Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Når man er optaktsskribent, er overraskelser selvsagt ikke altid velsete. Et resultat er jo netop kun overraskende, hvis det ikke var forudset, og derfor vil enhver overraskelse jo altid indebære, at man har taget fejl. Alligevel vil de fleste cykelfans nok være enige med i, at det altid er en fornøjelse at overvære noget uventet - også fordi det som regel betyder, at løbet også har været underholdende.

Netop underholdning og overraskelser har vi jo ellers periodevist manglet lidt i år. Mange vil nok være enig med i, at årets klassikersæson ikke når sidste års ditto til sokkeholderne. Ganske vist var det beundringsværdigt at se, hvordan Mathieu van der Poel og Tadej Pogacar begge leverede hhv. tre og to gigantiske soloridt, men at kalde det underholdende vil nok være en overdrivelse. Og at kalde det overraskende vil være decideret vildledende.

Læs også

Skræmt Visma-profil: De var latterligt dårlige

I det hele taget var det små med overraskelserne i årets klassikersæson. Måske var hverken Jasper Philipsen eller Mads Pedersen den største favorit til hhv. Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem, men de stod højt på listen. Det samme gjorde Benoit Cosnefroy i Brabantse Pijl, Jan Tratnik i Omloop, Wout van Aert i Kuurne, Tim Merlier i Scheldeprijs og Philipsen i De Panne - ja, i flere tilfælde var de endda den største favorit. Mere uventet var det, at Tom Pidcock vandt i Amstel, for selvom han nok var i top 3 hos de fleste, var Van der Poel så stor en favorit, at alene hans nederlag var overraskende. Matteo Jorgensons sejr i Dwars door Vlaanderen var måske heller ikke helt åbenlys, fordi løbet egentlig var for let for ham, men den havde jo også sin dramatiske forklaring. Paradoksalt nok var det vel nærmest Fleche Wallonne - normalt ellers den mest forudsigelige klassiker - der var den største overraskelse, ikke fordi Stephen Williams ikke var skræddersyet til finalen, men fordi han ikke havde imponeret i sine tre sidste løb forinden.

Så har der været større overraskelser i etapeløbene. Selvfølgelig havde vi de helt, helt forudsigelige sejre til Jonas Vingegaard og Pogacar i hhv. Tirreno og Catalonien, og efter de mange styrt fremstod Juan Ayuso også som den store favorit i Baskerlandet. Til gengæld skal man nok have været amerikaner for at have troet på, at Jorgenson kunne vinde et Paris-Nice med både Remco Evenepoel og Primoz Roglic i feltet, ligesom man nok skulle være belgier for at tro, at Lennert Van Eetvelt kunne få skovlen under UAEs stjerneparade på deres hjemmebane i Emiraterne. Da Williams åbnede sæsonen med sin sejr Down Under, havde han også kun fået én sølle stjerne i min optakt.

Ser man på etapeløbet som helhed, er det dog nok Tour de Romandie, der står tilbage som det mest overraskende. Ikke fordi Carlos Rodriguez var den mest overraskende vinder - Jorgensons og Van Eetvelts sejre må i lyset af konkurrencen betegnes som noget mere chokerende - men nogen indlysende vinder var han bestemt ikke. Selvfølgelig stod han højt på min favoritliste inden løbet, men hvis jeg var blevet bedt vurdere hans reelle vinderchance, havde jeg været ret pessimistisk. Nok havde han vist, at han var tilbage på sporet, men det var svært at se ham vinde på så let og tempotung en rute, når han indtil i fredags ikke havde kørt én eneste god enkeltstart i mere end halvandet år.

Men det gjorde han så heldigvis i fredags, og da Ineos efterfølgende lykkedes med at gøre kongeetapen hårdere, end jeg havde troet, lykkedes det ham at vinde et løb, hvor arrangørerne ellers ikke havde givet ham mange gaver. Derfor må Rodriguez’ sejr bestemt føjes til puljen med overraskelser, men det er nu det samlede billede, der for alvor gjorde løbet overraskende.

Mest markant var naturligvis Florian Lipowitz’ 3. plads. Det må være den i særklasse mest overraskende podieplads i et WorldTour-løb i år, for selvom jeg flere gange har betonet hans potentiale, har hans niveau i dette løb været helt, helt uventet - og så på en rute, der også passede ham ganske elendigt. Ser man på billedet af etapesejre er det imidlertid også præget af den ene overraskelse efter den anden.

Jovist, Maikel Zijlaard var skam en af kandidaterne til at vinde prologen, men det var nok de færreste, der havde troet, at han faktisk ville gøre det. Jovist, Thibau Nys lignede et af de absolut mest sandsynlige etapevinderbud inden løbet, men man skulle nok være belgier for at tro, at han ville vinde en bjergetape. Ja, selv Brandon McNultys og Richard Carapaz’ sejre, der ved ugens start lignede nogle klare favoritsejre blev jo alligevel en smule uventede, fordi de begge havde underpræsteret i dagene forinden.

Og så er der naturligvis Dorian Godon. Nok er Tour de Romandie ikke et sprinterløb, og nok passer Godon jo faktisk fint i billedet af den slags holdbare og hurtige folk, der kan vinde spurterne i de typisk sprintermæssigt svagt besatte løb i Romandiet, Baskerlandet og Catalonien, men manden havde ved ugens start trods alt aldrig vundet en spurt i en større gruppe. Og lige netop årets rute med en relativt let 1. etape og en sjældent let 5. etape var jo endda så sprintervenlig, at vi havde flere rene sprintere end vanligt.

Men Godon med ikke bare at vinde én etape. Nej, han gjorde såmænd rent bord på sprinterfronten, da han i dag fulgte sin fornemme sejr på 1. etape op med en måske endnu større skalp på dagens afsluttende etape, der var så let, at det ikke kunne betegnes som andet end en helt klassisk sprinteretape. Den var der næppe mange, der havde set komme ved ugens start, men det står nu bare endnu mere klart, at Ag2r som led i den vanvittige genrejsning, jeg omtalte i onsdagens analyse, tilsyneladende kan vinde, selv når det ikke burde være muligt.

Det havde dog også sine forklaringer. Det sene sving med bare 400 m igen betød nemlig, at det var en spurt, der handlede om positionering og ikke fart, og den betydning blev kun endnu større, da Romandiets velkendte regnvejr forvandlede Schweiz til et soppebassin. Derudover betød en kombination af det miserable værd og flere styrt, at overraskende mange af sprinterne slet ikke kom med hjem.

Læs også

Optakt: 10. etape af Giro d’Italia

Det gjaldt således for løbets to papiret hurtigste, Matteo Moschetti og Alberto Dainese, der fint kunne have sparet sig turen til Schweiz, og særligt for Dainese er det urovækkende. Hans største sæsonmål starter i Italien om seks dage, og selvom jeg ikke ved, om han i dag blev fanget bag et af styrtene, indikerer hans svage præstation på 1. etape og Tudors totale passivitet i dag, at han efter sin skadespause slet ikke har fundet formen til Giroen. Det har Stefano Oldani bestemt heller ikke, for hans endeløse formkrise fortsatte på en dag, hvor han sad endnu længere - og Ethan Hayter valgte at agere ren hjælper og slet ikke deltage i en spurt, der på våde veje og med et sent sving vel også passede ham nogenlunde lige så godt, som Paris-etapen i Touren passer til Louis Meintjes.

Men der var skam stadig folk, der burde være hurtigere end Godon i det felt, der spurtede om sejren. En af dem var hans holdkammerat Andrea Vendrame, der imidlertid valgte at iværksætte et mærkeligt angreb i finalen, og efterfølgende ikke kom med, da Clement Berthet chokerede ved at køre et fabelagtigt lead-out for sin store holdkammerat. Det lead-out var så godt, at Godon akkurat som i onsdags blev den store vinder i positionskampen, og da han blot skulle overspurte Clement Venturini, der ellers igen havde vist, at han er fabelagtig i tekniske finaler, var han efterladt med en modstander, han kunne klare, for den lille crossrytter har slet ikke den fart, han tidligere har haft.

Til gengæld var det overraskende, at Simone Consonni ikke kunne gå forbi. Han skulle jo køre lead-out for Nys, men da belgieren havde tabt hans hjul, havde italieneren jo frit spil til at gå efter sejren - endda fra den helt perfekte position lige bag Godon. Jeg skal lade det være usagt, om han sad med regnvejrsben, om han havde brugt for mange kræfter på sit arbejde for Nys, eller om Godon bare har fundet en hidtil uset fart, men han var end ikke tæt på at true en mand, der modsat ham altså før denne uge aldrig havde vundet massespurter.

Dermed blev det en heldigvis i 2024 ret sjælden kedelig dag for Lidl, der ellers havde taget langt det meste af ansvaret. Én ting er nemlig Consonnis svage spurt. Noget andet er, at Nys nu to gange har bevist, at han har noget at lære i positionskampen. I begge spurter viste Consonni ellers, at Jonathan Milan kan være helt tryg ved at have ham som sidste mand i Giroen, men i begge tilfælde havde Nys tabt hans hjul. Med den fart, det belgiske vidunderbarn viste i dag, er det svært at tro, at han ikke havde vundet tre af de seks etaper, hvis bare han havde holdt sig til sin holdkammerat begge dage - men heldigvis vandt han jo så sin etape, hvor vi mindst ventede det.

Med Nys’ kikser og Consonnis svage spurt endte modstanden også med at være til at overse, for positioneringen blev akkurat lige så vigtig som ventet. Det er ellers en kunst, Milan Menten plejer at mestre, men i dag gik det galt for belgieren, der stadig må ærgre sig gul og blå over, at han blev lukket inde i onsdags, hvor han havde alletiders chance for at vinde på WorldTouren for første gang. Den chance havde han også i dag, for kaster man et blik ned over top 10, er det nemlig kun ham, Nys og Consonni, man med nogen ret kan kalde sprintere.

Dem er der bare ikke mange af i dette løb, og når man samtidig placerer et af de sene sving, man ofte ser i de schweiziske etapeløb, får man en top 10, der ikke oser af sprinterklasse. Det er i hvert fald meget, meget længe siden, Dion Smith har været så langt fremme i en massespurt, og det mest imponerende var endda, at han klarede positionskampen helt alene, da resten af hans hold var sat af.

Så havde Tim van Dijke langt mere støtte, men alligevel var det uventet at se ham klare sig så godt på netop den positionering, han tidligere har haft det svært med - men dagens 4. plads bekræfter jo blot den enorme udvikling, han har gennemlevet i år, hvor han har overhalet bror Mick, der ellers indtil nu har været den bedste, med raketfart. En top 5 til Alex Aranburu i en finale med et sent sving ville også være uhørt for bare kort tid siden, men som vi så i Baskerlandet er han pludselig blevet en ørn til positionskampen, mens det til gengæld halter lidt med farten - og også han klarede det endda uden nævneværdig støtte.

Nej, det var bestemt ikke den mest indlysende top 10. Alle var vel at regne som kandidater - måske med undtagelse af den stadig mere spændende Thibaud Gruel, der fik chancen, da Cyril Barthe ikke kom til start - men at vi skulle ende med den rækkefølge, havde de færreste nok ventet. Akkurat som de færreste nok havde ventet, at vi skulle ende med et podium med Rodriguez, Aleksandr Vlasov og Lipowitz, selvom de to førstnævnte skam hørte til blandt forhåndsfavoritterne. Og akkurat som de færreste nok havde ventet, at UAEs stjernearmada skulle kom hjem med en beskeden 5. plads til Ayuso som resultat.

Men hvor var det forfriskende. Gårsdagens medrivende drama, hvor den samlede sejr lå på en knivspids for Rodriguez var i hvert fald langt mere åbent og uforudsigeligt, end det var, da Pogacar og Van der Poel gjorde resten af feltet til statister allerede tidligt i de fleste af årets klassikere. Tour de Romandie har ellers med nogle lidt lette ruter for vane ikke altid at være det mest underholdende af WorldTour-etapeløbene, men selvom alle etaper bestemt heller ikke levede op til forventningerne - særligt 2. etape var jo lidt af en fuser - kom de trods en knap så lovende rute meget fint fra det i år. Løbet endte i hvert fald som overraskelsernes schweiziske holdeplads - og det var nu meget rart selv for en optaktsskribent.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - VIND FLOTTE PRÆMIER!
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT