Kommentar: Hvad lærte vi af forårsklassikerne?

Først og fremmest, før jeg går ind i en næmere analyse, skal lyde et tak til ruteplanlæggerne. Tak!

Efter sidste års Flandern Rundt skældte jeg ud på den rute, der blev ændret for to år siden. Dengang var Muur van Geraardsbergen blev taget ud af løbet. Jeg mener stadig, at den legendariske stigning hører til i løbet, men årets rute var en klar forbedring sammenlignet med de seneste to år. Det gav et bedre og mere uforudsigeligt cykelløb, og det har i hvert fald JEG savnet i 2012 og 2013.

Selvom den ændrede Amstel-rute gav næsten samme resultat, som hvis den var sluttet på toppen af Cauberg, er jeg alligevel glad for de 1,8 km efter toppen. Jelle Vanenderts andenplads er bevis på, at der kan ske helt uforudsete ting på de sidste halvanden kilometer. Det var ikke sket på med mål på Cauberg. Vanendert kan på ingen måde matche Philippe Gilbert, Simon Gerrans, Michal Kwiatkowski eller Alejandro Valverde i en direkte duel op ad Cauberg, men det flade stykke gav ham mulighed for at udnytte det taktiske spil i kampen om podiepladserne. På samme måde viste Roman Kreuziger sidste år, at på grund af usikkerheden om den nye rute, er løbet mere åbent, end det var før.

Paris-Roubaix-ruten er, som den er; afgjort af vind og vejr om vinteren og af arrangørernes luner. Men jeg synes alligevel godt, de kunne gøre mere for, at muligheden for at køre ved siden af brostenene blev formindsket. På Carrefour de l'Abre kørte frontgruppen på en pæn og bred grussti ved siden af den i sværhedsgrad femstjernede brostenspavé. Det er ærgerligt for cykelløbet, at der er mulighed for det - jeg er personligt fuldstændig overbevist om, at Fabian Cancellara ville have angrebet, hvis alle var blevet tvunget til at holde sig på det rædselsfulde brostensstykke.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Liège vil jeg slet ikke begynde at tale om, for jeg kom allerede med løsningen sidste år. Men jeg nævner det nok alligevel længere nede.

De nye drenge i klassen

Der er dukket nye folk op, vi skal holde øje med. Uha, hvor de flyver nede fra U25-rækkerne og direkte op i de voksnes regi. Den polske altmuligmand Kwiatkowski viste allerede sidste år, at han vinder en stor klassiker inden for de kommende par år, og det bekræftede han igen i år med tredjepladser i både Fleche Wallonne og Liège-Bastogne-Liège. Fabelagtig type, der kører aggressivt, selvom han kan tillade sig at vente til sidst.

Tom-Jelte Slagter bekræftede i år, at sidste års sejr i Tour Down Under ikke var en tilfældighed. Han har kørt flot hele foråret og ville nok have vundet Paris-Nice, hvis ikke han var punkteret på vej op ad den sidste stigning på 6. etape. I Ardennerne viste han med en femteplads i Fleche Wallonne og en sjetteplads i Liège, at han er Hollands næste store klassikerstjerne. Han har gode evner på de længere bakker og en formidabel afslutning, så selvom det ikke blev til en podieplacering i år, så er der ikke langt igen for den 24-årige hollænder.

I brostensklassikerne kommer rytterne jo tit stille og roligt opad, for det er løb, man skal lære at kende, før man for alvor kan gøre sig gældende. Og en, der nu er ved at nå toppen, er Sep Vanmarcke. Den 25-årige belgier kom i top 5 i alle brostensklassikerne - Omloop Het Nieuwsblad, Kuurne-Brussel-Kuurne, E3 Harelbeke, Gent-Wevelgem, Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Det vidner om en nærmest uhørt stabilitet, men det er også interessant at se, at han i alle løb ender på en tredje-, fjerde- eller femteplads. Han er brølstærk, men mangler måske lige det sidste taktiske træk, før han kan træde op på den øverste podieplacering.

Den helt nye dreng i brostensklassen må dog nødvendigvis være 33-årige Sir Bradley Wiggins. Et anonymt, men ganske godt løb i Flandern og så pludselig en niendeplads i Paris-Roubaix. Hvordan i alverden kunne det gå til?

Tjoh, meget kan man sige om briten, men han kender sin besøgstid, og han er god til at disponere sine kræfter. Han lå ikke forrest i favoritgruppen på noget tidspunkt i Roubaix, men han var fremme hele løbet igennem. Utrolig præstation af en debutant, og vi må bare tage hatten af for ham, for der var vist ikke rigtig nogen, der for alvor troede på hans og Skys høje ambitioner.

To tactic or not to tactic

Omega Pharma-QuickStep demonstrerede igen i år, at de kan tage en monumentsejr blot ved at være bedst repræsenteret i favoritgruppen. Det er utroligt at se, hvordan det hold år efter år er i stand til at spille deres kort perfekt, selvom de ikke nødvendigvis har den allerstørste favorit til start. Det er taktik i verdensklasse.

Mange har i årevis kritiseret Cancellara for at køre uintelligent og for at køre andre frem til triumferne. Simon Gerrans' sejr i Milan-Sanremo 2012 og Peter Sagans ene etapesejr i Tour de France samme år er gode eksempler på schweizerens overmenneskelige køreevner, men manglende taktiske finesse. I år vandt han ikke bare Flandern Rundt på stærk kørsel, men også taktisk snilde, da han gav den som Hollywood-skuespiller og slog ud, da Stijn Vandenbergh og Greg Van Avermaet forsøgte at køre væk på de sidste kilometer. Vanmarcke lukkede hullet, og Spartacus kunne køre ind på hjul.

Netop Vanmarcke var jeg inde på ovenfor - og jeg gentager: blandt de allerstærkeste i brostensklassikerne i år, men han mangler at vise, at han kan bruge kræfterne 100 % rigtigt. Det er noget, man lærer som brostensspecialist, og det betyder også, at belgieren om få år bliver en supermand i løbene, når han både har styrken og den taktiske føling med at angribe på de rette tidspunkter.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Jeg har hørt en Fugl synge …

Der har gennem årene været meget kritik af Jakob Fuglsang - han har det hele i munden, hvorfor kommer der aldrig nogle store resultater, han skulle vist hellere koncentrere sig om at køre på cykel! Men foråret og klassikerne især har altså vist, at Fuglsang er en verdensklasse cykelrytter. Han sidder med til det sidste i Liège og angriber, hvor han kan med store kørelyst og angrebsiver.

Personligt mener jeg, at Vincenzo Nibali burde have ofret sig og ageret hjælperytter for Fuglsang. Nibali viste tydelige tegn på, at han ikke havde benene til at følge angrebene, da det kom til stykket og alligevel kører han ind foran Fuglsang og laver hul, hvorfor danskeren naturligvis stopper for sin holdkaptajn. Det er elendig taktisk kørsel fra holdet, der undervejs burde have valgt at satse på de stærkeste ryttere.

Vigtigst af alt er det dog, at Fuglsang viser, at han også i Ardennerklassikerne har potentialet til at lave store resultater. Den enlige svale med fjerdepladsen i 2010-udgaven af Amstel Gold Race var flot, men kørslen i dette års klassikere med angrebsiver i alle løb viser, at han kan mere, end hvad den afsluttende plads som nummer 26 i Liège tyder på.

Ingen supermænd

Hvad, der har kendetegnet brostensklassikerne såvel som Ardennerklassikerne, er, at der på intet tidspunkt har været den altoverskyggende supermænd, der uden problemer har kørt fra de andre, som vi har set Cancellara gøre det i 2010, Philippe Gilbert i 2011 og Tom Boonen i 2012.

Peter Sagan spillede med musklerne og vandt på det i E3 Harelbeke,  Cancellara var stærk, men ikke supermand i Flandern, Niki Terpstra vandt Paris-Roubaix, fordi alle sad og ventede på en spurt, Gilbert vandt Amstel på grund af stor styrke, men også ubeslutsomhed blandt forfølgerne, og Simon Gerrans vandt Liège efter et defensivt og kontrolleret cykelløb, der aldrig rigtig eksploderede.

Det er både godt og skidt for løbene; potentielt er der flere mulige vindere, og det giver bedre cykelløb; Flandern og Roubaix er eksempler herpå - kaos og masser af godt cykelløb. Men her er der også brosten til at lave den naturlige selektion, så det er de 20 stærkeste ryttere, der kæmper direkte om sejren i finalen.

I Ardennerklassikerne gav manglen på supermænd kontrollerede cykelløb, der aldrig rigtig blev til andet end bakkespurter. Vi har vænnet os til det i Amstel og Fleche Wallonne, men at Liège skulle afgøres i en spurt blandt 25 ryttere havde jeg aldrig set komme. Mit forslag fra sidste år står stadig ved magt: Prop sidste års substitutstigning Côte de la Colonster ind sammen med Côte de la Roche-aux-Faucons, så de mindre spurtstærke klatrere som Nibali, Alberto Contador, Ryder Hesjedal, Roman Kreuziger og måske Cadel Evans har større vinderchancer. Det kan kun give hårdere, bedre og mindre kontrolleret cykelløb.

Hvad angår supermænd, er den eneste undtagelse dog Fleche Wallonne og Alejandre Valverde ...

Valverde har aldrig været bedre

Spanieren har nemlig vist i år, at han for alvor er tilbage. Efter to års cykelløb, efter sin karantæne, er han nu bedre end nogensinde før, og i Fleche Wallonne spadserede han simpelthen bare forbi Daniel Martin 150 meter fra mål og kunne rejse sig fra sadlen 100 meter senere til en sikker sejr.

Og det er ikke bare i den wallonnske pil, at Valverde har vist sig stærk; i alle etapeløb han er stillet op i gennem sæsonen har han vist forbedrede evner ikke bare i bakkespurterne, som er hans speciale, men også de længere bjerge og selv på nogle af enkeltstarterne. Det er altså sjældent set, at en 34-årig to år efter endt dopingkarantæne når sit topniveau og tæver den yngre generation i spurterne.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Hatten af for spanieren, der sammen med genopståede Alberto Contador bliver seriøse udfordrere til Chris Froome og Nibali i sommerens Tour de France.

Og lad os så rette blikket mod Romandiet Rundt, hvor første etape køres netop i disse minutter. Det bliver med sikkerhed endnu en god etapeløbssæson. Selvom vi allerede savner klassikerne lidt, så føles det passende, at vi nu har lukket det første kapitel i sæsonbogen. Og kan glæde os til næste år, hvor det hele starter forfra.