Giro d'Italia-analyse: Da legebarnets nye drejebog nær ødelagde Merliers statistik

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

I cykelløb - og i alle andre sportsgrene for den sags skyld - er det sjældent en god ide at lægge sin taktik offentligt til skue på forhånd. Chancerne bliver i hvert fald sjældent bedre af, at rivalerne ved, hvad man har i tankerne, og selvom det sker, at en rytter kommer til at give lidt flere oplysninger, end det nok var planlagt, må man som regel gætte sig til, hvad de har planlagt.

Derfor er der næppe nogen uden for UAE-lejren - det skulle da lige være hans kæreste eller familie - der ved, hvilken drejebog Tadej Pogacar havde med sig i tasken, da han forlod sit hjem i Monaco og satte kurs mod Torino for at tage hul på de første tre uger af det vanvittige seksugersprojekt, der meget gerne skulle gøre ham til den første rytter siden Marco Pantani i 1998 til at sikre sig den svære Giro-Tour-double. Der har dog nok været en ret bred konsensus om, at den denne gang måtte være anderledes, end den plejer. Sloveneren er jo ikke just kendt for at holde igen eller spare på kræfterne, men med udsigten til endnu en Tour-duel mod en dansker, der har vist sig endnu mere holdbar end selv den holdbare slovener ville al konventionel logik naturligvis tilsige, at planen måtte være at spare på kræfterne og vinde løbet med så lille et ressourceforbrug som muligt.

Læs også

Optakt: 15. etape af Giro d’Italia

Det var jo også det, ruten lagde op til. Da løbsdirektør Mauro Vegni skulle finde en vej til at overtale det slovenske fænomen til at tilbringe tre uger i Italien, blev hans lokkemad et sjældent nemt løb, der med en hård start indbød til, at Pogacar reelt kunne vinde løbet i den første uge og derefter med defensiv og afmålt kørsel sikre sig den samlede sejr med så lille et energiforbrug, at han ville være relativt frisk, når han i slutningen af juni skal tilbage til Italien for at starte Touren. Ja, man sad vel næsten med fornemmelsen af, at Vegni allerede havde skrevet drejebogen og manuskriptet for ham.

Den konventionelle logik og den oplagte taktik var i hvert fald så åbenlys, at man næppe skulle have studeret på et cykelakademi for at indse, at Pogacar denne gang var nødsaget til at lægge lidt bånd på sig selv. Alle kender hans aggression og angrebslyst, men unødige soloridt eller tidlige angreb som dem, han senest praktiserede i Catalonien, kunne der umuligt være plads til denne gang. Og faktisk har Pogacar jo også vist, at han godt ved, at der er forskel på en grand tour og andre cykelløb. Det tætteste, vi kommer på et vildt soloridt i en grand tour, var vel 8. etape i Touren i 2021, men generelt har han været god til at lægge bånd på sig selv.

Han så da også ud til fint at følge planen på 1. etape. Her havde den Pogacar, vi kender fra endagsløbene formentlig angrebet på Maddalena, men nu var han klog nok til at holde sig i ro - velvidende at det indebar en risiko for, at han alligevel ikke kunne gøre forskellen på den sidste mur, hvad der jo endte med faktisk også at være det overraskende udkomme. Og da han i går tog sin revanche ved at sejre på Oropa, bekendtgjorde han da også, at de næste tre lettere dage handlede om at spare på kræfterne til kommende udfordringer.

Pogacar har altså set ud til at følge den oplagte drejebog, men alligevel har de fleste nok alligevel siddet med en lille tvivl. Ville det virkelig kunne lykkes for legebarnet at holde sig til planen i tre uger uden at få kløe i benene? Særligt hvis han skulle vise sig at være lige så overlegen som forventet, er det ikke svært at tro, at han kunne blive fristet til at afvige fra planen og bruge nogle kræfter, der måske var bedre brugt til sommer.

Vi skulle bare tre dage ind i løbet, inden den tvivl viste sig helt berettiget. Da Mikkel Honoré fra feltets eneste sprinterløse hold i denne på sprintersiden så stærkt besatte Giro greb ud efter EFs eneste chance for at vinde etapen med et angreb på den sidste lille bakke, kunne han til sin egen overraskelse se, at han havde slovensk selskab. Og efter at Pogacar i første omgang havde tøvet med at føre, skulle der bare en enkelt føring fra Geraint Thomas, der også var kommet op, til at overtale ham til at gribe ud efter etapesejr og tidsgevinst.

Det var endda ikke alt for langt fra at lykkes. Bakken havde tømt sprinterholdene for kræfter, og der kom aldrig nogen organiseret jagt. Alligevel endte det med at blive skønne spildte kræfter, for selvom det slovenske uhyre fjernede al den usikkerhed om hans niveau, man måske kunne have haft efter de to første - efter hans standard - ikke så overbevisende dage ved slet og ret at køre den ellers formstærke Honoré ud af hjulet og køre så stærkt, at Thomas i sin akutte iltmangel kan kunne tage én føring, kan selv slovenske overmennesker åbenbart ikke matche et felt i fuld jagt.

Spørgsmålet er nu, om der bliver talt med store bogstaver i UAE-lejren her til aften. I sit efterfølgende interview med Discovery havde sloveneren i hvert fald meget, meget travlt med at understrege, at det i hvert fald ikke var ham, der havde angrebet. Han var skam bare kørt med, da Honoré satte festen i gang, og derfor var han jo helt uden skyld i, at det hele udviklede sig helt anderledes end ventet.

Spørgsmålet er, om hans sportsdirektører godtager den forklaring. Hans indledende modvilje mod at føre viste i hvert fald, at han nok havde fået strenge ordrer på at holde sig i ro, og det blev blot bekræftet af hans insisteren på, at det i hvert fald ikke var ham, der havde åbnet ballet. Alligevel skulle der bare en enkelt Thomas-føring til at overtale legebarnet til at afvige fra planen, og det er svært at tro, at det er noget, der bliver set med helt milde øjne på hos den arabiske ledelse. I strid med den oplagte drejebog var det i hvert fald.

I forvejen havde Pogacar brugt helt unødige kræfter i den indlagte spurt. Nu er det næppe den spurt, der afgør, om han vinder Touren eller ej, men det virkede helt, helt unødvendigt for en mand med hans forspring at gribe ud efter de sekunder, som ingen andre ellers ville bruge kræfter på. Ineos havde jo - taktisk ganske hovedløst - sat Ben Swift til at stjæle sekunder fra Thomas’ rivaler, der jo ellers ikke just er kendt for deres spurtstyrke, hvis man ser bort fra Pogacar og til dels Daniel Martinez, og for Thomas selv lignede det vist mest et spørgsmål om at tage et sekund, der alligevel var gratis, da han sikrede sig 3. pladsen. Den eneste, der for alvor udviste interesse for de sekunder var den rytter, der havde allermindst brug for dem.

Læs også

Vild historie: "Jeg er overbevist om, at de forgiftede mig"

Jonas Vingegaard trænger jo sikkert til lidt opmuntring i disse tider, men i dag fik han da i hvert fald en af slagsen. Hvis der ikke skal mere til at fremprovokere det slovenske legebarn, skal han vel skynde sig at gribe knoglen og ringe til Italien for at fortælle, at Visma skal angribe på alle bakker i alle finaler. De behøver end ikke bruge Cian Uijtdebroeks til det. Nej, de kan for så vidt angribe med Olav Kooij, Christophe Laporte eller Tim van Dijke, for de truer Pogacars samlede sejr akkurat lige så meget som Honoré - og alligevel følte Pogacar sig altså kaldet til at reagere, da den danske EF-rytter, som nok er en dygtig cykelrytter, men ikke just en Giro-vinder, forsøgte at snyde sprinterne.

Til gengæld var det bestemt ikke opmuntrende fra sprinterne. Heldigvis er det kun i starten af løbet, at der er så sene bakker på sprinteretaperne, at man skal være bange for kløe i det slovenske legebarns ben, men nu må de da gå i seng med en voldsom frygt for, hvad der kan ske i morgen, hvor Capo Mele i en miniudgave af Milano-Sanremo giver en endnu større chance for en Pogacar-sejr. Ja, nu skal de velsagtens også til at blive bekymrede for Rom-etapen, for vi skal jo egentlig bare godt et halvt år tilbage for at finde et Pogacar-angreb på paradeetapen til Paris.

Den tid, den sorg. I sidste øjeblik fik sprinterne alligevel deres spurt, og den gik, som den plejer. Tim Merlier er notorisk kendt for altid at vinde den første massespurt i et etapeløb, inden det begynder at slide på hans stærkt begrænsede holdbarhed, og det har han da også gjort i alle sine grand tours indtil nu, hvis man ser bort fra hans helt igennem fejlslagne Vuelta i 2022, hvor en sjældent svag Merlier aldrig var bare tæt på at vinde en etape. Derfor var det også nærliggende at tro, at den belgiske supersprinter ville holde den statistik i live, når der i dag med et uhyre langt og bredt opløb nærmest var inviteret til en af den slags lange powerspurter, han elsker.

Der var bare ét problem, nemlig Merliers notorisk problematiske positionering. Den var da også tæt på at koste dyrt igen i dag, hvor han endte med at sidde længere tilbage end alle sine værste rivaler. Heldigvis har Merlier i år fundet en helt ny topfart, der i Emiraternes urimeligt stærke sprinterfelt i netop denne slags enkle finaler på brede boulevarder altid kunne tørre gulve med rivalerne, selvom han igen og igen sad for langt tilbage, og sådan gik det da også i dag. Da belgieren åbnede for gassen, gled han let forbi alle andre - eller i hvert fald de fleste.

Det kan nemlig godt være, at Merlier vandt etapen, men det havde han næppe gjort, hvis ikke alt var gået galt for Jonathan Milan og Lidl. Inden dette løb var jeg pokkers spændt på at finde ud af, om Milan eller Merlier er den hurtigste i dette felt, for de har begge virket skræmmende i år, men aldrig spurter mod hinanden i en direkte duel. Mit bud har været, at Milan på fart har en lille overhånd, og den opfattelse er kun blevet styrket i dag, selvom det var Merlier, der brød Milans statistik, der ganske vist kun talte ét løb, om også altid at vinde den første sprinteretape i en grand tours.

Italieneren virkede nemlig skræmmende. Det gjorde han allerede i de indlagte spurter, hvor han lignede en mand, der legede med rivalerne, og det gjorde han igen i finalen. Han lå i vinden længere end alle andre - og længere end Tobias Lund, der ellers kørte en meget lang spurt - og selvom han sad længere tilbage end de fleste rivaler, blæste han forbi alle andre, så det kun med det yderste af neglene lykkedes Merlier at snyde ham for sejren. Efterfølgende sagde Merlier ganske vist, at han lå i vinden hele tiden, men det er i hvert fald ikke noget, der bakkes op af billederne.

Alt så ellers ud til at være på skinne for Lidl. Deres formidable tog var ellers gået i stykke inden bakke, hvor Milan var efterladt alene med Jasper Stuyven, men i sidste øjeblik lykkedes det ham at finde Edward Theuns og Simone Consonni. Da de trådte an i vejens venstre side, så det supertog, der på papiret er et gyldent våben for Milan i denne Giro, ud til at skulle sætte ham perfekt i scene, men ganske overraskende viste det våben sig slet ikke at være så slebet som ventet. I hvert fald kunne de slet ikke matche Matteo Trentin, der i højre side kørte lead-out for Alberto Dainese og nok engang bekræftede sine eminente lead-out-evner, og det var Trentins overlegenhed, der tvang Milan til at søge ud i vinden for tidligt. Og da Kooij naturligvis ikke havde i sinde at afgive sit hjul frivilligt, fik den gigantiske italiener givet sig selv helt umulige odds, der dog alligevel ikke var så umulige, at hans suveræne fysik ikke var tæt på at give ham sejren.

Det gode hjul skulle til gengæld have givet Kooij sejren. Han sad bedre end både Milan og Merlier, der forud for løbet var regnet som de to øvrige supersprintere, men da den fordel fik han slet ikke glæde af. Nu endte han med at få afbrudt sin spurt, men desværre beviste dagens finale det, vi allerede har set flere gang i år, nemlig at Kooij i forhold til de allerbedste desværre mangler noget fart. Han kan glæde sig over, at den positionering, det har haltet med i år, sad i skabet, men på fart var han klart overmatchet.

Den eneste anden rytter, der måske kan matche de tre supersprintere på fart, er Fabio Jakobsen, men om det er tilfældet fandt vi ikke ud af i dag. Som frygtet viste finalen sig for hård for den tunge hollænder, men det åbnede til gengæld døren for Lund - og den mulighed greb han på endog meget opløftende maner. Nok viste han sig slet ikke så stærk som Milan, der kørte en endnu længere spurt fra en langt mindre gunstig position, men ser man bort fra løbets to hurtigste, var der i lyste af spurtens længde bestemt ingen, der overstrålede danskeren. Efter de flotte resultater i Tyrkiet var der ellers usikkerhed om, hvordan man skulle oversætte den åbenlyst forbedrede fart, også i flade spurter, til et stærkere felt, men i dag fik vi bevist, at han i hvert fald i hårde finaler nu er meget konkurrencedygtig på højt niveau.

Læs også

LIVE nu: Næsten 60 ryttere i udbrud!

Det blev da også en relativt hård finale. I hvert fald udgjordes toppen af ryttere, der alle er kendt for en vis holdbarhed - for Merliers vedkommende dog kun tidligt i løbene. Det var dog også lidt en tilfældighed, at Biniam Girmay og Jenthe Biermans endte i top 4. Det skyldtes i hvert fald i høj grad, at det var dem, der havde de gode hjul bag lokomotiverne Milan og Merlier.

Det var dog opløftende at se Girmay vinde kampen om Milans hjul, som han i sidste ende alligevel mistede, for dermed fik han vist, at han vitterligt har forbedret sin positionering på samme måde, som farten længe har set lovende ud. Mere overraskende var dog Biermans’ 4. plads, for mens det ikke var uventet, at finalen blev for hård for hans kaptajn, David Dekker, plejer han at skulle bruge en stigende finale for at kunne blande sig - men man kommer langt med det rette hjul.

Mere kritisk var det for Dainese. Vi fik ellers at se, at han og Trentin vitterligt er det perfekte ægtepar, for den sublime veteran kan hjælpe sin positioneringssvage landsmand med at løse sit største problem. Det gjorde han også i dag, hvor han satte Dainese perfekt i scene, men der var slet intet af hans velkendte fart. Spørgsmålet er så, om ikke det skyldes den hårde finale, for vi så allerede i Romandiet, at formen efter den lange skadespause haltede ganske meget.

Det var også nu, vi endelig fik lov at se Ethan Vernon spurte mod de bedste. Han har jo ellers levet en skyggetilværelse som Soudals tredjespirinter uden mulighed for at måle sig med de bedste, men i dag fik han chancen, da han endda havde klaret positioneringen uventet godt. Desværre fik vi også bekræftet det, vi nok allerede fornemmede, nemlig at han altså mangler ganske meget i forhold til de bedste.

Til gengæld var hans position opløftende, for den har det før haltet med. Dagens positionskamp gav imidlertid flere uventede udfald. Det var ret bemærkelsesværdigt at se typer som Laurence Pithie, Giovanni Lonardi og Danny Van Poppel sidde så langt tilbage - og bedre blev det ikke af, at Pithie viste en bekymrende svag fart i en hård finale, der ellers burde passe ham. Nej, så var det langt mere ventet at se Sebastian Molano, der har positioneret sig skidt i år, Fernando Gaviria, der aldrig har positioneret sig godt, positioneringssvage Kaden Groves, der denne gang ikke fik glæde af sit ellers stærke tog, Caleb Ewan, der altid har været en lottokupon i positionskampen, og Phil Bauhaus, der i år har mistet sin tidligere så gode positioneringsevne, sidde for langt tilbage.

Mere bekymrende var det at se, at ingen af dem imponerede med deres fart. Molano har spurtet skidt hele året, Gaviria har længe ikke haft farten, og Bauhaus har i år været overraskende langsom, men mere urovækkende var det med de to australiere. Ewan gav i hvert fald ikke skyggen af indtryk af, at hans deroute skulle være ved at stoppe, og Groves efterlod nok engang det svage indtryk, den i 2023 ellers så flyvende australier har gjort hele året. Det lå i hvert fald ikke i kortene, at de i dag skulle slås af Stanislaw Aniolkowski, der som en af feltets tungere sprintere til gengæld imponerede og fortsatte en uhyre lovende sæsonstart.

Lovende har sæsonstarten også været for Pogacar og Merlier, og de har begge fortsat succesen i dette løb. Alligevel bliver deres aftener nok noget forskellige. Merlier vil blive hyldet af sine sportsdirektører for at fortsætte sin imponerende statistik med sejre på åbningsetaper i de fleste etapeløb, mens det er noget mere tvivlsomt, hvilken samtale Pogacar skal have med sine chefer. Ganske vist lykkedes det ham at holde sig i ro, da den første spurt skabte en helt uventet situation og var tæt på at forvandle en kedsommelig sprinteretape til noget helt andet - og måske kunne have kostet Cian Uijtdebroeks en samlet podieplads, da hans rivaler totalt missede en mulighed for at sætte en af de helt store favoritter afgørende til vægs - men der skulle altså bare et enkelt angreb fra den ikke just i klassementssammenhæng livsfarlige Honoré til at få legebarnet til at afvige fra drejebogen. Spørgsmålet er nu, om araberne får ham talt til ro, eller om Vingegaard får endnu mere grund til at gnide sig i hænderne senere i løbet.

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT