet foroven er det usandsynligt at Giovanni Visconti genvinder trøjen, da Movistar har en af løbets favoritter til start og, ja, det spanske storhold plejer at køre ret fokuseret for deres kaptajner, når det er muligt.

Ud fra de ovennævnte overvejelser kan vi pege på to hovedgrupper af kandidater. Først er der de dominerende klassementsfolk, der kører sig i trøjen ved en tilfældighed. For det andet er der de nogenlunde klatrestærke udbrudskonger, særligt de, som kører fra hold uden de store klassementsambitioner.

Blandt de klassementsfolk, som muligvis kan køre sig i spil til trøjen, må man særligt fremhæve Esteban Chaves (Orica GreenEDGE) Mikel Landa (Sky), Rafal Majka (Tinkoff), Vicenzo Nibali (Astana), Alejandro Valverde (Movistar) og så videre. Løbets store favoritter beskrives mere udførligt i de kommende dage når vi her på siden gennemgår løbets favoritter, podiekandidater og outsidere i en serie af artikler. Men fælles for dem alle og deres kandidatur er naturligvis, at den ene skal vise sig særligt dominerende, som fx Mikel Landa var i fjor. Ellers bliver det atter en udbrudskonge, der løber med sejren. Vi forudser et tæt løb i toppen, hvorfor man atter bør forvente, at en udbryder løber med bjergtrøjen rettere end en klassementsrytter.

Hvis det ikke bliver en klassementsrytter, hvem kunne det så tænke sig at blive? Feltet af kandidater er stort. Man kunne fx fremhæve den tidligere vinder, Stefano Pirazzi (Bardiani - CSF), der har det med at få en masse ud af et ellers begrænset talent.

Det mest oplagte bud må dog næsten være Steven Kruijswijk (Team LottoNL - Jumbo), der kørte en formidabel Giro i 2015 og som sikkert kunne have kørt sig i bjergtrøjen, hvis han havde prioriteret lidt anderledes. Hollænderen er solid i bjergene, angrebsivrig og har bevist sig som værende i solid form. Problemet bliver dog nok, at Kruijswijk endnu ikke har erkendt, at han aldrig bliver en rigtig klassementsrytter i Grand Tour-sammenhæng. Desværre.

Et klassisk bud kunne være den nu italienske veteran, Damiano Cunego (Nippo - Vini Fantini), der har evnerne, men endnu ikke har gidet give konkurrencen et seriøst forsøg. I virkeligheden har vi mere tro på spanske veteraner som Igor Anton (Dimension Data) eller muligvis Amets Txurruka (Orica GreenEDGE). Begge er stærke i bjergene, særligt Anton. Og hvad med en ny Giovanni Visconti? Det er svært lige at komme i tanke på nogen, men allroundere som Tim Wellens (Lotto Soudal) og Rein Taaramäe (Katusha) kunne være interessante bud.

Ser man på formstærke ryttere, kunne man fremhæve en række af de yderste, yderste outsidere i forhold til klassementet - folk som aldrig vinder Giroen og som burde satse på bjergtrøjen og etaper. Her tænker vi på folk som den russiske bjergrytter Sergey Firsanov (Gazprom-RusVelo), der har imponeret i de italienske etapeløb hele sæsonen. Ligeså kunne man fremhæve Przemyslaw Niemiec (Lampre - Merida), der for nyligt vandt bjergtrøjen i Tour of Turkey. Eller hvad med den solide, men lidt anonyme colombianske bjergrytter John Darwin Atapuma (BMC)? Eller den franske veteran Jean-Christophe Peraud (Ag2r La Mondiale)? Alle er de gode bud på en mulig bjergtrøje, men deres kandidatur betinget af, at de opgiver deres formodede klassementsambitioner.

Feltet.dks favoritvurdering (eller løse skud fra hoften)

*****: Steven Kruijswijk

****: Igor Anton, Przemyslaw Niemiec

***: Esteban Chaves, Mikel Landa, Rafal Majka, Vicenzo Nibali , Alejandro Valverde

**: Jean-Christophe Peraud, Damiano Cunego, Sergey Firsanov

*: Amets Txurruka, Stefano Pirazzi, Tim Wellens, Rein Taaramäe, John Darwin Atapuma

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

SÆT DIT GIRO-MANAGERHOLD HER