Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: Team Sky

Optakt: 2. etape af Tour Down Under

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

17.01.2017 kl. 17:36 af Emil Axelgaard.

Caleb Ewan levede op til sin status som etapens absolutte storfavorit og sikrede sig for andet år i træk løbets første førertrøje. Det bliver imidlertid en kort fornøjelse, idet 2. etape byder på løbets måske hårdeste udfordring, og når rytterne har noget målet i Paracombe efter, hvad der kan betragtes som løbets nye kongeetape, vil vi vide langt mere om, hvem der vil løfte trofæet efter løbets afslutning på søndag i Adelaide.

Ruten

Et af løbets faste kendetegn har været spurten opad den hårde bakke i Stirling, der har været et fast indslag siden 2009. I år er der imidlertid vendt rundt på tingene, og i stedet for at fungere som etapemål vil Stirling være startby på 2. etape, der er det første af to store klassementsslag.

 

Siden 2013 har der været to etaper for klassementsrytterne, og i år er ingen undtagelse. I 2015 testede løbet nyt terræn, da feltet for første gang benyttede den hårde afslutning i byen Paracombe med den stejle Torrens Hill Road i den absolutte finale, og efter et års fravær er den tilbage på programmet, denne gang i en ny og hårdere udgave.

 

De 148,5 km mellem Stirling og Paracombe er yderst kuperede og indledes med 5 omgange på den 21,1 km lange rundstrækning, der været benyttet som afslutning på Stirling-etapen i de sidste mange år. Det er en ganske vanskelig sag, hvor de første 10 km hovedsageligt er faldende, mens de sidste 10 km op mod startområdet i Stirling stiger jævnt. Undervejs vil der være pointspurter umiddelbart efter passagen af startområdet ved afslutningen på 1. og 3. omgang.

 

Efter 5. omgang bevæger rytterne sig nordpå mod Adelaide-forstaden Paracombe gennem hovedsageligt faldende terræn. Med ca. 20 km til mål afsluttes nedkørslen, og efter et kort, fladt stykke begynder det at stige jævnt. Stigningsprocenterne bliver gradvist vanskeligere og vanskeligere, inden bunden af Mount Torrens Hill Road nås. Det er en 1200 m lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 9%, og den har top bare 400 m fra mål. 50 m længere nede ad vejen drejes til venstre, hvorefter vejen er svagt stigende resten af vejen mod målet.

 

Finalen i Paracombe blev første gang benyttet i 2015, hvor Richie Porte, Cadel Evans, Domenico Pozzovivo og Tom Dumoulin slap fri på stigningen. Samarbejdet var imidlertid dårligt, og derfor fik en forfølgergruppe kontakt henover toppen. Rohan Dennis angreb med det samme og udnyttede den manglende enighed blandt resten af favoritterne til at sikre sig en solosejr. Evans gjorde dagen endnu bedre for BMC ved at angribe i finalen og sikrede dermed en dobbeltsejr for det amerikanske mandskab.

 

 

 

 

Vejret

Som varslet i går ville varmen få stor indflydelse på 1. etape, men de færreste havde forventet, at temperaturer på den forkerte side af de 45 grader ville få løbsarrangører, ryttere og kommissærer til i fællesskab at reducere distancen og afkorte etapen med én omgang på den afsluttende rundstrækning. Mange - herunder flere australiere, der er vant til den ekstreme varme - beskrev tirsdag som den varmeste dag, de har tilbragt på en cykel, og i det lys er det uden tvivl meget velkomment, at resten af ugen vil være usædvanligt kølig efter traditionelle Adelaide-forhold - og der er endda regn i vente på torsdagens etape.

 

Onsdag ser ud til at blive løbets køligste dag, hvor en blanding af sol og et let skydække vil give anledning til en temperatur på bare 21 grader - mere end 20 grader koldere end tirsdagens ekstreme forhold. Nøjagtig som i dag vil det imidlertid være meget blæsende med en hård vind fra sydøst. Det giver hovedsageligt med- og modvind på Stirling-rundstrækningen samt først sidemedvind og siden sidemodvind i anden del af løbet. På stigningen vil der være sidemedvind.

 

Analyse af 1. etape

Som forudsagt i går ville to forhold gøre første etape til en relativt tam affære. Dels blev al initiativlyst kvalt af den ekstreme varme, dels har de fleste hold gjort det klart, at de vil afvente udfaldet af den helt afgørende 2. etape, inden de fastlægger deres reelle ambitioner for løbet. Derfor fik Laurens De Vreese lov at stikke af straks fra start, og derfor blev etapen en aldeles langsommelig og kedelig affære, inden der endelig kom i gang i løjerne mod slutningen.

 

Som ventet sikrede Caleb Ewan sig sejren, men det var under ganske andre omstændigheder end i søndagens gadeløb. I Adelaide blev han perfekt afleveret af Roger Kluge, men i dag var han nødt til at gribe tingene anderledes an og improvisere langt mere. Således betød den hårde modvind, at ingen kunne organisere et decideret lead-out, men først Kluge og siden Ewan selv viste stor snarrådighed i finalen og sikrede alligevel et godt udgangspunkt. Kluge bragte således Ewan frem mod fronten på det rette tidspunkt, og da de blev passeret af Peter Sagan og Sam Bennett, reagerede australieren hurtigt ved at hoppe på irerens hjul. Modsat Bennett, der tøvede for længe, timede han sin spurt perfekt og kunne akkurat holde en bagfra kommende Danny Van Poppel bag sig.

 

Sejren tyder på større modenhed fra Ewan, der tidligere ofte er blevet fanget i de hektiske finaler. I dag gjorde han imidlertid alt rigtigt, og det lover godt forud for de europæiske løb, herunder specielt Giro d’Italia, hvor kampen om positionerne er langt mere intens. Samtidig viste han imponerende spurtstyrke ved at holde rivalerne bag sig, selvom han muligvis startede modvindsspurten en anelse for tidligt.

 

For Bennett var det en frustrerende oplevelse. Modsat i søndagens løb - og så ofte før - lykkedes det ham at blive hos sine holdkammerater i finalen, og da Sagan samtidig viste, at hans positioneringsevne gør ham til den ideelle lead-out man, havde han det helt optimale udgangspunkt for sin spurt. Uheldigvis tøvede han en anelse for længe, og da Ewan først var kommet forbi var det for sent. Holdet havde faktisk besluttet at køre for Sagan, men slovakken besluttede undervejs at sætte kapital i banken hos Bennett forud for vigtigere løb senere i sæsonen ved igen at give sin irske holdkammerat chancen. Det er således tydeligt, at Sagan lever op til traditionen om aldrig at være i form i januar, og vi kan godt skyde en hvid pind efter mulige klassementsambitioner for slovakken.

 

For Van Poppel var resultatet en velkommen oprejsning. Hollænderen svigtede sig hold fuldstændigt i søndags, hvor han slet ikke kunne kapitalisere på den ekstreme muskelkraft på Sky-holdet, men i dag viste han, hvad vi allerede hævdede forud for søndagens løb: at han sammen med Ewan og Bennett er den hurtigste sprinter i løbet

 

Med kun én mand i udbrud samt en sidste pointspurt, der pludselig var tættere på mål end oprindeligt planlagt, kom bonussekunderne uventet i spil. Ikke overraskende viste de tre hurtige australiere Jay McCarthy, Nathan Haas og Simon Gerrans, at de har store ambitioner, og de scorede vigtige sekunder i kampen mod bedre klatrere som Richie Porte, Sergio Henao og Esteban Chaves. For Gerrans er det imidlertid bekymrende, at han blev slået af sine landsmænd i begge spurter. Dels er det overraskende, idet han normalt er den hurtigste af de tre, dels er det et tilbageslag for hans muligheder, at han modsat tidligere år er oppe mod hurtige folk, der kan gøre ham rangen stridig i de bonusspurter, der ofte har været hans suveræne domæne.

 

Interessant var det samtidig at bemærke, at Katushas outsider Jose Goncalves sikrede sig to bonussekunder. På papiret er portugiseren skræddersyet til de korte stigninger i løbet, men vi har været usikre på hans form. Med dagens indsats in mente er det tydeligt, at han i hvert fald har ambitioner, og det gør ham til en interessant outsider, når han sammen med Maurits Lammertink udgør en stærk Katusha-duo på de afgørende etaper.

 

Favoritterne

Efter dagens sprinteretape kan vi vente et totalt sceneskift i morgen, hvor klassementsrytterne tager over på det, der kan vise sig at være løbets hårdeste etape. Finalen i Paracombe er kendt, idet den blev benyttet allerede for to år siden. 2015-udgaven af etapen viste, at finalestigningen er hård nok til, at de bedste klatrere kan gøre en forskel. I år bliver etapen imidlertid endnu mere selektiv og er om muligt endnu hårdere end Willunga-etapen.

 

Modsat for to år angribes stigningen fra den modsatte retning, og det betyder, at det stiger i adskillige kilometer, inden bunden rammes. Lægges dertil, at rytterne har tilbagelagt fem omgange på den meget kuperede rundstrækning i Stirling, er scenen sat til en usædvanligt hård etape i Tour Down Under-sammenhæng. Målstregen kommer så tæt på toppen, at den stærkeste og mest eksplosive klatrer har mulighed for at sikre sig en solosejr, og i alle tilfælde vil det første store slag mellem klassementsrytterne give os en klar indikation af, hvem der vil vinde samlet.

 

I dag slap Laurens De Vreese afsted straks fra etapens start, og der var ikke den store initiativlyst. Det vil sandsynligvis være anderledes i morgen. Ganske vist ved alle, at det tidlige udbrud ikke har mange muligheder, men rundstrækningen i Stirling er så vanskelig, at den er perfekt til at gøre løbet hårdt. Derfor forventer vi en betydeligt mere animeret indledning, inden dagens udbrud etableres, og det bliver sandsynligvis en meget stærkere gruppe. Vi forventer, at hold som UniSA-Australia, FDJ, Katusha, Astana, Ag2r og Lotto Soudal vil være blandt animatorerne, og det vil ikke være overraskende at se Adam Hansen i udbrud på en rundstrækning, hvor han før har kørt aggressivt.

 

Når udbruddet er etableret vil Orica-Scott tage kontrol, og denne gang vil det være op til sprinterne Roger Kluge og endda løbets førende, Caleb Ewan, at gøre det tidlige arbejde. Australierne ved imidlertid, at finalen er lidt for hård for Simon Gerrans, og derfor har de ingen interesse i, at farten er alt for høj. Modsat forholder det sig for Sky og BMC, der har behov for at gøre løbet så hårdt som muligt, og derfor vil de med stor sandsynlighed tage kontrol og sikre, at det hårde terræn omkring Stirling vil sætte sig i benene. Derfor vil det tidlige udbrud heller ikke have mange chancer.

 

De to indlagte spurter vil kun komme i spil, hvis der er færre end tre mand i udbruddet. Alle ved, at det handler om at spare kræfter til finalen, så det er ikke en dag, hvor Orica-Scott vil bruge energi på at holde det samlet. Hvis der er bonussekunder at samle op, vil folk som Gerrans, Jay McCarthy og Nathan Haas gå efter dem, men de vil ikke bruge unødige kræfter på at sikre sig sekunder, de let kan tabe i finalen.

 

Når det begynder at stige frem mod den sidste stigning, forventer vi, at Sky og specielt BMC vil ramme fronten og gøre løbet så hårdt som muligt. Modsat for to år siden, hvor nedkørslen gav anledning til en vanvittig positionskamp, vil der her være en gradvis udskilning allerede, inden vi rammer stigningen. Det vil gøre indløbet til bakken mindre hektisk, og dermed vil det i højere grad være benene, der gør forskellen. Forud for så kort en stigning vil position altid være meget vigtig, men denne gang vil de rene klatrere havde det nemmere - dels fordi etapen er hårdere, dels fordi der bliver mindre kamp om pladserne.

 

På stigningen vil BMC sandsynligvis benytte Amael Moinard, Damiano Caruso og Rohan Dennis til at gøre det hårdt straks fra bunden, og derefter vil det være op til Richie Porte at gøre forskellen. Alle vil kigge på australieren og Sergio Henao, der ventes at være de stærkeste klatrere, og det store spørgsmål er, om de kan gøre forskellen på den relativt korte stigning.

 

 

For to år siden kom Cadel Evans, Porte, Tom Dumoulin og Domenico Pozzovivo fri, men da hverken Evans eller Porte kunne gøre forskellen, gik det hele i stå, da de nåede toppen. Derfor kom en større gruppe tilbage, og i det taktiske spil stak Dennis af og sikrede sig sejren. Noget lignende kan sagtens ske igen i år, hvis de bedste klatrere ikke kan komme fri alene.

 

Dermed er der reelt tre mulige scenarier. For det første er det mulige, at én eller to af de stærkeste kan komme fri og holde hele vejen til mål. For det andet kan vi få en gentagelse af 2015, hvor et taktisk spil på de sidste 400 m gør det muligt for en stærk klatrer, der ikke hører til blandt de helt store favoritterne, at udnytte det taktiske spil til at køre væk efter stigningen. Endelig er det muligt, at en mindre gruppe på færre end 10 ryttere skal spurte om sejren på den stigende opløbsstrækning.

 

Som vi har anført i vores optakt til hele løbet forventer vi, at Porte og Henao vil være løbets to bedste klatrere, men det helt store spørgsmål er, om de kan komme fri fra hinanden. Medvinden betyder, at stigningen bliver mere selektiv, men det er på ingen måde givet, at én rytter vil være i stand til at sætte alle sine rivaler.

 

Ikke desto mindre har vi Richie Porte som etapens favorit. I 2014 og 2015 var løbet et midtvejsmål på vejen mod større ting i Europa, men sidste år havde han en anderledes tilgang. I sit første år som holdkaptajn på BMC var han usikker på, om han kunne holde formen hele vejen til slutningen af juli, og derfor var han helt bevidst langt fra topformen i januar. Han forventede således ingenlunde at køre med om den samlede sejr, og det er derfor vidnesbyrd om hans ekstremt høje klasse, at han alligevel endte på den samlede andenplads.

 

Belært af erfaringerne fra sidste år har Porte nu lært, at han kan tillade sig at gå efter resultater tidligt på sæsonen og stadig være i form til Touren. Derfor vil han i år gå efter sejre i ugelange etapeløb på WorldTouren, og han har ikke lagt skjul på, at Tour Down Under er det første store mål. Han har i år skippet de australske mesterskaber for at være 100% fokuseret på løbet i Adelaide, og det er skræmmende nyt for konkurrenterne. Historien viser, at Porte altid er i forrygende form i januar, så man tør slet ikke tænke på, hvor stærk han vil være, når løbet for første gang er et reelt mål.

 

Porte er helt indiskutabelt løbets bedste klatrer, men han er ikke den mest eksplosive af slagsen. Derfor er etapen ikke skræddersyet til ham, og han havde foretrukket længere stigninger. Ikke desto mindre viser hans tre sejre på Willunga, at han har det rette punch til at gøre sig gældende, og den hårdere udgave af etapen er klart til hans fordel. Sidste år lykkedes det ham at knække Henao på Willunga, og han har endnu bedre muligheder for at gøre det samme på denne hårdere stigning. Selvom etapen ikke er ideel for Porte, forventer vi, at han er stærk nok til at tage en solosejr.

 

Hans store rival er Sergio Henao. Allerede sidste år var han sammen med Porte den bedste klatrer, og i år er han sandsynligvis endnu stærkere. Sidste år var han stadig på vej tilbage efter sit forfærdelige styrt i 2014-udgaven af Schweiz Rundt, og selvom han denne gang også kommer tilbage efter en skadespause - han styrtede som bekendt på dramatisk vis i OL-løbet - har han denne gang haft en langt kortere pause. Han må således formodes at være i ganske forrygende form, og han har klart markeret, at han er for at vinde. At Sky venter at hente Kenny Elissonde ind som erstatning for sygdomsramt Owain Doull er en klar indikation af ambitionerne.

 

Henao er en af verdens allerbedste på korte, stejle stigninger, og selvom han havde foretrukket større stigningsprocenter, er han ganske eksplosiv på stigninger som den, der venter i morgen. I 2016 klatrede han på et helt nyt niveau, og han kan føre de takter med sig ind i 2017, kan han være i stand til at følge Porte og måske endda sætte australieren. Han har samtidig den fordel, at han er den hurtigste af de to i en spurt, og det giver ham gode kort på hånden, hvis de to favoritter viser sig at være en klasse bedre end rivalerne.

 

Sidste år kunne Michael Woods næsten matche de to favoritter, og i år hævder han at være endnu bedre kørende. Canadieren har et forrygende punch, der gør ham skræddersyet til en stigning som denne. Desværre blev resten af 2016 ødelagt af skader, men med andenpladsen i Milano-Torino viste han mod slutningen af sæsonen, at han er tilbage. Igen i år er Tour Down Under et stort mål for ham, og han har svært ved at skjule, at han tror på et absolut topresultat. Han vil være mindre overvåget end Porte og Henao, og det kan gøre det muligt at lave en ”Dennis” i finalen. Samtidig er han hurtig og har derfor også chancer i en spurt.

 

På papiret er Esteban Chaves en af løbets allerbedste klatrere, mens hans form er et stort spørgsmålstegn. Han har traditionelt altid været dårligt kørende fra sæsonstart, og derfor er vi ikke 100% overbevist om hans niveau. I år kan det imidlertid forholde sig anderledes end vanligt. Først og fremmest har Orica endnu ikke annonceret hans løbsprogram, og det er fortsat uafklaret, om han satser på Giroen eller Touren. Beslutningen er imidlertid utvivlsomt allerede taget, og hvis han satser på det franske etapeløb, kan han tillade sig at have en usædvanlig formtop i foråret. Derfor er det muligt, at han rent faktisk vil være i form til Tour Down Under, og hvis det er tilfældet, er han en af de helt store favoritter. Hans hold har sendt signaler, der tyder på, at han er velkørende, og hvis det er tilfældet, passer etapen ham fint. Han kan næppe sætte Porte og Henao, men han har en ganske fin spurt, hvis de bedste klatrere kan komme af med hurtigere folk som Gerrans, McCarthy, Haas, Visconti, Vakoc, Herrada og Pantano.

 

Diego Ulissi har tidligere vundet en etape i et løb, der passer ham ganske udmærket, og han er traditionelt i god form i januar. Italieneren er blandt de bedste i verden i en spurt opad bakke, og samtidig er han en mester i at disponere kræfterne i en hård finale som denne. På papiret er der bedre klatrere end UAE Abu Dhabi-kaptajnen, men han har vist, at han kan begå sig i hårde finaler som denne. Skal det afsluttes i en spurt i en mindre gruppe, vil han være en af de helt store favoritter.

 

En anden hurtig afslutter er Jarlinson Pantano. Colombianeren havde et sandt gennembrudsår i 2016, og nu er han klar til at bygge videre på sin kolossale fremgang. Han er ofte god fra sæsonstart, og han er skabt til korte stigninger som disse. Han klatrer næppe godt nok til at følge de allerbedste, og vi er heller ikke helt overbevist om, at han er i sin bedste form. Samles en gruppe på toppen, bør han imidlertid være en af de hurtigste.

 

Vi er meget spændte på, hvad Robert Gesink kan levere. Hollænderen havde et svært 2016, hvor en hjernerystelse kostede ham en stor del af sæsonen. Han sluttede imidlertid året fremragende med sin store etapesejr i Vueltaen, og det burde sætte ham op til en forrygende start på 2017. Han er bedre på længere stigninger, mens hans mindeværdige sejr foran eksplosive folk som Sagan i Grand Prix de Quebec understreger, at hans punch er ganske fornuftigt. Han vil næppe være langt efter de allerbedste, og hvis der er lidt tøven efter toppen, vil han være vores favorit til at gøre, hvad Dennis gjorde for to år siden.

 

En spændende joker er Jesus Herrada. Spanieren er ikke blandt de bedste klatrere i løbet, men han bliver bedre og bedre til at forsvare sig på stigningerne. Det store spørgsmål er, om han er i form, men han er, bliver han farlig. I Dauphiné viste han, hvor skræmmende han er i en spurt op ad bakke, og hvis han kan hænge på de bedste og stadig være frisk på toppen, vil han være i stand til at slå alle rivalerne i finalen.

 

 

Det samme gør sig gældende for Petr Vakoc. Tjekken havde en helt fantastisk gennembrudssæson i 2016, og der er udsigt til, at han bliver endnu bedre i 2017. Tour Down Under er et stort mål for ham, og vi forventer, at han er på et højt niveau. Han har mange af de samme karakteristika som Herrada, og derfor kan den sidste stigning være en anelse for stejl. Hvis han kan hænge på, er han imidlertid meget farlig i en spurt.

 

Spurtstærk er også Jay McCarthy. Sidste år fik fan endelig bekræftet det potentiale, vi alle vidste, at han havde. Han vandt ikke bare etapen til Stirling, han endte også på den samlede fjerdeplads. Resten af året blev ødelagt af helbredsproblemer, men nu er han tilbage på 100%. Det viste han med en stærk præstation ved de australske mesterskaber, hvor han var dagens stærkeste mand. I dag spurtede han sig til vigtige bonussekunder, og han synes at være bedre end nogensinde. Vi er usikre på, om han kan hænge på i en hård finale som denne, men hvis han kan, bliver han vanskelig at slå i en spurt.

 

Som nævnt i vores analyse er Jose Goncalves en yderst spændende joker. Den alsidige portugiser er sit es på korte, stejle stigninger, og det gør etapen her ideel for ham. Han viste med sine bonussekunder i dag, at han har ambitioner, og dermed må formen være god. Han er forrygende stærk i en spurt på en stigende opløbsstrækning, men samtidig er han ikke bange for at angribe. Han kan således både vinde et slag mellem de hurtige klatrere og lave en ”Dennis”. Det store spørgsmål er, om formen er til at følge de bedste.

 

Endelig er det naturligvis også muligt for hurtige folk som Simon Gerrans, Nathan Haas, Tom-Jelte Slagter, Giovanni Visconti, Maurits Lammertink og Anthony Roux at gøre sig gældende i en spurt, men vi tror, at finalen er for hård for dem alle.

 

Feltet.dks vinderbud: Richie Porte

Øvrige vinderkandidater: Sergio Henao, Michael Woods

Outsidere: Esteban Chaves, Diego Ulissi, Jarlinson Pantano, Robert Gesink

Jokers: Jesus Herrada, Petr Vakoc, Jay McCarthy, Jose Goncalves

 

LØRDAG

Vis valgte

FREDAG

Vis valgte

TORSDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk