« Forrige|Næste » Foto: Sirotti

Kwiatkowski slår Sagan i Milano-Sanremo

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

18.03.2017 kl. 17:18 af Tobias Munck Sørensen.

Tre af tidens største klassikerryttere skulle afgøre Milano-Sanremo mellem sig, og med en hjulbredde lykkedes det Michal Kwiatkowski at slå Peter Sagan, mens Julian Alaphilippe blev nummer tre.

Michal Kwiatkowski tog årets anden sejr, da han lukrerede på en hårdt arbejdende Peter Sagan i afslutningen af Milano-Sanremo, efter at de to sammen med Julian Alaphilippe havde etableret et succesfuldt tremandsudbrud på den sidste del af Poggio-stigningen.

 

Det var første gang i flere år, at vinderen ikke blev fundet efter en massespurt, og det lykkedes at skabe forskellen, da Team Sunweb havde ydet et hårdt stykke arbejde for at gøre løbet hårdt på Cipressa og Poggio.

 

Som så ofte før var det Sagan, der måtte gøre alt arbejdet, og til sidst var han akkurat ikke stærk nok til at holde Kwiatkowski bag sig og på trods af et fænomenalt kast med cyklen, lykkedes det ikke at tage sejren, mens Kwiatkowski til gengæld kunne bygge på sin gode sæsonstart efter sejren i Strade Bianche.

 

Danske Magnus Cort blandede sig i spurten om fjerdepladsen, der gik til Alexander Kristoff foran Fernando Gaviria, og det blev til en placering nummer 11 for bornholmeren.

 

Løbsreferat:

Med sine 291 officielle kilometer og en neutral zone, der reelt kræver mere end 300 kilometers cykling, er Milano-Sanremo det længste løb på den professionelle kalender, og ligesom sidste år var det venlige betingelser, der ventede rytterne, og det uvejr, der martrede løbet i 2013, 2014 og 2015, var ingen steder at se i dagens løb.

 

Som altid i Milano-Sanremo etablerede et stort udbrud sig straks fra start. I år var ti ryttere klar til kamp, og efter få kilometer befandt Mirco Maestri (Bardiani-CSF Inox), Alan Marangoni (Nippo-Vini Fantini), Toms Skujins og William Clarke (Cannondale-Drapac), Nico Denz (AG2R-La Mondiale), Mattia Frapporti (Androni Giocattoli), Ivan Rovny (Gazprom-RusVelo), Umberto Poli (Team Novo Nordisk), Federico Zurlo (UAE Team Emirates) og Julén Amezqueta (Wilier-Triestina) sig foran feltet.

 

Normalt kan sådan en gruppe få et gigantisk forspring på op mod et kvarter i Milano-Sanremo på grund af den ekstreme længde, men det var ikke tilfældet i år.

 

Med sidste års vinder, Arnaud Démare, i truppen nærede FDJ store forhåbninger til igen at vinde løbet, og de var således det første hold til at optage jagten på de ti lykkeriddere, der aldrig fik et forspring på mere end fem minutter.

 

Flere hold hjælper til

Franskmændene, der ikke er et af de største hold på WorldTouren, har haft en fremragende sæsonstart med Démare og påtog sig dermed føringsansvaret på egen hånd, men de fik dog snart hjælp af QuickStep Floors og Dimension Data, der kørte for henholdsvis Fernando Gaviria og Mark Cavendish.

 

Gaviria havde ellers været udsat for et træningsstyrt for to dage siden, men han meldte altså klar til kamp. Også Bora-Hansgrohe begyndte at hjælpe til, og de kørte naturligvis for Peter Sagan, der stadig var på jagt efter sin første sejr i Milano-Sanremo. Med 60 kilometer til mål var situationen stabil, men forspringet var dalet til to minutter, og det begyndte stille og roligt at blive mere og mere hektisk i feltet.

 

Foran fungerede samarbejdet fint, bortset fra at Poli ikke længere var i stand til at deltage i føringsarbejdet.

 

På Capo Cervo med omkring 45 kilometer til mål forsøgte Alexis Gougeard (AG2R-La Mondiale) sig med et solofremstød fra feltet, hvilket virkede som en noget tvivlsom taktik fra den stærke franskmand, der havde over et minut frem til de ti forreste.

 

Det spidser til

På Capo Berta blev Poli og siden Frapporti og Zurlo sat fra gruppen, mens Gougeard hang til tørre omkring 15 sekunder foran feltet og snart efter blev hentet igen efter en helt igennem mystisk aktion.

 

Bahrain-Merida, der havde Sonny Colbrelli som deres største håb, kom frem forrest i feltet efter den sidste af de tre capi og slog tonen an på et tidspunkt, hvor udbruddet blot havde et forspring på et halvt minut. Cofidis og Team Katusha-Alpecin, der med Nacer Bouhanni og Alexander Kristoff havde nogle af de større favoritter, var også fremme og markere, og der var i det hele taget stor eftertragtning af de forreste positioner.

 

I bunden af Cipressa var det slut for udbruddet, og med Marcel Sieberg var Lotto Soudal gået frem i fronten af feltet for at sætte tempo sammen med Team Sunweb, for hvem Søren Kragh Andersen satte et hårdt tempo, der skulle tjene Michael Matthews’ interesser.

 

Nogle Katusha-ryttere kunne ikke følge Kraghs tempo, hvilket splittede feltet, hvorfor blot ganske få ryttere sad i den unge danskers hjul.

 

Flere kom dog op, og efter et par kilometer angreb Tim Wellens (Lotto Soudal) sammen med Mattia Cattaneo (Androni Giocattoli). De fik et lille forspring, men Simon Geschke (Team Sunweb) tog over fra Kragh i feltet og opretholdt et særdeles sprinterfjendtligt tempo. På trods af den opskruede fart var feltet atter blevet samlet, men tempoet havde uden tvivl tæret på hårdt på flere af sprinterne.

 

Nær toppen tog Tom Dumoulin (Team Sunweb) over og gjorde det endnu hårdere for resten af feltet. Mark Cavendish var allerede blevet sat, og flere ryttere havde problemer med det høje tempo.

 

Så snart rytterne ramte det flade stykke, forsøgte Tony Gallopin (Lotto Soudal) sig med et angreb, og han fik følgeskab af ganske mange ryttere. Dog havde Sagan to holdkammerater hos sig i form af Maciej Bodnar og Cesare Benedetti, og de fik lukket hullet for verdensmesteren.

 

Herefter holdt Bora-Hansgrohe et højt tempo sammen med BMC, og der var ikke flere, der fik lov at køre væk på det flade stykke fra et felt, der talte omkring 70 ryttere.

 

Kort efter tog QuickStep Floors fronten, og det var Tom Boonen, der førte feltet an. Dermed slukkedes enhver mulighed for, at han skulle vinde Milano-Sanremo i sit sidste forsøg.

 

Sagan går all-in på Poggio - og taber

I bunden af Poggio havde Trek-Segafredo tiltvunget sig fronten, hvorefter Sky kom frem med et langt tog. Dumoulin tog dog over igen og sørgede for, at der også blev kørt med højt tempo i bunden af dagens sidste stigning.

 

Dumoulins hårde tempo gjorde, at angrebslysten ikke var enorm, og faktisk var der slet ingen, der forsøgte noget som helst, før toppen hvor Sagan gav fuld gas umiddelbart før toppen og slog et hul. De nærmeste forfølgere til verdensmesteren var Julian Alaphilippe (QuickStep Floors) og Michal Kwiatkowski (Team Sky), der fik kontakt, netop som nedkørslen begyndte.

 

Sagan havde fronten hele vejen nedad, men hans to følgesvende veg ikke fra hans baghjul. Nær slutningen af nedkørslen tog Alaphilippe en føring, og de havde 17 sekunder til feltet, hvor BMC og Bahrain-Merida havde fronten.

 

Kwiatkowski hjalp også til med føringerne på det flade, og dermed så det svært ud for feltet. Med 1,2 kilometer til mål var det dog kun Sagan, der fik lov at føre, og han var nødt til at holde en høj fart for at undgå, at feltet skulle komme frem.

 

Han åbnede selv med lidt over 200 meter til mål, men det lykkedes akkurat for Kwiatkowski at klemme sig forbi verdensmesteren og tage en utrolig snæver sejr. Med et voldsomt kast med cyklen var Sagan lige ved at nå forbi polakken igen, og efter målpassagen kolliderede de to - dog uden at vælte.

 

TIRSDAG

Vis valgte

MANDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk