Tour de Romandie-analyse: Vidunderbørnenes hovedroller og veteranernes biroller

> SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

I denne vidunderbørnenes tidsalder har vi vænnet os til, at feltets veteraner i langt de fleste tilfælde spiller biroller. Selvfølgelig er der undtagelser, som når Primoz Roglic i 2023 pludselig genopstår, og han i en generelt fremragende sæson pludselig er hovedaktør i en Giro, hvor han endda slås med en endnu ældre rytter, Geraint Thomas, om den samlede sejr. Det er også altid forfriskende at opleve, hvordan ryttere som Christophe Laporte, Jan Tratnik og Toms Skujins pludselig kan opnå et hidtil uset niveau i en relativt høj alder, ligesom det var flot at være vidner til, hvordan Adam Yates pludselig kunne køre sit livs bedste grand tour i den ellers i moderne cykelsport så frygtede 30-årsalder, hvor de fleste går i forfald.

Det er bare undtagelserne, der bekræfter reglen. Havde der været et cykelsportens Oscar-show, havde feltets veteraner i langt de fleste tilfælde været indstillet til prisen for ”Årets Mandlige Birolle”, mens vidunderbørnene havde sat sig på nomineringen til prisen for ”Årets Mandlige Hovedrolle”. Vi kan jo bare tage årets WorldTour som eksempel. Den eneste vinder af et WorldTour-løb, som har rundet de 30, er 34-årige Tratnik. Den næste på listen er Mathieu van der Poel, der med sine 29 år nærmer sig den kritiske alder, men jo utvivlsomt hører til i klassen af vidunderbarn, der bragede ind på scenen med det, og derefter følger 28-årige Mads Pedersen, 27-årige Stephen Williams og 27-årige Jonas Vingegaard, hvoraf sidstnævnte også hører under kategorien vidunderbørn, mens de to førstnævnte skulle bruge lidt længere om at slå igennem, men stadig hører til i den relativt unge kategori. Alle andre er højst 26 år, uanset om vi taler om Jasper Philipsen, Tadej Pogacar, Laurence Pithie, Lennert Van Eetvelt, Matteo Jorgenson, Tom Pidcock eller Juan Ayuso.

Læs også

Optakt: 7. etape af Giro d’Italia

Da vi tog hul på denne uges Tour de Romandie var der ikke meget, der tydede på, at den statistik skulle ændres. En relativt nem rute lagde op til, at enkeltstarten ville få en meget afgørende rolle, og det fik automatisk alle pile til at pege i retning af et af sportens fremmeste vidunderbørn, Ayuso, der jo har vundet tre WorldTour-enkeltstarter på mindre et år. Det var egentlig en skam, for på det seneste havde to af feltets hensygnende veteraner, Egan Bernal og Richard Carapaz, der jo ellers selv tidligere hørte til i klassen af vidunderbørn jo ellers vist tegn på en genrejsning - ikke mindst i et Liege, hvor de sammen med Maxim Van Gils lignede de stærkeste bag det slovenske uhyre, der stjal billedet - men det var bare svært at tro, at de kunne køre med om sejren på en rute, der var så tempotung som denne. Og så gør jeg jo den bare 27-årige Bernal en del uret ved at kalde ham en af feltets ”veteraner”, men sådan føles det nu, når vi taler om en mand, der bragede ind på scenen i en ung alder, og som herefter har været henfaldet i anonymitet som følge af de tragiske omstændigheder, vi kender alt for godt.

Nej, meget talte for, at Bernal og Carapaz i denne uge atter skulle spille en birolle, mens vidunderbørnene indtog den store scene, men heldigvis var der håb for, at de ikke skulle blive de statister, de ellers begge har været i alt for mange løb på det seneste. Når vi nu efter løbets kongeetape kan tillade os at gøre status inden den afsluttende etape, der med sin historisk lette profil næppe vil ændre billedet, kan vi konstatere, at der ”desværre” intet nyt var under solen. De store overskrifter blev igen stjålet af de unge talenter, men heldigvis svarede ”veteranerne” så flot igen, at de bestemt må være favoritter til birolleprisen, hvis arrangørerne skulle få lyst til at uddele en sådan.

Det er nu lidt hårdt at kalde Carapaz en birolleindehaver. Manden vandt jo da etapen, men i det store spil om den samlede sejr var han helt ligegyldig. Selvfølgelig ville Carlos Rodriguez også gerne have vundet etapen, men da ecuadorianeren angreb i finalen, var han for det spanske vidunderbarn jo netop intet andet end en birolleindehaver. Nej, hans hovedfokus var Aleksandr Vlasov og Ayuso, der var hans umiddelbare rivaler i kampen om den samlede sejr.

Det skal imidlertid intet tage fra Carapaz. Det er ganske vist smerteligt at konstatere, hvordan skiftet fra Ineos har kvalt den ellers ganske hæderlige enkeltstart, han efterhånden havde fået stykket sammen, og hvordan de forsvundne tempoevner havde gjort ham til den bifigur, han nu endte med at være, men hans genrejsning er både flot og opløftende. Jeg sagde vist allerede efter hans smertefulde nederlag i Giroen i 2022, at vi her fik bevist, at den bedste Carapaz havde set sin tid, og sådan er det stadig. Den Carapaz, der vandt Giroen i 2019 med så stor en lethed, at hans puls næppe nogensinde rundede de 100, findes ikke længere. Til gengæld er den totale deroute, man fornemmede, da han efter sin mandeloperation i begyndelsen af 2023 havde så pokkers svært ved at finde formen, kan vi til gengæld godt aflyse. Det beviste han i Liege, og det beviste han igen i dag.

Det er stadig lidt svært at forklare hans store kriser. Selvfølgelig var operationen en stor del af forklaringen på nedturen i 2023, men det er svært at se, at den kunne forklare hans rystende lave niveau i Dauphiné inden den Tour, han styrtede ud af. Efter den kortvarige opblomstring i efteråret, hvor han lignede en mand, der kunne have bidt skeer med en ikke helt flyvende Pogacar i Lombardiet, er det også pokkers svært at forklare, hvorfor han startede sit 2024 på så uhørt lavt et niveau.

Men egentlig er det måske ikke så mærkeligt. Carapaz har jo altid været kendt som en mand, der først for alvor har fundet formen frem mod sine grand tours. Han har bare haft et højere bundniveau, end han har i dag, hvor det er blevet ganske lavt, men vi skal nok bare huske på, at Carapaz altid først er blevet bedst, når han er kommet et stykke hen i sæsonen. Han ligner i hvert fald igen en mand, der skal tages seriøst i kampens om Tourens top 5, hvis ikke de aftagende tempoevner koster for dyrt på en rute, hvor enkeltstartskilometerne heldigvis for manges vedkommende er ret kuperede.

I den kamp skal vi også igen indregne Bernal. Desværre betød hans enkeltstart, der jo efter den lange skadespause helt er gået fløjten, men som forhåbentlig kan genfindes, når han igen begynder at prioritere den, at også han i dag var reduceret til en birolle, men den rolle spillede han til gengæld flot. Det var hans angreb og efterfølgende føring, der definitivt knækkede Ayuso, og det siger lidt om hans niveau, at han trods en rolle som selvopofrende hjælper stadig kunne ende som nr. 6 på etapen. Der er i hvert fald ikke længere grund til at betvivle hans comeback, der endda bare synes at blive mere og mere overbevisende fra løb til løb.

I det hele taget er listen over nomineringer til birollerne ganske lang, hvis vi alene holder os til ”veteranklassen”. Vi så i hvert fald også opløftende tegn fra Enric Mas. Nej, han viser stadig ikke samme forårsniveau, som han gjorde i 2021 og 2022, hvor han virkede allerbedst, men ser man på hele hans karriere, er det niveau, han i dag viste i et ugelangt etapeløb, bestemt i den høje ende. Ugelange løb i foråret har jo aldrig været hans spidskompetence, og selvom vi nok også har set den bedste Mas, er han bestemt ikke død og begravet. Det bliver i hvert fald spændende at se, hvilket niveau han kan finde i Vueltaen, når han med Touren i benene som regel har fået varmet dieselmotoren så meget oå, at den er allerbedst.

Vi kan vel også tilføje David Gaudu. Jovist, der er da lang vej til den Gaudu, vi kender, men i dag viste han da, at han kan begå sig på WorldTouren. Det har man ellers godt kunnet betvivle efter en alenlang krise, og selvom der nok ikke er udsigt til endnu en 4. plads i Touren - da slet ikke på en rute med to lange enkeltstarter - men der er da håb for, at han måske kan efterlade et mere positivt indtryk end sidste år. Det var da også opløftende at se, hvordan David De La Cruz trods en total birolle i dette løb har vist et niveau, jeg slet ikke havde troet, at han kunne genfinde, og hvordan Harm Vanhoucke, der ellers lignede et helt spildt talent, pludselig er genopstået fra de døde.

Læs også

Starttider: 7. etape af Giro d´Italia

Men måske var den største vinder af dem alle Tao Geoghegan Hart. Selvfølgelig blegner en 8. plads totalt, når man sammenligner med den mand, der lignede en Giro-vinder for bare et år siden, men dagens præstation var alligevel uhyre opløftende. Når man ser på, hvor lang tid Bernal har brugt på sit comeback, er det bestemt for tidligt at begrave den stærke brite, selvom hans skade naturligvis ikke tåler sammenligning med den maltraktering, Bernals stakkels krop var udsat for. Måske når han ikke at finde Giro-niveauet til Touren i år, men så kan man håbe, at det kan ske til næste år.

Selvfølgelig var der også veteraner, der var knap så overbevisende. Vi må i hvert fald igen konstatere, at det blev et forsømt forår for begge Yates-brødrene og for Pavel Sivakov, selvom franskmanden nu nåede at få vist lidt af de stærke takter fra efteråret, da han i første omgang lykkedes med at redde Ayuso. Særligt for Simon er det bekymrende, for han har modsat de andre ingen alt for god undskyldning. Det var også nedslående at se, at de positive takter, vi har set fra Guillaume Martin på den mindre scene, ikke blev bekræftet, da han skulle spille en rolle på den store scene.

Her var det nemlig igen vidunderbørnene, der stjal showet, men prisen for bedste mandlige hovedrolle går ikke som ventet til Ayuso. Egentlig kommer det ikke som nogen stor overraskelse. Vi så jo allerede i Ardennerne og med den halvsløje enkeltstart, at han nok ikke længere var helt på toppen, men det var alligevel uventet, at han ikke kunne stå imod på denne ret lette bjergetape. Desværre minder det os om, at han altså endnu ikke er nogen Pogacar eller Vingegaard. Dels er hans topniveau slet ikke lige så højt, og dels er hans bundniveau betydeligt lavere. Om han er slidt efter et efterhånden langt forår, ved jeg ikke, men der er stadig nogle udsving, vi ikke ser fra de to bedste grand tour-ryttere - for Pogacars vedkommende dog kun, hvis vi ser bort fra det niveau, han viser, når han begynder sin genopbygning efter Touren.

Heldigvis er det ingen katastrofe for Spanien, at de ikke altid kan regne med Ayuso. De er nemlig beriget med de to mest spændende grand tour-talenter lige nu. Det er stadig svært at forklare, hvorfor pokker Rodriguez havde så svært ved at komme i gang i år, men nu står det helt klart, at han altså er et af de allermest spændende navne. Det har han jo været længe, og hvis man stadig tvivlede, satte Touren en fed streg under den status, men det tyder på, at han måske kan have hævet sit niveau yderligere. Selvfølgelig vandt han ikke etapen, men i lyset af etapens eksplosive karakter og den benhårde modvind, der sled ham ned, da han førte alene i finalen, er en god forklaring på det. Endnu bedre bliver det af, at han jo også nu kan drømme om en god enkeltstart, og pludselig ser det ud til, at han sammen med Bernal kan give Ineos en meget mere prominent rolle i Touren, end det så ud til for nogle uger siden.

Hvis han holder sig på cyklen i morgen - og det har han jo desværre haft lidt svært ved - vinder han i hvert fald sit første af sikkert flere WorldTour-etapeløb. Det lå ellers ikke i kortene i morges, for denne ret lette målstigning med modvind på den eneste stejle del lagde ikke just op til noget stort show, når han tillige var oppe mod et skræmmende UAE-mandskab. Selvom jeg tvivlede på det undervejs, lykkedes Ineos’ nedslidningsstrategi imidlertid til punkt og prikke, da de allerede på dagens første stigning helt tidligt på etapen kørte feltet ned til bare 14 mand, inden vi fik tv-billeder, og derefter sørgede den nu endnu mere chokerende ustabile Ethan Hayter, der vel var dagens MVP, og en pludselig genrejst Jonathan Castroviejo sammen med Thymen Arensman for, at etapen alligevel blev et festfyrværkeri, jeg slet ikke havde drømt om i morges.

Alligevel var det tæt på, at det ikke var Ineos, der havde fået gevinst af arbejdet. Nej, vi var meget tæt på at få en af nyere tids største choksejre i et løb af denne størrelse, da Florian Lipowitz med sit sene angreb ikke var langt fra at løbe med både etapesejr og samlet triumf. Det er nu ikke, fordi jeg har tvivlet på talentet. Jeg har allerede flere gange fremhævet, hvordan hans meget stærke efterår med totaldominans i Tjekkiet og et pænt Tyrkiet indikerede, at han kunne være ”the real deal”, men en ærgerlig forskel på top- og bundniveau har bare skjult det gennem hele året. Vi nåede imidlertid at se fremgang i Catalonien, og i dag viste han, at Bora vitterligt har fat i en guldfugl, der endda i går også viste, at han har en overraskende god enkeltstart. Der er stadig meget lang vej til Rom, men pludselig ser det ud til, at Bora kan få en langt mere spændende Giro, end der var lagt op til, mens man stadig skulle satse hele butikken på den formentlig stadig hensygnende Daniel Martinez.

Selvfølgelig kan man altid diskutere, om han begik en taktisk fejl. Havde Vlasov vundet løbet, hvis han var faldet tilbage? I lyset af den kraftige modvind taler meget for, at en stærk Lipowitz-føring kunne havde reddet russeren, men man må trods alt formode, at han fulgte de ordrer, der blev givet fra bilen. Og hvis han har meldt ud, at han sad med så gode ben, at han selv kunne gribe ud efter en sejr, der jo endte med at være meget tæt på, havde det jo også været et sats at lade ham vente.

Den sidste udlægning giver Vlasov nu nok ikke meget for, men han kan så i det mindste glæde sig over, at han i dag fik bekræftet, at han altså er meget bedre, end han var sidste år. Han er stadig svingende, som vi så i starten af Paris-Nice og slutningen af Catalonien, men når man kan være få sekunder fra at vinde et meget stærkt besat Romandiet - let rute eller ej - er man altså en god cykelrytter. I hvert fald har han og Lipowitz sørget for noget tiltrængt opmuntring til et Bora-hold, der til gengæld stadig må lede efter en forklaring på Jai Hindleys pludselige krise.

Heldigvis er der veje ud af kriser. Det kan Ilan Van Wilder bevidne. Nej, han forsvarede ikke sin podieplads, men i dag viste han det klart højeste klatreniveau, vi har set - og det gjorde han endda bare en måned efter hans chokerende ringe præstation i Catalonien. Han kommer næppe nogensinde til at klatre på et niveau, der bringer ham hele vejen til toppen, men dette løb har bestemt tegnet mere lovende perspektiver. Når samtidig Julian Alaphilippe egentlig gjorde det ganske hæderligt i dag, har det ikke været en dårlig uge for Soudal.

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Da det spanske talent udstillede forfaldet

Han slog jo endda Lenny Martinez. Det var der næppe mange, der havde drømt om ved ugens start, men det var desværre ikke alle talenter, der imponerede i dag. Den lille franskmand mindede os om, at han desværre er pokkers ustabil, som vi også så i Jura-løbene, hvor han vandt to ud af tre, men havde en decideret offday i det sidste. Det er desværre bekymrende for et etapeløbsrytter og ødelægger billedet efter den lovende enkeltstart, men heldigvis er stabilitet noget, der ofte kommer med alderen.

I det mindste er han mere stabil end Luke Plapp. Australieren har jo været kendt som en af feltets allermest svingende ryttere, men hans gode Paris-Nice gav håb om, at det måske var ved at være slut. De seneste to dages sammenbrud har imidlertid bragt ham tilbage på det kedelige spor, og han ligner nu slet ikke længere det spændende Giro-wildcard, han kunne have været. En grand tour handler jo om stabilitet, og det er desværre den største mangelvare hos ham.

Men han nåede kortvarigt at spille en hovedrolle. Det gjorde han, da han greb ud efterførertrøjen i torsdags, og dermed bekræftede han billedet af, at det i vidunderbørnenes tidsalder er de unge kometer, der stjæler showet. Desværre blev han henvist til en regulær statistrolle, da løbets hovedakt stod på programmet, men her var der så andre vidunderbørn, der tog over. Heldigvis viste Carapaz, Bernal og til dels også Mas os, at feltets ”veteraner” stadig kan få lov til at spille en birolle i ny og næ.

> SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT