Giro d’Italia: Favoritten (*****)

Det har ikke været let af være Giro-løbsdirektør i de seneste år. Nok er løbet et af sportens største, men mod Tour de France kan det ikke konkurrere. Derfor vil alle ryttere have en naturlig præference for Giroens franske pendant, og derfor skal Vegni hvert eneste år være kreativ for at få store stjerner til start.

Det har han faktisk haft ganske fint helt med de seneste år. Feltet har desværre ofte manglet dybde, men topnavnene er været der i langt de fleste af de seneste udgaver. Sidste år begik Vegni endda et mindre kup, da han med sin beslutning om at have et uhørt stort antal enkeltstartskilometer og en afgørende bjergenkeltstart på grænsen til Slovenien lykkedes med at tiltrække både Primoz Roglic og Remo Evenepoel til en af sidste sæsons mest imødesete dueller.

I år skulle han så finde på nyt lokkemad for at sikre sig Tadej Pogacar, der lignede den eneste ”ledige” superstjerne på markedet i en sæson, hvor Evenepoel, Roglic og Jonas Vingegaard tidligt meldte ud, at Touren var deres hovedmål. Denne gang var midlet en meget mere human og overkommelig rute med en lettere tredje uge, nemmere bjergetape, færre højdemeter og kortere etaper. Han vidste nemlig godt, at Pogacar aldrig kunne overtales til at droppe Touren, og derfor handlede det om at finde en model, der kunne overtale sloveneren til at satse på den svære Giro-Tour-double.

Læs også

Optakt: 16. etape af Giro d’Italia

Selvom det for mange lignede en umulig mission, lykkedes projektet. Pogacar er aldrig bange for udfordringer, og når løbet på lørdag skydes i gang med en historisk hård etape, vil han være løbets helt store stjerne. Det vil utvivlsomt sikre løbet den opmærksomhed, det higer efter, men til gengæld har det også en pris. Pogacar tegner sig nemlig som en historisk stor favorit i et løb, der næsten synes kvalt for spænding om sejren på forhånd.

Det skyldes også, at Vegni bestemt ikke har haft held med at tiltrække topnavne fra niveauet under feltets giganter. Om det er tilstedeværelsen af Pogacar, skal jeg lade være usagt, men da der begyndte at tegne sig et billede af holdenes sæsonplanlægninger, stod det klart, at Giroen denne gang er en historisk stor taber i kampen om de største navne. End ikke blandt rytterne fra andet og tredje geled er der mange ryttere, der har valgt at gøre det italienske løb til deres hovedmål.

Mens det kvæler spændingen i kampen om den samlede sejr, skaber det til gengæld en pivåben kamp om resten af podiet. Vegni kan være svært tilfreds med, at han for andet år i træk med sine mange enkeltstartskilometer er lykkedes med at tiltrække Geraint Thomas, der efter sidste års ”næsten-sejr” stadig har ”unfinished business” med det italienske løb. Han komme som alt i spidsen for et stærkt Ineos-hold, der også tæller to andre ryttere med top 10-placeringer i løbet, nemlig Thymen Arensman og Tobias Foss.

Helt skidt er det da heller ikke, når Vegni gør regnskabet op. I sit felt finder han endnu en tidligere grand tour-vinder i form af Nairo Quintana og yderligere et par ryttere, der har været på et grand tour-podium i form af Romain Bardet, Damiano Caruso, Rafal Majka, Hugh Carthy og Esteban Chaves. Han finder Ben O’Connor, der er blevet nr. 4 i Touren. Han finder en stribe andre ryttere, der har været i top 10 grand tours, nemlig Daniel Martinez, Juan Pedro Lopez, Eddie Dunbar, Alexey Lutsenko, Domenico Pozzovivo, Michael Woods, Felix Grossschartner, Jan Hirt og Julian Alaphilippe. Og han finder nogle af sportens mest spændende talenter i form af Cian Uijtdebroeks, der jo endda allerede har en top 10-placering fra Vueltaen, Antonio Tiberi, Florian Lipowitz, Luke Plapp, George Steinhauser og Davide Piganzoli samt solide navne som Einer Rubio, Michael Storer, Filippo Zana, Jefferson Cepeda, Lorenzo Fortunato, Attila Valter, Simon Carr, Koen Bouwman, Torstein Træen og de to brødre Aurelien og Valentin Paret-Peintre.

Nok havde Vegni utvivlsomt ønsket sig et stærkere og ikke mindst bredere felt, men kan man leve med, at spændingen om sejren synes forduftet på forhånd, er der alligevel masser at glæde sig til frem mod de kommende tre ugers cykelløb.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets største favorit, der som den eneste har fået fem stjerner.

Tadej Pogacar (*****)

Nu er hovedrysten jo en temmelig lydløs bevægelse, men jeg vil alligevel tro, at de fleste danskere i løbet af efteråret og den første del af vinteren kunne høre en svag lyd af roterende hovedbevægelser, hvis de lyttede godt efter. Jeg havde i hvert fald pokkers travlt med at ryste opgivende med den øvre del af mit korpus, samtidig med at jeg beskyldte Giro-løbsdirektør Mauro Vegni for at være en smule naiv.

Den italienske leder af verdens næststørste cykelløb har nemlig hvert år den opgave at finde en opskrift til at tiltrække sportens største stjerner, men hvis man alene ser på nutidens ”The Big Four” inden for grand tours, nemlig Tadej Pogacar, Remco Evenepoel, Jonas Vingegaard og Primoz Roglic, lignede det en på forhånd tabt kamp for Vegni at sikre sig en del af den omtale, de fire giganter automatisk giver, når de stiller til start i et cykelløb. Evenepoel, Vingegaard og Roglic havde jo for længst forklaret, at deres altoverskyggende fokus i 2024 ville være Tour de France, og når nu selv Alberto Contador og Chris Froome havde brændt nallerne i forsøget på at blive den første rytter siden Marco Pantani i 1998 til at vinde Giroen og Touren i samme sæson, gav det sig selv, at der ikke kunne være plads til Giro-eksperimenter for de tre grand tour-vindere.

Det efterlod Vegni med én mulighed tilbage, nemlig Pogacar. Sloveneren havde da også udtrykt sig relativt positivt om ønsket om på et tidspunkt at køre den italienske grand tour, men når snakken blev konkret og handlede om 2024-udgaven lød det nu mere som den slags høflighedsfraser, man altid hører fra cykelsportens stjerner, når de bliver bedt forholde sig til mulig deltagelse i et løb, alle ved, de slet ikke overvejer at deltage i. Samme logik, som gjaldt for Vingegaard, Evenepoel og Roglic, gjaldt jo også for Pogacar, nemlig at nallerne meget vel kunne blive lidt for varme, hvis man kastede sig ud i den double, der vel er cykelsportens sværeste.

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Var det Quintanas gave til Vingegaard?

Måske gjaldt den endda ekstra meget for Pogacar. Modsat Vingegaard og Roglic, der begge har vist, at de med succes kan køre to grand tours i træk - selvom de begge måtte nøjes med en 2. plads i det ene af de to løb, da de forsøgte sig med Tour-Vuelta-doublen - har Pogacar aldrig kastet sig ud i den slags projekter. Han har ellers haft planerne. Både i 2021 og 2022 meldte han ved sæsonstart ud, at det nu var tid til at køre to grand tours og følge en Tour-deltagelse op med en tilbagevenden til den Vuelta, han ikke har kørt siden 2019, men i begge tilfælde blev det ved snakken. Da først han havde gennemført Touren, var han helt død, og Vuelta-planerne blev udsat til et senere år.

De to oplevelser kunne jo kun føre til én konklusion, nemlig at Giroen var et no-go, hvis han var seriøs i sit forsøg på i Touren at knække den Vingegaard-nød, der de seneste to år har vist sig alt for svær at få brækker i stykker for sloveneren. Ganske vist ved vi, at Pogacar er kendt for sin lyst til udfordringer og at prøve nye ting, men der burde være rigeligt med udfordring i at bevise, at han faktisk kan slå sin danske rival. Samtidig kører han for et hold, der sætter en meget stor ære i at være verdens bedste, og den ultimative bedrift er for ethvert mandskab naturligvis at vinde Touren - og når sæsonen samtidig byder på hans måske bedste chance for at få den VM-titel, han allerhelst vil have, og et OL, som han selvsagt ikke får mange chancer for at køre senere, lignede 2024 på ingen måde det rette år at trætte sig selv unødigt inden sommeren og efteråret.

Men Pogacar viste sig endnu mere eventyrlysten og besad endnu bedre overtalelsesevner, end jeg havde drømt om. Vegni havde med den historisk lette rute, der er designet til at give Pogacar de bedste forudsætninger for at gennemføre den svære Giro-Tour-double, skabt så gode forudsætninger, at det var for svært at sige nej til. Om der ligger et lille element af opgivenhed i forhold til at slå Vingegaard i Frankrig, er svært at sige, men jeg tror det ikke. Nej, det handler formentlig bare om hans lyst til udfordringer, at vinde så mange forskellige løb som muligt og at variere sin sæson fra år til år. Og for UAE, der sætter så stor en ære i at indtage verdensranglistens 1. plads, er der jo faktisk også flere point at hente i en altdominerende Giro-sejr og en efterfølgende 2. plads i Touren end i en ensidig Tour-kampagne, der alligevel med nogen sandsynlighed blot vil kaste en 2. plads af sig.

I hvert fald fik Vegni lidt af julegave i slutningen af december, da Pogacar bekendtgjorde, at den italienske lokkemad var for god til at sige nej til. Spørgsmålet er så, om Vegni er lige så begejstret for sit kup, når han fået tid til at tænke over konsekvenserne af sin succes. Det, der ellers lignede en historisk chance for i et knap så stærkt felt at vinde en grand tour, blev med Pogacars tilmelding nemlig med ét gjort til noget nær en umulighed for alle andre end Vingegaard. Om det er årsagen til, at næsten alle ryttere fra niveauet under de allerstørste er løbet skrigende væk fra Giroen, skal jeg lade være usagt, men sandt er det i hvert, at Vegni står tilbage med et sjældent tamt og smalt felt, og at der jo er en vis ræson i, at et topresultat i Touren er mere værd end et topresultat i Giroen, hvis sejren alligevel er uden for rækkevidde.

Konsekvensen af Pogacars ankomst til Italien er i hvert fald klokkeklar. Jeg har gransket min hjerne med den største grundighed, men det er ikke lykkedes mig at komme i tanker om en nyere grand tour, der har haft en større favorit end denne Giro. Uanset om man ser på Froome eller Contador i deres storhedstid, eller om man ser på den favoritstatus, Pogacar selv havde i Touren i 2021 og 2022, blegner det lidt ved siden af det, vi oplever lige nu. Feltets ret beskedne karakter gør nemlig, at det lidt svarer til at lade Real Madrid deltage i den danske 1. division. Det er lidt svært at tro på, at der vil være meget spænding om udfaldet af et sådant eksperiment.

I disse tider, hvor vidunderbørn hurtigt går i forfald, kunne man selvfølgelig have tænkt, at alderen måske allerede var ved at indhente Pogacar, når nu han i forbindelse med sin Lombardiet-sejr i efterår var langt mindre dominerende end vanligt. Sådan har det bare altid været i efteråret, og hvis man havde den slags overvejelser, blev man slemt skuffet, da man så Pogacar indlede sin sæson med et 81 km langt soloridt i et Strade Bianche, der dog heller ikke var så stærkt besat som vanligt. Opmuntringen blev ikke større, da han knuste al modstand i en historisk suveræn sejr i Catalonien, og da han rundede den første af sin sæson af med at uddele bøllebank i Liege, blev den sidste rest af tro på en svagere Pogacar endegyldigt kvalt. Nej, hvis endelig der er sket en udvikling, virker han snarere bedre end tidligere, hvad UAE-mandskabet da også kraftigt har indikeret på baggrund af deres indsigt i hans data.

Derfor er det interessante i virkeligheden heller ikke, om Pogacar vinder Giroen. Nej, det er, hvordan han gør det. Selvfølgelig kan han blive ramt af uheld - og det er der trods alt ingen, der ønsker - men hvis han undgår væsentlige udfordringer af den slags, har løbet allerede fundet sin vinder. Det havde det gjort, uanset hvordan ruten var designet. Medmindre Vegni havde sat dem at køre i cirkler på Po-sletten igennem alle tre uger, ville Pogacar vinde - uanset om der ville være mange bjerge, mange enkeltstartskilometer, store bjergetaper eller eksplosive finaler. Ja, selv hvis Vegni havde designet et løb med 21 holdtidskørsler, ville UAE kunne udtage en trup, der ville gøre Pogacar til en sikker vinder. At denne rute så byder på så mange enkeltstartskilometer, at sloveneren kan vinde løbet alene via 7. og 14. etape, medmindre Geraint Thomas i den disciplin finder et endnu højere niveau, end han tidligere har haft, gør blot konklusionen endnu mere klar. Og at løbet er kendt for det dårlige vejr, Pogacar elsker, styrker kun konklusionen yderligere.

Det er også ret irrelevant, at UAE ikke stiller med det allerstærkeste hold efter Jay Vines ærgerlige styrt. Pogacar vil være så meget i særklasse, at han fint klarer sig med den beskedne bjergstøtte, han har udsigt til. Hvis ikke Rafal Majka kan genfinde det tårnhøje niveau, han senest havde i Touren, kan der måske blive tale om lidt slovensk ensomhed i bjergene, men når nu han kan knuse alle andre end Thomas på de to enkeltstarter, er det svært at se, hvordan han skulle kunne betale en afgørende pris, der kan koste ham sejren.

Til gengæld kan holdet - hvis Majka svigter - måske på den anden front, som er den mest interessante at følge, nemlig om det lykkes Pogacar at vinde med så lille et ressourceforbrug, at regningen i Touren vil være tilstrækkelig lille til, at han kan gøre sin double færdig. Man må i hvert fald sige, at Vegni har givet ham de bedste forudsætninger. Pogacar kan allerede vinde de to første etaper, sikre sig en tidlig trøje, som holdet klart har indikeret, at de ikke har tænkt at låne ud til andre, og derefter køre løbet i totalt ”defense mode”, hvor han koncentrerer sig om at følge med, køre en spurt på toppen af stigningerne og øge sit forspring på de to enkeltstarter.

Læs også

Vingegaard "i super form" set på Mallorca

Den strategi er helt oplagt og ganske let at praktisere, hvis Pogacar er så overlegen som ventet. Den behøver end ikke at koste mange etapesejre. Det ligger i kortene, at vi kan få ret mange udbrudssejre, hvis Pogacar vil have, at alle etaper skal køres meget let, for det er svært at se, at mange andre hold har den store interesse i skabe samling, hvis de alligevel får slovenske bøllebank. Hvis holdet er stærkt nok, kan Pogacar imidlertid sagtens vinde endog mange etaper uden at bruge væsentligt flere kræfter. Han skal nemlig bare følge med og bruge sin gode spurt til at vinde de bjergetaper, hvor udbruddet ikke kører om sejren.

Nej, der er slet ikke grund til at lave et 81 km langt soloridt som i Strade Bianche eller at spille så meget med musklerne, som han gjorde i Catalonien. ”Problemet” er bare, at det jo slet ikke er Pogacars natur at vise den slags mådehold. Som sagt behøver ønsket om konservativ kørsel ikke at koste mange af de etapesejre, UAE helt sikkert også gerne vil have i deres forsøg på at blive sæsonens mest vindende hold, men kan Pogacar også holde så meget igen, at han kan tage dem uden at spille unødigt med musklerne? Det er vel i virkeligheden det, der er Giroens helt store spørgsmål.

Her er det måske meget nyttigt, at han i Catalonien fik sig en lille lærestreg. Her var vi på sidste etape nemlig vidner til noget ganske uhørt, da Pogacar på sidste etape var ude af stand til at følge Stephen Williams på den sidste tur op ad Montjuic-stigningen. Han fik skam reddet situationen og endte med at spurte sig til etapesejren, men det var et sjældent svaghedstegn, der næppe kan forklares med andet end de vilde soloridt, han havde leveret på de foregående tre bjergetaper. Uset er det jo heller ikke. Tværtimod har Pogacars svaghed i forhold til Vingegaard jo netop været, at han trods sin ret sublime restitutionsevne trods alt har været nemmere at slide ned end danskeren. Selv fænomener, vidunderbørn og supermænd har åbenbart grænser.

Det er de grænser, Vingegaard håber at blotte i Touren, og hvor nemt det bliver, vil afhænge helt og holdet af, hvor let Pogacar kommer igennem de kommende tre uger, og hvor god han vil være til at lægge bånd på sig selv. I den forbindelse er det en interessant tanke, om Visma kunne finde på at gøre bjergetaperne lidt ekstra hårde. De har holdet til det, og når samme strategi synes at tilgodese den dieselmotor, der er den store styrke hos Cian Uijtdebroeks, hvis han vil på podiet - en mission, der kun lykkes, hvis han vinder en masse tid på de relativt lette bjergetaper, der således skal gøres hårde - gør det kun tanken endnu mere oplagt.

Konsekvensen af en sådan taktik vil dog først vise sig i Touren. I Giroen vil den næppe have spor af betydning i forhold til at krone løbets vinder. Vegni valgte nemlig at lave et løb, hvor man ikke bare skal køre i cirkler på Po-sletten, og derfor kender vi allerede årets Giro-konge, medmindre uheld kommer i vejen. Til gengæld ved vi endnu ikke, hvordan den konge bliver kronet, og det er - når man ser på Pogacar - det mest interessante spørgsmål de kommende tre uger.

Om interessen for det spørgsmål så er nok til at begejstre alverdens cykelfans, der kan se frem til et løb, som i forhold til vinderen synes blottet for spænding, vil tiden vise. Jeg begik i hvert fald en stor fejl ved at ryste på hovedet, da Vegni ventilerede sin ambition om at lokke Pogacar til Italien. Om tre uger ved vi, om vi så i stedet kan ryste på hovedet over, at den italienske løbsdirektør blev kvalt i sin egen succes og kom til at ødelægge sit løb med projektet.