Kommentar: Hvad skal vi stille op med tilskuerne?

Der var engang, hvor man som cykelrytter i de store Grand Tours - Giro d’Italia, Tour de France og Vuelta a España - kunne føle sig nogenlunde sikker på, at cykelløbet ikke ville blive synderligt påvirket af tilskuere. Sådan er det dog ikke længere. På 20. etape i Giroen op til Monte Zoncolan - et af de hårdeste bjerge, man kan køre i cykelløb - skete der det, der simpelthen ikke måtte ske i noget cykelløb.

Francesco Bongiorno lå sammen med Michael Rogers i front af løbet med kun et par kilometer tilbage, og de havde indtil da ikke kunne sætte hinanden fra hjul. Bongiorno får, hvad der skulle have været vel ment, et puf i ryggen af en fan som en hjælp, men det får den helt modsatte effekt. Bardiani-rytteren er tæt på at køre ind i Rogers, hvilket betyder, at han må bremse og klikke ud af pedalerne. Han taber derfor omkring fem sekunder, men på så stejl en stigning er det ikke lige til at komme op igen.

Michael Rogers blev sat i en meget uretfærdig position, for skulle han vente på sin følgesvend eller fortsætte alene mod målstregen? Han valgte naturligvis det sidste, han havde intet andet valg. De to blev stadig presset af Franco Pellizotti bagfra, og ham blev Rogers nødt til at holde bag sig. Sandsynligvis så Rogers heller ikke, at Bongiorno måtte bremse. Bongiorno ender med at blive tre på etapen, da Pellizotti drøner forbi ham til slut, 49 sekunder efter etapevinder Michael Rogers.

Læs også

Giro d'Italia: Outsiderne (*)

På bjergene går bølgerne højt

Jeg tror ikke, Bongiorno havde vundet alligevel, hvis han havde undgået dette uheld, men i det mindste var det blevet afgjort på fair vis. Vi finder aldrig ud af, hvordan etapen ville være endt, hvis dette ikke var hændt, men det er desværre blevet en tendens, at tilskuerne får pålagt sig negativ opmærksomhed.

Det er blevet almindeligt, at man løber efter cykelrytterne på bjerget og hujer og råber efter dem til stor gene for rytterne. Michael Rogers slog flere gange ud efter tilskuerne, fordi de kom for tæt på - og højest sandsynligt også råbte grimme ting efter Tinkoff-Saxo-rytteren. Der var også en episode i dette års Giro d’Italia, hvor en rytter bliver fanget bag en tilskuer, der stopper op på et bjerg. Der har været flere af de her små, dumme episoder, som ikke har haft afgørende betydning for løbet, men når man lægger alle tingene sammen, er det for alvor begyndt at eskalere i en hidtil uset grad.

Der er kommet en helt anden kultur ude på vejene, som har haft en negativ indflydelse på cykelsporten. Det er blevet normal kutyme, at man kan opføre sig fuldstændig vanvittigt - uden at det får konsekvenser for tilskuerne selv. Man er så tæt på rytterne, og det er kun blevet vildere og vildere foretagender, fansene gør sig.

Anderledes end de fleste sportsgrene

Det er dog også charmen ved cykling; at man kan komme så tæt på de store stjerner, hjælperytterne og bilerne. Det er der nemlig stort set ingen anden sport, man kan gøre det i. Her er der en helt anden tilgængelighed omkring cykelryttere, for de vil gerne snakke lidt og tage billeder efter et løb - og det er også derfor, der er en speciel aura omkring cykelsporten. Det er værdifuldt og noget særligt at kunne komme så tæt på.

Det er dog ved at tage overhånd - fansenes opførsel - og vi skal have afbrudt denne her udvikling, inden det eskalerer fuldstændig. For vi er begyndt at se disse hændelser mere og mere ude på landevejene, og det er mildest talt ikke mindre end respektløst over for rytterne. Måske er det, fordi de bare vil i fjernsynet og opleve de få sekunder, de kan få på en tv-skærm. De er ligesom rytterne oppe i det røde felt, men mange af dem mangler fornuftssansen i kampens hede.

Hvad kan vi rent faktisk gøre ved problemet?
Det er klart, at vi ikke kan afspærre en hel Monte Zoncolan-etape - det skal vi heller ikke - og det vil være umuligt at hegne op på en 300 kilometer lang Milano-Sanremo-rute, men til gengæld kan man afspærre de sidste 10-20 kilometer, hvor cykelløbene alt andet lige må forventes afgjort. Det er dog også synd for cykelsporten, for vi skal holde fast i den førnævnte charme, så måske går det mere ud på, at tilskuerne skal huske hinanden på, at de lige skal træde den ekstra meter tilbage, så rytterne har plads nok til at komme forbi eller overhale hinanden. På dagens etape var der faktisk også sat hegn op, men tilskuere kravlede over det, og så bliver det for alvor problematisk.

Det handler om at finde en grænse for, hvornår det ikke er okay at gå længere. Det handler om at få lavet en radikal kulturændring, der siger, at man skal gøre alt for at undgå at forstyrre løbet - på trods af at tilskuerne er berusede eller ligefrem fulde. Det er, som om de tror, rytterne rent faktisk gerne vil have, at de skubber i ryggen, at de løber og råber ved siden af, men sådan forholder det sig slet ikke. Det er klart, at det er noget andet i grupettoen, hvor man mere eller mindre tager det stille og roligt, men det forstyrrer kun i kampen om etapesejren eller førertrøjen. Tilskuerne ved simpelthen ikke, hvad de kan tillade sig at gøre i sådan et miljø opad bjergene - for det er der, det sker. Det sker ikke på flad vej, når de drøner forbi med 50-70 kilometer i timen.

Det er rigtig svært at komme med nogle forslag til, hvad man kan gøre for at forbedre det her problem, for med frihed følger ansvar, og det er det, fansene skal begynde at tage. Det er det, de er begyndt at fralægge sig mere og mere. Det er nemlig kompliceret at skulle løse i UCI og andre steder, for man skal heller ikke ødelægge cykelsporten på et punkt, hvor den er unik.

Jeg kan derfor kun se nogle få ting, der er realistisk at gøre - som man let kan indføre - uden det skaber revolutionerende ændringer i cykelsporten.

Lær fra andre sportsgrene

Jeg tror, man skal kigge mod andre sportsgrene som fodbold, hvis man skal tage det første skridt, man kan tage i kampen mod dette. Der klipper de væk, når der er en tilskuer, der løber på banen under en kamp, og det kunne meget vel være en ting, man også kunne gøre her. Det er fint nok, at der løber få tilskuere stille og roligt efter, men når det begynder at blive grænseoverskridende, skal man klippe hen til nogle andre ryttere, indtil de er væk igen. På den måde får vi fjernet fansene, der skaber problemer, fra tv-skærmen, og dermed bliver det mindre attraktivt at lave sådanne dumheder og opføre sig sådan. Vi skal klippe væk, når de kaster ting efter rytterne, råber dem i hovedet, provokerer dem, skubber dem og andre ting, der ikke hører hjemme i cykelsporten. Det, tror jeg, vil kunne gøre en kæmpe forskel, og vi vil allerede her tage et kæmpe skridt i den rigtige retning - selvom det kan være svært at sørge for at klippe væk i tide, men det problem ville sagtens kunne løses.

Læs også

Giro d'Italia: Podiekandidaterne (**)

En anden ting, man også kan gøre, er, at man laver aktive kampagner, hvor man aktivt kommer ud og gør folk opmærksom på, at det er et problem. Jeg tror ikke, tilskuerne gør det bevidst - de når simpelthen bare ikke at tænke to gange over tingene, og der er det for sent. Man kan sende foldere ud til de byer, cykelløbene kommer forbi, man kan oprette tiltag på sociale medier, hvor man gør opmærksom på de her problemer. Når karavanen i de store løb kommer forbi, kan man med en megafon fortælle folk, at de skal huske på det her. Der er mange ting, man kan gøre.

Sågar kan man - selvom det bliver vanskeligt at indføre - udstede bøder til de fans, der går over stregen. Det er dog svært at gøre, for en eventuel skillelinje vil være svær at finde, men her må man træffe beslutningen ud fra hvert enkelt tilfælde, men sikkert er det, at der skal gøres noget ved det her problem, for hvis der ikke snart kommer nogle tiltag, kommer det måske til at få indflydelse på det samlede resultat i en af de helt store Grand Tours - og det vil ingen se. Heller ikke i de ”mindre” cykelløb. Jeg mener bare, det er vigtigt, at det får en konsekvens for tilskuerne selv, for først der vil man se ændringer.

Til gengæld kan vi dog trøste os med, at vi endnu ikke ser de helt vilde tilfælde, hvor de specifikt går efter enkelte ryttere. Der er stadigvæk en ånd, hvor alle tilskuere holder lidt med alle ryttere - og lad os håbe, det forbliver sådan!