Volta a Catalunya-analyse: Da Pyrenæerne genskabte normaliteten

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Inden årets Volta a Catalunya blev skudt i gang, var der nok en bookmaker eller to, der overvejede, om man overhovedet skulle udbyde spil på løbet. Det er nemlig sjældent, at et WorldTour-etapeløb har haft så gigantisk en favorit, som det er tilfældet for det spanske løb denne gang. Det er bestemt ellers ikke normen, for løbet har i de senere år været et af de mest åbne, når det har tiltrukket den ene stjerneparade efter den anden og ofte været den første direkte konfrontation mellem flere af sportens største navne. Bare tænk tilbage på sidste års udgave, hvor der ganske vist kun var to reelle favoritter, men hvor man næsten lige så godt kunne slå med terning, hvis man skulle forudsige, om sejren ville gå til Remco Evenepoel eller Primoz Roglic.

Sådan er det bestemt ikke denne gang. Det er ellers lidt af et scoop for de spanske arrangører, at de for første gang er lykkedes med at tiltrække Tadej Pogacar, men den slags har også en pris. Det vil nemlig i langt de fleste tilfælde kvæle enhver form for spænding, for nu om dage synes det kun at være Jonas Vingegaard, der kan tilbyde det slovenske fænomen reel modstand. Tirreno-arrangørerne befandt sig jo i præcis samme situation for et par uger siden, da de med stolthed kunne præsentere den danske Tour-konge, men hurtigt måtte sande, at det også betød, at deres løb blev en højst ensidig affære, der slet ikke kunne måle sig med det drama, vi oplevede i Paris-Nice.

Læs også

Gruset gjorde udfaldet i nervepirrende udbrudssejr

I Italien var løbet endda mere åbent. Der havde man trods alt en lille mulighed for, at vidunderbarnet Juan Ayuso havde udviklet sig så voldsomt, at Vingegaard, der ikke havde virket alt for overbevisende på kongeetapen i Galicien, måske alligevel kunne udfordres en smule. Den teori blev kun styrtet af vidunderbarnets vilde enkeltstart, men så snart vi ramte bjergene, måtte vi nok engang sande, at der i disse år tilsyneladende er to ryttere, der er i deres helt egen liga, når det gælder etapeløb.

Nogen Ayuso har vi desværre ikke i årets catalanske løb. Feltet er bestemt ikke svagt, når man kan præsentere den regerende Vuelta-vinder, nr. 3 i sidste års Giro, nr. 4 i sidste års Tour og nr. 5. og 6 i sidste års Vuelta. Feltet bliver kun endnu stærkere når de ledsages af to af sportens allerstørste talenter, nemlig Lenny Martinez og Cian Uijtdebroeks.

Problemet er bare, at ingen af dem når Pogacar til sokkeholderne. Nok kan vi forvente os en vild udvikling fra Uijtdebroeks og Martinez, men det har trods alt fra sæsonstart været ret klart, at de stadig har et stykke vej at gå. Når man så samtidig byder på en rute med hele tre bjergfinaler og to etaper med appel til eksplosive ardennertyper, må arrangørerne have vist, at deres løb ville blive et ret ensidigt Pogacar-show.

Derfor var de nok heller ikke utilfredse med, at løbet blev indledt med gårsdagens sensation, hvor UAE-mandskabets lille kollaps pludseligt forvandlede Pogacar-showet til et israelershow. Alle vidste dog også, at det formentlig ville være en temmelig kortvarig forestilling, og at normaliteten nok hurtigt ville indfinde sig, når feltet tirsdag indledte de to obligatoriske dage i Pyrenæerne, som løbet altid byder på.

Det gjorde det da også - endda i den grad. Pogacar gik ind til etapen med den opgave at sende et signal til Vingegaard om, at han bestemt ikke er danskeren spor underlegen, og det var lidt af en udfordring. Nok havde danskeren været relativt human på Tirrenos kongeetape, men det kan med nogen sandsynlighed forklares med, at han da allerede havde vundet løbet og kørte med en trukket håndbremse. På løbets ellers ret lette første bjergetape havde han nemlig leveret en skræmmende magtdemonstration, som man skulle stå tidligt op for at matche.

Det gjorde Pogacar så - altså stod tidligt op. Det blev ikke et 81 km langt soloridt som i Strade Bianche, men da den lange tur til bunden af Vallter 2000 var blevet færdiggjort, og UAE-mandskabet havde lagt det sidste pres, fløj sloveneren fra rivalerne med lige så knusende en overlegenhed, som Vingegaard gjorde det for et par uger siden. Det er ellers et bjerg, der historisk har gjort overraskende små forskelle, og hvor Adam Yates leverede lidt af en bedrift, da han i 2021 sejrede med 31 sekunder ned til den første større favoritgruppe, men den form for historik generer sjældent Pogacar. Med en afstand på 1.23 ned til nr. 2 sprængt han slet og rette alle grænser for, hvad vi tidligere har set på Vallter 2000.

Men sådan måtte det jo næsten gå. Ja, modstanden er fin, men når man ser på, hvem der endte som hans nærmeste rivaler, havde Vingegaard nok vanskeligere rivaler, da han kæmpede med Ayuso og Jai Hindley. Bedre blev det ikke af, at den mand, der måske nok har feltets højeste topniveau, nemlig Sepp Kuss, skuffede ganske fælt og dermed overlod det til andre at agere Pogacars hovedrival. Hvis der skulle være nogen form for normalitet efter gårsdagens unormale udfald, måtte sloveneren slet og ret køre feltet midt over - og det gjorde han så også.

Det kan næsten ikke undgå at give mig en smule frustration. Hans beslutning om at køre Giro bliver nemlig nu endnu mere ærgerlig. Ikke blot kommer vi til at savne ham enormt på brostenene de kommende uger i løb, hvor han ikke vil være så overlegen, at hans deltagelse vil fjerne al spænding, han vil også gøre Giroen akkurat lige så ensidig, som han nok gør denne uges catalanske begivenhed. Samtidig sidder jeg med fornemmelsen af, at han kan have lagt yderligere til sit niveau siden sidste år, og derfor kunne det være en gave for cykelsporten, hvis vi fik en frisk Pogacar til Touren for at tage kampen op mod en frisk Vingegaard.

Man kan selvfølgelig drømme om, at Pogacar er så speciel, at han er den særegne fisk, der kan køre Touren på 100% efter en Giro-sejr, men når man ser på, hvordan han plejer at komme ud af sine grand tours, virker det ikke realistisk - og nu gør hans kalender, at vi næppe finder ud af, om hans niveau vitterligt er hævet, for vi skal frem til Touren, inden han formentlig vil møde væsentlig modstand. Heldigvis kan hans møde med Evenepoel i Liege måske give os en lille fornemmelse.

Læs også

Cavendish vinder i Ungarn efter fejlfrit Mørkøv-leadout

I dette løb er det i hvert fald småt med modstanden, men til gengæld er kampen om 2. pladsen ganske herlig. Den er nemlig ganske jævnbyrdig, og foreløbig er det Mikel Landa, der har taget første stik. Det må få en sten til at falde fra Patrick Lefeveres hjerte. Når man investerer dyrt i en mand i hans alder, er det nemlig ikke uden risiko, slet ikke når vedkommende havde et 2023 med en problematisk afslutning. Starten i Algarve var bestemt heller ikke alt for overbevisende, og den belgiske købmand har nok ikke kunnet sige sig helt fri for frygten for, at han havde købt katten i sækken.

Det gør han dog sjældent. Hvis der er nogen, der kan få veteraner til at blomstre, er det som bekendt Lefevere, og Landa ligner ingen undtagelse. Det er nu ikke uventet, at han har et højt niveau, for det havde han også i sidste del af Vueltaen og ikke mindst i sidste forårssæson, der var en af hans allerbedste, men hans sommerkrise og lidt sløje start kunne ikke undgå at skabe lidt usikkerhed. Den fik han i dag begravet ganske effektivt - også så effektivt, at mit bedste bud stadig er, at Landa til sommer vil ende som Soudals bedste mand i klassementet, når Evenepoel er løbet ind i en af sine offdays. At Jan Hirt, som i sidste sæson var et sjældent fejlkøb fra Lefevere, så også leverede en af sine bedste præstationer for holdet, gjorde blot dagen endnu bedre, selvom købmanden også må sande, at Ilan Van Wilder fortsat vitterligt er meget begrænset i bjergene, at James Knox stadig er langt fra niveauet fra Baskerlandet, og at kometen William Junior Lecerf trods alt stadig har et stykke vej til toppen og ikke er nogen Isaac Del Toro, hvad ingen heller havde ventet.

Der må også være faldet en lille sten fra Ralph Denks hjerte. Bora-manageren må efter den sløje start have frygtet, at Aleksandr Vlasov ville fortsætte de triste takter fra sidste sæson, da han startede sæsonen halvtrist og faldt sammen på den første bjergetape i Paris-Nice. Siden det lille kollaps er han imidlertid kommet stærkt igen, og nu tyder mere og mere på, at der faktisk var en lille genrejsning i den flotte kørsel, han leverede i Lombardiet, hvor han var manden, Pogacar ikke kunne sætte. Nok må Denk sande, at Sergio Higuita næppe nogensinde rejser sig, men det virker alligevel helt dumt, at der i dag går rygter om, at Vlasov også til næste år skal køre i tysk tjeneste.

Det kan dog være lidt svært at vurdere, hvor højt niveauet i dette løb faktisk er, hvad måske også får Pogacars magtdemonstration til at virke mere overbevisende, end den er. Det er i hvert fald ret påfaldende, at nr. 2, 3 og 4 ikke har startet deres sæson alt for overbevisende. Det gælder nemlig også for Joao Almeida, der i dag pludselig endte helt fremme. Det er jo ikke spor usædvanligt for en mand af hans klasse, men han har da godt nok forbedret sig ganske dramatisk siden Paris-Nice, hvor han ikke var i nærheden af de bedste. Nu blev han selvfølgelig også hjulpet af det taktiske spil, der gav ham mulighed for at sidde på hjul, men det virker ikke sandsynligt, at vi lige nu ser en Almeida, der er bare tæt på de 100%.

Måske afspejles det samme i Chris Harper. Jeg har flere gange fremhævet australierens uhyre lovende udvikling, som kom til udtryk særligt i Touren, men også han var altså relativt langt fra de bedste i Paris-Nice. I dag leverede han så et gigantridt, der langt overgår hans tidligere præstationer, og selvom det blot er en bekræftelse på den uhyre lovende udvikling, vil det altså undre mig, hvis vi ser Harper blande sig i kampen om top 10, når han til sommer stiller til start som hjælper for Simon Yates. Selvsamme Yates leverede i øvrigt endnu en yderst kritisk præstation i en yderst kritisk sæsonstart, men heldigvis kan man håbe, at det kan forklares med den forudgående sygdom.

Når man alligevel må tillægge resultatet en vis vægt og niveauet en vis klasse, skyldes det kometen Martinez. Det var trods alt ham, der gav Vingegaard uventet meget modstand i Catalonien, og han blev trods alt slået af tre mand i dag. Sandt er det dog også, at dagens præstation jo faktisk er hans hidtil bedste på en bjergetape i et WorldTour-løb - i hvert fald hvor han ikke har været i udbrud - og måske viser det bare, at han trods alt ikke har taget syvmileskridt i sin udvikling hen over vinteren.

Det har Cian Uijtdebroeks i hvert fald ikke. Belgieren leverede et decideret kollaps efter en ellers lovende start på stigningen, og det kommer efter en i forvejen lidt halvkedelig præstation i Tirreno. Foreløbig er der intet, der tyder på, at han har fået det typiske boost af et skifte til Visma, men forhåbentlig kan man forklare det med, at ryttere med Giroen som mål sjældent har plads til at køre alt for stærkt på denne tid af året - medmindre da man hedder Pogacar. I det hele taget tyder løbet på at blive en atypisk trist affære for det hollandsk storhold, der også måtte se Kuss skuffe ganske gevaldigt, men det viser os jo nok bare, at amerikaneren nok aldrig bliver en mand til de ugelange løb, hvor han næsten er skuffet hver eneste gang.

Det gør Enric Mas bestemt heller ikke, men her er der større grund til bekymring. I sine bedste år i 2021 og 2022 var spanieren nemlig ofte en af de allerstærkeste i denne slags løb - indtil han styrtede, men det var han ikke i 2023, og det er han bestemt heller ikke i år. Et stærkt comeback var klassisk Mas, men det ændrer ikke på, at han både her og i Tirreno har været bekymrende svag, når vi taler om en komet, der nærmer den sig i moderne cykelsport så kritiske 30-årsalder. Movistar har ikke meddelt, om han blev fanget bag styrtet, hvad der i lyset af comebacket måske kan give lidt håb, men lige nu ligner Mas stadig ikke sig selv. Det spanske hold må også sande, at der ikke er nogen mirakler for Nairo Quintana efter den lange pause, men han var dog betydeligt bedre end i debuten i Colombia. Ivan Ramiro Sosas genfødsel varede foreløbig også kun én dag, og Javier Romo er milevidt fra det, han har vist i sæsonstarten. Dagens positive udkomme var til gengæld, at Einer Rubio leverede noget af det bedste, vi har set fra ham på dette niveau.

Det gjorde Wout Poels ikke, men den hollandske veteran bekræftede stadig den tilbagevenden til et fint niveau, vi så sidste år og i Tirreno. Cristiain Rodriguez fortsætter også de lovende takter fra 2023, og Lorenzo Fortunato, der blev fanget bag styrtet, kom vel også hæderligt igennem etapen efter det pæne Tirreno. De blev dog begge overgået af to af dagens overraskelser, nemlig Jose Manuel Diaz og Pablo Castrillo. At sidstnævnte er et stort talent, har vi længe kunnet se, men dagens præstation overgår trods alt forventningerne efter en lidt sløj start. Endnu mere uventet var det at se den relativt erfarne Diaz i top 10 på dette niveau. Et lignende resultat har han aldrig været tæt på, og  Galicien var han endda på et bekymrende niveau - men måske siger det igen noget om, at årets udgave af det catalanske løb ikke har det allerhøjeste niveau.

Læs også

Dansker udgået efter styrt

Hvis det er rigtigt, er det jo ekstra ærgerligt, at Marc Soler oplever et af de år, hvor han ikke præsterer i sit hjemmebaneløb, hvor han ellers har for vane at overpræstere, men det kan nok forklares med den nylige skade. Alarmklokkerne ringer i hvert fald mere for Hugh Carthy, hvis genrejsning i Galicien var en yderst kort affære, og for Esteban Chaves, der kommer stadig længere væk fra sit tidligere niveau. Det gør de også for Carlos Verona, hvis opblomstring i UAE Tour nok var en kortvarig affære, når man husker på hans triste 2023, og ikke mindst for Michael Woods, der jo havde sine gode momenter i 2023, men som har været i stille tilbagegang i flere år og nu heller ikke kan præstere i et løb, hvor han ellers altid er god. Det gør de måske i særlig grad for Guillaume Martin, der har været i en nedadgående spiral siden 2020, men som i 2024 synes at være faldet ned i noget, der ligner et hul. Nej, så er der større grund til optimisme for Geraint Thomas, for han har jo gjort det til sin vane altid at være langt fra sit bedste i tiden frem til sine grand tours.

Det har Pogacar til gengæld ikke. Thomas ligner en af hans værste rivaler i Giroen om en god måneds tid, men deres forberedelser kunne ikke være mere forskellige. Ingen vil ane, hvad waliseren kan, når starten går i Giroen i begyndelsen af maj, hvor Pogacar til gengæld vil have gjort foråret til ét langt Pogacar-show. Det gjorde han allerede med sit gigantridt i Strade Bianche, og i dag krævede det bare en tur ind i Pyrenæerne, inden normalitet genindfandt sig i årets udgave af det catalanske storløb efter en højst unormal åbning i går.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT