Optakt: Presidential Tour of Türkiye

null

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Løbets rolle og historie

Tyrkiet er bestemt ikke kendt som et af cykelsportens kraftcentre, men i de senere år har landet alligevel haft en ganske prominent placering for alverdens cykelfans, der har haft lejlighed til at se, hvilket fremragende cykelterræn landet kan tilbyde. Som de nærliggende lande Oman, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater har Tyrkiet ingenlunde en rig cykelscene endsige én eneste cykelrytter på højeste niveau, men i løbet af de seneste år har man haft held og dygtighed til at skabe en meget vigtig og ganske populær begivenhed på den internationale cykelkalender, hvor man har haft lejlighed til at fremvise landets skønhed og samtidig tjene som perfekt forberedelse til de store europæiske løb.

 

Med en historie, der rækker helt tilbage til 1964, er Presidential Tour of Turkey - eller Presidential Tour of Türkiye, som det har heddet siden 2023 - faktisk et ganske gammelt løb, men i mange år var dets eksistens nærmest gået ubemærket hen i cykelverdenen. Som en lavere rangerende begivenhed på UCI-kalenderen tiltrak det hovedsageligt lokale ryttere og mindre hold, og det professionelle felt ramte aldrig tyrkisk jord. Det ændrede sig med ét i 2008, da den tyrkiske regering besluttede at udnytte cykelsporten som et middel til at eksponere landet som turiststed, og de anså et nationalt etapeløb langs den tyrkiske solkyst som det perfekte middel til at opnå det mål.

 

 

Med en større kapitalindsprøjtning blev løbet kraftigt opgraderet, og efter at have fået 2.1-status og dermed ret til at invitere WorldTour-hold i 2008 blev løbet endda løftet op i 2.HC-klassen i 2010. Dagene, hvor det var en mindre begivenhed for kontinentalhold, var nu ovre, og i de efterfølgende år trak man gang på gang flere og flere WorldTour-hold til landet - hold, der alle så værdien i en uges kvalitetscykelløb i fremragende vejr. Efter i starten kun at have tiltrukket mindre navne fra de store hold kom også flere stjerner til landet, og Tour of Turkey etablerede sig som en væsentlig begivenhed i cykelverdenen.

 

Det var ikke tilfældigt, at løbet havde en sådan succes. Med en kalenderplacering sidst i april var det den perfekte forberedelse til Giro d’Italia, og mens det traditionelle opvarmningsløb i Romandiet er berygtet for sit regnfulde vejr, var der næsten garanti for 8 dage med solskin i et veltilrettelagt og godt arrangeret cykelløb i Tyrkiet. Efter opgraderingen blev det i første omgang afviklet to uger tidligere, men arrangørerne og UCI flyttede det hurtigt frem til Romandiet-ugen og dermed tættere på Giroen, hvormed der blev skabt større synergi mellem de to løb.

 

For Giro-rytterne udfyldte Tour of Turkey et oplagt hul i kalenderen. Tour de Romandie og det andet store forberedelsesløb i Trentino er begge ekstremt bjergrige og giver stort set ingen muligheder for sprinterne. Derfor har de hurtige folk traditionelt ikke haft mange muligheder for at teste benene forud for slagene på de italienske landeveje i hverken Italien eller Schweiz. Derimod har den lange tur langs den tyrkiske solkyst kunnet tilbyde masser af sprinterterræn, og selvom arrangørerne hurtigt tog initiativ til gradvist at gøre løbet hårdere og hårdere, har det altid være rigeligt med plads til, at sprinterne kan gøre brug af deres fart. Derfor har man i de senere år set Giro-rytterne dele sig i to: klassementsrytterne er taget til bjergene i Trentino og Romandiet, mens sprinterne er rejst til solrige Tyrkiet.

 

I de første år efter opgraderingen var løbet lidt af en sprinterfestival, hvor klassementet blev afgjort på et par småkuperede etaper langs kysten, der kunne byde på mindre stigninger, men ingen virkelige bjerge. På baggrund af ønsker fra flere hold gjorde arrangørerne klassementskampen mere attraktiv i de følgende år. Det første store initiativ var beslutningen om at inkludere en bjergafslutning på Elmali-stigningen - bjerget, der er kendt som Tyrkiets Alpe d’Huez - i 2012, og i 2013 kom så endnu en afslutning på en kortere, mere eksplosiv stigning uden for byen Selcuk, hvormed klassementet blev til mere end et slag på bare én etape. Det har gjort løbet til et mere traditionelt etapeløb, hvor der er mere alsidige etaper og muligheder for forskellige ryttertyper. Den lange afstand til det europæiske hovedland betyder dog, at der ikke har været en enkeltstart på ruten - ganske enkelt for at undgå transporten af ekstra udstyr.

 

De første udgaver efter opgraderingen i 2008 var primært karakteriseret af professionelle kontinentalhold, der i stærkeste formation gik til kamp mod nogle af de unge talenter fra WorldTour-holdene, men det ændrede sig langsomt. Trods tilføjelsen af hårdere etaper kunne man naturligvis ikke konkurrere med Tour de Romandie om klassementsrytternes gunst, og derfor forblev klassementskampen i alt væsentligt et slag mellem mange af cykelsportens unge talenter, der har haft chancen for at gå efter et resultat som kaptajn i et stort UCI-løb. I modsætning hertil har løbet derimod kunnet tiltrække selv de allerstørste sprinternavne, og i visse år har man set et sprinterfelt, som var et Tour de France værdigt. Marcel Kittel, Mark Cavendish, André Greipel (en af løbets flittigste gæster), Sacha Modolo, Alessandro Petacchi, Sam Bennett, Fernando Gaviria, Caleb Ewan, Jasper Philipsen og Elia Viviani er blot et udpluk af de topnavne, der har kørt og vundet i Tyrkiet.

 

Mens løbet har vundet status som en vigtig sportsbegivenhed, har det også tjent sit oprindelige formål om at promovere Tyrkiet som turistdestination vel. Løbet er i alle årene blevet sendt live på Eurosport, og arrangørerne har altid sørget for med tv-billederne at fremvise det store antal turistattraktioner, mens rytterne har kunnet slås om hæder på de nærliggende veje. Man har endda haft en særlig Turkish Beauty Sprint-konkurrence, hvor der hver dag har været en indlagt spurt ved et af disse lokale symboler. Man kunne sagtens have gjort løbet hårdere og mere seværdigt fra et sportsligt synspunkt ved at køre længere ind i bjergene, men hovedformålet har hele tiden vejret at fremvise den tyrkiske solkyst.

 

Uheldigvis har løbet også været plaget af dopingskandaler, og da man i 2014 fejrede sit 50-årsjubilæum, var man i desperat jagt på en troværdig vinder. Efter nogle flotte udgaver i de første år efter opgraderingen gik det galt efter inklusionen af Elmali-etapen i 2012. Det lykkedes det lokale Torku Sekerspor-mandskab at sikre sig nogle højst overraskende sejre to gange i træk, men både veteranen Ivailo Gabrovski, der knuste WorldTour-rytterne i 2012, samt lokale Mustafa Sayar, der højst overraskende sejrede året efter, testede efterfølgende positive for doping. Det kastede en skygge over både løbet og holdet, der fortsat fik lov at deltage også i de kommende år, men kun efter at have taget adskillige antidopingrelaterede initiativer, som skulle bevise deres renhed. Heldigvis har de seneste udgaver ikke været plaget af skandaler.

 

Trods skandalerne så fremtiden lys ud for løbet, og man lagde ikke skjul på, at man havde planer om at blive en del af WorldTouren. Desværre fik den nærmest kometagtige vækst et ordentligt tilbageslag i 2016, da en ny arrangørgruppe tog over. Den hidtil så professionelle organisering og meget effektive kommunikationsstrategi forsvandt, og længe slap der nærmest intet ud om løbet. Først i de sidste dage frem mod starten i april kom løbet på skinner, men det med et langt, langt svagere felt end tidligere. De store sprinternavne var alle væk, Lampre-Merida og Lotto Soudal var eneste WorldTour-mandskaber, og derudover var der kun yderligere to hold fra Giro-feltet til start. Forklaringen var naturligvis den temmelig kaotiske organisering, men også skærpet konkurrence fra det nye Tour of Croatia, der for feltets topsprintere pludselig havde etableret sig som et værdigt og mere nærtliggende alternativ til det tyrkiske løb.

 

Trods tilbageskridtet fik man indfriet ambitionerne om at blive en del af WorldTouren, da kalenderen blev udvidet forud for 2017-sæsonen, og fremtiden så derfor igen lys ud. Det varede imidlertid ikke længe, og den opgradering, der skulle have givet løbet en markant vækst, sendte i stedet løbet mod en regulær deroute. De nye WorldTour-løb havde nemlig ingen garanti for deltagelse af alle WorldTour-holdene, og pludselig betød særligt to forhold, at løbet blev valgt fra af stort set alle de store hold. Først og fremmest var sikkerhedssituationen i Tyrkiet med flere terrorangreb, et mislykket militærkup og efterfølgende indførelse af undtagelsestilstand blevet voldsomt forværret, og for det andet havde den skærpede konkurrence fra et voksende Tour of the Alps (det nye navn for Giro del Trentino) samt det fremadstormende Tour of Croatia givet logistisk set bedre alternativer på et tidspunkt, hvor kalenderen var travl.

 

 

Resultatet var, at man i marts stod med et felt, der inkluderede bare et eller to WorldTour-hold, og det huede naturligvis ikke UCI at se et løb på den fineste kalender have et så svagt felt. Længe var løbet truet af aflysning, men i marts indgik parterne en aftale om at flytte det til sidste del af sæsonen. Med ét var rollen som Giro-forberedelse væk, og i stedet kom løbet nu til at have en sær position som et underligt addendum til en allerede lang sæson på et tidspunkt, hvor de fleste bare ventede på ferie.

 

Det var ikke svært at forudse, at det ikke ville have den ønskede effekt på startfeltet. Først og fremmest var sikkerhedssituationen i alt væsentligt den samme som i foråret, og derudover havde langt de fleste ryttere kørt cyklen i garagen. I forvejen var holdene pressede af udsigten til at skulle deltage i det nye kinesiske etapeløb Tour of Guangxi, der fra og med 2017 er sidste løb på WorldTour-kalenderen og afvikledes endnu senere end Tour of Turkey. Regelbogen krævede ganske vist ikke deltagelse i Kina, men da løbet samarbejder med den magtfulde Velon-organisation, havde holdene herfra stort set i fuldt tal foretrukket den meget længere tur mod øst. Således var det kun UAE, Trek, Astana og Bora-hansgrohe, der fra den fineste række havde kunnet finde tilstrækkeligt med friske ryttere til at køre begge løb, og de fire hold udgjorde derfor de eneste WorldTour-hold i Tyrkiet.

 

Det blev heldigvis bedre i 2018, hvor arrangørerne fik halvdelen af WorldTour-holdene til start samt deltagelse af store stjerner som Fernando Gaviria, John Degenkolb, Sam Bennett og Diego Ulissi, men det var stadig klart, at løbets kalenderplacering var højst uhensigtsmæssig. Det ændrede man derfor på i 2019, hvor løbet var tilbage i sin oprindelige rolle som april-løb, denne gang dog to uger end tidligere. Målet var at genfinde rollen som Giro-forberedelse og at blive afviklet på en tid, hvor interessen for cykelsport er betydeligt større, men man valgte samtidig en placering i en af årets mindst travle uger og derved undgå et clash med løbene i Kroatien, der nu har overtaget Tyrkiets efterårsplacering, Trentino og Romandiet.

 

Resultatet var blandet. Kun seks WorldTour-hold lod sig overtale til at drage til Tyrkiet, men til gengæld kom der flere stjerner end tidligere. Som i gamle dage havde løbet nemlig en vis appel til sprinterne, hvor navne som Caleb Ewan, der brugte løbet som opvarmning til Giroen, Sam Bennett, Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg kastede stjernestøv over løbets massespurter. Til gengæld var det også indlysende, at løbet aldrig kunne konkurrere med løbene i Baskerlandet, Ardennerne og Trentino om at tiltrække klatrerne, og derfor var klassementet igen et opgør mellem de unge talenter.

 

Tre år med svage felter gjorde det klart, at løbet ikke kunne fortsætte på WorldTouren, og derfor blev det pillet af den fine kalender frem mod 2020, hvor løbet var et af de mange, der blev aflyst under coronakrisen. I 2021 fandt det imidlertid tilbage i sin genfundne placering i en løbsfattig uge i april, hvor det igen fungerede som Giro-forberedelse, men altså nu som et ProSeries-løb og ikke en del af WorldTouren. Det aflæstes da også af feltet, der fra WorldTouren alene talte Deceuninck, Israel SUN og Astana. Til gengæld havde man sikret sig en imponerende samling af hele 16 ProTeams, og dermed mindede feltet meget om det, vi så i storhedstiden, hvor det også primært var hold fra næstbedste række, der kæmpede med enkelte udvalgte WorldTour-hold samt nogle kontinentalhold. Den tilbagevenden til fortiden så ud til at fortsætte, for også i 2022 spillede løbet den rolle, det oftest har haft, og med seks WorldTour-hold samt adskillige flotte sprinternavne, lurede man en lille renæssance.

 

Man må håbe, at den renæssance fortsætter, men i 2023 blev den sat på pause. Det voldsomme jordskælv, der i vinteren lammede Tyrkiet, gjorde det umuligt at afvikle et cykelløb i april og derfor blev det hurtigt udsat til sin tidligere placering i oktober. Den var langt mindre ideel, og der var da også kun fire WorldTour-hold og syv ProTeams, der var friske på en tur til Tyrkiet på denne årstid, og derfor fik vi denne gang et felt med langt flere kontinentalhold og færre stjerner end tidligere, selvom løbet fik en del opmærksomhed i kraft af Jasper Philipsen, der jagtede og sikrede sig titlen som årets sejrskonge.

 

I 2024 synes tiden imidlertid at være skruet helt tilbage til tiden før al snak om WorldTour, aflysninger og udsættelser. Nu er man nemlig for første gang siden dengang tilbage på den gamle plads i Romandiet-ugen og dermed som det helt oplagte sidste forberedelsesløb for sprinterne frem mod Giroen - og nu uden konkurrence fra det kroatiske løb, der stadig afvikles i efteråret. Tilbage ved tidligere tiders storhed er man dog slet. Kun de fire WorldTour-hold Alpecin, DSM, Bora og Astana vil være at finde i feltet, og da der også kun er 9 ProTeams, har vi igen mange flere kontinentalhold end tidligere. Til gengæld opfylder løbet sin rolle, da både Fabio Jakobsen og Sam Welsford bruger det sprintervenlige løb som sidste formtest inden Giroen, som det også gælder for et par af ProTeam-sprinterne som Giovanni Lonardi og Luca Colnaghi. Store klassementsnavne må man dog igen spejde langt efter i et løb, der nok engang ventes at blive afgjort af mindre navne og unge talenter.

 

Sidste år havde vi som sagt en svagt besat oktoberudgave, men den fik alligevel enorm opmærksomhed. Arrangørerne havde nemlig opfundet en ny og vanvittig kongeetape, der sluttede på den helt urimeligt stejle Babadag-stigning. Her så mange frem til et opgør mellem Jay Vine og Alexey Lutsenko, der var feltets klart største klassementsnavne, men da australieren var ramt af sygdom, kunne Lutsenko tage en ganske klar sejr. Han blev ganske vist slået af Victor Langellotti på den efterfølgende bjergetape med mål på den eksplosive Selcuk-stigning, men det forhindrede ham ikke i at tage en sikker samlet sejr med 26 sekunder ned til Ben Zwiehoff og 51 sekunder ned til holdkammeraten Harold Tejada. Lutsenko har med den vanlige kalender i år fokus på større løb i Europa, hvorfor han ikke forsvarer titlen, og da heller ikke Zwiehoff eller Tejada vender tilbage, skal der findes et helt nyt podium i 2024.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

 

Ruten

Efter at have haft ret lette ruter i de første år efter opgraderingen i 2008 fandt man som nævnt ovenfor efter introduktionen af først Elmali-stigningen i 2012 og siden afslutningen på Selcuk-stigningen i 2013 et ret fast format for løbet i de følgende år. Da et vigtigt formål er at promovere Tyrkiet som turistdestination, har løbet haft en meget forudsigelig rute, der har ført feltet langs den tyrkiske solkyst med besøg hos en række af landets vigtigste byer undervejs, og de samme start- og målbyer er blevet brugt igen og igen. Ryttere, der har været til start tidligere, har derfor snart kendt hver en meter af vejene og finalerne, og mange af etaperne har været helt identiske fra år til år.

 

Tre gange har man afveget fra formatet. Første gang var i 2016, hvor man fulgte et lidt specielt mønster med start i Istanbul og mål i Selcuk, og anden gang var i 2019, hvor alt blev vendt på hovedet med helt nye etaper, der alle blev kørt i området omkring Istanbul. Seneste nyskabelse kom i 2022, hvor man droppede hele den sydlige del af landet og alene kørt op langs vestkysten mellem Bodrum og Istanbul. Undervejs var der kun tre velkendte målbyer, og man opfandt blandt andet en ny kongeetape. Ellers har det været et fast koncept, der har forbundet storbyerne Istanbul og Alanya, i de første år fra vest mod øst og i de senere år fra øst mod vest til en finale i landets største by. Undervejs har der som regel været fire helt flade sprinteretaper, to etaper med lidt bakker i finalen, hvor man ofte har set en reduceret massespurt, samt de to afgørende etaper til hhv. Elmali og Selcuk.

 

Sidste år vendte man delvist tilbage til det klassiske format med en rejse fra Alanya til Istanbul og atter med et hav af velkendte målbyer, men flere gange fandt man på nye afslutninger. Vigtigst af alt var det dog, at man opfandt et helt nyt målbjerg til kongeetapen, nemlig den uhørt vanskelige Babadag-stigning i udkanten af Fethiye, og da man tillige havde mål på den velkendte stigning i Selcuk senere i løbet, havde man efter nogle år med kun én bjergetape atter to afslutninger på stigninger.

 

I år har man også et relativt klassisk format, men ligesom sidste år forsøger man sig alligevel med et par nyskabelser undervejs. Én lille ting er, at rejsen denne gang går fra Antalya, som ellers kun plejer at være et stop på vejen, til Istanbul, men derudover har man igen eksperimenteret med flere af finalerne, selvom løbet kun byder på lutter velkendte målbyer. Sprinterfesten kan næppe undgås, men på mange af etaperne er der nu ganske svære stigninger i finalen, hvor man måske kan rydde ud i feltet, og derudover har man nu hele tre etaper med mål på små puncheurstigninger, der næppe kan afskrække sprinterne, men vil appellere til de mest holdbare og kan bringe puncheurtyper i spil.

 

Til gengæld er der denne gang som i de fleste af de seneste udgaver kun én bjergfinale, og efter sidste års vanvidsbjerg bliver det hele i år mere moderat med en afslutning på Spil Dagi, der kun har været benyttet én gang, nemlig i 2022. Den vil formentlig afgøre klassementet, for de øvrige syv etaper kan med nogen sandsynlighed blive afgjort i massespurter, men altså i tre tilfælde med mål på en bakke, mens det kun er to af etaperne, der synes at være helt indlysende og simple sprinteretaper.

 

Den første af disse oplagte sprinteretaper kommer som altid på førstedagen, hvor man denne gang altså skal starte - og slutte - i Antalya og ikke i Alanya. Også her er der ganske vist en ret svær stigning i finalen, men den kommer så langt fra mål, at en helt klassisk massespurt næppe kan undgås. Allerede om mandagen bliver det imidlertid mere kompliceret, når man som sidste år skal benytte den nye finale på en lille bakke i Kalkan, hvor Jasper Philipsen sidste år sejrede foran Cees Bol, og hvor vi altså får den første af de tre puncheurfinaler - endda efter en ret hård stigning lidt tidligere i finalen.

 

Tirsdag er det så tid til løbets allermest klassiske etape, nemlig Marmaris-etapen, men efter altid at have haft samme finale får den i år et twist. I stedet for de to velkendte bakker skal man denne gang over hele fire sene stigninger, og det kan måske skabe et mere selektivt løb inden den klassiske reducerede massespurt. Om onsdagen skal man for andet år i træk slutte i Bodrum, der ellers ikke har været besøgt i mange år, men modsat sidste år skal der denne gang spurtes på en bakke, og da der også er svære stigninger i finalen, er der lagt op til en etape, der minder om den, vi havde i Kalkan om mandagen.

 

Torsdag skal rytterne slutte i Kusadasi, hvor man benytter samme finale som i 2021, og her får man en afslutning, der minder om Marmaris-finalen, da man også her har svære stigninger til slut - stigninger, der for tre år siden dog ikke forhindrede den ret tunge Mark Cavendish i at tage en spurtsejr. Fredag bliver det så endelig tid for klatrerne til at komme i aktion, når årets kongeetape venter usædvanligt sent, denne gang altså for anden gang på Spil Dagi-stigningen, der for to år siden grundet modvind blev lidt af en fuser, men som har potentiale til meget mere.

 

Lørdagen byder som så ofte før på en finale i storbyen Izmir, der er kendt som lidt af en sprinterby, og efter at man i 2023 havde en sjældent hård etape, der endda gav solosejr til Jay Vine foran en skuffet Jasper Philipsen, er der denne gang lagt op til en helt klassisk, kort og enkel sprinteretape. Som altid slutter det hele i Istanbul, hvor man i mange år har haft den velkendte og uhyre tekniske finale med en lille brostensbakke, men også her prøver man i år noget nyt, når man i stedet har mål på toppen af en 700 m lang bakke, som forventeligt vil være rammen om endnu en spurtafgørelse, men for tredje gang i løbet på toppen af en stigning, der kan give puncheurtyper en chance, inden vinderen kan ånde lettet op og fejre en samlet sejr, der formentlig efter endnu en - dog mere varieret - sprinterfestival vil være sikret alene på fredagens kongeetape.

 

 

 

1. etape

I mange år havde løbet et relativt fast format, hvor man rejste fra Alanya til Istanbul via en tur hen langs den solrige kyst, og derfor indledtes løbet altid med en sprinteretape i ferieparadiset Alanya. Den model fraveg man på den helt nytænkte rute i 2022, men nu er meget tilbage ved normale. Alligevel er alt ikke helt ved det gamle, da man i år åbner løbet i den nærliggende og større by Antalya, der normalt ellers har været et stop på vejen og ofte mål for 2. etape. Også Antalya er dog kendt som et sprinterparadis, og meget taler da også for, at sprinterne som altid får det første ord, men denne gang betyder en ganske svær stigning relativt tæt på mål, at der måske kan blive ryddet lidt ud i feltet forinden.

 

Åbningsetape er typisk en kort sag, og det er den også i år, hvor der skal køres bare 134,7 km, der altså i år har både start og mål i Antalya. Fra starten i den østlige udkant af storbyen kører man kortvarigt mod nordvest ad den flade kystvej, inden man kører mod øst ud gennem forstæderne i fladt terræn langs vandet.

 

Man forlader havet for at køre mod først nordøst, så vest og siden nord igennem fladlandet frem til dagens spurt, der kommer efter 49,7 km. Det flade terræn fortsætter, når man herefter kører mod nordvest og sydvest ad snoede veje nær bjergene, inden det går mod vest og nordvest ad lige og flade veje frem til dagens hovedudfordring.

 

Den melder sig, når man drejer mod vest for at køre op ad en kategori 4-stigning (2,1 km, 6,1%), der stiger med 4,0 over de første 500 m, dernæst med 7-8% over en kilometer og slutteligt med 5,9% over de sidste 600 m frem mod toppen, som rundes efter 91,4 km.

 

Herefter indledes de sidste 43,3 km med, at man kører mod vest og sydvest ad et fladt plateau, idet man undervejs kører dagens Treasures of Türkiye-spurt efter 115,1km, inden en let nedkørsel leder mod sydvest og sydøst ned til udkanten af Antalya, hvor det er stort set helt fladt. Med 10,0 km igen drejer man mod øst for at køre ind mod centrum, hvor man slutteligt drejer med 1700 m og 900 m igen, inden det går mod vest ad kystvejen frem til mål.

 

Etapen byder på i alt 571 højdemeter.

 

Antalya er en sprinterby, men i år har han man skruet lidt op forvanskeligheden med bakken, der ikke er helt let. Den kommer dog med mere end 40 km til mål, og derfor vil det undre, hvis den kommer til at spille en rolle i et løb, hvor de fleste hold kommer med et sprintermandskab. Alt taler derfor, at det også i år bliver de hurtigste, der skal kæmpe om den første førertrøje i et brag af en massespurt.

 

Antalya er en hyppigt besøgt by, der også sidste år lagde asfalt til åbningsetapen, der helt forventeligt blev vundet af Jasper Philipsen, her foran Gleb Syritsa og Timothy Dupont. Forinden havde byen dog ikke været på programmet siden 2018, hvor Sam Bennett vandt en massespurt foran Alvaro Hodeg og Simone Consonni. I 2015 vandt Mark Cavendish en massespurt foran Sacha Modolo og Nicola Ruffoni, og i 2013 var Aidis Kruopis hurtigere end Marco Coledan og André Greipel, mens Greipel var bedre end Matthew Goss og Matteo Pelucchi i 2012. U 2010 spurtede Elia Viviani sig til sejr foran Giovanni Visconti og Andrea Grendene, mens Robert Förster var hurtigste mand i 2009. I det første år efter opgraderingen i 2008 sejrede Maximilano Richeze i massespurten i byen, hvor der også var mål i 2002, 2004, 2005, 2006 og 2007 i årene inden opgraderingen. Siden 2018 har byen tillige været vært for sit eget etapeløb, Tour of Antalya, der er steget i graderne og siden 2020 har været et 2.1-løb. Den seneste vinder er Davide Piganzoli, der tidligere i år sejrede foran Alessandro Pinarello og Edoardo Zambanini.

 

 

 

 

 

 

2. etape

Løbet er kendt for sin hang til genbrug, men i de senere år har man været meget mere kreative med at opdyrke nye finaler. Det gjorde sig sig også gældende sidste år, hvor man på andendagen mødte en sådan nyskabelse. Det skete endda på en etape, der kunne bryde den ofte lidt monotone sprinterfestival, for selvom der også på mandagens etape skulle spurtes om sejren, betød en ganske kuperede finale med en lang stigning, at der var ryddet ud i feltet inden en spurt op ad en lille bakke, der dog ikke forhindrede sprinterne i at kæmpe om sejren. I år forfalder man atter til genbrug, for akkurat som sidste år byder mandagen på præcis denne finale med en lang stigning efterfulgt af en puncheurspurt på en etape, hvis sidste del er en total kopi af 2023-udgaven. Dermed kan vi se frem til et opgør mellem de mest holdbare sprintere, der skal forsøge at kopiere Jasper Philipsen og sejre i den stigende spurt nær den tyrkiske sydkyst.

 

Med en distance på 190,6 km er etapen ca. 25 km længere end sidste år, men akkurat som dengang skal der køres fra Kemer til Kas (Kalkan). Der er tale om to byer ved den tyrkiske sydkyst, og man fortsætter rejsen mod Istanbul ved at køre hen langs vandet med enkelte afstikkere ind i bjergene. Fra start går det dog mod syd og sydvest ad den flade kystvej, men hurtigt forsætter man mod sydvest op ad en kategori 3-stigning (4,9 km, 5,7%), der undervejs har 1800 m med 7-9% og har top efter 19,7 km.

 

Kortvarigt følger man et fladt plateau mod syd, inden man forlader sidste års rute ved at forsætter mod syd ad en teknisk nedkørsel. Efter et kort, fladt stykke, der går mod syd, kører man nu mod sydvest op ad en kategori 3-stigning (4,3 km, 6,9%), der er helt jævn og har top efter 46,5 km. En meget teknisk nedkørsel fører nu mod syd tilbage til kysten, hvor man kortvarigt kører mod vest ad den flade kystvej, som man forlader, når man kører mod nordvest igennem helt fladt terræn frem til dagens spurt, der kommer efter 73,4 km.

 

Her rammer man sidste års rute, hvorefter resten af etapen er uforandret. Man kører mod syd ad en flad vej tilbage til vandet, og derefter snor man sig mod vest sydvest, nordvest og sydvest frem til dagens Treasures of Türkiye-spurt, der er placeret efter 118,2 km.

 

Den markerer afslutningen på denne lette fase. Umiddelbart herefter forlader man nemlig kysten, når man kører mod nordøst og vest op ad en kategori 2-stigning (11,9 km, 4,9%), der efter 6 km med under 5% stiger med 5-7% over de sidste 5,9 km frem mod toppen, som rundes efter 132,2 km. Herfra resterer fortsat 58,2 km, som indledes med et kuperet plateau, der følges mod vest og slutter med en bakke (1,5 km, 7,0%), der har top efter 155 km. Derfra venter en let nedkørsel, der leder mod sydvest tilbage til kysten, der efter 137,7 km nås i byen Kas.

 

 

Nu kører man mod vest ad kystvejen, der her er ganske let kuperet, indtil man til slut forlader vandet ved at køre mod nordvest. Derfor begynder det at stige let, indtil det med 3 km igen falder let frem mod de sidste 800 m, der stiger med 5,4% i snit, herunder med 6-7% over de sidste 500 m. Finalen er teknisk helt ukompliceret, da der slet ikke er et regulært sving over de sidste 28,5 km langs vandet, og mod slutningen er vejen endda næsten helt lige over adskillige kilometer.

 

Etapen byder på i alt 2888 højdemeter mod 2627 højdemeter på sidste års rute.

 

Det er en ganske interessant etape, de har opfundet til at bryde serien af massespurter, men vi kender den nu fra sidste år. Den lange stigning er ret svær mod slutningen, og her kan man faktisk gøre en del skade, hvis man vil. Det er dog tvivlsomt, om der er hold med den interesse, som vi så det sidste år, hvor selv ret tunge sprintere kom med over. Det vil i hvert fald være overraskende, hvis ikke der igen skal spurtes, men som vi så sidste år, er det naturligvis en spurt for de mere holdbare typer, som Jasper Philipsen, der sejrede foran Cees Bol, men det forhindrede nu ikke typer som Matteo Malucelli, Attilio Viviani og Matteo Moschetti i at gå i top 10.

 

Kalkan har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, nemlig på 2. etape i sidste års udgave, hvor en stor del af etapen som sagt var den samme. Her vandt Jasper Philipsen en reduceret massespurt foran Cees Bol og Luca Colnaghi, der sammen med resten af top 10 smed 1 sekund, mens resten af det let reducerede felt smed 4 sekunder.

 

 

 

 

 

 

 

3. etape

Tour of Türkiye-arrangørerne er i den grad kendt for deres hang til genbrug, og det kommer delvist til udtryk også på løbets 3. etape, der bringer feltet frem til byen Marmaris. Her har vi i årevis været vidner til den helt velkendte finale med to små stigninger, der har kunnet rydde ud i feltet inden en reduceret massespurt, men helt konservative er arrangørerne ikke i år. For første gang afviger man nemlig fra den velkendte model ved at køre lidt mere rundt i det kuperede terræn, og derfor er der nu pludselig hele fire, ganske svære bakker til sidst. Det kan måske endda skabe grobund for, at klassementsrytterne kan angribe hinanden, men mest taler dog nok for, at vi får endnu en reduceret massespurt, denne gang dog formentlig i et mindre felt, end vi plejer at se - hvis ikke den foregående etape har skabt forskelle, der kan give et ufarligt udbrud en chance.

 

Etapen er i vidt omfang en kopi af sidste års etape, og i år skal der køres beskedne 156,0 km fra Fethiye til Marmaris. Fra start går det mod nordvest ad den flade kystvej, der dog bugter sig lidt ind i landet via et par mindre bakker med top efter 10,5 km (1,3 km, 7,4%), 15,0 km (1,9 km, 6,7%) og 22,5 km (1,4 km, 6,7%). Nu afviger man fra sidste år rute, når man kører mod vest op ad endnu en bakke (1,9 km, 6,0%), der leder væk fra vandet, hvorefter det forsætter med at stige mod vest, inden en let nedkørsel fører mod nordvest ned til et helt fladt område.

 

Her har man igen ramt sidste års rute, men hvor man sidste år slog en sløjfe ind i det kuperede terræn, kører man denne gang videre mod nordvest igennem fladlandet. Man skal dog videre mod nordvest op og ned ad et højdedrag (1,3 km, 8,3%), hvis top rundes efter 50 km, inden det går videre mod nordvest ad lige og næsten helt flade veje frem til dagens spurt, der kommer efter 69,9 km. Umiddelbart herefter skal man op ad en lille bakke, inden det igen bliver fladt efterfulgt af en nedkørsel, hvorefter det går videre mod nordvest igennem fladlandet frem til dagens Treasures of Türkiye-spurt, der kommer efter 97,0 km

 

Nu indledes den velkendte finale når man drejer mod syd og sydvest for at passere et kuperet område. Først går det op og ned ad en ikke-kategoriseret stigning (2,4 km, 6,5%), der har top efter 102,5 km, inden det går videre mod syd ad et kort, fladt stykke. I stedet for at køre videre op ad den velkendte sidste stigning drejer man nu mod sydvest for at køre op ad en kategori 3-stigning (3,3 km, 5,5%), der efter 2 km med 4-5% stiger med 6,9% over de sidste 1300 m frem mod toppen, der rundes efter 116,7 km.

 

De sidste 39,3 km indledes nu med et kort, fladt stykke, der fører mod vest, inden det går mod syd ad en relativt let nedkørsel. Nu kører man mod sydøst ad flade veje, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (1,7 km, 7,2%), der har top efter 131,5 km. De sidste 25,5 km indledes nu med let faldende og derefter let stigende veje, der fører mod sydvest og syd, inden man drejer mod øst for at køre op ad en kategori 3-stigning (1,3 km, 7,3%), der efter 500 m med 5,0% stiger med 8-10% over de sidste 800 m frem mod toppen, der rundes efter 144,7 km.

 

Herfra resterer bare 11,3 km, der indledes med en let nedkørsel, som fører mod øst, inden man kører mod nordøst ad lige og flade veje ind til Marmaris. Det sidste sving kommer med adskillige kilometer til mål, og derefter bugter vejen sig kun ganske let frem til mål, idet man kører hen langs vandet til sidst.

 

Etapen byder på i alt 2166 højdemeter mod 1997 højdemeter på sidste års rute.

 

Vi har kendt denne etape fra et hav af udgaver, da den har været med hvert eneste år siden den store opgradering i 2008, dog med 2019- og 2022-udgaver som undtagelser. Derfor er det lidt af en nyskabelse, at man denne gang har ændret på formatet, men vi ser formentlig lidt af det samme. De sidste stigninger kan bruges til angreb, men det vil undre, hvis man kan lykkes med at køre afgørende væk, når de adskilles af så mange fladere stykker. Formentlig skal vi som altid have en reduceret massespurt, men man må antage, at feltet kan være mindre end vanligt, i hvert fald hvis terrænet udnyttes - og så ved vi af erfaring, at selektionen også i høj grad bestemmes af vindretningen.

 

Marmaris har med 2019 og 2022 som undtagelse været målby hvert eneste år siden 2006 og er dermed en af de hyppigst besøgte byer. Ved seneste besøg i 2023 fortsatte Jasper Philipsen sin dominans ved at vinde for tredje gang på fire dage, denne gang foran Timothy Dupont og Giovanni Lonardi i et næsten fuldt felt. I 2021 vandt Jasper Philipsen også en reduceret massespurt, her foran André Greipel og Kristoffer Halvorsen, og i 2018 vandt Sam Bennett den reducerede spurt foran Maximiliano Richeze og John Degenkolb. I 2017 sikrede Bennett sig endda et hattrick ved at vinde foran Edward Theuns og Simone Consonni. I 2016 vandt Sacha Modolo en reduceret massespurt foran Manuel Belletti og Marco Zanotti, mens André Greipel var hurtigere end Daniele Colli og Daniele Ratto et år tidligere. I 2014 slog Mark Cavendish til igen foran Maximilano Richeze efter en opvisning af Quick-Step, der gav en tredjeplads til Mark Renshaw, efter at Greipel havde besejret Nikias Arndt og Moreno Hofland i 2013. Renshaw tog selv en sejr på målfoto foran Matthew Goss og Colli i 2012, og Belletti fik sin triumf i 2011, hvor han slog Roberto Ferrari og Wes Sulzberger. Senest det lykkedes et udbrud at holde hjem, var i 2010, hvor Giovanni Visconti var hurtigst i en kvintet, der nåede mål med et forspring på 13 sekunder. I 2009 blev etapen også vundet af et udbrud, da Daryl Impey var hurtigst af 9 mand, og Matteo Priamo var første mand til at vinde efter opgraderingen af løbet i 2008, også fra et udbrud. Forud for det vandt Ivailo Gabrovski i 2007, Igor Pugaci i 2006, Sergey Tretyakov i 2004 og Ghader Mizbani i 2002.

 

 

 

 

 

 

 

4. etape

Som nævnt ovenfor har løbet i de senere år forsøgt at variere lidt i den megen genbrug, der har kendetegnet løbet, og det kommer delvist til udtryk på onsdagens etape. Egentlig er der tale om genbrug, da man har designet en etape, der minder meget om etaper, der blev brugt i de to første år efter opgraderingen af løbet, dvs. i 2008 og 2009, og ligesom sidste år, hvor man også have en tilsvarende nyskabt etape, skal man slutte i Bodrum. Det sker med en ganske interessant rute, der byder på 2500 højdemeter og flere ganske svære stigninger undervejs, men da de sidste 40 km er lette, og da klassementet må antages at være tæt, vil sprinterne formentlig få det sidste ord, dog i en ny finale, hvor en ganske svær bakke til allersidst kan betyde, at puncheurtyperne måske vil blande sig med de holdbare sprintere - hvis ikke et ufarligt udbrud får lov at køre om sejren.

 

Modsat sidste år er der tale om en meget kort etape, der igen fører fra Marmaris til Bodrum, men ad en helt anden rute end sidste år, hvor kun den allersidste del er uforandret. Starten er benhård, da man lægger ud med at køre mod nord den modsatte vej ad den klassiske Marmaris-finale - som i år dog var en anden - og derfor går det op ad den gamle finalestigning (4,7 km, 5,3%), inden toppen rundes efter 4,7 km. Derfra går det mod nordøst op og ned ad den første af den foregående dags finalestigning, inden man når tilbage til dalen.

 

Nu forlader man sidste års rute for i stedet at køre direkte frem mod Bodrum. Således kører man mod vest ad kystvejen, der her er let kuperet med flere mindre bakker, inden man forlader vandet for at køre mod vest op ad en stigning, der efterfølges af et kort plateau, inden man skal op ad en kategori 3-stigning (2,5 km, 7,1%), der efter 500 m lette meter har 500 m med 10,4% efterfulgt af 1000 m med 7-8% og slutteligt 500 m med 4,8% frem mod toppen, som rundes efter 61,5 km.

 

Nu går det ad et kort, fladt stykke mod vest, inden en let nedkørsel fører mod sydvest tilbage til vandet, hvor man kører mod vest ad den helt flade kystvej frem til dagens spurt, der kommer efter 83,9 km. Umiddelbart herefter forlader man vandet for at køre mod nordvest op ad dagens vanskeligste udfordring, en kategori 2-stigning (6,3 km, 6,0%), der først stiger med ca. 9% over 3 km og derefter med 6,1% over en kilometer, hvorefter to lette kilometer leder frem til de sidste 1300 m, der stiger med 6,6%.

 

 

Toppen rundes efter 94,2 km, hvorefter de sidste 43,7 km indledes med, at man kører mod nordvest et let stigende stykke og en bakke (1,0 km, 7,9%) med top efter 97,5 km. Derefter går det mod vest ad faldende veje, der afbrydes af en lille bakke, inden man når dagens Treasures of Türkiye-spurt efter 115,9 km. Det fortsætter med at falde mod sydvest ned til kysten, som man med det samme forlader for at køre mod nordvest ad let stigende veje frem til udkanten af Bodrum, hvor man kører mod sydvest og nordvest frem til mål.

 

Det falder ned mod de sidste 3 km, hvorefter der er en lille bakke og en nedkørsel, inden man rammer en bakke (700 m, 5,9%), der har top bare 200 m fra stregen. Der er ingen sving over de sidste 3 km, hvor eneste forhindring er en rundkørsel med 1500 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2541 højdemeter mod 2852 højdemeter på sidste års længere rute, der også havde en anden finale.

 

Med denne nye finale minder etapen utroligt meget om 2. etape. Igen er der ret svære stigninger undervejs, men da klassementet må antages at være tæt, kan de næppe bruges til at tage en udbrudssejr. Da de også ligger langt fra mål, taler meget for, at vi vil få en reduceret massespurt på en bakke, der minder meget om bakken fra 2. etape. Denne gang er den en anelse stejlere, hvilket kan inspirere puncheurtyperne, men formentlig vil vi se et udfald, der minder om det, vi så på mandagens etape, også fordi finalen er helt lige så enkel.

 

Bodrum blev senest besøg i 2023, hvor vi fik en stor overraskelse, da et styrt splittede feltet og fangede Jasper Philipsen, hvorefter Nico Denz, der havde kørt lead-out for Matthew Walls, af sin holdkammerat fik lov at vinde i en dobbeltsejr, mens Cees Bol blev nr. 3. Inden da var seneste besøg helt tilbage i 2009, hvor André Schulze vandt en reduceret massespurt foran Giuseppe Palumbo og Daryl Impey, og i 2008, hvor Mirco Lorenzetto som hurtigste mand fra et udbrud på 19 mand slog Tiziano Dall’Antonia og Francesco Ginanni og således sikrede sig både etapesejr og førertrøje. I årene inden opgraderingen var byen relativt fast målby, og det gav senest sejre til Maros Kovac (2007), Ghasder Mizbani (2006), Svetoslav Tchanliev (2005), Viktor Rapinski (2004) og Frank Kowatschitsch (2002).

 

 

 

 

 

 

 

5. etape

Arrangørernes hang til genbrug kommer til udtryk igen om torsdagen, hvor man skal besøge Kusadasi, der også blev besøgt i 2021 og 2022. I de to år brugte man to forskellige finaler, og når man i år vender tilbage, bruger man samme afslutning som i 2021. Den følger samme mønster som de seneste etaper, da man atter har flere bakker til sidst, herunder en meget stejl stigning med top med 20 km igen. Den kan formentlig ikke forhindre endnu en massespurt, men den kan rydde i feltet, som den også gjorde for tre år siden - dog ikke mere end at Mark Cavendish overlevede og vandt løbets finaleetape foran Jasper Philipsen i forbindelse med det løb, der indledte hans genfødsel. Og så kan man ikke udelukke, at et ufarligt udbrud kan få lov at køre om sejren.

 

Med en distance på 177,9 km er der tale om en af løbets længere etaper, der fører feltet fra Bodrum til Kusadasi. Startbyen ligger ude ved kysten og fra start kører man mod nordøst ad den let kuperede kystvej, inden man fortsætter mod nordøst ind i landet igennem stort set helt fladt terræn. Senere drejer man mod nordvest for at fortsætte gennem fladlandet, indtil man når et højdedrag, som man skal tværs igennem.

 

Det giver en ganske svær sektion, hvor man fortsætter mod nordvest op ad en kategori 3-stigning (2,9 km, 7,8%), der efter 500 m med 5,2% stiger med 8-9% over 100 m, hvorefter 500 m med 3,8% efterfølges af først 500 m med 12,6% og siden 400 m med 9,2%. Toppen rundes efter 45,7 km, hvorefter en lidt teknisk nedkørsel leder videre mod nordvest, inden man med det samme fortsætter mod nordvest op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,3 km, 5,9%), der har top efter 53 km.

 

Herfra går det mod vest ad et let kuperet plateau, inden en let nedkørsel fører mod vest og nordvest tilbage til dalen, hvor man med det samme kører mod nordvest op ad endnu en kategori 3-stigning (5,0 km, 5,3%), der efter 3 km med under 5% stiger jævnt med ca. 9% over de sidste 2 km frem mod toppen, som rundes efter 67,0 km.

 

Nu er den svære fase med højdedraget slut. En let nedkørsel fører videre mod nordvest ned til fladlandet, hvor man kører mod vest og sydvest igennem kun let kuperet terræn frem til dagens spurt, der kommer efter 90,1 km. Nu kører man op og ned ad en bakke mod nordvest, inden man når kysten, som følges i fladt terræn mod nord. Man forlader nu vandet for at køre mod nordøst op og ned ad en bakke, der leder frem til dagens Treasures of Türkiye-spurt, der er placeret efter 111,5 km, inden det går ad helt flade og lige veje mod nordvest og nordøst frem til byen Söke, der nås efter 146,5 km.

 

Her indledes finalen, når man drejer mod vest og senere nordvest for at køre først op og ned ad en bakke og siden op ad en svær stigning (1,6 km, 8,2%), der er en stejl sag med 9,3% over de sidste 600 m frem til toppen, der rundes med 19,0 km igen. De indledes med en let nedkørsel, der leder mod nordvest ned til kysten, hvor man kører ad den flade kystvej frem til udkanten af Kusadasi.

 

Her drejer man mod nord for at køre ind til centrum via to små bakker, hvoraf den sidste stiger med 4,2% over 1,6 km. Den har top med 4 km igen, hvorefter det falder let resten af vejen, dog med en ganske lille bakke lige ved den røde flamme. Det går ad en hovedvej, indtil man drejer skarpt ind på kystvejen med 2,5 km igen. Nu følges kystvejen, der bugter sig ganske meget, indtil den sidste kilometer er næsten helt lige, dog med en kurve med 600 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2090 højdemeter mod 1601 højdemeter på den tilsvarende etape i 2021.

 

 

Etapen minder meget om det, vi har set de seneste dage, og det kunne lugte af en reduceret massespurt igen. Egentlig er det fint udbrudsterræn, men da forskellene formentlig er små, taler meget for, at vi igen kan få samling, medmindre udbruddet alligevel ikke er nogen trussel. Vi kender finalen fra 2021, og selvom sidste stigning er hård, forhindrede den dengang ikke, at Mark Cavendish kunne vinde. Lægges der pres på, er finalen svær nok til, at flere sprintere kan falde fra, men i et felt, hvor de fleste sprintere er tunge, taler meget for, at også Cavendish-typerne kan være i spil til sidst.

 

Kusadasi blev senest besøgt i 20221, hvor Caleb Ewan efter en anden finale sejrede foran Jasper Philipsen og Kaden Groves, og i 2021, hvor Mark Cavendish i samme finale som i år vandt en massespurt foran Jasper Philipsen og Kristoffer Halvorsen på løbets sidste etape. Inden da var seneste besøg helt tilbage i 2012, hvor Sacha Modolo vandt en massespurt foran Matthew Goss og Mark Renshaw. I 2009 lykkedes det dog David Garcia Dapena at køre væk til sidst og sejre med 3 sekunder ned til feltet, der førtes an af André Schulze og Sebastian Siedler. I 2008 sejrede Guillermo Bongiorno i en spurt foran Javier Benitez og Danilo Hondo. I årene inden opgraderingen startede løbet ofte i byen, og her fik vi sejre til Sierd Steigenga (2007), Joseph Papp (2006), Mehmet Mutlu (2005), Sergey Lavrenenko (2004) og Michael Haas (2002).

 

 

 

 

 

 

6. etape

I de første år efter opgraderingen var Tour of Turkey et relativt let løb, men rytterne efterspurgte flere udfordringer. Det fik de i den grad i 2012, hvor man for første gang havde etapemål på toppen af den svære Elmali-stigning, der er kendt som Tyrkiets Alpe d’Huez. Fem år i træk var det høje bjerg i 1828 m højde rammen om kongeetapen, inden den forsvandt for i 2021 at gøre et comeback. Siden dengang har man altid haft mindst én bjergfinale, men siden 2018 er man begyndt at opfinde nye afslutninger i stedet for de gammelkendte på Elmali og i Selcuk. En af disse nyskabelser kom i 2022, hvor man for første gang havde mål på toppen af Spil Dagi-stigningen i udkanten af Manisa. Dengang betød kraftig modvind desværre, at etapen endte som lidt af en fuser, men det har ikke forhindret arrangørerne i at prøve på ny, og selvom den ikke er i nærheden af at være så svære som sidste års vanvittige nyskabelse, monsterbjerget Babadag, er bjerget svært nok til et stort opgør mellem klatrerne - et opgør, der formentlig alene vil bestemme, hvem der skal vinde årets løbet.

 

Med en distance på 160,1 km er der tale om en relativt kort etape, der fører feltet fra Kusadasi til toppen af Spil Dagi-stigningen i udkanten af byen Manisa. Starten går ved den tyrkiske vestkyst, og herefter er det meget enkelt, idet man lægger ud med at køre mod nordvest ad den kun ganske let kuperede kystvej. Undervejs kører man efter 36,2 km dagens spurt, inden man efter små 60 km forlader vandet. Det sker, når man drejer mod nord og senere nordøst for at køre igennem ganske let stigende terræn, der senere falder let ned mod byen Menderes, der nås efter 88,5 km umiddelbart syd for Izmir.

 

 

Herfra kører man kortvarigt mod nord ind mod storbyen, men man ændrer hurtigt kurs for at zigzagge sig mod sydøst og nordøst igennem først fladt og siden let stigende terræn frem til dagens Treasures of Türkiye-spurt, der kommer efter 111,8 km. Her drejer man mod sydøst for at køre op ad en kategori 3-stigning (2,3 km, 6,1%), der stiger med 7-8% over de første 1500 m, inden den flader ud frem mod toppen, som rundes efter 116,2 km. Derfra går det mod nordøst og nord igennem let kuperet terræn med to mindre bakker, hvor af den sidste (1,7 km, 6,9%) har top efter 129,5 km, inden det falder mod nord ned mod fladlandet øst for Izmir.

 

Her bliver man imidlertid ikke længe. Man kører nemlig med det samme mod nord op ad den afsluttende kategori 1-stigning Spil Dagi (14,0 km, 7,1%), der skal deles i flere dele. De første 9,2 km stiger således uhyre jævnt med 7,8%, inden den kortvarigt flader ud frem mod de sidste 3,6 km, der stiger med 6,8%, dog en smule ujævnt med først to kilometer med hhv. 6,3% og 9,9%, inden den flader ud med 1 km med 5,5% og slutteligt bare 3,3% over den sidste kilometer. Stigningen går ad en meget snoet bjergvej med flere hårnålesving, men over den sidste del er vejen mere lige med et par kurver ved 2 km-mærket og igen ved den røde flamme, inden de sidste 700 m går ad en lige vej.

 

Etapen byder på i alt 2635 højdemeter mod 1831 højdemeter på 2022-etapen.

 

Vi kender finalen fra 2022, og her så vi, at kraftig modvind desværre kan ødelægge etapen totalt. Det er altså en stigning, der er meget følsom over for vinden, men ser man på den nøgne data, kan den gøre betydelig skade, ikke mindst i et felt som dette. Uanset hvad er det klatrernes store chance, og på denne rute er det formentlig her det eneste reelle slag om den samlede sejr skal slås.

 

Spil Dagi har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, nemlig i dette løb i 2022, hvor en snu Eduardo Sepulveda udnyttede taktik og kraftig modvind til at snige sig væk til en solosejr med 15 sekunder ned til fire mand, hvis spurt blev vundet af Patrick Bevin foran Harm Vanhoucke, Nairo Quintana og Jay Vine. Byen Manisa var mål i 2018, hvor Alvaro Hodeg vandt en massespurt foran John Degenkolb og Nathan Haas.

 

 

 

 

 

 

 

 

7. etape

I årene mellem 2005 og 2007 startede løbet altid med en prolog i Izmir, og efter at have ageret startby i 2008 og 2009 var Tyrkiets tredjestørste by mål for en sprinteretape fem gange på seks år mellem 2012 og 2017. Siden dengang kørte man imidlertid længe uden om storbyen ved vestkysten, inden den i 2022 vendte tilbage efter fem års fravær. Det gjorde den også sidste år, hvor man dog spicede den velkendte sprinterfinale op ved at angribe byens fladland fra et nærliggende højdedrag, hvorfor Jay Vine kunne tage en overraskende solosejr. I 2024 er storbyen med for tredje gang i træk, men denne gang er der næppe plads til overraskelser, når man vender tilbage til det helt klassiske og fladere format, der i den grad lægger op til massespurt.

 

Med en distance på bare 125,4 km er der tale om en ultrakort etape, der fører feltet fra Cesme til Izmir. Starten går helt ude ved kysten i det allerøstligste Tyrkiet, hvorfra man kører mod sydøst hen langs vandet, inden man efter 16,5 km slår en lille sløjfe ind i landet. Derfor er det let stigende, når man først kører mod sydvest og siden syd og nordøst, inden det går ad faldende veje mod nord tilbage til kysten.

 

Nu kører man kortvarigt mod nordøst ad den helt flade kystvej, inden man efter 39,5 km drejer mod øst for at forlade vandet via en stigning. En kort nedkørsel fører mod sydøst, inden man kører mod syd op ad en kategori 3-stigning (1,7 km, 8,2%), der er uhyre jævn og har top efter 48,7 km. En let nedkørsel fører mod sydøst, inden det går mod øst op ad en bakke og videre ad en nedkørsel, der leder tilbage til kysten.

 

Herfra er etapen meget let. Man forlader kortvarigt vandet ved at køre mod nordøst ad let stigende og siden let faldende veje, der undervejs byder på dagens spurt efter 73,6 km. Hurtigt er man tilbage ved kysten, og nu går det mod nordøst og øst ad den helt flade og lige kystvej, idet man undervejs kører dagens Treasures of Türkiye-spurt efter 86,0 km.

 

Den leder direkte frem til udkanten af Izmir, hvor man kører mod nordøst op ad den flade kystvej, som man kortvarigt forlader for at køre ind til centrum. Herfra køre man mod nord tilbage til vandet, og nu kører man mod øst, nordøst, nordvest, vest og sydvest hen langs vandet og frem til mål. Her passeres man stregen fra den modsatte side med 3100 m igen, hvorefter man forsætter ned til en kurve med 2200 m igen. Med 1600 m igen foretager man en U-vending, hvorefter en blød kurve med 900 m igen leder ind på den helt flade opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt på 1032 højdemeter.

 

Man har flere gange forsøgt at krydre denne klassiske sprinteretape med lidt flere højdemeter, ikke mindst sidste år, hvor etapen var så svær, at Jay Vine kunne tage en overraskende solosejr. I år er alt imidlertid som i 2022 ved det gamle, og efter et par dage med stigninger i finalerne er det den allermest oplagte sprinteretape i hele løbet. Derfor virker det usandsynligt, at vi skal have andet end endnu en af de mange massespurter i Tyrkiets tredjestørste by.

 

 

Izmir blev senest besøgt i 2023, hvor en usædvanligt kuperet rute gav Jay Vine mulighed for at tage en overraskende solosejr med 7 sekunder ned til feltet, hvis spurt blev vundet af Jasper Philipsen foran Kaden Groves, og i 2022, hvor Jasper Philipsen spurtede sig til sejr på en næsten helt flad etape foran Kaden Groves og Miguel Angel Fernandez i samme finale, som benyttes i år og blev benyttet i 2023. Forinden va rdet i 2017, hvor Sam Bennett vandt en massespurt foran Ahmet Örken og Simone Consonni, samt i 2015, hvor Mark Cavendish vandt en massespurt foran Andrea Piechele og Kristian Sbaragli. Året inden var Elia Viviani hurtigere end Andrea Guardini og Cavendish, mens Marcel Kittel sejrede foran Guardini og Maximilano Richeze i 2013. I 2012 var vi vidne til et sandt drama, da Iljo Keisse var på vej mod en solosejr, da han pludselig røg i asfalten mindre end 2 km fra stregen. Det lykkedes ham at komme tilbage på cyklen og akkurat nå mål, inden Marcel Kittel slog Alessandro Petacchi i feltets spurt. Forud for løbets opgradering i 2008 var det en tradition, at løbet startede med en prolog i Izmir, der i de sidste år blev vundet af Hossein Nateghi (2007), Pavel Nevdakh (2006) og Sergey Tretyakov (2005).

 

 

 

 

 

8. etape

I de første år efter opgraderingen rejste løbet som regel fra Istanbul til Alanya, hvor løbet sluttede med et brag af en massespurt, inden man vendte løbet rundt og kørte den anden vej med en afsluttende etape til Istanbul, hvor man opfandt en herlig og teknisk krævende finale med en lille brostensbakke. I 2021 besøgte man for første gang siden 2007 slet ikke landets største by, men siden 2022 har alt været, som det også var mellem 2012 og 2019 - dog med 2016 som en undtagelse - nemlig med en finale i storbyen. I de første mange år var Istanbul altid rammen om klassiske sprinteretaper, mens man i de sidste mange år, senest i 2023, har haft den klassiske finale med en lille brostensbakke og et hav af sving, men i 2022 havde man planer om at prøve en ny puncheurfinale, der dog grundet regnvejr og en aflysning aldrig blev prøvet. Den model prøver man igen i år - dog i en anden finale end den, der var planlagt for to år siden - og dermed er der lagt op til en interessant spurtafgørelse, hvor puncheurtyperne formentlig skal slås med de stærkeste sprintere.

 

Med en distance på 105,4 km er det som altid en kort etape, der har både start og mål i Istanbul. Starten går ganske tæt på mål, og derfor skal man en tur rundt i storbyen, inden man kører ind til målbakken. Herfra kører man mod nordøst ad den flade kystvej, som man forlader for at køre mod vest op ad en kategori 4-stigning (1,8 km, 5,6%), der har top efter 11,3 km. Den leder op til et relativt fladt plateau, der følges mod vest og syd, inden det får mod sydøst ad en nedkørsel tilbage til kysten.

 

Her krydser man efter 21,6 km Bosporus-strædet, der leder fra Europa til Asien, hvorefter det går mod sydøst og ad en bakke. En nedkørsel leder nu mod sydvest tilbage til vandet, hvor man rammer en helt flad 10,5 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges fem gange. Den går først ad en lige vej mod sydøst ned til et punkt, hvor dagens Treasures of Türkiye-spurt køres efter 39,9 km på første omgang, og dagens spurt køres efter 71,4 km på fjerde omgang. I det sydligste punkt drejer man to gange i rap, og derefter går det ad en let snoet vej tilbage mod nordvest til rundstrækningens udgangspunkt.

 

Efter femte og sidste omgang kører man tilbage ad den vej, man allerede har benyttet én gang. Således gør det først mod nordvest igennem fladt terræn, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad en bakke, der efterfølges af en nedkørsel, som fører mod nordvest. Den leder tilbage til vandet, hvor man efter 91,8 km atter krydser Bosporus-strædet, hvormed man atter kommer tilbage til Europa.

 

 

Kort efter forlader man imidlertid den velkendt rute. Man drejer nemlig mod sydvest for at køre ned ad en lad kystvej, der ender med en bro, der passeres med 4800 m igen. For enden af den drejer man til venstre for nu at køre ad den snoede kystvej, der har to kurver frem mod målbakken. Den rammer man, når man med 700 m igen drejer til højre, og herefter stiger de sidste 700 m jævnt med 5,7%. Man drejer igen med 500 m igen, hvorefter vejen bugter sig frem mod det sidste sving bare 300 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 826 højdemeter.

 

Efter de mange år med den vanskelige finale med brostensbakken er dette en mere enkel finale - i hvert fald ud fra et teknisk synspunkt. Til gengæld er der denne gang mål på toppen af bakken, og det kan skabe en anderledes spurt. Bakken er ikke så hård, at sprinterne ikke kan være med, men måske kan puncheurtyperne blande sig i en afslutning, der vil appellere til de mere hårdføre af slagsen. Dermed er der igen lagt op til en spektakulær finale i landets største by i en afslutning, der kan minde om dem, vi også havde på 2. og 4. etape.

 

Sidste år havde man den velkendt finale med brostensbakken, og her rundede Jasper Philipsen sin sæson og sin dominans af med at spurte sig til sejr foran Cees Bol og Giovanni Lonardi. I 2022 var der som sagt planlagt en ny puncheurfinale, men kraftig regn betød, at etapen blev afbrudt kort efter starten. Den gamle brostensbakke i finalen blev også benyttet i 2019, 2018, 2017, 2016 og 2015. Ved det sidste af disse besøg vandt Caleb Ewan foran Fabio Jakobsen og Sam Bennett, og i 2018 kørte Sam Bennett fra alt og alle og sejrede med 5 sekunder ned til en favoritgruppe, hvis spurt blev vundet af Eduard Prades, der via bonussekunder derved sikrede sig den samlede sejr. I 2017 år kørte Matteo Pelucchi, Bennett og Edward Theuns væk, men bedst som det lignede en 5. sejr til ireren, styrtede han, hvorefter Theuns sejrede foran Pelucchi.  I 2016 år lykkedes det højst overraskende Przemyslaw Niemiec at holde hjem fra det tidlige udbrud og nå mål 11 sekunder inden Jose Goncalves, der havde angrebet fra feltet og distanceret hurtigste sprinter Marco Zanotti med fem sekunder. I 2015 angreb Lluis Mas fra bunden af bakken, og det lykkedes ham akkurat at holde feltet bag sig og sejre foran Mark Cavendish og Carlos Barbero.

 

I 2014 vandt Cavendish en mere traditionel massespurt på sidste etape foran Elia Viviani og Andrea Guardini, og det samme gjorde Marcel Kittel ved at slå Guardini og Andrew Fenn året inden. I 2012 var det Theo Bos, der var hurtigst og besejrede Fenn og Stefan van Dijk, mens Guardini åbnede løbet ved at vinde 1. etape i Istanbul foran Tyler Farrar og Kenny van Hummel i 2011. I 2010 vandt André Greipel en spektakulær prolog foran Tejay van Garderen og Maciej Bodnar, mens Mauro Finetto sejrede med 2 sekunder ned til et splittet felt på 1. etape i 2009. I 2008 indledte man løbet med et kriterium i Istanbul, der ikke talte med i den samlede stilling, og her viste Gregory Rast sig som den stærkeste i et udbrud.

 

 

 

 

 

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

 

Favoritterne

Efter man indførte Elmali-etapen i 2012 og ændrede løbet fra en uforudsigelig kamp om bonussekunder til et løb for klatrere, blev Tour of Tükiye et meget enkelt løb, der kunne inddeles i to dele. Seks af etaperne endte som regel i massespurter i større eller mindre felter - af og til har et udbrud fået lov at køre hjem - mens klassementet fuldstændigt er blevet afgjort af bjergafslutninger på Elmali og i Selcuk. 

 

Kun i 2016, hvor Selcuk-etapen udgik, og man i stedet havde indført en ny kuperet etape, og hvor én etape viste sig at blive helt afgørende på grund af voldsom sidevind, var det ikke alene et spørgsmål om, at løbets bedste klatrer vandt. Også i 2017 og 2018, hvor Selcuk-etapen erstattede Elmali-etapen, blev løbet i alt væsentligt afgjort på den eneste svære etape, selvom bonussekunder alligevel blev afgørende for seks år siden, og det var også tilfældet i 2019, hvor arrangørerne som sagt havde henlagt løbet kun til Istanbul-området og givet løbet et helt nyt design stort set uden genbrug.

 

I 2021 var Elmali tilbage som den eneste svære etape, og igen blev det alene den etape, der afgjorde løbet. Det ændrede sig dog på 2022-udgavens helt nytænkte rute, men egentlig var der lagt op til en gentagelse af formatet. Det var formentlig kun den kraftige modvind på kongeetapen, der forhindrede klatrerne i at sætte sig igennem og gøre forskellene så små, at den langt tungere Patrick Bevin med et angreb på en mellemkuperet etape kunne snyde alle forhåndsfavoritterne. Sidste år var alt igen ved det gamle og denne gang i et endnu mere udtalt format. Opfindelsen af vanvidsstigningen Babadag gjorde kongeetapen så brutal, at Alexey Lutsenko kunne vinde løbet her, selvom han faktisk senere blev slået på Seluk-etapen.

 

I år kan vi formentlig igen regne med noget tilsvarende. Man vender tilbage til et mere klassisk format med den velkendte rejse fra denne gang dog Antalya og ikke Alanya til Istanbul, og man genbruger igen flere af de målbyer, vi kender. Interessant er det, at man har leget med afslutningerne, der ellers plejer at være de samme, så vi har nye finaler i Marmaris - den finale har ellers været uforandret siden Christian IV - Bodrum og Istanbul, men det er formentlig ikke ændringer, der vil have betydninger for klassementet. I år er også en af udgaverne med kun én bjergetape, som vi har haft det i de fleste af de seneste udgaver.

 

Meget taler altså for, at det igen er kongeetapen, der vil blive afgørende, og at den bedste klatrer vil vinde. Det skyldes også rækkefølgen af etaperne. Der er egentlig potentiale til at angribe i finalerne på 3., 4. og 5. etape, men da de alle kommer inden kongeetapen, vil de fleste foretrække at spare sig til det helt store slag. Da de sidste to etaper er meget lette, er der ikke rigtigt plads til at indhente den tid, man måtte tabe fredag - og det er en skam.

 

En mere kuperet etape i weekenden havde åbnet for, at det terræn, vi jo egentlig har tidligere i løbet, ville blive udnyttet. Det var præcis det, der skete, da Bevin i 2022 vendte løbet på hovedet i terræn, der minder om det, vi har tidligere i dette løb. Han tog imidlertid kun den chance, fordi kongeetapen allerede var kørt, og fordi han herfra havde lidt at indhente.

 

Alligevel er det måske ikke helt så enkelt. Kongeetapen genbruger nemlig målbjerget fra netop 2022, og selvom data på stigningen tilsiger, at den er alt for svær for en stor fyr som Bevin, endte han jo altså med at vinde løbet samlet - og havde Eduardo Sepulveda ikke sneget sig væk i det taktiske spil, havde han også vundet etapen. Det skyldtes, at etapen var præget af brutal modvind, og selv ikke Nairo Quintana, der efter en vild sæsonstart var ekstremt stor favorit, kunne gøre forskelle - dog også fordi han var hæmmet af et styrt. Med andre ord er det en stigning, der er så følsom over for modvind, at det måske kan ende i en spurt på toppen, så en stor fyr som Bevin kan vinde, eller at vi kan få en taktisk afgørelse, som vi gjorde i 2022, hvor sejren gik til Sepulveda, der slet ikke var den stærkeste og blev sat flere gange.

 

 

Er der slet ingen mulighed for, at andet end kongeetapen kan komme i spil? Jo, som sagt er der på 3., 4. og 5. etape så sene og svære stigninger, at man sagtens kunne få en klassementskamp. Jeg tror bare, at favoritterne vil spare sig, og selv hvis de angriber hinanden, er stigningerne næppe svære nok til, at de bedste kan sætte hinanden.

 

Bonussekunder kan dog måske komme i spil. Dels er der sekunder i de indlagte spurter, der dog som regel kommer midtvejs på etaperne, og dels er der naturligvis bonussekunder på stregen. Det er interessant, fordi man har krydret løbet med hele tre afslutninger på mindre bakker, nemlig på 2., 5. og 8. etape. Her kan eksplosive puncheurtyper måske blande sig, men det er usandsynligt. Vi kender finalen fra 2. etape fra sidste år, og her vandt Jasper Philipsen foran Cees Bol og Luca Colnaghi og selv tunge folk som Attilio Viviani og Matteo Moschetti var i top 10. Bakkerne på 5. og 8. etape minder meget om den, vi kender fra 2. etape, og det vil derfor formentlig blive en sag for sprinterne - men en lille åbning for bonussekunder er der.

 

Samlet set vil jeg dog forvente et ret kontrolleret løb og den klassiske sprinterfest. I gamle dage så vi ret mange udbrudssejre, men det er længe siden. Nu om dage tiltrækker løbet altid et hav af sprintere, og det gælder særligt i år, hvor løbet er tilbage på sin velkendte plads som Giro-forberedelser. Mange af finalerne kan ellers være for hårde for folk som Sam Welsford, Fabio Jakobsen og Mark Cavendish, men når deres hold har mere holdbare alternativer i hhv. Danny van Poppel, Tobias Lund og Davide Ballerini/Max Kanter, vil de formentlig gå efter en spurt på syv ud af otte etaper - og i et felt med meget få stærke hold får de det formentlig, som de vil have det. Medmindre der bliver kørt uventet aggressivt på de hårde finalebakker tirsdag, onsdag og torsdag, vil jeg forvente syv - heldigvis ikke ens - massespurter, og at kongeetapen bliver altafgørende, medmindre bonussekunder mod forventning kommer i spil-

 

Som sagt kan vindretningen på kongeetapen blive altafgørende, og her slipper vi heldigvis for den ødelæggende modvind. Det vil bestemt ikke være vindstille, men der vil være sidevind hele vejen op ad stigningen. Medvind havde naturligvis være bedre for klatrerne, og da de sidste 2 km er lette, er der stadig en sandsynlighed for en spurt blandt et par mand eller måske endnu en taktisk afgørelse, men Bevin-typerne bør ikke have en chance denne gang. Bedste klatrer bør vinde løbet - eller hurtigste, hvis de er et par stykker er lige stærke.

 

Kan vejret ellers spille en rolle? Vi har før set sidevind i Tyrkiet, men det er meget, meget sjældent. I år lever løbet op til sit ry som et mere behageligt alternativ til det ofte regnvåde Romandiet. Ikke alle dage vil være lige solrige, men det vil være tørt med temperaturer på generelt mellem 20 og 25 grader, dog med en køligere mandag og en varmere lørdag. Skal vinden komme i spil, skal det være tirsdag og onsdag, hvor det vil være blæsende. Vindretningen er helt forkert på 3. etape, men på 4. etape vil der faktisk være sidevind det meste af dagen. De kører dog i et område, hvor selv meget kraftigere vind aldrig plejer at spille en rolle, og jeg vil derfor blive svært overrasket, hvis vi får sidevindskørsel i år. Værd at bemærke er det også, at modvind vil gøre det ret umuligt at angribe på stigningerne på 3. og 5. etape, og da 4. etapes stigning kommer ret langt fra mål, er der endnu mere, der taler for, at kongeetapen vil være alt afgørende.

 

Samlet set tegner der sig det meget enkle billede, at løbets bedste og mest formstærke klatrer via sejr på kongeetapen vil vinde løbet samlet. Som altid er der dog ikke mange klatrere i feltet. Løbet har ikke uden grund fået ry for at være talenternes udstillingsvindue. Mens løbet ofte har haft held med at tiltrække store sprinternavne, foretrækker de bedste klatrere i april enten Ardennerne, Romandiet eller Tour of the Alps. Det har gjort løbet til en god chance for de unge ryttere til at jagte personlig succes, og sådan ser det også ud i år. Sidste år betød jordskælvet og udsættelsen til oktober, at der var deltagelse af et par stjerner i form af Alexey Lutsenko og Jay Vine, men i år kommer alle de store hold helt entydigt for at spurte. Der er slet ingen store navne blandt klatrerne, og det giver nogle mindre navne og mindre hold en uhyre stor chance for at vinde et stort etapeløb.

 

For mig er der tre store favoritter, nemlig Jefferson Cepeda, Victor Langellotti og Paul Double, men de er også meget svære at rangere. Det interessante er, at de alle tre mest har begået sig i mere eksplosive finaler, men nu skal de vise, hvad de kan på et regulært bjerg. Det gør blot det hele endnu mere åbent.

 

Jeg har skiftet holdning et par gange, men jeg vælger at gå med Jefferson Cepeda. Også han har hidtil været bedst på lidt mere eksplosive stigninger, men det gælder som sagt også for hans værste rivaler, og blandt de tre har han virket stærkest på de længste stigninger. Han duellerede med Langellotti over tre dage i Jura-bjergene, og selvom monegaskeren faktisk endte med at slå ham alle dage, var det Cepeda, der virkede klart stærkest på Mont Poupet, der var den vanskeligste af de tre stigninger. Her endte han med at gå lidt i sit forsøg på at vinde løbet, som han også gjorde det i Doubs til sidst, men med mere konservativ kørsel havde han formentlig gjort det bedre. Han endte som bekendt også som nr. 4 i Galicien, hvor stigningerne også var ret korte, men dog ganske svære.

 

Problemet med Cepeda er, at han er så pokkers ustabil, men i år har han faktisk været flyvende i næsten alle løb. Han kom lidt haltende fra start, men siden Andalusien har han kun helkikset i Indurain. Det løb fortæller os, at man aldrig kan vide sig sikker med ham, men med de ben, han havde så sent som i sidste uge, vil jeg tro, at han kan tage Caja Rurals anden samlede sejr i løbet otte år efter Jose Goncalves’ store triumf. Han ledsages af Jokin Murguialday, der intet har vist i år, men sidste år endte som nr. 9 i Langkawi, der havde et felt i stil med dette. Derudover kommer den efterhånden uhyre holdbare sprinter David Gonzalez, der imponerede så sent som i sidste uge, formentlig ret langt. Endelig har holdet Calum Johnston, men han har intet vist siden 14. pladsen i Ungarn i 2022.

 

 

Jeg havde egentlig gjort Victor Langellotti til favorit, men i sidste øjeblik skiftede jeg holdning. Hans kørsel i Besancon var jo ganske fabelagtig, da han satte adskillige topnavne til vægs og kun akkurat blev slået af Lenny Martinez. Til gengæld så vi også, at han havde det betydeligt vanskelige på Mont Poupet, hvor Cepeda virkede betydeligt stærkere, men måske endnu mere sigende er hans kørsel i dette løb i 2023. Her vandt han på den eksplosive Selcuk-stigning, men på kongeetapen endte han kun som nr. 14.

 

Det taler for, at dette bjerg kan være for svært, men givet er det ikke. Årets målbjerg er meget lettere end den brutale Babadag-stigning, og jeg vil tro, at han kan slå Cepeda i en spurt i den lettere finale. Dertil skal lægges, at han jo faktisk kørte fremragende på kongeetapen i Baskerlandet, og selvom de stigninger også var ret korte, var det dog noget andet end Selcuk eller Besancon. Med det niveau, han havde i sidste uge, virker en sejr inden for rækkevidde i et løb, hvor han allerede har taget én etapesejr. Han ledsages Mario Aparicio, der vandt en bjergfinale i Sharjah tidligere i år, men ikke kommer hele vejen. De unge Alejandro Franco og David Delgado har ikke vist meget på dette niveau, mens Jambaljamts Sainbayar, der jo ellers har været i top 10 i Langkawi, har skuffet på stigningerne i år, også på 2.2-niveau.

 

Det tredje gode vinderbud er Paul Double. Briten har udmærket sig med et meget lavt bundniveau, men i år har vi ikke set meget til det. Han skuffede i Galicien - måske grundet kulden - og Antalya, men derudover har han stabilt kørt på et højt niveau. Han skuffede mig lidt i det svage felt i Coppi e Bartali, men i Abruzzo i sidste uge efterlod han et meget stærkt indtryk. Her bekymrer det mig dog, at han virkede stærkere på de eksplosive stigninger, mens han så ud til at blive slidt lidt ned på kongeetapen, hvor jeg måske havde håbet på lidt mere. En 7. plads i et felt, der er noget skrappere end dette, er dog opløftende, og det rækker helt sikkert til at vinde dette løb, hvis han holder sit niveau. Jeg vil også tro, at det er ham og Langellotti, der af de tre favoritter vil have den største chance i en spurt på toppen. Hos Polto ledsages han af Diego Pablo Sevilla, der har klatret godt i år og kan komme et stykke, samt Andrea Pietrobon, der klatrede uventet godt i Torino, men ingen af dem er klatrere. Erik Fetter har været helt ved siden af sig selv i flere år og intet vist i 2023.

 

Nu har jeg talt om tre favoritter, men jeg kan nu også godt se Q36.5 have en chance. Mark Donovan har i hvert fald for nylig vundet i et felt, der kan minde om dette, nemlig da han i juli sejrede i Sibiu Tour. I år har han kørt på et ganske pænt niveau, senest med en 32. plads på kongeetapen i Baskerlandet og en 18. plads i Indurain, og det niveau fører langt i dette felt. Det er klart, at Langellotti slog ham ret klart i Baskerlandet, men Donovan er til gengæld en mere udpræget klatrer, der vil drage fordel af det længere målbjerg. Det er også kun et år siden, han endte som samlet nr. 5 på Sicilien i et felt, der endda var lidt stærkere end dette. Q36.5 har også Carl Fredrik Hagen, men selvom han egentlig kom godt i gang i Valencia med en 17. plads på kongeetapen, har hans seneste resultater været for svage til, at man for alvor kan tro på ham. James Whelan har klatret skidt i år og vil også finde stigningen for svær, og den vil også være for svær for Marcel Camprubi og Filippo Conca.

 

DSM kommer som de øvrige WorldTour-hold for at spurte, men de har en enkelt klatrer med, nemlig den meget spændende Frank van den Broek. Jeg kan godt være en anelse bange for, at denne stigning er for svær, for han er nok ikke en helt klassisk klatrer, men han endte trods alt som en samlet nr. 3 i Alsace sidste år. Det indebar blandt andet en 8. plads på La Planche des Belles Filles, hvor han kørte stort set lige op med en klatrer som William Junior Lecerf, og det giver mig en vis tro på hans evner. I år har han måske ikke helt levet op til mine forventninger, og det kan godt bekymre mig, at han ikke var bedre i Limburg og Brabantse Pijl, hvor han kørte som kaptajn, men hans kørsel på bjergetaperne i Catalonien var på et niveau, der bør kaste et fint resultat af sig i dette felt.

 

Astana kommer med Vadim Pronskiy, der jo burde være en af de tune favoritter. Vi taler om en mand, der så sent som sidste efterår blev nr. 5 i Langkawi, hvilket vidner om potentialet i dette felt, og en mand, der har imponeret i Giroen. Problemet er bare, at han aldrig leverer resultater, når han ikke har kørt en grand tour, og på alle andre tider af året kører han med et meget lavt bundniveau. Det har han også gjort i år, og derfor vil det undre mig, hvis han er med helt i front. På papiret er han dog en af de bedste klatrere, og i dette felt bør han som minimum blande sig.

 

Astana har også den helt store joker i den meget spændende Henok Mulubrhan. Hans hidtidige resultater antyder klart, at denne stigning er for skrap kost, men hans 3. plads i Appenninerne sidste år vidner trods alt om visse klatreevner. Det gør også hans samlede sejr i Rwanda, og han har den luksus, at han kan slå alle i en spurt og måske endda få bonussekunder på 2., 5. og 8. etape, hvis holdet giver ham chancen. Han viste også i Catalonien klart stigende form efter sit styrt i februar, og siden dengang har han formentlig forbedret sig yderligere. Holdet har også Davide Ballerini, men da han gør sæsondebut efter en skade, må forventningerne være små i et løb, der også er for svært. Længere vil Nicolas Vinokourov komme, for han gjorde det fint som hjælper i Abruzzo.

 

Også Bora kommer for at spurte, men de har alligevel fundet plads til to klatrere. Bedst chance har nok Frederik Wandahl, der her har en stor chance for at jagte et personligt resultat, men han har til gode for alvor at lave et resultat, også på dette niveau. I år har han desværre også ledt efter formen, og jeg føler mig ikke overbevist om, at han er på 100% endnu, selvom han har kørt som hjælper. Til gengæld har der også været nogle uhyre lovende præstationer med sidste års 8. plads på WorldTouren i Bretagne og flot kørsel i Montreal i 2022, og det siger sig selv, at det niveau fører meget langt i dette felt. Det var dog også i mere eksplosivt terræn, og på stigninger af denne længe har han endnu til gode at vise noget. Heldigvis er der ikke mange klatrere i dette felt, og han ligner en af de ryttere, der kan komme langt. Det kræver dog nok bedre ben, end han viste i hvert fald i Catalonien, hvor han var langt tilbage på bjergetaperne. Han ledsages af unge Alexander Hajek, der dog nok stadig er lidt overmatchet på dette niveau, særligt fordi han sidste år heller ikke kørte i top 10 i l’Avenir og Baby-Giroen.

 

Der er også et kontinentalhold, der skal tages seriøst. Terengganu kommer med den tidligere professionelle Merhawi Kudus, men han har desværre skuffet lidt. Han blev blot nr. 17 i det svage felt i Rwanda, og selvom hans 21. plads i Oman og 10. plads i AlUla Tour (opnået mest af alt via spurtstyrke) var pæne, skulle han i lyset af felterne have vist mere, hvis han skulle vinde her. Omvendt vil han elske denne lange stigning, og det er trods alt ikke mange måneder siden, han blev nr. 5 i Ain i et betydeligt stærkere felt end dette. Dengang kørte han bare også med den fordel, et WorldTour-setup giver. Hos sig har han Metkel Eyob, men det er mange år siden, han har leveret pæne resultater. Stærkere er formentlig Anatoliy Budyak, men jeg vil tro, at denne stigning er lidt for svær, selvom en 4. plads på kongeetapen i Antalya viser, at han sagtens kan være med på dette niveau.

 

Hos Corratec skal vi vel give en lille chance til Valerio Conti. Han fortsætter generelt med at skuffe, men efter den seneste nedtur i Coppi e Bartali var der opløftende takter med en 11. plads på kongeetapen i Abruzzo. Denne stigning er som udgangspunkt for lang, men det var stigningen i Abruzzo også. Har han samme niveau her, vil han gøre det hæderligt. Etienne van Empel har til gengæld intet vist i år.

 

Bingoal kommer med Floris De Tier, der altid er uhyre svingende, men generelt har gjort det godt i år. Han kørte som Wandahl med de bedste i Torino, inden han blev nr. 14 i Coppi e Bartali. Desværre pådrog han sig et brud i Flandern Rundt, og siden har han kun kørt Fleche, hvor han udgik. Derfor skal vi nok dæmpe forventningerne - også fordi han er puncheur mere end klatrer. Han ledsages af Lennert Teugels, der bør komme et stykke i dette felt, men har skuffet i år, senest med en 22. plads i Abruzzo, hvor også den i år så skuffende Marco Tizza fortsatte de triste takter.

 

Jeg skal vel også nævne Dawit Yemane. Han overraskede mig stort med sin samlede 7. plads i 2022, men siden dengang har han ikke nået samme højder. Han blev for nylig nr. 10 i Rwanda og nr. 3 i det tyrkiske Tour of Mersin, hvilket viser en vis form, men det vil undre mig, hvis han klarer sig lige så godt som for to år siden. Bike Aid har også Vinzent Dorn, Oliver Mattheis og Anton Schiffer, der alle kan klatre, men de er overmatchede i dette selskab, mens Antoine Berlin er langt fra fordums styrke.

 

TDT-Unibet stiller med Adam Toupalik, der virkelig chokerede mig med sin klatring i Coppi e Bartali. Siden er vi dog kommet ned på jorden, men skuffende kørsel i Limburg og Brabantse Pijl, og jeg vil også blive overrasket, hvis ikke denne stigning er for lang. Stigningerne i Italien var trods alt ret eksplosive. Holdets alternativ er crossrytteren Lander Loockx, men han har slet ikke vist form i år.

 

Bardiani får et svært løb. Deres bedste bud er Manuele Tarozzi, der lavede en fin top 30 i Valencia, men vi så senest i Jura-løbene, at han ikke kommer alt for langt. På papiret er Samuele Zoccarato vel et bedre bud, men han synes at være i en større formkrise. Luca Paletti og Vicente Rojas kan klatre lidt, men kommer ikke alt for langt.

 

Som de øvrige WorldTour-hold kommer Alpecin for at spurte, men de har da Henri Uhlig. Han viste klatreevnerne med sin 3. plads i Limburg og gjorde det pænt på bjergetaperne i Emiraterne, men alt for langt kommer han trods alt ikke. Han er jo trods alt mest af alt sprinter. Hos Novo Nordisk skal man satse på David Lozano og Peter Kusztor, da stigningen trods alt er for svær for den ellers stadig stærkere Matyas Kopecky.

 

På de resterende kontinentalhold er der grund til at fremhæve Marcin Budzinski, der er i gang med en ret flot sæson og vandt opvarmningsløbet i Mersin, men nok vil finde stigningen lidt svær, samt den engang så lovende kineser Xianjing Lyu, der også gjorde det godt i Mersin. I det løb gjorde Thomas Lebas, der dog slet ikke er ved fordums styrke, Willie Smit, Gianni Marchand, Samet Bulut, Tomasz Budzinski og Jakub Kaczmarek det også pænt. Andre navne er Lucas De Rossi og Drew Morey, mens den tidligere vinder Natnael Berhane slet ikke har vist noget i lang tid.

 

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er kun få ændringer. Vigtigst er det, at Astana har erstattet Mulubrhan med Harold Martin Lopez. Han har til gode at finde sin bedste form i år, men vi taler om en mand, der blev nr. 8 i Burgos. Til gengæld blev han kun nr. 10 i Langkawi sidste år. Det kan altså gå begge veje, men hans topniveau fører meget langt. Derudover er der afbud fra Toupalik og Rojas. TDT-Unibet har udtaget Owen Geleijn, der vel er deres bud på en klassementsrytter, men han vil nok finde stigningen for svær. Bardiani har udtaget Filippo Magli, der dog ikke har klatret godt i år.

 

***** Jefferson Cepeda

**** Victor Langellotti, Paul Double

*** Mark Donovan, Harold Martin Lopez, Frank van den Broek, Vadim Pronskiy, Frederik Wandahl

** Merhawi Kudus, Valerio Conti, Floris De Tier, Carl Fredrik Hagen, Dawit Yemane, Anatoliy Budyak, Alexander Hajek, Lennert Teugels, Marcin Budzinski, Manuele Tarozzi, Xianjing Lyu

* Mario Aparicio, Jokin Murguialday, Owen Geleijn, Nicolas Vinokourov, Samuele Zoccarato, Henri Uhlig, James Whelan, Thomas Lebas, Willie Smit, Gianni Marchand, Samet Bulut, Tomasz Budzinski, Jakub Kaczmarek, Lucas De Rossi, David Gonzalez, Marco Tizza, Oliver Mattheis, Lander Loockx, Andrea Pietrobon, Diego Pablo Sevilla, Marcel Camprubi, Calum Johnston, Jambaljamts Sainbayar, Vinzent Dorn, Luca Paletti, David Lozano, Peter Kusztor, Filippo Magli, Matyas Kopecky, Anton Schiffer, Metkel Eyob, Andreas Stokbro, Davide Ballerini, David Delgado, Filippo Conca, Alejandro Franco, Etienne van Empel, Erik Fetter, Antoine Berlin, Drew Morey

 

Danskerne

Hos Bora er Frederik Wandahl klassementsrytter, hvorfor han er omtalt ovenfor, og hos DSM skal Tobias Lund køre lead-out for Fabio Jakobsen og tage sin egen chance på de etaper, der bliver for hårde for hollænderen. Endelig kan Andreas Stokbro måske få sin chance hos TDT-Unibet, selvom holdets sprinter nok er Davide Bomboi, mens hurtige Sebastian Nielsen formentlig skal køre lead-out på samme hold.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT