Feltet.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart.
ACCEPTÈR COOKIES » LÆS MERE »

« Forrige|Næste » Foto: A.S.O.

Ugenanalyse: Van Avermaets forvandling, kujonen Degenkolb og den italienske korkprop

Del på Twitter
Del på Facebook
Udskriv artikel

13.04.2017 kl. 13:42 af Emil Axelgaard.

I 2017 vil Feltet.dk have flere optakter og analyser. Et af vores nye initiativer er et ugentligt tilbageblik på de begivenheder, der har præget de forløbne syv dage. Hver tirsdag vil Feltets ekspert Emil Axelgaard således kaste et blik på og analysere de historier, der har trukket overskrifter og givet anledning til debat. Denne gang analyserer vi et fantastisk Paris-Roubaix, Alejandro Valverdes muligheder for at indfri et af karrierens sidste store mål samt endnu en nedtur for Italiens mest lovende grand tour-rytter.

En forvandlet Van Avermaet

Det er en selvindlysende sandhed i elitesport, at hovedet ofte betyder mindst lige så meget som den fysiske formåen. Historien er fyldt med eksempler på sportsfolk, hvis mentale tilstand enten har forhindret dem i at få det fulde udbytte af deres talent, og på atleter, der i kraft af et psykisk overskud har fået et udkomme af deres karrierer, som langt overgår, hvad der fysik egentlig berettiger til. Indenfor cykelsporten er det mest lysende eksempel på førstnævnte vel Jan Ullrich, hvis talent uomtvisteligt er et af de største, sporten nogensinde har set, men hvis psyke aldrig tillod ham at nå de højder, han kunne.

 

Mest interessant er det, når situationen undervejs i karrieren forandrer sig, og det lykkes at overvinde de mentale barrierer, der hidtil har forhindret en atlet i at nå sine mål. Eksemplerne er sjældne, men af og til lykkes det atleter at vende deres karrierer fuldstændig rundt hovedsageligt på grund af psykologiske faktorer. Et af de mest slående nåede i søndags kulminationen på det, der vel kan betegnes som den mest fantastiske klassikersæson, cykelsporten har set, siden det i 2012 lykkedes Tom Boonen at vinde stort set samtlige brostensløb.

 

I mange år var Greg Van Avermaet kendt som den evige toer. Belgieren var altid brølstærk og en sikker mand i finalerne i de store klassikere, men de store sejre udeblev. Podieplaceringer i både Flandern Rundt og Paris-Roubaix vidnede om, at fysikken til den store triumf var til stede, men tingene faldt aldrig rigtigt i hak for belgieren. Alt for ofte blev de forkerte beslutninger truffet, og specielt fik han et ry som lidt af en ”wheelsucker”, der manglede selvtilliden til for alvor at køre sin chance i finalerne af de store løb.

 

Indenfor det sidste år har Van Avermaet imidlertid nået resultater, der får alle øvriges til at blegne. Efter en af karrierens største skuffelser efterlod ham med et brækket kraveben på de flamske brosten i sidste års Flandern Rundt har belgieren vendt alt på hovedet. En etapesejr og et par dage i gult blev fulgt op af en chokerende guldmedalje ved et OL, der burde have været alt for hårdt for den belgiske stjerne, og siden vandt han GP Montreal som afslutning på en fabelagtig sæson. I år har han imidlertid nået helt nye højder, og han har ikke sat ét eneste ben forkert. Af de fem store brostensløb på den udvidede WorldTour-kalender har han vundet de tre, og det er nærliggende at forestille sig, at det var blevet til fire sejre, hvis ikke en ny verdensberømt jakke havde revet Sagan i asfalten på Kwaremont mod slutningen af Flandern Rundt. Kun Dwars door Vlaanderen var han aldrig i spil til at vinde - og det var kun, fordi han slet ikke var til start!

 

Kulminationen kom med søndagens sejr i Paris-Roubaix, hvor han erobrede sit første monument med en forrygende flot opvisning, hvor han igen bekræftede devisen om, at det aldrig er ovre i Helvedet i Nord. Da Van Avermaet kort før Arenberg befandt sig langt efter feltet på et af løbets mest kritiske tidspunkter og var tvunget til at brænde de fleste af sine nøglehjælpere af i et desperat forsøg på at komme tilbage, var der ikke meget, der tydede på, at belgieren ville hæve brostenstrofæet bare et par timer senere. En ny og mere selvtillidsfuld Van Avermaet gik imidlertid aldrig i panik, brugte køligt sit stærke hold til at komme tilbage og gjorde sidenhen alt rigtigt i finalen.

 

Først sendte han en brølstærk Daniel Oss i offensiven, inden han selv viste styrke ved at køre med, da Peter Sagan skabte den afgørende udskilning på Mons-en-Pevele. Herefter indså han hurtigt, at ingen havde styrken til at kontrollere den 15 mand store gruppe, der var blevet skabt, og at det var afgørende ikke at misse det angreb, der med stor sandsynlighed ville kunne få afgørende betydning. Med stort taktisk overblik kom han med, da seks mand kørte væk, og herefter fik han Oss til at presse de sidste kræfter ud af benene, inden han selv med stor styrke på Carrefour de l’Arbre halverede sekstetten. Afslutningsvis viste han, at han nu om dage er en af verdens allerhurtigste i en spurt efter en lang klassiker, da han med stor suverænitet satte Zdenek Stybar - som vel at mærke er så hurtig, at han i Eneco Tour har slået sprinteren Maximilano Richeze i en flad spurt - til vægs i dysten om sejren på den berømte velodrom.

 

Præstationen var endnu et vidnesbyrd om, at noget er forandret for Van Avermaet, og han udtrykte det selv så rammende efter løbet. Tidligere ville han være kørt ind på cykelbanen med det håb, at han kunne få et resultat, men nu er selvtilliden så stor, at han entrerede velodromen med den faste overbevisning, at det var ham, der ville vinde. Van Avermaet har aldrig lagt skjul på, hvornår tingene faldt i hak. Den fornyede tro på sig selv blev etableret på en julidag i 2015, hvor han pludselig slog Peter Sagan i en hård spurt på en bakke i Saint-Rodez. Tidligere havde han betragtet det som umuligt at få ram på slovakken i netop denne type finalen, og resultatet fik ham til at indse, at han ingen grund har til at frygte nogen, selv i de største løb.

 

Den fornyede selvtillid blev allerede stillet til skue, da han i det følgende forår to gange igen slog Sagan i en direkte duel, først i Omloop Het Nieuwsblad og siden på en hård etape i Tirreno-Adriatico. Siden da har Van Avermaet kørt med den overbevisning, at han kan slå hvem som helst, og det har haft en helt fantastisk effekt på hans taktiske dispositioner. Hvor han tidligere ofte traf de forkerte beslutninger og derfor ofte kom til kort, har han i dette forår gjort nærmest alt rigtigt og haft en fantastisk evne til at lure de rigtige fremstød, også selv om de er blevet sat ind tidligt og ikke umiddelbart har virket som fornuftige.

 

Første eksempel kom i E3, hvor han belært af erfaringen fra Dwars door Vlaanderen indså, at Quick-Step ville køre aggressivt fra distancen. Da den første afgørende udskilning var sket på Taaienberg, og Philippe Gilbert gjorde præcis det samme, som han få dage forinden havde gjort i Dwars door Vlaanderen var han derfor hurtig til at køre med, og det endte med at være den afgørende offensiv. To dage senere var han igen årvågen, da en ukontrollerbar frontgruppe blev splittet i Gent-Wevelgem, og mens Sagan og Niki Terpstra havde travlt med at skændes, havde Van Avermaet øjnene rettet mod Jens Keukeleires angreb. Kronen på værket kom i søndags, hvor han hurtigt indså, at det var farligt, da Tom Boonen havde sendt Zdenek Stybar i offensiven, og derfor reagerede han hurtigt for at undgå på bagkant. Herved undgik han igen at blive fanget i en defensiv position, og det er netop det, der har været kendetegnende for alle hans sejre: Van Avermaet har kørt med mod og en offensiv indstilling, der har givet pote i en klassikersæson, som har været kendetegnet ved, at de afgørende fremstød er blevet sat ind langt fra mål. Resultatet er, at Van Avermaet på kort tid har indtaget tronen som brostenenes ukronede konge - og det hele startede, da han for snart to år siden tog sin første etapesejr i Touren.

 

Mon ikke Sagan ærgrer sig grusomt over, at han ikke fik presset cyklen foran Van Avermaet den dag i Saint-Rodez? Det havde i hvert fald gjort hans live meget nemmere!

 

Var Degenkolb Roubaixs største kujon?

Hvor Van Avermaet sikrede sig karrierens største sejr ved at køre offensivt, endte dagen som en stor skuffelse for to af løbets øvrige favoritter. Tom Boonen havde drømt om at ende karrieren med en historisk femte sejr, og John Degenkolb havde håbet at vise omverdenen, at hans grimme træningsstyrt nu er historie ved igen at erobre det brostenstrofæ, han sikrede sig for to år siden. De to stjerner, der sammen med Sagan var de flestes forhåndsfavoritter til løbet, måtte imidlertid skuffede spurte om en lidt ligegyldig sjetteplads efter et løb, hvor de aldrig rigtigt var på forkant med situationen.

 

Løbet endte med et par bitre ord mellem de to rivaler, da Boonen efterfølgende kritiserede Degenkolb for at have kørt sit livs mest kujonagtige løb. Sandt er det da også, at tyskeren tydeligvis havde lagt en klar strategi om at følge Boonen i tykt og tyndt, og han sad som limet til belgierens baghjul fra det øjeblik, de kørte ud af Compiegne. Faktisk gav tyskeren indtryk af at være enormt godt kørende, og det var kun, da Sagan og Stybar kortvarigt satte alle øvrige ryttere til vægs på Mons-en-Pevele, at han gav små svaghedstegn.

 

Når Degenkolb ikke kunne omsætte sit overskud til sejr, var det, fordi han modsat Van Avermaet klamrede sig til sin på forhånd planlagte taktik og ikke som BMC-kaptajnen formåede at læse løbet korrekt. Forud for løbet virkede det som det rigtige at mandsopdække Boonen. Quick-Step havde ikke lagt skjul på, at deres store mål i løbet var at hjælpe belgieren frem til den historiske sejr, og at hele holdet stillede til start med det for øje. Derfor var det klart, at det belgiske mandskab ville gøre alt for at bringe Boonen i en position, hvor han kunne spurte om sejren på velodromen, og derfor var det en logisk konklusion, at løbets stærkeste mandskab ville hjælpe Degenkolb til at komme i en situation, hvor han kunne bruge sin hurtighed til at vinde monumentet for anden gang, hvis blot han kunne holde Boonens hjul under hele løbet.

 

Taktikken var rigtig, men Degenkolb reagerede forkert, da løbssituationen udviklede sig til ugunst for Quick-Step. Planen var, at man skulle have haft fem mand i finalen, men styrt tidligt i løbet eliminerede både Yves Lampaert og Niki Terpstra, og da Matteo Trentin måtte bruge sine sidste kræfter for at komme tilbage efter mere uheld, var belgierne pludselig reduceret til to mand, Boonen og Stybar. I den situation blev det hurtigt klart, at man ikke kunne kontrollere løbet, som man havde planlagt, og da Boonen trods gentagne forsøg måtte indse, at han ikke selv kunne køre fra Degenkolb, Sagan og Van Avermaet, var den eneste logiske konklusion, at man måtte bruge Stybar-kortet offensivt for at undgå at ende i en situation, hvor tjekken skulle jagte et stærkt udbrud. Det læste både Van Avermaet og Sagan korrekt, og derfor reagerede de prompte, da Stybar, Roelandts og Langeveld kørte væk i finalen (desværre var Sagan senere så uheldig at punktere), men Degenkolb forblev passiv - i øvrigt til holdkammeraten Jasper Stuyvens store overraskelse.

 

Man kan diskutere, om Degenkolb kørte kujonagtigt, og det er svært at vide, hvad den sportslige ledelse på Trek har rådet ham til at gøre. Faktum er imidlertid, at Degenkolbs præstation i Roubaix på fremragende vis illustrerer min pointe fra forrige afsnit: Van Avermaets succesrige forår skyldes i lige så høj grad snarrådighed, taktisk snilde og mod som fysisk styrke. Degenkolb havde benene til at vinde Paris-Roubaix, men modsat sin belgiske rival var han ude af stand til at ændre den taktik, der ellers på papiret virkede så rigtig. Det kostede ham muligvis det andet brostenstrofæ.

 

Forfølger uheldet de stærkeste?

Man kan ikke diskutere, at Van Avermaet var en af de bedste i Paris-Roubaix, og ej heller kan det være til debat, at Degenkolb havde benene til at køre med om sejren. Det var imidlertid hverken på BMC eller Trek, at løbets stærkeste mand skulle findes. Den ære kan Peter Sagan og Oliver Naesen slås om, men desværre blev de ofre for den vigtigste regel på Roubaix’ brosten: ingen vinder på velodromen, hvis ikke man har heldet på sin side.

 

Historien er rig på eksempler på ryttere, der har været ramt af uheld og derved fået spoleret drømmen om sejr, men sjældent har man set to mand blive ramt i så ekstrem en grad. Mest omtale har Sagans to punkteringer naturligvis fået, fordi de var kulminationen på et ekstremt ulykkesramt forår for verdensmesteren, der i 2017 for alvor har været ramt af regnbuens forbandelse. Et varsel blev givet, da han oplevede et af sine ekstremt sjældne styrt i E3, en uge senere var det den famøse jakke, der kostede ham et muligt titelforsvar i Flandern Rundt, og klimakset blev nået, da han punkterede på de to mest afgørende tidspunkter i søndagens sidste brostensklassiker.

 

I virkeligheden var det ekstremt ufortjent. I sidste uge brugte jeg en del spalteplads på at kritisere hans præstation i Flandern Rundt, hvor han havde begået en helt oplagt fejl ved at lade Quick-Step køre væk på Muren, selvom det ikke var svært at forudsige, at netop det var holdets plan. Denne gang gjorde han imidlertid intet forkert. Tværtimod havde verdensmesteren tydeligvis lært af blunderen i Flandern, og han og hans hold leverede en fornem og ekstremt opmærksom præstation i den indledende fase. Sagan var vel næppe ude af top 20 fra det øjeblik, man ramte de brosten, og hver eneste gang, der var optræk til en farlig situation efter Arenberg-skoven, reagerede han snarrådigt og afværgede risikoen. Det kostede en del kræfter, men det lykkedes ham at undgå at blive bragt i defensiven helt frem til det øjeblik, hvor det var ham selv, der to initiativet.

 

I 2010 overraskede Fabian Cancellara hele feltet ved at angribe langt udefra og gennemføre et mageløst soloridt. I 2012 var det Tom Boonen, der på lignende vis lavede et tilsvarende nummer, og da Sagan sammen med holdkammeraten Maciej Bodnar tog feltet på sengen med 72 km til mål, var der udsigt til, at han måske kunne gentage disse bedrifter. Situationen var perfekt: Quick-Step var kørt tynde, og BMC og Trek havde med hhv. Oss og Stuyven ryttere hos Sagan, som tilsyneladende var villige til i hvert fald indledningsvist at samarbejde. Umiddelbart var det svært at se, hvem der skulle organisere en jagt, og Sagan ville næppe have fået problemer med hurtigt at komme af med sit vedhæng, hvis samarbejdet senere gik i stykker. Desværre blev det hele ødelagt af en uheldig punktering, og det samme gentog sig, da han med imponerende snarrådighed og taktisk snilde havde luret faren ved Stybars angreb i finalen.

 

Sagan rullede desillusioneret ind på velodromen langt efter de forreste efter et forår, der er lige til skraldespanden, men han kan finde trøst i, at han som den eneste af løbets fire forhåndsfavoritter faktisk var i stand til at gøre en forskel på brostenene. Da han angreb på Mons-en-Pevele, var hverken Boone, Van Avermaet eller Degenkolb i stand til at følge ham, og det var kun en fantastisk præstation af Stybar, der forhindrede Sagan i at køre måske afgørende væk. Hvis ikke tjekken havde gravet dybt og holdt sig til slovakkens baghjul, havde verdensmesteren næppe set sig tilbage, og løbet kunne reelt have været ovre for hans rivaler i det moment. Det lykkedes ikke for Sagan at vinde løbet, men at han efter så store kraftanstrengelser som den eneste af de store favoritter kunne sætte resten, vidner om, at han havde en sejr i benene.

 

Det have Naesen måske imidlertid i endnu højere grad. Ofte hører man om uheld i Roubaix, men sjældent i den ekstreme grad som det var tilfældet. Fire punkteringer, ét styrt og til sidst et ødelagt gear betød, at Ag2r-kaptajnen endte langt efter de bedste, og man skal derfor have været en opmærksom iagttager for at have indset, hvor ufattelig en præstation, han faktisk leverede.

 

Naesen styrtede allerede tidligt løbet, og han tilbragte en stor del af løbets indledende fase på at jagte feltet. Uheldet skete på et tidspunkt, hvor feltet splittedes til atomer i det ekstreme tempo - årets løb var det hurtigste i løbets historie - på de første brosten, og han fik stort set ingen hjælp af hverken kortege eller holdkammerater. Det tog ham mere end en halv time at genvinde kontakten, og kameraet viste ved et par lejligheder, hvordan han desperat kæmpede sig frem fra gruppe til gruppe for siden at hænge på feltet med det yderste af neglene, da han endelig var kommet tilbage.

 

For at gøre det hele endnu værre blev han senere ramt af fire punkteringer - i et tilfælde punkterede hans baghjul endda, netop som han havde fået skiftet forhjul - som betød, at han tilbragte det meste af løbet i konstant jagt, og de fleste seere havde vel glemt alt om hans eksistens, da man ramte Carrefour de l’Arbre i finalen. Her angreb Boonen i et sidste desperat forsøg på at komme tilbage i kampen, og i første omgang var det kun Degenkolb, der kunne følge den belgiske stjerne. Ud af den blå luft kom imidlertid pludselig Naesen, der ikke blot kørte op til de to favoritter, men ovenikøbet havde overskud til at gå forbi og fortsætte accelerationen, da Boonen igen gav op. Kort efter blev gearet desværre ødelagt, og det knuste definitivt den sidste rest af håb for forårets helt store åbenbaring.

 

Naesens resultat var trist, men han og Ag2r må alligevel stå som to af dagens vindere. Efter præstationen i Flandern, hvor Naesen viste sig at være helt på niveau med Sagan og Van Avermaet, kørte han et fuldstændig formidabelt Roubaix, og man tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis han havde fået lov til at bruge kræfterne i direkte duel med de bedste. I sidste uge beskrev jeg, hvordan han allerede sidste efterår viste, at han var et af fremtidens allerstørste klassikerhåb, og de sidste to søndage har han dokumenteret, at han har den allervigtigste egenskab for en mand, der drømmer om at vinde monumenter: evnen til at begå sig på de helt lange distancer. Naesen kom lidt til kort i de første brostensløb, hvor han var et niveau under de allerbedste, men da det blev alvor i monumenterne, var han måske stærkeste mand. Ganske vist er WorldTour-kontoen næsten tom efter to modgangsrige søndage, men Ag2r og Naesen har med ét etableret sig som en virkelig magtfaktor i næste års klassikere.

 

Kan Valverde nå et af karrierens sidste store mål?

Den forløbne uge har stort set kun handlet om Boonen, og Van Avermaet, Sagan og de øvrige brostensstjerner har kun allernådigst fået lov til at spille en birolle i specielt de belgiske mediers dækning af klassikerne. Det er en skam, specielt fordi det fuldstændig har overskygget, at den forløbne uge også bød på endnu en fabelagtig præstation af Alejandro Valverde, der på mageløs vis har overgået alle sine hidtidige sæsonstarter. Det er ikke nogen enkel bedrift for en mand, der i mange år har været berømmet for sin evne til at køre stærkt allerede fra januar måned.

 

Egentlig kommer det lidt som en overraskelse, for Valverde var faktisk dårligere end vanligt, da han indledte sæsonen på Mallorca. Her var han ikke i stand til at køre fra Tiesj Benoot i de to hårdeste løb, men hvis man havde en anelse om, at alderen var ved at indhente den spanske veteran, blev sådanne overvejelse hurtigt gjort til skamme, da han knuste feltet med et fantastisk soloridt i Vuelta a Murcia. Siden da har han været fuldstændig ustoppelig, og han har i løbet af halvanden måned vundet de tre etapeløb, han har deltaget i.

 

Efter sejrene i Ruta del Sol, hvor han kørte en forrygende enkeltstart, vandt han på imponerende vis Volta a Catalunya ved undervejs at sejre på hele tre etaper. For to uger siden diskuterede jeg, hvordan den bedrift markerede et højdepunkt for den spanske veteran, fordi det var første gang, han havde sat Alberto Contador og Chris Froome til vægs på en meget svær bjergafslutning i et ugelangt etapeløb. I den forløbne uge sikrede han sig så endelig den sejr i Baskerlandet Rundt, som på forunderlig vis er undsluppet ham igennem hans glorværdige karriere, og dermed kan han nu sætte flueben ud for samtlige større spanske etapeløb.

 

Sejren var ganske vist ikke så suveræn, som den var i Catalonien, men alligevel var den yderst opløftende for Valverde i det længere perspektiv. Når Valverde ikke tidligere har vundet i Baskerlandet, skyldes det, at han altid er kommet til kort på den afsluttende enkeltstart, og faktisk er det ikke få gange, at han har kørt decideret skuffende i kampen mod uret på sidstedagen. Denne gang var det imidlertid netop på enkeltstarten, at han sikrede sig den samlede sejr ved at slå både Alberto Contador og Ion Izagirre ganske klart, selvom begge historisk har været langt stærkere i netop denne disciplin.

 

Det mest interessante var egentlig ikke selve sejren. Med en hård stigning først på ruten var det indlysende, at Valverde havde en god chance for at slå sine to landsmænd, ikke mindst i lyset af hans nuværende klatreform. Mere perspektivrigt var det, at Movistar-stjernen ikke grundlagde sejren på bakken, men derimod ved at køre stærkest på den sidste flade del, hvor han normalt ville være den svageste af de tre. Det kommer bare et par uger efter, at han leverede en tilsvarende præstation på den langt fladere enkeltstart i Ruta del Sol og kan indvarsle en helt ny styrke for Valverde i kampen mod uret. Det er således værd at huske på, at han allerede i 2015 kørte en fuldstændig fænomenal sidste enkeltstart i Vueltaen. Da man reelt ikke kan bruge 2016-sæsonen som referencepunkt for hans enkeltstartsevner - han kørte reelt kun fuld gas i enkeltstarterne i Giroen og Vueltaen, og i sidstnævnte var han fuldstændig død efter en lang sæson - er der således grund til at tro, at Valverde har udryddet det, der har været lidt af en akilleshæl for ham i etapeløbene.

 

Det er specielt interessant, fordi Valverde ikke har lagt skjul på, at hans største mål i 2017 er at få endnu en sejr i Vueltaen. Undervejs vil han også jagte succes i klassikerne - specielt vil han gerne vinde Amstel Gold Race og Il Lombardia - og han vil stå til rådighed for Nairo Quintana i Touren, men det allervigtigste bliver at forsøge at vinde sin anden grand tour. Valverde har historisk altid kørt haft en fantastisk evne til at præstere over niveau i sit hjemlands største etapeløb, og håbet er, at han i år med en mere afslappet tilgang til Touren kan kapitalisere på denne dieselmotoregenskab til at slå de bedre etapeløbsryttere.

 

På forhånd synes opgaven næsten umulig. Valverde vil være oppe mod Chris Froome, der klart har tilkendegivet, at han nærer mindst lige så store ambitioner, men i lyset af sæsonstarten vil det være dumt at afskrive Valverde. Det spanske etapeløb er således rigt på etaper, hvor Valverde kan hente bonussekunder, og selvom der i år er færre stejle mure og flere længere stigninger, er der tale om bjerge, der passer Valverde langt bedre end Tourens og Giroens udfordringer. Det betyder, at han i kraft af bonussekunder alene kan opbygge sig en solid buffer inden enkeltstarten i den sidste uge.

 

Med den historie, Valverde har for at bevare friskheden sidst på sæsonen og en tilsyneladende styrket evne til at begrænse sine tidstab på enkeltstarterne, har veteranen derfor en reel chance for at udnytte britens større grad af træthed til endnu en gang at nægte Froome den sejr, han så længe har drømt om. Der er klart tale om en karrierens sværeste opgaver, og al logik tilsiger en Froome-sejr til september, men hvis der er noget, de sidste 15 år har lært os, er, at intet synes umuligt for den evigt unge Alejandro Valverde.

 

Kommer den italienske korkprop tilbage igen?

Ugen endte desværre med en meget trist nyhed, der for italienerne helt overskyggede, at deres fremtidige stjerne Gianni Moscon med en femteplads i Roubaix bekræftede, at han har potentialet til at blive en af de kommende års helt dominerende skikkelser. Kort forinden var det blevet meddelt, at Fabio Aru havde slået knæet slemt ved et styrt på sin træningslejr i Spanien, og at han måtte rejse hjem til Italien for at få det undersøgt, men der var fortsat håb om, at det kun var et mindre tilbageslag. Mandag aften kom så lægernes dom om ti dages total inaktivitet, og efter en lynhurtig Skype-konsultation besluttede Aru og Astana-ledelsen, at det ingen mening ville give at forsøge at blive klar til Giro-starten på hjemøen Sardinien - et løb, der siden offentliggørelsen af hjemstedet for årets Grande Partenza har været italienerens altoverskyggende mål.

 

I den danske presse har der mest været fokus på, hvilke konsekvenser det har for Jakob Fuglsangs kaptajnrolle i Tour de France, der heldigvis ikke berøres af den nye situation, men for Aru er situationen langt mere alvorlig. Der er som bekendt ikke langt fra succes til fiasko i den nådesløse sportsverden, og Aru befandt sig i forvejen i en situation, hvor han mindre end et år efter den store Vuelta-triumf reelt var blevet afskrevet af mange hjemlige cykelfans. På forunderlig vis har en enkelt dårlig dag i Tour de France og et uheldsramt forår med ét fjernet Aru fra en position som fremtidens store grand tour-rytter og i stedet placeret ham i en udsat position, hvor kritikken er regnet ned over ham fra alle sider.

 

Den hårde behandling har hele tiden været urimelig, men det er bestemt ikke blevet nemmere af, at Aru nu ikke får mulighed for at søge den oprejsning, der fra et psykologisk perspektiv var fuldstændig afgørende. Det er værd at huske på, at Aru faktisk som altid kørte fremragende i Tourens sidste uge, hvor han blandt andet leverede sit livs enkeltstart, og at det kun var ét kollaps på Col du Joux-Plane, der fuldstændigt ødelagde hans debut i verdens største etapeløb. Forinden var han en mand på vej frem, og havde han bevaret sit momentum bare én dag længere, kunne han sagtens have sluttet Touren meget tæt på podiet.

 

Nu endte det hele i fiasko for den italienske stjerne, men det tydede faktisk på, at han var på vej til at få oprejsning, indtil han blev ramt af det seneste tilbageslag. I Tour of Oman havde han således kørt ganske fremragende på Green Mountain, selvom han stillede til start helt uden løbsrytme, og det var kun sygdom, der slog ham ud i Tirreno-Adriatico. Således var alt på skinner og udsigterne ganske lovende for Aru, der ikke har lagt skjul på, at han og Astana har lært en del af det, der gik galt i Touren.

 

Nu er Aru med ét sendt tilbage til start - måske er han endda endnu længere tilbage - og det kræver en uovertruffen mental styrke at komme tilbage fra endnu en nedtur. Det er imidlertid værd at huske på, hvem vi taler om. Arus styrke som grand tour-rytter har altid været hans ukuelige fightervilje. Specielt vil mange huske, hvordan hele hans Giro i 2015 så ud til at ligge i ruiner, da han i anden uge blev ramt af sygdom og kunne se sin holdkammerat Mikel Landa være ham klart overlegen. Alligevel kom han forrygende tilbage og vandt i den sidste uge løbets to afsluttende bjergetaper. Specielt var det bemærkelsesværdigt, hvordan han aldrig gav op, selv da han på Mortirolo så ud til at have tabt alt på gulvet.

 

Det er denne fightervilje og mentale styrke, der har gjort Aru til et kolossalt grand tour-talent, ikke mindst fordi det har givet ham evnen til at være stærkest i løbets tredje uge, hvor alle andre er på grænsen. Derfor er der stadig håb for det italienske supertalent, selvom han nu har udsigt til et par måneder med utallige kritiske artikler i den nådesløse italienske sportspresse. Indtil nu har modgang imidlertid kun gjort Aru stærkere. Forhåbentlig kommer han også denne gang ud på den anden side som en endnu bedre rytter end den, der allerede i en alder af 25 år sikrede sig sin første grand tour-sejr.

 

FREDAG

Vis valgte

TORSDAG

Vis valgte

ONSDAG

Vis valgte

SENESTE: OPTAKTER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: GIRO D'ITALIA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FELTET.DK HOLDNINGER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: TOUR DE FRANCE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: VUELTA A ESPAÑA

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE KONTI-HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM WORLD TOUR HOLD

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: MATERIALE OG UDSTYR

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: NYT OM DE DANSKE PROFFER

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

SENESTE: FORÅRSKLASSIKERNE

Vis valgte | Se hele artikelarkivet

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 5155 8966

info@feltet.dk