Optakt: Vuelta Asturias

null

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Løbets rolle og historie

I forrige århundrede var den spanske kalender fyldt med etapeløb i foråret, og man kunne faktisk tilbringe næsten hele perioden ved udelukkende at køre på Den Iberiske Halvø. Desværre har den økonomiske krise taget hårdt på landet, og nu om dage er der næsten intet tilbage af den engang så flotte kalender.

 

I 1990erne havde stort set alle regioner deres eget etapeløb, men mange af dem er nu enten forsvundet, blevet forkortet eller reduceret til et endagsløb. Selv WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Itzulia Basque Country har været tæt på at blive aflyst, men heldigvis har de begge afværget krisen for nu. Forholdene er vanskeligere for de mindre løb. Vuelta a Murcia er nu igen bare et endagsløb, og Vuelta a la Rioja forsvandt i 2018 efter længe at have været et endagsløb, Vuelta a Castilla y Leon afvikles nu over bare to dage og har flere gange været aflyst, og listen over løb, der er forsvundet helt, er alenlang.

 

 

Et af de få løb, der har klaret at overleve, er Vuelta Astuias, men løbet er slet ikke, hvad det tidligere var. Med en historie, der rækker tilbage til 1925, er det et af Spaniens ældste løb, og det kan ikke undre, da Asturien med sit bjergrige terræn er et fantastisk område til cykelløb. Efter de første fire år blev det kun kortvarigt genoplivet i 1947 og 1950, indtil det blev afviklet hvert år mellem 1953 og 1957, hvor Federico Bahamontes vandt to gange.

 

Det var imidlertid først i 1968, at det blev en fast del af den spanske kalender, og efter adskillige år domineret af spaniere blev det et stort internationalt løb. Det blomstrede i 90erne, hvor ryttere som Piotr Ugromov, Alex Zülle, Erik Breukink, Miguel Indurain, Laurent Jalabert og Joseba Beloki alle tog den samlede sejr, men derefter startede overlevelseskampen langsomt. I løbet af 00erne blev startfeltet gradvist svagere og svagere, og det blev igen et løb primært for spanske ryttere.

 

De virkeligt hårde tider indledtes, da den økonomiske krise ramte Spanien, og siden da har løbet kæmpet for sin eksistens. Tidligere blev det afviklet i forbindelse med endagsløbet Subida al Naranco, hvilket gjorde det til en fantastisk cykeluge i Asturien. Det løb forsvandt imidlertid i 2011, hvor det i stedet blev lagt ind under Vuelta Asturias, og bare et år efter blev det fem dage lange etapeløb forkortet til kun 3 dage. Lavpunktet kom i 2014, da løbet blev aflyst på et meget uheldigt tidspunkt for Nairo Quintana, der havde planlagt at bruge det som sin sidste test før Giroen. Heldigvis lykkedes det arrangørerne at få det tilbage på kalenderen i 2015, ganske vist kun som et to dage langt løb, men tingene ser nu lysere ud, idet det siden 2016 igen har været afviklet over tre dage.

 

Løbet er dog stadig ikke, hvad det var engang. Som de fleste andre spanske løb er det nu hovedsageligt en affære for de spanske hold, der har haft selskab af kontinentalhold, hovedsageligt fra Portugal og Colombia. Heldigvis er det i de sidste par år lykkedes at få udenlandske ProTeams med. Det kniber det dog med i år, hvor kun Polti og Total gør de spanske ProTeams selskab, men til gengæld har man modsat sidste år fået deltagelse af et udenlandsk WorldTour-hold, endda selveste UAE. De ledsages naturligvis af de spanske professionelle hold anført af Movistar samt et hav af kontinentalhold. Ligesom i de to foregående år er tv-dækningen på lokalt tv også tilbage efter en mangeårig pause. Generelt skipper de største navne som regel løbet, men det har i stedet udviklet sig til en testscene for unge talenter på Movistar-holdet og ryttere, der jagter en plads i Giro-truppen hos det spanske storhold.

 

I de senere år har der været lidt ekstra opmærksomhed. I både 2017 og 2018 brugte Movistars Giro-kaptajner - hhv. Nairo Quintana og Richard Carapaz - løbet som sidste forberedelse inden Giroen, og den model brugte de i udvidet omfang i 2019, hvor begge deres Giro-kaptajner, Mikel Landa og Carapaz, finpudsede formen i de asturiske bjerge. Sådan var det ikke i 2021, hvor holdets Giro-kaptajn, Marc Soler, valgte det længere og stærkere besatte løb i Romandiet, men i 2022 genbrugte de modellen, da den ene af holdets Giro-kaptajner, Ivan Ramiro Sosa, finpudsede formen i Spanien. Han blev dog overstrålet af, at arrangørerne havde begået et lille kup ved at få Simon Yates til at henlægge sin sidste Giro-forberedelse til de tre dage i Asturien fremfor at forsvare sin titel i Tour of the Alps.

 

Sidste år kunne man ikke prale af et kup i Yates-klassen, men Movistar sendt igen deres Giro-kaptajn i form af Einer Rubio, der som Eolos Lorenzo Fortunato brugte løbet som sidste forberedelse. I år sender Movistar også en Giro-kaptajn til løbet, men denne gang sprinteren Fernando Gaviria, der hos sit eget hold får selskab af Pelayo Sanchez, hos UAE får selskab af Rafal Majka og hos Polti fra Davide Bais og Jhonatan Restrepo, som de ryttere, der bruger løbet som sidste test inden Giroen

 

Sidste år var der lagt op til et opgør mellem Ivan Ramiro Sosa, Einer Rubio og Lorenzo Fortunato, der som sagt brugte løbet som Giro-forberedelse. Det gjorde han fornemt, for på kongeetapen med Acebo-stigningen kørte han fra alt og alle, og selvom Sosa og Rubio gjorde fælles front på nedkørslen, fik de aldrig hentet italieneren, der tog både etapesejr og førertrøje. Den forsvarede han på sidste etape, og dermed kunne han tage en samlet sejr med 31 sekunder ned til Rubio og 33 sekunder ned til Sosa. Fortunato er nu skiftet til Astana, der ikke deltager, og da Rubio i år slet ikke kører løb i sin Giro-forberedelse, og Sosa er aktiv i Romandiet i stedet, skal der denne gang findes et helt nyt podium.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Asturien er et af de mest bjergrige områder i Spanien, og der er vel næppe en eneste flad kilometer vej. Derfor har Vuelta Asturias altid været et løb for klatrere, og det forholder sig ikke anderledes i 2024, men der er nu skruet ned for vanskelighederne denne gang. I de seneste mange år har man ellers fulgt et helt fast mønster, hvor man i alt væsentligt har genbrugt de samme tre etaper, der alle har budt på så sene og svære stigninger, at de har kunnet gøre forskelle i klassementet.

 

 

Sådan bliver det imidlertid ikke i år, hvor der sker noget ganske dramatisk. Løbets traditionelle hovedudfordringen har været Acebo-stigningen, som i mange år var mål for lørdagens kongeetape, inden man for nogle år siden flyttede målet ned for foden af nedkørslen. I år udgår løbets vartegn imidlertid helt fra ruten, og ganske paradoksalt erstattes den af det bedste bud, vi har haft på en sprinteretape i mange år. Lørdagens etape er bestemt ikke flad, men en lang, flad finale betyder, at de hurtige folk i år faktisk kan have en grund til at drage til Asturien.

 

Dermed skal klassementet afgøres på 1. og 3. etape, der følger de mønstre, vi kender. Igen er der nemlig mål i hhv. Pola de Lena og Oviedo efter afsluttende nedkørsler, men alligevel er alt ikke, som det plejer. Som kompensation for tabet af Acebo har man på 1. etape nemlig erstattet den korte og uhyre stejle finalemur med et mere regulært bjerg, Alto del Cordal, inden den afsluttende nedkørsel. Det er bestemt ikke nogen stor stigning, men det er en ændring, klatrerne vil glæde sig over, og som sikrer, at det nu er 1. etape, der er kongeetapen. Til gengæld er alt ved det gamle på 3. etape, hvor man efter et år med en lidt anden finale vender tilbage til den helt klassiske afslutning med den korte og uhyre stejle El Violeo-stigning, inden det går ned til målet i Oviedo.

 

I år lægger man således ud med kongeetapen og en brutal rute, der byder på 4000 højdemeter. Det helt slutter altså igen i Pola de Lena med en nedkørsel, men denne gang efter Alto del Cordal, der er tættere på at være et rigtigt bjerg end den gamle stigning, men som stadig er forholdsvis kort og ikke alt for stejl. Derefter sættes klassementskampen højst usædvanligt altså på pause lørdag, hvor der ellers er 2700 højdemeter og mange stigninger på programmet, men hvor en flad finale lægger op til massespurt eller udbrudssejr.

 

Det hele slutter så søndag med den velkendte og uhyre eksplosive finale med den korte, stejle El Violeo, hvor vi før har set, at der kan gøres forskelle i klassementet, men hvor vi også før har fået en spurt i en mindre gruppe - og i øvrigt også flere udbrudssejre. Dermed er der lagt op til et ganske anderledes løb, end vi plejer at se, og selvom det stadig er en sag for klatrestærke typer, er det utvivlsomt den mindst venlige udgave af bjergløbet for klatrerne i mange år.

 

1. etape

Vuelta Asturias er et rigtigt bjergløb, og man kommer ikke langt, hvis ikke man har skruet klatrebenene rigtigt på. Ganske som vanligt lægger man da også benhårdt ud, og det gør man endda i særlig grad i år. Med fraværet af Acebo-stigningen på lørdagens etape åbnes der nemlig for første gang med løbets kongeetape. Her skal der på førstedagen som altid sluttes med en nedkørsel til byen Pola de Lena, men denne gang er der tale om et helt nyt indløb, hvor den længere stigning Alto del Cordal vil give klatrerne deres bedste chance for at gøre forskelle i denne helt særlige udgave af det spanske etapeløb.

 

I alt skal der tilbagelægges 179,1 km, der som altid fører feltet fra Asturiens hovedby, Oviedo, til Pola de Lena. Fra start snor man sig mod vest og nordvest igennem let faldende terræn med en lille bakke, inden man kører mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Cabruñana (4,2 km, 5,7%), der er en jævn stigning med top efter 29,7 km. En let nedkørsel leder videre mod nordvest, inden det går mod syd, vest og sydvest ad lige og let stigende veje. Det bliver dog hurtigt mere kuperet med tre mindre bakker, hvoraf de to første har toppe efter hhv.60 km (2,4 km, 6,3%) og 71 km (2,9 km, 5,8%), og de sidste to kommer lige i rap, når man zigzagger sig mod syd, nordøst og sydøst.

 

Nu venter en af dagens vanskeligste udfordringer, når man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Las Estacas (5,1 km, 7,4%), der er helt jævn og har top efter 82,1 km. En teknisk nedkørsel leder videre mod nordøst, inden det går mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Las Cruces (4,9 km, 9,0%), der over de første 3 km stiger med 9-12% og derefter med 6-7% frem mod toppen, som rundes efter 94,9 km. Derfra går det videre mod nordøst ad en teknisk nedkørsel og let faldende veje, inden man zigzagger sig mod sydøst, nordøst, syd og nordøst igennem kuperet terræn, der byder på først to bakker med toppe efter hhv. 119 km (4,3 km, 4,7%) og 125,8 km (2,0 km, 7,0%) og siden en nedkørsel og et let stigende stykke.

 

Det leder frem til den næste udfordring, som rammes, når man kører mod nordøst op ad kategori 3-signingen Tenebro (3,4 km, 9,3%), der har i alt 2000 m med 11-13%, men også har et fladere mellemstykke. Toppen rundes efter 141,9 km, hvorefter en let nedkørsel fører mod nordøst, inden man kører mod øst og syd ad først flade og siden let stigende veje frem til dagens spurt, der kommer efter 161,5 km.

 

Umiddelbart herefter indledes finalen, når man kører mod syd og sydøst op ad kategori 1-stigningen Alto del Cordal (8,3 km, 5,8%), der efter 2 km med 5-6% stiger med 6-7% over 4 km, inden der venter en let kilometer og slutteligt 1300 m med 6,1% frem mod toppen, som rundes efter 172,4 km. Herfra resterer bare 6,7 km, som går mod sydøst ad en uhyre kringlet nedkørsel ned til den sidste kilometer, der er let stigende. Man drejer skarpt med 1200 m igen, og derefter skal man igennem en rundkørsel med 900 m igen, hvorefter det går lige frem til stregen.

 

 

Etapen byder på i alt 3949 højdemeter, hvilket er ca. 850 flere end i 2023, 1000 flere end i 2022, 750 flere end i 2021 og 1450 flere end i 2019.

 

Med små 4000 højdemeter er det en ganske voldsom kongeetape, hvor slaget må forventes at skulle slås på sidste stigning. Den er ikke specielt svær, men i dette felt med stor niveauspredning kan den gøre visse forskelle. Man kan således ikke udelukke en solosejr, men med stor sandsynlighed skal en lille gruppe af de bedste spurte om sejren, hvis ikke den tekniske nedkørsel kan gøre en forskel.

 

Poola de Lena har været målby for en etape siden 2016 samt i 2013, men indtil nu med en anden finale med en kortere, stejl mur inden en nedkørsel. Sidste år sneg Damien Howson sig væk i en taktisk finale, inden Vincenzo Albanese og Roger Adria var hurtigst blandt de 13 forfølgere, der kom 4 sekunder for sent. I 2022 kørte Simon Yates alene hjem med 14 sekunder ned til 11 mand, hvoraf Vincenzo Albanese var den hurtigste foran Alexis Vuillermoz. I 2021 kørte Nairo Quintana alene hjem med 26 sekunder ned til Antonio Pedrero og Pierre Latour og 49 sekunder ned til en gruppe på 11 mand. I 2019 var etapen mindre selektiv end vanligt, idet 28 mand spurtede om sejren med Carlos Quintero som hurtigste foran Orluis Aular og Richard Carapaz. I 2018 var Dmitriy Strakhov hurtigere end Jonathan Caicedo og Sergio Higuita i en lille gruppe af klatrere. I 2017 holdt Weimar Roldan hjem fra det tidlige udbrud, mens Raul Alarcon kørte fem sekunder fra favoritgruppen, hvis spurt blev vundet af Carlos Barbero foran Eduard Prades. I 2016 kørte Carlos Betancur, Fabricio Ferrari og Alexander Vdovin væk, hvorefter colombianeren spurtsejrede, mens Daniel Moreno var hurtigst i en 14 mand stor favoritgruppe, hvor han slog Sergey Shilov og Prades på stregen. I 2013 lykkedes det Amets Txurruka at holde en forfølgergruppe bag sig med 4 sekunder, og derfor gav det kun en andenplads, at Jorge Montenegro slog Mikel Landa i spurten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2. etape

I de seneste år har den berygtede stigning Alto del Acebo været løbets vanskeligste udfordring, og den har altid været centrum for lørdagens kongeetape, i de første mange år med mål på toppen og i de seneste år efterfulgt af en nedkørsel. I år bliver alt imidlertid helt anderledes, da den ikoniske stigning helt udgår af programmet, og i stedet bliver lørdagens etape pludselig den letteste. Intet er let i Asturien, hvor der også på denne dag skal klatres 2700 højdemeter, men med en lang, flad finale kan løbets få hurtige folk gå efter noget så sjældent som en massespurt, hvis ikke de udbrud, der har et god historik i løbet, lykkes med at stjæle sejren.

 

I alt skal der tilbagelægges 198,4 km mellem Ribera de Arriba og Ribadasella, der begge ligger i den nordlige del af regionen. Startbyen er en forstad til Oviedo, mens målbyen ligger helt ud til nordkysten. Starten er hård, da man efter et let kuperet stykke, der leder mod syd og sydøst, kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen La Trapa (4,7 km, 4,5%), der er helt jævn og har top efter 16,8km. En let nedkørsel leder videre mod nordøst, inden man fortsætter i samme retning op ad kategori 3-stigningen La Gargantada (4,2 km, 4,0%), der ligeledes er helt jævn og har top efter 27,5 km.

 

Nu er det slut med den hårde start. En let nedkørsel fører mod nordvest, inden man kører mod øst ad et let stigende stykke frem dagens første spurt, der kommer efter 39,3 km. Herefter går det mod øst ad lange, lige veje, der først er let stigende og siden let faldende. Man drejer nu mod sydøst for at køre ad et let stigende stykke frem til dagens anden spurt, som kommer efter 94,5 km, og herfra går det mod øst ad let stigende veje frem til en kuperet rundstrækning, hvor der skal kører en omgang.

 

Den indledes med, at man kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Collado Zardon (5,4 km, 3,7%), der efter en let start slutter med 2,4 km med 5-6% toppen rundes efter 106,2 km, hvorefter en ultrakort nedkørsel leder videre mod nordøst, inden det går mod nordøst op ad kategori 2-stigningen El Torno (7,5 km, 4,1%), der kommer i to dele. De første 3,9 km stiger jævnt med 6,2%, inden der venter en nedkørsel og et let stykke frem mod de sidste 1,5 km, der stiger med 6,7% frem mod toppen, som rundes efter 115,1 km.

 

Nu bliver det lettere. En nem nedkørsel leder mod nordøst ned mod kysten, hvor man kører mod øst hen langs vandet igennem let kuperet terræn frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 131,1 km. Nu kører man mod sydvest ad let stigende veje, inden det går mod syd op ad kategori 3-stigningen Robellada (5,0 km, 5,3%), der er relativt jævn med top efter 145,7 km. En kort og let nedkørsel fører mod vest, inden man kører mod syd op ad kategori 3-stigningen Collau del Valle (4,0 km, 6,2%), der har i alt 2,4 km med 7-8%, men også lettere stykker. Toppen rundes efter 155,0 km, inden en kort nedkørsel fører videre mod syd, inden det går mod nordvest op ad en lille bakke (1,1 km, 7,0%).

 

Nu er de sidste små 45 km til gengæld nemme. En let nedkørsel fører mod nordvest og vest ned til rundstrækningens udgangspunkt, hvorefter det går ad lige og let faldende veje mod vest, nordvest, nordøst og slutteligt nord hele vejen ud til kysten og målbyen, hvor de sidste 3 km er stort set helt flade. Man kører ad en stor, bred og let snoet vej helt uden sving over mange kilometer, idet de sidste forhindringer er to rundkørsler med hhv. 2600 m og 400 m igen.

 

 

Etapen byder på i alt 2703 højdemeter.

 

Det er helt atypisk med en sådan etape i et løb, der ikke har haft en sprinteretape i mange, mange år. Derfor er det også småt med hurtige folk i løbet, og det giver et udbrud en ganske god chance. Der er dog også et par spurtstærke folk til start og måske særligt Polti kunne tænkes at gå efter det, der vil være en reduceret massespurt i den lige og enkle finale.

 

Ribadasella har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

3. etape

Vuelta a Asturias er et bjergløb, og man har som regel sørget for, at klassementet også kan blive ændret på sidste etape. Det vil også være tilfældet i år, hvor man genbruger den nu efterhånden klassiske svære afslutning i Oviedo, som var fraværende i både 2021 og 2023, men som byder på en grim stigning i finalen, og hvor de bedste klatrere kan forsøge at gøre en forskel inden den flade afslutning. Her har vi set, at hurtige folk med meget gode klatreevner godt kan være med, men den brutale mur har også før gjort det muligt for de bedste at gøre forskelle til allersidst.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 142,6 km mellem Benia de Onis og regionens hovedby, Oviedo. Det meste af etapen er yderst let, idet man lægger ud med at køre mod vest ad lange, lige veje, der først er let faldende og siden let stigende. Efter 64,0 km når man frem til dagens første spurt, hvorefter det igen er let faldende, når man fortsætter mod vest. Senere kører man mod nordvest og sydvest igennem først let stigende og siden let faldende, inden man når frem til dagens anden spurt efter 91,9 km.

 

Nu kører man videre mod nord ad let faldende veje ud mod kysten og dagens sidste spurt, der kommer efter 105,5 km. Her vender man rundt for at køre tilbage ind i terræn. Det går mod syd op ad to bakker med toppe efter hhv. 110 km (1,9 km, 5,8%) og 114,5 km (3,0 km, 4,0%), inden man kører videre mod syd ad let kuperede veje frem mod udkanten af Oviedo.

 

Her rammer man finalen, når man kører mod syd op ad dagens hovedudfordring, kategori 2-stigningen Alto el Violeo. Den stiger med hele 9,3% over 3,1 km og stiger endda stabilt med 12,1% i snit over 1400 m efter de første 700 m med 7,5%, inden den flader ud med 6,5% over de sidst 1000 m frem mod toppen, der rundes med bare 9,1 km igen.

 

De består af en teknisk kringlet nedkørsel, der fører mod sydøst med retning mod Oviedo, og det falder jævnt hele vejen ned til 4 km-mærket, hvorefter man ligesom i 2022 som noget nyt skal over en bakke (800 m, 9,8%), der har top 3 km fra stregen. Herefter falder let hele vejen ned mod mål. Finalen byder på et skarpt sving med 2600 m igen, inden der venter endnu et sving med 1300 m igen og slutteligt to bløde sving med hhv. 800 m og 600 m igen. Den sidste kilometer falder let med 1,4% i snit.

 

Etapen byder på i alt 1702 højdemeter, hvilket er ca. det samme som i 2021 og ca. 100 flere end i 2019.

 

 

Vi kender efterhånden finalen, der er blevet lidt af en klassiker, og vi har set, at Violeo-stigningen er rigeligt svær til, at de bedste kan gøre en forskel. Det er klart, at afslutningen er mere eksplosiv end på 1. etape, og dermed tiltaler den en lidt anden ryttertype, men der er lagt op til et sidste opgør om den samlede sejr, og med den nye, lille finalebakke får man endda en ekstra chance for at gøre en forskel. En udbrudssejr kan heller ikke udelukkes, som vi så det i 2018 og senest på en lidt anderledes rute i 2023, men mest sandsynligt er det, at vi vil se enten de bedste køre væk til slut, eller at en lille gruppe skal spurte om sejren.

 

Sidste år havde man en ny finale med samme format, og her holdt Pelayo Sanchez hjem fra det tidlige udbrud, inden Vincenzo Albanese og Steff Cras var hurtigst blandt de 27 forfølgere. Denne finale med den lille ekstra bakke blev benyttet i 2022, hvor kørte Simon Yates kørte fra alt og alle, inden han sejrede med 37 sekunder ned til en gruppe på 14 mand, hvis spurt blev vundet af Vincenzo Albanese foran Kevin Vauquelin. I 2019 holdt Edgar Pinto hjem med 4 sekunder ned til 14 mand, hvis spurt blev vundet af Carlos Quintero foran Jonathan Lastra. I 2018 lykkedes det Ricardo Mestre og Alexander Evtushenko at holde hjem fra det tidlige udbrud, mens en favoritgruppe på 14 mand spurtede om 3. pladsen med Benjamin Prades som den hurtigste. I 2017 tog Raul Alarcon den samlede sejr ved at køre alene hjem i en finale, hvor også Oscar Sevilla, Joao Benta, Mikel Bizkarra og Nairo Quintana kørte væk fra favoritgruppen. I 2016 slog Daniel Moreno i en tremandsspurt Sergio Pardilla og Hugh Carthy. Året forinden vandt Jesus Herrada etapen til Oviedo, mens de øvrige vindere i storbyen i dette årtusinde er Victor Cabedo (2011), Constantino Zaballa (2010), Angel Vicioso (2009), Pablo Urtasun (2008), Rodrigo Garcia (2007), Ruben Plaza (2006), Mikhaylo Khalilov (2005), Miguel Angel Martin Perdiguero (2004), Angel Edo (2003), Pedro Lopes (2002), Igor Bonciucov (2001), Angel Edo (2000) og Fabio Roscioli (1999). Finalerne har imidlertid været forskellige fra år til år, og El Violeo har kun været benyttet mellem 2015 og 2019 samt i 2022.

 

 

 

 

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Favoritterne

Vuelta Asturias har alle dage været et bjergløb med meget få muligheder for sprintere. Det er også tilfældet i år, men som nævnt ovenfor er der skruet ned for vanskelighederne. Denne gang er der faktisk en sprinteretape, og for en sjælden gangs skyld er der en etape, der ikke kan ventes at gøre forskelle i klassementet.

 

Sådan må man i hvert fald formode, at det bliver på lørdag. Man ved aldrig, hvad der kan ske i et felt af denne karakter, men når Movistar har udtaget Fernando Gaviria, må det skyldes, at de vil forsøge at vinde 2. etape. Da 1. etape vil have skabt forskelle, kan man ikke udelukke et udbrud, men mon ikke Movistar vil lægge etapen i et jerngreb? Den er dog så hård, at Gaviria sagtens kan blive sat, og jeg kunne forestille mig, at Polti og UAE vil forsøge at få en spurt i en mindre uden Gaviria. Det kan betyde, at etapen pludselig kommer i spil, for der er så hurtige klassementsfolk, at de måske kan få del i de 10-6-4 bonussekunder, der er på stregen. Mit gæt vil i hvert fald være, at vi for første gang i en menneskealder får en massespurt, men jeg tror, at det bliver i et reduceret felt uden Gaviria og dermed snarere noget for typer som Jhonatan Restrepo, Antonio Morgado, Isaac Del Toro, Finn Fisher-Black, Javier Serrano, Jesus Ezquerra, Fernando Barcelo og Alex Molenaar.

 

 

Det ændrer dog ikke på, at det er 1. og 3. etape, der vil være de mest afgørende, men med fraværet af Acebo er alt forandret. Det var jo et rigtigt bjerg, og selvom der de seneste år ikke har været mål på toppen, har bedste klatrer oftest vundet. Det gjaldt så sent som sidste år, hvor dieselklatreren Lorenzo Fortunato kørte fra alt og alle, men hans type vil få det meget vanskeligere på denne rute. Her er stigningerne lettere, kortere og mere eksplosive, og løbet passer derfor i år bedst til mere eksplosive typer.

 

Blandt de to etaper er det 3. etape, vi kender. Det er nemlig den klassiske og uhyre eksplosive finale med Violeo-stigningen. Det er før sket, at det er endt i en spurt i en lille favoritgruppe, men i de fleste tilfælde er mellem 1 og 3 mand kørt væk. I år er chancen endnu større, fordi den sidste lille bakke i byen giver endnu en mulighed, som den også gjorde i 2022. Dengang kørte Simon Yates da også fra alt og alle, men bag ham sad 14 mand, hvoraf den hurtigste var Vincenzo Albanese, hvilket vidner om, at hans type godt kan være med. Det er altså en finale, der er god for Yates-typer med et punch på en stejl mur, men det kan også være en god etape for en hurtig afslutter, der kan få 10 bonussekunder i en spurt.

 

Den store ubekendte er 1. etape, der nu må betegnes om kongeetapen. Den sidste stigning er længere end den mur, vi plejer at have i denne finale, hvor det hele mindede meget om 3. etape, og det bør give en mere selektiv finale, der appellerer mere til klatrerne. Vi taler dog stadig om en beskeden stigning med beskedne procenter over bare 8,3 km, og i sig selv kan den ikke gøre den helt store forskel. Det vil den dog nok alligevel kunne i dette felt, hvor niveauspredningen er stor, og ikke mindst fordi den kommer på en dag med hele 4000 højdemeter. De højdemeter kommer dog også så tidligt, at det formentlig skal afgøres på sidste stigning.

 

En vigtig faktor kan være vejret. Asturien er kendt sin regn, og derudover vil vindretningen på stigningerne være væsentlig. I år viser området sig fra sin kedelige side. Fredag venter vi dagregn og temperaturer på kun 7-8 grader i målbyen og en let modvind på finalestigningen. Også lørdag vil der være masser af regn, inden det vil klare op, og det vil endda være så blæsende, at sidevind kan komme i spil. Det sker dog aldrig rigtigt i dette løb, hvor der er masser af læ. Heldigvis ligner søndagen en dag med solskin - og muligvis en byge til allersidst - og her vil en medvindsfinale øge chancen for en solosejr.

 

Hvor efterlader det os? Det er selvfølgelig bjergrytternes løb, men det er ikke sikkert, at bedste mand vinder. Dertil er de to afgørende etaper måske for lette, særligt med modvind i finalen på kongeetapen. Det kan betyde, at en god spurt og bonussekunder bliver afgørende, både på 1. og 3. etape, men måske også på 2. etape, hvis man er meget hurtig. D

 

Samtidig skal man ikke undervurdere betydningen af taktik. Der er ikke alt for meget plads til taktik på 1. etape, hvor det falder hele vejen efter stigningen, men i en gruppe efter Violeo på 3. etape, kan man sagtens snige sig væk. Det var sådan, Damien Howson vandt 1. etape sidste år, og det var med en finale, der mindede meget om finalen på årets 3. etape. Overtal kan altså være en klar fordel, men et stærkt hold er ikke i sig selv nødvendigt. 3. etape er let at kontrollere, og på 2. etape vil sprinterholdene formentlig hjælpe. Endelig ser det ud til, at man skal kunne klare kulde og regn på 1. etape, der formentlig bliver den allermest afgørende.

 

Også i år er feltet relativt svagt, og denne gang mangler vi en stjerne, som vi havde det med Nairo Quintana i 2021 og Yates i 2022. UAE kommer dog i en meget stærkt besat formation, og de er derfor også de helt store favoritter. Her går jeg med Isaac Del Toro. Med det klatreniveau, han har vist i år, er han løbets bedste klatrer, og meget kunne tale for, at han kan køre alene hjem på både 1. og 3. etape. Det er dog ikke strengt nødvendigt, for han viste i Catalonien, at han var chokerende hurtig, og derfor passer han faktisk fint til denne lettere rute.

 

Alligevel er der usikkerheder. Hans dieselagtige kørestil passer ikke nødvendigvis godt til de to finaler, men omvendt viste han i Australien, at han skam har punch. Han har også været uhyre svingende, og derudover kan jeg godt frygte, hvordan en mexicaner har det i denne isnende kulde. Der er også lidt usikkerhed om hans ”nederlag” i Romagna i søndags, men det var ikke tv-dækket, og som jeg forstår det, var det taktik, der gjorde, at han ikke kørte om sejren. Kulden er vitterligt en bekymring for mig, men kan han klare den, tror jeg, at han vinder.

 

Det kan dog også meget vel blive Antonio Morgado. Han viste i hvert fald i Flandern, at han mod de små klatrere vil have en klar fordel af kulden, og som Del Toro har han en storartet spurt, der kan hjælpe ham på alle tre etaper. Til gengæld så vi også i Algarve, at han ikke klatrer så godt som Del Toro, og vi så også i Romagna, at han i et svagt felt ikke bare kunne køre fra alt og alle. Stigningen på 1. etape kan være for lang og svær, men med dårligt vejr og modvind har han en ret god chance. Formen er i hvert fald fin, og med det stærkeste hold til det taktiske spil og en god spurt har han flere veje til sejr.

 

 

De tredje kort er Rafal Majka. Han har ikke fundet sine bedste ben endnu, men det plejer han at gøre til Touren. I år det i stedet Giroen, der er målet, så hvis han nu har de ben, han havde sidste sommer, kan han sagtens vise sig at være stærkeste mand. Han har vist, at han kan klare kulden, og sidste år fandt han også en vis spurtstyrke. Det er dog ikke den, der skal give ham sejren. Det skal hans klatreben, der kan sørge for, at han kører alene hjem på kongeetapen, eller det taktiske spil. Det fjerde gode kort er Igor Arrieta, der har været god i år, men han er spurtsvag, og da jeg ikke ser ham køre alene hjem, skal han vinde via taktik. Det femte kort er Finn Fisher-Black, der skal vinde via taktik eller sin gode spurt. Han har dog skuffet på det sidste, og 1. etapes stigning kan være for lang. Omvendt må vejret hjælpe. Jeg vil forvente, at Sjoerd Bax og Pablo Torres trods gode klatreevner er hjælpere.

 

Jeg rangerer UAE på de fem første pladser, for jeg kan virkelig ikke se dem blive slået. Skal det ske, skal det måske være Jordan Jegat. Han er i hvert fald meget formstærk, som han viste med 2. pladsen i Jura og en 14. plads i Fleche, hvor han også viste, at han kan klare kulden. Liege var en offday, men det kan handle om distancen. Han har i hvert fald vist, at han bør være en af de stærkeste, og han har også en fin spurt. Problemet er bare, at tre af de fem UAE-kandidater er hurtigere, og at han vil være alene i det taktiske spil. Hurtige Alexis Vuillermoz kan ellers komme et stykke, men ikke hele vejen, og hverken Paul Ourselin, Alan Jousseaume eller Matteo Vercher har vist form.

 

Burgos kommer med Jose Manuel Diaz, der viste tårnhøjt niveau i Catalonien. Siden har han kæmpet med at finde formen, da styrtet satte ham tilbage, men i Jura-løbene viste han et ganske højt niveau. Nu er han sikkert endnu bedre, men som dieselklatrer får han svært ved at vinde på denne rute. Han ledsages af Eric Fagundez, der ligeledes viste god form i Jura-løbene og nærmer sig det niveau, han havde i Catalonien. Han er også lidt hurtigere end klatrerne, men 1. etape kan være for svær. Også Sergio Chumil, veteranen Jetse Bol og ikke mindst en formstærk Ander Okamika kan komme et stykke i dette felt.

 

Euskaltel stiller med Mikel Bizkarra, der på papiret er en af de bedste klatrere. Styrtet i Catalonien satte ham dog langt tilbage, men i Alperne blev han bare bedre og bedre. Mod slutningen var han ganske stærk, men som dieselklatrer får han svært ved at vinde på denne rute. Den passer meget bedre til hurtige Joan Bou, men han manglede en del i Alperne. En 2. plads i Romagna vidner dog om, at han kan være med i dette felt. Også Xabier Berasategi og Luis Angel Maté har gjort det pænt på det sidste, men ikke nok til at vinde. Txomin Juaristi skuffede i Alperne.

 

Caja Rural har Fernando Barcelo, der efter en svær tid, har rejst sig i år. Han har en klar fordel af den lettere rute og af vejret, for han er en af de allerhurtigste og har før vist evner i regnvejr. Han har dog også været lidt svingende, og efter den fine kørsel i Indurain skuffede han mig lidt for meget i Jura-løbene. Spurten gør dog, at han må have en vi rangering. Han ledsages af den lovende Abel Balderstone, men han gør sæsondebut efter en skade, og Sebastian Berwick har intet vist. Til gengæld har Julen Arriola-Bengoa og Samuel Fernandez gjort det pænt i Jura-løbene.

 

Movistar kommer med den spændende Pelayo Sanchez, der imponerede så stort i Vueltaens sidste uge. I år har han imidlertid kun skuffet, men da han ikke har kørt siden et svagt Baskerlandet, er der måske håb. Med den spurtstyrke, han viste på Mallorca, er han ikke et helt dumt kort til denne lettere rute, hvis han endelig er i form. Han ledsages af Gonzalo Serrano, der er endnu hurtigere og i sin storhedstid passede til løbet, men med det, vi har set i år, vil 1. etape være for svær. På papiret er bedste klatrer Antonio Pedrero, men han må have været skadet og udgik med det samme, da han gjorde comeback i Alperne. Sergio Samitier har i år gjort det så fint, at han kan komme et stykke i dette felt.

 

Kern Pharma kommer med Urko Berrade, der på den gamle rute ville have haft det svært. På denne rute synes han dog ikke uden chance, for han klatrede ret godt i Alperne. Han har også en vis spurt, men jeg vil stadig tro, at han får det lidt for svært på 1. etape. Et andet godt bud er Ibon Ruiz, der gjorde det fornemt i Baskerlandet og fint i Jura-løbene, men også han får det nok svært på 1. etape. Også Jordi Lopez var stærk i Jura-løbene. Mere klassiske klatrere er Jose Felix Parra og Jorge Gutierrez, der klatrede bedre end Berrade i Alperne, men de passer dårligt til denne rute.

 

Caja Rural kommer med en joker i Jhonatan Restrepo. Da han var bedst, havde han været skabt til 3. etape, og han kan også vinde 2. etape, hvis Gaviria ryger af. Jeg vil dog forvente, at 1. etape er for svær, for selvom han i Colombia og Rwanda viste fremgang efter endnu en af sine kriser i 2023, har han ikke vist nok til en rigtig bjergetape. Han var også ude med en skade efter Tirreno, men han er en ubekendt, fordi han har trænet i Colombia frem mod Giroen. Han ledsages af klatrerne Andrea Garosio og Alex Martin, der ligesom Davide Bais, Davide De Cassan og Javier Serrano i dette felt kan komme et stykke, men ikke hele vejen.

 

På kontinentalholdene vil jeg holde øje med Mathias Bregnhøj, der efter en svær sæsonstart senest med 2. pladsen i Ardennerne viste, at formen er ved at være der, Alex Molenaar, der med sin fart og holdbarhed passer til denne lettere rute, Julen Amezqueta, Oscar Cabedo, der dog ikke har vist form, Edgar Cadena, Diego Camargo, der endelig begynder at vise bare lidt takter, Nicholas Sessler og Jose Mendes.

 

OPDATERING:  Ved en fejl fremgik Eric Fagundez ikke af stjernetildelingen.

 

***** Isaac Del Toro

**** Antonio Morgado, Rafal Majka

*** Igor Arrieta, Finn Fisher-Black, Jordan Jegat, Jose Manuel Diaz, Mikel Bizkarra

** Eric Fagundez, Joan Bou, Fernando Barcelo, Pelayo Sanchez, Urko Berrade, Jhonathan Restrepo, Gonzalo Serrano, Ibon Ruiz, Jetse Bol, Alexis Vuillermoz, Luis Angel Maté, Jose Felix Parra, Jorge Gutierrez, Sergio Samitier, Alex Molenaar, Mathias Bregnhøj, Antonio Pedrero

* Julen Arriolia-Bengoa, Ander Okamika, Xabier Berasategi, Abel Balderstone, Andrea Garosio, Alex Martin, Samuel Fernandez, Sergio Chumil, Pablo Torres, Sjoerd Bax, Txomin Juaristi, Alan Joussaume, Sebastian Berwick, Paul Ourselin, Davide Bais, Davide De Cassan, Javier Serrano, Julen Amezqueta, Oscar Cabedo, Edgar Cadena, Diego Camargo, Nicholas Sessler, Jose Mendes

 

Danskerne

Mathias Bregnhøj bør hos Sabgal få lov at køre klassement, hvorfor han er omtalt ovenfor.

 

Etapeoptakter

Jeg når desværre ikke at skrive etapeoptakter til dette løb, men ovenstående beskrivelse giver et meget godt billede af favoritterne de enkelte dage.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT