Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

24. april 2024 14:16Foto: Sirotti

Maikel Zijlaard gav Tudor en drømmestart på deres store hjemmebaneløb med en fornem sejr på prologen, der som ventet ikke skabte de store forskelle i klassementet. Det lille, schweiziske mandskab har endda en god chance for at tage endnu en sejr allerede onsdag, hvor den første af de to sprinteretaper på årets sprintervenlige rute venter, og selvom der som så ofte før i Romandiet skal klatres, hvis man vil spurte, er klatreudfordringerne denne gang mere overkommelige, end de før har været det.

Artiklen fortsætter efter videoen.

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Tour de Romandie, Itzulia Basque Country og Volta a Catalunya afvikles alle i meget kuperede regioner, som ikke levner meget plads til rene sprintere. I stedet tilbyder de som regel adskillige muligheder for hurtige folk, der kan overleve nogle stigninger, og derfor er det perfekte løb for stærke sprintere og ardennerspecialister. I år er det dog mere sprintervenligt end vanligt, for selvom man ofte har haft en ganske svær 1. etape, hvor der er blevet skabt betydelig udskilning, tyder meget på, at løbets få sprintere kan komme til fadet fra start uden at skulle være alt for holdbare. Det kræver, at de kan klatre lidt, for som altid er der mange højdemeter på programmet, denne gang 2650, men der sluttes med to omgange på en rundstrækning, der kun har to kortere stigning. Den sidste er dog relativt stejl og har top med kun ca. 10 km igen, og den bør kunne rydde ud i feltet, inden der formentlig skal spurtes om sejren i Fribourg.

 

I alt skal der tilbagelægges 165,7 km, de fører feltet fra Chateau-d’Oex til Fribourg. Man lægger ud med at køre en omgang på en let kuperet og 4,5 km lang rundstrækning i området sydvest for startbyen. Herefter tager man hul på endnu en omgang, men hurtigt drejer man mod vest for at køre ad en let faldende vej mod først vest, så nordvest og dernæst nordøst. Efter 26,8 km flader det ud, hvorefter det går igennem fladt terræn mod nordøst og nord frem til den første spurt, der kommer efter 39,3 km.

 

Læs også
Bundærlig Pogačar: Det er noget lort

 

Nu ændrer etapen karakter, når man har kørt et kort, fladt stykke mod sydvest og nord. Nu forlader man nemlig dalen ved at køre mod vest op ad kategori 2-stigningen Sorens (4,2 km, 7,5%), der stiger med ca. 9% over store dele, men også har passager med 5-7%. Toppen rundes efter 45,1 km, hvorefter en let nedkørsel leder mod vest tilbage til dalen. Derfra går det mod nord, øst og nordøst igennem kuperet terræn, der har en bakke (2,1 km, 5,2%) med top efter 63 km, frem til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 72,5 km. Herefter køres ca. en halv omgang, hvilket betyder, at man efter 76,0 km for første gang når toppen af kategori 3-stigningen Arconciel (1,8 km, 7,3%), inden man efter 85,1 km krydser stregen for første gang.

 

Etapen afsluttes nu med to hele omgange på den 40,3 km lange runde. Man lægger ud med at tage en teknisk nedkørsel, der leder mod nordøst, inden det går mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Lorette (700 m, 12,7%), der er en jævn mur, hvis top rundes efter hhv. 89,1 km og 129,4 km. Fra sidste passage resterer fortsat 36,3 km, der indledes med, at man kører ad en let stigende vej mod sydøst, syd og sydvest frem til byen Le Mouret, hvor dagens sidste spurt køres på anden omgang efter i alt 140,4 km.

 

Derfra fortsætter det med at stige, mens man kører mod sydvest, inden det begynder at falde mod vest, nordvest og nordøst, undervejs ad en lidt kringlet passage. I bunden drejer man mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Arconciel (1,8 km, 7,3%), der stiger relativt jævnt, og hvis top rundes efter hhv. 116,3 km og 156,6 km.

 

Fra sidste passage resterer blot 9,1 km, der indledes med et kort fladt stykke, der fører mod nordøst, inden det går mod nordøst ad en faldende vej frem mod de sidste 4 km, der er relativt flade. Det stiger således først let, inden der venter en kort nedkørsel, hvorefter de sidste 1500 m er let stigende. Med 3500 m igen drejer man i en rundkørsel, hvorefter man skal igennem yderligere tre rundkørsler med hhv. 2300 m, 1900 m og 800 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2650 højdemeter

 

Fribourg er en hyppigt besøgt målby, der senest lagde asfalt til den afsluttende enkeltstart i 2021, hvor Remi Cavagna på en regnvåd dag sejrede foran Stefan Bissegger og den samlede vinder, Geraint Thomas. Forinden var man vært for prologen i 2018, hvor Michael Matthews sejrede med 1 sekund ned til Tom Bohli, Primoz Roglic og Rohan Dennis. I 2015 snød Stefan Küng sprinterne ved at køre alene hjem til en udbrudssejr på en regnvåd dag, og sprinterne blev også snydt i 2014, hvor Romandiet-kongen Michael Albasini spurtede sig til sejr foran Thomas Voeckler og Jan Bakelants i en trio, der holdt feltet bag sig med 9 sekunder. I 2010 blev sprinterne dog ikke snydt, da Mark Cavendish sejrede i en spurt foran Danilo Hondo og Robert Hunter, men det blev det i 2009, hvor Riccardo Serrano, Lars Bak og Gregory Rast holdt feltet bag sig, inden spanieren spurtede sig til sejr. I 2008 kom sprinterne også til fadet, denne gang med Robbie McEwen som hurtigste mand foran Daniele Bennati og Matti Breschel. Tour de Suisse har også været forbi i dette årtusinde, nemlig i år 2000, hvor Wladimir Belli kørte alene væk fra et udbrud og sejrede foran Marcel Strauss og Stefano Garzelli.

 

 

 

 

Læs også
Optakt: 1. etape af Giro d’Italia

 

 

 

 

 

 

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

I dag slap rytterne for Romandiets frygtede regnvejr, men det er ikke sikkert, at de er lige så heldige onsdag. Det vil i hvert fald med sikkerhed være en kold fornøjelse, for de vil starte i overskyet vejr med en bygerisiko på 15-25% og en temperatur på bare 4 grader. I området omkring Fribourg vil det med 7 grader være lidt varmere, og måske kan man endda få et enkelt solstrejf, men der vil være en bygerisiko på 30-40%. Der vil være en jævn vind (16-18 km/t) fra vest, hvilket frem mod rundstækningen giver først modvind, så sidevind, dernæst modvind, så igen sidevind og slutteligt med- og sidemedvind. På rundstrækningen vil der være medvind på første stigning og derefter først sidemedvind, sidevind, sidemodvind, modvind og så sidevind frem til sidst stigning. Her vil der være medvind, hvorefter der ind mod byen vil være først sidemedvind og så hovedsageligt sidevind. Man får sidemedvind frem til svinget med 3500 m igen, hvorefter der vil være sidemodvind frem til mål.

 

Analyse af prologen

Her kan du læse min analyse af, hvordan Maikel Zijlaard med sin prologsejr gjorde tirsdagen til Fabian Cancellaras store dag og fortsatte kursen mod, at Schweiz får det WorldTour-hold, en så stor nation bør have.

 

Favoritterne

Tour de Romandie er et af de løb, sprinterne typisk takker pænt nej til at køre. Ganske vist har løbet som regel to chancer for sprinterne - i nogle tilfælde endda tre for de allermest holdbare - men meget ofte stiller de betydelige krav til klatreevnerne. Sidste års udgave er jo et godt eksempel. Selvom hele tre etaper sluttede i en eller anden form for spurt, var det fulde felt at sprintere aldrig med hjem. Da Ethan Vernon vandt 1. etape, var de fleste sat af, da Ethan Hayter vandt 2. etape var det alt, alt for hårdt for næsten alle, og da Fernando Gaviria vandt 5. etape, var det så - paradoksalt nok - nu pludselig blandt andre Vernons tur til at være sat af, selvom han havde klatret bedre end blandt andre Gaviria på 1.  etape. Derfor er det ikke mærkeligt, at Tour of Türkiye med succes har etableret sig som sprinternes foretrukne Giro-forberedelse, hvad der jo er ganske tydeligt i disse navne, hvor navne som Fabio Jakobsen, Sam Welsford og Max Kanter finpudser formen i det tyrkiske sprintershow

 

Læs også
Tobias Lund før Giro-debut: Her får jeg lov at køre min egen chance

 

I år er det hele imidlertid lidt anderledes. Egentlig er årets rute sjældent bjergrig, for det er første gang i al den tid, jeg kan huske, at løbet har to bjergfinale. Til gengæld er de to sprinteretaper betydeligt lettere, end de plejer at være. Det gælder særligt søndagens afslutningsetape, der virkelig er et særsyn, i hvert fald i de seneste år, men som minder os om, at der af og til godt kan være så lette etaper, at Robbie McEwen faktisk har 3 etapesejre, og Mark Cavendish har to af slagsen. I de seneste år er der bare kommet ganske langt mellem den slags etaper.

 

Det er imidlertid ikke kun 5. etape, der er sjældent let. Det er også 1. etape. Her stilles der med de 2600 højdemeter og ikke mindst den sene stigning ganske vist betydeligt større krav til klatreevnerne - også så store, at der nok skal falde nogle hurtige folk fra - men i sammenligning med de klatreudfordringer, der var på de tre ”sprinteretaper” i 2023, er det helt anderledes humant.

 

Måske er det derfor, at sprinterfeltet er stærkere end vanligt. Det var det nu allerede sidste år, men denne gang er der igen et sjældent stort antal klassiske sprintere, der kører løbet. Noget sprinterparadis er det stadig ikke, for der er en del hold, der slet ikke har en sprinter, og de deltagende sprintere er også for langt de flestes vedkommende mere holdbare typer, men vi har i hvert fald haft betydeligt svagere sprinterfelter end dette.

 

Det betyder også, at det er svært at tro, at vi ikke får en spurt. Der bør være flere hold, der er klar til at jagte. Ruten er så kuperet, at vi sikkert godt kan få en kamp om at ramme udbruddet, men typisk kører udbruddet på 1. etape uden alt for mange sværdslag. Særligt Tudor skal i hvert fald nok sørge for, at gruppen ikke bliver for stor og stærk.

 

Når udbruddet er kørt, vil Tudor tage kontrol. De har nemlig ikke blot en trøje at forsvare, men også en af etapens helt store favoritter. Jeg er dog lidt i tvivl om, hvor meget hjælp de får. Jeg vil tro, at de kører med lidt stram elastik, og så længe det ikke er nødvendigt, vil der nok være mange hold, der har det fint med at spare sig. Jeg vil dog også tro, at hold som DSM, Bahrain, Q36.5, Lotto, Ineos og Lidl giver en hånd med, hvis det er nødvendigt, og derfor vil det undre mig meget, hvis ikke det bliver samlet.

 

Det store spørgsmål er, hvor meget pres på der bliver lagt. Desværre for dem, der vil have et hårdt løb, ligger den første af de to stigninger ret langt fra mål. I år er dette dog Ethan Hayters bedste chance for at vinde en spurt, og medmindre Ineos er her næsten 100% for klassementet - og det kan med denne trup bestemt ikke udelukkes - kan de godt udnytte det hårde sektion med to stigninger tæt på næstsidste passage af målstregen til at gøre det hårdt. Det er nok for tidligt til at sætte folk varigt af, men det kan trætte folk frem mod sidste stigning.

 

Det er her presset for alvor skal lægges, men det er også kun Ineos, der kan ventes at lægge det. Jeg har i hvert fald svært ved at finde andre kandidater. Cofidis, Ag2r og Arkea kunne alle have en klar interesse i det, men det vil være helt uvant for dem at tage ansvar i WorldTour-løb. Hvis Ineos ikke tager initiativet, kan det sagtens være, at ingen gør det.

 

Det vil dog undre mig meget, hvis ikke vi får angreb. Det vil ligne Julian Alaphilippe meget dårligt ikke at angribe på en stigning som denne, og de angreb bør sikre, at det kommer til at gå ret stærkt. Vinden er også gunstig, og stigningen er bestemt svær nok til at skabe udskilning. Den er for kort til at skabe rasende stor udskilning, men den er lang nok til at sætte de tungeste af - særligt med den gunstige vind.

 

Kan et udbrud så holde hjem? Med denne vind kunne betingelserne ikke være bedre, men det vil undre. Der er da enkelte lidt kringlede sektioner, men mest af alt er finalen for enkel. Naturligvis skal sprinterne lige gøre status, inden de kan jagte, men mon ikke Ineos med deres stærke hold i den fulde finale som minimum vil give Hayter chancen. Derudover vil jeg også blive forbavset, hvis typer som Simone Consonni, Thibau Nys og Alberto Dainese ikke kommer med over, og de har begge hold, der kan forventes at tage ansvar.

 

Læs også
Dansk etapesejr og førertrøje i Fredsløbet

 

Jeg regner altså med en spurt i ikke fuldt, men relativt stort felt. Jeg tror heller ikke etapen vil have været alt for hård, men de lidt mere holdbare folk kan da have en lille fordel blandt de overlevende. Finalen er også helt enkel. Sidste sving kommer med mere end 3 km til mål, og derefter er der bare de tre rundkørsler med hhv. 2300 m, 1900 m og 800 m igen. Det er klart, at man ikke skal sidde alt for langt tilbage i den sidste, men det er en spurt, hvor der god plads til lade farten tale, selvom der med den relativt hårde modvind er grænser for, hvor meget man kan redde med en lang spurt. Alligevel betyder positionering ofte en del i disse spurter. Der er af gode grunde ikke mange organiserede lead-outs i et bjergløb, og derfor bliver de ofte temmelig kaotiske. Vejene er ofte også relativt smalle - selvom denne ikke er den allersmalleste - og derfor kan man let blive lukket inde.

 

Jeg går med Alberto Dainese, men som altid er det med stor usikkerhed. Italieneren er nemlig notorisk kendt for sin svage positioneringsevne, og derfor er det altid bekymrende, at en spurt kan blive kaotisk. Egentlig har han et ret stærkt våben i Maikel Zijlaard, der er en af de absolut bedste lead-out men i dette felt, men den store hollænder kommer næppe med hjem. Gør han det, er jeg meget fortrøstningsfuld i forhold til Dainese, men hvis han skal klare sig uden Zijlaard, kan det sagtens gå galt.

 

Heldigvis er finalen dog enkel, og jeg synes, at Dainese har forbedret sig i år. Det gik i hvert fald hæderligt på Mallorca og uventet godt i kaosset i Loire. Her er støtten ikke den samme, men selv hvis Zijlaard falder fra, har han stadig noget fart i Luc Wirtgen. Derudover vil feltet i det tilfælde også være mindre, og dermed vil positionskampen være mindre intens. Det er klart, at Dainese også selv skal md hjem, men da han i dag er blevet uhyre holdbar, er det kun et problem, hvis han stadig mangler meget form efter sin skadespause. Han viste allerede i Loire, at han var langt fremme, og derfor vil det undre mig meget, hvis ikke han er stærk nok til at komme med hjem. På fart er det kun Matteo Moschetti, der kan true ham, og han får til gengæld svært ved at komme med hjem. Sidder han fornuftigt, er jeg ret fortrøstningsfuld i forhold til Dainese, men som altid kan det sagtens gå galt. Hans positionering i Loire giver mig dog optimisme nok til at pege på ham. Skulle han alligevel falde fra, er Wirtgen vel top 10-kandidat, for så har løbet været hårdt.

 

Jeg tror, at Lidl er den værste rival, men hvad pokker gør de? Kører de for Simone Consonni eller Thibau Nys? Det kan gå begge veje. Jeg vil forvente, at Consonni er den hurtigste i denne form for spurt, men han er hentet til holdet som lead-out man - en rolle, han skal spille for Jonathan Milan i Giroen. Derfor vil det være naturligt at øve den, mens Nys omvendt er en af holdets kaptajner. Hans far, Sven Nys, har da også sagt, at hans søn har et par chancer i denne uge, og det må jo selvsagt være på 1. og 5. etape. Samtidig siger han dog, at løbet her kan komme for tidligt, og hvis Nys sidder med dårlige ben - vi ved jo, at hans bundniveau kan være frygteligt lavt, og dette er hans sæsondebut - er der vel næppe tvivl om, at de går med Consonni.

 

Consonni kan også være ret svingende med sin klatring, men så tæt på Giroen bør han have formen til at overleve. Hvis Nys ikke er i formsvag tilstand - og sidste år var han god med det samme i dette løb - bør de begge overleve, og så skal der tages en beslutning. Jeg tør ikke lægge hovedet på blokken, men uanset hvad står de stærkt, fordi de også har Patrick Konrad og Jacopo Mosca i det måske stærkeste tog. Jeg rangerer Consonni højest, fordi han er så god i positionskampen og også bør være den hurtigste - sidste år så vi nemlig på 1. etape, hvor Nys ellers blev nr. 2, at han nok mangler lidt fart på flad vej - men jeg giver også Nys en næsten lige så høj rangering, fordi han med så stærkt et tog står meget stærkt til at vinde en spurt i det, der kan blive meget kaotisk.

 

Derefter går jeg nok med Milan Menten. Sidste år var det i dette ret løb ret tydeligt, at han manglede noget fart på flad vej, men til gengæld viste han senere i Mayenne, at han på sine gode dage kan se helt anderledes hurtig ud. Hans holdbarhed er ret svingende, men hvis han har de klatreben, han havde sidste år, hvor han sad med hjem på både 1. og 5. etape, får han ikke problemer. Han har imponeret i positionskampen, men her lider han lidt under et svagt tog. Det bliver svært at få Jarrad Drizners med hjem, og lykkes det ikke, har han kun Andreas Kron, Heldigvis har han som sagt positioneret sig godt på egen hånd, og det er også årsagen til den høje rangering. Han må regnes som en af de hurtigste, og han burde have en god chance for at sidde så godt, at den første WorldTour-sejr er inden for rækkevidde. Skulle han falde fra, er det muligt, at Kron vil blande sig, og han er så hurtig, at han i et lille felt sagtens kan lave et pænt resultat - men næppe vinde.

 

Derefter må jeg hellere gå med Andrea Vendrame. Han har aldrig haft farten til at vinde flade spurter, men i dette felt har han bestemt en chance. Stigningen er til hans klare fordel, men han vil stadig næppe være den hurtigste i det overlevende felt. I den forbindelse kan det bekymre, at positioneringen, der tidligere var en stor styrke, var pist borte i Vueltaen sidste år. Det var den til gengæld ikke i Tirreno, hvor han gjorde det uventet godt, og vigtigst af alt har han i Dorian Godon vel en af de bedste lead-out men. Kombinerer man det med det fine arbejde, han gjorde i Tirreno, har han vel en chance for at vinde, hvis det flasker sig. Godon kan også spurte, men det vil være meget uventet, hvis ikke de kører for Vendrame.

 

Bahrain er et af de hold, der har to muligheder, nemlig Nikias Arndt og Matevz Govekar, og de har ikke meldt ud, hvem der får chancen. Det vil dog være naturligt at give den uhyre holdbare Arndt chancen her og satse på Govekar på søndag. Arndt er også den eneste, der med sikkerhed bør overleve denne stigning, og med den fart, vi har set fra Govekar, vil jeg også give ham den bedste chance - selvom Govekar med sin uventede sejr i Antalya måske har fundet en ny fart. Heller ikke Arndt er dog rasende hurtig, som vi senst så det i Baskerlandet, og han har også i dette løb altid manglet noget fart. Hans positionering har også været lidt haltende, men får han Govekar med over, står han med ham og Edoardo Zambanini faktisk ret godt (Cameron Scott vil aldrig overleve). Det kan måske hjælpe ham i en finale, hvor det lange opløb er perfekt til hans siddende powerspurt. I kraft af toget og sejren i Antalya tør jeg heller ikke udelukke Govekar, selvom han har skuffet mig indtil nu.

 

DSM er et af de mest sprintertunge hold. De har meldt ud, at plan A er Emils Liepins, men får svært ved at overleve. Han har ellers ofte imponeret mig med sin holdbarhed, men i år har han virket helt usædvanligt tung. Selvfølgelig er der en chance for, at han har fundet de klatreben, han ikke har haft, og skulle han overleve, står han stærkt. Et tog med Sean Flynn, Pavel Bittner og Niklas Märkl (hvis han overlever) er sammen med Lidls det bedste, og selvom han har spurtet skuffende i år, er han stadig i dette felt en af de klart hurtigste, måske kun overgået af Dainese, Moschetti og Consonni. Med så godt et tog kan han helt sikkert vinde, men jeg tror ikke, at han overlever. Falder han fra, er DSM dog stadig med i kampen. Bittners holdbarhed er uhyre svingende, men efter et flot Roubaix har han en god chance for at overleve. Han har stort set ikke spurtet som professionel, men han vandt jo altså feltets spurt i Criqulion foran blandt andre Menten. Uden chance er han ikke. Falder de begge fra, er Flynn en hæderlig plan C, men han bør ikke have farten til at vinde.

 

Læs også
Visma-boss bekræfter: Vingegaard kan stadig nå Tour de France

 

Så er der Ethan Hayter. Han har jo gjort disse reducerede massespurter til sit speciale, men jeg er bange for, at det bliver svært at komme ud af krisen i dette løb. Etaperne er lettere end vanligt, og derudover har holdet helt åbenlyst nedprioriteret ham i et løb med fokus på klassementet. Magnus Sheffield er det eneste bud på en lead-out man, og når man så, hvordan forsigtige Hayter positionerede sig i Baskerlandet, virker det usandsynligt, at han kan sidde rigtigt. Omvendt har han jo tidligere klaret positioneringen ganske pænt, og finalen er i det mindste enkel. Der er folk, der er hurtigere end ham, men fanges de hurtigste på det forkerte ben, kan han bestemt godt vinde i dette felt.

 

Jeg vil faktisk også give Julian Alaphilippe en vis rangering. Det er langt fra sikkert, at han kører spurten, og jeg vil tro, at hans plan A er en formtest i et angreb. Skulle han blive hentet, vil det dog give mening at spurte. Da Zijlaard og Scott med nogen sandsynlighed er sat af, vil han føre løbet, men den føring vil være truet af en del sprintere, herunder Nikias Arndt og Alex Aranburu, der med stor sandsynlighed vil blande sig i spurten. Derfor giver det mening for Alaphilippe at forsøge at slå dem, og selvom han ikke er den hurtigste på flad vej, kan han i en kaotisk spurt godt vinde i dette felt. Det skal flaske sig, men med et tog med Mattia Cattaneo og ikke mindst Kasper Asgreen har han bestemt gode forudsætninger, når han også selv positionerer sig så godt.

 

Der er ingen tvivl om, at Matteo Moschetti er en af de allerhurtigste. Han er ikke så hurtig som tidligere, men hans spurt i Almeria, hvor han næsten slog Olav Kooij, er bevis nok. Problemet er bare, at han igen i år har været meget tung. Det så ellers ret lovende ud i AlUla Tour, hvor han klatrede sjældent godt, men sygdommen inden Tirreno slog virkelig hårdt. Det vil derfor overraske mig meget, hvis han overlever, men omvendt har han haft flere ugers pause til at finde formen. Med det, han viste i ørkenen, har han en chance. Overlever han, lider han stadig under et meget svagt hold, men da han plejer at positionere sig hæderligt, har han en god chance. Farten er der i hvert fald. Holdets alternativ er Fabio Christen, men på flad vej og uden støtte har han ikke mange chancer i dette felt.

 

Cofidis har Stefano Oldani, der jo normalt ville være stensikker på at overleve. Han har bare ikke vist skyggen af form i år, hvor det har været meget svært at komme tilbage efter styrtet i Marseille, og ny styrtede han så igen i Baskerlandet. I forvejen er han ikke verdens hurtigste, men han har faktisk et ret godt tog med Benjamin Thomas, der forhåbentlig har formen til at overleve, og Axel Mariault. Han plejer også at positionere sig godt, men farten bør ikke række. Er han stadig formsvag, kan Thomas eller måske endda Mariault blande sig, men selvom Thomas i 2022 spurtede uvant godt, er det svært at se dem helt fremme.

 

Visma skal give chancen til Tim van Dijke. Han er en relativt tung herre, der ikke med sikkerhed overlever, men med de forrygende klatreben, han viste på ganske vist kortere stigninger i Flandern Rundt, bør han vel sidde med hjem. Desværre har hans fart ikke imponeret, når han har fået chancen, men han lavede et lille resultat med 3. pladsen i Luxembourg. Det var bare i en ret hård, stigende spurt, der passede ham langt bedre, og jeg har svært ved at se ham vinde på flad vej. Hvis ikke Jan Tratnik skal koncentrere sig om sit klassement, har han dog et meget stærkt tog med sloveneren og Koen Bouwman. Det kan måske give det sidst. Falder han fra, kan det ikke helt udelukkes, at Bouwman prøver, men jeg tror trods alt, at der er for mange sprintere til, at han vil give sig i kast med det.

 

Movistar vil køre for Alex Aranburu, men han får svært ved at vinde. Han skuffede mig nemlig meget på sin fart i Baskerlandet, og i forvejen er det aldrig rigtigt lykkedes ham at vinde flade spurter på dette niveau. Han har også et svagere hold, men dog en vis støtte fra Remi Cavagna og Johan Jacobs. Her er det vigtigt, at positioneringen, der tidligere var hans store svaghed, var uventet god i Baskerlandet. Gentager han det her, vil han sidde rigtigt, men jeg har stadig svært ved at se ham vinde, når farten var så skuffende i Baskerlandet.

 

En anden rytter, der har tabt fart, er Clement Venturini. Nu om dage har han svært ved bare at gå i top 10 i svagt besatte franske løb. Til gengæld er han meget holdbar, og han har klatret fornemt i år. Han får derfor ikke problemer med at overleve. Han har også tidligere været en ørn i positionskampen, men den evne synes forsvundet, og hans hold er meget svagt og ikkeeksisterende, da Alan Riou bliver sat af. Genfinder han sin positionering, kan han lave et godt resultat, men vinde kan næppe.

 

Endnu mere alene Henok Mulubrhan, og det er årsagen til, at han ender så lavt. Han er helt uden erfaring og har kørt meget få massespurter. Det er heller ikke sikkert, han deltager, som han ikke gjorde i Catalonien, men giver han den et skud, og har han held i positionskampen, kan han komme ganske langt. Han overraskede mig i hvert fald ganske meget med sin fart, da han blev nr. 2 i AlUla Tour, og selvom det var i en hårdere finale, var den sidste kilometer altså flad, og finalen var ikke så hård, at han ikke kæmpede mod sprintere.

 

Alpecin skal vel give Stan Van Tricht chancen. Normalt er han ret holdbar, men i år har han klatret virkelig skidt. Derfor er jeg bestemt heller ikke sikker på, at han overlever, men normalt bør han have en god chance. Lykkes det, har han også en fin lead-out man i Gianni Vermeersch, men i de få spurter, han kørte for Soudal, viste han ikke en fart, der gør det sandsynligt, at han kan vinde. Falder han fra, er Vermeersch ganske hurtig, men jeg husker ikke, at han har blandet sig i spurter af denne type.

 

Læs også
Manager: Hvor længe var Jeppe i baronens seng?

 

Jeg tror heller ikke, at Sergio Higuita blander sig. Det vil være helt uvant at se ham fremme i spurter af denne størrelse, men da han er Boras eneste hurtige mand, kan det vel ikke helt udelukkes. Med den fart, han havde, da han slog Andrea Bagioli i Baskerlandet sidste år, kan han formentlig komme ret langt. Han har bare ingen støtte, og derfor skal det flaske sig, hvis han skal lave et resultat. Mere sandsynligt er det dog nok, at Aleksandr Vlasov holder sig så langt fremme, at han ender i top 10. For to år siden endte han endda helt fremme på podiet i en massespurt!

 

FDJ har Cyril Barthe. Han er en ganske tung herre, der med nogen sandsynlighed falder fra, men uden chance for at overleve er han ikke. Lykkes det, er han meget alene og heller ikke hurtig nok til at vinde, men hans 6. plads i Catalonien viser, at han i et felt af denne kaliber kan komme et stykke. Til gengæld viste hans lange serie af skuffelser i Vueltaen også, at hans potentiale altså er begrænset.

 

Endelig er der Intermarché. Jeg vil tro, at de går med Dion Smith, der normalt er en af de mere holdbare typer. Hans holdbarhed har dog i år været uhyre varierende, og efter en måneds løbspause ved vi ikke, hvor han står. Frem mod Giroen bør han dog være stærk nok til at komme med hjem, men han har aldrig været tæt på at vinde en flad spurt, ligesom han har begrænset støtte. Som alternativ har holdet Tom Paquot og Roel van Sintmaartensdijk, men de har aldrig kørt en spurt på dette niveau. Falder de alle fra, kan Rune Herregodts godt lave en top 10 i dette felt, men det er usandsynligt, at han blander sig.

 

Jeg regner ikke med, at de øvrige hold blander sig. UAE har ganske vist Ivo Oliveira, men han må være manden, der skal tage vind for kaptajnerne, og selvom han kørte sidste års hårde spurt på 2. etape, viste Baskerlandet vel, at Juan Ayuso ikke spurter i så store felter. Jayco, Corratec og EF er helt uden tilstrækkeligt hurtige folk. Endelig har det schweiziske landshold Felix Stehli, men han kommer næppe med hjem

 

Feltet.dks vinderbud: Alberto Dainese

Øvrige vinderkandidater: Simone Consonni, Thibau Nys

Outsidere: Milan Menten, Andrea Vendrame, Nikias Arndt, Emils Liepins, Ethan Hayter

Jokers: Matevz Govekar, Julian Alaphilippe, Matteo Moschetti, Pavel Bittner, Stefano Oldani, Tim van Dijke, Alex Aranburu, Clement Venturini, Henok Mulubrhan, Stan Van Tricht, Sergio Higuita, Sean Flynn, Cyril Barthe, Dion Smith, Andreas Kron, Luc Wirtgen

 

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Alberto Dainese
Simone Consonni, Thibau Nys
Milan Menten, Andrea Vendrame, Nikias Arndt, Emils Liepins, Ethan Hayter
Matevz Govekar, Julian Alaphilippe, Matteo Moschetti, Pavel Bittner, Stefano Oldani, Tim van Dijke, Alex Aranburu, Clement Venturini, Henok Mulubrhan, Stan Van Tricht, Sergio Higuita, Sean Flynn, Cyril Barthe, Dion Smith, Andreas Kron, Luc Wirtgen
Koen Bouwman, Dorian Godon, Juan Ayuso, Ivo Oliveira, Benjamin Thomas, Rune Herregodts, Aleksandr Vlasov, Axel Mariault, Fabio Christen, Gianni Vermeersch, Tom Paquot, Roel van Sintmaartensdijk, Maikel Zijlaard, Niklas Märkl, Jarrad Drizners, Kasper Asgreen, Magnus Sheffield, Edoardo Zambanini, Jan Tratnik, Felix Stehli
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Romandie
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Circuit de Wallonie(1.1) 09/05

Itzulia Women(2.WWT) 10/05-12/05

Tour du Finistère(1.1) 11/05

Boucles de l'Aulne - Châ...(1.1) 12/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?